Hvad vil fremtiden bringe? (Luce)

Tid: Aften
Sted: Ashen wood forest
Vejr: Forholdsvis skyfrit
Omgivelser: Stille

Det var hen af aftenen i Ashen wood forest, og solen var lige så stille på vej ned på himlen, hvilket gjorde de få skyer der var på himlen rødlige, og efterlod skoven i et hyggeligt lys, og en behagelig temperatur efter en god sommerdag. Dog var der en skikkelse der ikke rigtigt passede ind, i dette idyliske billede af denne grå skov, nemlig en skikkelse i form af Dust der var iført sort løst tøj, et stort bælte med et dødningehoved bæltespænde, og 5 daggerts i det, over hans skuldre bar han en smuk mørkeblå rejsekappe med lyseblå kant og hætte der hang løst bag på hans ryg, og på hans ryg bar han 2 kæmpesværd der var lige så lange som han var høj, der hver vejede 50 kg og havde hver sin form. Det ene sværd havde et rent lige blad, skarpt nok til at skære i sten som var det smør, og det andet havde et savtakket hajskinds blad, der kunne save gennem hvad bladet nu end skulle støde på.
Mens Dust gik gennem skoven mod en sø der lå i skoven, rettede han let på hans himmelblå/lyseblå hår, så man kunne se hans ravgule følelsesløse øjne, og det tykke røde ar ned af højre side af hans ansigt, der virkelig gjorde hans ansigt bemærkelsesværdigt sammen med hans sand blege hud. Han lignede ikke lige just typen man normalt gik hen og gav et kram, men da han stoppede ved søen og begyndte at betragte udsigten, virkede han faktisk ret rolig og ufarlig.

Hun havde haft nogle hårde år. Først blive tortureret 2 gange af Rafael af det groveste, hvor han havde fjernet hendes ene øje og pludselig blive kidnappet af en fyr ved navn Zann som også havde tortureret hende af det groveste og taget hendes andet øje så hun nu var blind og gik med et sort stof bundet for øjenhulerne så ingen kunne se dem. Imens hun var kidnappet af Zann og havde fået lov til og få lidt frisk luft uden og lugte det rådenskab der var nede i Zanns gravkammer, hvor Rafael havde angrebet hende og givet hende valget mellem døden og blive hans slave samtidig med, at han ville gøre hende til en mindre kopi af ham af hans ondskab. Hun havde sort løst tøj på og en sort kappe over sig med hætte der skjulte hendes ansigt helt. Hun gik stille og roligt rundt i Ashen Wood Forest som var det ingenting for hende. Hun havde lært og gå rundt uden og kunne se noget for Caroline havde lært hende og kunne bruge sine instinkter til og kunne gå rundt uden og gå ind i noget. Der var dog tidspunkter, hvor hun var uheldig og gik ind i et eller andet og det var lidt træls for hende. Hun gik hen til en sø og satte sig på en træstamme der lå ved en sø. Hun lyttede til søens brusen.

Dust hørte pludselig en lyd af nogen der kom ned til den samme sø, som han stod ved lige nu. Han drejede hovedet mod lyden af fod trinende, og så denne ungt udseende kvinde der satte sig ned på en træstamme, men i stedet for at ligne en der så sig omkring, lignede hun mere en der sad og lyttede eller tænkte over noget. Dust tog en smøg frem fra indersiden af sin rejsekappe, og der kom en klikkende lyd fra hans lighter da han tændte den. Med rolige skridt der på trods af hans ekstra vægt, ikke gav en eneste lyd fra sig, gik han hen til hende og stoppede ikke særlig langt fra hende, måske en 4 eller 5 meter var hvad der skilte dem ad. I disse naturlige stille omgivelser, kunne man lige høre den svage lyd af hans smøg der brændte lidt, når han tog et hvæs af den, og man kunne høre når han pustede ud. Disse lyde blev efterfulgt af den lidt tunge lyd, af hans sværd da han plantede skarpretteren i jorden, og lænede Samehada op af det andet.
"Må jeg have lov til at spørge om noget, udover det spørgsmål jeg lige stilte dig?" spurgte han roligt, og der var en påfaldende mangel på følelser i hans stemme, som om han ikke kunne føle noget som helst.

//Hvad er din evne egentlig? ^^

Hun sad stille og roligt og lyttede til de forskellige lyde der kom fra skoven af. Fra søens lille brusen og fra den stille vind på toppen af træerne. Det var dejligt for hende endelig og være alene. Hun havde ikke kunnet bevæge sig længe pga Rafael havde brækket begge hendes ben, hendes ene arm og 2 af hendes ribben på et tidspunkt som en straf efter hun nægtede og gøre hvad der var blevet sagt. Hun havde været svag og havde ikke kunnet forsvare sig selv derefter. Hun havde ladet ham gøre hvad der passede ham efter det. Hun frygtede ham mere end noget andet og det og være hans slave er det samme som og blive tortureret af ham hun havde bare den fordel, at nu kunne folk ikke røre hende uden han ville få et føl på tværs og beskytte hende, men ellers var det et helved. Hun hørte nogen komme tæt på sig. Hun sad dog stille og lod som om hun ikke havde hørt noget hun nærmest stirrede ud i luften som om intet var sket overhovedet. Hun kiggede hen imod en mandlig stemme der var kommet tæt på hende. Man kunne ikke se hendes ansigt overhovedet, hverken stoffet over øjenhulerne eller hendes hudfarve og det var hun sådanset glad for. Hun nikkede stille "Spørg løs" hendes stemme var rolig dog havde en klang af tomme følelser i sig. Hun kunne lugte, at han var dæmon.

