Cooperate with you? Is this a fucking joke!?(Ramiel)

En gentagende klik svang sig igennem luften, og tiltrak sig opmærksomhed fra nysgerrige småkravl, hvis stikkende øjne kort strejfede lydens kilde, før deres små ben førte dem væk igennem natten. Nattens skygge kastede sit skær over alt, og skubbede mørke huller og sorte klatter igennem verden, og selv månens knogleblege skær syntes i disse minutter at være svundet ind bag skyggernes evige leg. Mørket snoede sig ligeledes om Delilahs skikkelse, der syntes lettere deform grundet den halvgemte graviditet.
Om hendes skikkelse flagrede en løs trøje, hvis mørke farve smeltede ind i skyggerne. De vante læderbukser havde indtaget sin faste plads om hendes ben, og strammede godt til ved at lægge synet imod de steder der burde blive fremhævet. En lang læderjakke bevægede sig tungt omkring hendes krop, men idet den var åbnet, afslørede den ligeledes det bugnende våbenbælte der var sat fast omkring hendes halse.
Den klikkende lyd kom fra hendes støvle, der gentagende blev skubbet ned i jorden i en utålmodig rytme.
Lyden af en stemme fra arbejdsgiveren, der lod dråber af alkohol falde i et glas imens han lettere panisk forklarede opgaven - samt at hun ville have en partner til at hjælpe hende med opgaven. Denne 'partner' kendte ikke til opgaven, men hun ville forklare den når vedkommende valgte at spilde sin dyrebare tid på at møde op som hun havde fået besked på! Hendes blik bevægede sig rundt for at finde tegn på denne 'partner'.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Sværdet er med.

Ramiel skulle nu endnu engang liste ud af huset, Kairi måtte så absolut ikke vide hvad hans 'arbejde' var. Han havde listet ud af huset, fundet sværdet i busken, og skyndt sig hen imod Terrorville. Sværdet var ved hans venstre hofte, og venstre hånd holdte i skæftet. Han havde som altid et lidt skævt smil fremme, bare en lille trækning i den ene mundvige, ellers var hans ansigt alvorligt. Mørket trak sig om ham, og skjulte ham nærmest mens han gik mod mødestedet. Han vidste ikke hvad opgaven gik ud på, han vidste blot han skulle hen til et sted..
Han åbnede døren til stedet hvor de skulle mødes. Han gik hen, og satte sig i et hjørne hvor han slog benene op på bordet efter at have lagt sværdet på bordet.. Han lagde armene over kors. Fornylig havde han mødt sin storesøster efter meget lang tid. Urox, hans storebror, havde han ikke set i meget lang tid, hvilket var en skam. Alle tre søkende der var forenet igen... Det ville være rart. Han sukkede lavt, og så sig omkring.
Well, hvor kunne dem der havde bedt ham om at komme være henne? Han rynkede lidt på panden. Ja, dette var da hyggeligt. Gid han havde fået et navn. Eller bare beskrivelse af vedkommendes udseende.

Endelig bevægede en skikkelse igennem mørket, og trak døren til det skurlignende sted hun var placeret i op, hvorefter det blev skubbet ned. At vedkommende ikke havde set hende var ingen overraskelse, idet hun var hyllet så dybt ind i skygger at de nærmest lyste ud fra hende, men holdt hele hendes krop skjult for både nysgerrige og kedsommelige blikke. Men da månelyset faldt ind over vedkommendes ansigt, blev hendes øjne en smule større.
Fuck!
Var Ramiel den Hvide hendes partner!? Den person hun havde beklædt sin krop i den lyseste farve overhovedet!? Den person der var forlovet med Kairi, og åbenbart havde nogle alt for produktive sædceller?! Overraskelsen hamrede igennem hende i nogle sekunder, hvorefter én enkelt tanke trak sig igennem hendes krop, før hun skubbede den til siden og tillod sig selv at lægge al sin koncentration imod den forestående opgave, istedet for den partner hun ikke ønskede at have.
Kairi slår mig ihjel hvis han dør ...
Delilah syntes at smelte ud af skyggerne, da hun trådte et skridt frem, og lod månelyset danse henover hendes krop. Det var som lyste hendes hud op, men lod tøjet og håret tilbage i mørket, idet de næsten havde samme kulør som det altopslugende mørke.
"Ramiel? Kender du opgaven?"
Forvirring og overraskelse var undertonen i hendes stemme, samt tonerne af en let irritation over at hun var med ham. Men oven på det lå kun tomhed og fladhed, der var som en maske henover disse andre følelser. Professionalitet. Men Delilah vidste et eller andet sted godt at denne engel ikke kendte opgaven, idet stærke hentydninger var blevet kastet dertil fra opgavegiveren.
"Arbejdsgiverens datter er fanget af en organisation som kræver løsesum. Svinet er for nærigt, så vil have at vi får fat i hende. Hun opholder sig, ifølge kidnapperne, i en villa lige herved, men der kommer til at være oceaner af vagter, snigskytter og andre folk vi skal igennem. Det bliver et blodbad, og vores kampfærdigheder bliver testet. Skal du have informationer omkring opstilling, taktikker og placeringer af diverse fjender?"
Stemmen var hurtig, men alligevel så dæmpet og langsom at man uden problemer kunne følge med. Det var tydeligvis ikke første gang hun havde smækket en opgave foran en partner - selvom partneren i de fleste situationer ikke var kommet tilbage med livet i behold.
"Og Ramiel? Du vover på at dø, Kairi vil aldrig tilgive mig det!"

