Bella, is that you? -Bella Kate-

P: Hvid skjorte, sorte cowboybukser, et bælte med dolke og en sort kutte han gemmer sig under.
O: På kroen er der et par enkle væsner. De ser alle ud til at hygge sig, der er ikke skyggen af fare i nærheden. Endda et par børn render rundt og leger tagfat.
V: Udenfor regner det kraftigt, kulden angriber en med sine skarpe små kolde tænder.
T: Efter solnedgang, ved 16.00 tiden.

Han sad bare og stirrede ud i luften. Der var ikke andet end tåge foran hans blik, en tyk tåge han ikke kunne se igennem overhovedet. I hans hoved var det som om at tankerne kæmpede for at få en plads, men at tågen skubbede den væk. Han tænkte ikke engang på noget. Alt var tomt. Hans mave rumlede en enkelt gang, beklagede sig og mindede ham om at han var sulten og snart behøvede mad, men af en eller anden grund ønskede han ikke at spise. Han havde ikke rørt mad siden i går og det havde blot været et æble. Egentlig var han ikke helt sikker på hvad der var ved at ske med ham, uanset hvad, så var det ikke en god ting og de andre skulle ikke se ham sådan! Ved lyden af nogen der gik forbi ham, løftede han sit blik og spejdede rundt i krostuen, hvor et par to børn tumlede rundt, i et forsøg på at fange hinanden og dermed vinde legen. Han smilte svagt ved synet. På samme tid med at det gjorde ham glad, gjorde det ham også ulykkelig, ved tanken om hans egen datter Valerie, der aldrig blev mere end 3 uger gammel. Tanken om Valerie førte ham tilbage til Luce og endnu engang tilbage til det mørke han forsøgte at komme ud af.. Et dybt suk forlod de smalle læber. Hvor ville han bare ønske at han kunne stoppe med at tænke. Bare denne ene gang.
Ghost, kæmpeulven, lå på gulvet ved siden af ham og hvilede sit hoved på sit ene ben, der så elegant var foldet over det andet ben. Han var på vagt. For hvert et skridt børnene tog, drejede de snehvide øre rundt. Josh smilte svagt ved synet af ham. I det mindste havde han ham som selvskab.
En genkendelig duft fik ham til at sitre i kroppen. Det var en duft han ikke havde stødt på i lang tid, en duft som han egentlig aldrig troet han skulle dufte igen eller en han ville huske. Men det kunne han. Den svage duft af indtørret blod, svag vanilje og støvregn, fik ham til at vende blikket hen imod døren, hvor en genkendelig skikkelse fik ham til at fremtrylle et svagt smil. Bella? Kunne det passe? han havde ikke set hende i evigheder!
Forsigtigt løftede han sig fra stolen, gik hen imod hende uden nogen truende bevægelser og fjernede på vejen hætten fra sit ansigt. Det skulle jo være muligt for hende at genkende ham.
"Bella? Det er godt længe siden," sagde han med en rolig stemme og et lige så roligt smil. Bag ham lå Ghost og holdt vågen øje med Bella.

Hun trak blidt op i sin kjole, frustreret over at hun havde været dum nok til at tage den på, nu hvor hun vidste at hun skulle ud og gå. Hendes kjole var sort, og meget dyster. Den havde ikke den mindste farve, eller det mindste skær af en farve. Kjolen sad tæt til kroppen, og lige over maven, og lige under brysterne, var der levet et udsnit, så gjorde at det lignede at overdelen kun hang sammen med underdelen i en meget tynd tråd. Hendes fødder var beklædt med et par sorte stilletter, som fik hendes ben til at se længere ud, og som hver gang hælen ramte jorden, sagde et lille klik.. Ikke fordi hun tænkte hvad andre syntes om hende, men blot fordi hun kunne lide skoene. Sexede, flotte og ikke mindst dystre. Ud over alt det sorte tøj, havde hun en meget mørkerød kappe på, med en hætte som gik lige ned over hende pande, men så selve hendes ansigt var til frit udsyn. Hendes hår var en helt naturlig farve, brun, og hvis der tilfældigvis skulle vær nogen hun engang havde kendt herinde, så ville de ikke kunne genkende hende nu, håbede hun da. Hendes røde har var jo helt forsvundet. Hun ønskede ikke at blive genkendt. Der var jo en grund til at hun flyttede fra byen, også selvom hun ikke var glad for at indrømme hvad grunden var.
Bella kiggede op på skilte over kroen. ”KROEN DE GLADE VILDSVIN”. Hun havde været derinde et par gange før i hendes gamle liv, og som hun kunne huske lå kroen stadig det samme sted. Bella skubbede hårdt til døren, men trods det, så gik den stille og roligt op, med en knirkende lyd. Hun satte sin ene fod ind, og lyttede på det lille klik der kom da hendes sko ramte jorden. Hun tog det andet ben med, og snart stod hun inde i kroen, med alle de forfærdeligt fulde mennesker, og et par børn der rendte rundt og legede. Selvom hun havde startet et nyt liv betød det ikke at hun ikke var den samme person længere, og da hun med onde øjne kiggede på børnene, stoppede de straks med at lege og stod bare helt stive. Bella fik nu tid til at kigge op, og straks lagde hun mærke til et kendt ansigt, som bevægede sig hen mod hende. Kunne det virkeligt være ham? Nej.. Det var umuligt. Bella fór sammen da hun hørte ham snakke til hende. Jo, det var ham. Det var bestemt ikke hendes ønske at dette skulle ske. At hendes gamle forelskelse var her, og at han oveni snakkede til hende. Hun hadede at hun havde fået en svaghed for ham, og hun hadede det stadig væk. Selvom Josh snakkede til hende, veg hun udenom ham, og gik længere ind i kroen. Hen til baren.

Det havde været hundrede år siden at han havde set hende. Ligeså hurtigt som han havde mødt hende, var hun forsvundet ud af den blå luft, som havde hun ikke været mere end en drøm eller illusion. Nu stod hun foran ham i ejet kød og blod, med få forandringer over sig, men det gjorde ikke at han ikke kunne kende hende. Selv havde han forandret siden hun sidst så ham. Hans muskulatur var blevet tydeligere, han var også vokset en smule og ansigtet havde mistet alle barnlige træk. Ellers var han stadig til at kende, med sine smilehuller, brune lokker og brune smalle øjne.
Det føltes koldt da hun bare gik forbi ham, ignorerede ham som var han luft. Kunne hun ikke se at han stod lige foran hende? Hvorfor gik hun bare forbi ham? Han drejede sig om imod hende, kiggede efter den bevægende kappe, der svævede hen ad gulvet. En anelse forvirret fulgte han med hende. Slap hende ikke ud af syne. "Bella? Kan du ikke genkende mig? Det er mig, Josh?" Han sørgede for ikke at snakke for højt, hvis nogen nu skulle lytte med og tænke at de lige ville kidnappe eller angribe englenes leder, ikke at han troede nogen kunne finde på det lige nu. Det bekymrede ham at hun ikke ville se på ham. Ghost derimod tog ikke øjnene fra Bella. Man kunne ane det dræbende glimt i de gyldne øjne.

