En rolig eftermiddag //Delilah//

Det var en varm eftermiddag, og man kunne mærke at sommeren snart var på vej. Overalt var der kommet små blomster op i græsset, og små spæde blade på træerne.
Kairi sad på en bænk og så ud over søen, med klapvognen ved sin højre side. I den sad Amy, og pludrede lystigt af de små fugle, der hoppede rundt foran hende. Romeo var ude med Gabriel og træne igen, så Kairi havde eftermiddagen for sig selv, sammen med Amy.
Kairi sukkede svagt, og smilede. Hun så på de væsner der gik rundt i parken, og håbede på der ville komme en af hendes veninder forbi. Hun havde virkelig brug for at snakke med nogen, om de ting der var sket på det seneste.

Solskinnet bagede ned over verden, og gav luften et lettere sløret udseende som så man igennem dis. Solen brændte som en blændende klump på himlen, og sendte sine stråler ud over verden i lange malende streger, der lagde sig som et næsten glorieagtigt skær omkring alle levende væsner der kunne tåle at være i solens lys. Skyer tøffede roligt rundt på den dybblå himmel, og grinede ned til de dovne væsner på jorden. Verden syntes at være omringet af en lille bobbel af glæde og varme, idet selv træerne og jorden begyndte at blomstre op i en af forårets varmere dage.
Denne bobbel måtte dog undgå Delilah, for hendes læber var ikke besat af et smil, og hendes øjne lyste ikke af en varm og fredfyldt lykke. Om hende bevægede sig en læse skjorte der syntes at være fra en mands klædeskab - hvilket den i dette tilfælde også var - og om hendes ben sad de lange læderbukser samt de lande støvler endnu fast som altid, på trods af varmen der måtte gøre dette uudholdeligt. Om hendes talje hang et våbenbælte, men dette var fuldkommen skjult af den løse mandeskjorte der bevægede sig ucharmerende om hendes krop. Dog skjulte denne skjorte til dels også hendes gravide mave, hvilket var formålet med den.
Delilahs blik gled rundt - årvågent og opmærksomt, idet hun ikke kunne tillade sig at svække på sikkerheden på noget tidspunkt - og fik derfor øje på en af de eneste personer hun kunne snakke ordentligt med. Hendes hæle drejede omkring i samme sekund, og med ét var kursen på hendes skridt rettet imod Kairi.
"Kairi!"
Hendes stemme bevægede sig de sidste meter hen til Kairi før Delilahs krop gjorde det, og var næsten umulig at undgå at bemærke.

Kairi hørte nogen sige hendes navn, og genkendte med det samme stemmen. Hendes smil blev en smule større, og hun vendte hovedet mod lyden. Delilah, en af de få veninder hun havde efter hun var flyttet til byen, og en af dem hun kunne snakke bedst med. Hun havde virkelig savnet sine veninder på det seneste, og var glad for nu at se Delilah. Hun havde også en del at fortælle hende.
"Delilah! Heeeeej!"
Amy så op på sin mor, og grinede på sin nuttede måde. Hun var ikke vandt til at hendes mor mødte folk hun kendte særligt tit, udover familien derhjemme.

Delilahs blik fandt med det samme den pludrende baby med det faste blik, og vippede hovedet på skrå. Hun kunne mærke hvordan samtlige muskler i hendes ansigt slappede af ved synet af Kairi og Amy. Det var lang tid siden de sidst havde snakket, men Delilah havde på ingen måde glemt disse to. Hun havde altid haft svært ved at finde folk der kunne holde ud at være nær hende, og kun en håndfuld personer kunne være hendes venner. Så da hun mødte Kairi og hun mærkede et venskab spire imellem de to, da blev Kairi en del af Delilahs ubevidste tænker, idet hun ikke længere bare ville lade de få venskaber hun kunne få, sive væk imellem hendes fingre.
"Er i ude og nyde det gode vejr? Det her må være Amy!"
Delilah lod en finger glide ned til Amy, der straks greb fat om den. I samme sekund Amys hånd klemte fat om Delilahs finger, landede hendes anden hånd på hendes tydeligt gravide mave der kun var skjult af en alt for løs skjorte der ikke engang kunne skjule den misformning - som hun så yndigt kaldte det - der var vokset ud på hendes mave.
Så snart Amys hånd løsnede sit greb om Delilahs finger, rettede hun sig op og trådte hen imod Kairi istedet. Hendes hånd hvilede endnu på hendes mave, men nu syntes hun at have blikket rettet imod Kairi stedet for barnet - helt simpelt fordi hun ikke kunne håndtere børn for tiden. Det var for tæt på hendes tanker.
"Hvordan går det så? Er der sket noget nyt?"

