Who are you? //Demetri//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 12:00
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Hun sad ovenpå en grav. Hun var ensom og forladt. Der var ikke nogen hun kunne snakke med. Der kom kun af og til nogle skelletter ud fra gravkammeret og holdt øje med, at Luce var der. Hun havde fået en helveds ballade da Zann havde opdaget, at hun ikke var lige udenfor gravkammeret den dag Sajro havde fundet hende og lært hende og gå rundt. Der var ret køligt udenfor og vinden var ret hård. Hun sad faktisk bare stille og ventede på, at Zann kom ud for og kalde på hende og bede hende om og komme indenfor igen. Hun vidste, at hun ville få meget ballade, hvis hun ikke var udenfor gravkammeret når han eller skeleterne kom ud for og se på hende. Vinden blæste kraftigt imod hendes ansigt og hendes lange sorte hår flavrede i vinden. Det var klistret sammen for enderne af størknet blod. Hun fattede ikke helt, hvorfor hun hele tiden var indsmurt i blod og lugtede rådent. Hun sukkede lidt. Hun følte sig ensom og efterladt. Hun ønskede, at der var nogen som hun kunne tilbringe lidt tid sammen med, så hun ikke var helt alene. Hun hadet lidt den forbandelse han havde lagt over hende, men det kunne hun ikke gøre noget ved lige nu.

Haved det ikke været for hans blodrus havde han ikke taget ud til byen for at slæbe et dumt tosset pigebarn ud i natten og derefter fortærre hende. Hans duft af død var nærmest overrumflet af duften af frisk kvindeligt, engleblod. Hun havde prøvet at kæmpet, men en kamp som hun allerede havde tabt. Demetri havde leget med hende, en smertefuld langsom leg, hvor han først havde brækket hendes vinger, derefter havde den stakkels unge englepige prøvet at flygte, men så havde han brækket hendes arme og derefter ben og tilsidst den tyndehals som denne smukke engel havde. Han havde suget hende tør, dog med en hvis ømhed, han havde behandlet hende under fortærringsagten som var hun lavet af glas. Da det sidste hjerteslag bankede var han allerede igang med at tage den nærringsrige væsne som løb gemmen de tynde åre, smagen var fantastisk og han mærkede hvordan livet strømmede ind i ham. Tilsidst var pigen ikke andet end et blegt fortærret lig, hendes røde kinder var væk og de blå øjne var allerede igang med at blive grumsede. Dødsstivelsen var ved at indtræde. Han havde blidt skaffet liget af vejen så hun havde fået en sidste værdig tanke... Nu var duften af blod stærkere end duften af død over ham. Han havde fået en meget svag farve af liv i den marmor grå/hvide hud, og han var allerede på vej videre. The vally off dead var en af hans domæner, og han var ikke bange for hvad der var i den, faktisk viste han alt for godt hvad der fandtes dette område. Han kom tættere og tættere på den unge Luce.

Hun sad bare stille og prøvede og tænke på nogle gode tanker. Tænke tilbage på den gang hun var sammen med John og havde deres søn. Bruce i nærheden. Det var en dejlig tid hun havde. Det var for første gang hun var rigtigt glad i hele sit liv siden hun var blevet sendt væk fra sine venner og familie, men hun havde vel ikke noget godt og være der for alligevel. Alle hadet hende. Ingen brød sig om hende og det hele startede ved, at Nicolas havde angrebet hende og Roland. Hun havde blot forsvaret dem! Hvordan kunne det ende så galt, at det var Roland det var gået ud over?! Det var ikke ham hun ville lande på det var Nicolas. Det var ham hun ville redde, men endte med og dræbe ham. Det var et helved. Ingen troede på hende, at det var en vampyr som havde angrebet dem. Hun sukkede lidt. Hun begyndte så småt og kunne lugte noget der mindede hende om blod. Det kunne selvfølgelig være hende for hun var nærmest indsmurt i blod og snavs. Hun rejste sig op. Hun kunne ikke holde ud og sidde stille længere. Hun måtte bevæge sig. Hendes forbandelse var gået igang. Hun gik hen imod nogle træer.

