I Just Wanna Go Home ~Amun~

Hun trak på skulderne "hvis det du siger er rigtigt, så er det også skæbnen der valgte jeg skulle forelske mig i en mand, som ville gøre mig gravid, få mig til at tro han elskede mig...for så at knuse mit hjerte og forlade mig" hun trak på skulderne "men måske har alting en grund, måske er jeg bare ikke ment til at skulle blive elsket på den måde" sagde hun stille, hun strøg blidt Frida ned af kinden "du lever ikke hlevede, tingene kan kun blive værre, men husk når du er omkring folk der elsker dig....så er livet ikke så koldt og mørkt som det føles" hun prikkede hende på næsen og smilede kærligt til hende. Hun lagde blidt en arm om hende, trak hende svagt med sig, så de ikke længere stod inde i gyden "nu ikke så trist kære, selv i de mørkeste timer, vil der lys" pointerede hun og klukkede. Amun virkede som en kvinde, der elskede hele verden, en der ville gøre alle glade også selvom det betød at hun ikke selv ville finde lykken. Hun strøg hende ned af armen "ikke det? Det håber jeg da også" sagde hun stille. Hun så længe på hende, blev positivt overrasket over hendes tilbud, det var ikke hvad hun havde forvnetet, men det varmede hende "du vil være ligeså meget min datter, som han min søn" hun lagde sin frie hånd mod sin mave "og han kan være din bror" hun kyssede blidt hendes pande og trykkede hende mod sig "hvad med vi tager hjem til mig, så kan du få noget varmt kakao? Noget nyt tøj og en varm seng?" Forslog hun blidt og smilede kærligt til hende

//det var helt perfekt

Fridas ansigt lyste op i et stort smil. "Så får jeg både en mor og en lillebror!" Hun var lige ved at hoppe af glæde, for chancen om nogensinde at få en familie var ved at falme, før hun mødte Amun. Men i stedet for at hoppe, lagde hun armene omkring Amun i et 'rigtigt' kram. Sådan et uden tåre og triste samtaler.
"Det ved jeg godt, men nogle gange overskygger mørket lyset. Nogle gange vælger man at overse det, fordi man har for travlt med at have medlidenhed med sig selv." Frida trak sig lidt væk fra Amun igen. "For mig er det nok det første, for den lyshårede pige overskygger alt mørke. Hver gang jeg ser et hul, jeg kan smutte ud af stiller hun sig foran det. Hver gang jeg ser et lys i mørket, slukker hun det... Ååårh, det ville virkelig være så dejligt, hvis du kunne hjælpe mig med at se forbi hende," sagde hun og sukkede, men så så op på Amun med et smil. "Det er lige før, jeg tror, du er en nedstiget engel. Alt hvad jeg nogensinde  har ønsket mig, en familie, at den lyshårede pige forsvinder, det ser ud til at gå i opfyldelse." Hun lo. Det var første gang, siden hun vågnede op i en grøft uden nogen erindring af fortiden, hun havde været så glad.
En tåre faldt stille ned ad hendes venstre kind, mens hun svagt nikkede. "Jeg vil gerne have et glas kakao tak," sagde hun og smilede. Det var helt utroligt, hun kunne ikke forstå, alt alt hvad hun kun kunne have drømt om, lige pludselig faldt ned i hovedet på hende.

// fedt
Ps. Jeg har lige fået kakao xD//

Hun nikkede "Orion vil helt klart elske dig som en søster, som jeg vil elske dig som min datter" sagde hun blidt, hun klukkede da Frida med et krammede hende og denne dag var det et rigtig kram. Hun smilede blidt, trykkede hende mod sig "rolig nu, pas på maven" sagde hun blidt, det var ikke fordi det gjorde ondt, men hun ville dog stadig passe på omkring sin mave. Hun smilede kærligt til hende, gik med hende mod sit hjem "jeg vil med glæde gøre alt i min magt for at du for det godt igen" hun kyssede hendes pande og trak hende med sig ind i sit store hus. Hun sukkede, tog sig til maven, før hun tog frida ud i køkkenet "en engel ligefrem" klukkede hun og gik straks i gang med at lave kakao til hende, samt en kop te til sig selv

//uhh hvor dejligt
Btw, har sat Frida ind som Amuns adoptivdatter, hvis det er okay med dig?

"Og jeg vil elsker jer," hviskede Frida, mens tårene blev ved med at trille lige så stille ned ad hendes kinder.
"Hov." hun lo, "Jeg skal nok passe på, men hvis han kan være derinde," hun pegede på Amuns mave med et smil, "Så kan han vel nok holde -og trænge- til et stort kram."

