It has been to long without a friend //Kani//

Sted: The Forest, tæt ved søen.
Omgivelser:
Tid: 19.30
Vejr: blæser, men træerne aftager lidt af vinden.

Lily sad på bredden af søen og prøvede at slå smut med et par sten, men det lykkedes ikke rigtigt for hende, så efter et lille stykke tid valgte hun at give op. Hun rejste sig op og drejede en omgang rundt om sig selv, for lige at få lidt liv i sig selv igen, før hun begyndte at spidse øre efter skovens små lyde.
Hun kunne høre de små harekillinger snakke med hinanden, hoppe rundt, og kalde på sin mor, fordi de var blevet sultne. Hun kunne høre bladenes rislen, når vinden af og til gav et par kraftige stød fra sig, og hun kunne høre vandets små sammenstød mod bredden.
Vinden tog fat i hendes hår og kastede det om hovedet på hende, så det ikke længere så fint og glat ud, men nu havde et mere rodet look.
Lily lod en hånd køre gennem håret, for at få mere styr på det, og valgte derefter at gå lidt væk fra søen og ind mellem træerne.
Hun var iført et par lyseblå stramme jeans, en løs hvid t-shirt og et par sorte ballerinasko, som var ved at blive godt slidte af de mange vandreture i skoven, selvom hun tit gik i bare fødder. Men ballerinas var bare normalt sarte og kunne ikke rigtig holde til skovens hårde bund.
Hun vendte sig om mod søen igen og gik tilbage mod den igen.

Inde imellen de tætte træer stod der en und mand ved navn Kani, han har en korte bune bukser på og en halv land hvid bluse på, hans øjne lyser op i det sidste lys solen kaster ned på jorden, han smiler svagt da han får øje på en kvinde nede ved den halv store sø og kaster med sten, han griner let og lav, det var lavt nok til hun ikke kunne hører det, han så lidt rundt for at få øjne på andre i nærhedden, men han kunne ikke rigtig se nogen, så han tog et skrit frem, men stoppede op igen da hun begynde at gå hen imod ham, så han tog hurtig et skrit tilbage, så han stod på samme plads som før, han så ned og rystede på hovedet, hvorfor havde han det så svært at komme i kontakt med andre væsner, da hun gik tilbage til søen, tog Kani chancen, han gik frem for det sted han havde stået og set på hende, han smilede venlih, for ikke an virke farlig, han så på hendes hår som så lidt rodet ud han grinede af det, men stoppede hurtig igen, han smilede og sagde med den varme og rolig stemme han nu havde ''Godaften frøken'' Han gik ned foran søen og kiggede ned og så sit eget spejbillede, i vandet kunne han se den onde engel han nu engang var, de store sorte vinger, men de var ikke fremme på ham, kun i billedet i vandet, Kani rystede på hovedet, og tog en sten op og kastede den i vandet, så det ikke længer var i ro.

Lily så forskrækket hen mod den fremmede fyr. "Ååh, hej," sagde hun stille og undrede sig over hvorfor hun ikke havde hørt ham komme. Hun plejede ellers altid at høre folk, lang tid før de nærmede sig søen. Hun stod lige et øjeblik og betragtede ham gå ned mod søen og kaste med sten, ligesom hun havde gjort for bare et øjeblik siden. Forskellen var bare, at hun havde prøvet at slå smut, og han tydeligvis bare kastede en deri.
Hun gik hen til ham og tog sig så lidt sammen til at være lidt mere høflig. "Jeg blev bare lidt forskrækket. Troede jeg var alene," sagde hun, "Nå, men mit navn er Lily." Hun sendte ham et smil og rakte hånden frem og ventede bare på, at han ville tage imod den. Han var egentlig en meget flot fyr. Et par år ældre end Lily selv.
"Hvad bringer dig herud i skoven alene?" spurgte hun. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige, og det virkede som det mest oplagte. Hun sendte ham endnu et smil og så lidt rundt. Afsøgte området, før hun igen lod blikket falde på ham.

Kani smilede svagt og så ned i vandet, der gik et øjeblik før han snakkede igen "Det må de meget undskylde, det var ikke min mening at du skulle blive forskrækket" han så på hende og smilte tilbage, og sagde med en rolig og venlig stemme "Kønt navn de har dig, mit navn er Kani" han tog hendes hånd og knyttede let om den, han så rundt og opdagede at hun havde ret der var ikke andre væsner end hende i skoven, og selvfølelig ham, men han tæller aldrig sig selv med, han slap hendes hånd og smilede varmt til hende, han så igen imod vandet, han overvejede virkelig at hoppe i, men alligevel ikke for han kendte jo ikke denne pige, så han vil ikke lige frem vise sin krop til hende, hverken på den ende eller den anden møde, hun kunne nok blive en ven men så heller ikke mere, eller det viste man jo aldrig, da hun snakkede igen så han ikke på hende, denne gang så han op i himlen som nu var halv mørk, solen var allered gået ned, så han viste at vampyr og dæmoner snart kom frem, men han håbede det jo ikke lige frem, han så hen ned i søen og svare hende så tilbage "Jeg er bare ude at gå hvis man kan sige det, hvad bringer de selv her ud, også om aften?'' han lade sit hoved på skrå og så spørgerne på hende, hun lignede ikke de andre væsner, Kani stod lidt og tænkte på hvilken væsen hun mund var, men han kunne virkelig ikke finde ud af det, så han viste hvad han skulle sige næste gang.

