Who are you? //Starling

Tid: 6 om morgen
Vejr: en smule koldt, lidt blæsende, og godt med skyer.

Han kunne ikke forstå hvorfor han var endt her ude igen, han mente nu han var gået den rigtige vej for at komme ind til byen, men åbenbart havde han forvildet sig ved et enkelt træ.. Han stod lidt og gloede rundt imens han prøvede at orientere sig om hvor i alverden han var henne og hvilken vinkel han skulle gå for at nå til byen. Han kunne måske jage folk rigtig let og finde ud af hvor de gemte sig uden problemer, men at finde vej selv var en stor gåde for ham.
Han stod lidt før han gloede frem mod hvor solen var begyndt at stå op, han havde ikke selv nået at få meget søvn over hovedet, "måske skulle jeg bare tage en lur her?" mumlede han stille til sig selv og endte med at blive enig i hans eget forslag.
Han fik stille trukket sin rustning af til han kun havde underdelen på, skoen var også taget af så hans bare tær. Han nød enlig følelsen af græsset under tæerne, det fik ham til at føle sig lidt fri fra hans byrde på en måde, en god måde.

Han strak sig ude i det åbne område, musklerne spændes over alt på hans krop, hver en lille sene fik lov til at blive strukket helt ud, alt på kroppen blev strukket ud, man kunne se at selvom han blev lang, var musklerne stadigvæk store, udbulede, han var en ret så muskuløs mand, og uden fedt på huden. Han havde et pragteksemplar af en krop, stor og muskuløs og samtidig bredskuldret og med et pænt ansigt. Kun hans indre var helt i jorden, hans sjæl var stadigvæk ret smadret, men så småt var den begyndt at heale en smule, han kunne endda selv mærke hvordan han var begyndt at blive mere selvbevist, mere følelsesladet, også selvom det var utrolig lidt, så var det stadigvæk skridt at tage. Han gik stille over mod et af træerne og satte sig roligt op af barken på den modsatte side af solopgangen, mest for ikke at blive steget på af solen, men også for ikke at blive total blændet og lyset komplet op når den rigtig fik strålerne frem.

Han lagde sig dog en smule mere ned, og blidt trak sin rustning op over hans overkrop, som en slags dyne imens han lukkede øjnene roligt i. Han slappede godt af nu, med en dyb vejrtrækning, og ro omkring ham. Han følte virkelig at det hele var fredeligt og idyllisk. Han kunne stille mærke at søvnen begyndte at tage fat i ham, begynde at trykke ham væk fra virkeligheden, og ind i drømmeland som skulle være hans måde at komme væk fra alle hans dumme tanker og fra den dumme virkelighed og ind til der hvor hans kone stadigvæk levede...

Starling løb så hurtigt de lange ben kunne bære hende. Man havde fundet ud af hvem hun var og hvem hun arbejdede for, inde i byen, da hun ledte efter planerne til krigsførelse. Hun havde mistet lyden af beboerne for længst, men hun ville helst så langt væk som hun kunne komme. Det lange lyse hår blev ved med at falde i hovedet på hende, da hun ik havde været klog nok til at sætte det op. Det ærgrede hun sig over nu, hvor hun blev nød til at flytte håret væk fra ansigtet hvert 2. minut. Efter at have løbet i lidt over 2 timer efter ik at kunne høre byboerne mere valgte hun at tro på at de ik ville finde hende. Oka, nu havde hun jo også løbet zigzag og i cirkler, i et forsøg på at forvirre dem. Nu håbede hun på at det virkede. Hun stoppede op og lænede sig frem med hænderne på på lårene mens hun hev efter vejret. Det lange hår faldt hende over skuldrene og dækkede for hendes udsyn, og nu blev hun rigtig sur. Hun ville aldrig mere have langt hår, medmindre det er specielle lejligheder. Hun trak håret om bag ørene, imens hun rettede sig op. Hun var heller ik vild med kroppen. Den var en smule lavere og mere buttet end hun selv var, hvilket ødelagde hendes koordination. *Måske det var sådan de fandt ud af det?* tænkte hun for sig selv, *Nej de må have haft en tanke læser eller noget.*
Hun er aldrig blevet fundet ud af før, men det skulle jo ske før eller siden.

