Emotions and lost tears. ~Delilah~

Caroline sad på kroen denne sene aften, den kro hun havde været ret så voldsom ved for nogle dage siden. Der var ikke så mange på kroen, de fleste holdt sig i den modsatte side af kroen fra der hvor Caroline sad. Hun havde dræbt 5 personer i denne kro for nogle dage siden. På grund af en dum mennesketøs som havde fjernet hendes følelser, og nu var dette prisen. Hun havde dræbt en vampyr ud af de udskyldige mennesker som havde ladet livet for hendes fødder. En ung pige og to fædre. Den ene far var blevet dræbt overfor sine egne børn på 6 og 9 år. Caroline havde ingen følelser haft, det havde ikke været ved sin mening. Julianne hende som havde været skyld i det helle havde også ladet livet den dag, dog ikke så uskyldig som hun havde kunne være.. Men det værste ved den dag var da Nicolas forsvandt ind i skyggerne og efterlod hende.. Måske fordi at han troede at hun ikke havde sine følelser mere? Caroline sank en klump og kiggede rundt omkring, det var ubehageligt at folk kiggede på hende på den måde. hun kunne hører de snakkede om hendes små mord forleden. Monsteret som de mente skulle dø, bare de havde den rette til det job. Caroline kunne hører dem, tydeligere end de troede. Alligevel var der kun små forskellige måder som hun kunne dø på, for hun var vampyros ikke en normal vampyr. Caroline vinkede servitricen hen til hende, og bestilte noget at drikke. Caroline drak sin væske da hun havde modtaget glasset, hun kiggede frem for sig.. En ung uopdragen teenage unge gik over til hende og prikkede til hende.
"Se hun er bare en skrøblig lille blomst." Sagde han med en meget nedladende stemme, Caroline tog en dyb indånding og da ungen skulle til at gå videre væk fra hende. Stak Caroline sin arm ud og greb fat om hans hals med et hårdt fast greb. Caroline kiggede over på ham.
"Undskyld hvad var det du sagde?" Spurgte hun koldt og så pludselig meget drabeligt. Hans mor smækkede en hånd for munden.. Caroline rejste sig op, og holdt stadigvæk grebet fast omkring drengens hals. En lille dreng løb hen foran hende sikkert en lillebror til ham som hun var tæt på at kvæle. Den lille dreng sparkede til hendes ben, og Caroline fnøs hånligt. Og kvælte knægten som hun stod med. Og den lille møg unge løb tilbage til sin mor.
"Lad mig bare være, så slipper i måske for mere vold i aften." Snerrede Caroline vredt og satte sig ned igen. Caroline kastede et par gyldne lokker væk fra sit ansigt og lod moren og faren gå hen til deres døde søn. Og lod dem tage ham på hospitalet, selvom at han var død. Caroline tømte sit glas. og rettede lidt på sin jakke, hun havde en hvid top indenunder og et par sorte jeans, samt sine sædvanlige langesortestøvler på hvor hun gemte sine knive. Caroline var farlig når hun var vred og såret på samme tid. Caroline kæmpede for at holde sine følelser på et minimum uden at over reagere på noget alt for meget i hvertfal..
Hun kiggede udenfor, der var vist lidt blæst. Men der var mørkt, det var trodstalt efter solnedgang. Vinden hylede iblandt træerne som i ny og næ ramte ruderne ligesom i gyderfilm.. Dog uden der enlig var noget gyser over denne aften, måske blev der måske blev der ikke? Hvem vidste hvad denne aften ville bringe, måske nogle overraskelser som ingen overhovedet havde regnet med? Caroline lænede sig lidt tilbage og kiggede ud i rummet. Tydeligt at folk ikke var helt rolige, de rystede og var bange.

