Long time my friend -(Ramiel)-

Påklædning: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: et par sorte fingre handsker der går til albuerne og dækker for de blå blodårer op og ned af hendes arme
Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Hår: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tid: godt omkring 20:30
Sted: kroen det vilde svin
Omgivelser: da det er hen af aftnen så er der en hel del unge mænd, som har valgt at bruge tid her....fulde
vejr: Solen er gået ned, selvom der er mørkt kan man svagt fornemme solens varme og skæret af den i horisonten, himlen er en smule overskyet ellers er der hyggeligt og varmt


Aften var nær og de fleste unge mænd, som ældre havde valgt lige netop denne kro som tilholdsted, mens de langsomt drak sig mere og mere fulde, nogle hurtigere end andre. Blandt alle de fulde mennesker, gik en ung pige rundt, de høje hæle, gav en svag lyd hver eneste gang hun tog et skridt og de slog mod gulvet.
Det lange sorte slør ramte lige præcis gulvet også selvom det mørkere stof sluttede under hofterne, dette var måske lidt af en vovet kjole, hvis man så på den i længden, for på lang afstand kunne det blot ligne en smuk sort kjole, men det mørke stof, der var gemt ind under sløret, var ikke det længste så havde det ikke været for selve sløret, kunne dette meget vel ligne en meget meget kort kjole.
Dette var dog ikke normalt tøj valg for den unge Blue bloods, i hvert fald ikke hvis man så hendes tidligere liv, det var kun dette at hun var begyndt at blive mere og mere vovet, lod folk se mere skind end det hun havde gjort da hun levede livet som Rose, den unge blide kvinde, der blot ønskede at blive elsket, men som måtte lade livet en sen aften på grund af en misforståelse eller hvad der så ud til at være hun var ved at slå et andet menneske ihjel.
Kroen eller baren her, var vel hyggelig nok, men så man tættere på, var dette også et sted for folk til at drikke sig fulde, men samtidig også få sig ofre. Om det så var en sulten vampyr eller en sindssyg voldtægts forbryder, så kunne man ikke være mere forsigtigt og da slet ikke for fuld, for hvem vidste hvad der kunne ske, hvis man lod alkoholen få sin virkning og derpå lod sig falde i. Hvor ville man vågne op?, i hvilken tilstand? og ville man over hoved vågne op igen?
De mange tanker, fik hende samtidig også til at være påpasselig med om folk fik set de blå åre, der løb ned af hendes arme, da de indeholde hendes minder og alle hendes tidligere liv, lige fra livet som Rose til hendes første liv som den troende Gabriella der blev snydt af en falden engel, med store løfter og drømme om forandringer for hende og hendes landsby.
Fjernede man det blod, fjernede man også hendes chancer for en uge senere at genopstår som en ny reinkarnation. Drak en anden vampyr af hendes blå åre, ville de blive fuldt op med hendes viden, samt hendes minder...de ville optage det hele og næsten få hende i sig.
Det bløde sæde fra barstolen, fik hende blot til at smile, før hun lagde de lange ben over kors og lod blikket glide rundt. Denne dag havde hun valgt at sætte håret op, det var bundet op og flettet ind i hinanden på en måde, der gav hende ynde, samtidig lod hendes hals være bar, mens den sorte krystal halskæde, der havde form af et hjerte, lå smukt nede ved hendes bryst.
De dybe brune øjne, tog en runde rundt i baren, før hun vendte blikket mod bartenderen, ene og alene for at kunne få sig noget af drikke, noget hun kunne tage en lille tår af her og der, aldrig så meget at hun ville få et black out, hvem vidste hvad man gjorde under sådan et black out?

//håber dette er godt nok ^^

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Sværdet er med.