Bellas hjerte bankede hurtigt og højt. Hvad måtte han ikke lige tænke om hende nu? Hvad nu hvis han allerede hadede hende for at være gået væk fra ham. Bella tog en del dybe indåndinger, for at få sit hjerte til at stoppe med at banke så hårdt. Hun nærmest tyssede på det, men kiggede straks rundt efter, for at se om der var nogen der havde set hende gøre det. Hun turde ikke vende hovedet mod Josh. Hvad nu hvis hun ikke kunne holde sin facade. Hun elskede ham jo stadig. Men hendes had til sig selv efter at være faldet for ham, var alt for stort, og hun turde ikke være sammen med ham. De kunne ikke. Han var en engel. Hun en vampyr. Forholdet var dømt til døden allerede på forhånd, så hvorfor ikke dræbe det nu. Det måtte han da også kunne se. Hun trak hætten længere ned over sine øjne, så ingen kunne se hendes forvirrede udtryk. Hvorfor her? Hvorfor nu? Hvem der end styrede hendes skæbne, havde gjort et godt stykke arbejde med at få hende ydmyget.
Bella kiggede forsigtigt op da han snakkede til hende igen. Selvfølgeligt kunne hun kende ham. Der var ingen der havde de samme perfekte ansigtstræk som Josh, hendes første og sidste kærlighed. Hun overvejede et sekund at svare ham med et sødt svar, men nej. Det lå bare ikke til hendes natur. "J.. Josh.? J..jeg kan ikke huske a..at jeg nogensinde ha mødt en Josh.." Hendes stemme flakkede. Hun kunne ikke snakke ordenligt, og i samme sekundt som det første ord forlod hendes læber, vidste hun at Josh kunne hører på hende at hun godt kunne se det var ham, men forsøgte at lyve. Bella forestillede sig at hun stod overfor sig selv. Det var aldrig kommet til at gå. Hun ville straks være blevet gennemskuet, især med den evne som hun havde.
Bella vendte sig om mod baren igen, og trak igen hætten ned over øjnene. Hun forsøgte at gemme sig. Og det var alt for tydeligt..

Aldrig mødt en der hed Josh? Den skulle hun længere ud på landet med! Det var fristende for ham at rive fat i hende, vende hende om så hun så ham i øjnene, så hun ikke ville være i stand til at slippe uden om. Uden han tænkte videre over sin handling, greb han sin hånd om hendes overarm, trak lidt i hende. Det ville lykkedes hende at kunne kigge væk fra ham, hvis hun blot valgte at dreje hovedet, men ellers gjorde han alt hvad han kunne for at skabe en øjenkontakt med hende. Om hun så kunne lide det eller ej. Løgnen hang over hende. Ivrigt forsøgte hun at pakke den ind, skjule den bag sin kappe, men han havde luret den og hev den nu frem. Nu måtte hun stå ansigt til ansigt med ham. Da han var sikker på at hun var vendt om imod ham, gav han slip for hendes overarm og lod nu sin egen arm, falde på kors over brystet sammen med den anden. Lige som han ville til at adskille sine læber for at sige noget, afbrød en fuld mand ham, ved at komme væltende hen til baren og nærmest hamre den knyttede hånd ned i bordet. Det fik Josh til at himle med øjnene. En smule irriteret så han hen på manden, løftede på et øjenbryn og endnu engang blev han afbrudt, ved at manden råbte højt, så Josh svor på at han så glasset nær manden ryste.
"En øl bartender, en ØL!" hans stemme skar igennem krostuen, fik et hvert væsen til at dreje hovedet om imod ham. Børnene stoppede endda med at løbe rundt. Sådan sad manden og beklagede sig, i tid der kunne virke som en evighed! Til sidst fik Josh nok! Han gik med afslappede skridt hen imod manden, løftede en flaske fra bardisken op og lod den hamre ned i hovedet på manden. Mandens øjne kørte rundt i hovedet og med et ordentligt bump faldt han til jorden. Tilfreds stillede Josh den halv smadret flaske fra sig og gik hen til Bella igen. Selvom det havde virket voldsomt, så havde Josh sørget for at manden ikke ville dø af det, men derimod bare ville være besvimet et stykke tid. Væsnerne rundt i kroen kunne ikke bestemme sig for om de skulle juble, grine eller være bange, så de valgte at ignorere det og fortsætte samtalen rundt om bordene. Det var fint med Josh. Han satte sig på en barstol nær Bella, så på hende med de smalle brune øjne, svagt lysende i belysningen fra stearinlysets varme.
"Bella, drop det pjat, jeg ved at du kan huske mig, du er ufattelig dårlig til at lyve," sagde han og sendte hende et skævt smil, der samtidig var kækt. "Er du blevet for snobbet til at snakke med en engel?" Han satte spørgende hovedet på skrå. Spørgsmålet blev ikke udspurgt spydigt eller hånende, snare roligt, som havde han været van til at snakke med Bella hver eneste dag.

