Living Nightmare. ~Sean~

Han tog imod kvinden, da hun kom over til ham. Hendes arme gled over hans krop, på en måde som manden sikkert var van til hun kun gjorde ved ham. Men hans følelsesmæssige tortur blev afbrudt af Carolines mere fysiske. Han kyssede kvinden ned af halsen, men gjorde ellers ikke noget ved hende. Hun kunne være hans mad, lidt senere. Hvis hun overlevede så længe. Der var ingen udfordring i at torturere mennesker, de var svage og dumme. Han hviskede kvinden i øret og bad hende se over på manden, hvilket hun gjorde. Først virkede hun fuldstændig ligeglad, men så slap Sean hende med sin evne og hun begyndte straks at skrige og ville løbe derover, hvis ikke sean havde holdt hende fast. Han lagde en hånd over hendes mund mens han tyssede på hende. Tårerne gled ned over hendes kinder...

Caroline fortsatte med at torturer denne menneskemand, ikke at det var specielt udfordrende. Caroline havde ikke rigtigt noget imod mennesker, mere dæmoner. Sean, Jacob og Nille.. Var nok dem som hun intet havde imod. Eller Sean vidste hun ikke helt, hvorfor var det så svært at finde ud af hvor man havde ham henne?!
Caroline tog sin kniv og skar et kryds henover maven på manden, så blodet flød ud og gjorde næsten at maven blev blodrød. Caroline kiggede overpå Sean som stod med pigen, det var sjovt at se på. Men hvis Caroline selv havde været pigen, så forstod hun hvorfor man skulle være bange. Specielt for Sean, med den evne han kunne bruge. Caroline kiggede tilbage på manden, som spændte alle muskler i sin krop. Han ville sikkert ikke virke svag, men det var han.
Hun kunne lide lugten af blodet og frygten blandet i et, den måde det dansede om hendes næse.. Hun fik næsten lyst til at suge blodet til sig.

han smilte truende for sig selv, da han hviskede kvinden i ørerne.
"Det er din mand, derovre. Han er lige nu legetøj for en af mine...bekendte. hun er sulten, efter blod. Vil du ofre dit for hans? Vil du ofre dit liv" hviskede han roligt, men højt nok til at Caroline, med sin gode hørelse, ville kunne høre det. Kvinden tøvede en anelse, men da hun så mandens blod prøvede hun at skrige igen. Så nikkede hun som en gal. Han grinte svagt.
"Godt at vide. Se ham nu dø. Og vid, at du intet kan gøre." han holdt hende fast, så hun kunne se over mod Caroline og manden hele tiden. tårerne blev ved med at løbe.
Pludselig rakte kvinden om bag sig og hendes hånd ramte hans ansigt et øjeblik. Han slap hende næsten med den ene arm og hun prøvede straks at hive sig fri, men Sean havde stadig fat i hende med den anden arm og lige meget hvor meget hun hev og slog hans arm, slap han hende ikke. Et rivemærke, rødt, dukkede op på hans kind. Hans hånd gled faretruende roligt op og fjernede den svage stribe blod, så på den og slikkede den så af sin finger. Så rev han kvinden over til sig med umenneskelig styrke. Han vred hendes arm om, mens hun skreg af sine lungers fulde kraft, nu af smerte. Til sidst gled skulderen af led med en høj lyd , før han brutalt skubbede hende ned på jorden.
"Det skulle du ikke have gjort..." kvinden lå grædende, men også en smule udmattet, og tog sig til skulderen...