Delilah skælvede. Hele hendes krop rystede idet den fortærede det brændende vrede der slikkede omkring hendes krop, og tvang hendes syn til at svømme ukontrollabelt. Hendes åndedræt hakkede i rytmen, idet hun fandt det svært at lade ilten bevæge sig dybt nok ned i lungerne, før hun skubbede det ud igen. Men det var ikke kun vrede der dunkede i hende, pulserede og hamrede imod hendes indre, trak lange floder igennem hendes krop der flåede hende fra hinanden og efterlod små stumper af logisk sans tilbage, der ikke kunne samle sig nok til at fungere. Selvom det ikke virkede muligt at hendes sind kunne være oversvømmet af mere end den totalte vrede der kvaste alle hendes tanker, så var der andet der fyldte hende op, selvom det langtfra havde den samme altoverdøvende plads i hende, som vreden havde. Hvis det havde haft det, så var hun muligvis sprækket.
Der var også sorg. Hendes egen graviditet var efterhånden virkeligt tydelig, og derfor kendte hun til de kvaler der medførte graviditet. Derfor kunne hun slet ikke forestille sig, hvordan det måtte føltes at få den eneste grund til at man udstod de fucking problemer der førte med en fucking graviditet revet væk så brat og brutalt. Den smerte der aldrig syntes at ville stoppe - hun kunne ikke sætte sig ind i den, men hun forstod den til en vis grad. Og den havde Rafael startede i hundreder af personer. Kun på grund af hende.
Hvad der havde startet alt dette, var nemlig Rafael. Han havde samlet hundreder af helt nyfødte spædbørn, og brutalt myrdet dem. Han havde kogt suppe på dem, og serveret suppen til de lykkeligt uvidende forældre, der ivrigt planlagde deres nye fremtid med deres lille guldklump, henover den dampende varme barnesuppe. Alt sammen på grund af Delilah. Eller faktisk var det alt sammen på grund af den fucked up idiot ved navn Rafael, hvis hjerne var en smadret, ubetænksom, sindssyg masse der ikke kunne andet end at være - ja, sindssyg!
Hendes fingre klyngede sig krampeagtigt fast i den halvløse trøje der flagrede om hendes krop, da hendes tanker strejfede dæmonernes leder. Bare tanken om ham gjorde hende syg. Gav hende en kvalmende fornemmelse, der brummede i hendes sind, og svulmede op som en ballon der blev pustet op. Han havde tortureret langt størstedelen af de eneste folk hun faktisk bekymrede sig om. Han havde forhelvede da kastreret hendes bedste ven, fordi hun havde gjort noget forkert! Måske skulle hun bare forlade det hele. Dem alle sammen. Ville han så ignorere dem, hvis hun forlod dem - og lade straffen gå ud over hende?
Og det værste var, at hun ikke fortrød at hun havde slået Rafael. Idioten fortjente det fandme mere end nogen anden! Hvad hun fortrød, var at Rafael var så dårlig til at kunne tage et slag. Og hun fortrød at hun havde hjulpet ham da han var svag. Hun fortrød hun havde fået venner. Hun fortrød hun var blevet svag. At hun havde fået svagheder. Men ikke at hun havde slået ham.
Hendes hånd skød frem, og skubbede hensynsløst til døren indtil kroen, der hvinede og beklagede sig i protest over den hårde behandling, da den hamrede op. Hendes blik bevægede sig rundt, tidsnok til at se liget fra en dreng falde til jorden. Dræbt af en eller anden fucking blodsuger, der troede at hun havde ret til at lege Gud. Delilah selv dræbte tit uden grund, men lige i dag var ikke en god dag at pisse hende af på. Balancen mellem at flippe ud og at være rolig havde Rafael for længst smadret.
Hendes skridt var alligevel rolige og faste, da hun skråede hen til baren, uden så meget som at kaste et blik på blodsugeren. Hendes blik rystede ikke af den vrede der var som lyskegler i dem, men det var tydeligt at hun ikke var i et humør der påkrævede spøgning af nogen art. Flabetheder var ikke velkomne, og det var malet dybt ind i hendes cremefarvede hud.
"Giv mig noget alkohol."
Hendes stemme var blød som en kats, men dirrede en smule af det raseri der flåede hende op. Bartenderen lod blikket glide henover hendes krop, hvorefter et charmerende smil klistrede til hans læber. Han lænede sig en smule forover, og blinkede til hende, som troede han at det var charmerende. Hun reagerede ikke engang halvt.
"Hvilket noget alkohol, smukke?"
Delilahs hånd skød frem, og hendes fingre lagde sig omkring hans hals. Et par af hendes fingre pressede imod nogle af de bløde punkter på hans hals, så han gispede skræmt. Hendes blik borede sig ind i hans, og det syntes efterhånden at gå op for ham, at hun ikke var i humør til spøgeri.
"Giv mig noget fucking alkohol. Ligner jeg en der bekymrer mig om hvad jeg drikker? Nej? Så hent for fanden da noget!"
Hun skubbede til ham samtidig med at hendes fingre løsnede sig, hvilket resulterede i at han vaklede nogle skridt bagud. Hun havde ikke overskud til noget lige nu. Hendes overskud var opbrugt idet hun ihærdigt havde kæmpet indvendigt, for ikke spytte på Rafael. Og måske brække nogle lemmer, nu hun var igang.
Så snart en eller anden drink blev smækket imod bordens overflade foran hende - hendes hjerne registrerede ikke hvilken slags det var - snoede hendes fingre sig omkring det dugbeklædte glas, og tømte indholdet i nogle få slurke. Hun havde brug for noget at slippe væk med. Men knap havde hendes læber forladt deres plads imod det kølige glas, før hun snurrede omkring og bevægede armen bagud. Sekundet senere blev glasset slynget imod blodsugeren der havde dræbt drengen, og ville knuses imod blodsugerens baghoved, hvis hun ikke nåede at reagere.
"Hvor dum er du lige at slå ihjel i offentlighed!? Det er forhelvede da ikke meningen at du skal blive opdaget, kælling!"