"Shut up!" Skreg manden i hovedet på Ramiel. Manden kørte kniven mere ind i Ramiels arm, men det manden ikke vidste var, at det var en falsk arm. Smart trick. Ramiel hævede et øjnebryn over manden, mandens navn var Ulfred. Ulfred var målløs over at Ramiel bare spyttede grimme ord i fjæset på ham, når han fik en kniv i armen. Ulfred kørte kniven ned af armen, mens kniven var inde i armen. Falsk blod, ketchup, flød ned af armen og landede på asfalten. Alt imens manden ihærdigt prøvede at få et støn af smerte ud af Ramiels mund, var Ramiel i fuld gang med at prøve at få sit sværd over til sig. Sværdet var røget ud af dets beholder/skede, Ulfred havde overfaldet ham. Ulfred havde overfaldet Ramiel, da Ramiel havde slået Ulfreds søn ihjel. Big surprise, det havde været et drab Ramiel havde fået penge for. Han var jo ikke længere den fuldkommen hvide engel. Dog, kunne man let genkende ham hvis man så ham. "Blodet løb ned af hans trøje og han skeg som en lille tøs!" Snerrede Ramiel. Endelig! Ramiel fik fat i sværdet ved at have grebet fat i det med den frie hånd. Ramiel fik et ordentligt tag i skæftet, og hamrede så den flade side af sværdet mod Ulfreds tinding. Ulfred knurrede af smerte, gav slip på kniven, og rejste sig op. Han tog sig til tindingen. Ramiel fik også rejst sig op, stak sværdet i dens skede/beholder.Skeden/beholderen hvilede ved Ramiels venstre hofte. Han tog kniven ud af den falske arm og smed den falske arm væk. RAmiel kastede kniven ind i Ulfreds hjerte. "Your bastard..." Hvislede Ulfred med blod løbende ud af munden. Liget ramte jorden med et bump. Ramiel grinede lavt, sparkede til liget, og spyttede en enkel gang på det. "Næste gang så send din kone herhen. Hun er sikkert bedre til at sparke røv." Sagde Ramiel med et skævt smil.
Ramiel rettede sig, og rettede på sit tøj. Han gik mod Kroen det vilde svin. Han åbnede døren til kroen og hans blik gled rundt. Der var en enkel blodplet på hans trøje. Han gik ind i kroen, og da hans lædersko ramte gulvet knirkede det. Han gik mod bardisken hvor han satte sig. Hans blik landede på en bekendt pige.. Rose? Han rynkede på panden, rejste sig, og gik over til hende. "Rose?"

//Det er udmærket.

Hun nynnede stille for sig selv, fik hurtigt øjenkontakt til bartenderen, som hun sendte et smil "en bloody mary tak...men ekstra bloody" sagde hun med en overraskende formel stemme, en der ikke helt passede ud fra hendes udseende, men om ikke andet fik hun et nik fra bartenderen, der straks gik i gang med hendes blodige drik. Imens hun ventede på sin røde drink, lod hun de brune øjne tage en runte i kroen, holdte specielt øje med de fulde mænd, man vidste aldrig hvad de kunne finde på af ting og sager, så derfor var det klogt at holde et ekstra godt øje med dem. Dog blev hendes blik vendt tilbage mod baren, da hendes læskende blodige drink landede foran hende og med et smil betalte hun den mandelige bartender.
Hendes blik var dog på den røde drik, mens hun havde sine beklædte hænder mod disken, men en underlig bekendt stemme, fik hende til at stivne "mit navn er ikke..." Hun havde vendt blikket mod den unge mand, men stivnede da hun så godt på ham.
regnen baskede ned mod hende, det lange brune hår klistrede mod hendes kinder og hals, hendes hud og tøj var allerede godt gennemblødt af den hårde regn. I mørket stod hun med armene om sig selv, det kolde hegn, stak mod hendes ryg, mens hun prøvede at holde varmen mod sit bryst. Nok mærkede hun ikke kulden eller varmen, men dette var nu ikke behageligt, det fugtige tøj, der klistrede mod hendes tynde krop...hvorfor skulle hun også glemme den paraply? Men med et så det ud til at der var håb for den unge Rose, der fik øje på en ung blond engel, der kom gånende mod hende med en paraply.
Hun tørrede vandet væk fra snigtet og trak den tynde jakke tæt om sig, ud over jakken, havde hun et par støvler og nogle mørke stramme jeans på. De brune øjne var hele tiden på ham, som han standsede foran hende "hej du ser noget gennemblødt ud, vil du ind under paraplyen" spurte han og straks nikkede hun og gled ind under det læ der kom af paraplyen.
Hun blinkede sig tilbage til virkeligheden og smilede til ham "Ramiel?" Spurte hun og kørte noget hår om bag øret, hun betragtede ham med varme i de brune øjne.