Bellas øjne var stift rettet mod glasset, som stod på bordet, blot 20 centimeter fra hende. Hun forsøgte at tænke på noget andet end Josh, og håbede inderligt han ville vende sig og gå, hvis hun gjorde dette. Hun begyndte at spekulere over hvad der var i glasset. Øl? En drink? Sodavand? Noget magisk? Selvom hendes tanker nu fløj omkring glasset, stod det hurtigt klart for hende at Josh ikke forsvandt, men blot blev mere nærgående. Han tog fat i hendes arm og vendte hende om mod sig. Bella vidste straks at Josh i hvert fald godt vidste hun løj. Hun valgte der for også at kigge ham lige i øjnene, med det skarpeste blik hun kunne. Hun begyndte at overveje sit næste træk, da en mand lige bag hende hamrede en knytnæve i bordet. Bella fløj forskrækket op og sendte manden et tilfreds blik. Josh var blevet afbrudt, måske ville han ikke engang huske hvad han skulle til at sige. Bella vendte sig igen mod Josh, hævede et øjenbryn og smilede halv hånende til ham. Hun vendte sig igen om mod glasset og sad og stirrede ind i det. Hun havde stadig det hånende smil på læberne.
Bella håbede igen at Josh var gået sin vej, men igen skulle det vise sig at det ikke var rigtigt. Igen fløj Bellas blik op på Josh. En høj klirrende lyd havde forvirret hendes tanker. Hun fulgte Josh' arm ned til hans hånd, og opdagede hvad der var sket. Haden til manden stod ud fra Josh' ansigst. Hun havde ingen anelse om hvordan hun vidste at han begærede had til manden, for hans ansigt var helt roligt. Måske var det hendes evne der spillede med hende.. Eller måske var det bare fordi de var gamle "venner"! Josh havde slået manden i hovedet med flasken, så den var splintret ud over hans hår, og der lå små glasskår rundt omkring mandens fødder. Manden faldt ligeså stille til jorden. Han var ikke død, blot kortvarigt besvimet, så Josh kunne fører samtalen med Bella. Bella rystede svagt på hovedet. Måske havde Josh alligevel flere ben i næsen en hun troede i første omgang! Da Josh satte sig på barstolen, kiggede Bella ham lige i øjnene. Det kunne vel i princippet ikke skade, at kigge på ham vel? Han brune øjen,var velkendte og fantastiske at falde dybt ind i. Så smukke.
Bella tog sig selv i at sidde og være blød, og satte straks sin facade op igen, da Josh spurgte om hun var blevet for snobbet til at snakke med en engel. Bella rystede svagt på hovedet. Bare hun kunne fortælle ham hvorfor. At hun stadig elskede ham, og stadig gerne ville snakke med ham. Hun tog en drastisk beslutning. Hun rejste sig hurtigt op og trak ham med tværs over gulvet, ud af døren og om i den lille gyde bag kroen. Hun pressede ham opmod muren, og stillede sig med ansigtet lige foran hans ansigt. Hendes læber bevægede sig langsomt. I takt med hans vejrtrækning. Hun ville fortælle ham sandheden. "Josh. Lyt grundigt nu. Jeg elsker dig stadigvæk. Det er du nød til at vide. Men du ved ligeså godt som jeg at vi ikke kan være sammen. En engel og vampyr? Det er allerede dømt til døden, hvis folk finder ud af det." Bella bøjede hovedet nedad. "Og desuden, så er jeg ikke glad for tanken om at være faldet for dig." Bella vendte sig om og begyndte at gå igen. Hun var glad for at sandheden var kommet frem, men samtidigt bedrøvet over at de ikke kunne være sammen.. Følelserne kørte rundt i kroppen på hende.

Bellas hånende blik generede ham ikke spor. Tvært imod kunne kigge på ham så håndeligt hun ville, han vil ikke tage det på sig, eftersom han kunne mærke på hende at det ikke var andet end rent skuespil. Bella havde altid været stærk af karakter, det var det han kunne lide ved hende og det at hun nu forsøgte at skubbe ham fra sig, ved at være hånende og lade som om hun ikke kendte ham, gjorde ham bare mere sikker i sin sag om at han ikke så let ville lade hende slippe. Med en viftende håndbevægelse fra ham, kom bartenderen hen til ham, stillede et øl glas foran ham og hældte hurtigt den gyldne, brusende væske op i glasset. Først da bartenderen var ude at syne, ville Josh forsøge at sige noget nyt til Bella. Han ønskede ikke at andre skulle lytte med i samtalen. I det øjeblik han ville sige noget, blev han nærmest slæbt hen ad gulvet som en livløs dukke og inden han overhovedet nåede at registrere hvor de var på vej hen, kunne han mærke en kold og fugtig mur imod sin ryg. Slaget fra skubbet, gav ham en lille smertebølge igennem ryggen, men den forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet. Den fugtige og tunge lugt af regn, blandet sammen med mudder og sten, afslørede at de var i en gyde. Rotterne pillede hen ad jorden, forbi ham og Bella, uden så meget som at frygte de ville gøre dem noget.
Josh rettede sig op efter hun var færdig med at tale. Regnen der piskede rundt om ørene på dem, fik ham til at trække hætten over sit hoved igen. Det sorte stof om hans ansigt lavede en form for lyd barriere. Regnens pisken imod jorden var ikke længere nemt at høre. Bellas ord forvirrede ham, det måtte han indrømme, for han havde aldrig i sit liv troede at hun elskede ham? Dengang de mødtes havde de vel noget for hinanden, men han havde aldrig troet, og med aldrig, mente han ALDRIG, troet at Bella ville ende med at elske ham. I et kort øjeblik smagte han den sure smag af skyld klistre sig til hans tunge. Han holdt af Bella, ingen tvivl om det. Inden hun nåede at komme særligt langt, gik han hen imod hende, hvor han endnu engang lod sin hånd gribe sig om hendes arm. Denne gang om underarmen.
Bag dem kom Ghost luntende. Den hvide pels klistrede sig ind til kroppen på ham, det fik ham nærmest til at se tung ud, men alligevel lykkedes det for den store ulv at lade sine poter danse hen ad den våde jord. Hovedet hang ned ad, bare et på centimeter lavere nede og så ville han kunne slæbe hovedet hen ad jorden. Som en trofast følgesvend, stillede han sig ved siden af Josh og så op på ham. De gyldne øjne lyste op i det grå mørke.
"Bella, bliv nu her," sagde Josh til hende. Grebet om hendes arm blev ikke fjernet før han var sikker på at hun blev hos ham. "Nok, er du ikke glad for tanken om at have faldet for mig, men det betyder ikke at jeg vil have dig til at gå? Og hvad så med racerne lige nu, det var ikke et problem første gang vi mødtes?" Han slap grebet om hendes underarm. "Hvad skulle være anderledes fra dengang til nu?".
Et lyn slog ned ikke så langt fra dem, det fik Ghost til hurtigt at dreje hovedet derhen imod, mens ørene var rettet stift op i luften.

