Hear the kids scream, its music... >Delilah<

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] PÅKLÆDNING!
S: skovens dybe, stille ro...
T: midt på dagen
O: træer, buske og diverse smådyr
V: solen skinner og spreder sin varme. Få, aflange skyer.
Solens gløder var forfærdelige, de varmen var ulidelig, man følte nærmest bare for at smide alt tøjet og hoppe i den næremste sø. Sommeren var lige begyndt, men det var allerede 30 grader.
Alex var kendt blandt menneskene, de frygtede hende inderligt. De turde ikke engang sætte en pris på hendes hoved, da det kun ville betyde at de sendte flere folk i dødene, i stedet gemte de sig om natten, da Alex normalt aldrig ville gå ind i en landsby om morgen.
Selvfølgelig troede de det var fordi hun var et monster, men hun hadede bare solens stråler og den varme der kom fra dem. Menneskene brugte hendes navn til at skræmme børnene, så de ikke ville gå udenfor om natten.
”Vidste du godt at solen, også dør en dag.” Alex sad på en klippe kant, en lille pige med gyldne lokker stod bundet ved siden af hende. ”Man siger at når solen brænder ud, vil vi alle dø heh” Hendes stemme var blid. ”Men… Stjerner er også sole, vidste du det? Katie? Eller hvad du nu hed” Alex rejste sig langsomt, hun var klædt ud, et outfit hun selv havde lavet. Hun bar en maske, ikke for at skjule sit ansigt, men fordi det passede til hendes tøj. Hun havde altid haft en ting for at klæde sig ud i de særeste outfits.
”Er du kla…” Pigen begyndte at hulke, hun forsøgte at være stærk, men for en pige på hendes alder, var det kun bragt at stå foran hende. Alex klappede hendes hoved ”Så så, du mærker kun.. okaii, jeg vil ikke lyve for dig” Hun stillede sig på hug foran pigen. ”.. Det kommer til at gøre sygt ondt.” Alex borede sin hånd ind i pigens mave, skriget fra smerten over døvede fuglenes kvidren. Alex smilede bare og klappede hende med den anden hånd ”Så så, så så… hehe” Hun hev langsomt og smertefuldt indvolden ud på pigen, hun smilte morderisk da den lille pige begyndte at kaste blod op.
”Nu ikke besvime.. du mister alt det sjove” Hun skubbede pigen ud fra klippen, mens hun holde fast i hendes indvolde.
Alex følte indvolden stramme op, da hun hev i den. Knækkede den ”huh?... ikke engang et skrig hm” Hun smed indvolden ud over kanten og vende sig om, hun slog til sin ene rotte hale, så den kørte om bag hendes skulder ”Jeg må heller finde en anden, se om drengene vil skrige…”

En lille dæmonpige fik smågrinende et varmt pust af ånde spredt ud over hele sit ansigt, så den lille pige hylede muntert og fægtede med armene, imod sin mors læber. Ved morens side, sad endnu en lille dæmonpige, hvis udstrakte små fingre legende forsægte at fange en blafrende sommerfugl, der var på vej over hovedet af den første pige. Morens navn, var Delilah.
En svag latter forlod Delilahs læber, da hendes muntre datter, kaldet Marina forsøgte at stoppe strømmen af luft, imens den anden datter, hvis navn var Livia, ved et uheld slog en af sine små hænder imod sin søsters hoved. Delilah rullede Marina over i den ene arm, så hun blidt kunne få Livia op på den anden arm, og dermed forebygge at det endte i mere uhensigtsmæssig vold.
"Pas nu på, du rammer din søster, skat."
Hun lod blidt et par fingre børste lidt sand af Livias mave, samtidig med at hun lod de hviskende, beroligende ord bevæge sig imod pigen. Marina grinede, uden at lade sig mærke med at have fået sin søsters hånd i hovedet, og rakte ud efter Livias ansigt. Livia derimod, lænede sig væk fra søsterens hænder.
Delilahs læber strejfede dem blidt på skift.
"Play nice, piger."

