Rivers of tears - Brandon

Spencer gik igennem gyderne. Stille og roligt. Nattens mørke var begyndt at falde på da hun nærmede sig denne lille biks i byen. Hun havde hørt nogle enkle snakke om den, ellers plagede hun at blande sig uden om, hvad folk lavede. Det var blevet rygtet, at ejren skulle være noget for sig selv - og altså noget af en hottie, men det ville Spencer se for sig selv. Hun havde intet bedre at lave - ikke lige nu. Normalt så var hun ligeglad - men idag, havde hun ikke lyst til at være det. Derfor trådte hun imod døren til biksen. Hendes bevægelser var ekstremt yndefulde. De lange ben havde sin egne evner, og ikke kun fordi, at hun var succubus. Der var bare en farlig mystisk charme over hende, hun desværre ikke kunne løbe fra. Hun var klædt i en sort kjole som gik hende til knæene og havde tynde stropper. Den sad tæt ind til huden på hende, og lod de bløde mørkebrune lokker falde ned over hendes skuldre. Hun lagde døren på håndtaget og tog et skridt indenfor, da hun hørte en sige der var lukket. Forståeligt. Det var ret sent. Men der havde været et eller andet som fik hende til at gå indenfor alligevel ubemærket. Hun lukkede døren som om, at hun var gået og gik stille videre indenfor. Nysgerrigheden havde grebet hende for første gang i mange hundrede år - og det fik hende til at føle sig bare en smule i live igen. Spencer spærrede øjnene op, da hun fandt en fyr på jorden - ikke død, eller døende. Men han så ikke ligefrem så glad ud. Hun sank en klump inden hun satte sig ned ved hans side og kiggede på ham. "Hey... klare du den?" Spurgte hun. Det overraskede hende, at hun overhovedet spurgte. Normalt angreb hun bare folk. Specielt mænd. Hun plagede at dræbe dem allesammen. Men der var noget der sagde hende... at denne fyr var lidt anderledes. Hvorfor? DEt vidste hun ikke...

Brandon sukkede svagt efter at være færdig med at rydde op efter en aftale. Det havde været ren tortur at massere den kunde med smerten, der satte begrænser som han havde været nød til at overskride for at gøre kunden tilflreds. Han knyttede svagt sin ene hånd imens smerten blev værre. Han vidste ikke hvad han skulle gøre.. Smerten var for stærk til at han kunne træne. Han kunne ikke tage hjem i denne tilstand. Han så rundt. Der var beklageligvis ingen senge og madrasserne var ikke bløde nok. Han lagde sig derfor ned på gulvet. Det hjalp lidt, men ikke meget. Gulvet var koldt og meget hårdt. Alt for hårdt, men hvad kunne han ellers gøre? Madrassen var pakket sammen og det havde været svært at pakke den sammen fra starten af. Han lukkede sine øjne og kørte en hånd igennem sit hår. Han havde en halv åbent skjorte på, sorte bukser og sorte sko. Han så virkelig træt ud.
Han åbnede sine øjne, da han hørte døren gå op og en stemme. "Der er lukket.." Mumlede han. Han kunne ikke få sig selv til at rejse sig. Det gjorde for ondt. Han havde ikke lyst til at røre sig nogensinde igen. "Jeg har det fint. Hvorfor er du her?" Han så hen imod hende med et nysgerrigt glimt i sine øjne.

Spencer sank en klump og lagde hovedet på skrå. "Du ser ikke ud til at have det fint." Tilføjede hun og kiggede ham i øjnene. "Jeg blev nysgerrig. Du burde få en præmie for, at drage min opmærksomhed." Hendes lille grin til sig selv, var ment i hendes egen lille humor. Hun kiggede rundt omkring sig og betragtede stedet med rolige brune øjne.
"Fint sted du har dig forresten, jeg har kun hørt godt om det." Smilede hun skævt. Det var tydeligt for hende at se, der var noget galt. Det tog en knust person til at kunne genkende en anden knust person. Derfor virkede det næsten som om, at hun kunne se lidt af hans sjæl, og ikke kun på grund af hendes race. Selvfølgelig kunne hun fornemme hans sjæl også, men det var ikke på samme grundlang hun mente. Der var et eller andet interessant over ham som vækkede hendes opmærksomhed. "Kan jeg hente noget til dig? Vand.. et eller andet?" Spurgte hun pænt og sank endnu gang en klump.

Brandon ville ønske at hun gik, så han kunne være alene og fokusere på at ignorere smerten selvom det var utrolig svært. "Jeg vil ingen præmier have." Han lukkede igen sine øjne i håb om at hun i så fald ville lade ham være. Han havde ingen humør lige nu, han orkede ingenting. Han ville bare være alene, men selvfølgelig skulle hun så lige dukke op. "Nå, så enkerne snakker om mig imens de spiser sammen? Super." Hans stemme dryppede af sarkasme.
"Nej tak." Han bed sig selv svagt i underlæben. "Intet kan hjælpe mig lige nu end at ligge ned." Han var stille i lidt tid inden han åbnede sine øjne og kiggede på hende. "Hvis du vil have massage, så må det vente til imorgen."

Selvfølgelig vidste hun ikke, hvad der var galt. Hun ville heller ikke spørge, for så kunne det være han ville spørge hende om noget, og ærlig talt havde hun en veninde som ønskede, at hun skulle holde alt for sig selv. Det var ligesom deres løfte til hinanden. Kunne man vel sige. Hvis hun fandt ud af, at Spencer snakkede til en shapeshifter, ville der måske blive lidt balade. "Det var nu ikke derfor jeg kom hertil." Smilede hun skævt og rejste sig så op. Hun kiggede lidt omkring, så gik hun hen og låste døren for ham og rullede for. "Når du har lys tændt og døren til at slå, så ender folk med at tro, at du holder døgnåbent." hun vendte hovedet om imod ham med et skævt svagt smil. "Men, ikke for at snage eller noget, hvorfor ligger du på gulvet?" Spurgte hun så stille. Men lagde op til, at hvis han ikke ville tale om det, så skulle hun nok lade hver med at spørge. Spencer trådte af sine højehæle og lod foden hvile stille mod gulvets faste grund. "Du burde vide navnet på den person som er så irriterende lige nu." Grinede hun kort af sig selv. "Mit navn er Spencer."