Kairi smilede da Delilah kom hen til dem. Hun følte sig altid glad i hendes selskab, en følelse der ellers mest var forbeholdt familien, da Kairi ikke havde forfærdeligt mange venner. Hun nikkede, og smilede beundrende af sin datter. Hun elskede når Amy var glad for folk, det betød meget for Kairi. Hun betragtede fornøjet hvad der skete, og så på Delilah da hun rettede sig op igen. Kairi genkendte med det samme bulen på Delilahs mave, hun vidste udemærket hvad den betød....
"Det går fantastisk godt."
Hun smilede igen, og fortsatte så.
"Om der er sket noget nyt? Ja, hvor meget vil du vide, og hvor skal vi starte? Du må vidst hellere sætte dig ned."
Hun havde som regel altid en lidt drillende måde at sige tingene på, for at vække folks nysgerrighed, især når det var hendes venner der spurgte.

Delilah bemærkede godt Kairis blik der lagde sig på hendes mave, men hun valgte at lade være med at lade ord falde omkring denne bule. Der var ingen tvivl i hendes sind om, at Kairi var en af de personer hun kunne fortælle det hele til, uden at være et sekund i tvivl om hvorvidt det var smart. Delilah tvivlede ikke på at Kairi ville være opmærksom og interesseret, samt holde det for sig selv og ikke stille for nærgående spørgsmål. Sådan havde hun været hver eneste gang de havde sammen, og det havde imponeret Delilah at der fandtes væsner der kunne være så søde - men samtidig hårde på samme tid.
Delilah selv havde ikke andet end den hårde del at tilbyde.
"Hvor meget jeg vil høre? Det hele! Jeg har god tid!"
Delilah blinkede og lod nogle lette strejf af noget flabet blive opslugt af hendes stemme, og falde ud sammen med hvert enkelt ord der var at finde i hendes sætning. Hun blinkede kort til hende, og fortsatte derefter sin sætning hurtigt, som var hun aldrig stoppet på halvvejen.
"Hvor vi skal starte? Lad os prøve med begyndelsen."
Hun bakkede et skridt bagud, hvilket betød at hendes knæhaser stødte imod bænkens kant. Hun gled bagud, og vippede det ene ben over hinanden hvilket i det samme gav hende et elegant udseende - på trods af den store mave. Hvad der også hjalp på dette var det mørke hår der blidt bevægede sig om hendes ansigt, og det faktum at hendes race tvang hende til at se noget nær perfekt ud i alle sammenhænge. Det var dog ikke dette der strejfede hendes tankegang på nuværende tidspunkt.
"Fortæl, fortæl!"

Kairi grinede kortvarrigt, og satte sig bedre til rette på bænken da Delilah havde sat sig.
"Javel, som de ønsker."
Hun grinede igen, og blinkede drilsk. Hun elskede at drille folk. De havde ikke set hinanden i rigtig lang tid, så der var meget at fortælle, og Kairi brugte lige et par sekunder på at tænke over, hvor hun skulle starte.
Du ved vel godt, at jeg fandt sammen med Gabriel lige omkring da Amy blev født, ikke?"
Hun så på Delilah og afventede hendes svar, før hun kunne fortsætte.

