Hvem er du - Ramiel

Starling gik inde imellem pælene og så sig omkring. Hun var på udkig efter den sten, hun havde fået besked på at skulle hente. Hun havde valgt at lede efter den som sig selv, da hun ik så nogen grund til at skulle tage en andens udseende til denne opgave. Regnen lagde så tungt og gjorde hendes hår vådt, så det lå ned af hendes skuldre og nogle få totter ned af panden og foran hendes højre øje. Hun havde ik noget imod regnen, faktisk, synes hun det var forfriskende, men trøjen hun havde på var ik behagelig i regnen. Den klæbede sig til hendes hud og knapperne foran var blevet lidt kølige pga fugten fra luften, men det var ik koldt. Hendes mørke bukser sad som de skulle og stoffet gjorde det meget svært for vandet at trænge igennem.
Hun gik langsomt frem og sørgede for at serundt om de pæle hunkom forbi. Hun havde en daggert siddende ved hoften, i tilfælde af at der var noget ubehageligt. Hun havde heldigvis ik stødt på noget ubehageligt endnu. *Hvorfor skulle det lige være HER den skulle være* Tænkte hun vredt for sig selv, idet hun kom til at træde i en vandpyt og hendes sko og det nederste af hendes bukser blev våde. Hun sukkede idet hun rystede sit venstre ben i et forsøg på at få vandet ud af skoene og bukserne. Hun så sig roligt omkring og rettede sig så op og så op mod himlen. Skyerne dækkede for solen og der var en svag tusmørke nede mellem pælene. Hun begyndte at gå mod nord.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Sværdet er ved venstre hofte.

Hvorfor Ramiel var her? Han var generelt meget rastløs, men også nysgerrig. Han elskede at undersøge nye steder. Der kunne jo være brug for at kende alle steder, hvis han fik en opgave om at finde en bestemt person. Det var også rart at komme lidt væk fra det hele, men ikke tale om han ville efterlade sit sværd!
Han gik mod nord, og så rundt på alle pælene. Han kom desværre til at gå ind i en kvinde da han havde været så opmærksom på alt andet, end hvor han gik.
I stedet for at sige undskyld som mange andre gjorde, trak han sit sværd, og holdte det med begge hænder. Han havde rettet spidsen mod... En kvinde? Han hævede et øjnebryn.
Hans hår var vådt, og hang lidt ned over hans øjne. Hans tøj var fugtigt.
"Det beklager jeg." Han satte sværdet i skeden igen, og rettede sig op.


//Kort svar, sorry//

Starling så sig om og troede hun havde fundet noget i en af skyggerne fra stenpælene. Hun stoppede op og så efter i skyggen, men hun nåede ik at få et ordentligt kig, får hun blev skubbet til og snublede frem. Det var kun fordi hun havde så hurtige reflekser at hun ik faldt og hun vendte sig hurtigt om, med hænderne oppe. Hun havde ik noget våben, men hun kunne bruge sine hænder. Hun fik dog hurtigt stoppet sine tanker om selvforsvar, da hun så sværdet og hun trak overrasket vejret ind. Manden foran hende havdesit sværd rettet mod hende, og hun nåede at se det, inden han sænkede det, med en undskyldning på læberne. Hun så vagtsomt på ham inden hun langsomt selv sænkede sine hænder.
Hun åbnede munden for at sige noget, inden hun hørte et højt brøl bag sig. Hun nåede lige at vende sig rundt og så en harpy komme flyvende hen mod dem. Hun nåede kun lige at tænke *Hvad laver den her* inden Harpyen greb fat i hendeog slyngede hende ind mod en af pælene. Hun mærkede hendes ankel brække, idet hun landte på jorden, og gav et smertes udbryd fra sig. Hun så op på harpyen som havde langt grønt hår og blåhud. Hun havde en blå kjole der kun lige dækkede de nødvendige steder. Hun tog sig til anklen for at støtte den, mens hun forsøgte på at komme op at stå, med hjælp fra pælen.