Det var skide mørkt i dette rum. Hvis Nille havde været her ville hun nok have løbet skrigende ud igen. Han kendte jo nærmest alt til Nille, de var jo venner, de hjalp hinanden. Han vidste at hun var bange for mørket efter hendes død. Han havde armene ved nakken, og stadig fødderne på bordet. Han holdte øje med alt det han kunne.
Han stivnede kort ved lyden af Delilahs stemme. Han smilede skævt, og så på hende. Han rystede blot på hovedet. Han var ligeglad med hvad hun mente om ham. Han vidste ikke at Delilah og Kairi var veninder, så.. Han ville nok blive overrasket. Mest fordi han ikke vidste hvad han syntes om Delilah. Han kunne sikkert finde på at kalde hende for luder, da han så hende som en luder. Og han skulle arbejde sammen med hende? Hehe, var dette en joke? Det håbede han! Delilah der kæmpede? Han ville flække af grin hvis nogen sagde hun kæmpede.
Han lyttede roligt til det hun sagde.
"Nej, jeg klarer mig." Svarede han roligt. Han smilede skævt, og rejste sig op. Han tog sværdet, og 'fastspændte' det sådan det hang ved hans venstre hofte. Han lagde armene over kors, og så på hende. Han hævede et øjnebryn.
"For det første; hvor kender du Kairi fra? For det andet; Du burde have mere tillid til mig... Jeg har jo trods alt forandret mig." Hans stemme var mystisk, og samtidig havde den en skarp tone som en kniv der kunne skære.
"Lad os komme igang." Han vendte hende ryggen, og gik ud af skuret. Månelyset gjorde det nemmere at se. Han smilede for sig selv. Han holdte fast i skæftet med venstre hånd.

Delilahs blik trak sig ikke et sekund hen til ham, efter han havde hentydet kraftigt til at han ikke behøvede mere information. Istedet fulgte hendes skridt hende på vej over til døren, der åbnede sig med et hvæs da hun hev den op, uden at problematisere bevægelsen ved at være blid ved døren. Hendes krop stoppede op, så hun stod i den smalle døråbning og blokerede vejen, inden hun svarede ham med så få ord som muligt.
"Kairi er min veninde, fjerkræ. Og du skal sgu ikke regne med tillid fra min side af."
Derefter trak hun sine skridt fremad igen, idet hun ignorerede hans sætning om ikke at have brug for mere information fuldstændigt. Hendes blik nærmede sig ikke hans skikkelse, men hun trådte ud af døren og drejede imod højre, imens hun kraftigt regnede med at han kunne følge med hendes hastige, lange skridt. Hvis han ikke kunne dette, så ville han være død efter få sekunder, der hvor de skulle hen.
"Det er en slaveorganisation der har kidnappet datteren. En omfattende slavehandelskæde, hvoraf dette dog ikke er hovedkvarteret. Derfor vil du støde på mange slaver som du ikke rører! Det betyder også at sikkerheden er i top, og at ikke alt nødvendigvis er som det ser ud til."
Hun trak vejret ind, og fortsatte ufortrødent.
"Der vil både være skytter, snigskytter, sværdkæmpere, vagter og magikæmpere. Der er høj sikkerhed, for det er en omspændende organisation der er vant til angreb fra slavehadere. Vi har hinandens rygge hele tiden, dækker hinanden op. Holder udkig for hinanden. Forhold til side, vi er partnere - ikke venner, ikke fjender. Partnere."
Først da stoppede hun op, og snurrede omkring for at lade blikket lande på ham - blot for at tjekke om han forstod hendes ord, hvis klang ikke blot havde et skær af seriøsitet, men var så vigtige at seriøsiteten havde opslugt hende.

