I Just Wanna Go Home ~Amun~

Sted: Angerforge Gader
Omgivelser: et par forskellige væsener hist og her, men ikke så mange
Tid: 22.13
Vejr: skyet, køligt og mørkt

Frida kunne på ingen måder lide den situation hun var i lige nu. Der var alt for mørkt og hun var for langt væk hjemmefra. Hun gik langsomt hen ad den brostens belagte gade. Selvom hun stadig godt kunne se en lille smule, ville det være rart med lidt mere lys. I mørket kunne der jo gemme sig alt, hvilket ikke var en tanke Frida var glad for.
Hun fik øje på en pind, som lå på jorden lidt længere fremme. Hun samlede den op og vendte den lidt i hænderne, før hun holdt den en anelse udstrakt fra kroppen. Pinden var en smule fugtig, så hun var ikke helt sikker på, om det ville virke, hvis det overhovedet var noget som kunne lade sig gøre i det hele taget. Hun fokuserede på enden af pinden og kneb øjnene en smule sammen. Hun prøvede at koncentrere sig så meget om pindens ende som muligt, men der skete ikke noget. Hvorfor kunne hun ikke tænde ild til noget, en af de få gange hvor hun rent faktisk gerne ville tænde ild til noget?
*Bang* lød det højt inde i hendes hoved. Hun kvalte et skrig og blev så forskrækket, at hun uden nogen anstrengelse, fik tændt en lille flamme i pinden, men for at gøre det hele værre, nåede den ikke at blive særligt stor, for hun tabte pinden af forskrækkelse, og flammen omgående gik ud. Hun tog sig til hovedet i ren frustration. *Ja jeg prøvede bare at hjælpe* sagde den lyshårede pige, som nu var dukket op ved siden af Frida. "Og det havde du ikke tænkt dig at fortælle mig inden?" spurgte Frida irriteret. *Øøh nej? Det er ligesom det der er meningen ved at forskrække andre. Man fortæller ikke, at man gør det* sagde den lyshårede og trak på skuldrene, før hun forsvandt.
Hun havde ret, det vidste Frida godt. Hvis Frida ikke var blevet forskrækket, var flammen aldrig kommet. Det havde været hendes egen tåbelighed at tabe pinden. *Du har ret. Det er din egen skyld. Du er håbløs, ubrugelig og dur ikke til noget som helst.* fortsatte stemmen. Frida blev fortvivlet og tog sig igen til hovedet. "Lad mig være!" hulkede hun. *Lad monstrene i skyggerne slå dig ned og fortære din sjæl!* skreg stemmen i hovedet på hende. Frida vidste ikke hvor hun skulle gå hen. Hun kunne ikke skelne skyggerne fra mørket. Hun kunne ikke vide hvad der gemte sig om det næste hjørne.
Hun faldt ned på knæ på jorden og begravede hovedet i sine hænder.

Paaklaedning: en lang frakke, jeans ogsaa en loos sort skjorte.

Aftnen var baade stille og smuk, barnet havde op til flere gange indtil nu baade sparket, hvilket resulterede i at hun stort maatte stoppe ved naesten hvert gadekryds, da smerterne ikke ligefrem var milde. Men hun maatte vaere staerk og klarer sig igennem de naeste par maaneder ogsaa kom foodslen, den skulle vidst vaere smertefuld. Hendes moder fortalte hende engang at under hendes foodsel kom hun til at bide en af laegerne som blev lammet. Grunden bag at hun lige havde valgt at tilbringe tid ude i aften og ikke hjemme sammen med Sylar var nok at hun bare traengte til en rolig aften, en aften alene hvor hun kunne slappe af og nyde natten. Hun vandrede englelig med andre ord bare rundt i de mange gader af byen, men pludselig syntes hun at hoore noget. Hun stivnede kort, men fylgte lyden hvor hun fik ooje paa en ung pige, der sad helt op i hjoornet. Hun saa bekymret paa hende, gik hen til hende hvor hun satte sig ved hendes side "hej soode...er du okay" spurte hun blidt, hun smilede varmt og indbydende til hende, naesten det samme smil som en mor ville give til hendes datter

