Have we meet before? - Delilah

"Arhh" Kom det irrateret fra Rafaels kolde læber, mens en bankene hovedpine domineret hans tanker, og en kæmpe vægt fra det ned styretet hus lå over hans krop som en sovepose der ville ligge om en overlevelsesrejsende i skovbunden. Rafael kæmpet sig gennem de mange murbrokker med sin overvældene overkrops styrke, og kastede som det første en arm over sit hoved og ud af skrældet af stålet og stenene der havde været en del bygningens fundament, og lod sin arm kærtegnes blidt af måne lysets varsomme skær,inden han fik trukket resten af ham med op, og trak vejret dybt og tungt gentagende gange, og først da ønsket om luft var over.. kiggede den store dæmon sig om, halvejs begravet i murbrokker, og spurgte sig selv "Hvad laver jeg her?" der var mange andre spørgsmål i hans hoved, som hvem er han, men at stille det andet var mest optrængene, det var først nogen øjeblikke efter at have formet det andet spørgsmål i munden, at han ikke opdaget hvem ´jeg´ er. Rafael trak sig op, og satte sig på en stor del af en pæl i den nedstyretet bygning, og kløet sig i baghoved mens han prøvet at gå på kompromi med virkeligheden, men intet skete andet end han bliv træt bagi af pælen, og hans hovedpine bliv værre af alt tænke arbejdet.
Rafael fik omsider tumlet i tåger forvirret rundt i den lille landsbys gader, men fik så fundet vej til kroen, hvor han af krops reflaeks, skubbet hårdt til døren så man kunne høre ham komme ind når døren bliv smadret op af alt dens hængsler kunne holde til. Rafael gik ikke som ham selv mens han gik langs kros træ gulv, han gik usikkert, genert, og isetdetfor de maskuline skuldre bliv presset intimiderende fremaf, bliv de trykket lidt ned som en dreng der havde fået dårlige karaktere i skolen og nu skulle have dem læst op foran hele klassen. En lille fyr kom til at gå ind i ham, da Rafael kom gående mod baren, og manden havde ikke set Rafael fordi han stod med ryggen til, men vendte sig om og gik et skridt han ikke kunne nå at stoppe da Rafael var lige bagved ham, så de mødtes bryst mod bryst,hvilket var som gummi der mødte stål, og manden faldt på numsen ned på gulvet, og sagde med det samme "Undskyld" Rafael rejste ham med en hjælpene hånd op og sagde med et smil.. farderligt, som en far der smiler til et barn "Det var min skyld." Rafael gik fordi ham og op mod baren.
Rafael havde en stor praktisk læderjakke på, med en sort silke skjorte indenunder, og nogen militær bukser på benene, og militær støvler på fødder. Rafael gik til en mand der sad ved síden af en tom stol, og prikkede ham med en solid finger på skuldren, og spugte i en ydmyg og venlig tone "Undskyld Hr. Men sider der nogen der?" Rafael peget på den tomme stol, og ventede høfligt på mandens svar, og da manden bare trak sin øl op et par centimeterne fra læberne, og sagde "Du sætter dig bare ned skibber" Satte Rafael sig ned, lavet en løftet finger til bartenderen for at vise han ville bestille en øl. Manden bag baren nikkede anderkende og tog et øl og hælte i et glass og kørte det over til Rafael. Rafael satte læberne til øllet, men som om han fik det galt i halsen spyttede han det ned af sig selv, og sagde for sig selv lidt mumlene "Okay, øl er forfærdelige" Rafael kunne ikke huske hvem han var, eller hvad han kunne lide, så man måtte vel prøve sig frem, og øl var tydeligvis ikke det rette. Rafael satte sin øl ned på bar bordet, og tog en serviet og tørret sin læderjakke ren.

Påklædning; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mørket klistrede som smeltet sukker til Delilah, da hun fór igennem natten. Et iskoldt raseri brændte i hendes indre, og slikkede op af hendes tanker for at forblænde disse i flammernes kolde berøringer. Bag hendes piskede de mørke krøller, og slangede sig igennem luften i hurtige og præcise smæld. Over hende prøvede stjernerne deres bedste på at forblænde hendes grønbrune øjne, for at stoppe hendes selvmordsfærd imod Rafael. For dette var intet andet end en selvmordsfærd, og det ville hun også vide hvis hendes tanker ikke var brændt op i vreden der ikke kunne slukkes i hendes sind.
Omgivelserne omkring hende smeltede til ukendelighed, og hendes hastige skridt var smidige på trods af den tydelige graviditet hun prøvede at skjule under en løs trøje. Den cremefarvede trøje bølgede omkring hendes skikkelse i den vedvarende vind der skabtes ved den fart hun præsterede, og skjulte til dels den mave hun så inderligt hadede. Hvide jeans strammede om hendes ben, og var meget ulig hendes normale sorte påklædning. Ligeledes var den skjortelignende cardigan der flød med vinden, ligesom trøjen.
Delilahs tanker summede, men det var den vrede der havde fundet hende, der var den dominerende del. Hun kendte Rafael - eller, hun havde i hvert fald troet at hun havde blot den mindste indsigt i noget overhovedet - så hun havde selvfølgeligt vidst noget om hans glæde ved at torturere folk. Men at hans hobby var at være sådan et svin havde hun ikke realiseret før nu!
En voldsomt stor skikkelse fangede hendes blik et stykke fremme, og i det samme rystede små stød af chok ned igennem hendes krop. Hele hendes krop stoppede hver en eneste bevægelse, og hendes muskler syntes i det sekund at være frosset til. Skikkelsen der var badet i måneskinnets bløde, kærtegnende stråler kunne umuligt tilhøre andre end selveste Rafael. Svinet himself gik rundt dernede som var intet sket!
Raseriet boblede op i hende igen, da hun så ham. Den krop der havde ... Hendes ansigt forvrængedes da hendes tanker strejfede de handlinger, der havde tvunget hende til at handle som hun gjorde nu. Hendes muskler tøede op af de brændende følelser der endnu engang blussede op i hendes sind, og tvang hendes skridt til en hastighed der var på nippet til at være et imponerende løb.

Der var gået nogen tid fra Rafaels skikkelse var forsvundet ind i kroen, til hun selv rev døren op så den hamrede op af væggen - og gik af de rustne hængsler med et brag. Delilah nåede ikke fundere over at hun måtte være den anden indenfor kort tid der havde hamret den op, idet hendes kraft ikke havde været voldsom nok til at få den ned på egen hjælp.
Istedet fortsatte hun ufortrødent sin gang, uden at lade sig forstyrre af de mange blikke der med det samme blev trukket til af hende der skabte en voldsom tumult. Hun stoppede først sine hastige skridt, da hun stod foran Rafael - der var ved at tørre øl af sin jakke ...? Delilahs tanker registrerede denne opførsel, men hendes krop kunne ikke være mere ligeglad - han kunne tørre enhjørningeurin af den jakke for den sags skyld, og han ville alligevel fortjene det næste der skete.
Hendes fingre knyttede sig til en kugle, hvorefter hun spændte musklerne og lod den knyttede hånd skyde ud efter Rafaels ansigt med en kraft hun kun kunne præstere fordi hun trænede hver dag og var en dæmon.
"Hvad fanden Rafael!? Du er fandme det største svin, nogensinde! Du rører aldrig nogensinde nogen jeg kender igen!"
Ordene blev spyttet ud af hendes læber, uden at hun bemærkede hvordan hans fremtoning var så forskellig fra hvordan den normalt var - nu var den knap så frygtindgydende og magtfuld.

Rafael fik et tryk mod sin kæbe som en brosten kastet fra anden sal, men selvom Delilah slog som ti vilde heste på kokain, eller en gorilla på teletobis flødeis og med en sex buttplug i røven, så pralet trykbølgen af mod hans ansigt en tornado der surt og vredt går amok på en klippevæg, men ikke så meget som en småsten flyver af den solide sten. Rafaels hoved flyttet sig ikke en centimeter, som var det en sæbeboble der fløj ind i ham, og ikke en super utifreds dæmon næve, selvom Delilah ville kunne få en normal dæmon til at lave en næsten dobbelt flitflak i luften og dreje rundt om sig selv som en ren cirkus klovn, med det slag, men ikke så meget som et blink skete for rafael, men stadig overraskende nok lagde han sine hænder op foran sig og brugte håndbevægelser og en ydmyg hoved bevægelse hvor han rokket lidt frem og tilbage som en fjerde årig der skulle unskylde overfor sin mor. "Unge frøken, sjældent er piger smukkere i virkeligheden end i mine drømme, men hvis jeg har såret en blomst som dem, fortjener jeg tusinde gange det stik af dine torne, men jeg må bede deres mest hengivne nåde for jeg" Rafael stoppet sig selv, han kunne ikke sige han ikke kunne huske hvorfor hun var vred,, måske er han mælkemanden som tabte et glass mælk på hendes mors fod, måske var han ejendoms sælger og havde givet hendes veninde en dårlig handle, måske var han et postbud der afleveret en pakke forkert som en hun kendte følte sig trist over ikke at få, ligegyldigt af grunden var det ikke hans følelser der var i fokus men hendes, og fortælle hende at han intet kan huske vil på ingen måder lindre hendes smerte tænkte han. Rafael forsatte med et venligt og omsorgsfuldt smil "Jeg selv forstår deres frustation henrivende ungmø, og fra bunden af mit store dumme flæskevær hjerte beklager jeg den lidelse jeg satte vedkommende igennem, det var ikke på sin plads, og hvad end der lindre din smerte og pinsler er du velkommen til, jeg kan intet andet end undskylde for min utilstedelig opførsel, og hvis de kom for at diskuttere med mig, vil jeg atter engang skuffe dem, for jeg vil ikke diskuttere, jeg vil give dig ret"

