My dearest... ~ Nicolas

t: omkring midnat
s: The Dream Girls Bordellet
v: det støvregner svagt udenfor
o: mænd strømmer ud og ind af bordellets hovedindgang.
p: En læderjakke og en sort top under, stramme jeans og sorte støvler.

Hvad klokken var og hvad hun lavede udenfor det kendte bordel, var en gåde for hende. Egentlig, ville hun slet ikke være der - men det var som om hun var draget dertil, lige præcis dén aften.
Det var over et halvt år siden hendes forvandling til vampyr var blevet fuldbragt, og hun måtte indrømme; hun elskede det til yderste grænse. Den magt hun havde over andre dødelige, at hun kunne bestemme om de skulle overleve hende eller ej. Hun elskede det. Men hun savnede lidt den mystiske fremmede, der havde forvandlet hende. Han havde virket så... speciel. Så vidunderligt mystisk.

Hun stak en smøg i mundvigen og fik den tændt. Hun sukkede stille, og så lidt rundt - undrende over hvorfor hun egentlig var taget til bordellet.

Nicolas havde en mindre svaghed for bordeller. Der var fyldt med desperate unge, der nemt kunne fungere som et mellem måltid. Det var dog også det eneste han lavede der. Han fik hvad han ville med magt, ikke penge, selvom han sagtens kunne betale for at få hvad han ønskede. Han stod mellem to bygninger og beroligede en pige, med hans charmerende adfærd og hans beroligende skæve smil. Det virkede som regel, så snart de var rolige og troede han flirtede med dem, så han en åbning. Han førte forsigtigt håret væk fra hendes hals og lod hans læber røre ved den varme hud, før han fik sine tænder frem og stak dem i hende. Han sugede hende for alt blod hun havde i hendes krop. Men efter det, gik han bare videre. Han efterlod kroppen til at rådne. Nicolas tørrede blodet fra hans mund væk med hans håndryg før han var ude på den åbne gade igen. Han gik hen forbi bordellet og så en ung kvinde stå der. Han lagde dog ikke særlig meget mærke til hende, men han så nok til at genkende hende. Han var kommet forbi hende, men han gik nogle skridt bagud så han stod foran hende. Nicolas vendte sig om imod hende og kunne ikke undgå at smile over synet af hende. Men fordi hans tænder stadig var ude, så så han en anelse skræmmende ud. For dem der ikke kendte til vampyrer, i hvert fald. "Jamen hvad har vi her. Det er længe siden kære."

''længe siden er ikke ordet, min ven.''
Hun smilede da hun genkendte ansigtet fra den nat hun havde gennemlevet så meget smerte.
Hun nikkede roligt til ham.
''Hvad laver du herude? Jagt?'' hun tog endnu et hiv af sin cigaret. Det var godt nok længe siden hun egentlig havde jaget. Men what the heck, ingen var kommet til skade endnu.

//Sorry kort svar - lavede lige en microovnschokoladekage med kæresten. Succes! //

Nicolas havde nu aldrig mødt nogen der havde bedt ham om at forvandle dem. Så hende her var speciel, Nicolas huskede hende i hvert fald. Men det var fordi folk var bange for forandringer, det var hun ikke og det var beundringsværdigt. Nicolas sendte hans sædvanlige smil, der ikke indeholdt nogen følelser overhovedet. Det var en anelse skævt. Han trak sine tænder ind, så de ikke var i vejen for ham når han skulle tale. "Det kan du have ret i. Hvordan går det med min vampyr?" Han lagde en finger under hendes hage og lod som om han så på en udstillingshund. Han var faktisk ligeglad med hvordan det gik med hende. Hvis hun døde, var det bare ærgerligt. Hendes forhold til ham var ingenting, hun betød ingenting for ham. "Jagt er ikke det rigtige ordvalg. Jeg jager ikke inde i byen. Jeg fik bare et mellem måltid."

//Uuuh kager xD//

Hun så lidt på ham, mens han behandlede hende som en hund. Hun var sekunder fra at bide fingrene af ham, men valgte at opføre sig pænt - han var jo i sin gode ret til det, som hendes skaber.
Hun smilede derfor stille, og nikkede kort.
''Det går godt. Hvad med dig?''

Nicolas nød at provokere andre. Det var også det han forsøgte at gøre med hende, men hun opførte sig ganske roligt. Hvilket var et tegn på respekt, mente han. Nicolas fjernede sin hånd og lod den falde ned langs hans side. Han sendte hende endnu et smil, men stadig det kolde han altid gjorde. "Som det har gået de sidste par tusinde år. Ikke den store forandring." Det passede dog ikke helt, han havde mødt Caroline, han gik dog ikke ligefrem og fortalte om hende. Det var ikke godt for det ry han havde om at være koldblodig.

Hun nikkede, roligt, og tog derefter et hiv mere af sin cigaret.
Hun var egentlig ved at være godt træt af at være underdanig for en eller anden.
Frst Sean, så Serkan og nu Nicolas.
Hun rystede kort på hovedet uden at sige noget.

Nicolas så egentlig ikke dem han forvandlede som hans håndlangere eller noget der mindede om. De kunne gå frit og gøre hvad de ville, han var ligeglad. På nær Caroline, der var han ikke ligeglad. Nicolas fortalte dem ikke direkte at de kunne gøre hvad det passede dem, men når han ikke holdte styr på dem gik han ud fra, de fandt ud af det med tiden. "Det var godt at se dig igen. Men nu må jeg gå." Han vendte siden til hende og begyndte at gå igen. Han havde ikke meget at sige til hende, men hvis hun derimod havde noget at sige til ham, kunne han godt blive der lige længere.