Caroline havde opdaget denne dæmon kvinde som kom ind, med vrede ildkugler i sine øjne. Caroline var dog helt ligeglad med hende, selvom hun kiggede imponret med da hun greb op bartenderens hals.
Caroline var tortalt i kulkælderen, hun var flyttet i Nicolas' hus i Terroville. Hende og hendes søster var blevet alvorligt uvenner. Caroline kunne bryde sammen hvis det blev gjort rigtig, Caroline gik et chok da hun fik glasset i baghovedet. Hun venede sig om imod kvinden i hurtig hastighed, og lagde hovedet en tak på skrå. Hun kiggede hende dybt ind i øjnene.
"Måske ikke, men jeg var heller ikke nød til det hvis de ikke bare kunne lade mig være." Svarede hun igen, og lagde armene overkors. Caroline kiggede lidt ned af kvinden for at tjekke hende for våben og andre diverse ting. Og kunne se at hun var gravid elllers ja. Caroline rettede blikket op imod hendes øjne igen. Den samme kolde facade blev langsomt bygget op, selvom der sad en lille tårer i det højre øje. Caroline havde dog ikke selv bemærket den, hun kiggede nøje på kvinden foran hende. Hvem vidste om hun skulle få endnu et gals i nakken.
"Pas på glassene her de ret dyrer." Sagde hun bare, Carolines smertetæskel var pænt stor, og smerte tog ikke så hårdt på hende. Caroline gik lidt til siden, og trådte ud af glasskårende. Hun holdte dog blikket på kvinden meget skarpt, for at følge hendes bevægelser nøje og præcist. Caroline kiggede på en ung mand, lige hurtigt i øjnene.
"Hent en kost og fej op." Caroline brugte sin evne som tvang ham til at gøre hvad hun sagde, uden han havde styr på sin egne tanker eller krop. Carolines øjne blev sat på kvinden igen, imens manden gik ud og hentede en kost og begyndte at feje glasskårende op. Manden fejede gulvet rent, og satte kosten på plads da han var færdig. Caroline nikkede, og lavede et nik imod sit bord.
"Vil du ikke sidde ned lidt?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt til den anden side. Hun så lidt overbevisende ud. Caroline var ikke i volds humør, derfor var der ikke flere som var døde. Hun ville jo helst ikke have at nogle uskyldige skulle dø, selvom at det var sket før. Både når hun skulle have mad, eller når hendes vrede havde taget over hendes sind. Caroline kiggede på bartendern.
"To glas af det samme som før." Sagde hun til ham og gik stille imod sit bord. Om denne kvinde ville gå med eller ej, det måtte hun jo enlig selv om. Caroline satte sig ned og kiggede imod hende, Caroline ville bare se om hun kunne komme på andre tanker ligenu.

"For fanden hvor lyder du ynkelig! Hvis de bare kunne lade mig være-"
Hendes stemme vrængede ordene således at tykke lag af hån klistrede til hendes stemme, og foragten over ordene borede sig som afskysklatter ned i hendes fejlfri hud.
"- Det er sådan noget fucking tøsesure unger siger! Det er aldrig din skyld, vel? For du er for fucking svag og latterlig til at kunne påtage dig ansvaret for at være en kælling!"
Som tykflydende tågebanker af hån sivede latterliggørelsens toner fra Delilahs sitrende læber, og selv da syntes det umuligt at skubbe den kvalmende afsky væk fra de glitrende øjne, der klistrede imod blodsugeren. Hun var som som dækket af benzin og stående med en tændstik der langsomt lod ilden finde vej imod stedet hvor det ramte hende. Ingen vidste hvor længe der ville gå før hun eksploderede, men længe kunne det ikke vare før massakren enten fandt vej til hendes handlinger eller hendes sind.
Hendes sind havde allerede blusset op grundet Rafaels handlinger, og hvor længe raseriet ville brænde for at tvinge hende i knæ og forvandle hende til en glødende klump af brændt væsen var ikke sikkert. Men dette ville nok ikke være længe efter ilden havde revet sig vej til hendes yderside.
Delilahs øjenbryn hævedes kraftigt i samme sekund hun kommenterede på de smukt buede glas' pris. Hendes hånd skød ud og fejede en gruppe glas til sig, hvorefter hun hamrede dem ned i jorden hvor de splintredes. Et klirrende spektakel hakkede i hendes tålmodighed da de ramte jorden, og hun bemærkede sig selv tænke på, hvorfor helvede de ikke kunne være stille når de ramte jorden. Logik var tydeligt udelukket.