- Neco ...
Jeg har bemærket det.
Lugten af ekstreme mængder blod lagde sig ind imod Delilahs lugtesans, og fik hendes hoved til langsomt at bevæge dig imod siden, imens hun lod pigerne blive trykket ind imod dit bryst, for at skærme dem imod den mulige fare. Og så lagde et ildrødt blik, der syntes at have flammer slikkende imod den flydende sølvcirkel der omringede pupillen, sig på det syn, der sendte stød af vrede igennem hende.
" Hvad fa-!"
Hun fik stoppet det næsten knurrende udbrud inden bandeordet forlod hende, da hun mærkede pigernes kroppe imod hendes bryst. Indvolde blev langsomt revet ud af en lille menneskepiges krop, imens blod strømmede ud af pigens mund. Chok blændede Delilahs tanker af adskillige grunde - det var ekstremt åbenlyst, så englen ville uden tvivl være på nogles hitlist. Ekstremt dumt. Det var ikke acceptabelt omkring Delilahs børn, og det var et menneskebarn der blev skadet!
Uendeligt langsomt, uden at slippe den sindssyge .. Engel?, lod hun pigerne glide fra at være trykket imod hendes bryst, til sikkert ned i den vogn med uld, skind og lignende bløde omslag, og puttede dem blidt, så de lå trygt og varmt. Hun løftede blikket, fik øjenkontakt med den nød-barnepige hun ofte havde med, i tilfælde af dette, og nikkede til hende. Barnepigen styrtede hen, og tog smilende fat i vognen, som for at gøre Delilah tryg.
Barnepigen fik ikke et smil tilbage.

Medmindre englen havde flyttet eller på anden måde undgået Delilahs fremstød, ville englen pludseligt blive presset imod jorden af fingre, langt stærkere end selv en normal Drevens. Medmindre det lykkedes englen at komme fri, ville et par fyldige, varme læber blive skubbet ned ved englens øre, og en varm ånde ville stryge henover englens øre, da dæmonen ville åbne munden.
"Hvad fanden i helvede tror du lige du laver, levende fjerbold?"
Stemmen var egentligt ikke aggressiv, men tilbageholdt vred, som en bikube der summede diskret med faretruende over ens hoved. Ordene var lave, så ikke andre en engel(medmindre hun havde undgået eller fjernet sig) kunne høre disse lettere truende ord, spyttet ud af en dæmon, hvis krop tydeligvis tilhørte en person født succubus, født til forførelse.
"Din pisse gode grund har satme at komme lige på sekundet, hvis du ikke vil have nøjagtigt samme tur."
En svag knurren forlod de rødlige læber.
"Så, hvad fanden er grunden, birdy? Var menneskebarnet pisse farlig for dig? Ynkeligt!"
Bierne i den imaginære bikube summede vildt og voldsomt, og enkelte slap ud, som vreden begyndte at tilsvine den ellers rolige stemme. Hvis ikke englen havde tvunget dem op eller på anden måde kommet fri, havde de stærke fingre ikke sluppet englens nakke.

Alex følte en person der nærmest stikkede sine øjne ind i ryggen på hende, en Dæmon måske? Hun smilte bare i det hun kiggede ned på den lille pige, helt smattede ud fra da hun ramte jorden og stenende for enden af grøften. Blod til alle sider omkring den nu livløse krop, hendes gyldne lokker var blevet røde, ansigtet var slået sammen, så hendes hjerne nærmest kunne ses, lugten af blod var stærk omkring hende. Dyr der løb forbi det livløse barn. Alex kunne ikke andet end at smile ”Er du okay? Gjorder det ondt min ven?!” Hendes øjne virkede nærmest bløde, som om hun ikke vidste at det hun gjorder var en forfærdelig ting, hun grinte svagt og kiggede op mod solen, hvordan kunne sådan en smuk dag som denne, dog blive ødelagt. Den virkede for engangs skyld rolig, udover denne ukendte persons blik. Alex vende sig ikke om, hvis hun gjorder ville personen jo vide, at hun vidste den var der.
Hun følte blodet fra hendes hånd dryppe ned, med en hurtig bevægelse, slog hun ud i luften. For at få blodet af hendes hånd, en smule af hendes kød var under hendes negle og kunne ikke bare falde ud, ved en lille bevægelse.