Ramiel ville ikke angribe en forsvarløs kvinde. Specielt ikke hvis hun intet ville gøre ham. Han smilede skævt til hende for at vise han ingen intentioner havde om at ville angribe hende.
Han stivnede da han hørte et højt brøl, og så hen imod lyden. En harpy?! Han trak sværdet, og det begyndte straks at gløde rødt. Han så på pigen der blev slyngede ind i en pæl. Han skyndte sig hen til hende, og hjalp hende op.
Om hun stolede på ham eller ej, han fik en af hendes arme om hans skuldre, og havde en om hendes hofter. Han holdte sværdet med den ene hånd, klar til at forsvare. Han begyndte at trække hende væk.

Starling så at fyren trak sit sværd igen og hun blev helt fascineret af at det begyndte at gløde. Det havde hun aldrig oplevet før. Hun var så optaget, at hun slet ik lage mærke til at han kom hen og hjalp hende. Hun startede med at være lidt panisk, for hun kendte ham jo ik, men da han trak afsted med hende, var hun nød til at støtte sig til ham, da hendes ankel jo var brækket.
Bevægelserne satte sig i anklen og hun kæmpede hårdt for ik at gispe af smerte. Efter et stykke tid, og Starling kunne stadig høre skrigene bag sig fra harpyen, mens den fulgte efter.
"Vi bliver nød til at gøre noget ved den!" Udbrød hun og man kunne tydeligt høre anstrengelsen i hendes stemme. Det var begyndt at blive svært for hende at følge med ham, også selvom han støttede hende.

/Sorry det er kort, krea svigt for er ik i det bedste humør... Sorry ://

//Det er okay! Der er noget at svare på //

Han holdte beskyttende om hende, og gik så hurtigt hun kune følge med. Han så bekymret på hende. Men de skulle bare væk. Før harpyen fangede dem.
Okay... Han kunne ikke slippe for at kæmpe... Så måtte han da kæmpe. Han bøjede sig lidt ned så hun sikkert kunne sætte sig.
Han rejste sig derefter op, og løb mod harpyen. Han hoppede, og svang sværdet mod dens hoved.

//selv undskyld for kort svar...//

Starling mærkede hans støtte og var meget taknemmelig for den, men hun kunne næsten ik stå på sine ben mere. Hun kunne høre hapyens vinger slå mens den kom flyvende hen mod dem.
Han sagde ik noget da han stoppede op, og var det ik for hans arm, der holdte hende oppe, ville hun have faldet til jorden med det samme. Hun kunne mærke sit venstre ben sitre af anstrengelsen fra løbet, og hvis det ik var for englens støtte, ville hun være faldet til jorden. Han hjalp hende dog med at sætte sig ned.
"Tak," sagde hun sammen bidt, da hendes ankel lå på en sten, hvilket gjorde vildt ondt. Hun så ham trække sværdet imens han løb mod harpyen, og Starling følte sig hjælpeløs, fordi hun ik kunne hjælpe. Uden at tænke sig om rakte hun ned, fjernede stenen fra under hendes ankel og kastede den mod Harpyen.
Stenen ramte Harpyen på toppen af hovedet kort tid efter at englen havde landet sit første slag mod harpyen. Stenen fik Harpyens opmærksomhed og den så op mod himlen i sin søgen efter at finde ud af hvor stenen kom fra.

Ramiel ville gerne hjælpe andre der var såret, selvom han var falden engel, var han ikke følsesløs og ond. Han nikkede blot da hun sagde tak, og havde så vendt hele sin opmærksomhed mod harpyen.
Ramiel røg på hug efter at have slået harpyen. Da harpyens opmærksomhed var blevet taget væk fra dem, skyndte han sig hen til pigen.
"Vi må væk." Han trak sværdet i skeden, og støttede hende igen. Men kom så i tanke om noget mere smart.
"Hop op på min ryg." Hviskede han.