Caroline lyttede, og kiggede lidt over på kvinden som Sean holdt imens de snakkede om hvad hendes sult. Caroline smilte hånligt til kvinden, og lod sine to fingre kører på mandens blod så de blev dækket af blod. Caroline slikkede dem hurtigt rene, og smilte skævt som om at hun kunne finde på at suge blodet fra manden ligenu. Hun reagerede på da kvinden prøvede at rive sig fri fra Sean, men Sean havde godt styr på siturationen selv. Caroline kiggede på sit legetøj. Og kiggede så imod Sean igen inden hun lod sine tænder komme helt ud, og langsomt og pinefuldt lod dem skære igennem mandens hals. Hun sugede til sig af det tykke røde væske, og lod det flyde ned i den før tørre hals. Caroline nød smagen af blod, og trak så tænderne til sig. Hun havde kun drukket halvdelen, men alligevel var det noget. Hun slikkede sig om munden, inden hun brugte sin tommelfinger til at fjerne de små rester i den ene side af mundvigen. Caroline så på manden, som stod med ansigtet strukket ud i fuld smerte. Han ville muligvis snart dø af blodmangel, eller blod forgiftning.. Hvad man nu end kaldte det. Caroline kunne se at han led, men ligenu og her.. så var hun ligeglad. Caroline var sulten, og ville lege lidt med maden. Hun nød faktisk legen, selvom det var svært for nogle at indrømme at se hende sådan sikkert. Caroline kiggede nøje på den måde manden spændte musklerne i smerte, og var ude af stand til at bevæge sig ud af stedet, på grund af Carolines evne til at tvinge ham til hvad hun ønskede. Caroline prøvede at være ligeglad med lyden af den grædende tøs, men den irriterede hende blod. Og derfor gik det udover manden, som hun flåede den højre arm af led på. Sådan at hvis hun havde været en anelse mere voldsom, kunne hun have revet armen af ham. Manden skreg næsten op af smerte, og han bed voldsomt tænderne sammen. Smerten kunne ses på den måde sveddråber, dannede sig som små perler overalt på hans pande... Han var bange for sit liv, men det havde han dog også god grund til at være..

Sean lod blikket glide over hende et øjeblik, men mistede så interessen for hende. Hun lå bare grædende der på jorden og det ville sikkert være mest humant at slå hende ihjel, men han havde jo lovet Delilah ikke at gøre det. Dog havde han ikke lovet han ikke ville gøre dem noget. Så hun måtte jo ligge og lide. Han nød han kunne bruge løftet på den måde, det ville sikkert pine Delilah at høre. Men hvem bekymrede sig om det? Ham åbenbart...
han sukkede kort og placerede et velrettet spark mod kvindens bryst. Der lød en knasen, da knoglerne knækkede under hans hæl, da han havde overmenneskelig styrke som Archdemon. Knoglerne punkterede lunger og der gik kun et øjeblik, før kvinden var død. Liggende på jorden som en kludedukke. Værsgo Del!
han så over mod Caroline og manden, som virkede svimmel af blodtabet. klart, et menneske kunne kun tåle at miste en halv liter, uden de rigtig tog skade af det.

Kvinden døde, okay så ville Caroline også dræbe hendes menneske. Caroline satte tænderne hårdt i endnu engang og sugede kroppen tør for blod. Der var ikke en eneste dråbe tilbage da manden faldt om på jorden. Caroline tørrede blodet væk fra sine læber, og kiggede på Sean.
"Se det var ret sjovt, eller ja ikke så meget udfordring. Men stadigvæk." Sagde hun blot og sparkede lidt til manden, hun kiggede op på Sean igen. Hun kastede håret tilbage, imens hun lagde hovedet en tak på skrå.
"Hvad så nu? Spurgte hun, tydeligt at hun ikke havde lyst til at forlade Seans selvskab ligenu. Men hun hadede også at være alene, og ligenu havde hun en at snakke med... Så det var hun ret glad for.