Hun følte vinden bevæge sig anderledes, hurtigere mod hende. Hun trådte et lille skridt til side i det hun følte vinden suse forbi hende. En kvinde stod nu foran hende. Alex satte sine hænder om på ryggen, hendes øjne var uskyldige og en smule barnlige, hun smilte venligt til denne nye person.
En så køn dæmon havde hun ikke set i langtid, hvem var hun? Hvad var grunden lige til at hun gik ud til en grøft, når solen var så glødende varm som i dag. Hun lænede sig langsomt frem, med et kækt smil på læben
”Ellow there my dear, hvad bringer dig her ud” Hendes stemme var blød, med en blid klang. Hun kiggede rundt og fik hurtigt øjnene på den vogn hvor hendes børn lå, hendes øjne lyste op. Som om hun blev glad, men hvorfor skulle hun dog være glad for det.
Hun sprang op i luften, hurtigt nok til at hvis denne Dæmon ville gribe fat i hende, ville hun kun kunne nå at rive et stykke af hendes tøj af, hun snurrede elegant rundt i luften. hendes hår blafrede i vinden, da hun følte jorden under sine fødder, kiggede hun blidt omkring. Foran hende var denne vogn med to små børn, hendes smil var roligt, nærmest beroligende ”Hvor er de søde” Hendes stemme lød nærmest som om hun elskede børn, men hvordan kunne hun det efter hun lige havde kastede en pige ud fra en grøft.
Alex rørte selvfølgelig ikke børnene, hun ønskede ikke at skræmme dem, hun trådte lidt tilbage fra vognen så børnene ikke ville føle sig truede. Alex vende blikket langsomt mod Dæmonen ”Er det dine børn!” Hun viftede med sin venstre hånd og holde sin højre hånd op ved sin mundvig. Hendes stemme var høj. ”De er så nuttet?! Må jeg give dem en slikkepind!!” Hun lukkede sine øjne i det hun råbte, for at få en ordentlig tone i sin stemme, mens hun råbte til dæmonen
((Sorry, Alex kender ikke hendes Navn, derfor bliver du tiltalt som Dæmon))

Delilahs læber ikke så meget som sitrede, ved englens latterlige spørgsmål. Men hun bemærkede straks englens opmærksomhed, der flyttede sig et sted hen, der straks sendte faresignaler ned igennem dæmonens rygrad. Hvis kællingen så meget som overvejede at nærme sig de børn, der betød alverden for Delilah, ville englen være den næste der fik sine indvolde hældt ud af kroppen. Den eneste forskel var, at en vred, overbeskyttende mor torturerede langt bedre end englen. Rip rip, no more angel.
- Neco hun ...!
Inden Chaya nåede at få sætningen ud af sine læber, havde Delilahs hjerne registreret det selvsamme, og var allerede i gang med at reagere. Delilah var ikke blot en Drevens, der både var en hel del hurtigere og stærkere end en engel, men hun havde også forstærkede muskler, og havde en krop der på alle punkter var langt bedre end den normale Drevens. Hun var derfor mange gange hurtigere og stærkere end englen, og havde bedre sanser - faktisk var hendes krop bare en meget forbedret version af en Drevens.
Kort sagt nåede hun hen til barnevognen flere sekunder før englen, og stod med et svagt hævet øjenbryn og betragtede englen, da hun stoppede foran den. Umiddelbart så den tidligere succubus' krop rolig ud - men hvis man så bedre ud, kunne man se hvordan hver eneste muskel i hendes krop var spændt til bristepunktet, hvordan hendes hænder skælvede svagt af vrede, og hvordan de ildrøde flammer der brændte i hendes blik, havde forvandlet sig til et rasend, altopslugende inferno.
Kællingen kunne gøre alt hun ønskede, men hvis hun truede Delilahs børn? Så var det slut. Game fucking over.