Delilahs blik strejfede ikke engang manden der ivrigt fejede glasskårene op, på en kommando fra blodsugeren. Hvorfor manden mente at det var fandens vigtigt at adlyde en fucking igle vidste Delilah ikke, men det betød ikke et sekund noget for hende. Og egentligt fandtes der ikke en celle i hendes krop, der fandt det vigtigt. Istedet syntes hendes tanker at kredse om utallige måder at skiftes til at brække blodsugerens knogle, og torturere Rafael til evig smerte.
Et mistænksomt skær flakkede igennem Delilahs blik, da blodsugeren tilbød at sidde med hende. Om det bare var Rafaels sindssyge der spøgte i hendes sind og gav alting en potentiel fare, eller om hun helt simpelt beregnede at denne kvinde kunne mene det i ond tro vidste Delilah ikke ... Men det skulle ikke forhindre hende i at træde henover det bjerg af glasskår hun havde opbygget, og lade sig dumpe ned imod stolens bløde sæde. Hendes fingre pressede imod håndfladen, og lagde blodspor over hendes håndflade da neglene borede sig dybt i hendes hånd.
"Jeg sidder, igle. Hvad vil du mig!?"
For hendes indre blik flakkede billeder af spædbørn der dumpede ned i en suppegryde, og leende forældre der komplimenterede kokken for den eksotiske smag suppen dansede af. Hvorfor gjorde man sådan noget!? Han havde ødelagt hudredevis af folks liv, fordi hun havde slået ham! Og stodderen kunne fandme ikke engang huske det, fordi han havde det vildeste hukommelsestab imens! Hvordan kunne han så tillade sig at gøre sådan!? Fuck at han var dæmonleder og teknisk set bestemte over hende!
Delilahs blik havde godt spottet den utydelige tåre der drilsk hang og truede med at falde fra blodsugerens øjenkrog.
"Tud ikke, blodsuger. Det er fandme svagt."

Caroline kiggede lidt på denne dæmontøs, og rystede følelsesløst på hovedet. Caroline kunne sagtens være andet end bare en lille morder, hun havde da torturert nogle.. Myrdet mange, måske var mange ikke bange for hende. Men Caroline ønskede jo heller ikke at alle skulle krybe i frygt når hun kom forbi, det var nok derfor hun prøvede at tage den med ro. Selvom kvindens ord, og måde at tale på samt blik.. Gav hende lyst til at rive tungen ud på denne dæmon. Caroline lagde armene på bordet, og tog en gaffel som hun havde imellem to fingre. hun havde øjnene fast på dæmonen.
"Gider du ikke bare holde kæft, inden jeg flår tungen ud af din mund, så jeg ikke behøver at hører på dig mere." Svarede Caroline hånligt, og fnøs. Hun havde som før bemærket at kvinden var gravid, men det ændrede ikke på at Caroline ville dræbe hende hvis det var nødvenligt.. Svag. Caroline fnøs af det ord, og kiggede igen op på kvinden.
"Ja, man mister nogle man elsker. Så hvis at savne dem gør mig svag, så fint. Jeg er svag der, men jeg vil ikke vente to sekunder på at flå hjertet ud af dit bryst." Caroline snerrede lidt af kvinden, og kiggede kort på kvindens hånd på bordet. Og satte med alle kræfter gafflen ned i hånden på kvinden. Så gafflen var placeret godt ned igennem huden på kvindens hånd, samt kunne hun hører gafflens spidser borre sig ned i træbordets overflade. Caroline lænede sig tilbage, og hævede et bryn af dæmonen.
"Jeg ved ikke hvad jeg vil dig, dæmon. Men hvis du ikke kan tage dig lidt sammen, og styrer din lille popdule facade så bliver det ikke en lang dag for dig.