Han så kort på kvinden og derefter over mod manden, som lidt efter led samme skæbne. Måtte de blive genforenet i livet efter døden, et ukendt sted. Eller under samme, kolde jord nok nærmere. han havde aldrig rigtig tænkt på døden som sådan, selv levede han jo evigt, til nogen gad dræbe ham. Eller til det lykkedes nogen, nok nærmere. Han smilte svagt ved tanken, men gad ikke tænke videre over det. Han så over på Caroline da hun snakkede. Dette var noget helt andet, end den Caroline han havde mødt sidst. Mærkværdigt som folk ændrede sig, især lige for tiden. Men han nød at opleve det, at vide hvad de havde været og hvad de blev.
"du er god. Du ligner ikke en der umiddelbart falder grædende sammen over endnu en lig i en ellers overbefolket verden" han nikkede kort til manden.
"Gør du brug af dine talenter, ud over til lidt jagt?" hun havde ret. Det var ikke en udfordring, men mere en...test. En test hun havde bestået. Hun havde været sagt noget til han slog kvinden ihjel, ej heller tøvet til at slå manden ihjel. Og hun havde heller ikke tøvet, da de startede med at torturere dem lidt...Og det var sådanne hårde personligheder han elskede at arbejde sammen med.

Caroline fnøs lidt af hans kommentar, ikke et koldt fnøs. Mere venligsindet i det, hun lagde hovedet lidt på skrå imens hun så ham i øjnene. Nej hun brød ikke sammen over et lig på jorden, det ville nok til tider komme an på hvem det var. Caroline smilede skævt, hun havde trods alt dræbt for mange til at bryde sammen over nogle var død. Caroline tog sine handsker på igen, og smed så armene overkors.
"Tak, du var nu også selv ret god." Svarede hun og smilede let til ham. "Nej som sagt er jeg ikke den samme som for nogle år siden." Tilføjede hun med et lille grin, hendes blik gled nedover ligene, inden det faldt hen på Sean igen.
Hendes talenter, det var jo lidt forskelligt. Det kom an på situtraionen..
"Ja, jeg bruder dem hvis jeg finder det nødvendigt. Det ret smart i nogle situtraioner må jeg inrømme." Svarede hun med et skævt smil på de ildrøde læber. Hun tog en dyb indånding, engel strejfede hendes gode lugtesans. Den var i nærheden, men hvad lavede en engel i denne del af landet? Selvfølgelig havde hun også set andre væsner her, men alligevel en engel. Caroline blev lidt opmærksom, og lyttede ekstra godt efter imens hendes blik hvilede på Sean. Hun hørte en bue som blev spændt, og rettede hovedet op. Og så hørte hun lyden af pilen som fløj igennem den tynde luft så let som en fjer. Caroline rettede blikket imod den, den havde retning imod Sean. Caroline reagede hurtigt, og løb ind foran ham og greb pilen inden den ramte hende selv. Hun åndede let ud og kiggede lige frem, fjenden var engel. Men usynlig i mørket. Hvad skete det lige!? Endnu engang kunne hun hører buen som blev spændt klar til affyring..

Han smilte svagt og nikkede.
"i så fald vil der altid være arbejde hos mig, hvis du en dag skulle kede dig eller mange penge. Eller andre værdifulde genstande" han nikkede kort. Han ville ikke direkte indrømme han var leder for en klan, men hun havde talenter, gode talenter som han sagtens kunne bruge i sin klan. En klan der samlede på genstande, informationer og som slog ihjel for en pris. Han hørte lyden og vendte sig om mod den, ca. samtidig som Caroline sprang ind foran ham og greb pilen. Pilen havde sorte styrefjer, nok for at være usynlig i mørkets. Dens spids glinsede dog, som om den var dyppet i noget.
"Pas på. den er måske forgiftet" havde menneskerne haft en skytsengel eller var det en af hans fjender der var dukket op? Dem havde han jo mange af og siden pilen havde været rettet mod ham...
"Dette er da en udfordring" smilte han roligt, da han hørte den karakteristiske lyd af en bue der blev spændt igen. Han opfangede noget bevægelse oppe fra en af tagene...
Måske en dusørjæger? Eller en dæmon, måske også vampyr, jæger?
"Nå, skal vi flytte os inden personen skyder igen? Hvis vi gemmer os for hans pile og løber, vil han sikkert løbe efter os og dermed vil vi lettere kunne se ham eller finde ham. Eller hende" han så over på Caroline. Han havde prøvet det før. Pspørgsmålet var bare om personen også havde.