Frida smilede. "Ja. En af dine forfædre må være engel. Eller også har englene valgt at give dig noget af deres englehed," sagde hun og grinte lidt.
Hun stillede sig forsigtigt, ikke så langt fra Amun, og så rundt i rummet, mens der blev lavet kakao.
"Vil jeg så komme til at bo her?" sagde hun og så hen på Amun.
*Åh, du har tænkt dig at slippe af med mig nu?*
Frida så rundt, men fik ikke øje på nogen. Hun svarede heller ikke.
*Du ved godt, at det ikke kan lade sig gøre? uden mig er du intet.*
"Hvorfor det? Hvad er der så specielt ved dig? Hvad godt, gør du for mig?"
*Jeg fortæller dig ting. Fortæller dig hvad du burde gøre, for ikke at kunne overleve. Lade være med at gøre dig selv til grin*
"Det er ikke sandt," sagde Frida bestemt. Hun så bekymret hen på Amun.
*Det ved du jo godt, at det er. Du gider bare ikke anerkende det!*
"Amun?" Frida gik hen til sin nye mor og så med store øjne op på hende. "Hun er her. Hvad nu hvis jeg dør, hvis hun også forsvinder?"

//Det er helt ok. Jeg tænkte også på at smide dig ind under min profil, såå... ^^//

Hun klukkede blidt "muligvis, men lad os nu se hvad der sker når han kommer ud" klukkede hun og prikkede hende blidt på næsen. Når hun så Frida fik hun bare lyst til at kramme hende ind til sig...for alle hendes smerter til at forsvinde og vise hende at hun kunne tilhøre en familie.
hun hævede øjenbrynet "min mormor var nok den smukkeste kvinde i verden, men så vidt ved jeg ikke har jeg ikke nogen engel i min familie...men jeg elsker bare at hjælpe andre" sagde hun blidt, hun vidste da ikke om der var nogen engel i hendes familie og refere hende med et så rent væsen overraskede hende en smule. Hendes spørgsmål fik hende til at smile "det må du da gerne, hvis du ønsker" sagde hun, det ville da glæde hende hvis Frida ville bo her.
Hun rynkede brynet, vendte blikket imod hende igen, men hun gættede hun snakkede med denne blonde pige...eller hvem det nu var hun snakkede med. Hun fik lavet kakao færdig da Frida spurte hende om noget "jeg ved det ikke kære...men forresten...hun kan høre mig? For ellers kan du sige hun er ikke perfekt, det hun gør er mobning...hvilket tit er til grund for jalouxe, plus mobning er lavt, det er det dumme folk gør" hun smilede blidt, strøg hende ned af kinden og rakte hende koppen

//nice

"Må jeg virkelig? Så bliver det som en rigtig familie," sagde hun med et smil.
"Hun kan høre dig, ja," sagde hun stille. "Hun ved og hører alt, så det er der ingen problem i, andre kan bare ikke se eller høre hende." Frida tog imod koppen med kakao. og nikkede svagt mens hun hele tiden gentog det samme ord  i sit hoved uafbrudt. "forsvind"
*Hun har bare ondt af dig. Alle har ondt af dig. Men helt ærligt, hvem syntes ikke, at du er sær? Det gør hun sikkert også.* Den lyshårede pige stod nu overfor Frida.
"Du lyver. Du er ikke en skid bedre selv. Hvor sært er det ikke også lige, at bruge al sin tid på at nedgøre andre i stedet for at skabe sig selv et liv?" gav hun igen.
*så du har virkelig fået noget selvtillid hva'?* sagde den lyshårede pige og skulede ondt mod Amun, før hun forsvandt.
Et smil bredte sig på Fridas læber. Hun så hen på Amun. "Jeg sagde hende imod. Det har jeg aldrig gjort før." Hun lo lidt. "Du er den bedste!" Hun stillede koppen med kakao på køkkenbordet, og gik hen og krammede Amun. Hun trak sig væk igen med et smil og tog fat om koppen igen. "Hvor kan jeg sidde?" spurgte hun.

Hun nikkkede, strøg hende ned af kinden "selvfølgelig må du det" hendes smil blev dog kærligt, hun havde ikke direkte ondt af Frida, hun synes blot det var forfærdeligt hvad der kunne være hændt hende, hvilke grusomheder hun har måtte vidne til, derfor ville hun bare vise hende kærlighed fra en moder. Hun lagde hoved på skrå, men nikkede "okay, men helt ærligt så er hun ret kedelig, jeg mener tænk at hun intet andet har at lave end at være hos den samme person konstant...wow tænk hun ikke har andet at lave" hun klukkede og smilede moderligt til hende. Hun krammede hende igen "jeg er så stolt af dig, du stod op for hvad du troede...det er smukt" roste hun og klukkede blidt, hun var virkelig stolt af Frida, sådan at sige denne pige imod, stå op for sig selv. Hun rødmede helt over hendes ord "hvor er du dog sød" hun sukkede, tog sin kop te, stille så hun sig omkring "hvad med vi går ind i stuen" forslog hun med et smil

//hej tænkte, havde overvejet at lave Orion som en bruger,han og frida...de har vel et godt forhold til hinanden..ikke?

