hvad har fremtiden at bringe- Nicolas

Sted: parken
vejr: mørkt
omgivelser: ingen lige der hvor hun er
Påklædning: Se ava


Bethany sad på sit værelse, hun havde tænkt på Nicolas og sukkede svagt. Hun lod svagt en glide op imod hendes hals. Uden for hendes værelse var solen ved forsvinde og give plads til mørket, det var nu ville ud, da hun kommet hjem sidste gang havde hun fået møgfald af den ældre dame. Hun gik hen til skabet tog den blå kjole hun havde lånt da hun var på besøg, hun anede ikke om han var der ude lige nu og tænkte på hende. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Han jo gjort det klart for hende at han intet ville have med hende at gøre. Hun havde dog ikke tænkt sig at give op, han havde en ven i hende om han ville det eller ej. Hun bed sig svagt læben idet den ældre dame kom ind. Damen tog børsten og gav sig til at rede Bethanys hår. Hun flyttede sig da hun ikke have lyst til at hygge med en der havde holdt alt hemmeligt for hende. Hun sukkede gik denne her nat skulle der ske noget nyt, hun havde bestemt sig for at flytte. Hun kunne ikke klare at bo her mere. ” jeg vil gerne sove nu” sagde hun til den ældre dame, det var ikke meningen at lyde så kold som gjorde, men hun følte at damen havde løget for hende. Hun kiggede afventende på døren da lukkede sig i med et svagt bump.
Da Bethany var sikker på at hun ikke stod ved døren begyndte at pakke sine ting, hun fandt noget papir begyndte at skive. Hun forklarede at hun ville rejse der var ingen grund til at lede efter hende, men hun var taknemlig for at hun åbent sit hus for hende.
Da hun havde skrevet brevet begyndte at pakke sine ting, hun gik hen til vinduet, åbnede det forsigtigt og ventede på at der var sjæl hun kastede sin taske ud på jorden, skulle lige til hoppe da det bankede på døren. Hun kunne høre en stemme som hun ikke havde hørt før, men hun ville videre hun skyndte sig folde sine hvide vinger ud. Da svarede åbnede vedkommende langsomt døren hun. Nåede lige at komme ned gaden inden døren åbende helt hun løb. Hun skyndte sig ned i parken som hun kendt så godt. Det var hendes fristed.

Hun kom i tanke at hendes vinger stadig var ude og med et lille gisp trak hun den ind i skjul igen. Hun forsatte ned gaden. Hun anede ikke hvad der nu skulle ske, men hvad fremtiden havde bringe så ville hun have det godt. Hun gik ind parken som noget dyster i denne belysning. Hun vidste godt at der måske også ville være dyster folk i parken.

Nicolas sagde til mange at han ikke ønskede at have noget med dem at gøre. Men det var ofte bare en undskyldning for at slippe for alt for tætte forhold. Han havde svært ved at håndtere dem. Når han var tæt på nogen, begyndte han at bekymre sig om dem. Og det ville forhindre ham i at leve livet som han skulle leve det. Som en der altid var alene. Nicolas kom gående forbi huset hvor han i sin tid havde efterladt Bethany, selvom han prøvede at holde sig så langt væk fra hende som muligt, blev han nød til at vide hun var i sikkerhed. Han gik hen til døren og bankede på. Da den ældre dame åbnede, så hun overrasket ud. Nicolas rakte en hånd frem, for at byde sig selv velkommen. "Hvordan har hun det? Er hun okay?" Nicolas så undrende til da damen bare lukkede døren i uden at sige noget. Hvis han ikke måtte se hende, var der noget galt. Han sparkede uden videre døren ind og så på manden der stod foran døren ind til Bethanys værelse. Nicolas skubbede ham bagud og åbnede døren ind til værelset. Det var tomt. Nicolas så over på det åbne vindue og kunne dufte at hun havde været der for kort tid siden. Han fulgte efter duften ud af vinduet og hen imod parken. Han vidste stadig ikke hvorfor, men Bethanys sikkerhed betød noget for ham. Han havde brug for mindst én at beskytte, og den person var Bethany. Nicolas fulgte færden af hende, før han fandt hende gående i parken.

Han gik op bag ved hende og tog en anelse hårdt fat i hendes arm. "Hvad laver du herude? Du kan ikke gå rundt herude alene. Du ved ikke hvad nogen vil gøre for noget engleblod." Han så alvorligt på hende.

