I can't help myself //Bella-Kate//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 17:30
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Hun var næsten lige kommet ud af gravkammeret igen. Hun blødte lidt fra panden og fra armen. Zann havde lige været igang med og torturere hende. Han var blevet meget sur på hende fordi hun havde nægtet og gjort noget han havde bedt hende om og havde ikke fuldt hans ordre. Hun havde ikke kunnet udføre den opgave som han havde givet hende. Ingen ville klare den opgave han havde stillet hende. Han havde bedt hende om og stå musestille og ikke bevæge sig i 30 minutter. Det var der ikke nogen som kunne klare. Ikke en gang Rafael havde klaret den opgave. Hun ville ihvertfald ikke tro på, at Rafael havde kunnet klare den.
Hun sad nu ovenpå en grav. Den var gammel og slidt og blodet der løb ned af hendes pande og fra hendes arm løb lige så stille ned fra hende som var det bare en lille sød stribe der løb ned af hende. Hun var ensom og forladt. Der var ikke nogen hun kunne snakke med. Der kom kun af og til nogle skelletter ud fra gravkammeret og holdt øje med, at Luce var der. Hun havde fået en helveds ballade da Zann havde opdaget, at hun ikke var lige udenfor gravkammeret den dag Sajro havde fundet hende og lært hende og gå rundt. Der var ret køligt udenfor og vinden var ret hård. Hun sad faktisk bare stille og ventede på, at Zann kom ud for og kalde på hende og bede hende om og komme indenfor igen. Hun vidste, at hun ville få meget ballade, hvis hun ikke var udenfor gravkammeret når han eller skeleterne kom ud for og se på hende. Vinden blæste kraftigt imod hendes ansigt og hendes lange sorte hår flavrede i vinden. Det var klistret sammen for enderne af størknet blod. Hun fattede ikke helt, hvorfor hun hele tiden var indsmurt i blod og lugtede rådent. Hun sukkede lidt. Hun følte sig ensom og efterladt. Hun ønskede, at der var nogen som hun kunne tilbringe lidt tid sammen med, så hun ikke var helt alene. Hun hadet lidt den forbandelse han havde lagt over hende, men det kunne hun ikke gøre noget ved lige nu.

P: En hvid skjorte, og et par blå cowbukser! hun har også sine høje stilletter med nitter på!

Bella gik rundt i The Valley of Dead.. Hvorfor vidste hun ikke. Det var ikke lige her hun plejede at være! Hendes sko passede måske heller ikke lige til at gå rundt her! Måske var hun blevet lokket af mørket? Eller måske var det tanken om alle de døde og døende der trak hende derhen! Bellas tænder var spidse, også på trods af at hun ikke havde drukket blod endnu! Når hun nærmede sig steder, som der højst sandsynligt ville være blod ved blev de lige så spidse som nåle.. Tynde og spidse! Hun satte blidt tungen mod tungen, og forsøgte at presse dem op til normal spidshed igen, men hun vidste og at hvis hun trykkede for hårdt, så ville hun stikke hul på sin tunge! Hvis hendes tænder blev ved med at være så spidse, og hun mødte en person, som ganske vist ikke var blind, ville de med det samme løbe skrigende væk, og så ville hun jo ikke rigtigt have noget ud af at jage!
Bella fortsatte med at gå forsigtigt rundt mellem alle de mange grave.. Hun håbede egenligt at der var nogle mennesker her, men hun vidste at de ikke holdte til her! Bella undgik med vellykke alle solstrålerne som ramte jorden! Før hun var blevet forvandlet elskede hun solen, og en af de ting der irreterede hende mest var da også det med at hun ikke kunne begå sige sol!

Hun sad stille og nynnede for sig selv. Hun måtte finde på et eller andet der holdt hende med selskab. Hun kedet sig, men samtidig var hun også bange for, hvad der skulle ske med hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne ikke tage derfra på nogen måde selv. Hun kendte ikke til stedet. Hun anede ikke en gang, hvor i den store verden hun var henne. Hun kunne lige så godt være i parken i Doomsville selvom lugten ikke ville give mening som hun kunne være i The Forest, men det ville dog heller ikke give mening for hende. Hun var et sted der var øde og hvor der ikke så ofte var så mange mennesker der ville bekymre sig om andre. Her var dog mange skeletter der gik rundt, men de fleste arbejdede for Zann. Ham der havde taget hende til fange. Hun kunne høre, at der var nogen som gik rundt, men hun kunne ikke helt høre, hvor langt væk personen var eller lugte hvilken race det var. Det kunne vel lige så godt være en lille hjort der var faret vild, men der var for få skridt til, at det kunne være det. Hun sukkede lidt og rejste sig op. Hun måtte røre sig lidt. Hun var begyndt og blive rastløs. Det var den forbandelse som Zann havde lagt over hende som hun ikke ville kunne komme af med. Hun forbandede den forbandelse der hvilede over hende eller retter DE forbandelser.