En skærende smerte skød op igennem hendes fingre og sendte et stød igennem hendes arm, da hun ramte den sten der fungerede som hans kæbe. Et hvæs blev skubbet ud af hendes læber da stødet havde trukket sine tråde helt op i hendes kæber, tvunget dem fra hinanden og presset denne lyd væk fra hendes tunge. Men denne smerte lod ikke denne følelse løbe henover hendes ansigt der var forvredet i irritation, idet hendes krop havde været udsat for langt værre smerte gennem hendes levetid.
Chok tvang sig stædigt ind i hendes krop da hans ord nåede hendes ører. Hun trådte et skridt bagud med forvirringen klistrende til hendes øjne som en bevægelig masse. Der gik dog ikke mange sekunder før hendes grønbrune øjne langsomt blev smallere i en let mistroisk grimasse, der dog ikke kunne skubbe det faktum at samtlige blikke i kroen var hæftet fast på hendes krop.
"Hvad fanden snakker du om Rafael?! Du skal ikke være flabet nu, jeg er ikke i humør til dine fucking lege!"
Giften strømmede ud fra hendes læber i form af hårde ord, og selvom forvirringen havde sat sit tydelige præg på det raseri der havde sænket hendes krop ned i et iskoldt bad af stålfaste tanker om at skade denne dæmon, så kunne man endnu så at ikke alt var ændret. Hun var stadig langt over pissed, og var trådt ind i et stadie af ubrydeligt raseri.
Hendes blik flakkede rundt et sekund, før hun syntes at beslutte sig for at hun måtte opklare hvorfra denne underlige opførsel stammede fra, før hun gennemborede hans hånd med en kniv.

"Rafael, hvad sker der for dig? Hvorfor er du så ..."
Hun tyggede tøvende på ordet, før hun valgte at lade det ord passere hendes læber, der højst sandsynligt ville give hende den enorme potion smerte der burde være indtruffet efter hendes slag havde ramt hans ansigt.
"-sød?"
Vreden sivede ud sammen med det ord, der syntes malplaceret sammen med dæmonens navn. Det var ikke fordi hendes lyst til at rive hans tænder ud og bruge dem til at hakke hans manddom af hvorefter hun ville kvæle ham med den ikke længere var der, den syntes bare at være svundet om bag en stak af forvirring over de søde ord.
Ikke engang i en joke kunne Delilah forestille sig sådanne ord passere hans læber. Langsomt rystede hendes hoved sig fra side til side, før hendes tankegang stædigt besluttede sig for at han på ingen måde kunne se denne venlighed som noget seriøst. Der måtte ligge noget bag.
Hendes finger skød ud imod siden, og greb fat i den kniv der lå placeret ved siden af nogle citroner der tilsyneladende skulle være en del af en eller anden form for alkoholsfyldt drik. Hendes fingre lagde sig velkendt omkring knivens skaft, og chokerende nok bevægede en strøm af velbehag sig igennem hende så snart våbnet lagde sig til rette.
Kniven blev hamret ned nogle centimeter fra Rafaels hånd, sådan at hvis han flyttede den blot en smule ville hun gennembore hans hånd med den citronssaftfyldte kniv. Hendes blik søgte hans, men havde en den samme kant af ætsende vrede som sekunder før.
"Hvad vil du have, Rafael? Hvorfor er du sådan dér?"

Rafael gik fra den store onde boogie-man til at være den lille lysserøde kanin som skider små æg til påske. Rafael så hende roligt i øjnene, men da kniven kom over hans hånd tabte han alt afslapning i kroppen, og uden sin hukommelse til at styrke hans rygrad, reageret han som en hvilken som helst skraldemand eller pølsevogns ejer når en person med et voldsomt temprament truet med en kniv.. gik i panik. Rafael tog den anden hånd underlegent op, og sagde stammende "Je-je-Jeg" han faldt over sin egne ord og begyndte at svede på panden som en varmekedel der langsomt droppet vand nedaf. "De-der må være-ee en fejl" han som var på bunden som alle andre, uden minder, uden social status at opretholde, uden grusomhed og følelsen af at være så kold indeni som en is tap, uden alt det var alle bange for at dø, og måske kunne livets erfaringer give hår på brystet og store nosser, men uden alt det var man som et spædbarn der skubbet sig selv fremaf i et mørkt lokale, ligegyldigt hvem man var. "jeg kan ikke huske noget!" råbte han i et øjeblik af blodtrykket stig højere end hans stress grænse kunne klare, og han så med sandfærdig opgivelse og frygt i sine øjne, og med hjertet til at banke i brystet på ham som en proffestionel bokser der tævet løs på hans hjertet som var det en trænings pude, men den følelse kunne han høre noget i sit baghoved, en stemme af en slags, en stemme der gav ham en kølig fornemmelse ned af rygraden, tonerne fra en side af ham selv skjult i sindets mørke, men uden sin hukommelse kunne han ikke længere undertrykke det, men heldigvis ... for alle.. var den del gemt så langt væk i hans sjæl det ville tage lang tid for den at grave sig selv frem. "Please" Rafael så undskyldende på Delilah for hvad end han havde gjort, hans krop havde måske gjort det, men ligenu havde den rafael intet med det at gøre.

Kniven vrikkede sig roligt og sikkert fri fra bordet det var blevet hamret ned i, og efterlod et dybt mærke i det ølplettede træ. Delilahs blik sad fast i Rafaels, som var det limet fast med den lette undren der spredte sig fra hendes tanker og blomstrede igennem hendes krop som svamp et fugtigt sted. Denne dæmonleder der for mange var det monster mørket klamrede sig til, og som syntes at være indbegrebet af frygt for mange væsner. Selvom Delilah aldrig direkte havde næret en frygt til ham, så havde hun altid haft denne varsomhed der fortalte hende at hun ikke kunne lade hendes temperament koge over i nærheden af ham - dette havde hun dog sjældent overholdt, men så længe han ikke bemærkede det syntes det ikke at være et problem for hende.
Det næste sekund gjorde Delilah noget hun aldrig i sin vildeste fantasi havde overvejet at gøre ved Rafael; Hun smækkede kniven fladt ned på bordet, trådte et skridt frem og slog armene om ham. Denne handling der ikke blot modstred hele Delilahs personlighed, men også syntes sindssygt at gøre ved kongen af vold og tortur, havde dog et andet formål end blot at lade varme følelser strømme igennem Rafael - faktisk havde formålet intet med dette at gøre. Dette gjorde nemlig at hendes læber kunne være få centimeter fra hans øre da hun hviskede til ham med en varm ånde.
"Bare følg med."
Hendes læber forlod deres plads da hun endte det malplacerede og mystiske kram, og trådte et skridt tilbage. Hendes blik var skarpt og hårdt da hendes hånd blidt søgte ned og tog fat i hans, hvilket gjorde at de to bevægelser modsagde hinanden fuldstændigt. Men Delilah havde bemærket de mange blikke der granskede hende fra alle sider, og hun vidste at hvis hun skulle til bunds i denne sag måtte hun få Rafael på tomandshånd. Uden set hvor farligt og dumdristigt det så end måtte syntes.
Hendes greb syntes blidt, men hun klemte hårdt om hans hånd da hun trak i ham for at få ham op og stå, så hendes skridt kunne føre dem ud af den ødelagte dør og ud på den gade der var blevet overtaget af skygger, hvor befolkningen ikke syntes så tæt som den havde været i kroen hvor alle blikke havde de to i fokus.

"Rafael!"
Hendes hånd ramte ham i brystet, og selvom slaget ikke var hårdt nok til at det ville have skadet selv den svageste dæmon, så havde de fleste ladet et 'av' passere deres læber hvis de havde stået foran hendes hånd. Delilahs stemme var lav og hurtig, imens ordene hurtigt sivede fra hendes læber som ville hun blot have dem ud hurtigst muligt.
"Hvad mener du med at du ikke kan huske noget?! Hvad er der sket!? Jeg sværger, hvis det her er din form for perverse humør så sprætter jeg dig op med en sytråd!"
Stemmens tonefald og klang havde ikke rykket på sig imens disse ord strømmede fra hendes læber som et vandfald, og hendes fingre legede med kniven imellem hendes fingre i hurtige ryk. Hendes sind kogte, fordi hun syntes at have svært ved at vælge om hun skulle lade sit had passere forbi hende, eller om hun skulle lade være med at reagere på hvordan Rafael syntes at være alt andet end normal på nuværende tidspunkt.
Hun rystede let på hovedet, og slog dramatisk ud med hænderne, som var det en film og hun måtte gestikulere voldsomt imod kameraet for at hendes frustration blev tydeligt. Hun dansede nogle skridt frem og tilbage, før hun løftede kniven og brugte den som redskab til at pege på Rafael med.
"Hør, om du så havde mistet din arm, pik eller hoved så vil jeg sige det samme til dig som da jeg kom; Vov ikke på at røre mine venner igen, Rafael! Jeg flår dine lemmer af og bruger dem til at kvæle dig med! Når jeg endelig kan være sammen med en person uden at skræmme dem væk, så skal du fandme ikke komme og ødelægge ved ved at skade dem! Hører du mig!?"
Kniven vippede en smule op og ned for hvert ord der sivede imellem hendes læber, men på intet tidspunkt gjorde hun mine til at sende den i kollisionskurs med hans hjerte. Hendes blik var fokuseret på hans øjne, og der var intet i hendes stemme der tydede på andet end at hver eneste tone var lagt i et dybt, seriøst, truende toneleje.
"Og hvad er der så galt med dig!?"

