If this place is a joke - then I'm not laughing. (Razor)

Tid: Aften. Sent. Efter mørkets frembrud.
Sted: Markedspladsen i Firewood Village, der nu ligger i ruiner.
Vejr: Køligt med let vind.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var åbenbart svært at få en fod indenfor. Rhychdir vidste ikke helt hvad han havde forestillet sig - men i hvert fald ikke det her. Han havde ikke så meget som forestillet at han på de to uger, han efterhånden havde befundet sig i Doomsville og omegn, ikke var kommet så meget som et skridt nærmere om at gøre sig et navn som skrædder i byen.
Rotten Root District, som desværre var den bydel han havde gjort sig bedst bekendt med, var ikke just stedet han skulle regne med at finde sine fremtidige kunder. Folk deromkring var ikke alene fattige - de var også usiognerede, uhumske og så stjal de med arme og ben! Ikke at han havde oplevet sidstnævnte, men rygterne gik i hvert fald således. Han havde da lusket lidt rundt på bazaaren - undersøgt om det ville kunne fungere som et springbræt for karrieren at få sig en bod dér, men der var så utroligt mange boder der havde klæder som mindede en smule om hans, men som var laaangt billigere - simpelt af den grund at de ikke var lavet af lige så gode materialer som hans var - men det bildte han sig ind at folkene i Rotten Root sgu var ligeglade med. Plus så ville han ikke kunne udstå en hel dag på det travle marked. Der havde lugtet så utroligt meget af kød og forrådnelse, samt tusind andre mere udefinerbare lugteindtryk, og han havde knækket sig så snart han kunne komme til det, da han var sikker på at ingen havde set det mindre stilede optrin.

Han havde derfor været ved godt mod da han havde hørt at også Firewood Village havde et marked. Han kendte ikke meget til byen - men de ku' sgu da for helvede kun være bedre end Rotten Root. Han havde også hørt at markedet var stort, at de havde mere unikke og originale varer end for eksempel bazaarens uendelige strømme af kopivarer, så det var slet ikke umuligt at det var hér Rhychdirs nye drømme skulle begynde!
En rar ældre dame, men som havde lugtet så utroligt meget af pis af Rhychdir havde måttet holde vejret mens hun talte, havde fortalt ham hvordan han kom dertil og han havde glædeligt pakket sig en taske, og begivet sig ud på eventyr.

Hvad kællingen dog ikke havde fortalt ham - var at markedpladsen ikke længere var eksisterende. Han vidste sgu ikek hvad der var sket - krig, jordskælv, oprør - men der var i hvert fald ikke meget marked over den tomme plads han nu stod på. Hun murbrokker, nytteløst skrammet, træsplinter og støv. Støv i massevis. Hvad fanden skulle han dog bruge det til?
Med et dramatisk suk, der dog på ingen måde udtrykte bare halvdelen af den frustation der lige nu herskede i elverens indre, dumpede han tungt ned på en af murbrokkerne og ladge taske og bue han havd medbragt ved siden af sig. Egentlig var det ikke fordi han havde tænkt sig at gøre brug af buen, at han havde den med - han var bare hunderad for at nogen skulle rende med det elegante våben, lod han det forblive i det lurvede værelse på kroen der for tiden udgjorde hans hjem. Hans tøj - som var i en mild mintgrøn farve og tyndt og fint vævet, ville sikkert blive beskidt og støvet af at han sad her - men lige nu var han ligeglad. Øjnene faldt i og fingrene begyndte at massere tindingerne da han mærkede en up-coming hovedpine. Han havde taget hertil for ingen verdens nytte. Spild af tid - spild af energi - hvorfor havde kællingen dog ikke stoppet ham?! Dumme kælling.
"Ittee," bandede han lavmælt over hende, på modersmålet, som han havde en tendens til at slå over i når det var bandeord og eder der forlod hans mund.

Et tankespind der holdt dig fast i en enkelt tanke, en enkelt følelse, en ting du ikke på nogen måde kan slippe ud af, medmindre du tager livet på den som har bragt det til dig. Det var hvad Razor det seneste døgn havde været fanget i. Som om det ikke havde været nok med en den manglende søvn over de sidste mange uger, takket være mareridt der ville kunne få selv frygten til at frygte. Han var sjældent bange for noget - men på nuværende tidspunkt var det som om at alt var farligt. Ikke noget han selv kunne kontrollere. Heldigvis var dæmonen der stod bag, ikke i stand til at kontrollere alting, det var kun hvad der foregik af billeder i hans hoved - og tydeligvis også sætte et præg på følelsen der fulgte med.
Det var ikke første gang de havde søgt efter ham udenfor Ashenwood Forest. Efterhånden noget som Razor troede de havde opgivet. Men ham og Tatia måtte vel have været deres dream team. De havde uden videre ikke kun besejret alle i arenaen, men også formået at besejre vagterne - stukket af, og endda sluppet af sted med. Hvis man så bort fra den forbindelse der stadig var i det indre blik.
Alligevel var der et smil om hans læber da han spænede han over murbrokker på hvad der for ikke så længe siden havde været et flot, befærdet marked fyldt med fantastiske boder, med alverdens ting man kunne lade sig friste af. Det var ikke sådan det så ud længere - slet ikke.