Demetri havde allerede opdaget pigen foran ham. Han var kort stoppet op og havde stirret direkte på hende. hun ville sikkert kunne mærke en brændende fornemmelse på hendes hud der hvor han så hen på hende. Hvordan hans smukke metalliske grå øjen føltes som nåle der staki hendes hud. HAns øjne lyste svagt op i mørket, som et rovdyrs øjne der gav genspejling fra lys der faldt ind i dem. Han var tavs. Pigen havde rejst sig op nu. Duften af blod og rådenskab var i dette område. Dog viste Demetri ikke at det var Luce der duftede sådan, generelt stank hele dette område sådan. Hans ansigts udtryk var neutralt lige nu, mest af alt fordi at denne pige endnu ikke havde opdaget ham og der derfor ingen grund var til athan skulle bruge sine falde smil og øjne til at finde ud af hvilken person han havde foran sig. Pigen mørke hår og krop avr indsmurt i blod og snavs men alligevel fandt han en hvis interresse ved hendes udseende. Det var sjældent at han fandt denne slags interesse ved brunetter, men allerede her fra kunne han ogsaa se at hun hade smukke brune øjne der passede så yndigt til de fløtte buede øjenbryn og fyldige læber.

Hun kunne mærke, at der var noget der brændte på hendes ene arm og kørte en hånd hen over steder, men der var intet. Det var underligt, at hendes hud føltes som om det brændte eller retter en masse nåle stikke ned i hendes hud på samme tid og alligevel var der intet. Hun kunne mærke, at der var nogen eller noget der stirrede på hende, men hun kunne ikke helt regne ud, hvem eller hvad det var. Hun gik usikkert hen til et træ. Hun havde svært ved og placere sine skridt rigtigt for hun vidste ikke om der var noget som lå på jorden der ville gøre, at hun ville falde. Det var svært, at være en der ikke havde nogle øjne. Hun havde stadig ikke vænnet sig til tanken endnu, at hun aldrig skulle kunne se verdenen igen i farver. Ikke en gang i mørke kunne hun se den verden hun levede i. Hun gik direkte hen mod lugten af blod. Det lugtede lidt alla engleblod. Var der mon et eller andet vilddyr der havde været på jagt og fundet en engel der var svag og dræbte den? Tankerne løb rundt igennem hendes hoved og hun begyndte og tænke tilbage på sin familie. Halvdelen af dem var engle. Var det mon en af dem som var blevet dræbt? Nah, det troede hun ikke på. Hun gik ind i noget der mærkedes som et menneske eller et vampyr for huden var kold. Hun bakkede lidt væk "Undskyld" hendes stemme var skræmt.

Demetri havde bare stået og set på pigen med bind for øjnene komme tættere og tættere på ham, han ville ikke engang flytte sig da hun gik ind i ham. HAn ville have at hun skulle vide at hun ikke var alene her i mørket. Hendes skridt havde været så forsigtige og tålmodige at han skulle tro at hun var mere bange for at falde end for at møde en fremmed. Duften af blod og gammel rådenskab lå tungt omkring pigen. HUn ville sikkert kunne mærke den kulde Demetri udsendte fra sin krop, døden der lå gemt i ham og helvede der ville vente på ham hvis hans eksistens ophørte. Da han hørte pigens rungende undskyld smilte han smælsk, et skævt smil var kommet frem på de kolde læber og det markerede ansigt Demetri havde. Hendes ansigt ver næsten gemt væk under det bind hun havde for øjnene og hendes tøj var slidt, beskidt og nogle stedet ødelagt. Men Demetri var ikke overrasked, kvinder i denne verden have et hårdt liv, det viste han. De fleste som ikke var af god familie måtte opleve de mest forfærdelige ting som mænd kunne gøre. Men alligevel var der ingen der stoppede det. "Jamen dog" sagde Demetri med en drillende stemme og lod sig selv smile endnu mere så de 2 par hugtænder blottede sig.