Rafaels krop havde sin egen forsvar mekanisme, og måske var hukommelsesløse Rafael en for nuttet og omsorgsfuld fyr til at gå til sit eget forsvar, men hans underbevidsthed havde som altid præg af personligheden skabt af minder, så hans dæmoniske piske hale vokset i så lydløs og følelsestilstand ud af hans ryg lige over hvor røven starter, at selv ikke han kunne mærke den kom løs, og den slanget sig ned af hans ben som en ninja af et reb, og holdte sig på bagsiden af benet så det var ude af Delilahs synsvinkel, og da den kom ti centimeter over jorden, begyndte den at køre i retningen af Delilahs ankel. halen holdte sig over jorden så små sten og skrald ikke larmet, og fordi det var aften og mørkt ville en sort hale nok ikke blive nemt opdaget.
Rafael stod og så ud til hvordan han skulle formulere sig selv, indtil pluseligt bliv benene under Delilah fejet væk af halen der greb fast i hendes ankel og rev til så hun fik over balance. Mens Delilah faldt mod jorden var Rafael allderde igang med at forbedre sin undskyldning, og da hun ramte med et bump faldt han på sine knæ i chok som enhver man ville gøre når han intet forstod af hans omverden længere. "Jeg vågnet efter en bygning faldt i mit hoved. please true mig ikke mere, jeg ved ikke hvem jeg er, hvorfor du næsten skæret mine fingre af, eller hvordan fanden jeg fik en hale" Det var en meget stresset aften for ham, han prøvet at få sin hukommelse tilbage ved at drikke lidt øl, være sød ved folk som Delilah ved første håndsindtryk, men hvad skete der? han bliv råbt af, slået, truet med kniv, slået igen, og fik groet en hale uden at vide hvordan. Rafael var ikke grum uden hans hukommelse, mere en bladreromantisk mand med sympati og omtanke, men under de forhold Delilah gav ham ville hun finde intet andet end fortvivlelse for han andet ikke mere end han vågnet i en bunke af en nedrevet bygning, og en sindsyg kvinde bliv ved med at skifte mellem kram og true med knive, samt fortælle ham om han ikke skal såre nogen hun kender, som han ikke husker noget til. Måske var sindsyg ikke det ord rafael ville bruge til at beskrive hende i sit hoved, men når man prøver at tale pænt og sødt til en som tydeligvis har et inderligt had til en, har man med at miste sin charme og bare blive mere og mere fortvivlet og opgivende. Ja opgivende, for hvad forventet hun af ham? han danset regndans med en død kylling på hoved, og et kødben til hunde i hånden? fyren kunne ikke huske sin egen sko størrelse, så ligegyldigt hvor meget hun skar i ham eller kastet ham udover et hus tag, ville hun aldrig lære ham noget, for han anet ikke hvad hun snakket om, og selv hvis hun sagde det hele i grufulde detaljer, ville han ikke have været den samme Rafael som gjorde det, og den rigtige rafael ville aldrig lære sin lektie af det.

Delilahs fingre bevægede kniven der glinsede af citronsaft smidigt, og tvang den til at bevæge sig op og ud af hullerne imellem hendes fingre i en imponerende fart. Hendes tanker snurrede langt hurtigere end kniven, da hun prøvede at finde en løsning i det kaos af forvirrende indtryk Rafael havde forvandlet sig til. Med ét stoppede knivens evindelige bevægelse, og stivnede som havde hendes krop sendt et stød af is op igennem den så den frøs fast i den stilling, den var i. Delilahs blik havde ikke et sekund fjernet sig fra de øjne der fungerede som Rafaels syn, men syntes at være fanget deri. Forvirring havde ikke lagt sig omkring hende, men kun af den simple grund at hårdheden havde lagt sig om hendes krop som en skal.
En mørk skygge der snoede sig over jorden blev grebet af Delilahs blik, sekundet før den skød frem og viklede sig ind i hendes ankler, samtidig med at den flåede til så hendes ben blev fejet væk under hendes krop. Hendes hoved hamrede imod asfalten og sendte mørke pletter ind foran hendes blik, hvor de dansede i takt til smerten der dunkede igennem hende. Hendes hånd bevægede sig i et ryk, hvorefter hun smækkede knivens spids ned i asfalten hvor den borede sig flere centimer ind. Den sitrede let, men blev dog stående, da hun løftede hånden og trak den væk fra knivens skaft.
Hendes blik sprang imod Rafael hvis knæ syntes at knække sammen, da han faldt på knæ ved hendes side med undskyldende ord strømmende ud af sine læber. Delilahs læber gik fra hinanden i et lille, chokeret plop da hun hørte hans ord. Hun kæmpede sig langsomt opad, så hendes overkrop blev holdt oppe af albuerne, og hendes blik var sat fast til hans.
"Rafael? Hvad kan du huske?"
Hendes stemme havde ændret sig, for selvom hun endnu havde set sig langt over vred på ham, så var der så tydeligt noget galt med ham, at det ikke syntes muligt at det var et skuespil. Så snart han var sit gamle jeg, der havde lyst til at flå hende fra hinanden, hvis hun var uforskammet imod ham, så ville hun ligeledes få lysten tilbage til at rive alle hans lemmer af.
For selvom Delilah på ingen måde syntes at være det på grund af den måde hendes temperament tit overtog hende, og den måde hendes omgivelser reagerede på de hårde ord der passerede hendes læber, så var hun faktisk en virkeligt hjælpsom person når det kom til stykket. Selv Rafael, som hun lige for tiden havde utallige problemer med, syntes hun at kunne hjælpe når han havde brug for det - også selvom det var lettere modvilligt fra hendes side af.
Med et hurtigt skub kom hun på benene, og greb fat i Rafaels arm - uden at støtte sig til den, men tilsyneladende for at sørge for at han også selv trak sig op i stående stilling igen. Det vakte et let ubehag i hende at se ham virke så .. svag, som han gjorde på dette tidspunkt. Overraskende nok mærkede Delilah ingen vrede for det faktum at hun netop var blevet fældet af hans hale.
"Hør, ved du hvor du bor? Jeg skal nok følge dig hjem."
Uden at tænke over det flyttede hun hånden fra hans arm, og rakte en hånd ud for at hjælpe ham op. Alting var vendt på hovedet.

Rafael sukket lettet og efter nogen dybe indåndinger mens han kom på benene igen, sagde han venligt og roligt "Vent, du kender mig godt nok til at true mig med knive, men ikke vide hvor jeg bor?" han prøvet at lyse lidt stemning inden han rystet på hoved og sagde "Nej, vågnet begravet indeni et hus jævnet med jorden. Kendte ikke mit eget navn før du råbte det til mig, så slet ikke min adresse." Rafael tog sig til sin mave fordi en sult kom rollende henover ham, og selvom den langtfra var stor endnu, så havde han lyst til at få et eller andet ned.. men hvad vidste han ikke. det var ikke gået op for ham han spiste sjæle, så han rettet sine tanker mod valget mellem kanin streg, eller om han måske var vegetar? Han løftet blikket ydmygt på til hende og spurgte lavmeldt "Undskyld frøken, men ved du om jeg har nogen allergier af en art? alt denne skiften mellem faldne huse, knive, råberi, og trusler har givet mig selv en appetit" Man kunne se i hans øjne at han ikke bebrejdet hende alt råberiet, han var taknemlig over hendes omtanke og omsorg til at ligge sit personlige had til side, og han ville gerne genbetale den luksus, men siden han ikke engang kunne huske hvilken dag på ugen det var, så måtte hans gæld vente med at blive betalt til muligheden bød sig. "Når jeg får min hukommelse igen, så mind mig om jeg står i gæld til dem"

Delilah greb fat i sit raseri, og begravede den så dybt i hendes sind at det syntes umuligt for det at hæve sig til overfladen lige foreløbig. Hendes læber sitrede let, sekunder før et smil blev tvunget frem på de rødlige læber - men det falske smil blev kort derefter erstattet af et ægte smil, der lyste af et strejf af latter. Hendes hoved bevægede sig hurtigt fra side til side, imens hun benægtede hans ord så kraftigt at krøllerne stødte sig frem og tilbage i hårde ryk, der tvang det i bevægelse. På trods af hvor meget det modsagde alt hun ønskede, så kunne hun ikke lade være med at lade et lille stik af noget venligt glide frem ved denne måde Rafael opførte sig på - Måske ville hun endda midlertidigt holde af hans underligt venlige personlighed? Blot tanken om dette syntes modstridig og malplaceret i hendes krop.
"Søde-"
Dette ord var hverken en del af noget man kunne sige til Rafael eller noget Delilah kunne finde på at sige, men ordet passerede kun hendes læber fordi hun ønskede at se om han reagerede negativt på det. Jo værre han reagerede på dette, jo tættere måtte hans gamle personlighed ligge på denne ... person, han havde forvandlet sig til.
"- jeg kender dig fandme nok til at gøre ting du ikke vil vide."
Luft blev hevet ind imellem hendes læber i et hårdt sug, før hun fortsatte sætningen som havde den aldrig endt.
"Jeg ved hvor du bor. Jeg tester bare din viden, men siden du åbenbart er helt blank, så må vi tage den derfra."
Selvom ordenes klang var lettere hånlig, så syntes tonerne der legede med ordene ikke at indeholde dette flabede skær der burde sive derfra som gas. Delilah vippede kort hovedet til siden, men lod så øjenbrynene flyve op imod den mørke nattehimmel idet han begyndte at spørge ind omkring allergier. Tænkt at hans hukommelse kunne blive banket så grundigt ud af hans hoved, på trods af hvad end der måtte hamre imod hans hoved.

