Alone and vulnerable - Serkan.

//Det der er skrevet i fed skrift, er en anden end Blair.//

Sted: Ashen Wood Forest.
Omgivelser: Træer..?
Vejr: Køligt.
Tid:15:35

Blair gik ude i den fugtige skovbund, man skulle tro hun ikke var en naturpige. Hun lignede på ingen måde en naturpige, men hun fandt ofte fred der. Det var der hun gik hen når hun havde brug for at lade tankerne flyde. Det var også derfor hun gik i skoven nu. Hun havde som altid en kort kjole på som naturligvis også var stram. Kjolen fremhævede virkelig hendes figur, den viste også hvor tynd hun var. Hun havde også sine trofaste støvler med, dem hun altid havde en kniv i en lille lomme. Blair prøvede at finde et sted hun kunne sidde, så hun rigtigt kunne få afløb for hendes tanker.

En ung, meget attraktiv, ung mand gik ude i skoven. Han havde fulgt efter Blair længe nu, siden han så hende inde i byen. Det var flere timer siden de havde været i byen. Han havde udset hende som hans offer. Han tændte på skræk, på rædsel. Det var der for han voldtog kvinder. Men ikke mindst det, han forsøgte også at skade dem så vidt muligt. Da Blair endelig stod med ryggen til ham, gik han hen bag hende og slog hende hårdt i hovedet med albuen. Det fik hende til at falde om. Han fik hende op at stå med hendes hjælp. Nu begyndte han at klæde hende af.

Serkan kom gående stille igennem skoven hvor han lagde mærke til en ung kvinde, en god figur måske en anelse for tynd men det var også det. Han kiggede på hende og betragtede hende, stadig imens hun blev slået ned bagfra dog da manden gjorde an til at tage hendes tøj af, og sandsynligvis at voldtage hende blev det for meget for ham... Han var måske ikke god, men stadig voldtægt var for meget... Nej han manipulerede hellere...

''HEY!!! Gider du da lade hende være!?''

Han gik frem imod manden med tunge hårde skridt. Han var høj kraftih bygget og han smilede kort mod kvinden hvis hun da stadig var ved bevidsthed. Han kiggede stille på hende og derefter på manden...

''Giv hende tøjet på igen hun ender jo med at fryse!''

Han lod hende dumpe ned igen da en stemme lød kommanderende bag fra ham. "Og hvem er du så? Hendes far?" Han så nærmere på hende. "Nej.. Det er hun vidst for gammel til. Hendes kæreste måske? Hør. Jeg er ligeglad med hvem du er. Smut nu bare med dig. Hun er ikke noget værd alligevel, jeg har holdt øje med hende." Han vinkede Serkan væk med en hånd. "Kommer til at fryse? Det er da vel nok ærgerligt for hende."

Blair lå på jorden og blodet havde hun chance for at komme til undsætning i hendes hjerne, så hun vågnede igen kort efter. Men hun var forvirret, hun kunne ikke forstå hvad der var sket. Først havde hun været alene, og nu var der pludselig to mere. Hun forstod intet.

''Nej og nej...''

Han sendte Blair endnu et gang et kort og venligt smil. Det var ikke ægte men han var en god skuespiller så det var ikke lige sådan til at se at han ikke mente det helt ærligt det smil han sendte hende...

''Ser du modsat dig findes der venlige flinke fyre der gerne vil hjælpe skønjomfruen i nød.''

Han smilede igen til blair og gik så langsomt frem imod manden, mens han hævede sine hænder til at slå ud efter manden. Han var klar til det. Han var klar til at give ham en på lampen, men han vidste godt at kvinden nok ikke var jomfru, tøjstilen tydede på en der kunne finde på at bruge hendes krop til at få hvad hun ville have.

"Hun er mit offer, og du kan ikke stoppe mig." Han gik hen imod Serkan og var klar på at slå ham. Ingen skulle stoppe ham når han først var opstemt. Han slog ud efter Serkan, han gik efter brystet.

Blair var begyndt at finde ud af hvad der skete, hun kunne så vidt forstå af den ene af de to unge mænd var en der ville misbruge hende og den anden hendes redningsmand. Men som altid var Blair stædig og hun ville vise at hun ikke var sådan til at slå ud. Hun rejste sig op, dog var hun stadig svimmel, men udenvidere sparkede hun ud efter hendes misbruger og ramte ham i knæhasen.

Han smilede stille til manden og han morede sig faktisk ret meget over at han mente at han ikke kunne stoppe ham. Han kiggede på ham og kunne ret hurtigt bedømme at manden var en unvant kæmper, vant til at lave angreb på folk der ikke slog igen... Han greb derfor hans næve da han slog efter ham, og da kvinden sparkede ham i knæhasen sparkede han efter mandens bryst for at få ham ned...