//Sender den over pm ^^//

Dust betragtede hende med et tænkende blik, i hans ellers følelses forladte øjne, mens han tænkte lidt over, hvordan han skulle formulere dette spørgsmål, der impulsivt var dukket op i hans hoved, da han så hende dukke op her ved søen, og sansede hvad for en race hun var, hvilket var en ting Dust havde øvet sig på i mange år på, da det i hans øjne var en fordel, at kunne genkende andre væsners race, når man stødte på dem. Endda lige hendes race kendte han godt til. i forbindelse med at en der var vigtig for ham, der hvor han kom fra, også var draconianer. Imens han så lidt tænkende på hende, tog han et hvæs af sin smøg mens han lige så stille nåede frem, til en formulering af sit spørgsmål.
"Jeg har hørt lidt i krogende om væsner som dig, og jeg har nogle gange undret mig over hvad den normale levetiden for en draconianer egentlig er?" spurgte han roligt, mens han betragtede hende. Han kunne måske ikke se hendes ansigt, men det virkede ret tydeligt på ham at han var vant til den slags, da han oftest mødte væsner der holdt sig så anonyme så muligt, når de kontaktede en der kunne bestilles til at "tage sig af" de ting de havde svært ved at klare på egen hånd, eller som de ikke ville forbindes med. Dust var lidt den type man kontaktede, hvis man havde nogle lyssky opgaver, der skulle tages hånd om uden man selv ville gøre det, lige meget hvad grunden til dette nu skulle være.

Hun sad lige så stille og ventede på, at ham fyren der var kommet hen til hende. Hun undrede sig over, hvorfor han var kommet hen til hende. Havde han opdaget, at hun ingen øjne havde? Det undrede hende dog en del også om, hvorfor han havde gået hen til hende og spurgt hende om han måtte stille hende et spørgsmål udover det han havde spurgt hende om. Hun lagde sit hoved lidt på skrå da hun havde hørt hans spørgsmål. En tot af hendes sorte hår kom frem fra hendes hætte da hun havde lagt sit hoved på skrå. Vidste han ikke det? Det troede hun alle vidste, men det fik hun så bekræftet, at det ikke var alle som vidste til det. Hun sukkede kort "De kan blive op til 2000 år gamle nogle bliver dog ældre, hvis de er levestærke nok, men det er ikke alle som er det" hendes stemme var rolig og mild. Det undrede hende dog lidt hvorfor han ville vide, hvor gamle draconianere kunne blive for, hvis han havde hørt et og andet om draconianere burde han da også få, at vide, hvor gamle de kunne blive, men det havde han åbenbart ikke. "Hvorfor er det du vil vide, hvor gamle draconianere kunne blive?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

Dust så eftertænksomt frem for sig, da hu svarede på hans spørgsmål. Det betød at den dragonianer han havde fundet i hans tid, var en noget så leve stærk en af slagsen da hun efterhånden måtte være, omkring flere tusind år gammel. Grundlaget for hans spørgsmål, var ikke på grund af at han ikke før havde hørt om deres levetid, han ville bare gerne have det confirmed, af en der selv var af den race. Han var meget grundig i hans søgen efter informationer, og eftersom teknologien i denne tid, ikke var lige så god som i hans tid, måtte han jo finde alternative måder at skaffe sine informationer på. Hans blik fokuserede på hende igen, i samme øjeblik som hun begyndte at sige noget igen, da han i det mindste havde nok pli i livet til at fortsætte den samtale, han jo selv havde sat i gang.
"Jeg kryds referere mine informationer, for at sikre mig hvor god sandheden i dem er, da udefrakommende væsner ikke lige just er de bedste, til at udtale sig om andre væsner medmindre, de seriøst har gjort noget ud af at have sandfærdig viden i hovedet!" sagde han roligt og lagde hovedet lidt på skrå, mens han tog endnu et hvæs af sin smøg, pustede røgen ud, og tænkte lidt da han kunne mærke nogle usædvanlige skygger over hendes ansigt.
"Hmm hvor ærgeligt at opleve en, der har været så uheldig at miste sine øjne!" sagde han roligt, og mente det selvfølgelig ikke ondt på nogen måde "Jeg mener personligt at en kvindes stærkeste medfødte redskab, er hendes øjne! Gennem dem kan en kvinde, styre alverdens mænd i knæ, med kun et enkelt blik!"