Delilahs blik strejfede gaflen der blev samlet op fra bordet, og selvom hun tydeligt var opmærksom på dette mulige våben, så gjorde hun ikke nogle umiddelbare bevægelser for at have chancen for at afværge denne gaffels skarpe kanter. Istedet bevægede hun de knitrende vrede øjne op til blodsugerens blik, imens et hånligt smil blomstrede henover hendes læber og forvrængede hendes ansigt. Hendes sind kogte allerede grundet Rafaels grusomheder, og den dunkende smerte hun måtte indrømme hun følte, fordi hun havde været skyld i så mange andres smerte - så blodsugerens svar på hendes ord, hjalp helt tydeligt ikke på hendes sindskaos.
"Vil du skade mig? Du ved ikke hvor mange der har forsøgt. Du prøver bare, blodsuger!"
Hvorfor Delilah ikke allerede var sprunget frem og hakket en af de utallige stålknive eller træpæle hun gemte på, igennem blodsugerens bryst, vidste hun end ikke selv. Det var ikke fordi hun ikke havde lysten. Hendes krop længedes næsten med en uimodståelig trang til at mærke det rødlige blod fra iglen flyde imellem hendes fingre, og klistre til hendes sitrende krop. Mærke det dræbende stød glide ind igennem blodsugerens hud, og se døden finde vej til hendes krop ...
Og alligevel gjorde hun det ikke.
"Der er en grund til at folk forlader dig, blodsuger. Ingen kan lide en igle."
Den iskolde stemme, viste overhovedet ikke hvor mange gange hun selv havde forladt folk, fordi hun netop kunne lide dem. Hendes egne ord vidste hun ikke indeholdt en hundrede procent sandhed, men hun var efterhånden blev filtret ind i så mange rasende tanker, at det knapt betød noget om sandheden fandt vej frem eller ej.
Det var ikke smerten der bevægede sig over hendes ansigt da gaflen sank ned i hendes hud, det var overraskelsen. Derfor gik der også adskillige sekunder, før vreden endnu engang erstattede chokket - selvom smerte ikke et sekund bølgede hen over hende. Hun havde for længst lært at styre sit kropssprog således at smerte og sorg blev skjult, idet disse to var voldsomme svaghedstegn.
Istedet passerede et fladt hvæs hendes læber, hvorefter hendes frie hånd skød op og rev gaflen ud så hårdt, at den blev slynget bagud og skabte et let hul i væggen, der hvor den ramte. Hun bemærkede knapt hvad blodsugeren sagde til hende, men skubbede stolen tilbage i et ryk da hun rejste sig, og var i få skridt henne ved blodsugeren. Der gik ikke mange sekunder før en stålkniv lagde sig imod blodsugerens hals, og pressede sig lige præcis så langt ind, at blod begyndte at pible frem fra iglens hals - men ikke nok til at blodsugeren blev rigtigt skadet.
"Jeg burde flå dig i stykker, igle. Hvis ikke Rafael allerede havde myrdet så fucking mange i dag på grund af mig, så var du allerede død."
Med ét flåede hun kniven væk fra blodsugerens hals, og vendte omkring. Hendes hastige skridt førte hende hurtigt imod døren, imens hun kæmpede indædt med sig selv, for ikke at snurre omkring og rive hovedet af blodsugeren.
Bogstaveligt talt.

Caroline ignorede ordene som flød udover dæmonens læber, hun hævede blot på et bryn. Hun bemærkede stålkniven imod sin hals, men såret healede hurtigt igen. Hun kiggede kort imod der hvor dæmonen gik, Caroline's vrede var begyndt at flamme op i hende. Caroline var hurtigt oppe og stå, og omme bagved kvinden. Caroline greb et fast greb omkring kvindens hovede, og kastede så hende imod nærmeste mur. Caroline fandt sig ikke i at blive kaldt igle eller blodsuger, derfor reagede hun som hun gjorde. Hun gik hen imod der hvor dæmonen var landet, og rev hende op og stå igen. Hun hævede kort et bryn af kvinden, inden hun stak sin hånd ind i brystkassen på kvinden med et fast greb omkring dæmonkvindens hjerte. Hun var klar til at rive det ud med det samme, men noget stoppede hende. Måske fordi hun ikke bare ville dræbe ligenu, hendes vrede havde fået Nicolas til at gå. Derfor ville hun ikke dræbe ligenu.. Men hun slap derfor grebet om dæmonens hjerte, og trak sin hånd til sig. Hun kiggede på sin blodige hånd og greb hurtigt et stykke stof fra en tilfældig til at tørre sin hånd i. Hun kiggede på dæmon, og lagde hovedet lidt på skrå. Caroline trådte lidt væk fra dæmonen, inden hun kiggede kort ned af hende. Måske var kvinden gravid, men ligenu var Caroline ligeglad. Med lynets hast, var hun oppe foran kvinden igen og kastede hende hen af jorden hvor borde og stole blev ryddet hen af vejen. Caroline kastede sit hår tilbage, og hævede på et bryn. Hun var færdig med at lade andre tale ned til hende, med mindre det var virkelig nødvendigt. Folk var ved at gå i panik over den fight som forgik indei kroen, men ingen havde jo sagt at denne dag skulle være kedelig? Det var den bestemt ikke ligenu, Caroline gik hen til bordet hun sad ved før og tog en tår af hendes drink, hun satte den fra sig igen og kiggede imod dæmonkvinden. Caroline ventede på et par minutters øjenkontakt, eller blot kvinden kom nærmere. Caroline havde to dejlige evner som gerne ville bruges hvis det skulle blive nødvendigt! Enten manipolation med psyken eller bare smerte, der var de muligheder eller dem begge to.