Frida fjernede forsigtigt sine hænder fra ansigtet og så op. Hun så hen på et kvindeansigt, som fik Frida til at holde hænderne foran øjnene igen. Der gik lidt tid, før det gik op for hende, at det ikke var den lyshårede pige, som hun havde set, så derefter fjernede hun hænderne helt og tørrede tårene væk under øjnene. Frida halvt nikkede og halvt rystede på hovedet. Hun var ikke helt sikker på, om hun egentlig var okay.
"Hun driver mig bare til vandvid," sagde hun med en lav tone, så man skulle anstrenge sig lidt, for at høre hvad hun sagde. "Gør mig bange og derefter skride, så jeg til sidst skal stå alene her i mørket."
Frida græd ikke længere, men hun var trist, forvirret og en smule fortabt. hvordan kunne det være, at den lyshårede pige altid skulle være sådan?
Frida kiggede nu for alvor på kvinden, som sad ved siden af hende. "Hvor kom du fra? og hvem er du egentlig?" spurgte hun. Hun var ikke sikker på, om kvinden ved siden af hende var virkelig, for det ene øjeblik var hun der ikke, og det næste øjeblik var hun, men Frida havde sine anelser, og de sagde, at kvinden var virkelig. For at være helt sikker, rakte hun forsigtigt sin hånd ud mod kvinden og tog hendes hånd. Frida kunne mærke den. En hånd af kød og blod. En virkelig hånd. Se det var det, som var forskellen mellem virkelighed og fantasi. Fantasien kunne man kun se, men ikke mærke.

hun nikkede, så helt bekymret ud, havde godt regnet ud at denne "hun" var et eller andet der foregik i hendes hoved og derfor var der nok ikke andre end hende selv der kunne se dem. Straks gik moderrollen ind over hende, hun lagde armen om hende, trykkede hende ind mod sig og på trods af hendes gravide mave, som hun glemte der øjeblik for at nusse hende blidt ned af armen "men nu er du ikke alene mere kære" hendes stemme var blid og man kunne endda kalde den beroligende da hun kun ønskede den unge pige glad og smilende. Hun klukkede blidt "jeg er fra byen her og mit navn er Amun, må jeg spørge hvad dit navn er" spurte hun og det skulle komme som et chok at denne kvinde skulle være ond, da hun faktisk kun besad den varme i sig som ingen andre ville udvise for en komplet fremmed person.
hun lod med glæde pigen tage sin hånd mellem sine egen "jeg er her skam, jeg er ikke som hende, jeg vil ikke gøre skade på dig også bare efterlade dig her i kulden" hun strøg hende ned af armen, næsten for at for varme i hende, men også for at vise at hun var virkelig og faktisk intet ondt havde i tankerne

Frida blev gladere og gladere for hver gang, hun hørte, kvindens stemme. For hendes beroligende stemme var rent faktisk beroligende.
"Mit navn er Frida," sagde hun stille. Et smil var ligeså stille begyndt at tage form på hendes læber. Frida var glad for ikke længere at være alene i mørket og endnu mere glad for, at hun var sammen med Amun og ikke den lyshårede pige, også selvom Frida først lige havde mødt Amun. Hun følte allerede, at hun kunne betro sig til Amun, med alt hvad hun kunne få lyst til at sige.
Frida følte sig tryg, og da det så ud til at være helt okay med Amun, at Frida havde taget hendes hånd, valgte Frida også at lægge armene om Amun og trykke sig ind til hende.
Frida lyttede til hvert et ord Amun sagde, og blev glad, da det virkede som om, at Amun havde styr på, hvordan tingene hang sammen. Bare det, at hun fortalte, at hun virkelig eksisterede, gjorde Frida glad. Det var lang tid siden, Frida sidst havde været glad. Hun kunne i hvert fald ikke selv huske hvornår hun sidst var det.

Hun nikkede stille "mhh jamen goddag kaereste Frida" hun gav hendes haand et blidt klem, hun hvilede panden mod hendes taending, klukkede stille "aah du skulle havde set mig da jeg var ung, jeg saa skam ogsaa en ting eller to...min moder hun troede jeg var sindssyg at den store Anek havde forbandet mig" klukkede hun, dog efter noget tid, gispede hun og lagde en haand mod sin mave "lig nu stille" sukkede hun og nussede den gravide mave "tro du vi kunne rejse os, gravid mave og alt for meget af dette er ikke en god kompination" grinede hun blidt, hun gav Fridas haand et blidt klem foor hun rejste sig op og sukkede. Hun laenede sig op af muren og holdte armene om maven, dog faldt de blide oojne paa den unge pige Frida