- Neco, hun ..
Vil du seriøst forsvare kællingen der truer mine børn!?
- Nej.
Hun kunne næsten mærke hvordan Chaya trådte et skridt tilbage, og lod Delilah gøre hvad hun ønskede. Hvad hun vidste udemærket efter at have tilbragt tid i Delilahs sind, var at man aldrig skulle stille sig imellem moderen og hendes børn. Det var det samme som en dødsdom, og en vældig smertefuld én. Delilah kom ikke ud ubevæbnet. De var komplet usynlige, men hun var spækket med våben, og ville kunne frembringe nogle hvert sekund hun ønskede det. Englen var .. i fare.
"Ja, de er pisse nuttede. Og de vil få en slikkepind i form af dine øjne, hvis du ikke træder væk."
Barnepigen trak hurtigt børnene væk bag Delilah i barnevognen, så englen ikke var så tæt på. Delilahs blik slap ikke englens, selvom hun var hyperopmærksom på alt hvad der skete bag hende. Flammerne slikkede, brændte og opslugte alt i hendes blik.
"Ligner jeg en type der ville knalde en fesen type? Nej vel? Deres familie er ikke en du vil lægge dig ud med, fjerkræ. Træd væk!"
Det var næsten kun en knurren. Hun var meget tæt på bare at rive hovedet af englen - og som langt hurtigere og stærkere end englen burde det ikke være ekstremt svært - men hun havde netop købt nyt tøj og sengetøj til børnene, og det var hvidt.

Alex så overrasket på Delilah, da hun var nået hen til sine børn, hurtigere end hende selv. Hun kunne dog ikke andet end at smile ”Det var fantastisk” Udbryd hun og klappede sine blodige hænder sammen. ”Hvordan er du blevet så hurtig! Du var hurtigere end tyngdekraften. Det var helt~” Hun stoppede med at snakke og rystede på hovedet, hun skulle ikke blive helt barnlig nu. Dog var Delilah pæn, hun havde også kære børn. Hun lukkede sine øjne og sukkede blidt, for at køle sig selv ned.
Hun skulle jo nødig Fangirle over Delilah. Hun hørte Delilahs vrede stemme, hvilket fik hendes brune øjne til at åbne. ”I form af mine øjne” Hendes øjne lyste nærmest op, som om hun blev… Lykkelig?
”Seriøst? Kan du forme en slikkepind efter ens øjne” Hun stod med slikkepinden i hendes venstre hånd, stille kiggede hun på den. ”Vil du lære mig det?” Hendes blik blev vendt mod Delilah. Som altid, var Alex barnlig og forstod ikke hvis hun gjorde noget forkert. Det kunne man dog kun takke hendes forældre for, hvis de havde været en smule mere som forældre ville hun nok være anderledes.
”Jeg har ikke så mange penge, men hvis du læ…” Mere nåede hun ikke at sige, før Delilah kaldte hende et fjerkræ. Hun tog sin maske af og kiggede på hende med uforstående øjnene. ”Du behøver ikke være uhøflig… Et simpelt nej ville have været fint” Hun trådte stille væk, nu hvor Delilah valgte at råbe af hende.
Et suk slap hendes læber, stille åbnede hun slikkepinden og puttede den i munden. Hun satte masken på toppen af sit hoved og krydsede sine arme. ”Hvorfor er du så strid? Du virker meget anspændt.” Hun satte sit hoved lidt på skrå, ikke for meget, for så ville hun jo tabe sin maske.
Hun kunne nemt føle Delilahs vrede, men valgte mest at ignorer den. Hun var ikke den første som valgte at være sur på hende, stille lukkede hun sine øjne.