"Kani er da også et flot navn," sagde Lily og kiggede lidt på sin hånd efter han havde givet slip på den, og havde virkelig ingen anelse om, hvorfor han havde taget fat i den, men det var måske bare, noget han gjorde. Hun havde heller ikke noget imod det. Så længe han bare ikke gjorde hende fortræd, måtte han tage hendes hånd, lige så mange gange han havde lyst til.
Nå, så han var bare ude at gå. Folk plejede ellers ikke at gå en tur i skoven, så sent om aftenen, men der skete jo noget nyt hele tiden. "Jeg bor her," svarede Lily. "Altså ikke lige her, men skoven generelt. Jeg bor egentlig hvor jeg har lyst til, men skoven er nu engang det sted jeg holder mest af," sagde hun med et smil. Hun så hen mod søen. Månen spejlede sig i dens blanke vand, som var så roligt, at det ikke længere var et eneste tegn på, at de havde kastet sten deri.
Lily så ham ligge hovedet på skrå. En ting hun selv gjorde mange gange, når der var noget hun ikke lige forstod. "Du skal altså bare spørge løs, hvis det er," sagde hun med et smil, "Det er i hvert fald det jeg altid selv gør." Hun begyndte at le. Det var lige præcis, det hun altid gjorde. Der var nemlig ikke nogen som var lige så nysgerrige som Lily. Nogle gange vidste hun bare, hvornår man skulle tie. Andre gange havde hun ikke styr på en skid.

Kani så på hende og sagde med en dejlig varm stemme, "Nu synes jeg dit er flottere" han smilede svagt til hende, han havde inget problem i at hun snakkede, det var bare hyggeligt, så var det også lidt næmmere at snakke sammen, han så ned i den helt stille så og snakkede lidt og sit selv, så hun fik et lidt stører overblik over hvad han var for en, en blid og rolig stemme kom ud fra han mund og danner orderne, "Det lyder da meget hyggeligt at bo her ude, hvor der ikke kommer så mange væsner, jeg selv kommer fra byen, men overvejrer at flutte væk, byer er ikke lige noget for mig, jeg vil hellere ude i den friske natur om leve som en elver, selv om du kan har ladt mærke til at eg er en falden engel" Kani grinede lidt hvordan kunne han samligne sig selv som lever i naturen med en elver, det var jo det dummeste han havde sagt i sit lange liv, han synes hun har ret sjov at snakke med, så her kunne der vel nok godt komme et godt venskab, og måske mere men han agv ikke sætte næsen for langt frem, han vil hellere tage det som det kommer, stille og rolig fra nu af ikke noget med bare at gå til dem fordi de så meget pænne ud, han så på hende og opdagede at hun så ned i søen, han smilede og sagde så igen med en lidt roliger og varmer stemme, "Hmm hvad kan jeg mund spørger dig om? jo nu har jeg det, hvilken race er du? for det duft du udsender kender jeg ikke, jeg kan sige med sikkerhed du ikke er en engel eller en dæmon" han smilede så sødt som han overhovedet kunne, for han vil ikke virke farle, ikke nu hvor de havde det så sjovt, men han vil stadig vide hvilken race hun var, for hvis hun var en vampyr, hand han et problem, for sidste gang han mødte en var sammen med hans ulve veninde, hvor de havde slået den ihjel, men efter noget tid kunne han duft at hun heller ikke var en vampyr og en varulv var helt udelukkende, han stod lidt og fik en masse tanker igennem hovedet, de fleste var om hvilken race hun var, og nogen var om Lu Xin og andre viste han overhovedet ikke var kommet ind i hoovedet på ham.

"Jeg kan ikke forstå, hvordan de kunne finde på, at smide sådan et sødt væsen som dig ud ad himlen. Men det er nu nok meget godt, ellers ville jeg aldrig have mødt dig," sagde hun med et smil. Kani var nu en meget sød fyr.
"Du kan da bare flytte ind i skoven til mig," sagde Lily med et smil. "Her er masser af plads." Hun slog ud med armene, for at vise hvor meget plads der var og begyndte så at grine.
Hun vendte blikket hen på søens blanke vand igen og iagttog de ringe vandet lavede, når der af og til kom et lille vindpust og brød søens stille vand.
Lily lyttede efter, da han prøvede at regne ud, hvilken race hun tilhørte, og hun kunne ikke lade være med at smile.
"Jeg lever nok ikke op til ondskabskravende for en dæmon hva'?" lo Lily. "Jeg er en shapeshifter," svarede hun og så på Kani igen. "Jeg kan forvandle mig til en sneleopard." Hun sendte ham et venligt smil, før hun drejede hovedet mod søen igen. "Det er en skøn aften," sagde hun stille. "Også selvom der blæser lidt."
Lily fik pludselig en fantastisk idé. Hun greb fat om Kanis håndled og rev ham tættere på vandet før hun begyndte at prøve på at skubbe ham i søen.

