at redde eller ikke at redde (Caroline)

Tid: 21:30
Sted: Minotaris
Vejr: stjerne klart, kølligt
Påklædning: se ava så et par sorte bukser

Mindy kom gående hun havde hun havde to børn i hver sine hænder og de gik, hun skulle til at hjem det over børnenes sengetid, hun havde børne med en pige og en dreng hendes arbejde havde ført hende tim Minotaris. Hun arbejde agenturet for uforklarlige drab. Hun smilede svagt idet pigen stoppede op. Hun kiggede op på sin mor og så over på nogle folk som var kommet op slås. Hun stod betragtede dem inden hun trak børnene med sig. Skrigene og tilråbene blev større. Hun vendte sig om og så tre fyre stod midten af cirkel. Hun regnede med at de ikke havde fået øje på hende for de kiggede ikke hendes vej. Hun lagde ikke mærke til pigen som stod midten sammen drengene. Hun skyndte sig ned af gaden, hun kom ind på kroen hvor hun boede . Hun åndede lettet op. Hun gik op på værelsetlagde børnene til at sove. Da de sov bedte hun sin arbejdes kammerat om passe på dem. Hun gik ud se om de stadig slåsede, men da kom tilbage var der kun en pige. Pigen havde hårdt brug for hjælp, hun havde flere blå mærke , små stik huller gav den røde farve på hendes tøj. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre hun var vant til at håndtere lig og det her alt andet end døde mennesker. Hun bed svagt læben.

At genere en ældre vampyr, en dæmon og et menneske. De havde heldt vievand udover hende for at hun skulle være svag, de slog og sparkede hende hårdt. Caroline skreg hun af vievandets effekt på hende. Dæmonen begyndte at stikke knive i hendes hud, og mennesket det samme. Imens han heldte vievand på bladet inden han spyddede hende med Kniven. Caroline skreg op af smerte, men fik fat i mennesket brystkasse og trak hjertet ud på ham. Hendes tøj var næsten dækket med blod, Caroline fik øjenkontakt med dæmonen.
"Gå!Lad mig være." Sagde hun med sin evne, og dæmonen gik med vampyren lige i helene. Caroline rejste sig op og svajede lidt, hendes blik var lidt slørret. Hun prøvede at gå lidt frem af, hendes sår ville snart heale samt ville de blå mærker. Caroline så en kvinde og gik imod hende, da i hendes øjne så kvinden velkendt ud.
"Hjælp." Hviskede hun med en hæs stemme.

Hun lignede ikke en der kunne hjælpe, men noget skulle gøres kiggede sig rundt for se om der var nogen som kunne hjælpe, men selvfølgelig var der ingen, Mindy lignede ikke en som genkendte pigen som lå hun måtte på en eller anden måde få hende et sted hen hvor de kunne hjælpe. ” jeg prøver” så vidt som hun kunne se der var en masse sår rundt omkring. Hun kæmpede med sig selv, hun måtte hjælpe. Pigen. Hun løftede prøvende på hende, men hun var for tung til at hun selv kunne bære hende hele vejen tilbage. Hun kiggede sig igen omkring og tog sin jakke af. Og lagde den under hendes hoved ” jeg komme lige om lidt” sagde hun, imens løb stødte hun ind i mand han lovede at han ville hjælpe hende, hun heldigvis ikke nået så langt. Manden tog hende forsigtigt op i hans arme og førte pigen manden til kroen hvor boede. Hun vidste dem ind på værelset hvor hendes børn lå sov. Hun pegede over på sengen som var tom og manden lagde hende der. Hun takkede manden og han gik, hende partner kiggede på hende. Hun forklarede at hun set nogen slås, men da kom tilbage var der kun hende. Hun lod svagt en hånd glide gemmen håret , hun anede stadig ikke helt hvad skulle gøre, men hun fandt en klud og gjorde den fugtig, rørte svagt pigens pande med kluden, hun tørrede forsigtigt hende ansigt, arme, hun vidste ikke hvorfor, men hun følte en form samhørighed som hun burde kende hende uden vide hvem hun var. Hun satte på stol efter timers forsøg på redde pigen gav op, hun var træt, hendes gået relativt efter hun kommet hjem. Hun sukkede svagt og hendes øjne gled i.