Bella ønskede mere end noget andet at komme væk nu. Hun var ikke vant til at komme ud med sine følelser på den måde. Tanken om at udstå svag gav hende kvalme. Det mindede hende alt for meget om mennesker. Svage, små, grimme mennesker, som ingen anden nytte havde end at være en del af fødekæden. Meget få af dem, MEGET FÅ, kunne også bruges som slaver, men det var højest sjældent at hun var stødt på en af disse. Det var noget andet med engle. Nogle af dem var også svage. Men ikke Josh. Han var en af de personer med den stærkeste personligheder, Bella kendte. Hans viljestærkhed, og stædighed. Det var virkeligt noget af det Bella godt kunne lide ved ham.
Hun var lige ved at rive sin arm til sig da han tog fat i den. Hun var ikke vant til at være underlagt andres styrke. Under normale omstændigheder var det hende der havde kontrol over folk, uanset hvem og hvilken race. Bella vendte sig langsomt om mod Josh. Hun kiggede ham lige ind i øjnene. Hans smukke hasselbrune øjne. Dem hun altid havde kunnet falde helt ind i. De velkendte, charmerende øjne. Hun havde savnet ham. Hun følte med et, et stik hjertet. Hvad nu hvis han slet ikke havde holdt af hende før? Eller hvad nu hvis han ikke gjorde det længere? Bella blev pludseligt bange. Hun havde lige lagt alle sine følelser ud på bordet for ham, noget hun ellers aldrig ville gøre. Hun havde såret sin stolthed, og hun var bange for at Josh ville sårer den endnu mere. Hun sænkede blikket væk fra Josh og ned på hunden bag ham. Den kiggede ondt op på hende. Hun stirrede tilbage. En let snerren træk sig over hendes læber og hun fastholdte hunden blik, i en kamp om pladsen ved Josh. Hun indåndende en gang og rystede straks på hovedet. Føj. Våd hund. Det værste hun vidste. Bella kiggede op mod himlen. Et dryp ramte hende i øjet. Flere fulgte efter og snart var hele hendes ansigt vådt. Det regnede.
Bella førte sit blik ned mod hans øjne igen, da han begyndte at snakke. Hun tænkte godt over spørgsmålene før hun svarede. Hendes svar skulle være gennemtænkt, så det ikke sårede hendes stolthed endnu mere. ”Jeg ved det ikke, okay? Det føles bare anderledes nu.” Bella bøjede hovedet let nedad. Hun vidste igen at svaret var forkert. At Josh ville have et fantastisk svar på det, og at han ikke ville lade hende gå. Ikke fordi hun havde lyst til at forlade ham igen, men hun var nød til det. Det ville aldrig gå. Hun ville sårer ham i sidste ende. Hendes onde personlighed ville ikke kunne holde til et forhold nu. Hendes facade ville blive ødelagt. Folk ville tro at hun var svag. Bella skælvede ved tanken om at det skulle ødelægge hendes facade. Det måtte aldrig ske. Og desuden, så var dette et tegn på at det ikke ville gå. Hun tænkte kun på sig selv og ville ikke kunne klare at skulle tænke på en anden person end sig selv. Hun sukkede.

Ghost tog ikke det kolde blik ile op. I stedet så han bare koldt på hende, lod deres øjne flette sammen, i en stærk styrke af stolthed og ære. Hvert blik kæmpede om at vinde sejren over hvem der skulle stå stærkest. Ikke engang da Bella kiggede væk fra ham, stoppede han med at se op på hende. Til sidst satte han sig ned, foldede den våde hale ind til sit lår.
Regnen fortsatte med at piske dem med sine hårde, sten dråber. Josh sukkede. Hånden omkring Bellas underarm fortsatte med at blive der. Han ville ikke have hende til at gå. Lige nu, kunne han trænge til at se et velkendt ansigt, at snakke med nogen. Jacob var der af en eller anden grund ikke. Det var noget som gjorde Josh rasende. Tænk at hans egen bror ikke engang gjorde så meget som et forsøg på at opsøge ham? Specielt nu når han havde brug for ham. Han rystede tanken væk, det galt om at kunne være i stand til at stå på egne ben!
Da hans egne øjne kom i kontakt med Bellas, var det som om at den før så anspændte krop, nu faldt til ro ved synet af dem. Et par genkendelig og smukke øjne.
Han slap ikke hendes arm, men gjorde grebet en smule lettere, knap så anspændt.
"Bella, hør nu," sagde han, nærmest hviskende.. "Bliv her, jeg holder af dig og det gjorde mig glad ved at se dig igen," han så ind i hendes øjne. "Du aner ikke hvor meget jeg.." Kort slugte han ordene. De skulle ikke komme kludrede ud. "Jeg kunne virkelig godt trænge til at snakke med en fornuftig person igen, en jeg ved der lytter og en jeg kan stole på," Han så ind i hendes øjne, langsomt slap han grebet om hendes arm. "Bliv bare lidt endnu,". Det var det eneste han bad om.

Bella tvang sig selv til at blive ved med at kigge ind i hans smukke øjne. Ikke fordi det var svært. Hans blik fangede hende hver gang. Hun sukkede alligevel lidt igen. Hun ville virkeligt gerne blive. Blive og snakke med ham uden at skulle tænke på noget andet end bare at sidde og snakke med ham. Det var længe siden hun havde snakket med nogen om noget som helst. Største delen af den tid hun havde været væk havde hun brugt på at sidde alene på sit kroværelse, uden at snakke med nogen, tænke over noget eller begive sig uden for kroen. Det ville være rart for en gangs skyld at kunne komme ud med alt. Bella vågnede op igen da han sagde at han holdte af hende. Hvad? Hun ønskede at kunne spole tiden tilbage og hører ham sige det igen. Selvom hendes krop inden i, var et væld af glade følelser var der intet at se på hendes ansigt. Dette var en af de menneskelige evner hun havde taget på sig i løbet af sit liv. Hendes facade havde altid været en vigtig del af hende. Dengang hun var lille havde hun brugt det meste af sin tid på at lade som om der intet var galt. Også selvom der var det. Hele tiden. Der gik stort set aldrig en dag uden at hun havde sat facaden op, så folk ikke kunne nå ind til hendes inderste. Dette var også grunden til at hun lagde sig på sin seng og græd hver aften. Det var den måde hun var kommet af med alle sine dårlige følelser. Det var også derfor hun ikke længere på samme måde kunne vise følelser.
Bella nikkede svagt. ”Okay, jeg bliver her. Men ikke ret længe.” Hun kiggede igen ned i jorden. ”Og jeg gør det kun for dig!” Hun kiggede igen op på ham, og fremtvang et svagt, skævt smil, som stort set ikke kunne ses. Rent faktisk glædede hun sig til at snakke med Josh.