Hun så sig om. Hun stod i nærheden af floderne. Hun gik hen til udkanten af vandet og så ned i vandet. Det spejlbilled der så tilbage på hende, virkede SÅ forkert. Alt fra de små øjne til den spidse næse. Nej, det var på tide at komme videre. Hun trak vejret dybt og begyndte at koncentrere sig. Hun kunne mærke hvordan hendes hår begyndte at gro indad og hun vidste at det ville blive mørkere og mørkere indtil den nåede sin normale midnatsort farve som den hun var "født med". Men nu kom smerten også, den smerte der er ved at hun blev højere, hendes lemmer længere, næsen mindre og øjnene større. Hun gav et svagt gisp fra sig kort før hele forvandlingen var slut og hun så træt på spejlbilledet, inden hun lod sig falde til jorden. Hendes hår var nu sin normale korte, tynde, sorte selv og hendes blå øjne lysede igen. Det var det bedste hun vidste. At se sin egen skikkelse, efter at have spillet en anden. Det var jo også trættende at skulle gå med en facade hele tiden.
Nu så hun på det tøj hun havde på, Den blå kjole sad lidt løs, men de tykke stropper hjalp med at holde den på plads.
Hun gik normalt ik i blåt, men det havde været et ønske fra hærlederen til den aftale hun lige løb fra. Hun havde ik regnet med at det blev et krydsforhør. Hun så sig omkring og vidste ik rigtigt hvor hun var henne. Hun rettede sig op og kunne mærke hvor løs kjolen pludselig blev. Hun sukkede og lod fingrene løbe gennem hendes hår. Hun skulle måske se at komme tilbage til byen og hente sine ting. Eller måske skulle hun bare glemme det for en stund, lade dem falde til ro og så finde et nyt udseende at tage. Og næste gang skulle hun være sikker på ik at tage udseendet af en kvinde som er død. Det var nok også en af de give aways de havde opfanget og derfor taget hende til afhøring. Hun bukkede sig ned og tog sine sko af og da hun rettede sig op faldt hendes øjne på naturen omkring hende.

//Ups, Glemte påklædning XD: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Casuel var så tæt på at komme til drømmeland som man over hovedet kunne, hans krop føltes tung som murbrokker, øjnene var næsten som syet sammen med fed tråd. Han glæde sig helt til at komme væk fra virkeligheden og ind i drømmeland.
Øjnene blev smækket op som rullegardiner og det var som en ond kæmpe krog greb fat i hans søvn og flåede den ud af ham levende. *HVEM VOVER AT LARME NU!?* tænkte han med et yderst provokeret blik og kæmpede for at komme op og stå for at vride halsen rundt på det levende væsen som havde haft nerverne til at forstyrre hans søvn.

Casuel var normalt ikke helt den der lod sig provokere så groft over så lidt som søvn, men denne gang var det anderledes syntes han, det var en nødvendighed nu og dyret som havde larmet havde taget hans nødvendighed og flået den ud af ham. Der skulle i hvert fald rulles hoveder nu. Han kom helt op og stå og trådte med et heftigt skridt fremad og så rundt som en sulten høg efter et bytte, han lod sine hænder knuge sig hårdt sammen så fingrene blev småhvide og knoerne godt fremstrakte.

... Casuel stoppede helt med hvad han var i gang med.. hans blik gik fra rovdyrs blodigt til et næsten fornøjet, men også meget undrende blik.. Hans øjne havde faldet på en dame, en dame som opførte sig meget underligt, det var som om hun forandrede sig. Øjnene blev større og større jo mere damen ændrede udseende og blev til en nydelig dame i en måske lidt for stor blå kjole. Han havde selv utroligt svært ved at tage øjnene fra hende.
Hans blik gik dog fra nysgerrigt til is koldt, det var trods alt hende som havde forstyrret hans søvn, havde forstyrret hans nødvendighed, og han ville ikke lade hende slippe let om hun så var en pige. Han tog fat i sværdets greb og tog det med sig, imens han begyndte at gå imod damen, dog havde han ladet hans sværds blad pege ned af så det måske ikke virkede så truende igen. Men hånden havde et godt fast greb om grebet på sværdet imens han skridt for skridt kom tættere på damen.. "Hvad biller du dig ind sådan at larme her!?" kom det spydigt fra ham imens hans kolde blik borede sig mod hende, "ved du ikke folk prøver at sove!?" kom det så fra ham og han sendte hende et utroligt koldt provokeret blik.