Fjerkræ? Han grinede lavmælt, og så på hende. Han stod lidt væk fra hende, og hævede et øjnebryn. Han smilede skævt, og lagde hovedet lidt på skrå. Det overraskede ham lidt at Kairi ville være veninde med en som Delilah. En som 'solgte' sin krop, og slog andre ihjel. Han forstod det seriøst ikke.
"Mit navn er Ramiel, og ingen tillid er som at være blind. Så jeg regner med du er døv, og blind." Sagde han, og smilede flabet. Han var ligeglad med om hun pisset over det, hun kunne bare snakke pænt til ham, og så ville han selv snakke pænt til hende. Han fulgte med hende ud af døren, og til højre. Han kunne sagtens følge med hende, intet problem. Han havde shapeshifters som familie, og Romeo var lidt.. Romeo elskede at være i ulveform i skoven, og udfordrede nogle gange Ramiel.
"Hvorfor må jeg ikke røre de andre slaver?" Spurgte han. Det var da synd at de skulle redde netop en bestemt, og ikke måtte redde andre. Dumt.
"Jeg har forstået, Delilah. Jeg har fået hjælp af en bestemt person til at kunne klare sådanne opgaver." Sagde han.
Han så roligt på hende, og lagde hovedet lidt på skrå. Han havde forstået.

"Jeg kender dit navn, fjerkræ."
Stemmen stank langt væk af kølighed, og en ligegyldighed havde sneget sig ind i hendes stemme og overtaget den, sammen med store dele af hendes ansigt. Kun klatter af betydning var fastfrosset imod hendes hud, men ellers var det en maske der havde lagt sig over hende. Hendes blik havde endnu ikke strejfet ham, idet det ikke syntes vigte at glo på ham. På den anden side, hvis han bar hvidt så ville han nærmest lyse op i natten - så måtte hun have trukket ham ud af det vide, og så stoppet ham ned i en form for sort dragt.
"Og hvis mine sanser ikke var knivskarpe, havde jeg været død for mange hundrede år siden."
Stemmen var flad og på trods af de alvorlige ord der dansede i luften, syntes hver en tone at være død og uden tryk. Og stemmen var død. Ordene betød intet for hende, idet hun havde prøvet at forklare hvordan hendes overlevelse afhang af så mange små ting som foreksempel perfekte sanser så mange gange, at hun ikke længere kunne lade ordene falde med passion og intensitet i sig. Det var sådan det var.
Slut.
Hendes bevægelser stoppede pludseligt, men hun vendte sig stadig ikke imod englen.
"Fordi du fandme ikke skal slå slaver ihjel! Befri alle du ser, men hvis du slår dem ihjel så ryger du også ud!"
Hun snurrede omkring og lagde et hårdt blik imod ham, idet hendes stemme pludseligt syntes at være faret op omkring irritation. Men det var irritation og forvirring der blev trukket ind over hende, så snart hendes blik landede på Ramiel. Hvad fanden var der sket?!
"Har du farvet dit fucking hår?! Hvor blev dit hvide flip af?!"

Den tøs irriterede ham.
"Så kald mig ved navn, i stedet for fjerkræ." Han hævede et øjnebryn, og lagde armene over kors. Ikke tale om han ville gå i hvidt mere. Det var for... Hvidt. Han var heller ikke dum. Han vidste godt at det ikke var smart at gå i hvidt tøj når man skulle på 'misson'.
"Det forklarer også din mangel på viden omkring andre. Du har alt for travlt med dig selv." Jep, han kaldte hende selvisk.
For det var lige netop det hun var.
"Jeg har sgu da ikke tænkt mig at slå dem ihjel?! Jeg vil sgu da også befri dem, kvinde!" Snerrede han, og så irriteret på hende.
HAn hævede et øjnebryn.
"Nej, jeg har ikke farvet mit fucking hår. Jeg blev falden engel, det forsvandt, tadaaa!" Han sukkede irriteret.
"Skal vi komme med videre med opgaven, eller hvad?"