Han havde fået dæmonerne en smule på afstand. Takket været hans fart og smidighed - havde det at snog sig ud af deres syn ikke været det mest besværlige. Det var heller ikke fordi han ikke kunne klare en enkelt dæmon på tæt hold, men lige så snart der begyndte at komme flere til - var det ikke længere den nemmeste opgave for den lille halvdæmon at gøre det af med bæsterne. Især ikke når de udnyttede at slå billeder op i hans hoved, som ikke var helt til at kontrollere. Det gjorde det svært for ham i situationen at tænke klart og gøre hvad han egentlig ellers ville have gjort.
Han sprang hen over en bunke brædder, og forsatte et stykke hen over det ujævne underlag. Som for hans bare fødder ingen betydning havde, det var ingenting i forhold til hvad de havde været udsat for. Han stoppede op et kort øjeblik for at orientere sig om området - fjenden og.. En fremmed duft ramte hans næse. Det var ikke så tit at det skete. Han følte sig efterhånden rimelig kendt med de dufter der sværmede omkring ham i hans dagligdag. Men denne kendte han ikke yderligere til - hvert fald ikke til et punkt hvor han kunne sætte en finger på hvad det var. Men en skikkelse et stykke væk bekræftede ham i at der hvert fald var en levende person der vidst var endt et forkert sted på et forkert tidspunkt. Især nu hvor Razor med det samme så det som en mulighed til hans fordel - bruge fyren. Smart.

På afstand kunne man høre den flok på omkring 6 stykker - af dæmoner, bloddæmoner for at være mere præcis, der kom deres retning. Fire mænd og to kvinder. Men alle af en bygning der ikke var til at tage fejl af. Modsat Razor - lignede de definitionen af deres race. Han selv var ikke nær noget bloddæmon, kun når det kom til temperament - men han var jo også kun halv. Det undrede ham dog alligevel, at de havde bevæget sig så langt efter. Men uheldigvis var det aften, mørket var brudt frem og det gjorde at hvad der normalt var befærdede områder - slet ikke var befærdet nok til at holde den form for væsner væk.

Razor var dog hurtigt fremme ved den fremmede og efter et split sekund af en bedømmelse med blikket der blev ført fra top til tå - mente han at han ikke var en trudsel der ville gøre mere skade end den der ville ankomme om et øjeblik.
" Listen up Fairy. I'll use you as a bait if you don't do as I say. I need you to aim, shoot - and actually hit the target. Is that something you can do? Even if that target is a full blown alive gigantic blooddemon? Running towards you with death writting all over his face? " Han kneb kort øjnene lidt sammen, men lod så hovedet glide en smule på skrå. Der var efterhånden alligevel ikke mange sekunder tilbage at tage en beslutning i - så hvis denne fyr ikke gjorde det. Brugte Razor ham gerne som aflednings manøvre så han selv kunne komme væk. Han han havde ikke selv lyst til at lade livet til de bæster - men at ofre en anden var intet problem, tværtimod ville han nok nærmere finde det yderst underholdende at se dem trække ham fra hinanden. Medmindre der gemte sig en kriger i den skikkelse han havde fundet, men kunne jo aldrig være helt sikker. Razor havde det dog med at dømme folk ret hurtigt, så han tvivlede. Men overraskelsen ville heller ikke gøre noget.
" Think fast - they're coming - and I'd much rather see your blood spilled than mine. " Sagde han så bare og sendte et kort øjeblik fyren et sødt nærmest uskyldigt smil.