Ghost så skiftevis på dem. Måske forstod han hvad der foregik, måske gjorde han ikke? man kunne ikke rigtigt spotte noget på den smukke ulvs ansigt. Langsomt luntede han væk og først da de ikke kunne se ham mere, satte han i løb, kun for at tage ud og jage. Heldigvis vidste Josh det. Ghost ville aldrig bare sådan forlade ham midt i alting.
Til det hun sagde om at hun blev der, fik ham til at smilte stort, for derefter at give et enkelt nik fra sig. Hun gjorde det kun for ham, af en eller anden grund, fik det hans krop til at føles varm. Ved følelsen af en dråbe der drillende fulgte hans kæbe linje, fik ham til at indse at de rent faktisk stod ude i en stærk regn. Deres tøj klistrede sig nærmest ind til deres kroppe. Havde det ikke været for Josh kutte, ville hans hvide skjorte garanteret været gennemsigtig og gennemblødt! Forsigtigt hev han lidt af kutten ud, løftede den op over Bellas hoved som et lille halvtag. Det hjalp ikke så meget, men, det kunne da bruges indtil de fandt læ. Han sendte hende et smil, hvor han derefter begyndte at gå, med afslappede bevægelser og en beroligende aura. "Lad os finde ly,"
Det blev bare til den kro de var på før. Her valgte han et bord over i et hjørne, hvor de kunne snakke i fred og hvor der ikke skulle komme nogen der kunne genere dem.. Da de begge havde sat sig, fjernede han den våde kutte og smed den ind under bordet.. Eftersom han ikke havde haft hætten over hovedet, var de brune lokker nu våde og helt tætte ind til hovedet. Han kiggede hen på Bella med et drillende smil. "I det mindste er jeg ikke den eneste våde mus," Han blinkede drillende til hende, i håb om at det kunne lette stemingen. De brune øjne blev dog rettet op imod baren. "Kan, jeg hente noget til dig?" Han så hen på hende igen.

Bellas allerede stramme, sorte kjole, var begyndt at klistre sig til hendes stilletter, og det var sådan set ikke noget der irriterede hende. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke på hvordan det måtte se ud. Alle hendes former blev fremhævet af dette, og var det ikke en hver piges mareridt. Bella grinede indvendigt ved tanken. Hun var jo ikke enhver pige, og selvfølgeligt så hun godt ud? Altså hun så jo altid godt ud. Bella rystede let på hovedet af sig selv, men hendes rysten på hovedet, blev hurtigt til et undrende blik. Josh havde trukket sin kutte ud og trukket den lidt ud over hendes hoved, så den skabte lidt ly for alle de store dryp. Bella valgte at lade være med at undre sig over det og blot følge ham, da han gik hen mod kroen for at finde et bord hvor de kunne sidde uden at blive våde. Et bord indendørs, hvor de havde tag og lys, og lugten var en noget anden. Josh’ beroligende aura og hans krops rolige bevægelser, gjorde at Bella også følte sg rolig og tryg. En følelse hun ikke havde haft længe, og som hun aldrig troede hun ville føle igen. Josh havde altid haft den virkning på hende. De ting som de nåede at have været ude for havde givet Bella følelsen af at de havde et tæt bånd. Dog troede hun fuldt og fast på at det var forsvundet sammen med hende.
Kroen var stadig fyldt. Folk var ved at være så fulde at de højst sandsynligt ikke ville opdage at de sad og snakkede i hjørnet. Bella satte sig ned ved bordet. Hun kiggede hurtigt rundt. En mand var dum nok til at kigge hende i øjnene, og Bella kunne straks se hvor meget han løj. Dette fik hende til hurtigt at vende hovedet. Hun ønskede ikke at skulle tænke på andre folks løgne nu. Ikke mens hun sad sammen med Josh. Hun kigede igen på Josh og nåede lige at opfange hans drillende blink. Hun smilede svagt igen. Bella fulgte hans blik op mod baren. ”Ja, hvis du gider hente en drink.” Bella nikkede lidt og fulgte hans smukke, rolige bevægelser op mod baren. Hun smilede let, og satte sig ordenligt til rette.

Folk omkring var begyndt at være fulde. Det afslørede de kraftigt ved at grine højlydt, tale i munden på hinanden og nogen begyndte endda at synge. Børnene der før havde været glade, sad nu over på trappen og hviskede, hvor de før havde leget tagfat rundt i kroen.. Josh rystede svagt på hovedet ved situationen. Han forstod ikke hvorfor børnene skulle med på kro, men sådan lå verden bare. Det kunne man ikke ændre.
Han sendte et svagt smil til Bella, inden han rejste sig fra stolen og gik op til baren, hvor han fik bartenderens opmærksomhed ved at vifte med hånden. Bartenderen tog imod bestillingen, vendte ryggen til og begyndte at lave deres drinks. Manden fra før Josh forlod kroen, sad nu på en bar stol og ømmede sit baghoved, ved at gnide sin hånd henover der hvor flasken havde ramt ham. Da han fik øje på Josh, tændte en vrede sig i de, blodskudte øjne.
"Dig!" sagde han en anelse grødede og pegede på Josh med sin tykke pegefingre. Han rejste sig vraltende fra barstolen, så den væltede. "Hvor vover du at.. Slå en.. herretue som mig?".. Han fortsatte med at pege på Josh, slingrende og med en klam lugt af sved, urin og øl over sig. Josh løftede på et øjenbryn af ham. Kunne det virkelig passe at manden var en herretue? Den skulle han længere ud på landet med. Josh ignorerede ham ved at tage imod drinksene bartenderen stillede på bordet. Lige i det øjeblik han ville til at gå ned til Bella, lagde manden en hånd på hans skulder, mens den anden var i gang med at folde sig til en knytnæve. Men inden han overhovedet nåede at folde den færdig, vendte Josh ansigtet om imod ham, kiggede ham i øjnene og fik ham til at falde bedende på knæ.. Mandens værste frygt herskede nu i hans sind.. Han bad om nåde med sin grødede, fulde stemme. Til sidst gav Josh slip på ham, vendte ryggen til ham og gik ned til Bella med drinksene, som han omgående stillede på bordet før et andet problem skulle dukke op.. Med et suk, satte han sig ned på sin stol og tog en tår af drinken, før han så hen på Bella. "Det der nager mig mest er.. hvor forsvandt du hen Bella? Der er sket så meget siden vi så hinanden sidst," Han førte endnu engang drinken op til sine læber, mens han ventede på at hun skulle svare på spørgsmålet. Snart var det vel også tid at fortælle hende om at han var blevet leder over englene.. Men, det kunne vente, for hvis hun ikke ønskede at se ham når han var engel, hvorfor skulle hun så ønske at se ham når han var leder? Han stillede drinken fra sig, så ind i hendes fangende øjne.