Delilah, hvis ben var sat over kors, syntes pludseligt at denne stilling virkede alt for formel for hvad der skulle til at ske. Hun trak derfor begge ben op på bænkens opvarmede flade, og sætte sig smidigt i en skrædderstilling der i nogle få sekunder syntes at se unaturligt smidig ud - før det ene ben bevægede sig en smule og de trak sig sammen så stillingen havde en langt mere naturlig klang. Hun lagde hænderne i skødet, og vippede nysgerrigt hovedet en smule til siden, hvilket automatisk gav hende et interesseret blik der udspillede sig i de grønbrune øjne hun var udstyret med.
Kairis ord lod et pust af luft forlade Delilahs læber, i form af et grin der var en besvarelse på disse ord. Denne drillende måde at opleve verden på kendte Delilah selv, så hun havde ingen problemer i at finde det morsomt i stedet for irriterende som mange ellers gjorde det. I de sekunder Kairi tænkte, lod Delilah også tankerne sive kortvarigt.
En blid brise kærtegnede hendes hud, og spredte sig som bløde fjer henover hendes kinder. Den purrede op i hendes hår, og tillod hende at lade være med at synke for dybt ned i eventuelle bekymringer der måtte være at finde i Delilahs liv. For der var bekymringer. Der var hundredevis af dem, og hvis ikke Delilah var så hærdet på dette område, så ville hun for længst have givet op som nærmest alle andre ville have gjort det med hendes liv.
"Gabriel den Hvide? Jo, det ved jeg. Men jeg siger dig, uden set hvad du siger så mener jeg stadig ikke at han fortjener dig. Men så længe du er glad, jo!"

Endnu en gang blev Kairis blik drillende, og et lille svagt grin kom igen over hendes læber. Den blide brise gav sig til at lege med Kairis små fine krøller, og Amys pludren blev til små, utydelige lyde, og forsvandt derefter.
Kairi kiggede hurtigt over på klapvognen, hvor hendes datter lod til at være faldet i søvn. Det passede hende også fint, så havde hun ro til at snakke mens Amy sov middagslur. Ikke at det forstyrrede hende at Amy var vågen, hun elskede sine børn højere end noget andet. Hun lod blikket falde tilbage på Delilah igen.
"Åh, søde, uanset om jeg så fandt sammen med kongen af verden, ville han stadig ikke være god nok i dine øjne."
Hun grinede igen, sin søde, venlige latter der kunne fylde ethvert væsen med glæde.
"Men jo, jeg er glad for ham. Meget glad, endda..."

Delilahs lettere drillende smil var som et spejl af Kairis, på trods af at hun ikke engang selv bemærkede at det voksede frem på de let skilte læber. Hendes fingre bevægede sig langsomt i cirkler, inden de haspede sig fast i hinanden og viklede sig sammen til en uhåndterlig masse i hendes skød. Nogle få hår piblede frem fra den flod der udgjorde hendes hår, og blafrede legesygt foran hendes blik i den blide brise der føg over jorden. Delilahs latter var ikke specielt høj da den blev skubbet ud af hendes læber, men den syntes alligevel at klinge igennem luften. Hun var ikke en særlig munter person, og derfor syntes det som et mirakel at Kairi kunne få hende til at le så nemt.
"Konger er normalt også nogle idioter. Dem skal du ikke gå efter!"
Hun hævede med et smil på læben øjenbrynet, men et glimt af sandhed havde faret igennem hendes stemme. Hun havde kendt flere herskere - enten af landsbyer eller samfund - og selvom hun ikke havde kendt en konge, så var hun ikke i tvivl om at de måtte være mindst lige så rådden som herskerne. Rafael var leder, og han var slem nok i hendes øjne.
Faktisk ønskede hun kraftigt at kradse hans øjne ud, men det var ikke i den retning hendes tanker skulle bevæge sig. Det vidste hun godt.
"Hvad er der så med englebassen?"
Delilah lød sjældent til at have respekt for noget overhovedet, men hun lod på trods af alt være med at kalde ham fjerkræ i Kairis nærvær. Det var ikke fordi hun som sådan havde noget imod Gabriel selv, det var fordi hun ikke var et væsen der var særlig god til høflighed og venlighed. Pli var ikke noget hun gjorde sig i.