Hun sad lige så stille og ventede på, at han svarede hende på det hun havde stilt ham. Hun håbede inderligt, at han ikke var en af dem der gennemtjekkede folk for hun ville ikke have, at han fik noget, at vide om hende for hun kunne ikke se hvorfor han skulle vide, at hun var blind og slave til hans leder. Hun ville ikke kunne klare og leve med, at andre ville finde ud af det og bruge det imod hende. Hun nikkede forstående til det han sagde "Ok ville lige vide det" hun sad stille og roligt som om hun var alene. Hun kunne dog godt lugte røgen fra hans smøg og det irriterede hende lidt, men hun havde lært ikke og reagere på sine følelser efter Rafael var begyndt og træne hende til og være koldere og hårdere og mere som ham. Hun var blevet mere og mere følelsesløs med tiden, men det havde dog også lykkes Sean og holde hende på den nogenlunde rolige side af sig selv og holde hende nede på hendes rigtige niveau. Hun stivnede lidt da hun hørte, at han nævnte det med hendes øjne var væk. Hvor vidste han fra, at hun ikke havde nogen øjne overhovedet? Hendes hjerne kørte på højtryk så hun hørte ikke det sidste han havde sagt. Hun spekulerede meget over, hvor han vidste det fra. "Undskyld jeg spørger, men hvordan ved du, at jeg ingen øjne har?" der var en stor undren i hendes stemme.

Dust kunne se på hende, at hun reagerede på hans pludselige viden omkring hendes manglende øjne, og det undrede ham egentlig ikke. Han havde mødt forundrende mange, der reagerede på forskellige ting som han vidste enten før de fandt ud af at han vidste det, eller som han fandt ud af efter de havde mødtes så som lige nu, hvor han havde mærket på hende, at hun manglede hendes øjne. Han kunne vel ikke benægte hende den viden, om hvordan han vidste dette så han valgte at fortælle hende det.
"Jeg er skyggedæmon og kan derfor mærke skygger i mine omgivelser, og jeg lagde mærke til efter at have stået nær dig i et øjebliks tid, at jeg kunne mærke skygger der hvor dine øjne burde være hvilket normalt kun er muligt, hvis dine øjne slet ikke er der!" sagde han roligt og skoddet sin smøg, da han havde røget den ned til filteret og derfor, var færdig med denne. Ud fra den måde han forklarede hans kilde til denne information, stod det nok klart at Dust var en analytisk type, og havde været det i lang tid af hans liv.

Hun undrede sig utroligt meget over, hvordan han kendte til det. Hvilken dæmon var han egentlig eller hvad var det for en evne han havde som gjorde, at han kunne se, hvad folk manglede som fx sine øjne uden og kunne haft set personens ansigt? Det gik hende meget på, at hun ikke vidste det overhovedet. Hun nikkede så forstående efter han havde fortalt, hvor han havde vidst det fra, at hun manglede sine øjne. Hun havde aldrig mødt en skyggedæmon før. Dæmoner var dog nok den race hun mødte for det meste i sin hverdag. Det havde hun dog aldrig regnet med, at det var en race der ville forfølge hende. "Så forstår jeg det meget bedre" Hun kunne hurtigt lægge mærke til, at røgen fra hans smøg forsvandt og det ville kun betyde, at han var færdig med og ryge. Hun undrede sig lidt over, hvorfor det var, at folk begyndte og ryge, men hun ville dog ikke sige noget. "Ikke for og snage i dit liv, men hvem er du egentlig sådan generelt?" hun ville vide hvor meget kontakt han havde med hendes ejer Rafael. For det var jo hans leder så de måtte vel have en eller anden form for kontakt, men hun ville dog også vide hvad han hed osv for og lære ham bedre og kende.

Dust kunne ikke lade være med at tænke på, hvad historien bag hendes manglende øjne mon var, men han ville ikke spørge hende sådan lige med det samme, da han syntes det kunne virke enten upassende på nuværende tidspunkt, eller måske lidt for tidligt at spørge hende nu hvor de lige havde mødtes. At han allerede vidste hun ikke havde øjne, selvom hun så ud til at gemme det forholdsvis godt, da han ikke kunne se hendes ansigt. Dog havde hun fanget lidt af hans interesse på den måde, at hun måske kunne have et specielt potientialle, i og med at hun ikke havde nogle øjne, og derfor havde en mulighed for at have forstærkede sanser, nu hvor hendes syns sans var udelukket.
Da hun spurgte til hvem han var generelt, missede han kort med øjnene da han ikke lige havde forventet, at nogen ville spørge ham om sådan noget, og i den grad ikke havde forventet det fra hende. Hvorfor mon hun ville vide hvem han var? Hun kunne ikke se hvem han var, så hun kunne da ikke have regnet ud hvem han var på den måde, og han havde ikke fortalt hende hvem han var, så hvis hun havde hørt om ham, kunne hun stadig ikke vide at det var ham der stod overfor hende.
"Jeg må indrømme at jeg ikke lige havde forventet det spørgsmål, men jeg vil da gerne prøve at svare på det, så godt som jeg nu kan!" sagde han tænkende mens han betragtede hende, med hans tomme øjne "Jeg er som sagt en skyggedæmon, ikke at forveksle med skyggevæsner som er en helt anden slags race, jeg er den slags person man kontakter, hvis man har nogle lyssky ting man vil have ordnet, uden at ville ordne det selv, jeg er slave ejer med et personligt formål, og jeg kommer desideret set ikke fra denne tidsperiode!"