Caroline skulle have blod hvis hun skulle heale hurtigere, men hendes sår blev mindre og mindre. De blå mærker forsvandt væk fra den blegehud, det lignede at hun ikke trak vejret. Caroline slog øjne op, hun kiggede rundt. Hun havde det fint nok, hun havde overlevet som sædvandligt. Hun rettede sit blik imod den sovende kvinde, det var Mindy, hun kunne genkende hende selvom det var over 8 år siden hun havde set hende sidst. Caroline satte sig op og lagde hovedet lidt på skrå. Hun kiggede rundt der var ikke nogen her hun ville tage blod fra, så hun måtte holde ud. Caroline åndede lettet ud, hun havde midstet Leah på vejen.
*Leah find mig et saftigt menneske, og lok ham med her hen til mig.* Sagde hun igennem tankerne til hendes slave Leah. Caroline rejste sig fra sengen og gik ud fra værelset da hun hørte LEah var kommet. Caroline drak blodet fra manden Leah var kommet med.
"Smidt ham i en cointainer." Sagde hun med en ordre og tørrede blodet væk og gik ind igen. Hun satte sig på sengen og ventede på at der var nogle som ville vågne op.

Hun havde slet ikke hørt Caroline vågne rejse op og gå, faktisk sov stadig i stolen da Caroline kom tilbage, hun vågnede inden længe da den ældste pigen rev hende armen " moar" hviskede hun stille imens hendes rev Mindy armen armen blev smule kræftigere. Hun vångede med sæt kiggede pigen, hun forsikrede at sin datter at alt var okay at hun intet havde frygte, der stadig ingen genkendelse at spore i hendes øjne også alligevel. Måske havde glemt med vilje. Hun lagde ganske kort hovedet på skrå " jeg ser at du vågnen" sagde hun kærligt og varmt, hvorfor skulle der også være det. Pigen havde været nød og hjulpet, lige som gjorde i arbejde. Hun havde en fasineret af abejdet med udsædvanlige drab.


// jeg ved godt det kort, men hjerne vidst på påskeferie ^_^//

Caroline reagerede og så ned på pigen, som rykkede sin mor i armen. Caroline ændrede dog så sit blik op på Mindy igen, og smilte skævt.
"Ja, og tak Mindy." Svarede hun og kørte en hånd igennem sit hår. Caroline lagde hænderne på sine lår, og smilte til hende og hendes datter. Caroline savnede Eliza hendes lille søster, men vidste at hun havde det godt hjemme i Firewoodvillage. Alle havde det godt de steder de var nu regnede hun med, i hvertfald Nicolas, Jacob, Nille og Eliza. Hun satsede på de havde det godt.

/Iorden ^^

Det gav et sæt i hende da pigen sagde hendes navn hvor kendte hun det fra? Hun betragtede hende og glæden var ikke til at holde " Caroline?" ´sagde hun rynkede brynene hvordan kunne det lade sig gøre. Caroline var forsvundet hun så selv den gang Caroline som del af hendes familie. Det havde været hårdt slag for hende og Carolines familie det næste høre er at familien er blevet dræbt. Hun kunne næsten ikke tro det. Hun havde troet at hun havde mistet dem for altid, men nu sad Caroline her i sengen hos hende. Hun havde lyst til give hende et kram, men blev siddende hvor hun var. Hun løftede sin datter op så hun sad skødet af Mindy. Pigen så en smule mistrorisk på Caroline som hun ikke stolede på hende og inderst inde ville gøre dem fortræd." jeg troede jeg mistet dig" sagde hun da hun sagde det højt lød det dumt, men hun været meget tæt på hendes familie.