//super, håber det var okay jeg digtede på deres møde

//Det er helt fint. ^^

Mit navn er ikke...
Jo. Hendes navn var Rose. Det vidste han. Han kunne genkende hende. Han kunne huske dengang for længe siden, hvor det havde regnet, og hun havde glemt sin paraply. Hvilket lykketræf det havde været for hende at han havde været der med sin paraply. Han smilede skævt da hun sagde hans navn.
HAn satte sig ned ved siden af hende med hænderne foldet sammen.
"Hvor i alverden har du været henne?" Spurgte han med et nysgerrigt glimt i øjnene. "Og, hvorfor sagde du at dit navn ikke var Rose?" Han lagde hovedet lidt på skrå..

//Og han tror hun er vampyr, just so you know. ^^ Og kreasvigt, sorry

Hun rykede brynet, hvorfor kaldte han hende dog Rose, men det var jo også fordi han ikke kendte til hendes død, han kendte ikke til hendes race og derved ikke til hendes genfødsel. Hun vendte sig mod ham, da han satte sig ved hende, nu kom spørgsmålet bare op, hvordan skulle hun få sagt til ham at Rose var død og hun var en helt anden person, men med den viden som Rose havde.
Hun sukkede, strakte den ene ben før hun igen lagde benet over det "jo ser du, det er svært at forklarer, men jeg er ikke Rose...Rose er død, hun blev myrdet en uge efter i to sidst så hinanden, jeg er en genfødsel af hende" hun rullede med øjnene af sig selv, trak handsken af og vidste ham de blå åre "du har i de år vi har kendt hinanden, troet jeg var en vampyr og jeg er en form for vampyr men min slags hedder blue bloods. Når vi dør bliver vi genfødt og mit navn er Schuyler...dette er mit 6. liv og det liv jeg havde før var Rose" prøvede hun at forklarer, men havde tydeligt svært ved at direkte at kunne forklarer hvordan tingene hang sammen, for hvordan skulle hun dog det "det var derfor jeg sagde mit navn ikke er Rose, for Rose døde for en 200 år og en uge siden" hun bed sig i læben, så på ham som var hun sikker på at han ikke troede på hende, men hvem ville dog også det

//helt okay

Ramiel forstod ingenting, overhovedet. Han lyttede roligt til hvad hun fortalte ham. Jo mere hun sagde jo flere undrende glimte kom i hans øjne. Han kløede sig i nakken. Rose var død.. Han kiggede på hendes arm med nysgerrighed malet i øjnene over de blå årer. Blue bloods? Dem havde han aldrig hørt om. Han nikkede bekræftende da hun var færdig med at snakke. Han lænede sig tilbage i stolen, rynkede på panden, lukkede øjnene, og masserede sine tindinger. Det var lidt for meget at få af vide på en gang.
"Okay.. Men du kan huske mit navn." Han sagde det mere som en konstatering til sig selv. Han nikkede. Selvfølgelig var han ked af det over at Rose var død. Han kiggede på... Schuyler, som denne kvinde nu hed.
"Hvis de ikke ønsker mit selskab nu, er det fuldkommen forståeligt." Han gjorde an til at rejse sig op.