"Desværre Rafael, det er ikke lige dén slags information jeg har lagt vægt på før i tiden. Men hvis du er sulten skulle du måske finde nogle sjæle; Dét er fandme lækkert!"
Da hendes stemme lod ordet sjæle svinde ud i luften omkring hende, så fik tonerne i hendes stemme i det samme en anden klang. Selv kunne hun godt mærke hungeren drille hende indvendigt, men selvom hendes krop havde brug for denne næring, syntes hun ikke at ville reagere på den vedvarende prikken i hendes indre. Hendes øjenlåg gled kort i, idet hun skubbede disse tanker så langt væk som det syntes muligt, for at hun kunne koncentrere sig om den forestående opgave; Få Rafael hjem.
Et smil fik hendes læber til at bølge, sekunder inden hendes øjenlåg bevægede sig opad, og afslørede hendes grønbrune øjne i månens skær endnu engang.
"Tro mig Rafael; Du vil blive mindet om at du står i gæld til mig."
Med denne kommentar trådte hun frem, og trak en hånd fremad så hun kunne lade en slank finger pege imod den side der var vendt Rafael ryggen. Hendes blik bevægede sig igennem mørket idet hun prøvede at finde den bedst mulige løsning at finde vejen hjem til ham på, uden at passere nogle af de mulige fjender en af dem måtte have - Delilah selv havde utallige fjender, og noget i hendes hviskede at hans antal af fjender var mindst på hendes niveau.
"Kom med, så skal jeg nok aflevere dig hjemme ved dig selv."
Hun trådte forbi ham, og uden at lade blikket glide tilbage for at tjekke om han fulgte hendes skridt, begyndte hun vandringen imellem skyggerne imod dæmonlederens bolig. Hendes blik bevægede sig konstant omkring, idet hun sørgede for at være sikker på at ingen farer lurede i de skygger der havde lagt sig som blæk over alt.

Rafael opdaget slet ikke ordet søde forlade hendes læber af glæden over at se hendes smukke smil, som han gerne ville se hende gøre mere af. ordet ´søde´ sagt til ham var lige så ligegyldigt for ham pt som ordet piskefløde eller træsko, så langt fra dæmon lederens tankegang var han ihvertfald.
Rafael så Delilah var på sin vej væk, hvilket fik ham til at sætte sine fødder igang og følge efter hende, men han prøvet at komme op i et hurtigere tempo der kunne få hans store krop op ved siden af hendes, hvilket han næsten fik gjort, men valgte bare at holde det tempo hun havde nu, hvorefter han begyndte at snakke til hende fordi han var nysgerrig på hvordan hans ´rigtige´ personlighed var "Må jeg stille et spørgsmål smukke? Hvis rollerne var ombyttet, og du var den med hukommelses svigt, ville jeg .. du ved" Selvfølgelig ville han gerne have han var en venlig sjæl fremfor en idiot, men sådan som hun opførte sig da de mødtes, gav ham en ide om han ikke fortjente hendes omsorg. han forsatte med at snakke af nysgerrighed "Du snakket om sjæle før. Det var forhåbentligt en metafor for noget andet spiseligt ikke?" Rafael ville ikke i den tilstand kunne finde på at tage en andens liv, og slet ikke for noget så midlertigt som føde, og så primitivt for at være et rovdyr, der var en god grund til Rafael i sine unge år i romertiden bliv tvangs fodret af sin storebror, gjorde ofres liv så hæsligt og sorgligt at det eneste medlidenheds ting man kunne gøre for dem var at ende deres liv, det forgik mange år indtil Rafael havde droppet sine teenage emo menneske rettigheds fantasier, og han bliv ligeglad hvilken sindstilstand ofret havde, men så igen, hvor meget bedre var mennesker? de slagtet kvæg og kyllinger og et utal andre dyr fordi de var for egoistiske til at blive vegetarer, hvilket valg havde vampyrer og dæmoner? hvilke alternativ, de var den slags tanker der i starter gjorde det lettere for ham, men nu var han sat tilbage til sit startpunkt, ingen miljø skabt sindsyge eller volds problemer skabt af hans storebrors mishandling, og uden skylden og tanken om at ligegyligt hvad hans kreative hjerne udtænker, har han altid udført noget værre ved en anden på et andet tidspunkt.
Rafael og helt sikkert den kløgtige og opmærksomme Delilah ville kunne langsomt føle nogen holdt øje med dem mens de vandret gennem natten, men ingen i hverken vinduer eller på gaden af hvad man kunne se, men tros de ikke kunne se nogen var man så sikker på det som en fuld mand havde drukket tros man ikke så ham med en øl i hånden.
Da de kom fik alene tid på en krydsvej hørte man en lille gade dreng ligende fyr fløjte fra et hus tag, også fra alle de fire veje kom hver sin gruppe vampyrer gående, med hver deres kæde eller baseball bat over skuldren. steriotypiske gangstere hele bundet, udover en vampyr med håret tilbage og gik i en tynd og elegant silke skjorte der gik med en stok der havde et dødningehoved på spidsen. hans fingre negle var lange og biske, og han kunne ligne en blanding mellem en gentlemand og en bedragerisk løgner. Vampyren med sine 12 vampyrer fra alle fire veje, bryd stilheden "Jamen.. ser man det. Vi var bare på udflugt også støder vi ind i jer. hvor hyggeligt" vampyren var indbegrebet af selvsikkerhed, ikke frygt eller styrke, men selvtillid havde han rigeligt af, var nemt at se. Han satte en af sine lange negle på sin under læbe og spurgte Delilah mens hans blik var rettet dybt ind i hende "Valentine, her går jeg og drengene og planlægger og ligge dig i et baghold, men så høre vi rygtet du havde truet dæmonlederen med en kniv, så vi regnet med vi kunne slappe af og indkassere dusøren hos vores arbjedesgiver imorgen tidlig, men så... Var du ubelejligvis i live" Han holdt en pause og forsatte "Men .. for en forretningsmand for mig, er det en åbning, for hvis du stadig lever efter det en af mine drenge siger han så på kroen, må betyde dæmoneres leder er svagere end forventet. Så to kendiser med et smæk"

Vampyren.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Smilet tøvede på hendes læber, men hun kunne ikke tvinge det væk fra disse ved tanken om hvad der ville ske hvis situationen havde været omvendt. Hendes hoved bevægede sig i ryk til siden, da hun langsomt rystede på hovedet - selvom hendes blik endnu var klistret til det samme punkt der var omringet af de mørklagte skygger der syntes at bevæge sig ind imod de to.
"Nej Rafael, du ville ikke hjælpe mig."
En latter syntes at have taget bolig i hendes stemme, idet blot tanken om at tingene ville have udviklet sig nogenlunde ens hvis det havde været modsat, syntes så absurd i Delilahs øjne af det næsten var morsomt. Hendes blik flakkede kort henover en mur med fugten drivende ned af sig, hvorefter hendes blik trak sig til siden for at fange Rafaels blik i blot et kort sekund.
"Og, du behøver ikke finde på navne til mig - Mit navn er Delilah."
Hendes blik blev skubbet væk fra hans af de instinkter der tvang hendes øjne til at være i evig bevægelse, for at sikre sig at hver eneste centimeter af de skygger, som selv ikke månens blege lys kunne trække tynde. På trods af de klumper af ubrydeligt mørke der klistrede sammen ved hver krog og som kunne indeholde selv den mørkeste skabning uden hendes viden, så blev hendes fokus med ét slået væk fra samtlige mørke klatter og skyggefulde steder. Hendes krop stivnede som havde iskrystaller spredt sig over hendes krop og frosset hendes muskler fast.
"Metafor? Hvor hårdt slog du hovedet?! Du er en dæmon! Vi har brug for sjæle for at overleve! Der er fandme ingen metafor indblandet i dét."
Små prikker af ængstelighed havde fundet vej til den stemme der ellers var blevet overtaget af seriøsitet, få sekunder inden et chokerende fund i hendes tanker slog hendes koncentration over bord og ned i de iskolde vand; Hun ønskede ikke at Rafael skulle dø. Måske var det bare fordi han i denne venlige tilstand syntes alt andet end som den type af personer hun ønskede at gennemhulle med en kniv, idet hun ikke så andre grunde til at lade knivens spids rettes væk fra hans hjerte. Det måtte være grunden.