Delilah var egentligt ligeglad med iglens vrede. Iglen kunne rende hende noget så grusomt, for blodsugere var ikke mere værd end fjerboldenes smertesskrig, når hun flåede struben ud på dem i langsomme træk. I det humør Delilah var blevet skubbet ned i mod hendes vilje, syntes end ikke de folk hun virkelig elskede - ej heller hendes egen svulmende, gravide mave - at betyde mere end den flue man klaskede på væggen. Rafaels sindssyge handlinger havde grebet fat i Delilahs sind, og rusket så kraftigt deri, at hun i disse sekunder knapt syntes at kunne genkende sig selv. End ikke de fortvivlede, forskræmt og paniske menneskeblikke der lå imod hende, havde betydet noget for hende, hvis de var ved at blive revet til strimler.
Derfor var det næsten også en lettelse da vreden vældede op i hende sekunder senere, da kællingen vovede at angribe hende igen! Hvad fuck var der galt med tøsen? Men i det mindste syntes den velkendte følelse at glide ind i hende med velbehag, idet smerten, fortrydelsen og skylden fra de ting Rafael havde påført andre grundet hende, ikke var nær så ønsket nær hendes tanker. Dog betød det ikke at hun heppede på blodsugeren, da hun fuckede med hendes humør endnu engang.
Fingrene der lagde et hårdt pres imod hendes hoved, strammede yderligere da der skulle lægges nok kraft i dette, til at fingrene kunne slynge hende tværs igennem lokalet med voldsom kraft. Delilahs arme trak sig automatisk frem og spændte, således at de tog langt størstedelen af den smerte der burde strømme igennem hendes skulder som tusinde nåle, efter dette kast. Hun hamrede dog alligevel skulderen let imod, men det var end ikke nær så slemt som det kunne have været, hvis hendes instinkter ikke havde taget over.
"Hvad fanden i helvede tror du at du laver, kælling!?"
Delilah var ikke væltet, idet hendes balance og mange års træning i at være i fuld kontrol konstant, som så mange gange før gav pote. Men da iglen rev fat i hende, vaklede hun alligevel let, grundet den vrede og kraft der lå bag denne riven. Ikke fordi dette var den farligste situation Delilah havde stået i, eller noget nær den hvor personen foran hende var mest rasende. End ikke nær. Men det var alligevel ikke en situation, hvor det lysende smil der dansede på hendes læber, hørte til.
"Hvad vil du gøre? Slå mig ihjel? Det gør du fandme bare, blodsuger. Det er at gøre mig en fucking tjeneste!"
En surrealistisk, lettere hysterisk latter glitrede imod hendes læber, idet den suste ud for at blande sig med luften omkring hende. Hendes tanker og sind var for langt væk til at rationalitet og normalitet kunne nå hende, og i stedet havde den sindssyge del af hendes overtaget. Den del der havde lyst til at trække smerten tættere på, og der ville binde sig fast til en kampesten der trillede imod afgrunden, simpelthen på grund af adrenalinen.
Og så overvældede smerten. Den ubegribelse, blændende smerte af noget stort der blev hamret igennem hendes brystkasse, ribben og fingre der lukkede sig om en af de mest vitale organer hendes krop brugte. Smerten sendte stød ud i hendes krop, og trak hendes åndedræt ud til gispende ligegyldigheder der knapt gav hendes krop den nødvendige ilt. Smerten rystede sig igennem hendes årer, og dunkede imod hendes tanker som en kødhakker der hamrede imod hendes hjerne. Den lyste for hendes indre blik, og flænsede hele hendes system op indefra.
Og ikke et skrig forlod hendes læber. Ikke en tåre passerede hendes øjnes sammentrækning. Hendes øjenlåg pressedes sammen, og hendes krop spændtes i en strakt bue, samtidig med at hendes hoved lænede sig hårdt imod væggen bag hende, og hendes fingre krummede sig sammen til kugler ved hendes sider. Men derudover, var der ingen synlig reaktion på den ulidelige smerte hun gennemgik.
Hun havde fandme prøvet værre.