Kani så på hende og viste ikke helt om han skulle fortælle hende om sin fortid han gik lidt væk fra vandet, på et eller andet tidspunkt skulle han nok komme til at fortælle det så hvorfor ikke bare gjord det nu, eller få det ud end at gemme det væk og håbe på at det aldrig vil komme frem, "det kan jeg hurtig sige dig, jeg så som sagt mine forældre og min bror ihjel, fordi de havde slået min bedsteven ihjel" han så væk og forsatte med at fortælle om sin fortid, "De var dæmon jager, og min ven var uheldigvis dæmon, da de fandt ud af det dræbte de ham, jeg kunne ikke klare at leve med at de havde slået han ihjel, så jeg tog deres liv, ca. 50 år efter, fandt himlens herre mig og tog de hvide vinger som skulle havde siddet der hvor de sorte er nu, jeg er en falden engel men en forfærdelig fortid, du er sådan set den første jeg har sagt det til" han så igen på hende og smilede svagt, da hun forslog ham at blive her blev han glad men det stoppede hurtig igen, han så igen ned i søen og kastede en lille sten i vanden, så det kom i uro igen, "Det er måske ikke en god idé, nu har du hørt min fortid og du vil nok tage til tilbud tilbage, det gør de fleste" Kani så på hende da hun sagde hvilken race hun var, han havde aldrig hørt om den, det lyder som en varulv, men alligevel ikke for så vidt han viste kunne varulve ikke forvandle sig til en sneleopard, han fik nok lov til at se hende forvandle sig, men lige nu skulle hun kom lige komme over det han havde fortalt hende, han mærkede at hun tog fast i han hånd, han gav lidt modstand, så han stod lige det samme sted i nogen få sekunder hvorefter han gik 5 centimeter frem og stoppede op igen han grinede og sagde med en drillende og varm stemme, "Hvis jeg skal ned i søen skal du med, sådan ligger landet"

Lily kunne se, at Kani stod og tænkte lidt, og hun kunne fornemme, at der var noget, han gerne ville fortælle hende, så derfor stod hun bare stille og betragtede ham gå lidt frem og tilbage, indtil han var klar, til at fortælle om grunden til at han faldt. Hun lyttede meget interesseret til hans historie, og selvom den var sørgelig, så gjorde det egentlig ikke hende noget, at han engang havde været en koldblodig morder.
"Så længe du ikke slår mig ihjel, skal det nok gå," sagde Lily med et smil. Hendes beslutning var taget, og hvis han havde lyst til at bo i et hult træ, ligesom hende, så måtte han være velkommen til det.
"Det er nu også, så vidt jeg kan forstå, lidt over halvtreds år siden, og det er for lang tid siden til, at jeg vil dømme dig på det," sagde hun og smilte igen.
Lily syntes, at alle skulle have en chance til, og bare på et år kunne man ændre sig meget, så hvad mon ikke man kunne på halvtreds eller mere?
Lily var lige ved at opgive at skubbe ham i vandet, da han var for stærk og ikke ville rykke sig en tomme, men alligevel ville hun ikke bare give op, for hun ville gerne have ham i godt humør igen. "Det er altså ikke helt sådan landet ligger søde," sagde Lily bestemt, men stadig med en undertone af latter i stemmen. "Det handler om hvem der kan få skubbet den anden i først." Og med de ord begyndte Lily at hive og skubbe Kani ned mod søen, som om det var en slags konkurrence.

Kani så men store øjne på hende og sagde men en venlig stemme, imens han smilede sødt, "Jeg ku aldrig finde på at gøre dig noget" Kani så imod vandet og tanken om at flytte her ud var stor men alligevel ikke, han kunne ikke klarer at bo alene uden nogen at snakke med, han synes selv at har levet alene nok, og han vil ikke tilbage til det liv igen, han hørte at hun snakkede igen og selv om han ikke ligner en som hører efter, hørte han alle de smukke lyde som kun ud af hendes lille mund, efter noget tid så han på hende, men store glade øjne som om intet var sket, "Ja halvtreds år siden, og sådan er jeg ikke mere, nogen forstår det bare ikke, mange tror jeg er den samme person" han så bare på hende med kæmpe store øjne, han håbede på at hun vil give det her venskab en chance for han vil ikke være alene det er nok med at han har mistede to piger som han elskede over alt i denne verden, og at hans famile blev dræbt af ham selv og hans bedsteven, han var virkelig alene, måske skulle det bare være sådan men han håbede det ikke, han mærkede at hun lade flere kræfter i hendes skub, han grinede lidt han synes det var så længe siden at han havde grint, da hun igen begynde at sankke overvejede han virkelig at bare giv efter så de begge fldt i vanden men så næmt skulle hun ikke slippe, han tog fast i hendes overarme og vente hende om så hun stod med ryggen til søen han gik stille og rolig hen imod den, så det næste skrit ville være sådan at hun ville falde i, han holdte hende godt fast så hun ikke kunne slippe væk, han vil jo ikke gøre hende noget ondt det havde han jo sgt at han aldrig vil gøre, han grinede sødt og åbnede sin mund så nogen smukke ord kom ud, "Hvis jeg skal i skal du med" Knai så på hende om grinede lidt mere han lod som om at han skubbede hen ud over kanden.