Caroline smilede.
"Jeps i egen høje person, langtid siden sidst." Svarede hun med et stort smil, Caroline var 21 men lignede en på 18. Hun havde været udsat for lidt af hvert. Hun kiggede på Mindy og så på pigen. Caroline opfangede hurtigt blikket og kiggede op på Mindy igen. Hun kunne ikke holde op med at smile.
"Tro mig jeg har også troet jeg mistede mig selv et par gange." Svarede hun med en ironisk kommentar. Caroline vidste hun havde været meget tæt med hendes mor, gengang hendes forældre altså levede. Derfor vidste Mindy sikkert også det med Caroline havde en lillesøster som blev kidnappet, alle havde troet hun var død. Til den dag Caroline fandt Eliza.
"Mindy jeg ved jeg har en lillesøster Eliza. Og hun er også i live." Sagde hun som en hurtig indvendelse fordi hun skulle jo ikke glemme det.

Mindy anede ikke hvad hun skulle sige, men wauw var den tanke, har gik troede at mistet noget. Hun kunne ikke lade være med smile. Hun kendte godt Eliza, men også der havde opgivet håbet på nogen side at finde hende som Caroline. Drengen som vångede over sengen kiggede på gæsten, så sin søster som havde vendt sit blik imod ham " ja som du kan se dette her min datter Staphanie og min søn Micheal. Hun havde fået børn sen alder da der ikke havde været tid til det. Hun arbejde hemligt for et agentur og derudover som læge, men det stadig læge som fandt uc hvordan de døde, hun sad lidt sine engne tanker, men blev igen revet ud dem sønen også ville op. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til at infomation.

Caroline smilede, hun så på de to børn.
"Hej i to." Sagde hun med en kærlig stemme og så dem i øjne. Caroline rettede blikket op imod Mindy igen, Rockell Carolines mor havde været over læge. Og nu arbejde Eliza også på et hospital, dog var det ikke Carolines stil. Hun havde dræbt flere end hun havde reddet. Men Caroline kunne sagtens være sød, og det var hun ligenu. Og det var ikke skuespil, hun var venlig og kærlig. Hvis folk fortjente det nermere. Caroline satte sit hår op i en hestehale, og lagde så hænderne på sine lår igen.

Hun smilede og anede ikke hvad der sket med dem, men hun glad for at de var tilbage hun kiggede på børnene " hej" sagde de kor, men pigen sendte hende stadig det blik som sagde at hun ikke stolede på Caroline, men denne gang opdagede Mindy det og rømmede sig pigen kiggede på igen Caroline og et smil spillede på hendes læber " jeg kan tro det jeg troede at mistet hele jeres familie" svarede hun og lød eftertænksomt " jeg ville gerne byde på noget, men jeg har ikke noget lige nu" svarede hun sukkede svagt. Hun satte børnene ned og rejste sig op. Hun gik frem og tilbage. Hendes tanker flød over. Hvordan, hvorfor og hvad. Der var så meget hun gerne ville have at vide og alligevel så hvad hun så svært ved sprøge, men nu hvor Caroline var tilbage ville hun ikke mistet Caroline igen. Hun stod lidt, men der var alligevel noget der bekymerede hende. Hun vidste bare ikke helt hvad det var, men lige nu var der ingen grund til betivlie noget og da slet ikke Caroline.

Caroline smilte let til Mindy.
"Mig og Eliza er også de eneste som er tilbage." Svarede Caroline og åndede tungt ud, Caroline havde fået hævn.. Men det var stadigvæk ikke det samme, hun havde jo ikke set sine forældre i 5 år og da hun så ville besøge dem var de døde. Lemmer flået af.. Det var ikke et specielt rart billede at se på.
"Det er helt iorden, jeg er heller ikke sulten eller tørstig." Svarede hun med et skævt smil. Caroline kiggede på Mindy som gik rundt frem og tilbage, selvfølgelig var det unaturligt at Caroline havde healet så hurtigt. Hvis man ikke vidste at hun var vampyr altså, men vidste Mindy det? Caroline kiggede kun på Mindy, Mindy havde hendes fulde opmærksomhed.