Imens hun sad og ventede på, at han svarede hende på det hun havde spurgt ham om begyndte hun og tænke over, hvordan hendes liv havde ændret sig fra da Roland døde og til denne dag. Inden Roland døde var hun elsket af alle bortset fra hendes mor og hendes mors side af familien, men resten elskede hende højt. Kort tid efter Roland døde pga hende blev hun hadet af alle og ingen turde tale med hende eller noget som helst fordi de troede hun havde dræbt Roland med vilje og det havde hun jo ikke hun ville redde ham, men det gik galt det var en simpel ulykke og det ville folk forstå, hvis de bare lyttede til hende eller havde været der, men sådan var det ikke. Da hun var kommet til Sword of Cross som var en indelukket skole, hvor man ikke kunne komme ud bare uden videre og så slet ikke ind uden man havde gjort noget forfærdeligt. Der var hun ensom og holdt sig væk fra de andre og blev til det man ville kalde for en nørd for hun sad altid på biblioteket og læste og studerede foskellige magibøger,men havde kun fuldført en helt rigtigt, men den evne havde hun mistet igen samme dag hun blev forvandlet. Da hun var kommet til Doomsbville var hendes liv begyndte og blive bedre og bedre, men efter Rafael fik fat i hende første gang gik det ned af igen og så snart hun var kommet op igen fra det sorte hul fik Rafael fat i hende igen og ødelagde hende endnu en gang og hun nåede ikke og få kæmpet sig op før hun blev kidnappet af Zann og blev gjort til hans slave, men det ændrede ikke hendes liv mere end det allerede havde gjort for da Rafael fik fat i hende tredje gang havde hun valget mellem døden eller blive hans slavetøs som han kaldte hende og blive trænet til og blive mere som ham. Hun havde valgt det sidste, at blive hans slave, hvor han så trænede hende til og blive mere som ham og det kunne man nemt se på hende, hvis man kendte hende før det skete og efter. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte om sig selv. Hun stivnede dog da han sagde, at han var slaveejer. Hun brød sig ikke om slaveejere selvom hun selv var en slave. Hun rystede lidt på hovedet for og komme til sig selv igen "Hvorfor vil du være slaveejer?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

En lille alarm klokke ringede bagerst i hans hoved, da hun med nysgerrighed i stemmen spurgte, hvorfor han ville være slave ejer. Dust havde valgt at gå af denne sti, imod alt logik i forhold til hans mening om slaveri og slavehandel, da han ikke synes om sådan noget da de fleste blot mishandler deres slaver, og behandler dem som skidt. Dust havde valgt slave ejerens vej, i et forsøg på at ændre forholdende for slaver, ved at begynde at overtager så mange slaver som han kunne komme til, hvorefter han behandlede dem godt og trænede dem til de blev klar til at klare sig selv, når han lod dem gå igen.
Han vidste godt at når han sagde han var slave ejer, at det ikke lige just så særlig godt ud, eller for den sags skyld lød så godt i andres ører, men Dust var da fuldstændig ligeglad han havde lagt sine planer, og havde tænkt sig at fortsætte med dem, nu hvor han var begyndt på dem. Han var en stålfast type, og kunne være stædig som en i helvede, så når først han havde fået en tanke i hovedet, var det nærmest helt umulig at få den ud af hovedet på ham igen.
"Jeg har valgt at være slave ejer af personlige årsager, jeg startede på mine planer for længe siden, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu!" sagde han roligt mens han betragtede hende med et tænkende blik "Mine slaver virker da indtil videre, glade for at være kommet under mig, så jeg antager at jeg må være god mod dem! Eller hvert faldt god nok mod dem, til at de bliver glade for at være mine!"