''Vidste du, at der arbejdes på en kur mod vampyrisme?''
Hendes stemme var lav, rolig. Hun havde holdt mund med det i flere uger - til alle undtagen Sean.
Hun smilede stille, mens hun afventede hans reaktion. En kur mod vampyrisme ville være som en kur mod forelskelse, i Nephthys' øjne.
Det ville næsten være som at udslette alt mørke - kun for at opdage at der ikke er lys uden det.

Nicolas stoppede op, da han hørte hendes ord. Der var en hel del, der ikke ville have noget imod at bruge en kur på ham. Men hvis han fik fat i den først, ville han kunne handle med den. Han blev nød til at få fat i den. Nicolas vendte sig op og så på hende igen. Han gik tættere på hende og så pludselig langt mere opmærksom ud. "Hvad ved du?" Han lod ikke sit blik, forlade hendes. Han ville vide alt hvad hun vidste, han blev nød til at vide hvordan han kunne få fat i den. Nu lød det godt nok til, at den ikke var lavet endnu. Men så snart den var, ville han få fat i det hele. Han ville få fat i alt der var, ingen skulle så meget som prøve at få det i ham.

Hun smilede roligt til ham.
''tjaa, hvad jeg ved? Jeg ved meget, min kære ven. Men om kuren? Den angriber de inficerede blodceller, vækker de hvide blodlegemer. Blodlegemerne angriber vampyrismen. Som om den var en virus. Den injekteres hvor biddet der forvandlede vampyren fandt sted. Det vil sige, på mig...'' hun smilede til ham.
''.. ja det ved du jo.'' hendes smil var en smule drilsk.

''men, så vidt jeg ved, er kuren mere effektiv, for dem der ikke har været vampyr så længe. Som mig for eksempel. Men den er spild af tid, kuren. Den er latterlig, ubrugelig. I hvert fald, indtil de har fået den testet.'' sagde hun inden hun smilede.

''nå, jeg skal vist nok videre.'' smilede hun, en anelse drillende.
Så begyndte hun ellers at gå.
Det var næsten for meget indformation, i forhold til at hun tilsyneladende ikke havde noget med kuren at gøre.

Men man skulle aldrig skue en hund på hårene.

Nicolas lyttede meget nænsomt til hvad hun fortalte. Det var meget bruglig information, måske ville den ikke virke så godt på ham. Men den ville virke godt på Caroline, og Nephtys. Han ville ikke tage chancen. Da hun var på vej væk, tog han fat i hendes arm. Dog ikke specielt hårdt. "Du skal hjælpe mig med at finde den kur." Han vendte sig om imod hende. "Måske virker den ikke. Men jeg vil ikke tage chancen. Der er mange der gerne vil gøre mig menneskelig eller dræbe mig. Hvis de får fat på mig, får de også fat på mig. Så det er bedst du bare kommer med kære." Han var udmærket klar over, at den muligvis ikke virkede. Men han turde bare ikke tage den chance, det var for risikabelt.

kom med? hvorhen? Hvorfor!?

''kære? helt seriøst, Nicolas. Udover du ikke en skid bekymrer dig om mig-'' hun smilede roligt.
''- så bliver den ikke brugt imod dig. Tro mig. De skal jo først have fat i den.'' sagde hun roligt. Hun havde en lille kæde om halsen. Så man godt efter kunne man skimme den lile ampul der hang i kæden med en grøn væske i. det krævede dog at man kiggede direkte ned i hendes kavalergang, for t se ampullen.

''hvor skulle jeg komme med hen? I starten, ville du jo slet ikke tale med mig.'' sagde hun roligt

Nicolas var egentlig ret ligeglad med hende. Det havde bare været en aftale, han havde betalt sin pris. Han behøvede ikke at give hende mere end det. Han så undrende på hende, da hun taler som om kuren er gemt langt væk. Han får øje på hendes kæde om halsen, og læner sig en anelse frem og får øje på ampullen. Så han havde ikke noget, at bekymre sig om. "Interessant. Så hvordan har du fået fingerne i den?" Han er ikke helt sikker på, om det rent faktisk er kuren. Men han er ikke helt dum. "Vil du have sandheden, eller en løgn der ikke sårer dine følelser?"

hun smilede roligt.
''det ville sætte mig i et meget dårligt lys, at fortælle hvor jeg har det fra. Du tror jo allerede de værste ting om mig.'' smilede hun drillende.
''og vi ved begge godt at du ikke kan lide mig, Nicolas. Du er ligeglad med hvad der sker med mig, du vil bare ikke risikerer at andre får fat i kuren.'' hun så kort på ham, roligt.
I virkeligheden, var hun intet værd i hans øjne. Han havde haft brug for noget hun havde, og nu stod de i den samme situation. Stakkels ham.

Hun smilede til ham igen.

Hun var ikke dum. Det måtte han give hende, men han ville nu alligevel gerne have fat i de informationer og sørge for hun ikke solgte den til nogen. Han ville sikre sig, at han vidste hvad der skete med den kur. "Hvad vil du have for den?" Han ville altid have et tæt bånd til dem han havde forvandlet. Hvis han altså holdt kontakten med dem, men han havde stadig kontakt med Nephthys, så hun var ikke ligegyldig for ham. Han så alvorligt på hende. "Du er ikke ligegyldig for mig." Han ventede nu blikket til et afventende et.

''beklager, men den bliver ikke solgt.'' sagde hun roligt.
Hun trak på skuldrene.
''jeg har været ligegyldig hele mit liv, og det bliver jeg ved med.'' hun smilede drillende til ham.