Caroline kiggede på ham, og hævede lidt på et bryn. Spændende tilbud, det kunne hun sikkert godt bruge en dag. Det kunne være ret spændende!
"Det vil jeg da kræftigt overveje så." Svarede hun med et skævt og rolig smil. Pilen havde hun stoppet, og smed den fra sig med det samme Sean sagde ordet forgiftet. Hun kiggede på Sean da han sagde udfordring, sandt nok. De skulle bare overleve det først. Så var den i skabet, utroligt så rolig den mand kunne være! Men det lagde sig halv beroligende for Caroline havde en fornemmelse af at de faktisk kunne overleve det! Hun nikkede til Sean hun havde forstået.
"Ja det lyder som en god ide, jeg vil helst gerne undgå at være skydeskive." Svarede Caroline og satte i små løb på Seans plan. Oppe på taget kunne hun hører hvordan fjenden sprang rundt på tagstenene efter dem, hun løb dog ikke i vampyr tempo, for hun anede ikke hvordan Sean's hastighed var. Caroline lyttede dog ganske godt efter hvor fjenden bevægede sig, og snart kunne hun hører lyden af nogle landede på asfalten. Men skidtene var usporlige, som om personen svævede lydløst henover jorden. Det var en engel, færten var tydelig! Men det var som om at den usynlige fjende ikke blot var en lille uskyldig engel, stadigvæk lys.. Hun kunne fornemme den gode aura.. Men englen var klog, klogere end hun havde troet engle ville være.. Caroline løb lidt videre, men det var stadigvæk som om der ikke var nogle.. Hun kiggede imod Sean, og hævede på et forvirret bryn.. Det var mærkeligt..

Han havde øvet sig i det i flere hundrede år. At være rolig, lige meget hvad der skete. Der havde været en vendepunkt, hvor hans temperament havde gjort utilgivelig skade og han var flygtet ud i verdenen. Det var hjemme på jorden det var sket. Siden da havde han øvet sig og det havde været svært, men han var blevet belønnet. Nu skulle der meget til at ryste hans grundvold. Meget til at få ham til at miste overblikket. Det havde hjulpet ham meget, hjulpet ham med at overleve. Den havde gjort at folk frygtede ham, når han helt roligt torturerede eller slog folk ihjel. Men den havde også skubbet folk væk fra ham, fordi de altid troede han intet følte...åh, han ville ønske han ikke følte, men et eller andet sted kunne man nok ikke flygte fra det. han snød og manipulerede dog sine omgivelser, så ingen rigtig bemærkede det...
Han satte i løb efter Caro. Han var archdemon og var derfor hurtigere end almindelige, langsomme mennesker, men det var stadig begrænset. Englen gjorde noget han ikke havde forudset. Fløj over dem et sted og spændt sikkert buen. Men i bevægelse ville de være svære at styre og englen svære ved både at sigte og flyve. Han fik en ide. Selv om det måske virkede som en sær engel, smilte han bare afslappet til Caro, som om de var på løbetur sammen og ikke i flugt. Sean hadede at flygte...Gik det helt galt kunne han altid forvandle sig. Men det gjorde ondt og kostede så meget energi at det ikke altid kunne betale sig.
I stedet løb han direkte over mod de højeste bygninger i byen. Ved dem var englen enden nød til at flyve over bygningerne, og være længere væk fra dem og ramme dårligere, eller flyve rundt mellem bygningerne og være forsigtig for ikke at ramme ting, og for at dreje hele tiden og de ville have nemmere ved at undgå hans pile.