''Okay det med skænjomfruen tager jeg fra mig igen... kan jo se hun sagtens kan slå fra sig igen.''

Han sendte hende et venligt og varmt smil, et smil der op sin vis mindede meget om et smil hun ville have fået af en anden mand, en anden varulv som hun kendte ret godt. Han blinkede også bare til hende og sprang på manden igen som han slog efter ansigtet på igen og igen...

Han kunne ikke nå at reagere, før Serkan havde grebet hans næve og hun havde sparket ham.

Blair kunne ikke undgå at more sig over at der blev uddelt en masse tæsk. Så længe det ikke gik udover ham der, nu hun tænkte over det, mindede utrolig meget om en hun kendte. Hun lod hendes hænder falde ud i luften, for at se en smule uskyldig og uvidende ud. Men hun var overhovedet ikke uskyldig, eller ikke uvidende for den sags skyld. Da han smilte til hende, var hun ikke i tvivl om hvem han mindede hende om. Sajro. Det gjorde at hun kom til at savne ham uendelig meget, og så kunne hun heller ikke undgå at føle en vis tiltrækning af ham hun stod over for. Det smil som Sajro havde, havde altid fanget hende og tiltrukket hende.

"Ehhh.. Så er det vist godt nok. Jeg tror godt han er klar over han ikke skal røre en unge kvinde igen."

Blair gik hen til fyren og satte sig ned på hug foran ham. Hun greb fat i hans krave og sørgede for at de havde øjenkontakt og at han lyttede på hendes ord.

"Hvis du nogensinde rører en kvinde igen, så sørger jeg før du oplever det her igen. Gange 3."

Blair skubbede ham væk fra dem.

Han stod stadig med den dyriske, instinktive vrede indestemt for ikke at jagte manden og nedlægge ham som et andet dyr. Han smilede stille efter lidt tid til hende og han kiggede bare på hende da manden endelig havde valgt at tage flugten. Han satte sig ned på hug ved hende...

''Nåede der at ske noget? Nåede at han besudle deres smukke krop frøken?''

Han smilede venligt til hende og tog om hendes håndled ganske blidt og løftede hende op. Det værste var vel at det hele var en stor facade. Alt dette med at være sød og venlig var bare en facade for at finde ud af hvad han kunne gøre for at bruge hende til hans egen fordel.

''Men sig mig hvad laver de her ude?''

Han sendte igen et af de varme venlige smil til hende.

Blair kunne godt forstå han valgte at flygte. Alt andet ville være dumt. Hun rejste sig op med ham.

"Udover at slå mig bevidstløs, nej."

Af en eller anden grund kunne Blair ikke modstå hans smil, sikkert fordi det mindede hende om Sajro, som hun havde en svaghed for. Sajro betød bare meget for hende.

"Jeg kommer herud for at samle mine tanker og være i fred. Men det lykkedes ikke så godt."

Hun nikkede mod ham der var flygtet, for at vise hun hentydede til ham.

"Men tak. Jeg ville ikke have klaret det uden dig."

''Jeg er glad for at de kom til dem selv hurtigt igen... Vi kunne jo ikke have dem liggende halvnøgen på jorden... tænk hvis andre af hans type kom forbi...''

Han sendte hende et smil igen. Egentligt ville han gerne have muligheden for at kræve noget af hende, men på den anden side hvis han krævede noget som gengæld kunne han ødelægge det hele. Han måtte håbe på hun tilbød at gøre noget af sig selv.

''Men er De sikker på at De er okay? De er velkommen til at følge med mig hjem og samle kræfter igen.''

Han smilede venligt og varmt til hende mens han nikkede i den retning han var komme fra for at vise hende vej hen til hans hus som ikke lagde voldsomt langt derfra. Egentligt var han glad for at han havde sendt Zela væk denne dag... Så han ikke virkede som en skidt fyr med en slave.

''Kom De bare med.''

Blair sendte ham et sødt lille smil, hun var ikke til de stor smil. Det klædte hende ikke.

"Det er sødt af dig at tænke sådan på mig."

Hun lod blidt en hånd stryge hans overarm, for at vise hendes taknemmelighed. Normalt var Blair ikke typen der uden videre gik hjem til folk.. Eller.. Jo, det var hun egentlig. Blair havde det helt fint, lidt svimmel var hun. Men ikke så slemt, det var ikke værre end noget hun selv kunne overkomme det.

"Det er meget venligt at dig. Men jeg har det helt fint. Ingen grund til at ligge hus til."