Kairi grinede lidt af det, Delilah sagde om konger. Hun havde nok ret, men det gad Kairi slet ikke tænke på. Hun var lykkelig sammen med Gabriel, og det var mere end nok for hende. Hun smilede og svarede så.
"Jo, altså.... Han flyttede ind i vores store hus, sammen med mig, Amy og min søster Scarlett, og kort tid efter fandt vi ud af at vi skulle have endnu et barn."
Kairi grinede lidt igen, og så på Delilah for at se hendes reaktion.
"Og nu er der så et tredje barn på vej, for lige at gøre det endnu værre."
Hun smilede og blinkede drilsk. Kairi ville aldrig se sine børn som andet end lykke og en velsignelse, og det vidste Delilah med al sandsynlighed også. Hun havde jo set, hvor glad Kairi var, da hun skulle have Amy, og lykken blev ikke just mindre da hun så var født.

Delilah blinkede til Kairi da hun grinede af hendes ord, for der var ingen tvivl om at de havde en klang over sig der tydeligt lagde op til latter. Ordene havde været en del af en tydelig joke, men alligevel var der nogle utydelige strejf er seriøsitet der var blevet spildt ud over sætningen. Dog ville Delilah ikke fokusere for voldsomt på sådanne ting, idet hun vidste at hun højst sandsynligt ville ende med at blive begravet i frustration og irritation hvis hendes tanker først nærmede sig sådanne retninger. Og dette syntes ikke som den bedste løsning omkring Kairi og Amy.
"Er Gabriel flyttet ind i dit hus?"
Overraskelsen lyste ud af de grønbrune øjne der var placeret i Delilahs ansigt, men overraskelsen der kravlede vej igennem hendes årer var ikke færdig med at bevæge sig. Ikke endnu.
"Og et nyt barn? Tillykke! Hvornår var det?"
På trods af at Delilah selv så det som noget forfærdeligt at hun var blevet gravid, havde hun ingen problemer med at være glad på Kairis vegne. Dette var fordi at hun vidste at situationen var en anden for Kairi end den var for hende selv. Den eneste grund til at det var slemt for Delilah, var at hun ikke troede at hun kunne klare det - og havde problemer med at skulle have et så tæt bånd til et andet væsen.
"Vent, tredje barn?! Kairi dog, du er produktiv!"

Kairi nikkede blot, og smilede over Delilahs overraskelse over hvad hun sagde. Hun elskede at gøre folk nysgerrige, og overraskede. Hun grinede lidt, og gav sig så til at forklare. Hendes stemme var mild og blød, som en varm behagelig brise der lagde sig om en, og gjorde det hele rart og hyggeligt.
"Mange tak. Han blev født for et år siden, men han har en evne der gør at han selv kan bestemme sin alder, så han løber oftest rundt som teenager. Hvilket kan være ret så udfordrende."
Hun grinede igen, og lod brisen lege lidt med hendes krøller, inden hun fortsatte.
"Jah, åbenbart. Det er i hvert fald gået hurtigt."

"Det var en speciel evne! Ville du hellere have haft ham i baby-årene?"
Et smil havde klistret sig stædigt fast til Delilahs læber, og det syntes nu umuligt for hende at trække og rive det af sin faste plads. En uforudsigelig munterhed havde spredt sig igennem Delilahs årer, og trak hende nu ned i en kold sø af noget der næsten kunne minde om et strejf af tryghed.
Delilah var aldrig tryg, og ville aldrig blive det. Der var alt for høj risiko i at være tryg for Delilah, så derfor virkede det overvældende for hende at føle blot denne skygge af et minde af tryghed bevæge sig over hende. Et kort sekund flakkede chokket igennem hendes blik, men druknede i det samme og faldt til bunds. Delilahs tanker blev revet tilbage til virkeligheden, hvilket gav hende en chance for at fortsætte den sætning hun havde påbegyndt.
"Teenageårene? Det er hurtigt du måtte stå med de svære år. Du siger bare til hvis jeg en dag skal komme og hjælpe med at holde styr på ham, ikke?"
Hun blinkede drillende til Kairi, for selvom hun aldrig kunne drømme om at afstraffe Kairis børn, så havde hun heller ikke noget der bare kunne minde om et godt forhold til børn. Hun kunne ikke håndtere dem, og havde store problemer med at finde en grænse imellem hvad der var tilladt i at opdrage børn. Det var også derfor hun havde svært ved at håndtere graviditeten.
Nu forsvandt hendes tanker igen! Hun skubbede hastigt det ene ben ud over kanten på bænken, og lod et blik glide tilbage til Amy hvis pludrende lyde var stoppet.
"Hvordan går det så med Gabriel og dig?"
Delilahs blik fandt vej tilbage til Kairi.
"Jeres forhold?"