Bethany skulle lige til at skrige da en eller anden tog fat i hendes arm, hun åndede lettet da hun hørte stemme som hun allerhelst ville høre. Hun anede ikke om manden stadig var der, men det var ikke en hun kendte. Hun rystede svagt på hovedet. Hun ville ikke tilbage. Hun smilede for at skjule at hun faktisk havde prøvet at stikke af, men han ville nok kunne regne det. Hun betragtede svagt tasken inden hun kiggede op på ham. Hun ville ikke gøre ham vred så vis han sagde hun skulle tilbage så ville vel gå tilbage. Hun vidste ikke sige for hun kunne bare sige det egentlig havde været ved. Hun trak kort på skulderen ude for få noget luft” svarede hun og vidste at hvis han opdagede at hun løg, ville han gangteret blive vred. Hun kiggede svagt på tasken imens tænkte på en forklaring vis spurgte ind til den.

Nicolas ville ikke tvinge hende til at gå tilbage. Hun måtte gøre som hun ville. Man kunne godt sige at forholdet mellem Bethany og Nicolas var som mellem en skytsengel og den englen beskytter. Men Nicolas var skytsenglen, han skulle bare beskytte hende. Lige meget hvilke dumme valg hun tog. Han slap hendes arm og rystede på hovedet af hende. Han var ikke dum, han vidste at hun var stukket af. Og det var fint nok, men når det var så sent, så var det ikke smart. Han tog tasken ud af hånden på hende og bar den i stedet selv. "Det er fint at du vil stikke af hjemmefra. Det har jeg også gjort. Men lad vær med at tage sådan et sted her hen. Tag hen til nogen du kender, indtil du finder dit eget sted. Du er en omvandrende buffet for vampyrer og andre blodsugende væsner. De vil ikke stoppe for at få dit blod." Nicolas havde selv været sådan engang, og han var det stadig. Men nu kunne han beherske sig selv, han kunne godt stoppe. "Så find en du kan bo ved, indtil du får dit eget sted." Han gav hende tasken igen, men forlod ikke hendes side. Han vidste at der hvert øjeblik kunne springe en vampyr frem.

Hun sukkede svagt lige den opgave kunne hun nok ikke helt klare, hun kendte ikke mange og hun vidste ikke helt hvor dem kendte boede. Hun vidste at ikke ville vige fra hendes side før hun fandt sted at kunne overnatte. Hun kiggede tænksomt ud luften, men hun ville ikke tilbage. Hun smilede svagt, hun kunne godt lide at han kommet. Om ville det eller ej følte hun sig mere tryg nu hvor han var der. Hun betragtede svagt og ville spørge om noget, men lod være. Hun ville skubbe ham nu hvor han var så imødekommende. Dog følte hun at noget blev holdt skjult for hende. Hun turdet bare ikke spørge ind til det. Hun sukkede svagt. ” hvordan kan det være du kom?” spurgte hun og var sikker på at han ikke ville havde haft noget gøre med hende, men nu hvor var her betød mere end hun fortælle ham vis spurgte. En kølig vind legede svagt med hendes hår inden den igen forsvandt. Der var så meget hun ville have vide, men hvorfor han kom han? Inderst inde vidste hun at det var fordi hun betød noget for ham han, men ville bare ikke være ved hvis sagde det højt. Hun følte sig varm indvendig af glæde over denne konklusion. Hun betød noget for nogen

Nicolas var ikke lang tid om at fornemme den vampyr der nærmede sig dem. Han forsatte dog bare med at gå stille og roligt, han sørgede dog for at få skubbet Bethany en smule væk fra stien, så vampyren skulle forbi Nicolas, før han kunne nå Bethany. Hendes blik viste tydeligt at hun havde svært ved at finde et sted. Nicolas greb fat i vampyrens nakke og så over på hende. "Hvis du mangler et sted at bo kan vi godt finde ud af noget. Midlertidigt i hvert fald." Han sagde det stille og roligt, som om det var et hvert andet tidspunkt. Men han stod med en vampyr i hånden som så meget sultent på Bethany. Nicolas førte vampyrens hoved til side og knækkede nakken uden videre. Han satte sig på hug og borede sine hænder ind i brystet på ham og trak hjertet med ud. "Jeg var i nabolaget og ud fra hvad jeg har set, er du god til at komme i problemer." Nicolas rejste sig op og smed hjertet på jorden ved siden af den døde vampyr. Han brugte hans rene hånd til at ligge en finger under hendes hage og føre hendes hoved en anelse op, som om han undersøgte hende. "Vi kan ikke have min blodbank bliver brugt af andre." Bethany var ikke bare en blodbank for ham. Men han havde ikke lyst til at indrømme hun betød noget for ham, hverken over for sig selv, eller andre.