"For mig virker du ikke som den samme person," sagde Lily uden hverken at smile eller grine. For han skulle forstå, at hun mente det seriøst. Hun forstod ikke hvordan disse andre folk han snakkede om, kunne være så snæversynet. For Lily virkede hans fortid slet ikke som noget der passede på ham.
Lily valgte ikke at sige mere om det emne. Hun ville hellere lukke den og derefter have det sjovt.
Lily kunne ikke gøre noget imod hans kræfter. Hun blev bare ved med at rykke tættere og tættere mod søen, og det var ham der havde styringen, hvilket betød, at det var hende, som ville ryge i. Han havde fat i hendes overarme, så derfor havde hun rig mulighed for at tage for om hans arme og på den måde låse sig fast, så han ikke kunne kaste hende i. Hun overvejede hurtigt hendes muligheder, som så ubetydelige små ud, men hun havde dog en taktik, som ikke virkede særlig sandsynlig, men det var en idé, som måske kunne få hende til at vinde alligevel. Eller måske så kun halvt. Hun sprang op at sidde på Kanis mave og låste sig fast med benene, så det nu var umuligt for ham at kaste hende i vandet. Hun lænede sig en lille smule bagover, for at få ham til at miste balancen, men det var ikke den nemmeste ting i verden. Hvis hun ikke kunne skubbe ham i, hvilket havde været hendes intentioner til at starte med, så måtte hun jo bare hive ham med ned, så det ville stå uafgjort, og måske endda hælde et par point over mod hendes pulje. Kun måske. Lily kunne ikke lade være med at grine. Der skulle gives kamp til stregen, for hun ville ikke tabe. i hvert fald ikke alene.

Han mærkede hvordan hendes ben holdefast rundt om hans liv, han grinede og havde nu chancen for det hen havde tænkt sig, han så på hende og sagde med en venlig stemme "Er du klar" Mere sagde han ikke, han tog et skrit frem så spissen af hans fodder var ud over kandten af søen, før hun kunne nå at give slip og komme væk, lade han vægten fra over så de begge vil falde i de nu urolige vand, han tog sine holder om hendes ryg for at hovede hende tæt ind til sig, han grinede til sidst og de begge lande i det halv varme vand, de kom under vandoverfladen, han åbnede øjne under vandet for at se hvordan hun havde det, han tog fast i hendes overkrop så de igen kom op over vandet han så smilende på den nu våde veninde eller hvad hun nu var for ham, han så hen ned i vandet og smilede, han så sig selv men våde sorte vinger.

Lily nåede ikke at svare, før hun var havnet under vandet og ren overraskelse kom til at give slip for Kani. Dog holdt hun stadig fast i ham med den ene hånd, og da de var kommet op til overfladen igen, gav hun slip, og fjernede det våde hår fra ansigtet. "Nej det var jeg faktisk ikke," sagde hun, og prøvede at lave et meget seriøst udtryk, men til sidste blev hun nødt til, at bukke under for latteren. Hun syntes faktisk, at Kani var en meget sød fyr. Han var også sjov. Hun havde ikke helt været sikker på, om han ville være med til at blive hevet med ned i søen til at starte med, men det viste sig, at han gerne ville. "Vandt jeg så?" spurgte hun med et smil. De havde egentlig aldrig talt om, at det var en konkurrence, men Lily syntes det var sjovere, at slås om hvem der skulle vinde.
Lily rakte ud efter Kanis hånd og trak sig hen mod ham igen, da vandet havde ført dem i hver sin retning. Hendes hvide T-shirt, var blevet en smule gennemsigtig og klamrede sig ind til hendes krop, men det var ikke noget hun bed mærke i. Hun aflagde afstanden mellem dem og gav slip på hans hånd, for i stedet at ligge hænderne om hans nakke. Hun smilede og så ham dybt ind i øjnene. De var flotte. Hans øjne, altså. Hun bed sig forsigtigt i læben og lod sit blik afsøge hans ansigt. "Jeg håber ikke det gør noget, men..." Mere gad hun ikke sige, før hun bare gjorde det. Slog deres hoveder hårdt sammen og udstødte et latterbrøl, så hun var ved at kvæles i vandet, fordi det var svært at holde sig oppe, så sjovt som hun havde det.
"Ej det må du virkelig undskylde," sagde hun, men overhovedet ikke på nogen måde seriøst. Hun kunne godt selv mærke, at det gjorde lidt ondt i hendes eget hoved, og hun havde endda valgt et af hovedets mest stærke steder, så hvor ondt det mon havde gjort på ham?

Kani smilede til hende da hun igen begynde at snakke til ham, han sagde med en dejlig varm og rolig stemme "Når det er vist forsendt at sige nu" han grinede varmt han synes hun var mega sjov han havde vist fået sig en ny ven, eller måske noget mere, men det vil han lade tiden vise, han så rundt for at se om de var alene for han vil ikke havde nogen så ham sammen med en ny pige, for han viste at de bare ville sige at han leger med pigers følelser og det var selt ikke det han gjord, da hun igen snakkede til ham grinede han imens han sagde, "Det kan vi godt sige hvis det gør dig glad Kani smilede varmt til hende og mærkede at hendes lille hånd tog fast i hans håndled, han smilede og mærkede fælelsen af at en rørte ham, kort hender mærkede han et slag i hovedet, i første omgang gjor det ondt, men da hun begynde at grine kunne han ikke lade være med at grine tilbage, og med det samme forsvandt smarten, han sagde men en rolig stemme, "Det er helt iorden, det gjord ikke ondt" Han havde det dejligt sammen med hende, og tanken om at flytte her ud i skoven sammen med hende, blev stærkere og stærkere han fik mere og mere lyst til at forlade byen, men han kunne ikke endnu, for tanken om at væe alene igen overvandt tanken om at flytte, han så igen rundt og han se en lille kanin komme frem, den gik stille og rolig ned til søen som de nu var i, og drak lidt vand, sidste gang Kani havde set en kanin var da han var sammen med Lu Xin, den det var fortid, han ville ikke tænke på hende nu, han havde det så sjovt at han ikke ville lade en eks'kæreste komme imellem, han så igen på hende og smilede venlig og sagde med en varm stemme, "Når hvad har du nu lyst til" Kai lade hovedet på skrå for at se lidt sjov ud, men han viste ikke om det var sjovt, det vil tiden nok vise ham.