"Hvorfor? Du er et fjerkræ."
Delilah havde ingen intentioner om at blive BFF's med denne engel, hvilket også blev tydeliggjort i den lettere hånlige klang der sneg sig med hendes stemme, idet hun lod den sno sig igennem hendes læber - lavt - og i retning af Ramiel. Engle tiltalte hende ikke, og hendes følelser for Ramiel var et fantastisk eksempel på dette. Faktisk tiltalte meget få ting hende. Langt det meste var intet andet end en sløret klat i hendes hukommelse, hvis hun overhovedet ville synke så lavt som at prøve at huske hvad end det var. I virkeligheden var Delilah som en dyr fanget i et bur .. Og hendes krop opførte sig som et rovdyr, selvom hendes sind var intet andet end en killing. En maltrakteret, syg killing der havde måttet rådne op indenfra og forvandle sig til en muteret morder for at overleve.
"For travlt med mig selv!?"
Hele hendes krop stivnede, og hendes hånd slyngede sig ud, og greb fat om Ramiels trøje. Hvis hun fik fat, ville hun trække ham så tæt på, at hendes ånde sendte små krystaller ud over hans ansigt da hun snakkede, og hendes læber ikke var mange centimeter fra hans. Hendes blik borede sig ind i hans, og det var tydeligt at han havde ramt en uheldig knap.
"Du ved ikke hvad fuck jeg har gjort for folk jeg knap kender! Du ved ikke hvor meget jeg har ofret for at redde andres liv, imens jeg selv fuckede mit eget sind op for at gøre det og ødelagde mit eget liv!"
Delilahs læber kørte nu per automatik, og det var tydeligt at hun ikke længere havde ordene rettet imod ham. Ordene sivede helt simpelt igennem hendes læber i stor hast og med en klang af vrede og ... noget der uhyggeligt meget mindede om dyb smerte. Hendes øjne så direkte igennem ham.
"Jeg lader de folk jeg elsker hade mig, for at de ikke dør. Jeg bliver stukket i ryggen af de folk jeg beskytter, fordi jeg lader dem tro det. Jeg bliver tortureret for folk jeg knap kender. Sig ikke jeg er selvisk, for du kender mig ikke en fucking skid, Ramiel -"
Hun bemærkede ikke hun sagde hans navn, istedet for at kalde ham racens øgenavn.
"- Så lad være med at sige sådan noget pis. Du ved ingenting."
Hvis hun tidligere havde fået fat i hans trøje, havde hun krampagtigt klemt fast om den konstant, selv hvis han havde prøvet at komme fri. Et glimt af hendes smerte havde fundet overfladen, men man kunne næsten se hvordan resterne af dette glimt blev suget tilbage i hendes ansigt, og efterlod intet andet end vrede. Vrede og et had til praktisk talt alt og alle, selvom få undtagelser opstod.
Hun snurrede omkring, og lod næsten nervøst et par fingre løbe igennem den glorieagtige manke af snoende krøller og dansende vandfald af mørke skygger. Man kunne høre et dybt åndedrag blive suget ind imellem hendes læber, før hun fik taget sig sammen og skubbet tilbage til virkeligheden. Tiden var ikke, til at tænke på hvordan hun havde ødelagt sit eget liv, ved at skubbe alle hun elskede fra sig, for at redde deres liv. Hvordan hun havde ladet sig udnytte af Sean, bare fordi hun ønskede menneskeliv reddet. Han kunne kalde hende en luder, en kælling, dum eller sindssyg. Hun ville gerne have folk til at tro at hun ikke bekymrede sig om hendes omgivelser idet det holdt dem sikre, men det kunne hun ikke altid. Nogle gange glippede det for hende. Sådan som det netop havde gjort.

"Så befri dem forhelvede da, fjerkræ!"
Hans snerren reagerede hun ikke på. Hendes ryg var vendt imod ham, for selvom hun ikke længere kunne tillade sig selv at stole på folk, så bekymrede det hende ikke at Ramiel Den Hvide(uden set hvilken farve han var, så var det endnu hvad hans navn var i hendes hoved) gik bag hende - bevæbnet. Hendes blik var rettet ligeud, og hendes skridt var både hurtige og præcise. Hun vidste hvor hun gik henad, og snart ændrede hendes skridt sig til nogle der om muligt var mere lydløse end de kattepoter hun tidligere havde listet på.
De nærmede sig. Og hastigt.
"Faldt du? Du må have været en slem englebasse."
Et hånligt smil dansede i hendes stemme, og den Delilah som praktisk talt alle der kendte hende hadede, havde fundet vej tilbage til hendes krop, og udfyldte hende nu hundrede procent. Hendes blik strejfede ham kort, før hun pludseligt stivnede og løftede en hånd. Hvis han fortsatte med at gå efter hun bremsede hårdt op, ville han vade direkte ind i hendes strakte hånd.
De stod blandt adskillige træer, der kastede lange skygger nedover deres kroppe. Månelyset gav let genskin i deres ansigter og øjne, imens der - foran dem - strakte sig en enorm bygning i mørk materiale. Bygningen syntes umiddelbart simpel, men adskillige vagter spejdede omkring bygningen med lange blikke. Ved alles sider hang et mindre horn, skåret af et hvidt materiale der gjorde dem tydelige i mørket.
"Kan du se de horn? De blæser i dem, hvis de ser det mindste tegn på fare .. Hvis det sker, så er det game out. Vi er færdige. De må ikke få tid til at blæse i hornene før de er døde! Forstået?"
Den kølige professionalitet var tilbage.

RAmiel sukkede lavt, rystede på hovedet, og lagde armene over kors.
"Men mit navn er Ramiel, hører du efter? R-A-M-I-E-L." Han stavede sit navn for hende. "Forstår du det nu?" Han hævede et øjnebryn.