Delilahs udtryk, sagde vist det hele. De der let skilte læber, hovedet der var vippet svagt til siden, et øjenbryn trukket højt op, og en sammenknebet blik der sagde Hvad-fuck-i-helvede-snakker-du-om-kælling?! Så drejede hendes læber svagt, inden hele ansigtsudtrykket gik i sig selv, og et iskoldt ansigt af intet blev i stedet klistret fast. Hun kunne mærke hvordan barnepigen langsomt trak børnene længere væk bag hende, men det betød ikke hun slappede af.
Det kunne meget vel være, at englen ikke mente sine gestus truende eller på nogen måde ubehageligt, men Delilah var ekstremt overbeskyttende når det gjaldt hvad der betød mest for hende. Og så havde englen selvfølgelig også stadig blodet fra den uskyldige menneske pige ud over fingrene, hvilket ærligt talt heller ikke rigtigt hjalp, på Delilahs ekstreme opmærksomhed mellem børnene og kvinden.
"Jeg ved det. Jeg er fucking vinden. Back off."
Hun lavede en svag bevægelse med hånden fremad, som hendes læber formede de halvironiske ord, og den sidste, hårde sætning. Delilah havde aldrig været så tæt på, at lave den klassiske Du-er-pisse-dum-at-høre-på bevægelse med hovedet og hånden, men det blev ikke til mere, end en stirren der forhåbentligvis snakkede for sig selv. Hun skilte læberne for at svare, men lukkede dem igen sekundet senere, forvirret over hvad fanden hun egentligt skulle sige til den skøre kælling
Denne fiske-bevægelse blev gentaget et par gange, før hun sugede luft ind mellem læberne, og endelig fandt ud af noget at sige, selvom det dog ikke helt kom ud som planlagt. Men helt ærligt ...
"Riv ens øjne ud, put dem på en pind, stik dem i munden og slik på dem. Bum, du har en fucking slikkepind."

Hun lavede en svag rip-bevægelse med hånden, som den næsten trætte sætning forsvandt fra hendes læber. Hun kunne ud af øjenkrogen se barnepigen der stod med de to piger et godt stykke væk, så hun lod sig slappe blot en smule mere af, i et kort øjeblik. Delilah var aldrig komplet afslappet, hun havde altid en smule spændte muskler, var altid en smule klar til kamp - det betød dog ikke, at hun ikke kunne slappe lidt mere af end når hun var overspændt, som netop nu.
"Du er ikke helt normalt i hovedet, er du? Er der en eller anden galeanstalt du undslap fra, eller mangler du bare at blive aflivet?"
Der så ikke engang ud til at være en joke gemt i sætningen, som en halvbegejstret engel så ud til at blive chokeret over Delilahs hårde ordvalg. Men forhelvede, hvis nogen så meget som så på hendes børn uden at have fået specifikt lov først, så gik hun straks i forsvarsmode. Og Delilah var ikke videre behagelig normalt - i forsvarsmode var hun bestemt ikke en tand bedre end normalt. Værre var nok nærmere den term, man ville ønske at bruge om hende.
Delilah betragtede hende kort da hun trak masken af, men besvarede ikke de første sekunder, englens lettere latterlige ord. Først da englen stak slikkepinden i munden og kaldte hende strid, lød et dybt suk fra Delilahs læber. For fanden, hun følte sig sjældent for gammel til noget som helst - Men hun følte sig alt for gammel, til at snakke med denne her tøs. Hun var jo ... Delilah var alt for gammel.
"Jeg er strid fordi du slår et fucking uskyldigt menneskebarn ihjel, hvorefter du nærmer dig mine børn."
Hun trådte et skridt frem imod tøsen, men rørte hende ikke. Hun var for træt til det her. For gammel. For ... utålmodig med idioter.
"Forstår - du - det?"
Hun talt meget langsomt og meget tydeligt, som troede hun faktisk ikke, at englen ville forstå hendes ord.
Jeg er omgivet af idioter.
- Du beskytter dit afkom. Det er sundt.
... Det var overhovedet ikke det jeg kommenterede på?