Delilahs lydløse skridt havde kun ramt jorden nogle gange, før en følelse af ubehag vældede ind over hende. Alle hendes sanser prøvede at kvæle hinanden da de kæmpede for at vokse hurtigst og mest intenst, men det lykkedes dem alle kort efter at snige sig henover jorden i et forsøg på at opfange det mindste tegn på fare. Dette tegn kom dog hurtigere end forventet, idet det var som stak overvågende øjne hendes krop ned for hvert skridt hun tog. På trods af denne vished om problemer fortsatte hende skridt, selvom hendes hånd dog bevægede sig op under den løse trøje der flød som vinden om hendes overkrop, for at lade hendes fingre sno sig om en af de knive der var fastspændt derunder.
Hendes øjne var let sammenknebne da civilisationen forsvandt omkring hende, og efterlod hende med en lettere forvirret dæmonleder og en følelse af voksende ubehag over at blive iagttaget af folk der tydeligt ikke var venligtsindede. Dog havde Delilah aldrig været typen der gav op og lod sig sive i baggrunden, ikke om der så havde stået en hær af de stærkest mulige væsner på planeten foran hende, og fortalt hende at hvis hun ikke overgav sig ville de skære hendes krop i små bidder.
Et fløjt strimlede luften, og tiltrak sig hendes opmærksomhed så hurtigt at det syntes som blev hun opmærksom på den snavsede dreng endnu før lyden skar igennem hendes læber. Dog havde hendes blik ikke valgt at sætte sig fast på denne ubetydelige dreng i særlig lang tid, da hendes sanser kort efter havde for travlt med at opfatte faren der indkredsede de to og afskar dem deres flugtveje. Et smil brændte Delilahs læber op; Hun havde savnet at få lov at være en koldblodig massemorder med en grund til massemordet.

Hendes blik bevægede sig analytisk ved hver gruppe af vampyrer, idet den logiske del af hendes hjerne udarbejdede taktikker til at lade disse vampyrer smage døden endnu engang. Helst uden at vende tilbage, denne gang. Dog syntes Delilahs blik mest at være interesserede i vampyren der trådte frem foran dem. Ærligt måtte hun indrømme at hun ikke huskede denne vampyr, men det betød ikke at hun ikke kunne være hans svorne ærkefjende af hvad hun vidste på dette tidspunkt; Den type var hun helt simpelt.
"En lille udflugt der helt tilfældigt omringer os som vilde dyr der skal slagtes? Hvilket helt tilfældigt sammentræf, som på ingen fucking måde er planlagt. Ikke sandt?"
Stemmen der klistrede af en unaturlig og lettere kvalm sødme, af den slags der ville give en fornemmelse af at drukne i chokolade for de mindre erfarne. Hendes hoved bevægede sig en smule fremad, da hun sigende nikkede imod de klo-lignende fingernegle der var groet ud fra hans hånd.
"Har jeg nogensinde fortalt dig om fænomenet 'negleklipper'? Det er en ting der skal sørge for at man ikke får sådan nogle klamme negle som dem jeg snart river af dine fingre. Du skulle prøve dem en dag."
Den strøm af ord der derefter forlod hans læber, frembragte ikke andet end en flabet grimasse der flakkede kort over hendes ansigt. Hverken en dusør på hendes hoved eller en arbejdsgiver der ville have livet suget ud af hendes krop chokerede hende, idet begge dele forklarede hvorfor hendes hukommelse ikke kunne finde denne mand frem. Et dybt suk forlod hendes læber så snart strømmen af ord rindede ud fra hans læber, hvorefter hendes blik kort strejfede Rafael. Gad vide om han kunne kæmpe i sin tilstand?
"Ja, i kan få lov at blive klasket som fluer af os begge to? Vov ikke at lægge mig i et baghold - det pisser mig bare af."
Hendes anden hånd listede sig også op under den cremefarvede trøje, så begge hendes hænder nu svævede nogle få centimeter fra hver deres våben. Hun vippede hovedet let til siden, og rettede blikket imod Rafael.
"Nu skal du få genopfrisket glæden vil at slå irriterende blodsugere ihjel, Rafael."
Med disse ord fløj hendes hoved imod den ene gruppe, imens begge hendes hænder blev revet ud fra tøjens mørke, med påklistrede våben sat fast hver hånd; En skinnende pistol hvori sølvkuglerne ikke blot var velsignede men også badet i vievand, mens den anden hånd indeholdt den samme form for velsignet og vievandsfuldt sølv der dog var smedet i form af en kniv.
Indersiden af hendes hænder brændte af vievandet, men hendes tanker var for fokuserede til at bemærke denne smerte. Pistolen blev svirpet op, idet hun med et køligt overblik sigtede imod panden af en tilfældig vampyr, og affyrede. Et hvæs forlod vampyren da kuglen gennemborede dens pande, samtidig med at Delilahs løbende skridt havde sendt hende i retning af de resterende to der stod i den gruppe hun havde sigtet på. Kampen var i gang.

Da Delilahs ønske om nærkamp var tæt på opfyldelse, og hun næsten var i tæt kontakt med de to vampyrer, trådte de begge et beslutsomt og planlagt skridt tilbage, for modsat Delilah var de ikke påvirket af djævelske pentagrammer, og gemt under en silke-tynd-måtte som var farvet til at ligne cemententen der omringet den, lå et dæmon fangene pentagram, skabt til at neutralisere dæmoners overmenneskelige kræfter, samt gøre dem ude afstand til gå ud af pentagrammet, eller selv ødelægge pentagrammet, kun en dæmon udefra pentagrammet, eller en ikke-dæmon ville kunne ødelægge pentagrammet, om det så var tyggegummi det var lavet af. Rafael i imidlertid var faldet for samme trick, dog ikke i et forsøg på kamp men at gå hen til en anden gruppe af vampyrene i en anden del af vej krydset, og tale om det, men kun mødt af grinene vampyrer da hans diplomatiske strategi fik ham fanget da han ville give hånden til den ene om kom til at gå indenfor pentagrammet, og nu kunne han hverken bruge evner, gå ud, eller ødelægge pentagrammet på vejen hånd.
Var vampyrer intelligente nok til sådan en fælde? sten-sikkert ikke, for selvom vampyrer ikke havde mindre hjerne end andre væsner, havde de ligesom andre stærke væsner som dæmoner og skyggevæsner en vane med at bruge deres overlegne styrke til at klare problemer og andre væsner med, de eneste som rigtig brugte komplexe strategier var typisk dem der var fysisk tvunget til at udvikle dem, som menneskelige jægere af det overnaturlige, og hvis man er uenig i den teori, skal man gøre redde for hvorfor alle væsner selv en så kløgtig som Delilah går i nærkamp uden plan eller omtanke udover fysisk dominans, svaret er selvfølgelig enkelt, ingen tiger i afrika ligger planer fordi de kan nedlægge alt fysisk uden besvær, selvom der er andre rovdyr.
Ud af mørket bagved vampyr lederen kom et velkendt ansigt for Delilah, Vladimir, Sebastian Castles ven som hun havde mødt i deres lejlighed. Vladimir klappet arrogant i hænderne mens han kom mere og mere ind i det afgørende lys. "Intet personligt darling" han fik en god potion penge af vampyr lederen og duftet til dem inden han forsatte "Jeg stoppet med at jage vampyrer, dæmoner, vareulve, og engle for blodløst og sport, for længe siden. Nu det rent business" Han tog en af sedlerne tilfældigt i bundet af penge, brændte den med sin zippo ligther for at se om det var falske penge, men da flammen var normal nikkede han anderkende til vampyren, hvorefter vampyren var den som talte "Er jeg en forretningsmand.. du skulle have hørt bedre efter Valentine.. Mr Creed her har gode erfaringer indenfor udslettelse af vores slags, og enhver god forretningsmand suger til sig af den slags erfaringer" Vladimirs efter navn var ikke Creed, men selvfølgelig bruger man et alias i sådan situationer.
Vladimir havde aldrig kunne lide Delilah, som aseksuel kunne han ikke engang på et intimt og seksuelt level, så han ville få ingen dårlig nats søvn over hendes forsvinden eller for tidlig død, selvom han direkte mente som dæmon at hun havde levet alt for længe var sekundet hun bliv født, men var mere penge end personligt selvretfærdighed og had som drev ham til at få hende dræbt, men Castle derimod var hans ven, til det omfang en person som Vladimir, Castle, eller Delilah selv ville kunne have nogen venner, så Vladimir havde en backup plan klar, ikke for Delilahs skyld, men for Castles, og efter at Vladimir havde fået hans penge, sagde han til vampyren "Den bitch kasteret mig i mine unge år, tillad mig en afsked med hende inden i tager dem til den egen arbjeders giver" Vampyren smilte sadistisk og så til mens Vladimir gik op til Delilah der indeni det pentagram var intet andet end så svag som et menneske ville med hendes tynde overarme, og gav hende en kraftig bokser lige højre på siden af hoved uden så meget som at tøve eller vise det var hvad han havde tænkt at sig gøre, men mens han havde længet sin hånd ind til et slag havde han bevidst tabt en lille senser i hendes kavalergang, som gjorde det muligt at tracke sig hen til hende, når hun var taget hen til den person som havde bestil hende, så han og gutterne kunne befri hende, men på samme tid få Delilah til at finde ud af hvem der ville hende død eller levende, selvom hun sikkert havde mange som ønsket det, så ville hun sikkert ikke sige nej til en lille personlig samtale med vedkommende. Men Vladimir gjorde ikke dette for Delilah, han var en soldat for højst bydende, og holdt sig altid til sin aftale, han lovet Delilah ville blive transporteret sikkert til køberen, så han ville overholde aftalen, at han så ville befri hende bagefter havde intet med Delilah at gøre, men med Castle. "Jeg ved altid hvor du er" sagde han så nok kun hende som havde følt sensoeren faldt ned mellem hendes bryster, ville vide hvad han snakket om.
Vladimir forlod stedet uden at se sig tilbage, og de to vampyrer, som inden i pentagrammet var stærkere og hurtigere end Delilah, fordi de var vampyrer og hun ikke var andet end et menneske, fik de taget en pose om hoved på hende som var sat fast med en kæde smedet af Vladimir som havde et mobilt pentagram på sig der gjorde en dæmon ville brænde nallerne, hvis de rørte kæden. De gav hende kæder og benlænker, som var smedet af Vladimir der havde hellige symboler og pentagrammer på valgt til ikke at gøre skade, men holde hendes hurtighed og styrke på menneske plan. Samme bliv gjort med Rafael, han strittet ikke imod.