Bethany var lige ved falde da han skubbede hende, hun anede ikke at vampyren var efter hende, hun gøs en smule da den mandlige vampyr i hang Nicolas greb og så sulten på hende, lidt efter den knæk lyd af knogler som gav efter. Hun havde været lige ved skulle skælde ham ud, men nu vidste hun hvorfor han gjorde som han. Hun lukkede øjne da Nicolas flåede hjertet ud på ham, hun var engel og det lagde ikke hendes natur at dræbe, derfor var hun også vegetar. Hun hadede unødvendig dræb. Hun åbnede øjnene da talte til hende. Hun måtte bo hos ham i et stykke tid, det sidste han kaldte hende brød hun sig ikke om, men hun sikker på at det et af hans forsøg på ikke lade hende komme tæt på. Hun sukkede svagt ” nej det kan den ve ikkel” svarede hun og kiggede så tænksomt på ham. Hun ville ikke sige ja med det samme, men lige lade som om at hun tænkte lidt tingene.

Nicolas havde ikke altid været så drablig som han var. Engang havde han gjort meget for ikke at drikke blod og såre andre mennesker. Men med tiden blev han ligeglad, hvorfor ikke leve som det man var? Han var vampyr og han kunne ligeså godt leve op til det rygte de havde. Koldblodige dræbere, nattens væsner. Det var hvad Nicolas var. Han dræbte uden at blinke, han levede om natten. Han var morder. Det var en del af hans hverdag at dræbe. Nicolas havde ikke ment hvad han havde sagt til Bethany, men han blev nød til at holde hende på afstand, han havde ikke brug for folk for tæt på. Det ville gøre det sværere for ham at være hvad han var. Morder. Især en engel som Bethany, ville have svært ved at acceptere hvem han var. Hun ville ikke kunne forstå hvorfor han gjorde som han gjorde, det var der ikke mange der kunne. Men han havde gjort det i sår mange år at det var blevet en hverdag for ham. Han kunne gøre det så let, som det var at smide affald ud, eller vaske sig. Det krævede ikke meget fra ham, før der lå et dødt væsen for hans fødder. Han havde dog haft perioder hvor han var gået amok, han havde dræbt løs som det passede ham. "Så kom. Medmindre du vil tilbage?"

Bethany smilede svagt vidste godt at han havde en grund til at gøre som han gjorde, men det betød jo ikke at hun med tiden ville forstå. Hun vidste godt at han det for at overleve. Hun bed sig svagt læben inden hun nikkede hun ville med ham tilbage hans hus. Hun ville så gerne forstå, men den verden han levede i var langt fra hendes, men tanken om at der var noget godt i ham blev ved med at dukke op, hvorfor skulle han ellers havde reddet hende?
Men når hun spurgte ham om det fik hun et eller andet dumt svar tilbage, ikke at det gjorde hende noget. der var også en anden ting hun ikke forstod. Hvorfor var han kommet tilbage, hun troede de uvenner. Hun sank svagt klump, men vidste at hun ville gøre næsten alt hvad der stod i hendes magt for beskytte ham, men hun vidste at Arason var den hun skulle beskytte for hver pris. Hun vidste bare at hun også ville beskytte ham så godt hun kunne, for Bethany så ham som en ven og hendes venner skulle føle sig trygge. Bethany kiggede tænksomt ud i luften, mon han engang ville se hende som en ven?

Bethany var ikke helt sikker, hun vidste med sig selv at hun gerne ville forstå og efter hendes mening forstod hun også meget. Det var ikke fordi hun afskyede ham pågrud af det blodet, men fordi hun ikke kunne lide at de blev dræbt på bekostning af hende, hver gang nogen blev dræbt for redde hende følte hun at det var hendes skyld. Hun kom da tilbage til den virkelige verden da hun var lige ved falde, men genvandt hurtigt sin balance. Hun kiggede på Nicolas " hvorfor kom du? spurgte hun og gjorde sig klar til et svar som engentlig nok ikke ville bryde sig om.