Hun vidste ikke hvem det var hun havde stødt ind i og var faktisk bange for om denne person ville gøre hende noget. Hun håbede det ikke for hun var allerede tortureret nok. Hendes ansigt havde nogle små ar forskellige steder både på panden og kinderne og hendes arme havde også en helt del ar og blåmærker. Faktisk var hele hendes krop bestående af ar og hun var så tyndt, at man nemt ville kunne tælle alle hendes knogler uden man behøvede og sprætte hende op for og kunne det. Hun var det rene skind og ben. Det var endda utroligt, at hun overhovedet kunne gå selvom hun havde nogle svage muskler for og kunne holde sig oppe. Hun var blevet endnu mere bange for manden da hun hørte hans drillende stemme. Hun bakkede ind i et træ. Hvis hun havde øjne havde de været skræmt for livet. Hun stod skræmt op af væggen "Du må...ikke gøre mig noget" hendes stemme var bedende og havde store tegn på, at hun var bange. Hun rystede af skræk. Hun håbede inderligt, at denne fyr ikke ville gøre hende noget. Hun havde næsten ikke blevet andet end tortureret og var tæt på og blive dræbt imens hun var holdt fanget hos Zann. Hun var åbenbart blevet set som den kvinde som skulle udnyttes for det groveste og opleve folks nye tortur metoder. Det føltes ihvertfald sådan for hende.

Man kunne tydeligt se at tøjet hang på hende, det havde Demetri allerede lagt mærke til og mærket da hun havde vandret ind i ham. Hun skulle ikke være bange endnu for ham selvom at han stadig var tiltrukket af hendes duft... eller rettere af hendes blod. "Du skal ikke være bange, Draconianer" han begyndte at gå imod hende da hun var begyndt at gå bagud. Hun var stoppet af et træ der stod i vejen for hende, hvilket gjorder at Demetri gik helt tæt på hende, han lod en arm hvile på træet sådan at han var rigtig tæt paa hende, "jeg gør dig ikke noget endnu" Hviskede han i hendes øre da han nu stod så tæt op af hende at han kunne mærke den svage varme der kom fra hendes krop. Hendes tempretur passede ikke på en Draconianer, den var for kold! men det skyldtes nok at hun var så udsultet og havde så lidt energi at hendes krop var langsomt ved at bukke under. Hun ville snart var så udsultet at det var kritisk. Hendes indofiner var svage og betød at hendes kvindelige hormoner var ved at forsvinde fra hendes krop fordi at kroppen var ved at være i chok. Kroppen ville overleve og havde derfor ikke energi til at komme produtere de mere u nødvendige ting som hormoner.

Hun stod bare og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne ikke gøre noget. Hun var for svag og havde alt for lidt energi til og kunne kæmpe imod. Hun ikke sikkert nå og løbe hen imod en af gravene, men nok ikke nå længere før han havde fanget hende. Hun håbede inderligt, at han ikke ville gøre hende noget, men hun ville alligevel ikke tro det, hvis han sagde, at han ikke ville gøre hende noget. Hun blev mere utryg ved situationen da han sagde, at hun ikke skulle være bange. Hvad havde han regnet med? Selvfølgelig ville hun blive endnu mere bange af og få det, at vide. Hun havde på en måde lyst til og råbe om hjælp, men så ville Zann opdage, at hun havde prøvet og flygtet og så ville han i stedet bare takke denne vampyr for og holde hende tæt nok på hendes fangeskab. Hun kunne lugte hans vampyriske lugt var kommet tættere på hende. Hun pressede sig tættere op af træet da hun kunne mærke hans kolde krop tæt op af hende. Hun stivnede helt da han sagde, at han ikke gjorde hende noget og det med, at han havde tilføjet et endnu gjorde hende mere bange. Hun var klemt fast imellem fyren og træet. Hun ville ikke have nogen jordisk chance for og slippe væk fra ham. Hun rystede af skræk "Hvem er du? Hvad vil du mig?" fik hun stammet ud af hendes fyldige læber og var blevet smalle af skræk. Hun knyttede sine næver og prøvede og tænke positive tanker, men det kunne hun ikke. Hun var for bange.