Delilahs læber skiltes let, men ingen lyd kom ud. Hun nægtede at give iglen den tilfredsstillelse, at se smerten rulle over Delilahs ansigt og igennem hendes øjne som dalende sne. Hendes tand rev sig igennem den bløde hud der dækkede hendes underlæbe, men dette tvang også hendes ansigt i kontrol, så alle tegn på den smerte der overvældede hende, forsvandt i det samme. Delilah havde fandme været under konstant tortur i så mange timer i træk, at det havde føltes som uger. Hun havde været igennem psykisk tortur hele sit liv. Hun levede som beviset på at det kunne overleves.
Ikke tale om en fucking igle skulle ændre på det.
Men så forsvandt grebet om hendes organ, og hun kunne mærke hvordan hånden blev trukket ud fra hendes krop. Det ændrede dog ikke på den kraftige blødning der sprøjtede fra hendes bryst, og som ville have slået hende ihjel, hvis hun ikke havde været en dæmon. Delilahs læber sugede et åndedræt ind, som hun end ikke havde bemærket havde været tvunget ude fra hendes lunger. Hendes øjne blev hamret op i al hast, og flakkede kontrolleret omkring i lokalet.
Dog nåede Delilah knapt at samle sig nok, og flå smerten så langt væk fra sin krop, at det var muligt at reagere, før kællingen fandme igen gik til angreb - hvorfor fanden havde hun ikke bare slået Delilah ihjel? Var blodsugeren komplet idiot? Hun kunne få de vildeste dusører for Delilahs lig, hvis hun gik de rigtige steder hen. Men som det var nu, havde hun ikke tænkt sig at informere iglen om de forretningsmuligheder hun gik glip af.
Delilahs skulder hamrede imod et bord, da hun blev kastet igennem lokalet endnu engang - men smerten fra hendes bryst var værre, da ild flammede op i hendes bryst, hver gang hun ramte en modstand i sin flyvende tilstand. Dog havde Delilah lært at tackle sådanne ting, så med den ene hånd pressede hun hårdt imod det åbne kødsår for at stoppe blødningen så vidt muligt, hvorefter hun med den anden hånd flåede en kniv op fra våbenbæltet, og hamrede det afsted imod iglen.
Kniven var naturligvis af stål, dyppet i vievand, med træskæfte og med indgraveret forskellige religiøse symboler deri. Hun var ikke dum. Samtidig med at dette våben endnu fløj igennem luften, flåede hun adskillige vievandskapsler op fra våbenbæltet - af den slags der ville knuses og sende vievand ud i alle retninger når de ramte noget - og slyngede dem direkte imod vampyren.
Delilah var 5 meter fra hvor de ville ramme, og selv da ville hun uden tvivl få vievandsstænk på sig, som sydede dråber imod hendes hud.
Netop da disse havde sluppet hendes fingre, rev hun et bordben af, og klemte det hårdt imellem fingrene. Hun var måske døden nær, hun var måske i altoverdøvende smerte, hendes sanser var måske bedøvet af smerte, hun var måske imod et væsen der var langt stærkere og hurtigere end hende - men det betød fandme ikke at hun ville give op?

Caroline havde fjernet blikket fra dæmonen, og ville enlig bare gå igen. Men nåede ikke rigtigt at gøre noget før en kniv havde ramt hende i skuldren, den brændende smerte samlede sig i hele hendes krop. Hun skar lidt ansigt, men holdt den pinefulde følelse af smerte inden i sig. Efter fuldt af ordene. *Du ligeglad du er ligeglad, sluk for det.* Det var noget hun sagde til sig selv, for det formindskede smerten. Hun glemte den fakitsk, men nåede ikke at fjerne kniven før vievand blev kastet imod hende. Caroline skreg ikke, selvom det brændte på hednes hud. Smertetærskelen var stor, men hun var stadigvæk ikke uovervindelig. Hun mærkede smerten, men jo mere hun overbeviste sig om at hun var ligeglad. Så var det næsten som om en kat der havde kredset hende, det ville gå over igen. Hun fik kniven ud af skuldren og smed den på jorden, hun sparkede den lidt til siden. Men kiggede på alle omkring sig, andre dæmoner og vampyrer lagde og vred sig over de var blevet ramt af vievandet. Caroline så kort på de lidende væsner, men holdt et truende øje til at menneskene ikke skulle tage kniven.
"Hvis du vil heales hurtigt skal du tage noget engleblod." Caroline greb omkring en engel da smerten var lindret noget mere, hun satte tænderne i håndledet på englen og drak lidt til smerten var væk. Hun kastede englen ned til Delilah, så kunne hun drikke eller lade hver. Caroline var faktisk lidt ligeglad, men alligevel ikke. For hun var jo ikke hjerteløs, hun hadede at hun overreagerede så meget. Men sket var sket, dog var en ting sikkert. De blev nok aldrig gode venner de to, og de skulle være virkelig heldige for bare at blive fjendevenner. Dog var fjender nok der de hørte hjemme.
Caroline tørrede det sidste vievand væk fra sin hud, og kørte så en hånd igennem hendes hår. Hendes sår var healet, men hun havde jo også lige drukket blod så gik det hurtigere.