Frida nikkede og rejste sig op. Hun så på Amuns store, runde, gravide mave. Tænk at en baby lå der inde. En dag ville den selv vokse op og måske selv få et barn. Det var fantastisk hvordan verden hang sammen, syntes Frida.
"Hvor langt er du henne?" spurgte hun, for at aflede tankerne fra skyggerne og mørket.
Frida følte sig ikke rigtig bange længere. Ikke nu når Amun var her. Den lyshårede pige irriterede hende heller ikke længere, men hun ville dukke op på det tidspunk, hvor Frida ventede det mindst.
"Hvor gammel er du egentlig?" spurgte Frida. Hun syntes ikke, at Amun så særlig gammel ud, men det kunne jo være, at skindet bedragede, som det jo nogle gange gjorde.

Hun smilede og sukkede "jeg er langt henne...nok over 5 maaneder" hun trak paa skulderne, lagde haanden mod sin mave "har du lyst til at maerke" spurte hun blidt, hendes smil blev varmere da hun holdte en haand frem mod hende, selvfoolgelig ville hun ikke tvinge hende til det...men hvis hun havde lyst maatte hun skam gerne.
Hun klukkede "hvad er det for noget at spoorge en dame om...men okay jeg skal nok sige det" klukkede hun og sukkede kort, gispede af smerte "jeg fylde 690 her i naeste uge" sukkede hun og lukkede oojnene, nu maatte det barn gerne snart komme ud, for den maade den bevaegede sig rundt som om han havde al verdens plads

//ingen krea sorry

"Mig?" spurgte Frida, overrasket over, at hun måtte få lov til at mærke på Amuns mave. "Men bliver barnet ikke bange? Når der sådan kommer en fremmed og mærker på det?" Frida kendte ikke noget til at være gravid, hun havde aldrig selv været det, så vidt hun selv vidste, og hun havde heller aldrig snakket med andre gravide kvinder end Amun.
"690?" Frida gjorde store øjne, "men så gammel ser du da slet ikke ud!" udbrød hun. Amun kunne vælge at tage det som et kompliment, men Frida havde slet ikke tænkt over det, hun sagde det fordi hun mente det.
Nu havde Frida heller aldrig snakket med andre i den alder, eller de få hun havde snakket med, havde hun aldrig spurgt om alderen på. "Men bliver man så gammel og så yngre igen? altså i udseendet? Så når du er 700 er du så en baby igen?" Det lød selv lidt underligt i Fridas eget hoved, men hun blev nødt til at få et svar. Måske havde hun engang selv vidst det, men efter hun vågnede op i grøften for omkring et år siden, blev hun nødt til at lære det meste på ny, og det havde været svært, siden hun havde isoleret sig en del.
Den eneste som hun sådan rigtigt havde snakket med, var den lyshårede pige, som i en eller anden forstand var der, men så alligevel. Selv det forstod Frida heller ikke. Den lyshårede pige gad ikke forklare det, så hun tænkte bare, at det nok var en evne, som den lyshårede pige havde. Det med at forsvinde og dukke op igen, tale til ens tanker, læse ens tanker og samtidig ikke kunne slås ihjel, fordi alt ville kunne gå igennem hende. Frida havde selv tænkt tanken engang, om slå den lyshårede pige ihjel, men længere nåede hun ikke før den lyshårede pige bare havde svaret: *Det kan man ikke* og så måtte Frida jo bare leve med det.
"Har du en evne?" spurgte Frida Amun. De fleste Frida havde mødt havde en evne, men det var jo ikke alle der havde det.

//Det gør ikke noget//

Hun smilede varmt, tog hendes hånd og lagde den mod sin mave "det er helt okay, han ligger stadig her inde helt okay" sagde hun beroligende, at pigen ikke anede noget om at skulle være gravid, kom ikke som en direkte overraskelse, for hvorfor skulle hun eller hvordan skulle hun. Ved første indtryk virkede hun bare en smule asocial, ikke den der ligefrem talte med alle og enhver...ikke det var hendes skyld, men sådan var det jo.
hun gav igen slip på hendes hånd, klukkede "okay, den alder du så søger er at jeg af krop er 23" hun hævede øjenbrynet over hendes sjove spørgsmål. Det var uskyldigt, men fik hende til at le "nej, ser du denne verden er fuld af...anderledes væsner, nogle lever evigt fast frosset i samme form, andre bliver ældre og dør" sagde hun og slog ud med armene "så nej jeg vil se sådan her ud...til den dag en eller anden myrder mig" hun trak på skulderne, vidste ikke hvordan hun ellers lige skulle forklarer det nærmere...for i det korte og lange, så blev hun måske ældre, men hendes krop ville aldrig ændre sig, det var kun sindet der fik visdommen i at blive ældre.
hun skar en grimasse "ja det kan man godt sige jeg som sådan har" hun vidste ikke direkte om det var evne, men ja det var det vel i sidste ende var det vel en evne