Frida blev glad over Amuns rosende ord. Hun følte sig stolt, over at have en mor, der roste og var stolt over en. Egentlig havde hun aldrig rigtig troet, at hun nogensinde sådan ville kunne sige den lyshårede pige imod, men det kunne hun. Hun var ikke alene mere. Måske var det at have en omkring, som elskede hende, det der gav hende styrke. Det at hun havde fået en familie. Det at det hun troede aldrig kunne ske, begyndte at gå i opfyldelse, fik hende til at tænke på, at hun måske også sagtens kunne slå den lyshårede pige. At alt begyndte at kunne lade sig gøre.
Frida smilede. "Lad os det," sagde hun og fulgte med Amun ind i stuen. Hun stod med vidt åbne øjne og så rundt. "Det er et pænt hus," sagde hun stille. Hun satte sig forsigtigt i en stol og passede på ikke at spille noget kakao. Hun pustede lidt til det og tog en tår.

//Jo det vil jeg da mene de har :)Frida hun er jo glad for at have en familie, så jeg kunne forestille mig, at hun elskede ham højt og hele tiden var i nærheden af ham //

Hun silede, satte sig i sofaen, det var en stor stue, med et bord foran stolen og sofaen, foran bordet var der en smuk pejs med et maleri af en egyptisk kvinde. Hun klukkede over hendes stivhed "kom her hen og sæt dig" hun klappede på pladsen ved siden af sig, smilede blot kærligt til hende "når vi har drukket, så finder vi dit værelse og derefter sender jeg bud efter min skrædder som får lavet noget tøj til dig, i din størrelse og som du ønsker det" sagde hun, det var ikke fordi hun ville putte alt muligt på hende, men hun ville bare gerne have Frida havde det godt og var glad

//super, han vil nok blive vampyr da jeg ikke kan få ham til at blive speciel race, samtidig vil han også ligne en voksen, da jeg har besluttet han i alderen 10, vil være fuldkommen udvokset

Frida rejste sig fra stolen og satte sig i stedet for i sofaen ved siden af Amun. Hun tog endnu en tår af kakao'en og nikkede.
”Det lyder dejligt. Kan du lige forestille dig mig i en fin lyseblå kjole med en stor sløjfe bagpå og et par fine hvide sandaler.” Hun smilede ved tanken og så på Amun. ”Altså, ikke fordi jeg har tænkt mig, at bruge alle dine penge, men... Jeg kunne godt forestille mig det,” sagde hun og begyndte at le.
Hun tog endnu engang koppen med kakao op til læberne og tog endnu en tår. Hun var virkelig glad for, at Amun ville hjælpe hende og tage sig af hende, som en mor nu tog sig af sine børn. Hun håbede virkelig også, at Orion ville kunne lide hende, lige så meget som Amun så ud til at kunne lide hende. Frida var i hvert fald sikker på, at hun ville kunne lide Orion. Altså, hvordan skulle man andet, når det var en del af den familie, man ellers aldrig før havde haft?
Frida tømte sin kop med kakao og så hen på Amun igen. "Jeg er glad for, at du vil hjælpe mig. Det syntes jeg du skal vide," sagde hun og et smil bredte sig over hendes læber.

//Fino ^^//

Hun stilte koppen fra sig, betragtede Frida med en kærlighed, kun en mor kunne udvise for sit barn. Det overraskede hende englelig, hun havde ikke kendt denne unge pige i mere end en dag, men allerede nu følte hun sig som sad hun overfor en datter, der endelig var kommet hjem. Hun kluklo blidt "åhh kæreste, vi skal da havde købe nyt tøj til dig og du skal ikke bekymre dig, jeg har nok penge til en evighed" forsikrede hun hende om med et varmt smil og kærlige øjne. Det gjorde hende intet at Frida gerne ville have tøj, hun kendte intet til den fortid hun havde, men hun kunne forestille sig at den ikke var den bedste i verden, så det ville hun ændre og det ville hun hurtigt.
Hun slog ud med hånden "det er det mindste jeg kan gøre, ingen skal have en behandling som den du har haft, det er forfærdeligt og det vil jeg ændre på, aldrig skal du føle sådan igen...aldrig, ikke så længe jeg lever" sagde hun med forsikring i stemmen, og en stemme der tydelig vidste sandhed der var i hvert enkel af hendes ord

//sorry jeg først svarer nu, efterskole tager en hel del af min tid