Starling så kort på englen da han kom over mod hende, og flyttede så blikket mod harpyen igen. Den så stadig forvirret rundt og Starling skulle bruge al sin vilje styrke, for ik at begynde at grin af den. Den var tydeligvis ik for smart. Hun kunne høre fodtrinene fra englen komme tættere og tættere på, og hun løftede hovedet op og så ham standse ved siden af hende.
Hun lod ham hjælpe sig op og hun sørgede for at lægge al vægten på sin venstre fod. Hendes venstre ben havde det lidt bedre efter anstrengelsen tidligere, men hun håbede på at de ik skulle løbe for meget mere. Hun lavede et kort hop på den venstre fod, for at få et lidt bedre fodfæste, inden han sagde at hun skulle hoppe op på ryggen af ham.
"Hop op på din ryg?" Hun sendte ham et måbende blik. "Hvordan vil du have mig til at hoppe op på ryggen af dig, når min fod er brækket?" Hun viste ik hvad det var han havde i tankerne, og hun kunne virkelig ik se sig selv, lykkes i at gøre det, men hun så på ham igen og sukkede så.
"Oka, jeg gør et forsøg," sagde hun lidt afkræftet, fordi hun ville jo helst ik løbe mere. Så hun ville give det et forsøg. Hun hoppede om til ryggen af ham, ved at støtte sin venstre hånd mod hans skulder, og hoppede op på ryggen af ham, med sine arme om nakken på ham.

Det var enten at hoppe op på hans ryg, eller løbe hele vejen væk. Hun måtte selv bestemme. Det var dumt at grine af harpyen, det ville bare trække dens opmærksomhed mod dem igen, og det ville ikke være så fantastisk godt. Han sukkede lavt over at hun sagde det med hendes fod.
"Det er enten det, eller at løbe hele vejen." Sagde han blot, og rystede lidt på hovedet. Han sukkede lavt igen, og lagde armene over kors.
"Godt." Han så på hende over skulderen, og havde så lidt efter armene under hendes ben. Han så kort på harpyen, og begyndte så at løbe væk fra den.

Starling sad oppe på hans ryg, med hans arme under sine ben og en brækket fod. Hun var ved at give op. *Hvorfor er det altid mig det her sker for?* Da han satte i bevægelse kunne hun mærke det i hele kroppen og det satte sig især i foden.
Hun bed sig i læben og lukkede øjnene, mens hun prøvede på at fokusere på noget andet end foden. Hun trak vejret roligt og tunget, mens hun lyttede efter harpyen. Da hun intet hørte så hun sig tilbage over skulderen, og da hun ik kunne se den nogen steder så sukkede hun af lettelse, indtil smerten i hendes ankel jog gennem hendes krop. Hun gav et udbryd fra sig, og knugede lidt hårdere om nakken på englen. På denne måde så ville det tage lægere tid for hendes ankel at hele.
"Vi... bliver nød til... at finde... et sted.. at... hvile..." sagde hun sammen bidt, tæt nok på englens øre, til at vide at han ville høre det.

Ramiel vidste godt at dette gjorde ondt på hende... Men det var enten at skynde sig væk, eller blive slået ihjel af en harpy. Han foretrak at skynde sig væk, og det gjorde hun sikkert også. Han hørte også efter om harpyen fulgte efter dem, men da han ikke længere kunne høre den, tænkte han den måtte have givet op. Han stoppede lidt op, og gik lidt langsomt. Han nikkede til det hun hviskede. Han kiggede rundt efter et muligt sted. Det regnede stadig. Der skulle i hvert fald være læ.. Han fik øje på et sted hvor der nærmest var en hule af sten. Læ. Han gik derhen imod, og bøjede sig lidt ned så hun kunne komme ned.
"Har du brug for et bål til at varme dig?" Spurgte han høfligt. Han havde givet slip på hendes ben.