Blair begyndte dog alligevel at gå da han smilede varmt til hende. Det smil kunne få hende til mange ting, åbenbart.

''Om ikke andet kan De gøre det for mig... Så jeg ikke skal sidde alene og kede mig?''

Han smilede stille og varmt til hende mens han gik videre hen imod hans hus. Det varede ikke ret længe inden de var fremme og han gik stille og roligt hen og låste hans dør op og viste hende indenfor og ind i hans stue.

''Velkommen til mit hjem frøken...''

Han lavede en håndbevægelse som i at finde ud af hvad det egetnligt var hun hed. Da det jo var lidt underligt at have nogen i ens hjem som man ikke lige vidste hvem var. Han kiggede stille på hende og svmilede varmt igen...

''Serkan til Deres tjeneste.''

Blair skyldte ham alligevel også en tjeneste, så det var vist ikke for meget forlangt at hun underholdte ham. Hun nikkede til ham og fulgte efter ham hen til huset. Det var et smukt hus, meget øde. Blair ville elske at bo et sted som det, men hun ville aldrig kunne få råd til det.

"Blair. Jeg hedder Blair."

Hun sagde det hurtigt, som hvis han havde spurgt flere minutter forinden, hvilket ikke var tilfældet. Blair rakte en hånd frem imod ham. Serkan. Det var et interessant navn.

"Mig en fornøjelse at være her."

Hun var ikke helt så høflig som han var. Hun duede ikke til at skulle snakke sådan hele tiden. Blair begyndte igen at se rundt. Det var lige så smukt indvendig som udvendig.

''Blair, et knap så kendt men alligevel meget simpelt navn... Er pigen bag navnet lige så simpel eller har hun sider hun ikke viser til alle og enhver?''

Han smilede varmt til hende og førte hende med en let håndbevægelse ind i stuen hvor han satte sig ned i en sofa og med et nik gjorde han tegn til at hun var velkommen til at sætte sig også. Han kiggede på hende kort og roligt...

''Jeg er glad for du kan lide det...''

*... Fordi det er ikke sikkert du kommer væk.*

Han tænkte tanken men han viste ingen tegn på at han måske kunne have skumle bagtanker med alt dette han gjorde, og han kunne sagtens finde på at lænke og binde hende i kælderen hvis det skulle være.

''Hvad plejer De at lave for at fordrive tiden?''

"Jeg ligger ikke skjul på hvem jeg er. Men jeg har stadig mine mørke hemmeligheder."

Blair prøvede ikke at tale for meget om Alian og Lucy, ikke fordi hun skammede sig over dem. Men det var bare privat. Hun satte sig i sofaen ved siden af ham og sendte ham et smil.

"Det er rigtig hyggeligt. Bor du her alene?"

Blair kunne ikke helt bedømme om der boede andre, nu havde hun jo ikke set nogle værelser eller noget, men stuen kunne sagtens være til en der boede alene.

"Gør alt jeg kan for at overleve. Jeg har ikke rigtig andet at tage mig til."

''Ja jeg har hverken kone, kæreste eller tjenere.''

Han smilede stille, måske han havde penge nok til at kunne have tjenere havde han det jo ikke. Kun hans kære slave Zela, som egentligt mest af alt bare var der for at han havde noget at gøre utilpas og bede om at håndtere hans baden og hans lyster...

''Jamen hvad hvis De en sjælden gang imellem ikke løber rundt for at overleve, hvad plejer det så at være De laver for at fordrive tiden?''

Han smilede varmt til hende. Han kiggede kort ned af hendes krop, og han kunne ikke lade være med at lægge mærke til at hendes tøj var blevet beskidt efter at hun havde lagt på jorden og at noget havde været smidt der også...

''Kunne De tænke dem et bad og noget rent tøj?''

Blair synes det lød ensomt. Men det var ikke værre end det hun rendte og lavede, hun havde ikke engang et sted at bo.

"Det.. Jeg har heller ikke nogen der tager sig af mig."

Hun kunne ikke helt dreje ham, der var noget som han ikke fortalte hende. Han var mystisk.

"Så.. Besøger jeg bekendte. Jeg forsøger at holde mine venskaber ved lige."

Det varme smil ramte hende igen, hun måtte virkelig savne Sajro meget, hun havde ikke set ham længe, og siden Serkans smil mindede så meget om Sajros, kunne hun ikke undgå at føle sig speciel, det var sådan Sajro fik hende til at føle.

"Det.. Nej, det vil jeg ikke forlange. Jeg har det helt fint."

''Det burde De have frøken... Enhver smuk kvinde burde have en mand til at varte hende op.''