Hun sad helt stille næsten som hun ikke trak vejret og bare var en statue der var blevet sat der som lignede komplet en person, hvor man ikke kunne se race eller udseende på nogen måde. Hun var meget nysgerrig over og finde ud af, hvad det var som gjorde, at folk ville være slaveejere. Hun regnede ihvertfald med, at en som Rafael ville have en til flere slaver bare for og vise, at han var magtfuld og kunne gøre præcis som han ville med folk uden det ville røre nogen. Det var ihvertfald hendes tanke og hun vidste det også fra måden han behandlede hende på. Hun ville hellere være fri og leve et normalt liv end og leve i en slaveverden, hvor alligevel mange ting hun havde fået lov til, men det var nu heller ikke det store. Hun havde et rimeligt frit liv, men når Rafael kaldte så måtte resten vente. Selv det med og være sammen med sine venner kunne hun ikke rigtigt længere. Nok havde de en kontrakt, men der var ikke de store muligheder for Luce som hun ønskede. Hun havde fået indført, at hun fortsat boede hjemme ved Sean og hendes familie og ham var i sikkerhed, men andre kunne nemt blive skadet pga hende. Hun hørte stille og roligt til ham "Hvad er din årsag til det? Hvis jeg altså må vide det" hendes stemme var lidt fraværene. Hun havde tænkt for meget over kontrakten mellem hende og Rafael til hun havde lyttet helt efter, hvad det var ham her fyren sagde. Hun troede dog ikke helt på, at hans slaver var glade for ham for hun kendte mange slaver som havde gjort en glad facade for og skjule sin frygt for personens herre. Hun gjorde det dog ikke selv hun vidste en blanding af frygt og var begyndt og vise hun var blevet lidt stærkere, men det var kun fordi han havde trænet hendes underbevidsthed til og være ondere. "Er du sikker på, at det ikke bare en facade de viser når du er i nærheden?" der var undren i hendes stemme og hun vidste jo heller ikke, hvordan han behandlede sine slaver, men hun gik udfra, at han var ligesom imod dem som Rafael var imod hende.

Dust betragtede hende mens han snakkede, og hun virkede desideret set fraværende mens han snakkede, som om hun ikke helt lyttede til det han sagde, og han fik det da også bekræftiget da hun spurgte ham om noget igen, for at dømme ud fra den måde hun spurgte var der noget fraværende over det hele. Det gjorde lige som lidt at han ikke gad svare på hendes spørgsmål, hvis hun alligevel ikke gad være tilstedeværende nok til at høre hans svar, men på den anden side blev han lidt interesseret i hvad det mon egentlig var, der gjorde at hun virkede så fraværende, for et eller andet måtte da distrahere hendes tanker, siden hun var sådan. Men som det stod nu kunne han jo ikke gætte sig til det, for han kendte hende ikke, kunne ikke se hendes ansigt, og havde ikke nogen mulighed for at regne ud hvad der gik gennem hendes hoved.
"Jeg har mine egne planer, hvad angår min tilegnelse af slaver fra andre slave ejere, men du ville nok ikke kunne forstå det, det er der ikke så mange andre, end mine damer der gør!" sagde han roligt og gik lidt væk fra hende, ned mod søen. Han stoppede dog da han hørte hvad hun sagde derefter, og hvis blot hun kunne se den måde hans øjenlåg placerede sig, ville hun nok have vidst med det samme, at det ikke var noget han gad at høre, fra en udenforstående der ikke vidste hvordan han behandlede `hans damer´ som han lige havde kaldt dem.
"Det er jeg nu ret sikker på det ikke er, da jeg aldrig nogensinde har givet dem nogen grund til at frygte mig!" sagde han roligt "Jeg indrømmer blankt at jeg har en slave, jeg ikke har været god mod men hendes liv er i fare, hvis hun forlader mig derfor er jeg som jeg er mod hende, selvom det piner mig at gøre hende ondt, på den måde! Men de andre får et bedre liv hos mig, de får deres eget værelse eller lejlighed nær mig, deres eget tøj lige meget hvad de ønsker, mad og drikkelse, samt en god behandling! Jeg vil hellere putte et smil på deres læber, end frygt i deres øjne!"

Hun kunne mærke, at han kiggede på hende. Hun hadet når folk kiggede på hende fordi hun havde fået mange dræber blikke eller noget der lignede når hun gik. De så ned på hende og det gjorde hende vred. Vred over sig selv. Vred over det som hun havde gjort for flere hundred år siden som gjorde hun var endt i Doomsville. I denne del af verdenen, hvor hun overhovedet ikke hørte hjemme. Hun var nu mest sur over, at Rafael og Zann havde ødelagt hende helt. Hun var dog ved og kæmpe sig tilbage dog havde hun nogle problemer med sig selv som hun skulle have professionel hjælp til eller ihvertfald en der kendte hende før det hele skete og som hun stollede på, men der var få i denne verden hun kunne stole på. Hun lagde sit hoved let på skrå "Fortæl. Jeg forstår mere end hvad folk går og tror. Jeg hører mere end hvad folk går og siger" hun var begyndt og snakke lidt i gåder. Hun kunne høre hans skridt langsomt forsvinde, men hun hørte dem også stoppe kort tid efter. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte "En ud af mange slaveejere. De fleste vil helst se deres slaver lide. Hvorfor vil du ikke det?" der var nysgerrighed i hendes stemme. Hun rejste sig op og gik hen imod ham. Månen skindede klart og fik deres skygger til og komme frem på jorden. Hun gik forholdsvis roligt hen til ham som om intet var sket. Da hun var kommet tæt nok på hans skygge mærkedes det som en kold og klam masse hun var trådt på. Det var koldt som is for hende. Hun bakkede hurtigt tilbage til hun ike kunne mærke kulden og den klamme masse ved sine fødder.