Lily grinte bare endnu mere, da Kani sagde at det var for sent at sige, at man ikke ville ned i vandet. Og endnu mere voksede hendes smil, da han sagde, at hun vandt.
Hun kunne godt se på ham, at det måske gjorde lidt ondt i hans hoved efter sammenstødet, men efter lidt tid var det vidst gået over igen. Hun lagde armene om ham i en omfavnelse og gav ham et stort kram, som ekstra trøst og undskyldning over at havde slået deres hoveder sammen. Hun havde bare syntes det var så humoristisk og en så fantastisk idé, at den bare skulle afprøves.
Efter lidt tid stoppede hun med at kramme ham og gav slip på ham igen.
Kani spurgte hvad hun havde lyst til at lave, og hun tænkte lidt. "Hvad med at vise mig dine vinger?" spurgte hun nysgerigt. Hun havde aldrig rigtig set et par englevinger før, så det kunne da være sjovt at se, om de så ud, som hun havde forestillet sig dem.
"Og derefter er jeg da altid frisk på lidt sjov og ballade," sagde hun med et smil og lo.

Kani smilede stort da hun begynde at grine, det var helt utroligt hvor meget deres venskab voksede, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde grint så meget som i dag, Kani grinede med men stoppede da hun spurgte om hun måtte se hans vinger, Kani så let ned i det halv varme vand, han havde sådan aldrig vist sine vinger frem og han viste ikke hvordan hun vill tage det når to store sorte vinger ville komme frem på ryggen af ham, men han tog sig sammen og smilede til hende og sagde med en rolig og kærlig stemme, "Jo jeg kan vel godt viste dig dem" Kani vente sig om så hans ryg var imod hende, der gik ikke langt tid før man svagt kunne så noget komme ud af ryggen, som sagt kom der to store sorte vinger frem, og slå dem ud så man virkelig kunne se hvor store de var, han smilede svagt og viste godt hun ikke kun se det, han vente hovedet imod hende og sagde med en stille stemme, "Når hvad synes du" Han grinede da det hun sagde efter han vente sig om og gik lidt tættere på hende, for at se hende rigtig, hun var jo meget køn det var slet ikke det, han synes bare det var meget hurtig at finde en ny pige, så han ville tage det lidt med ro, men det var for forstend, han stod næsten foran hende, han lade stille sin panden imod hendes og så hende ind i øjne og sagde med en grinende stemme, "Hvad mener du så lige med det" han lade den ende hånd om bag hendes ryg og tog et skrig længer hen til hende, så deres kroppe næsten ramte hinanden, han var lige ved at kysse hende på munden, men stoppede sig selv for han viste jo ikke om hun ville havde det eller ej.

Lily gjorde store øjne, da hun så to store, sorte vinger folde sig ud fra Kanis ryg.
"Må man røre ved dem?" spurgte hun, og rakte en hånd ud. Og inden han overhovedet kunne nå at svare, havde hun nærmest begravet sine hænder i de sorte fjer. De var ægte nok. Lily vidste heller ikke lige hvad hun havde regnet med. Hun vidste jo godt, at det ikke kunne være falske fjer, men alligevel. Det var en smule mærkeligt.
Hun så ham vende sig mod hende og komme tættere på. Hun mærkede hans hånd på sin ryg og hans pande mod hendes.
"Hvad jeg mener med det?" spurgte hun med et smil, og prikkede ham på næsen med sin pegefinger. Hun kunne godt se, at han virkede en smule nervøs. at det var det, jeg mente," sagde hun og prikkede ham på næsen igen. "Men det kunne jo også godt være det her." Hun tog det sidste skridt, som eliminerede pladsen mellem dem fuldstændig, hvorefter hun lagde armene omkring hans nakke og lod deres læber mødes. Det varede lidt længe, før hun trak sig tilbage igen og sendte ham et varmt smil.
"Var det nogenlunde det du regnede med, at jeg mente?" spurgte hun med en sød stemme. "Men det kunne jo også være, at jeg mente noget helt andet," sagde hun og trak ham med ned under vandet.
Da hun kom op til overfladen igen begyndte hun at grine igen. "Men du må selvfølgelig også være med til at bestemme hvad jeg mener," sagde hun med et smil og gav ham et stort kram.

