Dig mod mig //Delilah//

Ned af dem lille ski går en ung mand, han ved ikke havd klokken er, det eneste han ved er, at det er sendt, han har et par lange store sorte bukser op, og en tæt siddende hvid bluse, hans øjne lyser i det svage lys som himlen kaster ned på jorden, denne unge mands navn er Kani, han er en falden engel som passer stort set sig selv, da han kommer længere ned af stien, kommer der en halt lille sø, men blår-grøn vand, træer står i rækker, og blomsterne er gådet ud, kort sagt, ser der trist ud, Kani ryster let på hovedet, og slår sine store flotte sorte vinger ud, og slår et par slag med dem, så han komm er nogen få centimeter over den kolde jorde, som ikke er noget værd i dette vejr, Kani slog et par slag til, hvor efter han var henne ved den lille sø, som så så trist ud, han rystede let på hovedet og så sig selv nede i søen, han hørte en lyd bag sig, men han tog sig ikke rigtig af det, så han blev bare i luften henne ved søen, men han sagde men en rolig og lav stemme, selv om man kunne hører den på lang afstend "Hvem der" Kani rørte sig ikke, han vil hellere vente på at han fik et svar.

Mørket sivede frem fra den fugtige jord, og blev trukket med af den rivende vind der flåede skyggerne til sig og blandede dem med luften. Himlen var rådnet og havde fået en blæksort kulør, hvor af kun få klumper af hvidt lys kunne findes. Månens hvide skær gav de få lysstrejf, der faktisk nåede ned igennem træernes halvblomstrende kroner en iskold farve, der mindede om raslende knogler på en forladt kirkegård. En pivende lyd hylede igennem natten da vinden blev skubbet igennem mindre steder, og skabte denne lyd der mindede om et lille skrig der gik igennem natten.
Kort sagt var det en dyster aften.
Derfor skar den lyse farve i Delilahs hud igennem nattens mulm og mørke som en lyskegle, og på trods af det mørke stof der omringede hendes hud og løsnede sig omkring hende, så hendes graviditet blev skjult, så godt som det nu kunne. Krøllerne omkring hendes ansigt bevægede sig som slanger i vinden, imens de krystalklare grønbrune øjne lænede sig imod omgivelserne, idet hun årvågent betragtede hver centimeter der passerede hende, og tjekkede dem for eventuelle farer. Delilahs instinkter havde altid sørget for at tvinge hende til at være opmærksom på sine omgivelser konstant, hvilket også var grunden til at hun opdagede englen længe før hans vinger gjorde det tydeligt at han var et fjerkræ - endda en udstødt englebasse.
Så da hans stemme skar igennem den hylende stilhed, stak det til hendes irritation idet det lød som troede han at han var snedig og havde opdaget hende. Hvem troede han at han var? Delilahs eksistens afhang af hvor hurtigt hun kunne bemærke andre levende individer, og hvor hurtigt hun kunne reagere på et angreb. Irritation dansede i hendes indre, og tvang hende til at træde frem fra det buskads hun helt tilfældigt havde været placeret bag. Hendes hånd lagde sig diskret imod det våbenbælte der var skjult under den løse trøje, der blafrede i vinden.
"Saml vingerne fjerkræ, det er ikke alle der glider glo på dine knogler med fjer på."
Ikke et sekund var der et spor af høflighed flettet ind i hendes stemme, og ikke ét ord havde en klang af venlighed.
"Og flyt dig lidt, dét der-"
Hun gjorde en håndbevægelse i retning af ham.
"- spærrer for hvad der ikke er en udsigt, men helt klart pænere end alternativet."
For Delilah var ordene ikke uhøflige. Det var hendes måde at kommunikere på, hvilket var utroligt fornærmende - Men det var også en af grundene til at fjender lå i bunker for hende.