Hun nikkede "ja, man får sine minder frem fra de tidligere liv efter man går ind i sin forvandling" sagde hun og bed sig i læben, det gjorde hende ondt at han mistede sin ven, men ligeså gjorde det ondt på hende, hun var ligesom den der havde mistet livet fem gange nu plus en død af sin bror, hendes tvilling der havde været en meget betydnings fuld person for hende.
Da han gjorde an for at rejse sig, greb hun blidt fat i hans arm "jeg ved hvem du er, kan huske dig...og selvom mit navn ikke er Rose, så husker jeg hende tydeligt, jeg er hende på en eller anden måde" sagde hun og prøvede at smile blidt

Ramiel nikkede langsomt og bekræftende. "Okay... Lidt for meget at få at vide på en gang." Hviskede han og kløede sig i nakken. Han så ned på bordet og lukkede kort sine øjne. Han sukkede lavt og masserede sine tindinger og lukkede så øjnene helt. "Men, hvad kan Blue Bloods som vampyrer ikke kan?" Spurgte han.
Han kiggede på hende da hun greb fat i hans arm. "En reinkarnation. Jeg har set reinkarnationer før." Eller, kun en gang. Ved Nille. Men ja. "Men, stadig, hvis du ikke ønsker mit selskab, er det fuldkommen forståeligt."

Hun klukkede stille og nikkede "jeg forstår dig, jeg gik selv igennem en hel del efter min forvandling, det var hårdt og jeg har skulle gå igennem det 5 gange tidligere" hun smilede svagt til ham, forstod ham godt, hun huskede englen da han havde skænket hende blodet, sagt at det ville helbrede hende, hendes bror og resten af landsbyen, hun var blevet forført ind i noget hun intet vidste om.
Hun rynkede brynet "vi kan gå i solen, dog skal vi beskytte øjnene, vi lever flere liv, dør og bliver genfødt, man kan ikke blive forvandlet til en blue blood, man bliver født siom en, jeg kan skave et blodoffer ved at drikke af en person...det er svært at forklarer" sagde hun med et skuldertræk.
Hun trak ham ned at side, rejste sig og stile sig bag ham, overraskende nok tog hun sine handsker af, lod de kolde fingre glide igennem hans hår hvorpå hun blidt masserede hans tåndinger, en ting Rose altid gjorde. Hun havde været en mester til at give andre massage "bliv" hviskede hun blidt

Ramiel sukkede lavt, og gned sin pande lidt. Han nikkede. "Det kan jeg godt forstå." Sagde han lavt så ned i gulvet. Hans hænder var på bordet mens han prøvede at finde rede i hvad han lige havde fået af vide. Han lænede sig så tilbage i stolen og lagde armene over kors. Hans blik blev tomt. Han lukkede kort øjnene.
Han lyttede interesseret med. "Hm.. Lyder interessant. Men hvad mener du helt nøjagtigt med blodoffer?" Han vidste godt det ville være svært at forklare, men han var interesseret hvilket var tydeligt at se og høre på ham. Han lagde hovedet lidt på skrå.
Hun trak ham ned og sidde, og han adlød ved at blive siddende. Han rynkede lidt på panden da hun tog sine handsker af. Han lukkede øjnene da hun masserede sine tindinger, ligesom Rose altid havd gjort. "Okay." Han smilede skævt.

Hun trak på skulderne "et blodoffer, hvordan forklarer jeg det, det er ligesom med det udødelige bånd, nogle ting man oplever, som kan være sværer at forklarer" sagde hun og skar en grimasse. Hun masserede ham ned mod skulderne og op i håret, mens hun smilede blidt til ham "men okay lad mig prøve, hvis jeg drikker fra dig, drikker nok men uden at dræbe dig vil du efter lidt tid føle at du skal være omkring mig, du vil i det store hele forgude mig, og få gange går følelsen også den anden vej, som Elizabeth havde jeg et blodoffer, jeg var englelig ligeglad med ham, han skulle bare udskifte pladsen min tvilling Jack havde, han var mit udødelige bånd" sagde hun blidt, samtidig med at hun lod de kolde fingre glide fra hans hår ned mod hans hals også hans skuldre