Caroline bemærkede Sean's afslappede smil, måske skulle hun tage ved lære ved ham. Tage tingene roligt, tingene kunne trods alt tages mere uroligt hvis de kom for dybt ud i vandet. Caroline fuldte ham for at være sikker på at de gjorde det rette, hun var trods alt ikke så gammel af sind, hun var jo ikke specielt gammel i sit sind. Hun løb dog med imellem bygningerne, hun kunne godt se det kloge træk i det. Caroline susede med sin fart op på siden af Sean, og kiggede kort tilbage for at fornemme hvor englen var. Hun stoppede kort op, men det var for at lytte til om vingerne baskede tæt på dem, eller tage en dyb indånding for at fornemme hvor englebassen kom fra.
Englen havde set dem løbe ind imellem de høje huse, så han satte vingerne igang imens han fløj oppe ved tagene, imens han affyrede endnu en pil i retning imod dem. Han forsøgte at ramme dem så godt så muligt, men det var svært.. De var for hurtige for ham.. Dog stod Caroline stille et øjeblik for at lytte til ham, og han så sit snit. Og affyrrede imod hende. Caroline var dog sat i fart igen inden han ramte, englen måtte tænke smart her. Og så kom det til ham, han begyndte at affyre lyskugler afsted, lavet af det mest rene gode lys som solen havde givet energi af inden månen stod på himmelen. Englen fløj fortsat efter dem.

Lysmagi. Lyskugler der fløj ned omkring dem og sårede mest mørkets væsner, end så mange andre. En af dem landede foran ham og han stoppede op og holdt sig for øjnene, da lyset skar ham smertefuldt i øjnene. Hans hjerte begyndte at hamre hurtigere, hvilket det aldeles ikke måtte! Men lysmagi var en af de eneste ting han faktisk frygtede, som dæmon kunne han på ingen måde tåle det. Det og pentagrammer var de to ting han fandt mest skræmmende. Da det var væk, satte han i løb igen og nåede kun lige at komme væk, inden en kugle ellers ville have ramt ham, englen havde smart nok gjort nytte af han havde stoppet op.
Han sprang ind mellem to bygninger og lod blikket glide op til englen. Hvis han kunne få ham til at stå stille i luften længe nok...Og hvis han bare kunne komme højt nok op...et kast med en kniv ville aldrig nå så langt op!
Han satte igang igen, efter at have sikret sig Caroline var med. Han løb mod de mindre huse igen, denne gang med en ny plan i sit hovedet. Hvis englen altså ville flyve tættere på dem, når de kom til de mindre huse...Det var på tide at slå igen.

Caroline havde fået Seans fært, og kunne sagtens finde ham selvom han løb imellem de to bygninger. Hun havde også færtenen af englen som jagtede dem med deres fjende.. lyset.. Caroline løb på en anden side af nogle bygninger og sprang så op på siden af et tag bagved englen. Hun var hurtig, og englen nåede næsten ikke at opfange hende. Hun havde trænet satte af i et godt spring over på den anden række bygninger, og lagde hovedet lidt på skrå. Vinden greb lidt fat i hendes hår, men englen stoppede op. For nu havde han størst change for at ramme Caroline, fordi hun stod stille. Dog var det en del i Caroline's lille plan, i hendes hovede i hvertfald. Hun håbede Sean kunne se sit snit til at angribe. Englen formede endnu en lyskugle, og kastede den imod Caroline. Hun nåede at springe til siden, men klemte øjnene hårdt sammen efterfuldt af at hun måtte tage hænderne op for øjnene.. Hun snerrede lidt, og da lysglimtet enlig var væk fjernede hun hænderne og åbnede øjnene. Hun prøvede at bevare roen, og det hjalp.. Hun rettede sig op igen, og så på englen. Han så næsten ud til at have glemt Sean? Måske var det et trick for Caroline undervuderede ikke andre racer, hun vidste at englen her måske var ligeså uspekuleret som hende selv eller tæt på.. Caroline sank en klump, da hun kunne ane at englen snart ville lade op til endnu en lyskugle.