Hun så hulen lidt tid efter at han satte kurs mod den og hun smilede lettet. *Hvile!* Hun lænede sin kind mod hans nakke mens han gik det sidste stykke. Da han gik ned i knæ lod hun sig langsomt glide ned, mens hun sørgede for at lægge al vægten over på den venstre fod. Den var dog heller ik stærk nok til at aftage faldet, så hun snublede frem, hvilket kun blev værre da hun kom til at støtte på den højre fod. Hendes højre ben knækkede sammen, og hun gav et udbrød i smerte.
Da hun ordentligt ned og sidde, så nikkede hun til Englen. "Ja et bål ville være rart." Hun lagde armene om sig selv i et forsøg på at varme sig og så op på ham. "tak for hjælpen og mit navn, er forresten Starling," kaldte hun efter ham.

Ramiel nåede ikke at gøre noget før hun snublede og kom til at støtte på højre fod. Han lagde en arm om hende og fik hendes arm om hans skuldre igen, da hun udbrød af smerte. Han hjalp hende hen til hulen, og var meget forsigtig da han hjalp hende ned og sidde. Han rettede sig op.
Han nikkede, og gik mod et sted hvor der var nogle grene. "Ramiel." Sagde han blot, så højt hun godt nok ville kunne høre ham. Han samlede grenene og nogle sten. Ret store sten. Han gik hen til hende igen og lagde stenene i en cirkel, tæt på hinanden. Han fik lagt grenene til et godt bål. Han rynkede på panden.
"Æhm.. Hvordan starter man så ilden?" Han spurgte lidt flovt.

Starling fulgte ham med øjnene da han begyndte at gå rundt og lede efter ting til bålet. Hun lagde også mærke til at det kun vare STORE sten han fandt, og ik nogen små flinte sten, der skulle bruges til at tænde bålet med. Hun så omkring sig selv og hun fandt en stor flinte sten, der lå lidt til højre for hende. Hun strakte sig og fik fat i den og rettede sig så op, mens hun hvæsede i smerte. Hun fandt en anden sten over sig og tog den ned til sig.
Da hun endelig havde sat sig til rette, var han ved at gøre det sidste klar ved bålet ved siden af hende. Hun kunne ik lade være med at smile ved hans spørgsmål og hun trak sig lidt mere til siden, så hun sad lige ved siden af bålet.
"Det er enkelt. Du slår disse to" hun holdte de to flitesten op så han kunne se dem, "mod hinden hårdt og hurtigt, til der kommer gnister." Hun placerede sine hænder ved siden af grenene og begyndte at gøre som hun lige havde fortalt Ramiel. "Det er enkelt, men teknikken skal være iorden også," sagde hun efter det 10'ende forsøg. Smerten i hendes ben fik svagt sveden til at glide ned over kroppen på hende og hun sukkede opgivende og lod sine hænder med sten glide ned i skødet.
*Dumme sten!*

Ramiel satte sig ned ved bålet og lagde sværdet væk så han nemmere kunne sidde ned. Han betragtede hende nysgerrigt. Han nikkede da hun viste ham stenene. Han så på. Han bed sig i underlæben for ikke at grine da hun havde prøvet ti gange og så gav op. Han tog stenene fra hende og betragtede dem.
"Hm.. Jeg prøver." Han smilede skævt. Han placerede sine hænder ved siden af grenene, og gjorde ligesom hun havde fortalt. Han så en gnist. Der kom flere af dem. Til sidst kom der liv i bålet. Han lagde stenene ved sit sværd og smilede skævt.
"Det var da meget let." Han smilede drillende. "Hvad lavede du egentlig herude?" Han rynkede lidt på panden.