Bethany vendte blik i jorden, hun vidste ikke hvorfor, men hun vidste at hun ville spørge ham noget, men hun vidste ikke hvordan hun skulle spørge desuden var hun bange for hans vrede, hun oplevet det engang, men det var hun selv skyld i. Hun ville gerne vide en ting omkring som noget sikkert ville gøre ham vred. Bethany ville spørge fordi hun ville vide og forstå. Alle vampyr eller næsten alle vampyre var tvunget til være det, noget nok hun aldrig ville forstå, men ville alligevel give det chance, men modet rækkede ikke så langt at hun turdte. Hun følte sig adkavet som en skolepige som ikke rigtigt vidste svaret på noget så nu grinede hele klassen af hende.

Nicolas forsatte med at gå mod hans hjem. Han havde ingens liv på samvittigheden. Han var fuldstændig ligeglad med at han dræbte andre. Det var normalt for ham. Han vidste at mange ikke kunne forstå det. Men han var en morder, han dræbte for ikke at kede sig, for at overleve eller for at redde andre. Han havde altid en grund. Det var helt sikkert. Nicolas havde dog en person, en enkelt person, han ville opgive at dræbe for. Hvis hun bad ham om det. Han ville gøre alt for meget, for at tilfredsstille hende. Men han prøvede inderligt på, at holde hans ry som koldblodig, følelsesløs dræber ved lige. Han ville på ingen måde have, at andre så ham som svag. Han var ikke svag, han havde bare brug for at leve et liv ved siden af. Et liv der ikke kun indeholdt blod og drab. Han havde brug for et liv med Caroline. Nicolas så undrende på hende. Hun var meget nysgerrig af sig, det kunne han godt vælge at vænne hende af med. Men han havde ikke lysten til det, han havde haft underholdning nok den aften. Nicolas så væk fra hende og prøvede at finde på et svar der ville passe til hans karakter, hans personlighed, og et svar som ikke var den sande grund. "Jeg kedede mig."

Hun nikkede som det var det svar hun havde forventet af ham. Hun smilede svagt. Hun stod stadig kiggede ned jorden, hun valgte at vente, havde gjort op med sig selv at hun var en kylling. Hun forsatte efter ham, men tænkte stadig. Hun gav svagt suk fra da turen syntes lang. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, det hele virkede så akavet at hun hellere ville tie. Hun glad for at hun måtte bo hos ham i et stykke tid, men hun havde ingen penge. Hun måtte finde et arbejde et eller andet sted så hun kunne betale ham tilbage, eller måske han heller ville have hun betalte i blod. Hun vippede lidt på sine fødder ingen hun igen forsatte. Hun glædede sig til at flytte hjemmefra og have arbejde, men noget skræmte hende også for hun kom tanke om manden som havde banket på. Den ældre dame havde ikke set ud til at bemærke at han kommet. Hun rynkede tænksomt sin bryn sammen hvem var manden engentlig?
Bethany var sikker på at i hvert fald ikke kendte ham, men vis ikke han kommet normalt hvordan var så kommet ind. Hun fik pludselig ubehagelig følelse af at blive iagttaget af nogen eller noget. Hun kiggede over skulderen fik mørk skikkelse længere nede, kunne det være ham? Hun trak kort Nicolas armen for at gøre ham opmærksom på at hun set noget, men for at skikkelsen ikke skulle fatte mistanke forsatte hun fremad. Var det trusel? Nej for ville Nicolas vel have reageret. Ville han ik. Hun blev mere forvirret end hun nogensinde havde været.

Nicolas havde intet imod stilheden. Tværtimod var den beroligende. Han kunne også bedre høre hvis der kom nogen tæt på, derfor var stilheden en god ting. Nicolas fornemmede godt at hun holdt noget tilbage, men hen valgte ikke at reagere på det. Hvis hun ville sige det, måtte hun gøre det. Hvis ikke var det fint med ham. Han mærkede hende rykke i hans arm. Det fik ham til at se på hende og opdagede skikkelsen længere nede. Han trak Bethany op foran ham, så man skulle forbi ham, før man kom til hende. Han forsatte med at gå og skubbede blidt til Bethany indimellem, så hun også gjorde det. Han var forberedt på at gribe ud efter en person der gik efter hende, hvis det skulle ende med at ske. Han turde ikke at tage nogle chancer.