Vievandsstænk brændte imod Delilahs hud, men hun bemærkede det knapt. Blodet der flød ned af hendes maveskind var mere i fokus, men selv dette syntes hun at ignorere så bravt at hun næsten lod det bevæge sig imod glemmebogen. Smerten der hamrede igennem hendes bryst, og kæmpede for både at fravriste hende åndedrættet og livet, men begge dele havde hun et godt tag i, og havde ikke i sinde at slippe bare fordi en eller anden fucking igle fik et bitchflip eller egotrip. Men hun kunne mærke kræfterne svinde, og hvordan besvimelsen nærmede sig med hastige skridt. Blodtabet kunne slå hende ihjel, og adskillige ribben måtte uden tvivl være brækket. Det var ren viljestyrke at hun ikke græd og bad for sit liv, og hun ikke tryglede om at få hjælp.
Fandme nej. Et smil sitrede om hendes læber, og hun så direkte igennem smerten, sorgen og alt det fucked up der dansede i hendes liv, og kæmpede for at smadre alt i hendes latterligt sindssyge verden. Hun ville slå iglen ihjel senere, så meget var sikkert. Hun ville flå blodsugerens døde hjerte ud, efter hun langsomt havde skåret let i hvert eneste vitale organ iglen besad, og udsultet hende, flået hendes lemmer af ...
Delilah var gravid, pissesur og sammen med hendes personlighed, gjorde det at hendes vrede kunne eksplodere mere end det syntes muligt. Dette var end ikke en unormal reaktion for Delilah, idet hun havde det med at hade væsner langt hurtigere end det syntes muligt. Hun gik ud fra at hun hadede dem, og så måtte man overbevise hendes stædige jeg om noget andet, for at hun skulle holde op med at hade dem. Men hun kunne ikke flå hjertet ud på iglen i denne tilstand, og på trods af hvor meget hun nægtede det, så havde hun en graviditet at tænke på.
Delilah kastede et kort blik på englen der blev smidt over til hende, inden en dyb knurren rumlede i hendes opflåede bryst.
"Skal fandme ikke have blod fra en fucking fjerbold. Det er jo nærmest pis!"
Med disse ord svang hun sig op i stående stilling med en kraftanstrengelse der på ingen måde var at se på den blodsindsmurte hud, og skridtede ud af døren med en hastighed der ikke kunne sammenlignes med flugt, men alligevel var hurtig nok til at det ikke virkede oplagt at angribe hende, fordi hun så stærk nok ud til at forsvare sig. Hvilket hun ikke var i den tilstand, men fuck nu det!
Hun havde ingen planer om at se et hospital, selvom det meget vel kunne koste hende eller barnet livet. Der fandtes andre muligheder. Denne tanke gik igennem hendes hoved i en lettere tåget klat af slørede masser, idet hun skubbede døren op og forsvandt i mængden - hvilket var ret godt klaret, idet hun gik med et opsprættet bryst og blod dryppende fra hele kroppen.

//Out

Caroline så bare tomt imod denne dæmon kvinde, specielt da hun bare gik. Caroline trak på sine skuldre og vendte sig om da kvinden var forsvundet ud af gøren, alle stirrede på hende. Caroline rullede øjne og tog en sidste tår af hendes drink da folk ikke gjorde andet end totalt at stirre på hende. Enten i frygt ellers også var de bare nysgerrige. Caroline ignorede dem, og efter en halvtime gik hun. Hun gik med faste og hurtige bevægelser ud af den stille kro, Caroline forstod godt de havde været bange efter en lille slåskamp. Nu var sagen bare om hun skulle vende tilbage til kroen senere eller om hun skulle lade den være rasten af hendes dage, hun valgte ikke at lade den være. Hun kunne altid komme igen, hun var jo ikke bortvist fra den eller noget. Desuden skulle der ske lidt sjovt engang imellem. Caroline stillede sig i gyden, og kiggede op på stjernerne..

//out//