Starling så på ham, da han tog stenene og selv gjorde et forsøg. Hun skar en grimmasse mens hun tænkte, *så skulle det da være at han får ilden i gang med første forsøg.* Hun rettede sig lidt op mens hun så gnisterne og hun sendte ham et dræber blik.
"Begynder held!" mumlede hun svagt, men hun var ret sikker på, at han stadig hørte det, selvom regnen stadig faldt udenfor hulen. Hun så på ham og hendes ansigt ændrede sig, ved hans skæve smil og hans ord. Hun kneb øjnene sammen, men kunne stadig ik undertrykke det smil som selv kom frem på hendes læber.
"Jeg kunne stille dig det samme spørgsmål, men nu når du spurgte først, så vil jeg også svare først." Hun trak sit raske ben hen til sig, og lagde vægten på det, så hun sad i en halv lotus stilling, med det højre ben fremme. "Jeg er her fordi jeg leder efter noget, som jeg ik ved hvor er, og kun svage anelser om hvordan ser ud." Hun så over på ham inden hun spurgte med en venlig stemme. "Hvad med dig?"

Ramiel grinede lavt da hun mumlede begynderheld, han opfangede det lige. Han smilede over hendes dræber blik hun sendte ham. Han smilede uskyldigt og grinede lavt. Han kørte en hånd igennem det lidt våde mørkebrune hår, og rettede det lidt.
"Begynder held? Nah, mere erfaring. Jeg har set en anden gøre det, men glemte hvordan man gjorde det." Han havde set Nille gøre det, da hun havde reddet ham fra mændene der havde tortureret ham. Uheldigvis var der nogle andre var havde opdaget ilden, og tortureret dem begge. Dog havde de fjernet Nille, men det var vidst noget med at de ville bruge hende til nydelse, men hun havde forsvaret sig.
Han rettede sig lidt op, og sad i skrædderstilling. Han lagde sine hænder på knæene, og kiggede på ilden. Han smilede lidt over hendes svar.
"Hvordan ser den så ud?" Spurgte han, og kiggede så på hende.
"Jeg elsker at undersøge nye steder. Jeg ville også træne lidt." Han tog fat i sværdets skede, hvor sværdet var i, og hævede det kort for at vise han ville have øvet sig med sværdet.

Hun hørte hans latter og så så intensivt ind i ilden. Hun viste ik hvad hun skulle føle ved hans latter. På en måde irriterede den hende sindsygt, måske fordi hun følte lidt at det var på grund af hende at han lo. På den anden side, der havde hun lyst til at le sammen med ham, da han havde en sød latter, synes hun. Hun endte dog med at sidde og kigge ind i ilden det meste fa tiden i stedet for. Hun blev helt optaget at den måde ilden bevægede sig på, og lyset fra den, at hun helt glemte hvor hun var og hvem hun var med og hun blev brat revet tilbage til virkeligheden, da han begyndte at snakke til hende.
Hun sendte ham et skævt smil, inden hun sagde "Hvordan kan man glemme sådan noget? Det er jo alfa-omga for overlevelse at kunne tænde et bål." Hun rettede sig lidt op, hvilket sendte et jag af ubehag gennem hendes ben. Hun bed sig kort i læben for at tænke på noget andet. Hun kunne dog mærke at helingen var godt i gang og hun regnede med at hun snart ville kunne gå igen, omend at det ville være mere at humpe end egentlig at gå i starten.
"Alt hvad jeg ved, er at det skulle forstille en sten, med en blå farve, eller blåt skær. Der var ihvertfald noget med blå ved stenen." Hun rynkede brynene imens hun konstentrede sig. Hun forsøgte på at huske hans præcise ord.
"Du skal tage til The Shadow Peaks. Der er der en sten du skal hente til mig." Mere sagde han ik og Starling blev forvirret og spurgte, "Hvordan ser den ud og hvor præcis kan jeg finde den?" Manden sendte hende et blik inden han svarede, "Et ord: Blå. Du ved det er den når du ser den. Hensyn til lokationen, den må du selv finde ud af." og så smuttede han ud af døren igen.
Hun kiggede over på Ramiel, "Det er alt hvad jeg ved." Hun sendte ham et smil, "Du virkede ellers rimelig god med det sværd. Kan ik se hvorfor du skulle øve dig. Men at udforske nye steder, DET kan jeg følge dig i. Der findes intet bedre en et nyt sted, med nye ting og en ny udsigt." Hendes smil blev bredere.