Ramiel så koldt på hende da hun greb om hans trøje, og trak ham tæt ind til hende. Deres læber var få centimeter fra hinanden, men han var ligeglad. Så længe hun ikke kyssede ham, men chancen for det var... der overhovedet ikke, og det var vidunderligt godt. Han havde vidst ramt et ømt punkt, hvilket for ham var en fryd. Om hun var venner med Kairi, eller ej, han brød sig virkelig ikke om Delilah. Faktisk, ville han foretrække at hun holdte sig langt væk fra hans familie. Men han kunne ikke bestemme om Kairi skulle være venner med Delilah eller ej, det kom jo faktisk ikke ham ved. Så længe at han ikke skulle prøve at være venner med Delilah, for det gad han seriøst ikke.
"Uanset hvor meget dit liv er blevet fucket op, giver det dig ingen grund til at være pisse arrogant, og irriterende!"
Han kneb øjnene lidt sammen, og et udfordrende glimt var til syne i hans øjne. Han fornemmede vreden, sorgen, og smerten i hendes stemme, og ord. Men han gad ikke at finde sig i at blive behandlet som lort.
"Du siger du ikke er selvisk, men alligevel behandler du nogen som om de er lort, og intet værd."
Han lagde godt mærke til at hun kaldte ham ved rigtig navn, hvilket igen gav ham en form for fryd.
"Jeg ved mere end du aner." Han smilede skævt. "Og, du kaldte mig ved rigtig navn. Dygtig."
Hans stemme var flabet og hans øjne havde et glimt af morsomhed.

Ramiel fulgte roligt efter hende.
"Det vil jeg gøre med glæde, Delle."
Delle, hans nye øgenavn til hende. Hvis hun skulle kalde ham fjerkræ, ville han kalde hende Delle.
"Ikke så slem som man ville tro. Det var et uheld."
Han himlede med øjnene over hende. Når hans sko landte asfalten, var det lydløst. Hans øjne søgte rundt, efter mulige farer. Hans venstre hånd holdte fast i sværdets skæfte.
Ramiel så nysgerrig på bygningen foran dem. Skyggerne gemte hans krop, og det ar svært at se ham takket vær han ikke var så hvid mere.
"Forstået."
Hans blik landte på hornene.

"Tænk, fjerbolden kan også stave ... De skjulte talenter strømmer fandme frem."
Sætningen blev hvislet imellem hendes læber med en intetsigende klat af ligegyldighed, der twistede og snoede sætningen i underlige retninger. Som vidste hun ikke hvor hendes blik skulle lande, lod hun det sive i modsatte retning af Ramiel, hvilket tvang det lette udtryk frem, at sætningen var mere henvendt til hende selv - hvilket den mumlende højde på stemmelejet bekræftede - end til Ramiel selv. Delilah havde aldrig haft et gran af høflighed i sig, og etik syntes at smuldre imellem hendes fingre, hvis hun så meget som lod tankerne strejfe muligheden om at bruge dem. At fornærme andre var hendes sprog, ligesom hun blev kaldt kælling af praktisk talt alle hun kendte.
Der var intet nyt.
Derudover havde Delilah et næsten kronisk had til samtlige racer, og end ikke de mennesker hun så bravt beskyttede, kunne finde en plads i hendes hjerte. Hun var intet andet end had og vrede, indpakket i et Afroditelignende skabning, hvis krop - selv i fremskreden graviditet - ville tiltrække opmærksomhed hvis hun ønskede det. Dette var en af de mange fordele succubusracen indplantede sig i hendes krop med.
"Min talemåde kommer fandme ikke dig ved, fjerkræ. Koncentrer dig om opgaven!"
Hun kunne ikke overskue det her pis. Han skulle ikke svine hende til - ikke fordi hun ikke kunne klare fornærmelser, men alt det med hendes selvopofrelse var kommet alt for tæt på, på det sidste. Alting var hamret ned i hovedet på hende, og pludseligt var hun begravet i gæld hun ikke kunne betale tilbage - en gæld bestående af hendes smerte. Og hvis ikke hendes smerte dansede for andres øjne, ville denne smerte gå ud over andre. Det kunne hun ikke håndtere. Hvilket havde medført et break down her.
En svaghed hun ikke kunne tillade sig at lade indfinde endnu engang. Det var ikke tilladt på missioner, at falde sammen og lade smerte komme frem.
En smil flakkede over hendes ansigt ved hans næste ord, idet han faktisk udtalte pointen med hele hendes væremåde. Eller grunden til hun startede dette uhyre op i hendes sind, som nu havde overtaget hver celle i hendes krop. Hendes øjenbryn fløj opad, inden hendes blik rev sig imod siden, og landede i Ramiels øjne for nogle flygtige sekunder.
"Præcis. Det er pointen."