Alexs øjne lyste op, da Delilah forsøgte at bede hende om at skride. The wind, Dette ville være fantastisk på en tshirt, eller en kjole. Hun kunne lave kjolen blå med smukke blide hvide strejer på, hvor stregerne skulle symbolisere vinden. På kraven eller i kanten kun der stå The Wind, eller måske The fucking wind… hun kunne ikke rigtig skelne mellem, hvilken der ville være bedst. Derefter rystede hun endnu engang på hovedet, IKKE FANGIRLE ALEX! Råbte hun nærmest inde i hovedet. ”Du seriøst fantastisk” hviskede Alex inden hun lavede et lille hop og kiggede på Delilahs hånd der forsøgte at give et tegn for at Alex skulle smutte. Hvorfor smutte nu? De kunne vel snakke lidt, Alex ville vide mere om denne ”GUDINDE”!
Da Delilah tog den dybe indåndning, satte Alex sit hoved på skrå. At rive en persons øjne ud, smertefuldt… men måske en god ide, måske smagte det jo egentlig godt.”Tror du virkelig at det vil smage godt hvis du slikker på et øje, jeg ved ikke med dig… men øjne er ret klamme at røre ved, udover det så har en kupil det samme som blæksprutter, du ved… det der sorte snask… BLÆK hedder det!” Hun løftede en finger da hun huskede det.
Hvis denne person havde smagt et øje før, og syntes det smagte bedre end en almindelig slikke pind. Kunne Alex umuligt være den sære her, hun fik kun folk til at æde indvolde. Ikke øjne, da øjne var klamme og røre ved. De er også utrolig svære at få ud af en levende persons kranium, måske skulle hun prøve at tage en persons øje næste gang? Tænkte Alex, mens den fremmede yderst smukke kvinde kiggede tilbage på sin barnepige. Alex klappede sine hænder sammen og skulle lige til at sige noget, da den fremmede afbrød hende. Forsøgte hun at fornærme Alex ved at spørger om hun manglede at blive aflivet? Var det ikke kun dyr man aflivede? Hun forvirrede Alex lidt, men hun virkede som om hun vidste hvad hun snakkede om. Hvilket kun fik Alex til at smile endnu mere, denne kvinde måtte vide en masse!
Alex rystede blidt på hovedet og tørrede sine blodige hænder af i sit tøj ”Jeg har aldrig været på en galeanstalt og venter ikke på at blive aflivet, ellers ville jeg nok ikke gå rundt” Hun blinkede blidt til den fremmede. ”Men normal, definere normal. Er man normal hvis man går i seng med personer for at spise deres sjæl? Er man normal hvis man beskytter den man elsker med sit liv? Er man normal hvis man passer sine børn, eller dræber dem? Hvad er normal.” Alex satte sin pege finger på siden af hendes hoved ”Man er vel aldrig normal i andres øjne, kun i ens eget hoved? Eller tager jeg fejl frøkken?” Hun spurgte nærmest efter personens navn, ikke fordi hun regnede med at få det.
Alex smilte og trak slikkepinden ud af munden igen, hun kiggede lidt på den til hun bed den i stykker og smed pinden væk. Hun vende sit blik mod den fremmede. ”Hvordan kunne du vide at hun var uskyldig? Hun kunne selv have dræbt en masse dyr, eller er det okaii at dræbe dyr, men ikke mennesker? Mennesker er jo bare forvoksede aber.” Alex sukkede blidt, da personen trådte lidt mod hende, hvad nu? Hendes øjne kiggede ned på den fremmedes sko og derefter op på hende. YUP uden tvivl, denne person var smuk!
Alex satte sit hoved på skrå, da den fremmede snakkede langsomt til hende. ”Det – tror – jeg – nok… Frøkken?” Hun snakkede på samme måde som den fremmede, mest fordi hun følte sig en smule fornærmet over personens toneleje mod hende. Alex var måske dum på nogle punkter, men hvem ville ikke være det når de altid var alene og aldrig havde haft forældre til at fortælle hende hvad der var rigtig og forkert!