Frida smilede, og kunne mærke den lille bevæge sig inde i maven på Amun. "Gør det ikke ondt?" spurgte Frida, som ellers ikke plejede at være så nysgerrig, men Amun virkede som en der gerne ville snakke, og der var så meget, som Frida ikke forstod, så hvorfor ikke bare være en lille smule nysgerrig?
Frida forstod det egentlig godt, nu når Amun forklarede det. "Men du har været en baby engang, ik'?" Hun skulle bare være helt sikker.
Frida vidste godt, at der fandtes mange forskellige racer, men hun havde altid troet, alle blev gamle og døde, når de nåede de 150 eller der omkring.
"Men så vil du jo aldrig dø. Jeg mener, hvem ville få lyst til at myrde dig?" spurgte Frida og trak et smil over læberne.
Frida kunne ikke lade være med at le, over den måde Amun sagde, at hun havde en evne på. Det var fuldstændig på samme måde Frida selv ville have sagt det. Frida betegnede selv sin evne som en forbandelse, men alle andre ville nok bare kalde det en evne.

hun klukkede blidt og kærligt til hende "nogle gange gør det, men det er ikke hans skyld, han ved jo ikke hvad han laver...men selvom det gør ondt, glæder det mig også, for om 4 måneder mere, kan jeg holde min elskede søn i armene" sagde hun og lød mere end blot lykkelig, han kommer sikker til at ligne sin far...på alle måder, men også være den sødeste og dejligste i hele verden.
Hun nikkede stille "ja jeg har været en lille baby engang, jeg lå også i min moders mave og blev født ligesom alle andre børn bliver, jeg voksede også, men stoppede da jeg fyldte 23. Det gør alle i min art, min moder og fader rente også rundt og lignede nogle på 23" hun trak på skulderne, de så unge ud, smukke, men var meget farlig, med deres gift kunne de lammer folk i 30 minutter.
Det var virkelig søde ord hun sagde, denne Frida, fyldte hende op med glæde og varme "hvor er du sød, men ja hvis der er ingen der slår mig ihjel, så vil jeg leve evigt" med gjorde hun. At der lige ikke var nogen der ville slå hende ihjel, tvivlede hun dog på, men okay ting kunne overraske

Frida tænkte, at hun nok hellere måtte lade være med at spørge alt for meget, så hun spurgte ikke lige ind til, hvordan babyen blev født, men regnede med, at det nok skete på en eller anden magisk måde, ligesom så mange andre ting skete.
At leve som 23-årig hele sit liv, måtte da være fantastisk? Frida vidste, at hun selv en dag ville blive ældre og dø.
"gift?" spurgte Frida. "Hvilken race tilhøre du egentlig?" spurgte hun. Hun havde aldrig før hørt om racer, der direkte var giftige.
"Jeg har det fint med, at jeg en dag dør. Tror ikke jeg ville kunne holde mit liv ud til evig tid. Kan knap nok holde det ud nu, så..." Frida trak på skuldrene. Hun havde ikke mere at sige til det, for det var jo rigtigt. Skulle hun bare gå resten af sit liv og rive sig i håret og være bange for en ondsvag pige, som kun levede for at skræmme Frida? Det håbede hun ikke.

Hun haevede oojenbrynet spoorgende "jeg sagde intet om gift, men ja jeg har en gift" sagde hun og lagde hoved paa skraa. Hendes direkte og dog saa usykdlige spoorgsmaal, fik hende til at smile varmt "jeg er en slags slange kvinde" hun skar en grimasse, det var virkelig svaert at forklarer, men hendes oojne skiftede farve og blev helt slange agtige foor de igen skiftede tilbage "det er svaert at forklarer og kraever naermere forklaring" hun smilede og lagde en haand mod hendes kind.
Uden selv at taenke over det, trykkede hun Frida ind mod sit bryst til et varmt kram, en moderlig ting "mhh maaske har du bare briug for kaerlighed" hviskede hun og stroog hende ned af ryggen, hvornaar var sidste gang der havde vaeret nogen som gav hende et kram og vidste hende trykhed?