Mindy tøvede en smule, hun vidste at der var noget unaturligt over Caroline, men hun kunne ikke sætte en finger på det. Eller også var det fordi hun ikke havde lyst, hun så Caroline som familie selvom hun nok ikke sige det højt, men hun havde været så tæt knyttet til deres mor at hun følte sig som en del af familien. Da hun havde fået vide at hendes forældre var døde og at børnene var væk. Det nær taget livet af hende den gang, men lysten til vide hvad hun var gnavede en smule i hendes underbevidsthed, men hun fortrængte det, for glæden ved havde fundet noget hun aldrig havde troet muligt. Hun sukkede svagt inden vendte sigom imod Caroline. Hun smilede svagt og ville lade tivilen komme hende til gode. Så længe hun ikke virkede truende kunne hun blive. Hun satte sig i stolen efter hun havde fået vide Caroline ikke ville have noget. Hun stirrede en målløs på Caroline " jeg havde aldrig troet vi skulle sidde her igen" sade hun og lød smule trist. Hun smilede igen og overvejede om skulle advare hende om det agentur hun arbejde for, for på en måde vidste hn godt at Caroline var en af de væsner jager hver nat. Hun bed sig svagt i læben.

Mindy havde ikke lyst til at stikke Caroline og give hende til dem, hun måtte gøre noget og man kunne tydelig se at hun splittet imellem sig selv og hendes ene arejde. Hun knyttede svagt hænderne og man kunne tydeligt se at hun kæmpede med noget. Hun kiggede op Caroline igen hun måtte vide hvad det ar hun var, selvom hun nok allerede vidste det. " sig mig du ikke menneske mer vel?" spurgtehun forsigtigt hun ville helst ikke povokere Caroline til angreb. Hun bed sig svagt læben inden svagt fjernede sit blik ned på gulvet. Hun ville tro det, men hun havde selv set beviser for det.

Mindy havde altid været som en ekstra mor, og havde passet Caroline et par gange. Hun var van til at lytte efter og gøre hvad der blev sagt, af hendes mor og Mindy. Caroline satte derfor ret og lyttede til hende, som et høfligt teenager. Carolien kiggede på Mindy.
"Det havde jeg heller ikke." Svarede hun med et lidt lavt suk. Caroline var ikke bare en vampyr, hun var vampyros. 'elitevampyr'. Caroline sank en klump.
"Nej jeg er ikke menneske mere, jeg ikke varulv mere, eller alm. vampyr mere." Svarede hun selvom det lød lidt forvirrende. For hun havde været alle tre ting, og nu var hun vampyros. Ja verden gik jo kun frem af, rent ironisk. Caroline var mere bleg end alm. vampyrer.. Stærkere og hurtigere.. mere dyrisk.

Mindy nikkede, hun anede ikke hvad hun skulle, men vidste at dette her blev imellem hende Caroline, hun ville ikke stikke sin familie, for det var hvad Caroline var. Hun lagde ganske kort hovedet på skrå. Hun tøvende en smule, men kun ganske kort, for hun igen fangede Carolines blik " jeg må advarede dig, men det siger nu skal sige videre til nogen" sagde hun holdte en ganske kort pause. Hun fumlede svagt med sine finger, imens hun tænte igemmen hvad skulle sige til Caroline. Hun måtte advares, men først skulle sværge at hun ikke ville sige det til nogen. Selv ikke dem hun havde tættest på, ingen gang hendes søster. Hvis Mindy kunne finde hende, ville selv sige det til Eliza, men end til da skulle det holdes hemligt. Hun holdte hendes blik i et stykke tid inden afventende ventede på at Caroline svarede.