Kairi rystede kortvarrigt på hovedet.
"Nej, jeg har det egentlig okay med det. Jeg har jo været igennem alt det der baby-halløj en gang før, med Amy, så det er ikke fordi jeg savner det... For det meste ikke i hvert fald. Ville da selvfølgelig godt have oplevet hans første skridt, ord og alt det der, men det er nu også meget rart på en eller anden måde, ikke at have to helt små børn samtiddigt. Og han passer godt på Amy, sådan rigtig storebror-agtig. Så som sådan har jeg det fint med det, og så længe det eneste problem er at han er lidt muggen overfor sin mor, så går det nok."
Hun grinede igen, og trak benene op under sig og lænede sig tilbage. Da Delilah nævnte Gabriel, så Kairi automatisk ned på den ring, der sad på hendes venstre ringfinger. Det var en smuk diamantring, der tydeligt afspejlede, at den der havde givet hende den måtte elske hende meget højt. Hun rødmede en smule, og smilede.
"Det går skam helt fint."
Hun så op på Delilah, og rakte hånden med ringen frem.
"Vi skal giftes!"

"Har Amy været igennem første skridt, ord ... Alt det dér?"
Delilahs hoved vippede sig endnu mere til siden, samtidig med at hun med en kort bevægelse tvang hånden opad, og lod den glide beroligende igennem de mange mørke krøller der udgjorde hendes hår. Krøllerne hoppede og dansede om hendes ansigt, inden de flød tilbage til den samme facon de havde haft, inden kampen med de legende fingre der havde purret op i håret, og gled en smule længere frem så de dækkede Delilahs udsyn til Amy. Dette lod hende skubbe håret på den ene side om bag øret, så hendes øjenkrog endnu kunne finde barnet.
"Hvad hedder han? Teenage-babyen?"
Delilahs fingre fandt vej ned fra håret, og skubbede sig på plads i hendes skød endnu engang, hvor fingrene som tidligere flettede sig sammen til en sammenfiltret og klumpende masse. Delilahs blik fulgte Kairis da det bevægede sig ned imod hendes hånd, hvor hun med det samme fik øje på ringen.
Delilah kunne ikke helt bestemme sig for om hun var glad på Kairis vegne, eller om forvirringen der boblede i hendes sind var den mere dominerende side af hendes tanker. Kairi følte helt sikkert kærligheden til fjerkræet, men forvirringen i Delilahs sind var voldsom fordi hun endnu ikke havde mødt en kærlighed stærk nok til at folk ville lade sin binde sammen forevigt. Ligeledes havde hun heller ikke selv følt rigtig kærlighed på egen krop.
Dog var det glæden der blev udtrykt i Delilahs reaktion.
"Er i forlovede!? Tillykke Kairi! Der er da sket helt vildt meget siden sidst!"
Hun smilede stort, og kunne faktisk føle den brusende glæde over Kairis forlovelse med englebassen. At Delilah ikke selv kunne få det på samme måde bekymrede hun sig ikke om, for i dette øjeblik måtte hun indrømme at hun vidste at livet var noget andet for Kairi.

"Det meste af det, ja. Hun er jo snart 2, den store pige... Hun vokser alt for hurtigt."
Det sidste blev sagt med et glimt i øjet, og Kairi lænede sig lidt frem og så på sin datter, der sad ligeså sødt og sov i klapvognen. Hun vendte sig mod Delilah igen da hun snakkede.
"Romeo."
Hun smilede igen venligt, og pustede noget hår væk der var fløjet ind foran hendes ansigt. Da Delilah nærmest eksploderede af glæde over Kairi og Gabriels forlovelse, rødmede Kairi lidt og smilede forlegent. Hun nikkede derefter ivrigt, og smilede stort.
"Ja, er det ikke fantastisk?! Han faldt på knæ lige efter at jeg havde fortalt ham, at han skulle være far igen!"
Kairi grinede igen, og den søde, lykkelige latter fløj ud og lagde sig over den del af parken, som de sad i, som et lyserødt slør af lykke der lagde sig blidt overalt og fik alle væsner i nærheden til at smile.