Han smilede igen varmt og denne gang blinkede han også kort til hende. Han mindede ofte meget om Sajro bare med en lidt mørke mystik over som hans udtråling nogle sjældne gange bar præg af. Han kiggede stille på hende.

''Forståeligt.''

Han nikkede til hende og da hun sagde hun ikke ville forlange det rejste han sig op og tog hendes hånd som han gav et kort kys. Han trak hende så med sig hen imod det badeværelse han havde...

''Det ville være mig en ære hvis De ville tage imod mit tilbud, og en endnu større ære hvis De ville lade mig hjælpe Dem med at blive ren.''

han lavede en gestus ind i badeværelst som egentligt ikke havde andet end et kar der var gravet ned midt i rummet med en meters gulv som ramme.

Blair rystede på hovedet. Hun havde det bedst alene, så var der ikke nogen at tænke på. Hvis hun konstant tænkte på hvad der skete med en anden person, ville hun ikke kunne forsvare sig ordentligt i en kamp.

"Det ville gøre det sværere for mig at overleve."

Blair så ned af sig selv og da gik det op for hende for beskidt hun egentlig var. Hun rejste sig med ham, så han tvang hende ikke ret meget. Blair gik ind på badeværelset og så sig igen omkring. Smukt.

"Jeg.. Ved ikke helt.."

Blair var af en eller anden grund ikke tryg ved ham.

''Lad være med at tænke for meget over det... Der sker jo intet... Det eneste er at jeg hjælper Dem med at blive rent og bagefter finder jeg Dem noget rent tøj.''

Han smilede varmt og venligt til hende, mens han sørgede for at virke mindre interesseret i hendes krop, så han kiggede derfor på hendes ansigt og så hende i øjnene, mens han stille gik frem imod hende med rolige skridt, meget rolige endda...

''Her lad mig da hjælpe Dem af med det yderste.''

Han gjorde meget forsigtigt og meget roligt an til at tag hendes kjole af, inden han snakkede videre da han jo altid ville sige mere for at få hende overtalt men denne gang var det faktisk noget hun måske godt kunne lide...

''De kan beholde Deres undertøj på hvis det er?''

Blair nikkede. Der var ingen grund til at tænke så meget over det. Han var bare venlig og høflig. Hun trak vejret langsommere da han kom tættere på og lagde op til at tage hendes kjole af.

"Okay."

Hun sagde det lavt men ubevidst. Det kom samtidig til at lyde sensuelt, men det havde på ingen måde været hendes mening. Hun hviskede og snakkede kun lavt, når hun ville forsøge at forføre nogle. Den tanke havde hun ikke tænkt, men hun var jo tiltrukket af ham. Så måske skete det hele ubevidst.

Han trak stille kjolen af hende og sendte hende et varmt smil. Han gjorde det på sådan en måde at han ikke berørte hendes hud overhovedet. Han ville jo ikke virke for nærgående. HAn kiggede stille på hende og smilede sagte men stadig med det varme smil...

''Kom med.''

Han gik stille ned imod karet mens han hoppede ud af hans bukser og trøjer så han kun havde underbukser på for at han ikke gjorde for meget tøj vådt. Han smilede varmt til hende, mens han tog en klud og noget sæbe og begyndte at sæbe hendes krop langsomt ind, startede med hendes arme for at se hendes reaktion...

''Se det er jo ikke farligt...''

Blair blev stående mens han tog kjolen af hende. Han gjorde det utrolig nænsomt, det var rart. Hun var vant til at de skete noget mere voldsomt. Hun fulgte efter ham og stillede sig op i karret. Hun nød på en vis hans blide berøringer. Det var anderledes end alt andet hun var vant til.

"Det regnede jeg heller ikke med."

''Du virkede bare så nervøs for at lade mig gøre dette for dig?''

Han smilede stille og da han havde sæbet hendes arme ind satte han sig ned på knæ og sæbede hendes ben ind hvor han sluttede af med at sæbe hendes inderlår ind. Han tog sig så af hendes ryg, mens han hele tiden kiggede på hende for at se hvordan hun havde det, og sendte hende et varmt smil...

''Er det rart?''

Blair trak på skulderne. Hun var bare ikke så tryg ved fremmede længere.

"Det er bare fordi.. Jeg er ikke så tryg ved folk jeg næsten ikke kender."

Blair vidste ikke hvad hun skulle gøre uden at stå der, der var vel ikke så meget andet at gøre. Det ville bare virkede underligt. Hun begyndte dog at pille ved hendes hår, få det væk fra hendes ryg så han kunne sæbe den ind.

"Mmh.."

Der var ikke andet at sige end det. Mente hun ikke i hvert fald.