Kani kunne ikke nå at sine noget før nogen varme hænder imellem de kæme store vinger, han havde ikke engang selv rørt ved dem, så hun var den først som havde gjort det, og det var han sådan set glad for at hun var den første som havde rørt ved dem.
Da han stod med forkroppen vent imod hende, mærkede han en finger på sin næsre, Kani rystede på hovedet for han lade ikke mærke til det, han hun snakkede igen grinede han for han vise at hun bare leget med ham, fordi hun nok synes at det var sjovt at drille, han så på hende med de lyseblå øjne og smilede, kort eftr kunne han mærke noget varmt og blødt han åbnede sine øjne og så at deres læber ramt hinanden, han lukkede øjne igen fordi det følels så vidunderligt, han havde aldrig mærkede sådan nogen læber før, de var helt igennem vidunderlige at kysse, han tog sine hænder om hende og rykkede hende tætter op han mærkede de dejlige varme hænder om sin nakke og han kunne gætte sig frem til det var hende, han havde kastede alle tanker væk, han kunne ikke tænke klart, og verden omkring ham forsvandt med det samme, noget tid efter kunne mærkede han at deres læber slap hinanden og han kunne igen høre verden, og tankerne kom igen og alt var tilbage som før, han ønskede sådan at de havde stået der i nogen længer tid, da hun igen snakkede kunne han næsten ikke lade være med at smile til hende og sagde med en varm og kærlig stemme, "Det kunne måske godt være det jeg håbede på" han lade sin pande imod hendes igen for at se ind i de dejlige øjne hun nu havde, da hun snakked igen smilede han bare noget mere og lade hovedet på skrå, "Det kunne godt være det var noget andet du mente, det jo op til dig" han viste at hun drillede ham, men han var ligegald han havde det dejligt hos hende, og tankerne om Lu Xin og Angela var væk, det var lige før han ikke kunne huske hvem de her to piger var, før han viste af det var de igen under vandet, og oppe igen han så på hende og grinede varmt, "Hmm hvis jeg skulle bestemme hvad du mente ville jeg nok sige det her" Før hun kunne rykke sig, lade han sine hænder på hendes hofter og han nu våge læber imod hendes, tankerne forsavdt igen og alt blev stille om dem i hans hvode.

Lily mærkede endnu en gang hans læber mod sine. Hun var glad for, at det var det han valgte. Det var også lidt, det hun havde regnet med. De andre ting hun havde sagt, havde kun været for at drille, hvilket var noget Lily var god til. Hun elskede at drille andre. I sær dem, som hun holdt af, eller syntes var specielle og søde.
Hun masserede ham i nakken med sine fingerspidser, mens de kyssede, og da de efter lidt tid stoppede igen, var det for Lilys vedkommen, kun lige for at kunne trække vejret og se ham i øjnene. Hun sendte ham et smil, og lod deres læber mødes igen.
Lily syntes Kani var sød. Hun kunne godt lide ham, men hun vidste ikke, om alt skete for hurtigt. Men Lily fulgte altså bare sine følelser, og vidste, at tiden ikke ville kunne trækkes særlig meget ud, for hun havde på fornemmelsen, at de begge havde spekuleret i nogenlunde lang tid, om de skulle tage springet og kysse hinanden, eller om de ikke skulle, og pludselig havde de taget beslutningen, så om det gik for hurtigt, ville Lily nu alligevel ikke sige. Skæbnen gik jo bare sin gang, og lod tingene ske, i en eller anden rækkefølge.
Lily trak sig tilbage og så på ham. "Jeg er glad for, at det var det, du valgte, at jeg skulle mene," sagde hun med at smil og lagde hovedet på hans skulder, mens hun krammede ham.

Kani mærkede hvordan deres læber slap hinanden igen, og han ville bare så gerne ønske at de kunne stå der i vandet for altid og kysse, han holdte virkelig meget af hende, selv om de ikke har kendt hinanden i særlig langt tid, kani lade sine arme om hende og nussede hendes våge ryg, han havde intet problem i at de stod og kyssede, men måske var det alligeve lidt for hurtig, men sådan var Kani han var lidt for hurtig fremme i skoen, han gjord hvad det passede ham, vel sige på den møde at vis han gerne vil kysse en ville han ikke vente til at hun er taget af en anden ung mand, Kani hørte hende tale igen og det følels som en evig hed sigen han havde hørt hendes smukke stemme, det var helt utroligt hvor maget han havde savnet den, og nu var den tilbage, nu savnede han bare hendes bløde læbe op sine egen, Kani svaret sødt og kærligt tilbage, "Når så det mener du var" han mærkede hvordan hun karmmede ham og nu kunne han ikke selv lade være med at drille, han tog sine hænder i siden på hende og killede hende, og håbede sådan at hun ville falde tilbage og ned i vandet, men man viste jo aldrig, efter noget tid hvor han havde killet hende stoppede han op for han vil jo helst ikke havde at hun dødede af grin, han så hende ind i øjne og sagde med en næsten hviskende stemme, "Når hvad vil du så nu lave" han så meget spørgerne på hende, hovedet på skrå og hans ansiget gjord et eller andet så det så sjovt ud, han havde det mega sjovt hos hende, men han viste at på et tidspundt ville det være forbi, han ønskede bare at det ikke ville være nu eller sender hen.

