You And Me ~Nicolas~

Caroline havde plasseret sig i Nicolas' hus igen, lige efter hun havde fundet ud af at han var død. Blev dræbt for øjnene af hende og Angela, men Caroline havde taget væk fra Angela lidt. Hun ville sidde alene i det store hus og sørge, derfor var Melissa blevet ved Angela. Fordi Angela måske manglede nogle at være i nærheden af og Melissa skulle ikke se Caroline græde så meget som hun gjorde lige nu. Det var som om hendes verden blev ødelagt lige for øjnene af hende, og hun ikke kunne gå nogle steder. Hun var klistret fast til hvor hun stod.. Hun havde sat sig oppe i soveværelset igen, som hun også havde gjort sidste gang han var væk.. Men denne gang var han væk for alvor.. Caroline kunne slet ikke få det printet ind i sit hoved helt endnu.. Alle de zombier som angreb byerne, alle dem som døde. Det betød intet, der var ikke noget som betød noget længere. For Nicolas var væk, Caroline havde ikke lyst til at drikke nogle former for blod.. Lyst til at gå nogle steder, det havde hun ikke haft i et par uger nu.. Hun lagde bare med hovedet ned i en pude og lod tårene glide ned langs de marmorblege kinder.. Caroline satte sig dog op da det blev aften tid, og tog sig en hurtig skyller under brusseren inden hun klædte sig på og smuttede ned i stuen hvor hun gik rundt stille og roligt i alle rum imens hun kiggede sig omkring.. Alle hans ting, alt hun kunne få øje på. Hun lod sine fingerspidser strejfe en regol imens hun kiggede rundt.. Tårene havde ikke opgivet endnu.. De løb stadigvæk..

Nicolas havde været væk. Længe. Han havde bare haft brug for, at komme væk. Ikke fordi han ikke elskede Caroline og Angela, men han havde bare brug for alene tid, han vidste godt han ikke behøvede, at beskytte dem særlig tit, men det følte han. Nicolas var nu tilbage, og nu ville han bare hjem i hans eget hus, det var det eneste sted hvor han rigtig følte han kunne være sig selv. Han er hurtigt hjemme og han går bare ind som han plejer. Han hænger sin jakke op og går op imod hans soveværelse. Da han kommer der op smider han sig på sengen. Han har ikke lige opfattet, at der var nogen i huset. Han ligger ikke skjul på han er der, så han larmer ret meget. Han sætter sig op så han sidder op af væggen. Han vil gerne se Caroline og Angela, men han vil bare gerne slappe af inden da.

Caroline hørte en lyd, som fik hende til at stoppe op og lytte opmærksomt efter. Havde hun virkelig været så uopmærksom at lade nogle fremmede gå ind i huset!? Det kunne hun ikke være bekendt, og bestemte sig for at smide vedkommende ud. Derfor brugte gik hun først lidt forsigtigt op af trapperne til hun kom til døren, hun synes at genkende færtenen.. Men så vidste hun at sørgen bare snød hende.. Caroline rystede det af sig og brugte sin fart til at løbe ind og sætte sig ovenpå ham imens hendes hånd holdt et fast greb om hans hals. Det værste var at vedkommende lignede Nicolas på en prik, men hun vidste at det ikke var ham. For hun havde set Nicolas dø, lige foran sig sammen med Angela. Hendes tårer gled videre ned af kinderne, og klemte hårdere..
"Hvordan kan du ligne ham så meget?"Spurgte hun vredt og såret, men alvorligt. Hun kiggede ham i øjnene, der skulle ikke mange forkerte ord til før hun ville bruge en af sine evner..

Nicolas hørte først der var nogen i huset da personen kom ovenpå. Han skal lige til, at hilse på hende, men så væltede hun ham og satte sig ovenpå ham. Han forstod ikke helt hvad der skete med hende. Han frygtede, at der skete noget der endnu engang satte deres forhold på prøve endnu engang. Han griber fat i hendes hænder og får vendt dem rundt så han nu er øverst. "Hvad snakker du om?" Han slipper tvinger hendes hånd om hans hals til, at åbne og rejser sig så op. "Hvad er der galt Caroline?" Han gik væk fra sengen og ser så bare på hende. "Jeg troede du ville blive glad for, at se mig." Han var glad for, at se hende. Men lige nu vidste han ikke hvad han skulle tænke eller gøre eller sige for den sags skyld. Hun opførte sig så mærkeligt.