Bethany betragtede ham, mon vedkommende ville angribe eller følge dem. I et kort sekund fik lyst til vænne sig imod skikkelsen spørge om der var noget han ville, men varede kun til at blev skubbet op foran Nicolas, hun anede ikke hvad han ville gøre, men vis det far ville de finde ud af. Hun var åbenbart fare magnet for ondskaben, hun forsatte som hun skulle, men hendes tanker blev bare ved vænne tilbage til den skikkelse som fulgte dem. Hun ville ikke vise at hun bange, så derfor stoppede vendte sig hun smuttede forbi Nicolas ” hvad er det du vil?” spurgte hun lettere nervøs, hun vidste godt at det måske ikke var det smartest i hele verden at gøre, men det var på tide at forsvarede sig selv, en mande stemme brød stilheden. Vent den stemme havde hørt før. Manden rømmede sig ” hmm det ikke dig ved” svarede han
Det var den samme stemme fra værelset, men hvad ville den hende? Hun kendte ikke nogen mand med den stemme som vedkommende havde, stemmen virkede kold og dyb dog var den ikke ment ondskabfuld, men køllighed som ikke troede på hvad det var han så foran sig. Bethany ble i tivil var det nu rigtige at gør. Hun sukkede svagt, nu var der ingen vej tilbage. Hun vidste at Nicolas måske ville blive vred, på hende for at havde gjort som hun havde gjort, men han kunne ikke være der hele tiden.

Nicolas vidste inderst inde godt, hvorfor han havde brug for at beskytte Bethany. Han havde brug for selskab, han havde brug for at der var nogen der ville bruge tid på ham, nogen der ville holde af ham. Det var grunden til han havde reddet hende den første gang, men så havde han pludselig både Angela og Caroline i sit liv. Han havde i realiteten ikke brug for Bethany længere, men han kunne ikke nænne at se hende død.
Selvom det sandheden, indrømmede han det ikke over for sig selv. Han fortalte sig selv at han beskyttede hende for, at kunne beskytte hendes blod. Men han holdte af hende, selvom det ikke altid så sådan ud. Da hun gik forbi ham og konfronterede skikkelsen bag dem, sukkede han. Men på et eller andet punkt, ville han gerne se hende håndtere det selv. Han havde brug for at vide, hun godt kunne klare sig uden ham. Derfor gjorde han ingenting, han stod bare og så på. Hvis det blev alt for slemt, ville han selvfølgelig gribe ind. Noget i ham sagde, at hun måske ikke ville være så modig hvis hun var alene. Hun ville ikke have en vampyr til at beskytte hende, hvis hun var alene. Men han håbede på det. Derfor ville han også holde øje med hende på afstand, den næste tid. Så han var sikker på hun var ikke helt hjælpeløs.

Hun gjorde sig selv klar inde i hendes hoved, hun tænkte smule fremad. Hun ville bevise at hun godt kunne passe på sig selv, hun havde ikke brug for en til passe på hende, hun var jo en skyts engel. Hun villle vis turdte havde trukket sine vinger ud bare for at gøre sig større og mere farlig. Af en eller anden grund var sikker på at han ikke ville hende noget ondt, men hvad ville så manden havde jo ingen planer om fortælle hende hvad der for gik. hun måtte slå til nu imens han var stille. Hun smilede svagt løb hen imod hende, men han løftede bare hånd og hun stoppede. Alle hendes lemmer ville fremad, men hun kunne ikke bevæge sig, da efter vendte manden sit blik imod Nicolas, nu hvor Bethany var kommet tættere på kunne se at ældre herre sidst i fyrrene, han synderlig stor, han minde hende om en udgave af julemanden. Hun bed sig svagt læben, med et gisp faldt hun til jorden, stod kiggede på dem inden han med fart da unormal sagde at måske kunne være vampyr, eller et væsen evnen til løbe i en unaturlig fart. Bethany rejste sig op, så meget for vise at man kunne forsvare sig selv. Et kort fnøs kom over hendes læber inden hun surt vendte sig for forsætte. Hun kiggede ikke Nicolas og ventede ikke på ham, hvorfor var han kommet? Hvad ville han med hende? sp vidt som vidste havde hun ikke gjort nogen noget.