Frida blev lidt overrasket, da hun pludselig blev trykket ind mod Amuns bryst. Frida gengældte dog Amuns varme omfavnelse. Det var en underlig følelse, men også dejligt.
"Jeg kender ikke noget til kærlighed," sagde Frida lavt. "Nok ved jeg hvad det er, men kender ikke til det." Hun gentog lidt sig selv, men hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst blev elsket. Hun plejede bare at isolere sig fra omverdenen, og når hun så en gang i mellem gik udenfor hjemmet, så slog den lyshårede pige til, og alle troede hun var syg. En landsbytosse, ville de nok mene.
"Jeg kan godt lide dig," sagde Frida og så op på Amun. "Du er en af de eneste, som er søde mod mig."
Hendes øjne begyndte at vædde, men Frida ville ikke græde lige nu. Hvis hun begyndte at tude, ville den lyshårede pige have noget, som hun kunne bruge mod hende.
Frida prøvede at tænke på noget andet. Hun gemte hovedet væk i Amuns favn. "Hvorfor er du egentlig så sød mod mig?" spurgte hun. Hun havde virkelig ingen anelse om, hvad Amun så i hende. Frida var jo så dum, grim og besværlig. Det havde hun jo fået at vide så mange gange. Flere gange om dagen. Det var noget af det eneste, den lyshårede pige kunne finde ud af at fortælle Frida, så det måtte jo nok også være sandt.

Hun rynkede brynet "kender du ikke til kærlighed?" spurte hun blidt, strøg hende ned af ryggen, en blid og dog så omsorgsfuld bevægelse, som vidste at hendes indre mor var godt i gang med at røre på sig, springe frem fra det skjul, som den lå i, den gjorde sig klar til hun skulle føde og selv havde sit barn til verden, hendes elskede lille barn "jeg forstår ikke de folk, du er en smuk og sikkert ufattelig talentfuld, lad aldrig folk bilde dig andet ind" hviskede hun og holdte hende godt ind mod sin varme favn.
Hendes ord glæde hende, gav hende en glæde ikke mange havde givet hende før, men samtidig også en varme inden i, som var det hendes egen datter hun stod og holdte her i sine arme, ikke en ukendt pige, som hvad man kunne se af havde haft et hårdt liv, hvor ikke mange gad elske hende "jeg kan skam også lide dig kæreste" sagde hun med en moderlig tone, kærlig og varm, som havde hun kendt Frida hele sit liv, holdt hende da hun blev født, varmede hende i sin favn da hun blev ældre, hjulpet hende med de problemer livet kom med når man blev teenager.
Hun så ned på hende med blide øjne "Fordi du fortjener en der er sød ved dig, om det så er mig eller en anden, så fortjener du det mere end nogen anden" hviskede hun blidt "jeg har også selv haft det hårdt, jeg blev smidt væk og ingen gad elske mig, før det var jeg elsket, men så fandt jeg en som kunne elske mig og jeg ønsker det samme for dig" hviskede hun blidt

Frida rystede svagt på hovedet. "Ingen har nogensinde gidet elske mig," sagde hun stille og mærkede tårene begynde at presse på.
Hun smilede til Amun, da hun nussede hende på ryggen og sagde sådan nogle søde ting o Frida. Sådan nogle ting, som andre folk aldrig havde tænkt på at sige før.
Frida kunne ikke holde tårene tilbage, og de begyndte lige så stille at trille ned ad hendes kinder. Det var en lille smule pinligt for Frida, at hun hele tiden tudede foran Amun. Men Frida var også en tudeprinsesse. Hun var svag. "Jeg er virkelig glad for, at du kan se andet end dårlige ting i mig, Amun. Men jeg er altså langt fra talentfuld. Jeg kan ikke finde ud af noget som helst. Det eneste jeg kan finde ud af, er at spænde ben for mig selv, krybe mig sammen i et lille hjørne, og sætte ukontrolleret ild til alting." Det var sådan Frida så det. Hun havde aldrig oplevet, at hun havde gjort noget som helst andet end de tre ting. Ikke andet end at skrige højt og lade tårene løbe.
Frida smilede og var glad for, at Amun kunne lide hende. Hun var glad for, at Amun var så sød i mod hende. I det hele taget var Frida bare glad for Amun.
"Dig af alle personer. Har du prøvet ikke at blive elsket?" Det var ufatteligt. Amun var jo så sød. Hvorfor skulle folk ikke kunne elske hende? Men der var jo også så mange mysterier i livet. Hvorfor skulle dette ikke være en af dem?