Delilahs smidige, katteagtige bevægelser stivnede med ét, da et bestemt ord passerede hans læber. Hendes hoved flåede sig til siden, og de blandede øjne klistrede til hans, med store nepalmagtige områder der brændte og sydede af en sitrende vrede. Hendes fingre piskede ned og snoede sig om en kniv, der - hvis Ramiel ikke nåede at flytte sig - lagde sig imod hans strube så sekunder senere. Den pressede sig dybt ind i hans hals - ikke så langt han fik alvorlige skader, men dybt nok til at huden bristede og blod begyndte at flyde langsomt.
"Det kalder du mig fandme aldrig igen, fjerbunke."
Kniven blev skubbet en smule dybere ind i hans hud - selvfølgelig hvis han ikke havde nået at komme væk i første omgang - og de fingre der klemte hårdt fat om hans arm, forhindrede ham i at flytte sig væk fra knivens skarphed og hendes hvæsen. Med et ryk trak hun armen til sig. Hun kunne ikke rigtigt slå ham ihjel .. Særligt meget. På den anden side - ville Kairi virkeligt blive så ked af det? Det blod der - hvis han ikke havde flyttet sig - klistrede til skaftet blev tørret af med nogle hurtige fingerstrøg, hvorefter hun hvæsede et svar.
"Et uheld? Siger en fucking lejemorder på vej på mission."
Hendes blik gled hurtigt imod vagterne igen. For fanden hvor var det svært at koncentrere sig, imens utallige metoder at trække hendes partners pinefulde død ud på, dansede i hendes tanker i stedet for informationer omkring opgaven. Hvad var det nu de skulle her, igen?
"Vi skal have de to nærmeste sat ud af spillet. Så hurtig og lydløs en død som muligt, så de andre ikke opdager det. Kan du se den lille dør omme bag ved? Den metaldør der er halvt skjult grundet sin farve? Vi skal derom bag. Når først vi er derinde, er vi on our own. Jeg har ingen informationer fået om stedet derinde. Men run and hide taktikken skal fandme ikke bruges!"

Ramiel himlede med øjnene over hende. Hun var seriøst irriterende, men det var der ikke noget at gøre ved nu.
"De var ikke skjult, men det kan være du er ved at blive så gammel, at du ikke husker at jeg skrev en seddel til dig, om de spøgelser du kunne se og Skammeren."
Han sagde det med en rolig men bestemt klang. Den bestemte klang viste at han var ved at blive godt irriteret af hendes idiotiske måde at snakke til ham. Hans øjne landede på hendes skikkelse. Nærmere sagt, han holdte øje med hende.
"Du kan selv koncentrere dig om opgaven!"
Han snerrede det med en lidt hvæsen. Hun skulle fandme ikke stå og fortælle ham hvad han skulle gøre og ikke skulle.
Han kiggede roligt ind i hendes øjne. HAn rystede blot på hovedet.

Ramiel smilede svagt da hun stivnede. Ha! Så kunne den tøs lære det. Han var ligeglad med hvad hun ville gøre ved ham.. Hun kunne ikke såre ham permanent eller slå ham ihjel, uden at Kairi ville blive pisset på hende. Han knurrede lavt da hun pressede kniven ind i hans hals. Ikke nok til han ville få alvorlige skader, men det gjorde stadig ondt, og blodet løb ned af hans hals.
"Så må du hellere kalde mig ved navn, end de øgenavne.. For ellers kalder jeg dig Delle igen."
Han sagde det lavt. Han snerrede da hun skubbede kniven lidt dybere ind i hans hud. Han spændte sin krop. Den hånd hun ikke holdte fast i, havde fat i hans sværds skæfte. Han trak sværdet lidt op af dens beholder/skede. En advarsel. Han åndede lettet op da hun rykkede kniven ud. Han tog sig til halsen.
"Det gør du fandme aldrig igen."
Han kiggede på hende.
"Ja, dengang var det et uheld. MAn har vel lov til at forandre sig gennem årernes løb."
Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. Han sukkede lavt da hun begyndte at snakke igen.
"Ja, jeg kan godt se den."
Han så mod døren.
"Jeg har forstået. Du går først, da du åbenbart, ifølge dig selv, er lederen."