Vinden blæste omkring hendes ansigt, og kærtegnede hende blidt på trods af farten der burde piske ubehageligt imod hende, idet hun trak sig fremad imod den gruppe af vampyrer der var tilbage. Kniven bevægede sig køligt imellem hendes fingre da hun klemte hårdt for at rette spidsen i den præcise vinkel der skulle til for et hårdt og hurtigt nådesstød, imens meterne imellem vampyrerne og hendes kniv der sydede let i hendes hånd grundet vievandet mindskedes. Et smil sitrede over hendes overlæbe, og ...
Hun løb ind i en mur af tomhed, der hamrede imod hendes krop og svøbte sig som kæder omkring hende da hun pludseligt mærkede al sin styrke forsvinde fra hendes muskler. Det var som sivede alt der karakteriserede Delilah og alt der tillod hende at overleve ned over hendes krop, og plaskede ned på jorden under sig. Et suk forlod hendes læber da hun mærkede dette forsvinde, men det var overraskelsen der forlod hende via denne lyd. Hun trådte et skridt bagud, men de fiktive kæder stoppede hver af hendes bevægelser, så hun kunne ikke engang flippe ud som hun i samme sekund fik en overvældende lyst til.
Hendes hoved piskede imod siden, hvor hun fandt sit sidste håb stående fanget som havde han prøvet at give hånd til blodsugerforsamlingen der grinede smørret. Fuck hvor havde hun lyst til at flå blodsugerne fra hinanden, og for fanden hvor hun ønskede at få den gamle Rafael tilbage; Hun havde ikke noget imod den lettere svage Rafael fordi han faktisk var ret nuttet, men den gamle Rafael havde flået dem fra hinanden inden han var blevet fanget. Så ville alt dette ikke være sket!

Et ansigt der stak i hendes hukommelse og trak mindet om en lettere irriterende fyr der stod i hendes lejlighed, og fortalte Castle hvor forkert det var af ham at han boede med hende frem i hendes sind. Et navn bevægede sig legende omkring hende, idet hun ikke helt kunne finde det frem på trods af hvor meget hun kæmpede. Men så snart en stemme forlod hans læber, og ordet 'Darling' blev rettet imod hende fandt navnet pludseligt vej til hende.
"Vladimir din fucking idiot, hvad fanden laver du?!"
Hendes høflighedsgrænse var nået 0 og siden hun, når hun var mest høflig overhovedet, ikke engang kunne lade være med at smide en fornærmelse ud i ny og næ, så var det tydeligt at der højst sandsynligt ikke ville slippe én sætning ud af hendes læber der ikke var proppet fuldt af diverse bandeord. Hendes sætningen blev spyttet ud med et hvæs.
"Business? Det er fandme bullshit! Du er kraftedme en af de mest sindssyge personer jeg har set; Og det siger sgu ret meget!"
Det var ikke had der hvirvlede rundt i hendes stemme, for på trods af de hårde ord der blev spyttet ud med foragt, så kunne hun godt se det fra hans synspunkt. Hun var den dæmon der åbenbart(hvad hun ikke selv vidste af, men det var sådan hun havde forstået hans ord) der havde gjort noget underligt ved Castle, og som samtidig kunne indbringe ham læssevis med guld; Hvorfor helvede skulle han sige nej til at have hende som bytte? Det var en win-win for ham. Dog forhindrede det hende ikke i at lade et raseri brænde i sit indre over denne mand der virkede alt for kølig, på grænsen til kold.

Hendes blik flakkede over til vampyren, som ikke interesserede hende mere. Nu var han blot som brikken i et større spil - et spil der havde kedet hende længe, men som var med livet som indsats.
"Hold dine klamme læber lukket, blodsuger. Dine kommentarer er lige så nyttesløse som stængerne på dine fingre, så du kan lige så godt kvæle dig selv. Du betyder intet."
Stemmen var kold og havde et strejf af den ligegyldighed som hvert bogstav i hendes sætning sydede af. Han var en flue, og på trods af den utrolige lyst til at klaske ham op af væggen så hans indvolde splattede ud, så havde hun ikke muligheden for dette, hvilket endnu engang trak hende tilbage til slet ikke at lade ham betyde noget på nogen måde. Men Vladimir derimod interesserede hende, mest fordi hun kunne mærke hendes ben summe af en vrede imod ham.
Hans ord forvirrede hende. Kastrerede ham? Han var et menneske, hun ville aldrig lade smerte dybere end et lille bitte stiksår nå et menneske på hendes vagt - og ligeledes havde hun aldrig mødt denne fyr før han valgte at svine hende til foran Castle.
Hendes blik brændte sig ind i hans da han trådte nærmere, men hun gjorde ikke mine til at ville overveje at flytte sig. Selv hvis disse forestillede kæder der strammede om hendes krop med en iskold vægt og frøs hende til jorden ikke havde fandtes, så havde hun ikke gjort ét forsøg på at undgå det slag der hamrede imod hende, og tvang hendes hoved til siden så hendes hår lagde et slør over hendes blik.
Den kolde fornemmelse af noget der gled ned i hendes kavalergang sendte en let forvirring igennem hende, men da hun kastede med håret for at trække det væk fra ansigtet og igen lade blikket falde på Vladimir kunne man ikke se spor af denne forvirring lande på hendes ansigt. Et mærke af smerte begyndte at træde tydeligt frem på hendes kind, men endnu havde musklerne i hendes ansigt ikke rykket på sig et sekund.
Med ordene der faldt fra hendes læber, gik det hele på plads. Hun trak hovedet en smule tilbage og sendte en spytklat efter ham, for selvom hun nu forstod hans intentioner ændrede det ikke på at hun stadig lod en let irritation danse i hendes indre, sammen med det skuespil hun jo skulle opretholde.
Delilah rev i det samme de trak hende uden for pentagrammet, men så snart hun mærkede hvordan hendes kræfter endnu lå som en pyt bag hende, droppede hun dette og lod sig trække med - dog ikke før hun havde sendt en spytklat i synet på vampyren da hun passerede ham også.

Inden Vladimir kom alt for langt væk vendte han sig mod vampyr lederen og bag en skraldespand tog han et par pistoler frem, en til hver af vampyrerne og sagde mens han stod og ilusteret med håndtegn på pistol, deriblandt andet tog magasinet ud og viste kuglerne der var i, mens han fortalte hvad de gjorde. "Kulgerne i sig selv er hylster for 50 små metal pinde der er systematiske placeret inde i kuglen sammen med kemetisk sprængstof der vil fyre metal pindene ud til alle sider af projektilet, så når kulgen rammer ofret og den boer sig indunder huden og sidder fast i kødet vil pindene flå de vitale organer omkring projektilet og forvandle indersiden til en nålepude. Og fordi kuglerne er bygget til mod dæmoner er både kuglerne og pindene indgraveret med nogen hebraiske symboler fra mellemøsten mod negative og onde skabninger, som senere bliv kendt som dæmoner, samt nogen keltiske Halloween forsvars tegn som vil få en dæmons blodåre til at føles som varm tjære." Vladimir tog en af kuglerne ud og drejet den rundt mens han forsatte "Når metal pindene er skudt ud af selve kuglen, vil de dreje rundt med en brutal kraft og derved dreje knogler og led i nærheden til positioner de ikke naturligt er skabt til at kunne være i. Så hvis ´dæmon bitch´" han så mod Delilah og nikket "Så giv hende en kugle i knæet. Så vil knæskalden gå af led"
Hvis Delilahs eksistens forsvandt ville Vladimir blive lidt varm indeni, et fordi hendes race var en gruppe af vanskabninger der fortjente intet andet end en kugle i panden fra deres fødsel af, et dødt monstre ville han ikke blive ked af, og bestemt hende her som han mente havde lokket hans ven i fordæv, men fair nok, hvis Castle oprigtigt så det misfoster som en veninde, ville Vladimir søger for hun overlever.. han kunne også bare lade værre med at tage mod penge til at indfange hende.. men pengene var første priviotet for ham, det regnet han med en som Delilah der også arbjedet for penge kunne forstå. At redde Delilah var anden priviotet.
En hestevogn kom kørende hvor Rafael og Delilah bliv taget ind i. Og bevogtet af de mange og bevæbnet vampyre, mens de kørte mod kirken.