Bethany var begravet i tanker hun så ikke hvor gik hun gik bare, hendes hjerne arbejde på højtryk for finde en forklaring på hvad der lige var sket. Måske var det en der havde kendt hende inden hun havde fået hukomelse tab. Hun huskede fra hendes fortid, andet end at Nicolas talte sandt. Hun sukkede svagt og stoppede, hun følte sig som en lille naiv pige, men vidste ikke hvorfor alle hendes liv skulle være så mystiske og lyde som de intet godt ville hende. Det var det samme med Nicolas, han virkede også kold og hård når prøvede at komme tæt på, men alligevel var det smule anderledes hun stolede på ham og hun var sikker på at der en dag var plads til hende i hans liv. Hun sukkkede igen imen hun knyttede sine hænder, Nicolas måtte lærer hende hvordan man forsvar sig. Hun ´bed sig igen læben, men hvordan skulle spørge anede hun ikke, for hun næsten sikker på at ville se hende som svag når spurgte.

Nicolas så ned på næsten alle racer. Han havde en vis respekt for dæmoner, og så fordi hans søster var blandingsrace, så han ikke ned på dem. Men vampyrer var altid dem han ville sætte højest. Den bedste race. Engle var bare svage gode personer, de troede ikke på der fandtes noget ondt i nogen som helst. Det var en fejltagelse, selvom Nicolas kunne være slem, fandtes der værre derude. Der var nogen der ikke et øjeblik ville have tøvet, med at dræbe hende. Og måske også prøve at dræbe Nicolas. Han fulgte efter hende da hun begyndte at gå igen. Selvom det ikke var lykkedes helt, som hun sikkert ønskede, så kunne han godt hjælpe hende. Han kunne godt hjælpe hende med at vise hvordan man forsvarede sig selv, men fordi det var hende, ville han gøre det uden at dræbe en person. Han vidste at hun ikke ville kunne gøre det. "Bethany.. Du kan ikke klare nogen uden træning. Slet ikke en vampyr. Du skal tænke på at en engel er en af de letteste at komme af med. I er næsten mere skrøblige end et menneske. Så medmindre du i al hemmelighed har lært at forsvare dig selv, så kan du ikke."

Hun nikkede, sikken reminder hun vidste jo godt at hun svag, selvom hun måske ikke ville være ved det så gjorde det ondt på hende at indrømme det, men selvfølgelig var svag. Alle andre så det som svaghed bare fordi tror på noget godt i alle. Det smertede også smule at han sagde det, men det var jo sandheden, han ret hun svag selv svagere end menneske hun knyttede sine hænder endnu mere. Hun måtte jo lærer det, men hvem skulle lære hende det. Nicolas ville ikke det næsten sikker på. Hun sukkede svagt " du ret jeg svag" sagde hun og der lød mere trist end hun ville have det til at lyde hun skar svagt grimasse for skjule de triste øjne og læber. Hun ville ikke være den som ikke kunne gå nogen steder uden at hun kunne beskytte síg, og hvaf med Arason. Han ville bedre tjent uden hende som skytsengel, hun kunne jo ingen gang passe på sig selv. Hun sukkede igen den her gang mere dybt. Hun tage sig sammen hun skulle ikke græde det var dumt, selvom hun var lige ved gøre det.
Alt det onde der var sket for hende først Sean som havde toturede hende og nu vampyre, det var næsten en hel ny verden som kom dumpende inde, hun følte sig så nybegynder agtig til alting. Hun bed svagt læben. Hun skulle se alt for den lyse side, havde det ikke været for Nicolas var sikkert blevet dræbt den nat. Hun rynkede sin bryn, hvem skulle hun få til at hjælpe?