Bella kiggede lige frem for sig. Lugten på kroen, de højlydte råb og den konstante snak, med hævede stemmer, blev meget forstærket i hendes næse og hendes øre. Mest af alt havde hun faktisk bare lyst til at stille sig op og råbe med sinde lungers kraft at de alle sammen skulle holde kæft. Hendes dag havde allerede taget en så uventet drejning, så hvor ikke bare gøre det? Hun kunne ikke rumme mere i sit hoved lige nu. Alle de følelser, alle de tanker hun havde gjort sig. De fyldte meget. Så meget at hun ikke kunne rumme en eneste tanke mere. Hun vidste at samtalen med Josh ville blive hård for hende, men måske kunne det samtidigt give hende nogle svar på hendes mange spørgsmål. Hvad var der sket mens hun havde været væk? Var Josh anderledes? Kunne hun stole på ham? Det sidste spørgsmål vidste hun var ligegyldigt at spørge om. Selvfølgeligt kunne hun stole på ham? Havde hun ikke altid kunnet det? Siden den første gang de mødtes, hvor Bella havde hjulpet ham, og skånet hans liv. Hun vidste at han var taknemmelig for dette.
Bella kiggede hurtigt op mod Josh. Han havde drinksne i hånden og var på vej ned mod hende igen, men manden fra før stoppede ham. Bella kiggede ind i mandens øjne. Had. Had til Josh. Hun fornemmede en optrapning af en konflikt her. Bella kiggede hurtigt ned ad manden, og fandt hans hånd, i gang med at folde sig sammen. Hun begyndte så småt at rejse sig, klar til at stå bag Josh, om nødvendigt. Selvom Josh nok kunne klare sig selv, var det jo altid rart at have en med dobbelt styrke bag sig, ikke? Bella kiggede op på Josh for at fange hans øjne, men det eneste hun så var bagsiden af hans hoved. Josh havde vendt sig om og kiggede nu manden lige i øjnene. Uden videre faldt manden til jorden med nogle mærkelige bevægelser som om han fik stød. Hun havde ingen anelse om hvad Josh havde gjort, men det måtte være magtfuldt. Noget manden på ingen måde kunne hamle op med. Bella stod halvmåbende og kiggede på Josh, men satte sig hurtigt ned, da Josh vendte sig om. Bella havde ikke lyst til at blive opdaget i at stå og måbe over det han havde gjort. Det ville igen få hende til at virke svag, og Josh ville føle sig som overmand over hende. Bella kiggede frem for sig igen, men kiggede dog op da han satte drinksne på bordet. Hurtigt havde hun taget et fast greb om den ene af dem, og ført den roligt op til munden. Hun drak en lille slurk og satte glasset ned igen. Hun slap ikke glasset. Hun kiggede blot ned i bordet, for at undgå øjenkontakt. Josh stilte hende et spørgsmål.. Hvad skulle hun svare? ”Jo, altså… Jeg flygtede langt væk. Egentligt ved jeg ikke hvor. Jeg flygtede bare..” Hun kiggede kort op på ham. Godkendte om svaret var OK.

Grunden til mandens falden om på knæ, skyldtes Josh evne til at fremkalde andres frygt foran dem. Den ville danse foran dem med en hånende dans. Pine dem indtil de gav op. Man kunne kun afvise den, hvis man var stærk i sit sind og nægtede at tro på at ens frygt stod foran en, med et ondskabsfuldt smil og en dræbende aura. Josh kunne ikke bare bruge den som han ville, han skulle passe på, ellers kunne han ende med at slå sig selv ihjel..
Han sad lidt og kiggede ned på sin drink, mens han ventede på at hendes svar skulle komme fra hende. Der var så meget at fortælle hende! Det pinte ham at han ikke bare kunne sige det med det samme, få den sten lettet fra hjertet, for derefter at kaste smut med den henover havets overflade. Tankerne bombaderede ham, nogen af dem forsøgte at springe ham i luften indvendig. Da hun endelig begyndte at tale, løftede han blikket fra drinken, så ind i hendes øjne og lod alt fokus lægge på hende. Hun flygtede.. Men, hvad flygtede hun fra?
Inden han spurgte hende, førte han glasset op til sine læber, nød hvordan den dejlige væske blødgjorde det tørre halsrør. Han stillede drinken fra sig igen.
"Hvad flygtede du fra Bella?" spurgte han og så på hende.

Bella tog elegant fat om glasset og tog det op til hendes mund. Alkoholen havde en helt bestemt virkning på Bella. Hun drak stort set aldrig, og når hun så ind i mellem gjorde, tog alkoholen fat om hele hendes krop. Den varme fornemmelse i hele kroppen, og følelen af at bliv løsnet helt op, gav Bella følelsen af at hun kunne alt, og at hun kunne glemme alle hendes problemer. Den følelse havde ikke helt nået hende endnu, men alkoholen hjalp hendes mund godt på vej til at tale. Noget hun ellers ikke var god til. Hun vidste at hun stadig ikke ville komme med de mest perfekte svar, men det ville da blive bedre, ikke?
Hun kiggede på Josh mens han stillede hende spørgsmålet.. Det spørgsmål, som hun for alt i verden ønskede at han ikke skulle stille. Hun havde intet svar på det. Hun vidste at hendes svar var latterligt, og at det ville såre hans følelser.. Hun var jo trods alt flygtet bl.a. på grund af ham. Hendes følelser for ham. Men samtidigt var der også mange andre ting. Minderne fra byen, om hendes far, og de folk som mobbede hende da hun gik i skole… Om savnet på hendes mor. Alle de ting havde gjort at hun ikke følte at hun havde noget valg, andet end at flygte. Hun kiggede ned i bordet, og holdte et stramt greb om glasset. Hun kunne mærke vreden skylle indover hende, og hun ønskede ikke at der skulle ske nogle uheld med at hun ikke kunne styre sit temperament. ”Du vil ikke forstå det.” Hun hviskede næsten. Hendes hals snørede sig sammen, og fortalte hende at hun ikke skulle fortælle mere. At det ville sårer for mange mennesker. Hun rystede let på hovedet, og holdte blikket stift rettet ned mod bordet.