Delilahs øre opfangede hvert et ord der forlod Vladimirs mund, for selvom hvert eneste ord syntes at rumme en klang af kold professionalitet der ikke rigtigt syntes at ville lade hende forstå meningen, så havde hun for meget erfaring med skydevåben til ikke at lade ordene trænge ind under huden og lade dem blive forstået af hendes hjerne. Selvom hans våben tydeligt var rettet imod skadelse af dæmoner og uden tvivl ikke ville være mindre effektivt imod hendes egen krop, så syntes dette bare ikke ændre på den måde han tydeligt havde gjort den utroligt effektiv.
Rent professionelt måtte hun lade sig selv indrømme at dette våben imponerede hende let, og denne side af hende måtte have en rimelig stor effekt på den kvinde der var fanget som et menneske i ens vampyr hænder - meget bogstaveligt - idet selv den kvinde følte sig lettere imponeret af det våben der nok ville blive brugt imod hende inden dagen gik på hæld. Dog ville de mange nåle af smerte der ville bore sig ind i hende, ikke stoppe hendes fra at opføre sig præcis som hun plejede; Flabet, uhøflig og direkte irriterende overfor disse gidseltagere.
"Ja Vladimir, giv du dem hellere nogle våben. De kan jo ikke klare os uden våben, og uden din fandens teknologi til at gøre os svage som killinger."
Ordene blev hvæst ud inden en hestevogn bumlede henover jorden og bremsede foran de to dæmoner der var fanget i spindet af hvad end det var der havde trukket deres kræfter ud af deres kroppe. Delilahs fod vippede utålmodigt og smaskede imod brostenene, som bortførte vampyrerne hende ikke hurtigt nok.
"Skynd jer lidt, gider i? Jeg har faktisk en aftale senere som jeg skal nå."
Et hårdt skub i ryggen trak hende vaklende ind i vognen, hvor hendes krop landede dumpende ned på bænken. Hendes skulder trykkede sig imod siden, og hendes hoved lagde sig ligeledes imod siden af denne vogn. Hendes blik gled derefter lettere kedsommeligt over omgivelserne da hestenes vedvarende trav førte dem fremad.
Udfra det skær af ligegyldighed Delilahs krop udviste, så var det tydeligt at denne oplevelse var langt fra unik. En kæde af bortførelser og såkaldte afstraffelser havde strukket sig igennem hendes liv, idet hun levede et liv der påkrævede dette som prisen; Ligesom hendes liv krævede døden som en pris.

Hestevogns turen var fyldt med latter, og trusler, for mens Delilahs flabet, skamløse og drilske natur drev vampyrene til vanvid og var tæt på at skære halsen over på hende fra øre til øre, mens deres tålmodighed bliv testet, kunne man ikke lade værre med at finde Rafael lidt nuttet mens han fik vampyrene til at grine deres røve af den anden halvdel af turen, han prøvet at tale dem fra at skade Delilah hele tiden og brugte meget shakespeare ligende sætninger men sagde dem som en stresset bank mand der bliv helt vildt bange for nogen røvere, og mens han faldt over sine ord mens han citeret digte på højt plan og var bange fra kidnapperne. hvilket var grunden til han faldt over sine ord, og han lignet rimelig meget en ung fyr til en filosofi eksamme med de onde vampyrer som lærer der moret sig over hans stress.
hestevognen stoppet brat, og alle vampyrene var ved at falde, udover lederen som sad roligt og afventede som var han bolteret fast til sit sæde med håndstørrelse søm. Han snakket til Delilah nu for førte gang under turen, mens de andre vampyrer fik kommet på benene igen. "Jeg er faktisk glad for mine negle" Han lød ikke rigtig trist men man kunne godt fornemme han sagde det fordi hun havde sagt de ting om hans stænger som hun havde kaldt dem, men han holdt hoved højt og ryggen rank, så han lød oprigtig i det han sagde, så oprigtig og ærlig man kun kan være med en dødende person, for det var hvad hun var for ham.. hun kunne gå ned med kløerne fremme og være flabet alt hun ville, men som han så det var hun et rovdyr der sang på sine sidste toner.. intet respektløst i det, betød bare han kunne reagere på hendes flabethed uden at skulle svine hende tilbage eller forsvare sig selv, lade hende give sin sidste gnist af energi inden hans arbjedesgiver ville flå hjertet fra hendes bryst. Vampyr lederen rejste sig elegant op da døren til hestevognen åbnet og manden som normalt sad og skulle piske hestene igang sagde "En løber sagde møde stedet er ændret til en lagerbygning ikke langt herfra. Han bar arbjedesgiverens mærke, så den god nok." Manden kastet en pose guld mønster til lederen og sluttede af "Jeg sagde til ham at ændre planen ville koste ændre, også gav løbere mig den" Lederen vejet posen med glimtrene guld i sin hånd og nikket anderkende, hvorefter lederen af vampyrene lavet en håndgestus til han skulle begynde at få hestevognen videre igen. Hvilket han gjorde og fik hestene igang igen efter at have lukket døren og sat sig op på pladsen igen.
Heste vognen stoppet først igen da begge døre bliv åbnet, og man kunne se hestevognen var kørt indenfor i en mørk og forladt lagerbygning. Delilah og Rafael bliv taget op af en vampyr under hver deres arme, og med menneske styrke kunne Delilah og Rafael selv føle hjælpeløsheden mod en uretfærdig naturlig styrke, men selvfølgelig kunne Rafael intet huske og strittet ikke mod, så han lagde ikke mærke til det, men Delilah fik måske fornemmelsen af mennesker skulle træne kontant for at være på ligefod med deres overnaturlige overmænd.
Lagerbygningen var støvet og ensomlig, udover der kun ti meter fra dørene Delilah, Rafael og alle vampyrene kom ud af, var en stol der lignet en trone, hvor deri sad en mand i lang rød kappe og med en maske for ansigtet, mens resten af hans krop var dækket af silke klæder og elegante sko der var en blanding mellem klovne støvler og adelsmands støvler af kerne læder. Ved mandens side sad en mand i kæder på sine knæ med en pose over hoved. "Not a step closer my dear gentlemen." Manden i silke tøjet og masken lavet en håndfagt til vampyrene skulle stoppe hvor de stod, hvilket de gjorde, udover deres leder som forsatte et par skridt mere "Betal" Manden i silketøjet begyndte nu at opføre sig som han ville have vampyrene lidt op at køre. "I am in charge here.. freak" Nogen af vampyrene trak deres skydevåben da de hørte nogen klik fra et par auto rifler der bliv ladt i mørket af skyggerne forskellige steder i lagbygningen som man ikke kunne se pågrund af mørket kunne man antage. Lederen af vampyrene stoppet sin gang mod manden i silketøjet, og trak sin egen pistol, han peget ikke på noget eller nogen, han stod bare klar med den, hvilket fik de andre vampyrer til at gøre det samme.
Manden i silketøjet havde sine hænder i skødet, af to grunde. Et under det stof stykke der var af samme materiale og farve som hans tøj så det var svært at skælne der var et stof stykke.. bestemt på den lange afstand.. lå der i hans ene hånd en lille anordning som havde en knap i midten, og i den anden holdte han det tynde og lette auto våben kaldet en MP9, kunne skyde 600 skud i minuttet, hvilket var 6 skud i sekundet, og da den sidste vampyr havde trukket sit skydevåben fordi de følte sig i en forhandlings situation hvor de skulle være klar på at slås, der trykket manden i silketøjet på sin anordning til pistolerne som fik holderen, der hvor det var naturligt at holde en pistol, åbnet fire forskellige steder, og fire små barber blads knive dybbet i helligt vand kom ud af de fire åbninger, og enhver der har leget med barber knive ved at hvis de sataner komme inærheden af ens fingre og de bliver kørt op af dem i hurtig fart kommer der nogen dybe sår, hvilket fik pølsefingrene i alle vampyrens højre hånd, til at falde af som var det pølser fra netto som bliv ramt af en kødkniv og i det sekund vampyrene følte vievand som var på barber knivene boer sig ind i deres åbne kød sår, hvor der engang sad fingre, rejste manden i silketøjet op med sin MP9 "Lag hende gå nu!" stemmen lyd nu som Vladimir, og man hørte riflerne i mørket blive afsikret så de var klar til at skyde, og af den intimidende lyd, følelsen af at være overmandet og i undertal af våben, samt det bidenede smerte fra deres fingreløse hånd, var der ingen vampyrer som så deres ods var ufattelige dårlige, hvilket fik dem alle til at løbe, men lederen bliv skudt i ryggen fra en anti vampyr MP9, hvilket fik ham til at falde op og ud af hans 12 skudhuller, fordi den kunne skyde 6 i sekundet, kom der en bacon fedt ligende masse ud af hans ryg, og han bid sine tænder sammen og vridet sig i smerte mens hans hold valgte at efterlade ham i stikken.
Vladimir smid først sin maske, hvorefter han gik hen til vampyr lederen og fra lommen tog sine penge tilbage, som han havde fået fra den falske løber der havde ledt dem til lagerbygningen. Vladimir tændte en cigaret inden han ville befrie Delilah og Rafael. "Det er nogen urter fra det gamle rusland. De bliv brugt af urte kloge og alkymister til at få muskelmassen på vampyrer til at blive til fedt reserver" Vladimir stod og røg mens han forklaret til vampyren som lå og vrid sig i smerte forsat, hvad der skete inden i hans krop "Urterne bliv kendt som sne støv da en fransk adelmand for første gang transporteret det til de kongelige musketerer våben arsenal." Vladimir tog et sidste sug på sin cigaret "Slut med historie timen. Sne støvet der lå i kuglerne vil forsætte med at omdanne dine muskelgrupper til flæskesværd fedt til din krop er fysisk lammet af mangle på kraft til at rejse sig selv op, derefter vil dine organer kollapse som domino brikker pågrund af den unaturlige tryk forandring" han så nu filosofisk ud og kigget skrådt op som om han snakket til vampyren, men sket ikke gad tænke på han faktisk var til stede "Når du ligner en kartoffel indeni, er jeg itvivl om hvorvidt du er død faktisk Det er ikke en traditionel måde at dræbe jer på, og mange vanskabnings jægere gennem tiden mener bare i vil være lammet som en spastiker i en rullestol. Siden jeres organer er væk behøver i ikke længere blod for at opretholde jeres liv, men siden i vampyrer har bevist i ikke har brug for organer for at leve, kan i måske stadig føle fornemmelsen af at leve.. selvom i indenvendig er 100% fedt klumb. Så, måske dør du, måske får du bare lov at ligge og stirre i uendelig" Vladimir hadet vampyrer så meget som dæmoner, men faktisk skød han ham ikke for at dræbe ham, han skød ham for at få guldmønterne givet til vampyr lederen af den falske løber. Vladimir slukket sin cigaret på næsen af vampyren ved at boer den ned på hans næsetip, hvorefter han drejet sig mod Delilah og sagde så meget roligt og næsten venligt "Undskyld for at slået tidligere. jeg tilgiver din spyt klat" Han låste Delilahs kæder op og sådan. han kunne ikke lide hende, men han gad ikke havde hun slog ham, så gad han ikke befri hende i fremtiden.
Vladimir nikket mod manden der sad på sine knæ med kæder og pose over hoved, ved siden af tronen. "Det var manden der ville have dig død." Vladimir begyndte at gå rundt og indsamle sine højtaler som var gemt forskellige steder, højtalerne var dem som havde lavet riffel lydene, og skabt ideen om der var vagter i mørket, men enlig havde der ikke været nogen til at hjælpe Vladimir.