Han havde ikke grinet for at irritere hende, mere fordi han havde fundet det morsomt, det hun havde sagt. Det var slet ikke for at håne hende. Han kiggede på hende med et skævt smil da hun snakkede. "Jamen, jeg har ikke haft brug for det, og jeg har andre vigtige ting at tænke på, end at huske hvordan man tænder et bål." Sagde han roligt. "Er dit ben ikke begyndt at heale?" Spurgte han med nysgerrighed malet i øjnene mens han rynkede på panden.
Han lagde hovedet lidt på skrå.
"En blå sten?" Han kløede sig i nakken. "Sådan en har jeg ikke set." Han trak på den ene skulder.
"Hvad skal han bruge den sten til, ved du det?" Spurgte han roligt, selvom hun havde sagt at det var alt hun vidste, kunne det da godt være at hun vidste mere, men havde glemt det, elelr noget.
"Ja, rimelig god. Jeg vil gerne være bedre." Han smilede skævt. "Nemlig. Det bedste sted hidtil, har været the forest... Min søn og... Ja, næsten hele min nye familie er der. De er shapeshifters... Udover at min søn er en blanding." HAn smilede skævt.

Starling så ned jorden mens hun langsomt trak sit helende ben hen til sig, så den lå bøjet foran hende. Hun skar en grimasse da hun bevægede det, men det var til at holde ud. Hun ville helst ik snakke med ham om det så hun gik videre til hans næste spørgsmål.
"Jeg bliver ik hyret til at stille spørgsmål. Jeg bliver hyret til at udføre et stykke arbejde, som jeg selvfølgelig gennemføre, uden at stille spørgsmål. Så nej, jeg ved ik hvad han skal bruge den til. Om selve stenen er blå, det ved jeg ik, men han sagde at jeg ville vide at det var den når jeg så den... Hvad DET så end betyder." Hun løftede hovedet da hun begyndte at snakke og så over på ham, inden hun lænede sig tilbage mod væggen.
Da han begyndte at snakke om sin familie, kunne hun ik lade være med at smile. Hun havde selvfølgelig Lu Xin, som hun passer, men det var jo ik det samme som sit eget barn. Men hendes smil forsvandt dog hurtigt igen, og hun bed sig i læben, mens hun så væk, da han nævnte at de var shapeshifteres. Den samme race som hendes egen mor, som hun aldrig havde kendt. Hun rystede kort for hovedet for at få tankerne på flugt, inden hun så over på ham igen, med et smil.
"Hvor gammel er din søn?"

Ramiel bemærkede hun ikke svarede på hans spørgsmål hvad angik hendes ben. Han snerpede læberne sammen, men smilede så. Det var okay, hvis hun ikke ville snakke om det. Han bemærkede at hun skar en grimasse, så han antog at det stadig gjorde ondt, men da hun ikke gjorde andet end at skære en grimasse, anså han at det ikke var så forfærdeligt.
Han lyttede til hendes svar til hans andet spørgsmål. Han nikkede til hendes svar. Han var lejemorder, og krævede derfor at få at vide hvorfor han skulle dræbe den valgte person. "Selvfølgelig, men nu er du jo forhindret." Han kiggede kort på hendes ben. "Men jeg vil gerne tilbyde dig min hjælp, da det kan blive svært for dig at klare dette alene med dit ben." Han rømmede sig lidt, han var ikke sikker på om det var forkert sagt af ham, eller ej.
Ramiel var stolt over sin familie, han elskede også sin familie. Dog var der en som Ramiel ikke helt var sikker på om han kunne lide. Urox, men det var et kompliceret brødre forhold de havde for tiden. Starlings spørgsmål fik Ramiel til at snerpe læberne sammen igen og se alvorlig ud. "Et år. Hans evne gør dog at han kan ligne en på 12 den ene dag, 18 den anden dag. Hans hjerne fungere også efter hvor gammel hans krop ser ud." Svarede han og så lidt ned. Han så spørgende på hende. "Har du nogle børn?" Han spurgte med et svagt smil.