Den måde hun snakkede på, var som ren logik for ham. Han levede i mørket og havde lært at høre mere, end hvad folk selv ville indrømme kom ud af deres mund, det var en del af hans liv og job, for ikke at glemme en nødvendighed for en som ham, der levede på hævnens mørke og ensomme sti, der nu engang havde formørket hans hjerte, og efterladt ham uden anden følelser end vrede. Hård og kold, utilregnelig, nådesløs vrede, der var grunden til at hans øjne var komplet følelsesforladte, og at han altid havde en plan med hvad han gik og lavede. Men det var der ikke mange der kunne forstå, ingen havde udvist fuld forståelse for hvem og hvordan han var, og de ville nok ikke komme til det medmindre, de mistede alt hvad de havde kært og lige som Dust, lod deres hjerte formørke af hævnens vrede magt, kun for at leve for denne kolde ensomme følelse. Han betragtede hende lidt, mens han tænkte over hvordan hun ville opfatte ham hvis han fortalte hende om hans planer, og om han overhoved ville indvige hende i disse.
"Jeg lagde mine planer for et godt stykke tid siden, da denne tid lige som min egen, er meget præget af slave ejere og slaver og jeg er træt af at se på det!" sagde han roligt "For at gøre det simpelt, var den eneste løsning jeg kunne se på problemet, at blive en slave ejer selv, tilegne mig så mange slaver som mig overhoved muligt mens jeg opholder mig her, for så at træne dem til at klare sig selv, så de ikke ender hos en der seriøst vil gøre dem ondt, når jeg finder min vej hjem igen!" hendes næste spørgsmål, så han lidt som det samme som det første, men han valgte alligevel at svare på det, som et individuelt spørgsmål da hun jo spurgte om det.
"Og selvom jeg kun interessere mig for at få min hævn, kan jeg ikke døje hele dette slave ejer og slave koncept, for selvom jeg godt kan se det tiltalende i at være slave ejer, kan jeg ikke døje den modbydelige tanke om, hvordan det er at leve som slave og være tvunget til at opfylde herrens mindste vink, lige meget hvad det skulle være, eller blive straffet for ikke at gøre som herren siger!" sagde han roligt.

Hun stod lidt og undrede sig over, hvad der gjorde, at hun ikke kunne stå noget tættere på ham. Hvad var denne ting eller følelse som gjorde, at hun ikke kunne det? Tankerne kræssede rundt i hendes hoved, men hun rystede dem væk fra sig og lyttede stille og roligt til det han sagde. Det gav nu meget mere mening for hvorfor de slaver han havde var glade for ham for hun havde selv mødt mange slaver og de var ikke glade for deres herre overhovedet. De frygtede deres herre ligesom hun frygtede sin som var en af de ondeste skabninger i denne verden. Nok var der folk der ikke frygtede ham, men ingen ville gå imod ham fordi han var så magtfuld og var leder af en af de racer som var stærkest og flest af. Hun nikkede forstående "Så man kan godt sige, at du redder dem ved og gøre dem i stedet til dine slaver så de fik et mere normalt liv igen udenfor slavelivet selvom de ved du er deres herre, men ikke misbruger det imod dem. Er det sådan det skal forstås?" hun vidste ikke om hun havde forstået det rigtigt, men det fandt hun vel ud af i sidste ende. Hun stod stille og roligt og lyttede til det han sagde. Det var rart og høre fra en anden slaveejer, at han ikke brød sig om måden slaveejerne behandlede deres slaver på og det, at han kiggede efter hvordan en slave havde det var nu også dejligt. Hun sukkede lidt "Dsv er det ikke alle slaveejere som ser det på den måde som du gør" der var en form af tristhed i hendes stemme. Hun kiggede ned i jorden og bed sig i underlæben.

Dust var for mange en utilnærmelig type, som man ikke ville i kontakt med mere end højest nødvendigt, men for dem der havde oplevet hans rolige side, den side nogen ville betragte som en følsom side af ham, som et eller andet sted ikke rigtig eksisterede men blot var en side af Dust, der kun kom frem fordi han havde fået et godt forhold til den der oplevede det, de ville ikke kalde ham ond da de som regel havde været ude for, at han behandlede dem godt. Men alligevel kunne det være svært for nogle at nærme sig Dust, da denne hans onde hævngerrige side var meget udstrålende, og det der gjorde at hans aura var så sort og ond at være i nærheden af.
"Ja det har du faktisk forstået meget godt, selvom nogle ville forstå det som dobbelt moralsk, så befrier jeg dem for slaveri ved at gøre dem til mine slaver!" sagde han roligt, mens han betragtede hende med hans ravgule, følelses forladte men dog smukke øjne. Hun havde da også ret i det næste hun sagde, om at det ikke var mange andre slave ejere der så på tingene som Dust så det, da stort set alle andre slave ejere var onde typer der behandlede deres slaver som skidt, og gjorde ved dem som det passede dem, og det var den slags behandling af slaver, der havde fået Dust til at lave sine planer, og starte som slave ejer selv. Han var træt af at se folk, behandle levende væsner på den måde, fordi han selv var blevet behandlet elendigt hele sit liv.
"Tja jeg har endnu ikke mødt en slave ejer, der behandlede sine slaver lige værdigt, og efter et langt liv som eftersøgt, hadet, og jaget finder jeg det ikke acceptabelt!" sagde han tænkende, før han tændte endnu en smøg. En let brise gik fra hende mod ham, og gjorde at røgen som sådan ikke kom hen til hende, og derved heller ikke kunne irritere hende.