Han kiggede efter Caro, da han fornemmede en skygge oppe på tagene. Et øjeblik efter genkendte han skyggen som Caro, der udfordrede skæbnen og legede englen målskive. Han studerede hende kort og beundrede den måde hun hoppede rundt, før han kiggede mod englen...ville englen hoppe på det? Det gjorde han. Han smilte svagt, det var næsten for godt!
Han flyttede sig en anelse, men forblev stadig i skyggerne. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene i et øjeblik, da han mærkede varmen flyde i hans krop, da han forvandles.
Han voksede sig større, næsten det dobbelte af en mand, huden antog en mere rødlig kulør og sad stramt over de store muskler. En hale gled ud og lagde sig rundt om hans ene ben for ikke at være i vejen. To store vinger voksede ud af ryggen på ham, to små horn i panden, hans negle blev til kløer og alle hans tænder til spidse tænder. Hans tøj gik i stykker, undtagen lidt af bukserne omkring hans nedre dele. Det var smertefuldt, som altid, men alligevel fløj han op i luften. Han blev nød til at udnytte situationen i stedet for at pive som et ynkeligt menneske! I luften rystede han sig svagt. Han elskede at være i sin dæmoniske form, at føle den styrke han havde, men desværre kostede det energi og tog hårdt på kroppen, hvilket var en af grundene til han trænede sig stærk hver dag. Så hans krop bedre kunne forvandle sig. Han gled gennem luften, englen var travlt med at forberede en kugle for at sende den mod Caro...
Han var lige ved at sende kuglen mod hende, da Sean store hånd lagde sig om englens nakke og nåede hele vejen rundt om hans spinkle hals. Han klemte til, englen mistede koncentrationen og lyskuglen blev oplyst. Hans arme gled op for at hive Seans hånd væk. Sean holdt dem stille i luften, da han tog fat ordentlig fat i englens ene arm og med den anden hev den ene vinge af med en dæmonisk styrke. Som den gode gamle kamp mellem engle og dæmoner!
Englens skrig gled gennem luften og tiltrak sig opmærksomhed. Inden han nåede at skrige igen, havde Sean også hevet den anden vinge af. Til sidst lagde han benene om englens lille krop, klemte til så han næsten ikke kunne trække vejret, før han tog i hans hoved mellem hænderne og vred hovedet unaturligt langt rundt. Et smæld lød da knoglerne i hans nakke brækkede og han mistede livet. Han lod den livløse krop falde mod jorden.
Med nogle få bask med sine stærke vinger, samt en hurtig landing, stod han på samme tag som Caro om smilte svagt. Han trak vejret tungt.

Caroline så Seans anden forvandling og hvordan han dræbte englen som havde jagtet dem. Englens skrig gav ekko inden i hendes hoved, samt lyden da nakken blev brækket helt unaturligt om. Caroline så ned på den døde engel, ikke fordi hun følte skyld over den var død. Hun var lidt ligeglad, den havde jo været ude på at ville dræbe dem begge to. Caroline kastede et blik over på Sean, hun havde alligevel aldrig set noget lignende før, derfor virkede hun imponeret. Sean kunne skifte til denne dæmon form, Caroline var faktisk fascineret. Hun satsede på det var nattens sidste drama, desuden ville solen snart stå op og kaste dødbringende stråler efter hende. Caroline kiggede kort på udsigten og så over på Sean igen da han var landet ganske hurtigt faktisk. Det viste lidt at de godt kunne gøre et godt team, og måske endda lidt mere tillid end hun først troede. Han kunne jo faktisk have ladt hende slås med engelen alene, men det gjorde han ikke. Caroline smilede stille af tanken, hun kastede endnu et blik op mod horisonten. Solen var begyndt at glide op, hvilket fik Caroline til at kigge lidt. Strålerne kastede sig henover landskabet som fangearme imod hende.