Lilly faldt bagover og slog ud efter Kaní, da han begyndte at kilde hende. Det var ikke fordi hun havde intentioner om at ramme ham, i hvert fald ikke hårdt, men hvis det blev ved meget længere, ville hun ende under vandet med vand i lungerne. "Stooop," halvt skreg og halvt grinede hun. Hun fik balancen igen, og kom op at stå på sine ben. Hun prøvede at fjerne hans hænder, men det så ud til, at han gjorde det selv efter lidt tid.
"Det må du aldrig gøre igen," sagde hun forpustet og med et svagt smil på læben. Lily var så kilden, at det var sindsygt. Det var nærmest uvirkeligt, så kilden man kunne være.
Lily hørte Kani spørge, hvad hun nu havde lyst til at lave, og derefter lavede han en eller anden underlig grimasse, der fik hende til at le højt.
"Jeg må snart lade være med at grine så meget," sagde hun med et smil. "Jeg mener... Man får jo helt sidestik." Hun prøvede at lave en ultra-alvorlig grimasse, men det resulterede ikke i andet, end at hun begyndte at grine igen. Hun kunne bare ikke lade være, for hun havde det bare hyle morsomt.
Hun gik, næsten i slowmotion på grund af vandet, om bag Kani og så på hans vinger. De var store, flotte og sorte. Sort var en pæn farve. Så vidt Lily vidste, symboliserede den mystik. Det kunne hun godt lide. Hun begravede igen sine hænder i det smukke fjer.
"Virker de overhovedet, eller er det bare til pynt?" spurgte hun nysgerrigt. "Altså ikke fordi jeg har tænkt mig en flyvetur," skyndte hun sig at sige. Lily kunne godt lide at klatre i træer, men det var også det. At flyve, var ikke lige det, der fristede.
"Nå men, hvad har jeg lyst til at lave?" mumlede hun. "Jeg gad godt sætte mine klør i dig og udforske dig endnu mere." Hun satte sine fingerspidser mod hans side og lavede en glidende bevægelse hen mod sig selv igen. Hun lavede en lille "krsssh" lyd, som hvis hun havde haft klør, som havde flænset lidt i hans tøj. Det havde hun dog ikke. I hvert fald ikke lige nu. Det ville være synd for ham.
Så smilede hun lidt for sig selv. "Hvad har du lyst til?"

Kani tog ud efter hende da han lade mærke til at hun faldt bagover, han mærkede et lille slag på den ende side men tog sig ikke ad det, han havde hun en ting i tankerne og det var at gribe hende enden hun faldt med i vandet, ha hørte at hun næsten råbt af ham og han slap hende hurtig, han ville helst ikke gøre hende mere sur end hun var blevet, han nikkede bare uden at sige noget, for tænk nu hvis han sagde noget forkert, men han kunne ikke selv holde masken og et dejligt varmt grin kom ud fra hans mund, "Hvorfor, det er da dejligt at grine" han så på hende og smilede varmt, han vil ikke gøre hende ondt eller sårer hende, hun var dejlig og hun så ikke på hans fortid men på den han er i dag, og det er han glad for, han grinede igen da hun snakkede om sidestik, "Jeg har aldrig fadt sidestik" og det var sandt, han havde aldrig fadt sidestik fordi han ikke har grint i år vis, han lukkede øjne o nogen minutter og åbnede dem igen og opdagede at hun var væk, men kort efter mærkede han nogen hænder imod sine vinge og han slappede af igen, for nu viste han var hun var, tænk hvis hun var blevet taget af nogen, så ville han aldrig tilgive sig selv for det, han så sig over skulder og smilede, "Hvad tror du selv de er tosse" han grinede lidt og synes det var et meget mærkeligt spørgsmål om det var rigtige eller falske han luftede det ende øjebryn og så på hende, "Er du sikker på du ikke vil havde en flyvetur?" han så meget spørgerne på hende, for hvis hun ikke ville var hun den første som ikke ville af dem han kender, han lukkede øjne igen og mærkede noget spis imod sin side, han åbnede dem igen og så til siden og opdagede at det bare var hende som havde sat sine finger i sig, han så på hende med et svagt smil, "Når hvad emner du så med det" han grinede lidt af det han sagde, for han viste jo godt hvad det var hun mente, men han vil gerne lege lidt med, han så på hende da hun spurgte om hvad han ville lave, han lukkede det ende øjne og så med det andet på i den stjerneklare himle, efter noget tid gik han helt hen til hende og lade arme om hende og lade sine læber imod hendes ende ører og hviskede, "Hmm der er en ting jeg gerne ville men du skal sige ok for det han tog sit hoved væk og så hende ind i øjne og smilede stort.

"Har du aldrig haft sidestik!?" udbrød Lily. "Okay, og jeg som troede, at det kun var mig, som var underlig," grinte hun.
Lily studerede hans vinger i noget tid. De var virkelig fascinerende. Hun hørte ham kalde hende tosse, og hun begyndte at le. "Jeg er ikke mere tosse end dig," lo hun. "Desuden tror jeg at de er piv falske." Hendes stemme var fyldt med sarkasme, så han ikke kunne tage fejl af, at hun rent faktisk troede de var ægte. Det var bare lidt vildt at tænke på.
"Og ja, jeg er virkelig højdeskræk så det vil noget," sagde hun og fik det dårligt ved bare tanken om at flyve. "Jeg har ikke noget imod at være oppe i høje bygninger og træer, for de har i det mindste fodfæste med jorden, men prøv at tænk hvis dine finger gik i krampe og du så faldt ned!" Lily gjorde store øjne, for at overbevise ham om, at det rent faktisk var en mulighed, men den var ikke særlig gennemtænkt. Havde man nogensinde hørt om en fugl, som gik i krampe, fordi dens vinger pludselig ikke virkede? Nej. Men Lily kunne stadig ikke lide tanken.
"Hvad jeg mener med det? Jeg tror nu nok, du ved hvad jeg mener," sagde hun og sendte ham et stort smil. "Og hvad er det så lige, du gerne vil, som der måske er en mulighed for, at jeg ikke gider?" spurgte hun nysgerrigt, med en lav stemme og hævede det ene øjenbryn.
Hun lagde armene om livet på ham og trak ham ind til sig. Hun så ham ind i øjnene med sit mest charmerende smil. "Du er simpelthen noget af det sødeste, jeg nogensinde har mødt," hviskede hun, så lavt, at det næsten var svært for hende selv at høre.