Nicolas så på hende og havde næsten, kun næsten, ondt af hende. Han vidste hvordan det var at føle sig svag. Sådan havde han det som menneske, selvom han havde været et stærkt menneske, var det ingenting i forhold til hvordan han var nu. Nicolas lagde en hånd på hendes overarm og prøvede så vidt muligt at virke betryggende, men det var ikke ligefrem hans stærke side. "Jeg har også været svag engang. Det handler bare om at bruge sine styrker og svagheder på den rigtige måde. Det bliver ikke svært at lære, lad os starte imorgen." Han var ikke meget for at skulle lære hende det, men hvis hun selv lærte det, ville han ikke skulle beskytte hende lige så meget. Han havde nok i at beskytte Caroline og Angela, når de kom i problemer de ikke kunne komme ud af selv. Han kunne ikke være der, hver gang Bethany havde brug for ham. Hun måtte lære at forsvare sig selv. Nicolas fjernede sin hånd fra hende og gik en smule væk fra hende igen, så der var en smule afstand imellem dem.

Hun skar svagt grimasse da sagde ordet svag, hun bed sig svagt læben, hun var svag det begyndte stille at trænge ind i hovedet på hende. Det pinede hende sige det, men hun var svag uden nogen form for at beskytte sig selv, men hun inderst inde hadede hun når folk kom til skade pågrund af hende. Hun måske en smule naiv og gernert. Hun kunne aldrig drømme om at gøre nogen fortræd selv ikke når de gjorde hende forræd. Hun kunne ikke få sig selv der ud, det tidspunkt hun ville gøre nogen fortræd var når de truede den hun sat jorden for beskytte. Hun hørte ikke rigtigt efter hvad Nicolas sagde til hende da hun var fordybet i sine engne tanker. Hun hørte ingen gang at han ville hjælpe hende. Efter stykke tid mærkede hun trætheden skylle ind over sig. Det trættende at tænke, måske var det aften før havde hun heller ikke sovet synderlig meget, faktisk havde hun ikke lyst til sove en svag gaben undslap hendes læber og hun lod svagt en glide igemmen hendes ansigt som et træt barn.

Hun kiggede på ham da fjernede hans arm det var som om hun kom til sig selv igen, som om hun ikke havde været til stede før, eller hende krop havde været til stede, men hende hjerne var godt halvvejs til månen. Hun sukkede svagt inden hun prøvende fangede hans blik " undskyld" sagde hun virkede stadig en smule fjern. Hun havde måske en gang lært at forsvare sig, men på grund af den manglende hukomelse kunne hun ikke huske det. Bethany skulle lære det hele en gang til og det gjorde hende mere trist og en smule inde lukket.

Nicolas så over på hende og ventede på en reaktion, men da han ikke fik nogen begyndte han, at tvivle om han kunne hjælpe hende. Hvis hun ikke kunne være opmærksom, kunne han ikke lære hende noget. Det hele handlede om at være opmærksom, man skulle være klar på at der kunne vente en fare lige om hjørnet, man skulle være forberedt på alting. Han så mistroisk på hende. "Jeg kan ikke lære dig noget, medmindre du vil være opmærksom på alting. Man ved aldrig hvornår der kan være en fare i området, det er ligemeget om man er træt, sulten, dødende. En mulig fare er ligeglad." Han så op imod sit hus, da de var ved at være der. Han forventede ikke hun reagerede, hun havde været der før. Han begynder at gå op imod husets dør.

et gav et sæt i Bethany da hu hørte hans stemme, ikke fordi hun blev forskrækket, men fordi hun havde gjort en fejl.
Hun sukkede allerede nu havde dumpet sig selv og Nicolas havde allerede opgivet hende eller næsten. Hun var jo ny til dette her og havde ikke lyst til at lave denne fejl, men hun burde få en chance mer. Hun havde ikke lagt mærke til at de allerede var ved hans, hun følte ikke at de havde gået ret stærkt. Hun kiggede på Nicolas med et bestemt blik som fortalte ham at hun ville gøre hvad som for at han ville lærer hende at forsvar sig " jeg gøre hvad som helst og give dig hvad som hels" sagde hun bestemt. Hun ville bekræfte ham i at hun ikke var nogen fiasko. Hun sukkede svagt imes hun følte ham med blikket. Hun havde været her en gang og det den gang det hele var gået galt, men denne gang ville hun have det til at virke lige meget. Hvis det at hun i ny og næ skulle give noget af sit dyrbare blod ville hun gøre det uden at sætte sig imod. Hun fulgte efter uden sige noget, men hun kiggede stadiig afventende på ham.

//Skal vi ikke bare sige de er taget hjem til ham, og så stoppe det her? //

// jo det kan vi godt sige//