Hun mumlede noget lavt. Hun var irriteret over, at hun ikke kunne se ham eller noget som helst og det, at hun havde støt på noget der virkede koldt som is og samtidig så ulækkert som var det dej eller noget lignende som gjorde hun ikke fik lyst til og stå der. Det føltes klamt. Hun undrede sig over om det var en evne han havde. Hun skød endnu en gang tankerne væk fra sig om det var en evne og fokuserede endnu en gang på det deres emne var. Om slaveejernes opførsel overfor deres slaver. Hun ønskede på en måde, at Dust fik hende befriet fra Rafael, men hvordan? Og hvis han overhovedet prøvede ville det så lykkes? Og ville han i det hele taget gå imod hans egen leder som var Rafael. Rafael styrede dæmonerne og det gjorde det nærmest umuligt og leve i samfundet, hvis man ikke var en dæmon. Hun nikkede "Er da glad for, at jeg forstod det rigtigt så. Har altid været den der kunne forstå ting på deres egen måde og selv det der lød mest indviklet end noget andet virkede" hun lyttede stille til vindens blide brise imellem træerne og nød den kærtegne hendes kinder. Hun sukkede stille "Det er underligt og stå foran en slaveejer der tænker på slavens behov og ikke på sine egne. Er van til en helt anden opførsel. Har haft 2 herre over mig og det var det rene helved med begge og den ene kommer jeg ikke bare af med" hun sukkede lidt. Hun havde Zann i starten, men slap væk fra ham, men Rafael kunne hun ikke komme væk fra. Der var en kontrakt der holdt hende fanget de næste tusind år, hvis hun ikke slap fri.

Den kolde følelse hun blev ved med at føle, måtte være Dust men han vidste ikke at hun kunne mærke det. Om han så vidste det, ville han alligevel ikke rigtig kunne gøre noget ved det, for han kunne jo som sådan ikke slukke for det, da det ville være det samme som, at stoppe med at være ham selv, og det var jo komplet urealistisk at gøre for ham såvel som for stort set alle andre. Dust satte let smøgen i sin mundvige, og gik hen til sine våben da han ikke regnede med at skulle sidde ned lige foreløbig, så han kunne lige så godt tage dem på ryggen igen, da han ikke kunne lide at lade dem stå fremme på den måde uden grund, da det på den måde var nemmere at stjæle hans våben fordi han ikke havde dem nær ham. Mens vinden stadig gjorde at hans smøg røg ikke irriterede hende, tog han sværdende på ryggen så de lavede nogle lidt specielle lyde, der indikerede at de måtte være ret tunge og han derfor måtte være stærk når han kunne gå med noget, der var så tungt som dem. Dust var en af dem der ikke var bange for Rafael, han var faktisk komplet ligeglad med at Rafael var race leder, da Dust ikke havde en skid respekt for overordnede eller for den sags skyld nogen som helst anden, som han ikke kendte særligt godt.
"Det er da godt at du har nemt ved at forstå andre så nemt, det gør dig mere kompatibel at snakke med, og så har du nemmere ved at opfatte ting end andre!" sagde Dust tænkende, og virkede til at synes om denne side af hende. Da hun snakkede om hendes slave ejere virkede han dog straks mere interesseret, og rettede hendes øjne direkte mod hende. Hun var en slave, og det indikerede hun først sådan rigtigt nu?
"Hvem er din nuværende herre? Jeg ville være meget interesseret i at hverve dig som en af mine slaver, du virker som et kvikt væsen!" sagde han roligt.

Hun vidste ikke hvor denne kolde fornemmelse kom fra, men det mærkedes som om hun kunne røre den. Hun følte det som om det var et levende væsen som var så koldt som is og samtidig havde en klam masse. Hun rakte en hånd frem imod det sted hun kunne lugte fyren hun snakkede med og kunne igen mærke en kold fornemmelse der bevægede. Hun havde sorte handsker på hændenre for og skjule, at hun ingen negle havde på fingrene overhovedet. Det bevægede sig som et væsen der blev tortureret og ville væk. Det fik hende til og tage fat i den kolde skikkelse. Det føltes som en stor byrde og holde i sine hænder, men hvad var det? Det undrede hende. Hun mærkede hvordan skikkelsen kæmpede imod hendes hændes fumlen og tabte skikkelsen eller var det et væsen? Hvad var det?! Hun mærkede noget der blev til en slags aske eller stor støvbunke ramme jorden. Det varede lidt tid før hun kunne mærke den iskolde masse igen. Hun var næsten i chok. Hun rystede på hovedet og lyttede til det han fortalte "Det er godt, at du ser det på den måde" hendes stemme var rolig. Hun begyndte og undre sig lidt over, hvad fyren egentlig hed som hun snakkede med, men hun nåede ikke og spørge før hun hørte hans stemme igen. Hun knyttede sine næver som var under kappen hun havde over sig som stadig skjulte hendes ansigt helt "Det er Rafael. Dæmonernes leder" det næsten skar i hele hendes krop da hun sagde hans navn. Hendes stemme var også blevet fra rolig og mild til og lyde som var hun i frygt. Hun sukkede lidt "Han vil ikke give slip på mig. Tror ikke du kan få mig fri fra ham" hendes stemme var blevet mere trist i det. Hun sukkede lidt og havde brug for og snakke om noget andet "Hvad hedder du egentlig?"