"Lad være med at være glad for dem."
Delilahs kedsommelige stemme snoede sig lavt fra hendes læber, men der var ingen tvivl om at hans vampyrsanser ikke ville have nogle problemer med at opfange selv de svage toner der trak sig som flabede og hånlige lyde igennem hestevognen. Hendes blik, der havde været rettet imod omgivelserne og ikke ét sekund havde strejfet ham, løftede sig og lagde sig imod vampyren med afskyen malet i ansigtet.
"De er fandme klamme."
Hendes krop blev forgæves hevet i da hestevognen stoppede, men hun syntes ikke at falde forover som mange andre - istedet spændte hele hendes krop, så hun endnu så ud til afslappet at ligge henslængt op af den inderside hestevognen præsterede. Et smil fik hendes læber til at sitre da han rejste sig, og forsvandt ud af døren uden yderligere kommentarer. Hendes blik vendte tilbage til at lægge imod hestevognens sider, men hendes hørelse sneg sig ned langs gulvet og udenfor, så hendes hjerne opfangede hvert et ord der blev udtalt.
Mødestedet var ændret? Hendes tanker snurrede let, idet hun forsøgte at finde en løsning til hvorfor dette skulle ske, idet det ikke var noget der skete specielt tit. Ikke medmindre noget vigtigt var sket, og så ville meddeleren i størstedelen af tilfældene lade nogle ord falde omkring dette. Men siden vampyren ikke syntes at reagere på dette, så trak Delilah disse mistanker tilbage og tillod sig selv at falde tilbage i den kedsommelige trance. Hun lignede alt andet end en kvinde, der var på vej til at blive smidt i sin egen grav.

Hendes hoved fløj opad da vognen endnu engang stoppede med et ryk, men ikke et glimt af frygt bevægede sig over hende, idet det langtfra var første gang en eller anden idiot troede at det var så nemt at slippe af med hende. Det var dog første gang hun havde en frygtet dæmonleder med, der muligvis var svagere i sindet end et spædbarn. Hendes blik gled dystert henover ham, og hans egen sætning gled endnu engang igennem hendes tanker; Fandme jo om hun skulle huske ham på dette her.
Så snart en af vampyrerne snoede fingrene om hendes ene arm, smældede hendes anden over hans ansigt og nåede kun netop lige at presse et hvæs ud gennem hans læber, før han greb fat i hendes anden hånd og holdt dem nede. Delilahs krop var trænet, så selv i denne menneskelige tilstand hvor hendes dæmonkræfter var væk var hun stærk, men alligevel kunne hun ikke rive sig fri fra vampyrens greb; Langsomt kunne hun mærke hvordan Castle faktisk burde imponere hende mere end han allerede gjorde, siden han kunne kæmpe med væsner på den måde han gjorde, men den ringe styrke der irriterede hende grusomt lige nu.
Hun lod dem skubbe hende som var hun en køter, idet hendes fingre længedes efter at slå dem ned - men hun holdt dem tilbage, idet hun uden tvivl ville få en chance senere. I stedet tvang hun sit blik til at bevæge sig over det lag af støv der dækkede lagerhuset, indtil hun fandt den latterlige trone der var placeret hengemt i skyggerne, der dansede deromkring som holdt mørket fest. Hendes øjenbryn fløj imod luften, imens et hånligt fnys latterliggjorde hvem-end der havde fundet på at bygge en sådan anordning.
Stemmen der blev stødt ud bag masken - åh gud, flere latterlige rekvisitter? - prikkede til hendes hukommelse endnu engang, og denne følelse af mistænksomhed drejede sig i hendes krop endnu engang. Hendes blik lagde sig dog tættere på den knælende mand i lænker, hvis ansigt blev skjult af en pose. Men hendes blik fandt det scenarie der udspillede sig for hendes blik, så snart vampyren mente at kommandere med denne mand der var indhyllet i lange silkeklæder ville være en super god idé.
Hendes slanke øjenbryn bevægede sig opad da ordet 'freak' passerede mandens læber, sammen med en latter der hånede hele denne forsamling af diverse væsner. Hendes blik trak sig over imod Rafael, men rev sig imod skyggerne da klikken fra pistoler gennemborede hendes tanker - hun kendte denne lyd, og derfor var der en instinktiv reaktion der dansede i hendes krop. Hun trak sig sammen og rev sig fri så hendes hånd kunne lægge sig imod våbenbæltet der altid var nær hende.

Og pludseligt brød kaos løs. Skrig gennemborede luften, og sendte pile af overnaturligt høje lyde igennem hendes øregange da en pludseligt smerte hamrede igennem samtlige vampyrer i lokalet. Hendes fingre brændte for at rive pistolen op, men hendes hænder var allerede vredet i en unaturlig stilling for at lade fingrene hvile på skaftet - det var ikke muligt at gøre mere. Hendes sanser var eksploderet idet kampscener satte ind, og blod sprøjtede fra de afkappede fingre.
"Vladimir?!"
Stemmen var blev råbt ind igennem hendes barrierer, og for et kort øjeblik glemte hun at hun burde være beredt på kamp. Overraskelsen rystede igennem hendes stemme som stødbølger, og hendes hænder rev hårdt i lænkerne for at trække dem fri. Den halvvarme følelse af sporingsordningen under hendes trøje var tydelig, og hun kunne ikke bestemme sig for om hun skulle være irriteret over at han reddede hende, eller taknemmelig for hjælpen.
Hans ord imponerede hende let, selvom ikke et strejf af det blev trukket over hendes ansigt, men efterlod en død overflade derover. Et ubehageligt smil klistrede til hendes læber da hun betragtede vampyren der vred sig i dyb smerte, og i det sekund blev det tydeligt at Delilah aldrig havde været og aldrig blev noget nær en normal kvinde. Om hun var lettere sindssyg var uvist, men dette morede hende tydeligvis.
"Dine våben er imponerende Vladimir. Jeg begynder at forstå hvorfor Castle gider dig."
Så snart kæderne raslede og løsnede sig om hendes håndled, rev hun hånden ned og flåede pistolen op. Så snart hendes fingre lå placeret omkring det kolde metal, syntes hun at kunne fokusere ordentligt. Delilah havde ingen interesse i at blive Vladimirs ven, men hun havde opdaget at det ikke var smart at være hans fjende. Sådan var det dog også ved Delilah selv, så hun mente ikke at der var nogen interesse fra nogen af deres sider, til at være hverken fjender eller venner.
"Vi måtte spille skuespillet ud - der er intet at undskylde for. Jeg havde sgu end ikke taget det ilde op hvis du havde skadet mig rigtigt."
Hendes blik gav ham et kort elevatorblik, men denne bevægelse var mere rutine end fordi hun var interesseret - for hun var ikke interesseret. Derfor rakte hendes blik hen imod Rafael, men fandt istedet manden på jorden hun tidligere havde interesseret sig, hvor hun trak sig nærmere. Hendes fingre snoede sig om posen, før hun trak den af med ét ryk og afslørede personen under.