Kani så på hende og kunne ikke lade være med at smile, "Er det da unormalt at man ikke har sidstik?" han så lidt spørgerne på hende, lige end til hun sagde noget mere, "Dig underlig, hvad er jeg så?" nu kunne han virkelig ikke holde masken, grin og latter kom ud fra hans mund, han så så ned i vandet og kunne snar ikke mærke sine ben, han så på hende og svare hende sødt som han har gjort lige sigen de mødtes, "Jeg sagde jo ikke det skulle være højt oppe, vu kan jo bare svæve nogne få centimeter over jorden, men det er op til dig" han var glad for at de var blivet dus og ikke de, det ville måske være lidt mærkeligt at være de når man kan kysse hinanden, han så på hende og smilede til det næste hun sagde, han havde en tanke om at det var noget med samleje at gøre, men man kunne jo ikke være stikker, han smilede sødt til hende og sagde med en svag stemme, "Det siger jeg ikke, ikke før du siger hvad du vil" han vil gerne virke lidt dum, for hun var så sjov at drille, især om sådan noget, han synes også selv hun drillede ham så hvorfor ikke drille igen, han tog og hende og kyssede hende svagt på munden, hans ende hånd kørte ned at hendes ryg og stoppede lige på halde benet, den anden var om hendes liv, for at holde hende tæt ind i den varme han udsender, han kunne virkelig godt lide hende, og havde lidt lyst efter hende, at mærke hende på denne møde som man kalder for sex, men han viste ikke helt om det var det hun ville, han håbede at hun ville fortælle ham det, så han viste hvad han skulle gøre.

"Det er da i dén grad unormalt!" lo Lily. Hun håbede virkelig at han bare lavede sjov, eller så var det fordi han var engel, at det ikke var noget han mærkede til. Måske. Lily anede det rent faktisk ikke. Hun troede ikke på, at det var fordi han aldrig bevægede sig, for det ville da være umuligt med en så slank mave, som den han havde. Han var virkelig en flot fyr. Det måtte hun indrømme.
"Jeg er undelig. Og vil du gerne vide hvad du er?" Lily hævede det ene øjenbryn og begyndte at remse op, inden han overhovedet nåede at svare. "Du er sød, sjov, humoristisk, pæn, sød, dejlig personlighed, pænt lækker, sjov. I den grad sjov!" Lily begyndte at le. Det havde været med vilje, at hun havde gentaget sig selv. Bare lige for at banke det ind i hans hoved, så der ikke var noget han overhørte.
"Ikke for højt oppe? Lover du det?" Lily rynkede lidt på panden. "Jeg ved snart ikke. Det lyder alt for farligt. Tænk hvis vi falder ned fra ti centimeters højde!" Lily lavede et meget alvorligt og chokeret ansigtsudtryk, og denne gang blev det ikke afbrudt af et grin. Denne gang kunne hun godt holde masken.
I stedet sendte hun ham et charmerende smil sammen med det perfekte glimt i øjet. "Er det virkelig sådan, du gerne vil lege legen?" spurgte hun, og mærkede deres læber mod hinanden. Hun mærkede sin grådighed efter ham vokse. Hun vidste, at dette var noget de begge ville, for det var så tydeligt, at de begge kunne have gået rundt og skilte med det i panden med blinkende lys og alt det der.
"Måske er det bare meget bedre at være her på jorden med fodfæste," sagde Lily med et smil. "Jeg mener, kan du godt koncentrere dig om at flyve og kysse samtidig?" Lily lod en finger glide ned ad Kanis ryg og tog et fast tag i hans trøje, hvorefter hun lænede sig ind over ham, og kyssede ham igen. Bløde læber mødtes i et hårdt kys. Et lidenskabeligt kys, og for Lilys skyld måtte det gerne blive ved i en uendelighed. Hun lod hænderne glide ind under hans trøje for at kærtegne hans ryg. "Hvad med bare at lade tingene gå sin gang, og derefter finde ud af, hvad hinanden mener, nu da der ikke er nogen, som gider sige det," sagde hun med et smil og så ham ind i øjnene. Lily havde lyst til mere. Hun havde lyst til at flå trøjen af ham. Hun havde lyst til ham.
Hun løftede lidt op i hans trøje og så på ham. Ventede på et eller andet form for godkendelse i at det var det hun gjorde. Et nik, et smil eller måske bare et ja. Et eller andet der bekræftede det, som de begge to godt vidste i forvejen. At de havde lyst til mere end bare et kys.