Starling så manden komme op mod hende med et trukket sværd, som så ret skræmmende ud. Men i det mindste pegede det ned ad, så han ville ik dræbe hende med det samme. Det så hun som god ting. Hun rettede sig op i sin fulde 172 cm højde og så på ham, idet han kom over. Han så vred og tvær ud og Starling klikkede svagt med tungen, uden at han hørte det.
Hun kunne ik lade være med at rynke brynene da han begyndte at snakke og og skulle bruge alle sine kræfter på ik at le ved den anden kommentar. Han havde en god og skræmmende profil og på en måde ønskede hun ik at komme ind på hans dårlige side, men igen, det ville jo ik være hende hvis hun bare sænkede hovedet og sagde undskyld. Så hun løftede trodsigt blikket og så direkte på ham.
"Hvad jeg bilder mig ind?" Hun løftede det ene øjenbryn i irritation, "Jeg bilder mig det ind at det her er et offentligt sted, hvor ALLE kan have lov til at gøre som de vil, plus jeg har lige brugt hele natten på at løbe væk fra en by som valgte at gøre mig til by fjende nr. 1. Og jeg kunne stille dig nogen lunde samme spørgsmål. Hvad bilder DU dig ind, at komme over til mig, med sværd fremme og klar til at hugge mig ned, når alt hvad jeg har gjort er at komme her til åen. Jeg har hverken forsøgt eller vil forsøge at tage dit liv, så den der," hun pegede på sværdet, "er helt unødvendig."

Hun gik sidelæns ned til floden igen, simpelthen fordi hun ik ville vende ryggen til manden. Da hun kom derned bukkede hun sig ned og tog lidt vand i hænderne og plaskede det i ansigtet, for bagefter tykkede hænderne ned af ansigtet så det overskydende vand ville forsvinde igen. Hun så over på ham og rettede sig så op igen.
"Desuden er klokken," hun så op mod himlen og hvordan solen var ved at fjerne stjernerne fra himlen, "over 6, så der burde ik være nogen der sover i det åbne på dette tidspunkt. Det er ik min fejl at du ik har en ordentlig døgn rytme." Hun så trodsigt på ham, og studerede ham. Han var tydeligvis ik et menneske, men han var heller ik shapeshifter, varulv eller elver, og vampyr var udelukket, da han jo stod i sollyset. Hun kunne ik rigtig se hvilket væsen han skulle forstille at være, hvilket gjorde hende endnu mere opmærksom. Man ved aldrig hvad han er i stand til ud over at bruge sværdet mod hende.

Han skulle lige til at åbne munden igen da hun kom noget i forkøbet og nærmest lukkede munden på ham, hvor han også gik hen og fik et meget overrasket og undrende blik. Hun snakkede godt nok meget syntes han! og hurtigt! Han gloede ned på sit sværd som hun fik omtalt og gloede tilbage på hende, hvor han så hejste sit sværd og lagde det ventende på skulderen af sig selv. Han gloede vildt undrende efter hende, og havde klemt mere og mere om sværdets skafte. Casuel vidste ikke meget om diskussioner, men han vidste hvornår en dame var provokerende, og især på den snakkende måde. Hans øjnene studerede måden hun var på, måden hun nærmest møvede sig frem på psykisk. Han trådte dog stort frem fysisk og stod igen helt klods op af hende og stirrede ned på hende, "jeg er ligeglad om du så var en fe.. du forstyrrede min søvn! det er ikke pænt gjort!" råbte han af hende og smed sværdet tilbage så det fløj igennem luften og ramte med spidsen dybt inde i træet han havde ligget under. Han knyttede sin næve hårdt, og lod sit blik glide kort ned af hende og op igen, "er det her bedre?" spurgte han hende is koldt og rettede sin knytnæve mod hendes mave, dog uden at slå. Han greb dog mod hendes ene håndled for at gribe fat og rive hende mod sig imens han ville stirre hende hårdt ned i øjnene, og knurre direkte af hende.

Om han ikke var god i ord gjorde han op med kropssprog, hvilket nu også var hans stærke side med sin muskuløse og bredskuldret og høje krop. Han ville ikke lade ord vinde over krop, og sendte hende derfor det mest kolde, dødbringende blik han over hovedet kunne præstere. Hans krop trak sig heftigt ind og ud ved brystkassen og hans krop var godt spændt op, mest for at gøre sig større og mere faretruende, som et stort dyr der beskyttede sit territorium. "og om du så vil sige et ord mere omkring denne sag skal jeg flå hovedet fra dine små skuldre.." bed han hårdt til hende og vendte sig så om og gik over mod sit sværd. Før han havde vendt sig havde han dog lige givet hende et sidste blik, et blik af tomhed og vrede, et blik af død.. men stadigvæk levende i tortur, før øjnene så gled mod sværdet han havde kylet i træet.