"For hurtigt? Vil du ikke have hende væk fra de år hvor hun holder dig vågen om natten?"
Smilet forlod ikke hendes stemme da ordene kom ud, men en let drillende tone syntes at snige sig ind i sætningen imens den forlod hendes læber, og slange sig igennem luften sammen med resten af de ord sætningen bragte. Omkring opdragelse af børn havde Delilah egentligt mange spørgsmål, idet de snart selv ville blive nødvendige for hende at have svar på, og hun aldrig haft en chance for at lære disse ting. Selvom Kairi højst sandsynligt var den perfekte at spørgen om dette, så syntes ordene bare ikke at kunne passere hendes læber. Hun hadede at spørge om hjælp; Selv Kairi kunne hun ikke føle sig svag overfor.
"Romeo? Som den fattige, men charmerende dreng?"
Hendes latter bevægede sig igen ud af hendes læber, idet hun blinkede til Kairi som for at fortælle at det ikke var negativt hvad hun sagde til hende. Dog nåede hendes læber knap at suge luft ind, før hun trak den næste sætning ud derfra.
"Faldt på knæ? Friede han som en ordentlig, pladderromantisk mand?"

Kairi smilede og så igen ned på Amy.
"Det gør nu ikke mig noget, det er jo også en del af at have børn. Og jeg vil hellere følge hendes udvikling naturligt, end at hun fra den ene dag til den anden er teenager. Hun udvikler sig i forvejen hurtigt nok til at jeg nogle gange næsten ikke kan følge med."
Hun grinede, og blinkede drilsk. Hun elskede sine børn mere end noget andet, og på sin vis var det nu meget praktisk at Romeo havde den evne, han havde. Han tog sig i hvert fald godt af Amy. Kairi nikkede med et skævt smil.
"Det var Ramiels idé."
Hun nikkede igen, og glæden lyste ud af hende. Da hun var lille havde hun ikke været som de andre piger, der altid snakkede om 'prinsen på den hvide hest' og legede 'far mor og børn' og den slags, men inderst inde havde hun de samme drømme som dem. At møde den store kærlighed, at finde en der ville elske hende præcis som hun var, og gøre hende lykkelig. Nu var det så sket, og hun havde stadig ikke helt vænnet sig til det endnu.

"For hurtigt? Det troede jeg ikke var muligt. De skulle tvinge mødre i søvnmangel i den alder, har jeg hørt! Det må da være super irriterende?"
Hendes stemme var blød og havde trykt venlighed i sig, men selve ordene var en smule hårdere end den tidligere tone hun havde lagt sig. Dette var fordi frygten for blandt andet denne tid var malet i hendes krop, selvom hun ikke lod dette skinne igennem på hendes krop. Det var en svaghed hun ikke kunne tillade sig at vise for omverdenen. Selv ikke for Kairi kunne hun tillade sig at være svag, for det kunne få dem begge flået midt over og brændt til ukendelighed.
Hov, det var ikke tanker der var passende til så munter en samtale. I al hast skubbede hun tankerne nærmere Kairis nyfundne glæde - og Ramiel - og fik dermed påtvunget sig et lysende klart smil på de let adskilte læber. Det tog hende ikke længe at trække sig selv tilbage til latteren og glæden, idet hun havde mange års øvelse i at ignorere sig selv, og vise hvad andre ønskede. Derfor blev hun faktisk opslugt af et smil endnu engang, og lod blikket finde vej til Amy.
"Tænk, fjer- .... Ramiel kan også få gode idéer."
Smilet der bevægede sig imod Delilahs læber, havde en næsten undskyldende klang klistret til sig, idet hun netop havde fornærmet hendes forlovede. Måske var Delilah i virkeligheden jaloux. Over det bånd der bandt Kairi og Ramiel sammen, over den kærlighed de havde, og hvordan den kunne elske og blive elsket på den måde. Stole nok på hinanden, til at kunne gøre det sådan. For det var ikke noget Delilah var i stand til, og der var stort set ingen chance for at hun nogensinde ville blive i stand til det. Det havde hendes liv budt hende, og hun havde accepteret det. Men nu hvor hun så det her, fornægtede det så voldsomt ...
Havde hun så lagt det bag sig, after all?
Et smil flakkede i hendes mundvige, da Kairi nikkede til at manden havde været pladderomantisk og var faldet på knæ. For fanden hvor var det latterligt? Det var så klistrende, så sukkersødt og så kvalmende at gøre, at Delilah fik en øjeblikkelig trang til at hamre ham i hovedet med .. Et eller andet!
Eller .. Var det på grund af den forlovelse, hun vidste hun aldrig selv ville få?
"Hvornår er brylluppet så?"