Da englen kaldte hende fantastisk, skiltes Delilahs fyldige læber i et overrasket plop, ikke så meget fordi hun var overrasket over at blive kaldt fantastisk, men mere fordi englen så ud til at have fået verdens største gave. Uendeligt langsomt gled et af hendes øjenbryn opad, men først adskillige sekunder efter hendes øjenbryn havde stoppet sin optur, sitrede et smil faktisk hen over de rødlige læber.
"Tig nu ikke om at få mig som mentor eller sådan noget shit. Jeg kører mine killing sprees solo."
Hun syntes at have fået fatningen, og lod hovedet vippe svagt til siden så lange krøller af mørkt hår brusede ned af hendes slanke skulder, og indrammede hendes cremefarvede hud i en dyb kontrast. Hun kunne ud af øjenkrogen se barnepigen forsvinde med pigerne, og vidste præcis hvor barnepigen ville være, og hvad der skulle ske. Derfor blødte hun langsomt op, og lysten til at kværke kvinden mindskedes.
"Men det er altid fancy at have nogen til at holde the dudes mens man skærer dem op, right? De der vrid de laver er fucking bitches når man er den ensomme ulv."
Hendes ene øjenlåg lukkede hurtigt i og åbnede sig i et kækt blink, da sætningen havde nået vejs ende, og hun havde ud af øjenkrogen spottet barnepigen med tilhørende børn, forsvinde ind i den korrekte gyde. Derfor lod Delilahs sig hurtigt glide fremad, så hun var et par skridt nærmere englen der overraskende nok ikke syntes at have et problem med Delilahs konstante trusler.
Det fandt hun både interessant, og irriterende som ind i helvede.

"Det kommer sgu an på hvad du dypper det i. Desuden, fuck om det smager godt. Jeg har spist meget lort i mit liv, og jeg lever ikke engang af det."
Hendes blik fulgte blodsporene der satte sig på englens ekstremt mærkelige outfit, men selvom afskyen dansede tykt i hendes krop, kommenterede hun ikke på englens mord. Hun havde af en eller anden grund en fornemmelse af, at englen ville finde hendes børn og forsøge at 'lege' med dem. Og det var en leg, Delilah ville gøre alt for at spolere godt og grundigt. Også at hænge ud med freaken.
"Definitionen af normal? Den er ikke svær."
Hun smilede svagt, trådte endnu nogle skridt frem imod englen - Medmindre englen bakkede væk fra hende eller på anden måde undgik hende, ville hun træde så tæt på hende at Delilahs varme ånde ville sprede sig ud over englens ansigt, og lade et par slanke fingre strejfe englens hår. Hun ville lade håret blive strøget bag øret, hvorefter hun lænede sig frem, så hendes fyldige læber knapt berørte englens øre.
"Kedelig er definitionen af normal. Jeg ved ikke med dig - Men jeg har fandme ingen planer om at være plain and boring. Fun. Det er så meget sjovere."
Hun skubbede sig væk fra englen, og drejede omkring på hælen, så hun kunne træde et par skridt væk fra englen.
"Og kald mig aldrig frøken igen. Det er så ... formelt. Which sucks."

Læderet smøg sig om hendes ben, da hun gled ned i siddende stilling, endnu med ryggen til englen. Det var gået op for hende, at englen af en eller anden grund ikke syntes at ønske at gøre noget slemt til Delilah. Desuden var hun både stærkere, hurtigere og havde bedre sanser, så hvad fanden havde hun at frygte? At englen ville fangirle hende til døde? Bare tanken fik et svagt smil på dæmonens læber.
"Forvoksede aber? Så hvad fanden er du? En muteret, plukket høne med et handicappet næb?"
Delilah kunne ikke helt bestemme sig for, om englen spillede dum eller bare var dum - Men for første gang like forever, valgte hun ikke at kommentere på englens dumhed. I stedet besvarede hun på de ord der kom ud af englens læber som svar på Delilahs kraftige hentydning til englens ringe intellekt, men endnu engang uden at Delilah havde vendt sig imod englen igen. Hun sad i stedet med ryggen til, benene elegant krydset, og et inferno af et blik, der roligt hvilede på vandet foran dem.
"Godt. For det er pisse vigtigt."
Hun drejede endelig hovedet, og lagde blikket på kvinden.
"Kald mig ikke frøken, forhelvede. Hvis du skal, så er mit navn Delilah."