Han ville have sin søvn, om det så var at kappe hende over! Han bed sig let i læben kort, han havde nu ikke helt lyst til at kappe hovedet af hende lige nu, for skønt han skulle finde vej til byen, og skønt han var træt som en død fisk, så kunne hun måske alligevel bruges en smule? også kunne han altid komme af med hende bagefter, tænkte han i hvert fald. "din mund er alt for stor i forhold til din lille pige krop" kommenterede han så pludseligt med ryggen til hende og med sit kolde blik gik han fast besluttet mod sit sværd. *mund hun vil følge efter? mund hun vil angribe?.. mund hun vil flygte? bange? frygt?* tænkte han lidt og fandt det enlig lidt morsomt hvis hun flygtede allerede nu.

Starling stod kort og så på ham og den frygt han prøvede på at skabe. Starling blev opmærksom ja, følte ærefrygt ja, men hun var ik som sådan bange for ham. Hun havde haft med fyre som mindede om ham, før. Men ham her virkede meget mere aggressiv end alle de andre fyre. Hun trådte forskrækket væk, da han smed sværdet væk, en faldt en smule til ro, da sværdet blev smidt, VÆK fra hende og ik IMOD hende. Hun kunne mærke at hendes vejrtrækning var uregelmæssig, og tog så en dyb indånding. *Han er måske stor og farlig, men du skal nok klare dig. Det har du gjort før.* tænkte hun opmuntrende til sig selv. Hun begyndte at mærke at hun trak vejret "nogenlunde" roligt igen, indtil han nærmede sig og greb fat i hende.
Hun så ham trodsigt i øjnene og prøvede på at hive sig selv fri. *Ik vis din frygt Starling. Du må IK give ham den tilfredsstillelse.* Hun brugte al sin vilje styrke på at trække vejret roligt, og se irriteret på ham. Endelig gav han slip på hende og begyndte at gå væk, og hun havde lige det lige pludselig nemmere ved at trække vejret. Hun så efter ham og rynkede så brynene.
"Du kan sku da ik tillade dig at begynde at råbe af mig ELLER gribe fat i mig." råbte hun efter ham, da han begyndte at gå hen mod sit sværd igen. Hun følte det groft som om hun blev ignoreret og fulgte så efter ham. "Hvorfor vender du ryggen til? Jeg er ik færdig med dig!" Hun stoppede op og lagde hænderne på hofterne. Stoffet føltes blødt, let og løst under hendes hænder. "Desuden, du kan bare vove på at røre mit hoved og hvad mener du HELT præcist med at sige at min mund er for stor til min krop?" Hun så vredt på ham og fulgte alle hans bevægelser med øjnene.

/undskyld det er kort. Krea svigt.

Han gav et gip fra sig og musklerne på ham spændes hårdt og blodårene begyndtes at kunne ses tydeligere og tydeligere.. Han stod helt stille og lyttede til at hvad hun sagde indtil hun var færdig. Han vendte langsomt sit hoved bagud og sendte hende et yderst provokeret blik og vendte sig så med et ryk mod hende og trådte helt tæt på hende imens man kunne se han var lige ved at sprænges af vrede, kunne hun dog ikke bare holde sin mund!?

Han trak vejret heftigt og denne gang begyndte at gå direkte mod hende og ind i hende hvis hun ikke med det samme begyndte at gå baglæns, imens hans blik borede sig i hendes med en intens glød.. "du.. skulle.. absolut.. blive... ved...." bed han hårdt af hende og stoppede pludseligt op imens han stille ændrede sit blik let på hende. Han blev tænkende.. stille.. dog ændrede det sig hurtigt igen som han pludseligt pustede sig op og næsten hvæsede af hende "jeg kan slå dig ihjel hurtigere end du kan nå at blinke... men måske kan jeg... nej din mund er garanteret for stor til det.. måske skulle jeg bare slå dig ihjel nu og her.. så er verden trods alt i fred fra dit forstyrrende jeg." kom det fra ham hvor han begyndte at knytte sin næve hårdt i hånden og blikket var frosset på hende.

"Jeg vil give dig en chance... EN chance for at give et svar.. arbejd for mig... eller dø!" sagde han så og var fuldt ud klar til at sende hende en næve lige i smasken hvis det var hun svarede forkert på hans spørgsmål. Han var dog nu så småt ved at falde en smule ned, vejrtrækning var gået helt ned og var blevet normal, men hele hans venstre arm var stadigvæk i spænd, klar til at flippe næven, som truende var rettet med knoerne mod hendes kranie.