Da hun ikke svarede med det samme, kunne han sagtens regne ud at han havde spurgt hende om noget, han sikkert ikke skulle have spurgt hende om. Forsigtigt gav han sig til at ryste glasset rundt i hånden. Væskens bevægelser mindede om bølgerne ude ved havet. Han sukkede svagt, den lille vind kildede ham hen ad underlæben. Stemningen imellem dem så ikke ud til at være blevet blødt op. Den var nærmere blevet strammere. For Josh var det som om at have et stramt bånd om halsen. Det strammede og strammede, han måtte tage en tår af sin drink, for at løsne det en smule op. Først da Bella adskilte sine læber for at svare på spørgsmålet, forsvandt båndet fra halsen. Det gled nu langsomt og drillende ned af hans adamsæble. Han så spørgende på hende. Som en hver anden person ville svare ham, han ville ikke kunne forstå det. Hvordan kunne de vide om han kunne forstå det, hvis de ikke engang havde forsøgt at forklare ham det? Uden han tænkte videre over sin styrke, satte han hårdt sit glas fra sig. Det gav et lille dunk igennem kroen. Han sukkede inden han besluttede sig for at sige noget.
"Bella, hvordan kan du vide om jeg forstår det, når du ikke engang har forsøgt at forklare mig det?" sagde han og forsøgte at få øjenkontakt med hende. "Jeg har været ude for en masse uforståeligt for tiden, mon ikke, jeg også kan forstå det her," han så ned på sin drink, da han ikke kunne få øjenkontakt med hende.

Bella blev meget overrasket over Josh' pludselige vrede. Det var ikke meningen at han skulle bliver sur over hendes svar. Jo mere hun tænkte over hvorfor han var blevet sur over det, jo mere kunne hun mærke vreden boble i hende. Hvem troede han han var? Bedre end hende? "Hvad nu hvis jeg bare ikke vil fortælle dig det. Det kunne jo være at det var privat, ikke?" Det gjorde ondt på hende at skulle svare han sådan igen. Trods alt, og uanset hvor vrede de blev på hinanden, så holdte hun jo af ham. Den lille engel, som hun havde savnet, og som hun hadede sig selv for at have mødt. Bella tog sin drink op til munden igen, og førte kanten af glasset rundt på læberne. Det kildede blidt på hende læber og hun tog en tår af drinken. En lille dråbe løb ned ad kanten af glasset, og lige inden dråben ramte bordet, tørrede Bella den af med sin fingre. Bella følte at dette var et godt tidspunkt at forlade ham på, så hun rejste sig op, stillede sit glas på bordet, og tog sin kappe om sig igen. "Tak for drinken." Hun nikkede mod det halvtømte glas på bordet. Hun ønskede inderligt at han ville gå efter hende, og stoppe hende på hendes vej ud. Hun ønskede at han virkeligt viste at han holdte af hende, men hun forventede det ikke af ham. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle forvente. Så meget havde ændret sig, det kunne hun mærke på ham. Han skjulte noget, men hvad? Han havde sikkert fundet en anden. Bella tog først et par skridt langsomt. Hun kunne mærke at tårerne pressede sig på, da hun ikke mærkede nogen hånd på sin skulder. Hun tog nogle flere skridt, og håbede bare at hun kunne holde tårerne inde, og få det til at se naturligt ud. At det ikke ville ligne at hun rent faktisk ventede og håbede på at han kom hen til hende.

Josh havde forandret sig meget, han var stærkere, klogere og langt fra naiv. Men, det betød ikke at han var en anden person, desuden, var han langt fra blevet vred over at hun ikke ville fortælle ham det. Det var sætningen: Du ville ikke forstå det, der generede ham, da han som lille konstant fik den smidt i synet. I det han ville sige noget til ham, afbrød hun ham og rejste sig op, på vej væk fra ham. Troede hun virkelig at hun fik lov til det? Han havde lige fundet hende igen og så ville hun gå på den måde! Desværre, sådan gik det ikke! Han tømte ikke sin drink. Væsken forblev deri, mens han rejste sig op med et sæt, så stolen næsten væltede. Alle øjne blev rettet imod ham, borende og forvirrende. Men, han var ligeglad! Han stormede bare ud efter Bella. Om hun brød sig om det eller ej. Han lagde en hånd på hendes skuldre, forhindrede hende i at gå videre, ved at stramme grebet en smule.
"Bella vent, jeg vil ikke have du går," sagde han til hende. Hans stemme var stolt, men, samtidig så forvirret over at hun bare ville gå. Igen. Hendes ryg ville møde muren på kroen, da han uden at tænke over det, skubbede hende op af den. "Du kunne bare have sagt at det var parat for starten af, jeg vil ikke snage i det, jeg.. Jeg har brug for at snakke med dig," Han så ind i hendes øjne. "Du den eneste jeg kan komme til lige nu,"

Bella mærkede en hånd på sin skulder.. Hvordan kunne hun tro at han bare ville lade hende gå? Et lille smil tegnede sig på den ene side af hendes læbe, men da hun selv opdagede det, fjernede hun det straks. Hun hadede sig selv lige nu. Noget hun aldrig havde gjort før. Hvorfor kunne facaden som hun normalt brugte ikke også bare blive brugt mod Josh? Svaret var enkelt, men på den ene side gad hun ikke indrømme det. Josh var en af de eneste hun holdte af. Der var selvfølgeligt også Noa, men deres venne forhold var umuligt at forklare. Hun holdte af ham, men på samme tid hadede hun ham. Det var noget helt andet med Josh. Hun vidste godt at hun aldrig ville stoppe med at holde af ham, på samme måde som hun gjorde da hun mødte ham. Hun blev drejet rundt så hun stod ansigt til ansigt med Josh. Et let skub på skuldrene stødede hende ind i muren og hun dunkede hoved derind i. Hun mærkede ingen smerte ved det, men var blot meget overrasket. Mens Josh snakkede kiggede hun ind i mellem rundt. Alle på kroen stirrede på dem, men Bellas vrede blik, fik dem til at vende tilbage til det de lavede før. Hun kiggede ind i Josh øjne igen, og følte næsten at hun faldt. Igen lod hun sig dykke ned i hans øjne.. Der var ingen tegn på at han løj, men Bella havde på fornemmelsen at der var noget vigtigt han ville fortælle hende.. Men hvad? Bella trak sig selv ud af sin egen lille verden, og nåede lige at hører hans sidste sætning.. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Måske var det bare bedst at intet sige?