Mentor, det kunne ellers kun være fantastisk. Bare tanken om at få en person, som kunne hjælpe eller bare give fif til at dræbe. Måske kendte hun nogle gode tortur enskaber, som kun ville få ofrene til at tigge om at dø. Det havde hun nu aldrig prøvet før, hendes ofre plejede altid at være i fuld sving med at æde dele af sig selv, eller besvime ud i det blå af smerten. Måske hvis hun lod dem snakke, ville hun høre deres råb om at dø. Den måde de måske tiggede om at blive dræbt på, samt deres øjne der ville skrige efter dødens kolde hånd.
Alex smilte varmt til den fremmed kvinde, mens hun førte sin venstre hånd op til sit ansigt. For at placere sin maske, hun lukkede sine øjne mens hun satte den fast. ”Trist en Mentor skal helst være ret fantastisk, så man ikke bare røvrender dem hele tiden” Lød det fra hendes røde fyldige læber.
Alex åbnede sine øjne, da kvinden snakkede til hende. ”Tja, jeg kan kun give dig ret. Når de spræller ryger alt det sjove engang i mellem. Især når de løber, og man har en dårlig dag.” Hun løftede blidt på skulderne, hun var hurtig og forholdsvis smedig. Men det betød ikke at hun ikke var doven, hun elskede at jagte folk. Hadede det når hun var sur, så ønskede hun tit bare at skade folk lidt også lade dem kravle væk. Men hver gang de løb, fik hun altid blod på tanden. Lidt som et rovdyr, tanken om at skære dem op var lidt en vane der kom, når personerne løb væk fra hende.
Da kvinden trådte tættere på hende, smilte hun bare mere. Som om intet var for tæt for hende, hun placerede sine hænder bag sin ryg mens hun grinte kærligt.

”Sandt nok, måske hvis jeg overhælder det med sukker eller chokolade. Så kan folk heller ikke se det er et øje, før de sætter tænderne i det, og får den altid så slimet smag i munden!” Hun stod, som om hun havde fået en åbenbaring. Som om livet nu gav mening for hende, og hun nu kunne alt!
Kvinden svarede ikke på hendes kommentar, omkring at ende på en galeanstalt. Hvilket enlig ikke gjorde hende noget, der var vel heller ikke noget at kommenter på det. Hun var der jo ikke, hvilket var sandt.
Da kvinden lænede sig ind mod Alexs øre, løftede hun kort det ene øjenbryn. Personen havde ikke vist nogle tegn på angreb endnu, hvilket gjorde at hun ikke rykkede sig væk, ved den blide berøring. Et kækt smil kom frem på hendes læber, kedelig. Men det de fandt kedeligt, fandt andre måske sjovt. Og det de fandt sjovt, fandt andre måske kedeligt. Verden var et underligt sted, hun valgte dog ikke at kommentere det.
”Oh, så fandt jeg deres svage punkt” Sagde hun drillende, inden hun begyndte at træde væk. ”Vi er alle forvoksede aber, jeg er en mutant. Med knogler voksende ud af mine skulderplader, som er dækket af store sort fjer. Hvis jeg har et handicappet næb, har du vel også et… da vi begge har et ansigt, med næse og mund” Hun trak blidt på skuldrene, hun burde sikkert snart forsvinde. Som regl efter et dræb, fik hun altid lysten til mad, eller til at drille folk. Denne dæmon, virkede ikke ligefrem til at være en man burde drille. Mere som en der ville kværke alle og enhver, hvis de sagde noget forkert.
”Rart at møde dem Delilah, kan mærke at du er blevet opdraget med en kærlig hånd og smukt sprog.” Sagde hun ironisk, dog varmt. Hun gik forbi Delilah, med hurtige skridt. Heldigvis ikke mod den samme gyde, som delilahs børn var i. ”Jeg har ting, jeg skal nå. Håber jeg kommer til at møde dem igen, Delilah” Hun forsvandt ind i skyggerne i bygningerne, mens hendes kjole blafrede og forsvandt sammen med hende.