Ramiel lyttede roligt til hvad hun fortalte. Udødelige bånd.. Han nikkede bekræftende, som et tegn på at han havde forstået. Han brummede lavt over hendes massage, ikke fordi han ikke kunne lide det, for det kunne han skam godt. Han havde stadig lukket øjne.
"Men er det ikke... Mod naturens lov at man mister sin frie vilje?" Det var det. Det vidste han. "Hvorfor ville du tage en andens frie vilje for at ersatte en du holdte af?" Han hævede et øjnebryn og åbnede øjnene.

//Kreasvigt, sorry.

Hun sukkede "det er det, jeg ville ønske at jeg ikke skulle, jeg gjorde det sjælden og det er bedre end at slå alle mulige andre ihjel, jeg bad ikke om at blive født sådan her, men jeg bliver nød til at leve det som jeg kan" sagde hun og nussede ham rundt i ansigtet, ned mod skulderne og op i håret "jeg elskede Jack, han var mit livs kærlighed...blandt min slags gifter man sig med sin tvilling, det lyder måske vammelt for dig, men jeg elskede Jack som ville jeg elske en hver anden" hviskede hun blidt, smilede til ham "jeg var ude af sorg, vidste ikke om jeg skulle dø eller ej, jeg ville bare gerne havde det overstået" hviskede hun og bed sig i læben

//gør intet

Hun gjorde det sjældent... Det var da altid noget. Men ja, det var også bedre end at slå alle mulige ihje, sandt. Igen, hun havde ikke bedt om det, sandt også. Han brummede lavt over det hun gjorde. Hun havde elsket Jack... Hendes tvilling.
"Det er ikke vammelt for mig, at du elskede din tvilling, eller gifter sig med sin tvilling." Sagde han og mente det. Han syntes ikke der var noget vammelt i det, overhovedet. Det var kærlighed. Det var forståeligt. Det var i orden.
"Jeg forstår det godt." Han vidste ikke hvad han skulle gøre uden Kairi. Han kunne ikke se sin fremtiden uden hende. "Nogen elsker kun nogle i et år, nogle længere, men andre for livet." Han smilede svagt.

Hun smilede over hans ord, da de gav hende en glæde, mange ville nemlig mene det var klamt og direkte utiltrækkende at have et så intimt forhold til sin egen bror, men for hende var dette blod en del af det at leve og derfor en ting hun kendte meget vel og meget godt, men hans ord gav hende varme omkring sig, hvilket også tydeligt fremgik i hendes blide øjne og i det varme smil der med et dukkede op "det glæder mig du mener det" hun lagde armene om ham og krammede ham, også selvom han sad med ryggen til hende "jeg er virkelig glad for at du er min ven også selvom du nok hellere ville se Rose end mig" sagde hun stille og gav slip på ham, kun for at sætte sig ved hans side og lægge benet over kors

Ramiel kunne ingen problemer se i det. Han mente ikke der var noget galt i det. Kærlighed var kærlighed. Man bestemte ikke selv hvem man forelskede sig i. Schuyler blev forelsket i sin tvilling, det var jo ikke noget hun havde bestemt. Så han kunne bare ikke se noget galt i det. Han lagde hovedet lidt bagud og smilede blidt til hende. Han kunne se hun blev glad. Det var godt. Han havde det bedst når folk var glade.
"Jeg er glad for at det glæder dig." Sagde han med et blidt smil og så lige ud igen. Han grinede lav da hun Krammede ham. Han gav hendes arm et venskabeligt klem med sin hånd nok derved overarmen.
"Det betyder ikke så meget du ikke er rose.. Hun er død, hvilket jeg jo selvfølgelig er trist over, men sådan er det bare. Du virker sød, lidt som rose. Det er nok for mig." Han smilede skævt til hende og lagde armene over kors.