Hun tørrede blidt hendes tårer væk "åh skat, det er kun fordi folk er dumme, de ser ikke de kvaliteter du eger, hvor skøn du er" sagde hun blidt og hun havde englelig intet imod at Frida lod tårerne strømme, dette kunne hun også selv finde på, men blot det at se tårerne i Frida's øjne, fik selv endes til at komme frem, selvom smilet var moderligt, havde hun tårer i øjnene.
Hun rystede på hoved "at du kan sætte ild til ting er en god ting, ikke mange andre kan, jeg synes bestemt det er godt, måske skal du bare lærer at kontrollere det mere, således at du ikke sætte ild til ting når du er bange" forslog hun med et blidt smil. Hun klukkede "jo jeg har skam prøvet at være elsket, mine forældre elskede min, men efter de døde gik tingende ned af bakke, men så mødte jeg en mand, som jeg troede elskede mig, jeg har hans barn i min mave. Men da de andre fandt ud af hvem faren var, smed de mig ud og jeg var hvad 5 uger henne. Mit liv er bare kompliceret, men det korte af det lange er at jeg ikke har nogen der elsker mig nu" sagde hun stille

"Jeg kan ikke kontrollere min evne. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg kan prøve at lære det," sagde Frida. "Måske skulle jeg bare lære ikke at være bange, men problemet er bare, at jeg altid er bange. Jeg er bange for hvad der kan ske med mig herude i mørket, og jeg er bange for den lyshårede pige, som invadere mit hoved uafbrudt." Frida sukkede. "Det er hende der gør mig bange. Så hvis jeg nogensinde skulle lære, at kunne kontrollere mine evner, så skulle man nok starte med, at stille sig selv det spørgsmål, hvordan jeg kommer af med hende." Det hele kørte fuldstændig rundt i Fridas hoved. Alle ord og tanker blev højere og højere og hun følte, at hendes hoved skulle til at eksplodere. Den brændende fornemmelse, som sad bag hendes tindinger og den høje tone, som ringede for hendes øre var ved at drive hende til vandvid. Hun lukkede øjnene, og så den lyshårede pige for sig. Den lyshårede pige, som fyldte Fridas hoved med latter. En hånefuld latter. Og lige som Frida troede, at det aldrig ville stoppe, så var det væk. Det hele. Den brændende fornemmelse bag tindingerne, den høje tone, som havde ringet for hendes øre, den hånene latter, selv den lyshårede pige. Det hele var bare væk, slettet hvert et spor, som om det aldrig havde været der.
Frida så på Amun, og opdagede, at hun også havde tåre hængende ned ad kinderne.
"Men, at du ikke er elsket nu, er jo forfærdeligt!" Frida trak sig fri fra Amuns omfavnelse, og tog hendes hænder. "Men det er ikke rigtigt, at du ikke er elsket," sagde hun så. "Jeg elsker dig. Du har været sød mod mig, og du har vist mig kærlighed, som ingen andre nogensinde har gidet. Det elsker jeg dig for." Frida sendte Amun et nervøst smil, og lagde så armene om hende igen.

Hun smilede blidt "hej, nogle gange skal man bare være sammen med de rigtige også har man det automatisk bedre, jeg mener jeg ved med glæde hjælpe dig af med denne frygt fior alting, hvis jeg kan" hendes smil var både blidt og varmt i det. Hun var blot venlig omkring Frida, som hun aldrig havde været før "som før sagt vil jeg mere end gerne hjælpe dig" sagde hun med et smil, hun trykkede hende mod sig og strøg hende af ryggen.
Hun så overrasket på hende og gav hendes hænder et klem "jeg elsker skam også dig min kære, nok som den eneste lige nu...elsker jeg dig" hun så ned mod sin mave "indtil han bliver født, så vil jeg elsker jer begge to" hun lagde armene om Frida igen, trykkede hende mod sin varme favn