HAn kunne mærke og høre hendes lille bankende hjerte begyndte at banke kraftigere og kraftigere og hurtigere og hurtigere. Duften og stemningen af begyndte at sive ud af Luce. Demetri stirrede bare på hende imens hun stod der og rystede som en gal. Hun var bange, meget bange, hvilket Demetri nok selv havde været hvis han havde været menneske med bind for øjnene, og der stod en der var saa kold som is! Han hadve lyst til at grine, grine af Luce som var så bange. "Jeg er Demetri" han holdte en kort pause før han talte igen, "Demetri Jack Klusisska" der kom nu en acccent over hans stemme, som om at han talte et andet sprog. accenten var russisk, Demetri havde dengang han stadig havde levet, talt russisk som sit modersmål, men efter alt var blevet kaos i underworld var nogle sprog uddøde eller de blev ligefrem ikke talt mere. Han lod blidt en hånd strække sig mod hendes ansigt og lade hans hånd og fingre ae på hendes kind. Han var rolig lige nu men stadig i et drilsk humør, hans menneskelige følelser var for længst forsvundet og et mere monster dæmonisk væsen var han blevet til. Derfor nød han når nogen var ved at dø af skræk.

Hun prøvede og stå stille så hun ikke virkede så bange som hun rent faktisk var, men det lykkedes ikke for hende. Hun var for bange til og kunne overtale sin krop til og slappe af. Hun bed sig skræmt i sin underlæbe. Hun kunne lugte og mærke på ham, at han var i drillehumør. Hun stod stille og håbede han ikke ville gøre hende noget, hvis hun ikke viste, at hun ville flygte. Hun sukkede lidt "Rart at møde dig...Demetri" hun stammede det. Hun vidste ikke hvorfor hun var så bange for ham eller nu, hvor hun tænkte mere over det så vidste hun det faktisk godt. Hun var jo svag og var et meget nemt offer og havde en chance for og forsvare sig selv og han var en vampyr og de var som regel meget onde i det. Hun lagde sit hoved lidt på skrå for og fjerne hans kolde hånd imod hendes kind. Hun ville ikke have, at han skulle røre hende. Hun prøvede og vride sig ud af og være klemt imellem ham Demetri og træet hun stod op af. Hun sukkede lidt "Lad mig være og lad venligst være med og røre mig" hun havde stadig en skjult skræk i hendes stemme.

Han tog langsomt og roligt hånden til sig da hun såkaldt skubbede den væk fra hende. HAn så med et skævt smil på hende. "og hvem er den lille dame" Skelleterne som skulle passe på Luce ville snart opdage at Luce var væk... Dog ville de ikke kunne se Demetri da han var hurtigere end dem til at gemme sig eller skifte plads så de ikke opdagede ham. Hun lugtede råddent Hvilket på en måde tiltalte ham og samtidig fik ham til at tænke over hvad der egentligt. Han så intenst på hende. Hun var som et lilel lam der stod over for en løve der når som helst kunne angribe. Demetri lod ikke mærkes af at hun faktisk havde bind for sine øjne... Det der kunen være sket var hun var blind eller som det tydede på lugten af de måske var fjernet... af en elelr anden grund.

Hun bed sig usikkert i læben og prøvede og presse sig tættere op af træet for og komme væk fra ham, men det kunne hun ikke. Han stod allerede for tæt på hende til, at hun kunne komme længere væk. Hun var fanget imellem ham og træet. Hun ville ikke kunne komme væk fra ham på nogen måde. Hun blev dog lidt lettere da han fjernede sin hånd fra hendes kind. Hun havde opgivet og prøve og komme væk fra ham for han havde fanget hende. Han holdt hende fanget med hans krop og det var ubehageligt nok i sig selv. Hun rystede af skræk "Jeg hedder...Luce" hun stammede meget. Hun var dog også begyndt og være bekymret for, at skeleterne kom ud for og se til hende. Hun ville ikke have flere slag eller skader overhovedet. Hun bed sig i læben "Hvad vil du mig? Hvorfor holder du mig fanget imellem træet og dig?" der var skræk i hendes stemme. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende om skrækkelige ting der kunne ske hende uden nogen ville kunne komme og redde hende. Han kunne stort set gøre alt ved hende uden og blive forstyrret. Eller jo, hvis skeleterne, Warren eller Zann kom ud fra gravkammeret og ledte efter hende, men hvor stor var chancen lige for det? Lille! Hun trak vejret tungt og prøve og slappe af, men hun var for bange til og blive helt rolig i kroppen.