it has been long my friend -(Mia Szhirly)-

Tid: 20: 30
Sted: en gågade i terrorville district
Omgivelser: en masse veje...hvad er der ellers ved en gågade...øhm folk?
Vejr: solen er gået ned, det er knap en time siden
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Sko: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Plus: et par sorte fingre handsker der går til albuerne og dækker for de blå blodårer op og ned af hendes arme

I en tom gade, kunne lyden af de høje hæle's stille bump, hver eneste gang de klaskede mod jorden, høres længere væk, men samtidig også gav et tegn af liv i den gade hun gav sig mod. Heldigvis var sollen gået ned, og hun havde ikke behov for at gå rundt med solbriller, heldigt for hende, kunne blue bloods gå i sollys, men det betød ikke at hun altid ønskede. Dog selvom solen ikke var direkte skadelig, gjorde det skade mod hendes øjne, hvis hun vandrewde rundt uden solbriller og solen fangede hendes øjne, kunne hendes øjne der tog stor skade af for meget sollys, i starten ville man bare blive blændet, skrige og ens øjne ville næsten brænde op, men efter noget tid ville man miste synet fuldkommen og derved aldrig være i stand til at se igen. Hun havde aldrig selv prøvet dette, men havde hørt om andre der begik selvmord, blot for at blive genfødt en uge efter og derved igen have synet, synet var for mange blue bloods noget af det vigtigste, men så var der dem der stadig valgte at leve videre, lærte at leve med det manglende syn, men derfor også blev bedre til at tilpasse sig, fik den blod de havde behov for. Blodet var samtidig også en vigtig del af hendes races tilværelse, ikke ligesom vampyrer der hungrede efter det, nogle Blue bloods hungrede skam efter blod, men det var det der holdte dem oppe, drak man ikke mindst i en uge ville kroppen gå i en koma ligende tilstand og kune en jomfrus læskende blod kunne vække den sovende blue blood igen, nogle valgte direkte at leve sådan fordi de ikke turde tømme deres minder, men i stedet bare gav op og valgte en koma i stedet for den visse død. De blodrøde læber glimtede i solen skær, gik i god karakteristik med den ligblege hud og de fyldige bløde læber. Svagt lod hun tænderne få et greb i læberne som hun begav rundt om hjørnet og nysgerrigt lod blikket glide rundt mod alle dem der gik rundt.
Hun lagde armene over kors, dog lænede hun sig op af en mur, lod den ene fod læne sig op af muren, mens hun så op mod himlen, så den skønhed der kom af den skyfrie himmel, med de mange blinkende stjerner.

//håber dette er godt nok

// Påklædning :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] | Sko :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] | Halskæde :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Der var næsten ingen andre på gaden idag, men det gjorde faktisk slet ikke noget i Mias hoved. Hun var ikke den største selvskabsløve, og ville faktisk aller helst være alene, hvis hun kunne komme til det. Men alle levende væsner behøvede jo selvskab, så hun kunne ikke helt leve uden. Men så var det jo også heldigt, at hun boede ved sine bedste veninde.... Så fik hun da i det mindste lidt selvskab. Mere end nok, faktisk. Amun var sød nok, men de var snart ved at glide fra hinanden, og hun var ved at stifte familie med Sylar. De havde allerede fået en søn, så Mia overvejede snart at finde sit eget... Hvorfor ikke? Hun var jo gammel nok, og kunne sagtens klare sig selv..
En stor tyggegummibobbel (fra hendes egen mund) brød den stilhed der var omkring hende, mens hun drejede om hjørnet, og ind på en lidt større vej, end den hun havde gået på før. Luften der strøg ind mellem butikkerne var kølig, men ikke kold. Bare... Forfriskende. Flere silhuetter dukkede frem, lige foran hende, og hun overvejede kort at vende om og gå hjem. Hun magtede ikke at skændes med nogen, lige nu...

//det er helt fint!//

Hun stod der helt stille, blot lænet op af muren, mens hun betragtede de smukke stjerner som blinkede mere end noget andet, der var næsten noget bekendt ved det også huskede hun det. Hun huskede tilbage på jorden, hvor stjernerne var lige så
kulden ramte hendes nøgne hud, tørrede sveden væk, mens hun tørrede malingen væk fra kroppen, hun fjernede de krigeristiske mærker. Hun havde netoip været ude på en af de store jagte, hun jagtede føde til hendes elskede bror Micheal, han var ligesom resten af landsbyen blevet syg, havde stor feber og kastede jævnligt op.
Hun klædte sig hurtigt på i det skindbelagte tøj, bar det revet og stegte kød hen mod hans liggende krop "ma Micheal" hviskede hun og tørrede hans svedbelagte pande ren, før hun langsomt fodrede ham med de nu halv kolde kød "du skal nok klarer det" hvisakede hun og kyssede hans pande blidt.
Som hun altid gjorde efter at havde taget sig af sin bror, gik hun ud til søen, satte sig på knæ og bad om hjælp hos den store gud, men han synes at havde forladt dem, synes at være ligeglad med at hendes folk døde, at hun havde mistet sine forældre og snart ville miste sin bror. Dog som alt så ud til at være fortabt slog et lyn ned og en skikkelse rejste sig fra søens vand. Han var smukkere end noget andet og havde bredt vingerne ud "frygt mig ikke mit barn" sagde han blidt og hvert ord var som sang, sang der dragede hende tættere på.
Den nat havde han givet hende en modgift, der godt nok redde dem alle, men også forvandlede dem til disse væsner og denne nat mindede hende om den nat hun for første gang lagde sine øjne på Raziel.
En lyd af sko fik hende dog ud af disse tanker og hun vendte nysgerrigt hoved, hvor hun fik øje på en bekendt skikkelse "jamen Mia" sagde hun og smilede blidt, fjernede sig fra muren og stilte sig ud på fortorvet, smilede til hende
//super

Nogen råbte højt, længere nede af gaden, og op til flere andre væsner, vendte hovederne for at se hvem det var, som havde råbt. Det var en høj, bredskulderet mand, hvis tøj hang en smule i laser, og afslørede store, flotte muskler på både ben, mave og arme. Det var umuligt at forstå hvad det var han havde råbt. Det lød mere som et udbrud, end rigtige ord. Men hvad, eller for den sags skyld hvem, havde han råbt efter? Svaret kom som sendt fra himlen, da 10-12 duer pludselig lettede fra jorden, eller hvor de nu havde siddet, og fløj tudende op mod den mørke himmel. Noget havde skræmt dem, men hvad? Mia stoppede op. Hun ville ikke være med de løjer, og overvejede kort at vende om for at gå hjem. Hvorfor hun var kommet, havde hun allerede glemt. En mand med en stor, sort hanekam kom frem fra menneskemængden, og trådte frem mod manden med det lasede tøj. Ville der blive slåskamp? Så kunne hun lige så godt gå! Mia havde folk uden máner, og ville nok ikke hun holde sig fra at blande sig i slåskampen.
"Jamen, Mia" En velkendt stemme opfangede Mias opmærksomhed, og fik hende til at vende hovedet mod en lyshåret pige der kom imod hende. Mia huskede tydeligt pigen som sin gamle barndomsveninde.
"Schuyler?" Mia kunne ikke tro sine egne øjne. Hvad lavede hun her?