Caroline blev pludseligt lidt nervøs, og hun bed sig i læben. Hun kunne mærke på Mindy at det var noget alvorligt, og Caroline mått stole på hende.. Men ingen måtte vide det, hvad så hvis det galte liv og død. Eller personen blev sur på hene over at hun ikke sagde det.. Hun måtte holde ord, og bruge sin evne på sig selv om nødvendigt.
"Jeg lover ikke at sige noget." Svarede hun og sank en klump.. Nervøsiteten spredte sig rundt i hendes krop, og fik det til at løbe koldt ned af Carolines ryg.

Hun gav sig til fortælle om hendes hemlige arbejde, det var en gruppe mennesker som havde undersøgt nogle over´naturlige drab senere havde fundet ud af at det var væsner der da stod, selvom om de var mennesker var der stadig en grund til frygt hvis man nok. Desuden havde fundet ud af nogle væsnerns svagheder,, især vampyres svaghed. Vis det kom ud at havde sagt til en vampyr for hjælpe hende ville hun blive smidt ud af den lige snat de fandt ud af det. Mindy sank en klump, hun ville ikke kunne sende en af sin bedste venners barn i deres varetægt. Hun sukkede svagt, hun kunne ikke miste Caroline lige nu hvor hn havde fundet hende igen. Dog elskede hun dette arbejde, især efter hendes barndoms veniende død. Hun fumlede svagt med sin finger inden igen fangede Carolines blik " det er vigtigt at siger noget, jeg for balade vis det kommer ud" svarede sukkede dramatisk inden hun forsatte " jeg skylder dig og desuden vil miste nogen i min familie, du ligeså meget en datter for som du var for din mor" sagde hun smilede.

Caroline lyttede og rystede halvt på hænderne..
"Jeg lover ikke at sige noget, og for at vise dig det. Så gør man sådan her." Caroline gik op til et spejl og så sig i øjnene. "Alt det Mindy har sagt bliver ikke sagt til nogen.. Ikke Eliza, ikke Nicolas.. Ingen." Sagde hun med sin evne og vendede sig om imod hende. "Sådan, så har jeg sørget for at det ikke slipper ud. Heller ikke hvis det skulle komme nogen og ville torturer mig til jeg sagde det." Tilføjede hun med et skævt smil.
"Men måske kender i en vampyrs svaghed, men der altså væsner her som er opgraderede vampyrer." Sagde hun lidt afvarende, de var farligere og sværer at dræbe.

Hun nikkede hun vidste det, men de gjorde det for beskytte befolkningen, det var mere end uge siden de sidst havde mistet en i marken og det var til en af de opgradrede som Caroline så pænt kaldte. Det var en af hendes gode venner som havde måttet lade livet, men selvom de stærke betød det ikke at menneskene ikke også var det, mennsker var stærke i folk. Hun smilede svagt inden vendte sit angsigt imod Caroline, en smertefuld grimasse skr hen over hendes ansigt, hun vidste at efter Carolines mors og fars død måtte hun gøre nogvet og inden længe kontraktede gruppen hende om ikke hun havde lyst til deltage, men det gjorde ikke savnet mindre og det var heller ikke derfor hun gjorde det. Nej gjorde for få takerne væk. Hendes job som psykolog mindede hende alt for meget om gammle liv og det gjorde ondt. Hun anede ikke helt hvad skulle sige, men hun tog advarslen " vis kommer ud i problemer kan du altid komme til mig" sagde hun smilede forsigtigt for gemme hvor trist hun var indenvendig.

Caroline kiggede lidt ned i gulvet.. Hun savnede sine forældre men havde også fundet ud af hvem som havde gjort det, og taget sig 'kærligt' af de dæmoner som havde stået for det. Caroline rettede blikket op imod Mindy igen, og sank en klump.
"Tak det skal jeg huske. Forresten du må ikke jage en meget berygtet vampyr ved navn Nicolas." Fik hun så sagt, hun ville helst ikke have sin kæreste i livsfarer, og desuden ville han ikke tøve med at dræbe dem hvis de prøvede at dræbe ham.
"Jeg har ordnet dem som dræbte dem." Caroline hentydede til sine forældres død.