Han lod sig forvandle tilbage. En ting der var lige så smertefuld som forvandlingen til sin dæmonform. Han skrumpede nærmest, ned til sin normale, muskuløse form. Hans hud blev normal igen, horn, vinger, kløer og hale forsvandt. Lidt efter stod han og lignede sig selv igen, dog kun med et nu laset klæde om de ædlere dele. Hans krop var arret efter mange kampe og det var tydeligt at der ikke var en gram fedt, men tilgengæld en hel masse muskler. På det ene ben ville man kunne se en svag aftegnet tatovering. Lucifers mærke. Et mærke dog kun de færreste rigtig kendte. Han havde i hvert fald ikke mødt mange her der kendte det.
Hans blik gled over til horisonten, det var på en måde magisk at solen stod op på netop dette tidspunkt, at de havde fået nedlagt englen. Sammen, en vampyr og en dæmon. Hvis man overtroisk, som han til tider valgte at være, kunne man tage det som et tegn på at de havde sejret og de for altid ville sejre. En tanke han fandt ganske god. Dæmonerne tilhørte trods alt en af de stærkeste racer.
Hans blik gled over på Caroline med et svagt smil, da han kom i tanke om at hun jo var vampyr! En vampyr tålte ikke sol.
"Solen er på vej. Du burde måske skynde dig i læ for den?"

Caroline så Sean smilte svagt, og kunne ikke andet end at lade hver med at gøre det samme. Så kom hun i tanke om solen, og selvom hun kunne holde til den lidt længere end normale vampyrer. Så var hun ikke villig til at tage chancen, hun ville gerne undgå at ende som en stegt kalkun.
"Ja det kunne være en god ide," Svarede hun og sprang ned fra taget, hun landede på hug og rejste sig så op. Hun kastede et hurtigt blik til hver side, hvorefter hun brugte sin styrke til at åbne et låst dørhåndtag. Caroline lukkede sig selv ind og kiggede rundt, der så alligevel ganske rart ud i den bolig. Caroline kiggede op på Sean.
"Der ingen herinde, så hvis du vil kan du komme med ind." Råbte hun til ham, Caroline hævede lidt på et overbevisende bryn. Hun havde ikke tænkt sig at sidde og kukke alene.. Eller det kunne hun jo blive nød til, desværre. Caroline vidste også at når ejeren engang kom hjem, måtte hun stikke af eller dræbe personen for ikke at få alt for meget ballade og råb ud af det. Huset var enkelt indrettet, pengene var givet rigtigt ud. Der var ikke sparet på noget som helst.

Han fulgte hende ned på gaden. han mærkede han var træt i krop og sind efter forvandlingen. Han fulgte efter hende indenfor, efter hun havde sagt det var i orden. Han lukkede døren efter sig for ikke at lade solen komme ind der. Hvorefter han lod blikket glide rundt og sikre sig at gardinerne var trukket for. De vinduer hvor de ikke var, gik han over og trak dem for. Så vendte han sig om mod Caroline med en lille smil.
"vi har tortureret nogle mennesker og slået en engel ihjel" sagde han roligt.
"Nu er jeg ærlig talt udmattet..." og sulten. Men da hans menu var lidt speciel, ville han vente til senere, når han var alene...Med et offer. Han viste ikke om Caroline håbede eller forventede han blev der hele dagen eller om hun bare ville sove.

Caroline så Sean trak gardinerne for som manglede, huset var mørklagt og solfrit. Hun kiggede lidt på ham med et mere venligt smil end før, hun fik øje på en sofa.
"Ja, det burde man gøre noget oftere." Svarede hun med en lidt halv drillende bemærkning, hun kiggede på Sean igen. "Du kan bare smide dig i sofaen, jeg er sikker på ejeren af huset bliver ydest glade for vores tilstedeværelse." Tilføjede hun med lidt ironi, hun satte sig hen i en stol lidt overfor Sofaen. Møblerne var bløde samt meget behagelige, og ikke ligefrem billige heller. Caroline lagde hovedet lidt på skrå.
"Jeg er også træt, så du kan bare være her så længe du gider at holde mig ud." Sagde hun så og hævede lidt på et bryn, han bestemte jo selv hvor længe han ville blive hængene. Hun nød selskab men ikke alle gjorde det, Caroline lænede sig tilbage i lænestolen.