//ingen krea sorry

"Jeg ved godt, at det handler om hvem man er sammen med. Men hvad nu hvis, man ikke selv kan vælge det? Hvad nu hvis man er tvunget til at være sammen med en person resten af sit liv, uden at kunne gøre noget ved det?" det sidste kom næsten ud som en hvisken. "En person, som kun prøver at ødelægge ens liv." Frida trak vejret dybt for ikke at komme til at græde en gang til.
"Kan du få en person, som du ikke engang kan se, til at forsvinde fra mit liv? For det tror jeg, er den eneste måde, du kan hjælpe mig på. Eller kan du hjælpe mig med at lære at ignorere hende?"
Frida mærkede Amuns varme og smilede. "Han? Hvad hedder han?" spurgte hun nysgerrigt. "Altså, hvis du ved det endnu," sagde hun med et smil.
"Amun?" Frida trak sig løs. "Hvorfor smed de dig ud, da de fandt ud af, hvem faderen var? Gad han ikke være far?" spurgte hun. Frida syntes, at Amun selv måtte bestemme, om hun ville svare, og det var jo ikke engang sikkert at Amun selv vidste hvorfor. Frida vidste bare, at det ikke var noget som faldt ned i del af hendes hjerne, som forstod ting.


//Det gør ikke noget //

Hun hævede øjenbrynet og betragtede hende let "mhh ganske godt spørgsmål, hvis der er nogen som prøver at ødelæg dit liv, så ignorer dem, giv dem ikke den tilfredsstillelse at se det går dig på" forslog hun med et skuldertræk, dog blev det mere kryptisk. Blidt kyssede hun hendes pande, da hun kunne se hun virkelig kæmpede mod tårerne "rolig kære, der sker dig ikke noget, jeg er her for dig" hun smilede og strøg hende ned af ryggen.
Hun lagde hoved på skrå "en person som ikke er der, men som du kan se...så vil jeg mene der ligger noget psykisk til, står hun for noget, f. eks kunne hun stå for perfektion, fordi du har ild dig selv ind du aldrig kan være hende" forslog hun og strøg hende ned af kinden "hvis det er psykisk, vil det næppe blive nemt at ignorer, jeg tror vi skal gå ind i din underbevidsthed og se hvad den siger, hvis du har lyst til det. Vi kunne snakke sammen...måske hver dag, bare et par timer også se om vi kan bekæmpe det sammen" hun tog hendes hånd i sin og gav den et klem.
Hun smilede kærligt "han skal hedde Orion, så jo det ved jeg da godt" hun nussede sig rundt på sin mave, hun elskede sin søn, selvom hun endnu ikke engang havde lagt øjnene på ham, men hun vidste hun elskede ham, hvorfor skulle hun ikke det. Hun blev skudt tilbage til virkeligheden og nikkede til hende "min tro er meget stærk, vi ser en graviditet som en hellig ting, men det skal helst være af en fra min egen race og da det ikke var det, anså de det som om jeg vanhelligede det hele" forklarede hun stille, hun sukkede og vendte blikket væk "jeg ved ikke om han ville være far, jeg kan huske jeg skrev et brev til ham, jeg tænkte han fortjener da sandheden om han skal være far og alt gik godt, jeg mødtes med ham, vi fortalte hvad vi følte, men en morgen var han med et væk og jeg var alene i min egen sorg" hviskede hun og bed sig i læben, en lille tåre gled ned af hendes kind

"Hun er perfekt. Altid bedre end mig," bekræftede Frida med et let nik. Frida vidste godt at det havde været noget psykisk, eller i hendes underbevidsthed havde hun jo hele tiden vidst det, men det havde hele tiden følt så virkeligt. Nogle gange var det for hende svært at skelne mellem drøm og virkelighed, og det var det der slog hende ud, for hvornår skulle hun så vælge at ignorere det? Og hvordan? Det var jo også svært både at lukke øjne og øre, når billederne og stemmerne kom inde fra og kunne ses og høres ligeså tydeligt, som hvis hun slet ikke gjorde noget.
Frida lyste op i et smil, da Amun tilbød sin hjælp. "Mener du virkelig det!?" udbrød hun glad, for at Amun ville hjælpe. "Det vil jeg virkelig gerne." Frida så ned på Amuns hånd, som havde taget fat om Fridas hånd. Hun var glad for Amun, for der havde aldrig været nogen, der havde været så sød mod hende før.
"Orion. Det er et flot navn," sagde hun med et smil. Frida vidste ikke, om hun nogensinde selv ville kunne få børn. Det troede hun i hvert fald ikke hun kunne, for lige nu var hun ikke engang i stand til at passe på sig selv.
Hun gad ikke blande sig for meget i Amuns religion, for hun mente, at man måtte tro på hvad man havde lyst til. Frida troede selv på, at der var nogle større kræfter et eller andet sted, og der var en mening med det hele. At alle havde en skæbne. Dog havde hun sine holdninger om Orions far. Hvordan kunne man bare efterlade nogen på den måde, uden at give besked eller noget?
"Kommer han så ikke til at savne at have en far, eller er det at have en mor nok?" spurgte Frida. Hvis Frida bare havde haft en af delene havde hun været glad. "Mine forældre forlod mig. Eller det tror jeg de gjorde. Jeg ved det ikke. Det eneste, jeg ved, er, at jeg er blevet overladt til mig selv, uden svar på et eneste af mine spørgsmål." Hun så op i Amuns øjne med et halvhjertet smil.