Man kunne sige meget om Rhychdir - men hans sanser kunne man ikke sætte en finger på - om noget var de endda skarpere og stærkere end et menneskes. De spidse øre opfangede derfor tomulten og larmen fra den halve snes dæmoner der nærmede ham, langt før øjet fangede så meget som et glimt af dem.
En svag rynke blev dannet mellem de blonde, svagt tydelige bryn som han forsøgte at placere lyden. Det lød mistænkeligt som nogle der løb imod den øde markedsplads i høj fart - men hvorfor helvede skulle folk dog strømme hertil? Her var sgu da intet at komme efter. Optaget af sine tanker hverken så eller hørte han manden der fik banet sig vej op til ham, før denne talte, hvilket fik den høje elvermand til endnu engang at bande på sit modersmål af ren og skær overraskelse, inden han rejste sig og vendte sig mod ham og forsøgte at følge med i hvad manden talte om. Det hele gik ret hurtigt men han fandt da ud af så meget at den anden ville have ham til at skyde efter en bloddæmon - og at han kaldte ham en fe. Idiot. Var det lyden af omtalte dæmoners rappe fødder han kunne høre? Sikkert.
"I'm an elf" rettede han bare den anden mand, som havde det været det mest relevante der kom ud af munden på ham. Det var dog tydeligt at læse på elvermandens ansigt at han var skræmt eller i hvert fald utilpas ved situationen. Han skævede kort ned til sin bue som han samlede op fra murbrokken igen og krugede om den så de i forvejen hvide knorer blev endnu hvidere.
"So you want me to shoot at some demons who're after you? Are you delirious?" tanken alene om at skyde efter levende væsner var svært ubehagelig - Manden foran han kunne selvfølgelig blot have ment at han skulle skyde dem i benet eller armen eller sådan - hvilket var noget han i sig selv vilel have lidt svært med. I det hele taget var det her en meget uvant situation for ham, som han ikke helt vidste hvordan ahn skulle forholde sig til. Den anden mand så ikek ud af meget - men han havde sgu heller ikke lyst til at skyde ham. Hans tale om at han hellere så Rhychdirs blodsudgydelse end sin egen fik dt dog til at løbe ham koldt ned af ryggen. Fucking lortekælling! Hvis hun havde advaret ham om at markedet ikke længere var aktivt, var han aldrig endt her i denne suppedas!
"Why would I do that? It's not me they're after? What's in it for me? I'm just a peaceful elf - I'm not looking for trouble. I don't wanna be a part of whatever the hell this is!" Han slog kort ud med armene i et spinkelt forsøg på at overtale den anden.
Hjertet hamrede dog i brystet på ham, og han frygtede at han allerede nu, selvom han som sådan ikke havde gjort andet end at befinde sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt - allerede var viklet så meget ind i det her, at han ikke bare sådan uden lige kunne slippe væk igen.

" An Elf? How boring is that? " Sagde han så bare kort lidt og hævede kort et bryn. Men nu da han kiggede nærmere efter var det da også tydeligt. Fyren havde slet ingen vinger eller glitter - desuden var han noget højere end en fe måske ville have været. Ikke fordi han oprigtig havde troet at fyren var en fe. Men muligheden havde været der. Elvere var ikke dem man så flest af, så det var vel et eller andet sted ret sejt at der sådan lige dukkede en op. At den måske så måtte lade sit liv ved mødet. Det var Razor egentlig lidt lige glad med, elvere havde ikke den store betydning for noget som helst.
" No wings or anything. Hm.." mumlede han så bare kort lidt til sig selv.
" Probably, but yes! That is exactly what I want you to do. If you didn't run around with a bow - I would probably just use you as a bait, but I guess its your lucky day. " Sagde han så bare, med et lidt for stort smil om læberne. Det var sådan set helt op til elveren selv om han ville gøre et forsøg på overlevelse, eller lade dæmonerne tage ham. Det var enten eller - så meget vidste Razor efterhånden. Medmindre selvfølgelig de havde tænkt sig at snuppe elveren med sig, bruge ham som de brugte mange andre væsner for at underholde og tjene penge. Men den var var også at gå direkte i døden. Det ville have taget Razor med i døden hvis det ikke havde været for flugten sammen med Tatia - uden hende havde han ikke klaret den. Uden hinanden havde de ikke klaret den.

Han skævede sig kort over skulderen, men lod så blikket tilbage på ham igen. " I'm sorry - but I don't think being a peaceful elf will help you in any way this time. Demons aren't really picky eaters when they're angry - even if, I don't beleive elves are in the buttom of favorite flavors. Well I mean, at least you smell nice - that says alot. " Sagde han så bare med et skævt smil om læberne. Endnu engang lod han blikket glide mod lyden af dæmoner, som kom til syne ikke langt fra dem. Bæster, tydeligt ikke i godt humør, faktisk var der ikke andet end vrede og fjendskab at spore i deres udtryk. Det var nu elveren skulle beslutte sig om sit liv eller døden. Hjælpe eller ende som lokkemad - en afledningsmanøvre. Razor havde intet forhold til denne elver og kunne uden videre sagtens finde på at kaste ham for løverne hvis det kom til hans egen overlevelse.
" Don't be all suicidal okay? " Sagde han så lige kort, og lod sin kniv finde vej til sin hånd, hvor han et øjeblik lod den dreje rundt mellem sine fingre. Han var klar - klar til at slagte dæmoner, men også klar til at hive fat i elveren hvis han valgte at stikke halen mellem benene og melde sig ud af legen. Som dog var en ret alvorlig leg. Men hvilken betydning havde det i sidste ende hvis de endte med at dø? Så kunne man lige så godt have det lidt sjovt som det sidste. Selvom elveren ikke ligefrem virkede som en type der synes det var sjovt at slå ihjel. Razor gjorde det tit, kun for underholdningens skyld - men lige i dette tilfælde var det faktisk en nødvendighed. Medmindre man ønskede at dø eller blive forfulgt for så senere at dø. Der var ikke meget andet at gøre end at stoppe dem.