Dust stoppede helt da hun stod og lignede en, der greb ud efter noget men han kunne ikke registrere hvad det var hun greb efter, og det undrede ham at hun stod og gjorde sådan, da han ikke kunne mærke noget der hvor hun greb ud, og det derfor ikke gav mening i hans hoved, at hun stod sådan. Men han skubbede tanken fra sig, og lod hende gøre hendes særheder, da han vidste at han også havde sine egne, der nok ville få hende til at glo dumt på ham når han gjorde det, hvis hun altså havde sine øjne til at se ham med. Han valgte derfor at fortsætte deres samtale, som om han slet ikke havde lagt mærke til det hun lige gjorde, og samtalen de havde gang i var ham nu også mere interessant lige nu, han kunne altid finde ud af hendes særheder en anden god gang.
"Nå ham har hørt lidt om ham, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om ham!" sagde han roligt "Ideen om at han er denne tids dæmon leder, får mig bare til at tænke på at han er forgængeren til den der er dæmonernes leder i min tid, og det væsen bryder jeg mig ikke engang om! Men indtil jeg har mødt ham danner jeg ikke nogen mening om ham, det må han selv sørge for at jeg får! Og det må du da ikke sige, før jeg har været i kontakt med ham, det kunne da sagtens være jeg kan få dig som slave fra ham!"
Da hun spurgte om hans navn, opfattede han med det samme at hun gerne ville skifte emne, og det forstod han egentlig godt, han havde mødt mange slaver der ikke kunne lide at snakke om sådan noget, og derfor lod han emnet føre over til noget andet.
"Mit navn er Dust, hvad er dit?" spurgte han roligt.

Hun kunne godt høre, at han var doppet med og snakke og var begyndt og kigge på hende. Hun så sikkert dum ud, men hun var blevet nysgerrig og hun måtte finde ud af, hvad det var som hun kunne mærke ved og gøre noget ved. Hun ignorerede blot det, at han kiggede på hende imens hun følte sig dum.
Hun hadet og snakke om sin herre. Hun ville ikke kunne ændre noget af det han havde gjort ved hende, men hun håbede dog stadig på, at hun en dag ville slippe fri. Selvom hun ikke havde den store tanke om, at det ville lykkes. Hun lyttede stille til det han fortalte. Han havde hørt om hans leder, men havde ingen mening om ham? Sikke en underlig fyr han var, men sådan var han jo og det måtte accepteres. Hun Trak let på skuldrene "Han er et helved. Det er hans skyld jeg mangler det ene øje og han er være end Lucifer og være slave for" hun vidste så ikke helt om det passede, men hun troede ikke på, at Lucifer var så ond som Rafael. "Håber du har ret selvom mit håb næsten er udløbet" hun rystede på hovedet og sukkede. Hun gik hen til søen og satte sig på hug imens hun lod en finger kører rundt i vandet.

Dust betragtede hende mens hun snakkede, og gik ned til søen hvor hun satte sig for at køre en finger rundt i vandet. Han gik med rolige lydløse skridt hen til hende, og stoppede ved siden af hende, for at betragte vandet og hendes finger der blev ført rundt i det, mens han tænkte på hvordan mon denne situation skulle gribes an. Oftest var nogen blevet slaver, ved at herren havde tvunget dem til det og de derfor ikke havde noget valg, men Dust vidste også at der var 2 slags slaver, den ene var slaver der frygtede deres herre så meget at de ikke ville flygte, og den anden var dem der var kontrakt bundet og derfor ikke kunne forlade sin herre, af en eller anden grund som stod skrevet i kontrakten.
"Inden vi skifter emne er der kun en ting jeg ønsker at vide, og det er om hvorvidt du er slave på kontrakt, eller slave af frygt til denne Rafael?" spurgte han roligt mens han betragtede hende "Når det er sagt, er jeg stadig interesseret i at vide hvad dit navn er, når nu jeg har fortalt dig hvad mit er?" Dust virkede umiddelbart som om han sagtens kunne være god mod andre, på trods af at han var komplet følelsesløs udover lige den hævngerrige vrede, der ulmede under hans overflade og bare ventede på en grund til at blive slippet fri, og gøre Dust til et voldsomt våben med en dræber agtig blod tørst, som sjældent var set hos et enkelt væsen.