Caroline stirre ind i øjnene på ham, hvad skete der.. Hun var så forvirret ligenu, at det næsten måtte være en drøm.. Eller hvad fanden forgik der!?
"Hvem er du!?" Snerrede hun igen, selvfølgelig havde hun været glad hvis at det ikke var fordi hun havde set ham dø.. Og troede at det var en fremmed der var ved hende lige nu.
Det ville jeg også være, men desværre så Nicolas død. Så hvem er du!?"Svarede hun irriteret igen, hun ventede på svar. Det var tydeligt at hun ikke lavede sjov med ham lige nu, hun troede det rent faktisk.. Selvom det sikkert ville lyde skørt i hans ører.. MEn i hendes var det jo totalt alvor. Men hun gad ikke kæmpe imod ham. Hvem så han end var! Caroline rejste sig selv op, og så imod ham. Hvem var det og hvorfor lignede han Nicolas, det kørte blot rundt inde i hendes hoved lige nu.. Det gjorde ikke hendes sorg bedre.. blot meget værre..

Nicolas var mere forvirret end hun var. Han kunne ikke forstå hvorfor hun behandlede ham som en fremmede. Han ser på hende med rynkede bryn, bryn som kun Nicolas kan lave. "Nicolas? Hvem skulle jeg ellers være." Han går hen imod hende og bliver endnu mere forvirret da hun, nævner, at han er død. "Jeg er ikke død Caroline. Jeg står lige her og snakker til dig." Han kunne sagtens komme med nogle forslag til hvordan han kunne bevise det. Han gik tættere på hende og så hende i øjnene. "Jeg er ham. Jeg kan bevise det. Stil mig alle spørgsmål om dig og mig og jeg kan besvare dem."

Caroline holdt de tårer tilbage så godt hun kunne, inden de ville løbe over.. Men det lykkedes hende næsten.. Han påstod han var Nicolas.. Gjorde de samme ting, alt mindede bare om Nicolas.. Hun kunne næsten ikke tage det..
"Hvis det er dig, hvorfor så Angela og jeg så dig blive dræbt foran os.. Uden vi kunne gøre det mindste." Spurgte hun og så ham ind i øjnene, det var det eneste hun ikke kunne få det til passe tingene sammen med.. Det virkede urealistisk i hendes øjne, han kunne ikke være i live. Eller kunne han, nej det var umuligt. Hun havde ikke brug for at spørge ham om en masse ting for at vide om det var ham eller ej, for hun kendte folk med evner så de kunne få al information ud af folk. Hun vidste hun elskede Nicolas, og derfor var der også de ting som der gjorde hun elskede ham.. Ting som hun altid kunne være sikker på det var ham, ord, talemønstre, kropssprog. Det hele skulle blot passe før hun ville tro på noget af det.. Jo før hun vågnede op for denne drøm jo bedre..

Nicolas ved ikke hvad der er sket imens han er væk. Men det lyder som om det er noget voldsomt. Han er åbenbart blevet dræbt. Han ved ikke hvad han skal sige, han kan ikke forklare det. "Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke sige hvad der er sket. Men det er mig Caroline." Han ved ikke hvad han skal sige eller gøre, han burde bare opføre sig som han plejede, kun sådan kunne hun finde ud af det virkelig var ham. Han går hen til hende og tager hendes ene hånd hvor der sidder en ring. "Jeg gav dig den. Jeg havde båret på den i flere måneder før jeg gav dig den."

Ja det ville nok lyde underligt for ham, men det var jo det som hun havde oplevet.. Og det som han ikke forstod for det var jo ikke sandt overhovedet.. Han var jo ikke død, og jo før hendes hoved blev renset for den illusion jo bedre.. Men kun kærlighed kunne gøre det, låse op for sandheden. Og Caroline vidste at hvis det virkelig var ham ville hun kunne mærke det igennem sig selv.. Ved et kys, et kys sagde mere end mange ord kunne beskrive. Specielt hvis det var med følelse, og hvis det var imellem hende og Nicolas. Det vidste hun for deres kærlighed var ren.. Caroline kiggede ned på sin hånd da han løftede den op og kiggede på ringen.. Det var jo sandt det med ringen eller det troede hun da på.. Se nu troede hun jo på ham, der var noget over ham allrede som fik hende til at tro på at det virkelig var ham.. Caroline kiggede op på ham. Også kyssede hun ham, et kys fyldt med følelser.. Hun ville blot have det gengældt så hun kunne være sikker på at hun havde den rigtige.. Så skulle hun derefter bare være sikker på at det ikke var en drøm..

//Out- Like it never was there..//