For fanden i helvede! Dét er hvad de vil have jeg skal samarbejde med?! Det der er den partner de har givet mig!? Fuck det her pis! Den tøs er fandme praktisk talt død, nu!
Delilahs blik bevægede sig køligt imod siden, og omfavnede årvågent hele bygningen foran dem, imens hun tydeligt syntes at lade tankerne slippe Ramiels latterlige ord. For hun fandt dem latterlige, og dette stod også tydeligt malet igennem de rødlige læber og over de glitrende øjne. Det kriblede i hendes fingre for at hamre dem henover hans ansigt, men dette var ikke tidspunket til at lade for meget blod flyde, eller skubbe knoglen i hans næse op i hjernen på ham, for at lade døden indtræffe. Hun vidste godt at han højst sandsynligt gengældte disse morderiske lyster, men det rørte hende ikke.
98% af alle hendes bekendtskaber, endte ud i at mord var den eneste tanke der omhandlede hende, fra andres sider. Dog rakte hendes hukommelse uden problemer langt nok til at huske den dag hvor alkoholen havde flydt lidt for tæt, og havde presset hende til at fortælle netop denne fjerbold om den evne, hun ellers havde gemt eksistensen af meget tæt, igennem mange år. At hun mere end noget andet ønskede at trække disse ord tilbage, betød intet længere.
"Tror du jeg har glemt at du var desperat nok til at spørge mig om hjælp? Det glemmer jeg fandme ikke lige foreløbig!"
Hånen var malet i hendes stemme, selvom hendes blik endnu ikke havde strejfet hans endnu engang. I stedet lod hun al sin koncentration strømme ud over vagternes faste skridt, og de våben der hang omkring dem som tykke lag af ammunition og dødeligt metal. Et let smil sitrede i hendes mundvige, og i disse sekunder syntes hun at have glemt alt om den irriterende bunke fjer hun var tvunget til at lade en del af opgaven lægge sig udover. Om hun havde kunnet klare opgaven alene vidste hun ikke, men det ændrede ikke på at hun ikke ønskede at han skulle være en del af det.
"Jeg prøver, men du er fucking distraherende!"

Hendes blik løb køligt ned ad den rødlige, klistrede masse der bevægede sig ned fra såret i hans hals, uden så meget som et glimt af fortrydelse hen over hendes ansigt. Den umiddelbare raseribølge der havde skyllet hen over hende, men havde ikke taget mange sekunder for hende at få skubbet væk igen. Den skade hun havde trukket ham igennem, havde tilsyneladende være nok for hende, til igen at lade beherskelsen strømme igennem hende, og fange hende i sit tag.
"Jeg kalder dig lige hvad jeg vil. Kairi ville ikke savne dig nok til at din død ville være så forfærdelig. Du fortjener hende alligevel ikke."
Stemmen emmede af en kulde, der alligevel rev lange tråde af sandhed efter sig. Der var ingen tvivl, om at Delilah virkelig ikke fandt Ramiel passende til Kairi. Selv hvis hun havde kendt til den kærlighed der var imellem dem, ville hun ikke have kunnet ønsket disse sammen - hvorfor var uvist. Måske kunne hun bare ikke håndtere at lykken havde fundet nogen i sådan en grad, eller også mente hun rent faktisk ikke at Ramiel fortjente en person som Kairi. Hun vidste det end ikke selv, men egentligt betød det ikke noget.
Det ændrede ikke på hendes ord.
Hendes blik strejfede knapt den rødlige tyktflydende masse derefter, ligesom hun ikke syntes at bemærke sværdet der glimtede i månens skær. Dog beviste hun at hendes opmærksomhed havde fanget den lige netop, idet hendes læber skiltes kort efter de havde samlet sig, og tillod sig selv at kommentere på denne lette trussel.
"Stik din smørekniv ned i skeden igen. Den skræmmer ikke nogen."
Hendes blik havde igen lagt sig over vagternes skridt, tydeligt imens hun ventede på det rigtige tidspunkt at slå til. Derfor var hendes blik end ikke nært hans, og hendes ryg vendt til ham som hun hviskede de ord, der netop havde forladt hendes læber. Hun havde hele tiden haft sænket stemme, idet de ellers ville være blevet opdaget for længe siden.
"Forandring er ikke altid et godt tidspunkt. Nu!"

Det sidste ord havde været et stikord, og hvis han ikke havde forstået det i samme sekund ordren blev udstødt ... Ja, så havde han været for langsom efter Delilahs personlige mening. I det samme havde hun netop trådt ud og grebet en af de to vagter der havde været nogle meter fra stedet de gemte sig. Hendes bevægelser havde været hurtige og professionelle, og der var ikke gået mange sekunder fra hendes ordre var kommet, til manden lå i sin egen blodpøl på jorden.
Hun efterlod den anden vagt til englen, og syntes næsten at flyve frem. Hendes slanke, endnu blodklistrede fingre, lukkede sig om metaldørens kølige håndtag, og rev den op med en lydløs blidhed der virkede unaturlig. Hun blev opslugt af skyggerne så snart hun trådte ind, og befandt sig i samme sekund i en ishvid gang, der var henlagt i skygger. Og selv da, virkede omgivelser klinisk rene, og helt tydeligt skarpt betrådte hver dag, af mange tusinde folk der undersøgte stedet i ... Ja, hoved og røv.
Hun snurrede omkring, og ventede utålmodigt på at fjerkræet fik lettet røven og åbnede døren bag hende - om der så gik et halvt sekund eller flere minutter, ville denne utålmodighed tydeligt være at spore i hendes ansigt.
Bag hende trampede lyden af folk der bevægede sig for enden af den mørke gang, og bag de utallige døre kunne høres snakkende stemmer - blandet med smertesfulde skrig, og tårevædet, panisk gråd.