Kairi grinede lidt over Delilah’s ord, et blødt og venligt grin.
”Jo, det er sandt at man lever på et minimum af energi i den periode, men så sover man bare hver gang barnet sover.”
Hun grinede lidt igen, og fortsatte så sin talestrøm, som havde hun ikke afbrudt den overhovedet.
”Og de fleste føler alligevel at barnets udvikling går for hurtigt, altså den ene dag ser man det lille pus for første gang, holder det i sine arme for første gang, og pludselig bum! Så kan de både gå, tale og alt muligt andet.”
Hun lagde hænderne på sin mave og nussede den kortvarrigt blidt, mens hun tænkte på det nye barn der var på vej. Hun trak lidt på smilebåndet da Delilah var ved at kalde Ramiel for fjerkræet, men tog sig ikke tid til at blive sur over det. Det var der ingen grund til, hun vidste at Delilah ikke mente det på nogen ond måde. Så hun lod det ligge. Dog bemærkede hun svagt at Delilah virkede til at være forsvundet ind i sine egne tanker et øjeblik, og det virkede ikke til at være helt rare tanker. Kairi lagde derfor hovedet lidt på skrå og så undrende på Delilah et øjeblik. Hun ville til at spørge til det, da Delilah så igen talte.
”Det har vi ikke snakket om endnu, men nok først efter barnet er født.”
Hendes hænder fandt igen vej til hendes mave, og lagde sig blødt på det sted der meget snart ville begynde at bule ud, så ingen ville være i tvivl om at hun endnu engang skulle være mor.

"Nå, hvornår har i så tid til at forlade huset?"
Hun smilede svagt, for selvom hun ikke lod hverken smilene eller den dansende munterhed der fandt hendes stemme vise det, så stillede hun faktisk spørgsmål hun på mange punkter ønskede svar på. Punkter hun vidste ville påvirke hende selv, så snart hun selv havde født - noget hun ikke havde i sinde at fortælle Kairi om, selvom hun til dels stolede på at Kairi aldrig ville gøre noget ondt. Hendes blik hvilede næsten blidt på Kairi der ivrigt fortalte om deres fremtidsplaner, og hvordan det var at have børn - og ubevidst strøg Delilahs fingre et par gange over den godt skjulte mave.
I virkeligheden var Delilah skrækslagen. Alt det hun forsøgte at overbevise sig selv om at hun havde hvad der var inde i hende, var i virkeligheden bare et skjul for hvor bange hun var. Og det vidste hun egentligt godt. Hun vidste ikke hvordan man skulle håndtere børn på nogen måder, og hun vidste ikke hvad det ville gøre ved hendes liv. Måske var det netop derfor - fordi hun ikke vidste det - at det syntes så skræmmende for hende.
"Det er vel også hyggeligt med børn der går og taler?"
Hun sendte Kairi et halvmuntert smil, men det nåede ikke det næsten tomme blik, der så ind i sine egne tanker istedet.
Ved Kairis svar nikkede Delilah kort, stadig glad for sin venindes forlovelse. Hun selv havde et hadefuldt forhold til selve princippet omkring kærlighed, men det var mest fordi hun aldrig selv ville finde kærlighed. Og det vidste hun. Det var ikke et spørgsmål, det var en konstatering.
"Gifter i jer ikke før fødslen? Hvorfor først efter? Kan det gå hurtigt nok?"
Endnu et svagt smil dansede på hendes læber.