Han smed sig i sofaen og lagde en arm om bag sit hovedet, da han drejede det og så over på Caro med et lille smil. Af en af Nilles veninder, som sikkert burde være lidt sur på ham, virkede hun langt fra sådan. hun var faktisk en fornøjelse at være sammen med.
"Ejeren vil blive henrykt. Hvem elsker ikke gæster?" svarede han let og lod blikket glide over rummet et øjeblik, før han lukkede øjnene lidt for at slappe af. om han blev eller ej viste han ikke, men lige nu kunne han godt slappe lidt af her i denne ganske behagelige sofa. Han trak vejret dybt en enkelt gang, før han åbnede øjnene og satte sig op igen. Så rejste han sig og forsvandt ind i de forskellige værelser, til han fandt et klædeskab. Her boede heldigvis en mand, dog var hans tøj lidt for småt. Han fandt et par bukser og en T-shirt han nogen lunde kunne passe, selv om især T-shirten lignede en der var trukket ud over ham.
Så vendte han tilbage til stuen og satte sig igen i sofaen.
"Jeg vil tage hjem. Jeg har ting at lave. Men jeg må indrømme det har været en fornøjelse" smilte han let mens hans mørke øjne landede på hende.

Caroline burde nok være sur på ham, rasende og have lysten til at dræbe ham.. Men hun var ikke vred på ham, hun så et måske muligt venskab. Hvorfor hun ikke var vred på ham var et mystisk spørgsmål, et spørgsmål som hun nok aldrig selv ville kunne svarer på. Caroline nød hans selskab, det var unikt. hun kiggede lidt efter ham da han gik i et værelse, og da han kom tilbage og sagde han ville gå hjem af.. Blev hun mærkeligt nok nedtrygt men nikkede så til ham. Caroline kiggede ham ind i hans mørke øjne, hun gengældte hans smil.
"Det okay, så bliver jeg bare her og underholder mig selv. En mands fest." Svarede hun og så ham stadigvæk i øjnene, selvfølgelig var det en drilsk kommentar med lidt ironi. Men hun skulle alligevel finde på noget at lave.
"Men det har været en fornøjelse ja, jeg håber vi ses igen en dag." Tilføjede hun med et mere varmt smil.

Hans smil voksede ubevidst lidt, da han bemærkede det triste glimt i hendes øjne. Her var endnu en kvinde han faktisk følte sig tiltrukket af. Ikke som i at han var forelsket, men som i at hendes selskab var behageligt og at hun så godt ud. Han så lidt på hende, tog en pude fra sofaen og kastede den i hovedet på hende. Det var i hvert fald tanken.
"Op med humøret. Vi kan jo altid...Lege videre, når solen går ned" smilte han roligt

Caroline nåede lige at reagere da hun fik kastet en pude i hovedet, selvom hun blev ramt lige i ansigtet nåede hun lige at gribe den lidt. Caroline fjernede den væk fra sit ansigt og lagde hovedet lidt på skrå, hun tænkte kort men nikkede så.
"Klart det var og så ret sjovt." Svarede hun og smilet blev lidt breddere på hendes læber, imens hun nikkede kort igen. Hun kastede puden tilbage imod Sean's hovede, imens en let latter undslap hendes læber. Caroline lagde det ene ben på kryds over det andet, og kiggede stadigvæk imod Sean. Så rejste hun sig op og gik hen i og gloede ind i stuens skabe. Hun rodede rundt imellem nogle flasker, og greb fat i en af dem.
"vil du afsted nu, ellers skal vi tage en gratis drink?" Spurgte hun og holdt en flaske op og viftede lidt med den.

Han greb den tæt på sit hovedet og lod den glide ned i sit skød, mens han så på hende. Hans øjne glimtede drilsk. Nille havde sandelig nogle interessante venner.
han studerede hende da hun rejste sig og gik på opdagelse. Imens lagde han puden fra sig og overvejede samtidig selv at gå på opdagelse efter værdigenstande, bare fordi han kunne. Men netop som han overvejede at rejse sig og gøre det, stod Caroline med noget i hænderne, en flaske af en eller anden art. Han nikkede let.
"Jeg tror godt jeg nå en enkelt" smilte han roligt