Starling kunne godt se på ham at han ik var tilfreds med at hun holdte noget hemmeligt for ham og hun vendte hovedet væk. Hun var splittet, hun kendte ham jo ik særlig godt, men så igen, han reddede jo hendes liv. Hun besluttede sig så for, at hvis han spurgte igen, så ville hun svare. Hun drejede hovedet tilbage så hun så over på Ramiel igen da han snakkede og så lidt misfornøjet på ham.
"Jeg er ik nogen lille pige der ik kan klare sig selv. Hvis det virkelig var, så kunne jeg bare vente til jeg er klar til at gå igen." Hun undlod at sige at hun faktisk kunne gå på sit ben inden for 2 timer. Men hun kunne godt se på ham at han mente det i god mening og hun fortrød hurtigt hendes hurtige svar, så hun sænkede hovedet lidt, inden hun sagde med en lav tone, "Men jeg ville være glad for din hjælp. Ik nok med at jeg ville spilde tiden med at vente, men dette er et stort sted."
Da han stillede hende spørgsmålet kunne hun ik lade være med at le.
"Nej, med denne form for arbejde, så har jeg ik rigtig tid til at opfostre et barn. Desuden har jeg den mani med for det meste at møde assholes, undskyld ordet!" Ved det sidste var hun holdt op med at le, og hun lød nogenlunde alvorligt. Så løftede hun hovedet og så over på ham, "Er det ik svært at holde styr på? At han sådan kan skifte alder fra den ene dag til den anden? Jeg synes det lyder meget anstrengende." Hun sendte ham et forsigtigt smil, for hun ville jo ik lyde som om hun fornærmede hans søn.

Ramiel brød sig ikke om at folk holdte noget hemmeligt for ham, om man kendte hinanden eller ej. Han kunne ikke lide det, og hvis man valgte at holde noget hemmeligt for ham, ville det med garanti ikke ske at Ramiel fik tillid til en person.  Medmindre personen fik overbevist ham at personen ikke ville gøre ham noget, eller holde noget hemmeligt for ham. Hvis det var en han allerede kendte som holdte en hemmelighed for ham som var noget Ramiel ville vide, så skete der det, at Ramiel blev såret og ville holde sig tilbage.
Hendes svar fik ham til at snerpe læberne sammen, mens han overvejede at sige at så kunne hun vel godt klare sig selv, og så gå. Han så ned på sine hænder, mens han overvejede hvad han skulle. Han hørte svagt hvad hun sagde. Han blev vel let forvirret. "Så, du vil gerne have hjælp?" Han blev forvirret, fordi først havde det virket som et nej, nu virkede det som et ja. Han vidste ikke helt, om det var et ja eller et nej. 
Med den form for arbejde? Han var lejemorder, og havde da tid til at opfostre et barn, masser af tid. Ja okay, han sagde også nej til nogle jobs, og Kairi hjalp jo også... Ham og Kairi hjalp hinanden med børnene, og det var rart. "Assholes?" En lavmælt latter forlod hans læber. Han kørte en hånd igennem håret. "Tja, der er vidst mange af dem, men ikke alle mænd er, som du udtaler det, assholes." Han smilede roligt. "Lidt, men han er mest i alderen 15, andre gange under 15. Få gange har jeg set ham i alderen 18." Han trak på den ene skulder mens han smilede svagt.