Han sørgede for at hun ikke gik nogen steder, ved at trykke sin egen krop imod hendes. Det var ikke for at vise hende at han var bedre end hende, han ønskede bare ikke at hun gik fra ham. Deres lille samtale, deres møde, det hele havde lettet hans humør. Valgte hun at gå nu, var han sikker på at humøret ville falde igen og måske vil han ramme bunden. Eller, vil begynde at grave i bunden for at komme længere ned, for skulle han være ærlig, så havde han allerede ramt den bund! Han så ind i hendes øjne. De var nærmest bedende.
"Vil du ikke nok blive?" hviskede han svagt ved hendes øre. Det var først nogen sekunder efter der, at det gik op for ham, hvor tæt han egentlig stod op af hende. Forsigtigt trådte han et skridt bagud. Han ønskede ikke at give hende det forkerte billede af ham. Hun skulle ikke tro at han satte sig højere end hende. At sætte andre højere end sig selv, var noget Josh aldrig havde gjort, han så det ikke som andet end spild af tid. Han sendte hende et svagt smil. Rundt omkring dem, kiggede folk nysgerrigt med, deres øjne gennemborede Josh. En anelse akavet, rømmede han sig ned i hendes hånd og først derefter, kiggede han rundt og mødte de forskellige blikke. Blikkene forsvandt dog så snart de kom i kontakt med hans, men, han havde på fornemmelsen, at så snart han så hen på Bella igen, ville blikkene bore sig igennem ham endnu engang.

Bella blev ved med at kigge ind i Josh’ øjne, men da han pludseligt lænede sin krop ind mod hendes, vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig været så kropsnært tæt på en person, som hun var med Josh lige nu. Hun havde aldrig haft følelser, som betød det samme som dem her gjorde. Bella følte sig klaustrofobisk klemt, men samtidigt kunne hun godt lide det. Det bekræftede hende i at hun virkeligt godt kunne lide Josh. Hun smilede igen lidt. Hun kom til at tænke på at hun aldrig havde smilet så meget på en aften som hun havde gjort denne aften. Det måtte være Josh. Da han flyttede sig igen, trak Bella vejret dybt. Hun havde holdt det mens han havde stået så tæt op ad hende. Hun smilede skævt, og kiggede ned i jorden. Hun nikkede utydeligt, og kiggede derefter op. Hun nikkede igen, så hun var sikker på at han så det. Bella følte sig på en måde godt til pas og på den anden side var hun vred. Over sig selv. Over at hun ikke bare kunne tage sig sammen og opsætte facaden som hun plejede. Hun kom til at tænke på hvor mange mennesker der så hende være glad lige nu. Hun fjernede straks smilet fra sine læber, og kiggede rundt i hele kroen. Folk gloede på dem, som om de var dyr i en zoo.. Hun gik hen mod Josh, stillede sig på tæer, og hviskede i hans øre. ”Josh, jeg kan ikke lide at de alle sammen glor sådan på os.” Hun kiggede ham i øjnene, og ventede på hans svar.

Han bemærkede godt at de blev ved med at stirre på ham og Bella. De opførte sig som om at de var en teater forestilling og de nu bare ventede på den helt store afslutning! Bellas hvisken fik det af en eller anden grund til at krible igennem kroppen på ham. Efter hendes søde stemmes hvisken, så han hende i øjnene og lod dem ikke adskille før han vendte fronten imod 'publikummet', med armene løftet over sine skuldre. "Okay folkens, showet er over, i kan fortsætte til jeres normalle levevis nu, vend jer så rundt,".
Nogen lyttede til ham med det samme, de vendte ryggen til og fortsatte den før så hyggelig snak over bordet. Andre så fortsat på dem i nogen minutter, før de også vendte ryggen til dem.
Josh kiggede hen på Bella med et svagt smil. Han startede øjenkontakten imellem dem endnu engang. Det var beroligende for ham at se ind i hendes øjne. "Skal vi se at komme ud herfra?" han gjorde et nik hen imod døren. Solen var for længst gået på held, aften ville være lang endnu, de havde mange timer til at tilbringe sammen.

Bella kiggede tilbage, ind i hans smukke øjne, lige indtil han drejede sig om mod ”publikummet”. Hun var ham evigt taknemmelig over at han tog sagen i egen hånd, og gjorde noget ved det. Hun vidste ikke hvordan hun skulle gengælde alt. Hun stod jo nærmest i gæld til ham med alle de ting han havde gjort for hende. Bella gik hen ved siden af ham, og holdte blidt en hånd på hans ryg. Da han var færdig med at snakke til folk, og han igen vendte sig om mod hende, gik hun et pat skridt tilbage, så de igen stod i en afstand som ikke var for akavet, men sådan at de stadig kunne snakke sammen uden at skulle tale højt. Hun fulgte hans nik da han nikkede hen mod døren og vendte derefter hovedet om mod ham igen. ”Hellere end gerne”. Hun ville altid gå med ham. Uanset hvor han bedte hende om at gå hen. Det var i hvert fald den følelse hun havde lige nu. Fortryllet af ham, gik hen med hastige skridt hen over gulvet, og over mod døren. Hun vendte sig om mod Josh igen, og så om han var med hende, inden hun bevægede sig ud af døren, og inden det tætte mørke omsluttede hendes fortryllede krop.


//Sorry for længden...//

Døren smækkede i bag dem, lod alle dem med nysgerrige blikke, sidde tilbage uden følelsen af mæthed på deres nysgerrighed. Udenfor havde mørket overtaget. Josh kunne knap se skikkelsen af sin egen hånd. Ved siden af ham kunne han mærke Bella. Og hendes duft drillede hans næse med blide kærtegn. Hun havde ikke den samme duft som andre vampyrer, hendes duftede mere behageligt og beroligende, end irriterende og kuldegys fremmende. Uden at vide hvor de skulle gå hen, lænede han sig op af kroens mur. Han foldede armene på kors. Et varmt smil udviklede sig på hans læber, ved synet af Bella. Det varme smil afslørede smilehullerne i mundvigen, som altid.
"Hvor har du lyst til at tage hen?" Han lod kort blikket glide rundt på omgivelserne. "Jeg er ikke kræsen," Efter rundturen, så han hen på Bella igen.

// Kan kun selv sige undskyld, mine svar er lort for tiden -.-