For Ramiel var Delilah verdens mest irriterende kvinde menneske. Han havde sådan en stor lyst til bare at stikke sit sværd ned i hendes hjerte, om og om igen! Men han vidste hvad der ville ske, hvis han gjorde det. Kairi ville blive vred, og sikkert også andre. Desuden ville det være spild af energi! Han gad ikke arbejde sammen med hende, men han vidste at han på en måde skulle være glad for det. Selvom han afviste det åh så meget. Hun var god til sit arbejde, bare en skam hun var så arrogant, irriterende og idiotisk. Han hadede hende helt seriøst. Men nu ville han være den fornuftige, og ikke lade hendes idiotiske kommentarer og bemærkninger ramme ham. 
"Hvis det gør dig glad, at tro jeg var desperat, så fred da være med det."
Han sagde det med en bestemt rolighed, og koncentrerede sig om hvor de var. 
"Jeg er da glad for at du synes jeg er distraherende."
Han smilede svagt.

Ramiel snerpede læberne sammen over hendes ord, og lukkede øjnene. Han åbnede øjnene igen, og kiggede på hende. Han sukkede.
"Jeg ved godt jeg ikke fortjener hende. Du behøver ikke fortælle mig det hele tiden, Delilah. Men ikke desto mindre elsker hun mig, lige så vel som jeg elsker hende. Jeg regner med at du ikke er så kold, at du ikke ønsker dine veninder er lykkelige."
Mere sagde han ikke om det. Han så kort ned.
"Det hedder nu et sværd, men udmærket."
Han ville ikke skændes. Han stak sværdet i skeden.
"Jaja."


Han var hurtigt begyndt at gå mod den vagt som hun havde ladet tilbage til ham. Han rystede blot på hovedet over hende, og trak sværdet frem. Han listede om bag vagten, og da vagten var mindst uopmærksom, stak han sværdet ind i mandens ryg. Han trak sværdet ud, mens han lagde hovedet lidt på skrå. Han stak sværdet i skeden igen.
Få sekunder efter åbnede han lydløst døren bag Delilah, og trådte ind. Han lukkede igen lydløst døren.

Hun ænsede ikke hans ord. De betød intet for hende. Endelig havde hun fundet den tilstand hun skulle simre i når hun arbejdede, hvor diverse distraheringer ikke var andet end forbigående fjer der strøg hende op ad armene, og lod hendes opmærksomhed flakke så kort at hun knapt selv bemærkede det. Så da hun stod inde i den bygning hun skulle finde vej til, og døren åbnede sig bagved hende så han kunne træde ind, drejede hun knapt hovedet for at tjekke om det var ham. Fjerkræsduften hang tungt, så det behøvedes ikke.
Hendes hånd løftedes derimod, og vendte sig med den flade side imod Ramiel, hvilket betød to ting i dette tilfælde: Stå stille og hold din kæft! Hendes blik lå for enden af gangen, hvor fodtrin og lyden af noget tungt der blev slæbt henover gulvet materaliserede sig, sammen med en dæmpet samtale der endte ud i åndeløs latter. Hun trådte til siden, og smeltede ind i skyggerne som var hun en del af det mørke der omringede de ishvide ganges ... lyshed.
For enden af gangen kunne man se en gruppe mænd komme gående, og bag ved dem slæbte de en lille pige henad gulvet. En hovedløs pige, rettere sagt. Hovedet dinglede lettere makabert i håret fra en af de forreste's hænder, og i samme sekund dette syn mødte Delilah, vidste hun at de var kommet for sent. Det var den lille pige de skulle redde. Delilahs øjenbryn hævedes let, men egentligt var hun overraskende ligeglad med at hun havde tabt denne opgave. Uden set hvor hurtige de havde været, havde de ikke haft en chance.
Pigen var død kort efter opgaven var blevet givet. Så snart skikkelserne var forsvundet bag en væg, snurrede Delilah omkring og åbnede døren med et lydløst ryk. Hun lænede hovedet et stykke imod Ramiel så hun kunne hviske næsten uhørligt lavt.
"Det var vores pige. Hun er død."
Med disse ord skubbede hun døren op, og forsvandt henover den store plæne. Kort efter omringede skyggerne fra træerne hende, og hun smeltede ind i natten endnu engang.

//Out

//Out.

//Lol haha! Der kom dovenskaben nok til udtryk, huh? xD

//Jeg ved ikke hvad du snakker om. xD

//Haha! Ej det er ok, han følger vel bare med ud og går så væk? xD

//jep det er bare hvad han gør xD

//Godt så^^ xD