//Undskyld jeg ikke har haft svaret i så lang tid, men jeg har haft døjet med et brækket krageben, sygdom og totalt kreasvigt... Jeg regner med, at svare meget hurtigere fremover //

Hun nikkede stille "men søde....du er perfekt, blot i din egen måde, du er smuk, sød, venlig og rar" hviskede hun og smilede blidt, hun strøg hende ned af kinden, havde fortsat det blide smil på læberne. Hun virkede konstant venlig over for frida, lod ikke til at dømme hende eller ville hende noget ondt, blot være helt igennem venlig og blid. Hun havde selv haft det hårdt, men derfor behøvede andre ikke have det sådan, de behøvede ikke havde den smerte hun bar i sig, den smerte hun selv ville bære til hun døde.
Hun nikkede med et smil "med glæde kære, hvorfor ville jeg ikke have lyst til at hjælpe dig? Det er jo ikke din skyld, intet af dette er din skyld" pointerede hun med et svagt smil. Hun huskede de første uger hun havde tilbragt i skoven, kun med et give sig selv skylden for hvad der var sket og hvorfor det var sket....hun havde virkelig troet det alt sammen var hendes egen skyld, men som tiden kom vidste hun at det ikke var nogen skyld, sådan var det bare og sådan ville det altid være.
Hun smilede, men trak på skulderne, hvorfor hun netop havde valgt dette navn...vidste hun virkelig ikke, det dukkede blot op, da hun tænkte på sin søn "mange tak" sagde hun og vidste ikke rigtigt om hun skulle sige tak eller ej, det var jo en kompliment...men igen, hun rystede tankerne væk og rettede opmærksomheden mod Frida. Hun sukkede "jeg ved det ikke....jeg ved ikke hvordan han vil reagere, forhåbentlig hader han mig ikke" sagde hun og smilede svagt, hun vidste ikke hvordan Orion ville reagere, hun håbede blot på det bedste.
Hun trykkede igen Frida mod sig "lille skat dog, du vil ikke være alene mere, jeg skal nok være her for dig" sagde hun blidt, hun så på hende med en moders øjne og blidhed, varme og kærlighed

//det er helt okay og stakkels dig dog

Frida var glad for Amuns ord, men hun vidste at det ikke var sandt. Hun var ikke perfekt og den lyshårede pige ville altid være bedre end hende. Lige meget hvor meget pænere og klogere Frida blev, ville den lyshårede pige altid overgå det.
"Jeg er glad for, at du vil hjælpe mig, og jeg ved godt, at det ikke er min skyld, og dog. Der må jo være en grund til, at skæbnen har valgt at lade mig leve i et, rent ud sagt, helvede." Frida så trist ned i jorden. Der burde jo være en mening med det hele? burde der ikke? Hvorfor skulle Frida ellers leve som hun gjorde? Det var jo ikke fair. Men tingene skulle jo heller ikke altid være fair, eller hvad?
"Det var så lidt," sagde hun og så nu glad op på Amun.
"Jeg tror ikke, han vil hade dig," sagde Frida. Egentlig vidste hun det jo ikke, men hun ville ikke have, at Amun var trist.
Et stort smil bredte sig på Fridas læber, da Amun sagde, at Frida ikke skulle være alene mere, og pludselig fik hun en fantstisk idé.
"Vil du være min mor?" udbrød hun, uden egentlig at tænke det igennem først, men Amun virkede bare så sød og bamhjertig, og Frida manglede en mor. Hun manglede en hun kunnne gå til, når hun havde det skidt, en hun kunne elske, og selv blive elsket af.

//lidt kort, håber det er okay //