Brandon turde ikke røre sig. Hvad hvis det begyndte at blive værre så? Det var som om smerten var flammer på hans ryg, der bare ikke ville gå og bare blev ved med at gøre ondt hele tiden. Det var efterhånden mere sjældent, han fik sådanne 'smerte angreb' som han kaldte det. "Jeg tager kun imod kunder, der har en aftale." Sagde han blot med en kold tone. Han virkede sikkert uhøflig nu, men det gjorde jo ondt! Smerten påvirkede ham. Den ændrede hans humør. Han kunne starte med at være glad, men hvis han fik et smerte angreb ville han begynde at være tvær, vred og irriteret.
"Åh, jeg ligger her bare fordi der er så dejligt!" Sagde han sarkastisk. Kort efter at have sagt det sukkede han opgivende. "Min ryg gør ondt. Jeg har en skade fra da jeg var barn." Mere ville han ikke fortælle. Han kendte hende ikke og kom nok heller ikke til det. Hun skulle ikke have alt at vide. Han åbnede sine øjne og så på hende. "Jeg hedder Brandon. Hvis du ikke er her for at få massage, hvorfor er du her så?" Inden hun kunne nå at svare snakkede han igen. "Hvis du er ude efter en date, så nej tak. Jeg dater ikke." Han smilede lidt for at vise han lavede sjov. Det var dog også rigtigt. Han datede ikke. Enkerne han masserede interesserede ham ikke.

Sarkasmen. Den gjorde hende skam ikke noget. Men at han fortalte om sin ryg lagde hun hovedet på skrå - om det var for at vise, at hun ønskede at lytte til ham. Hun havde trods alt ikke haft en samtale med en mand uden et forsøg på at slå ham ihjel siden nogensinde. Hun skulle til at svare ham inden han tilføjede noget nyt, det fik hende til at grine kort med et venligt smil på læben. "Ser du Brandon. Jeg er her hverken for det ene eller det andet. Faktisk burde jeg slet ikke være her. Men hver sød ikke at fortælle nogen at jeg kom forbi for en hygge snak, jeg har et ry der skal passes." Smilede hun skævt og satte sig ned på hug igen. "Men. Jeg må sige, det er rart at være her. Det virker som et sted, man kan være sig selv." Hun kørte blidt en hånd igennem sit hår. "Jeg er imponeret. Allerede. Det må jeg indrømme. Du har min respekt. At du vil massere folk for at mindste deres rygproblemer. Du hjælper dem, fordi du ikke vil have de skal lide ligesom dig. Det beundre jeg." Der var ingen sarkasme eller ironi, kun sandheden der forlod hendes læber stille og harmonisk. Spencer prøvede faktisk bare at være venlig - om det blev set sådan, det måtte det jo vises.

Brandon begyndte at fornemme at smerten forsvandt lidt. Måske hjalp det rent faktisk at ligge på gulvet? Han havde ikke prøvet det før. Det måtte han huske til næste gang, det skete, hvilket nok ville være om noget tid. Lyden af hendes latter gav lidt ekko i hans tomme hoved. Han rynkede svagt på panden over det, men skubbede det til side. Han fik med lidt besvær sat sig op. "Hvem skulle jeg fortælle det til? Jeg har ingen venner og mine kunder gider ikke høre om andre kvinder, jeg møder." Han så på hende med et tomt blik som viste at han bar smerter i sjælen. Han havde ingen venner, han var kontrolleret af fortidens smerter, han var nærmest følsesløs.
"Det er meningen at det skal føles sådan. Mine kunder skal føles sig hjemme,så de kan slappe af, og jeg kan massere dem ordentligt." Han fik rejst sig op selvom det tydeligvis gjorde ondt på ham. "De kommer ikke til mig på grund af rygproblemer.. lige for tiden. De kommer fordi det føles godt. Hvis de har problemer med ryggen, så vil jeg dog med glæde hjælpe dem." Han vendte sig om imod hende. "Du har stadig ikke fortalt mig helt præcis hvad du laver her."

Hun smilte skævt. "Det var ikke på den måde jeg mente. Men det selvfølgelig også rigtigt. Det bare harmonien. Jeg bor i en halv krigzone så. Den her ro er bedre end hvad jeg er van til... og det alligevel en del." Tilføjede hun stille og kiggede stadigvæk rundt da han vendte sig imod hende. Hun lagde armene overkors og trak på skulderen. "Tja. DEt har jeg jo. Min nysgerrighed drog mig herhen. Jeg er i byen for at møde min kære onkel og hans side af familien." Julian tilbage. Yay, hun skulle indblandes i familie dramaet, hun måtte næsten være den eneste kvinde i den familie som aldrig havde været voldtaget. Tanken rystede hun hurtigt ud af hovedet igen og tog fokus i nuet.
"Beklager jeg bare står her og fylder. Du vil sikkert også gerne hjem, det ikke så interessant at stå og snakke med mig." Hun kløede sig kort i nakken, hvad var det? var dæmonen ligepludselig lidt usikker på sig selv? Nej det kunne da ikke være rigtigt, kunne det? Hurtigt som usikkerheden spejlede sig i overfladen blev den fanget og smidt langt væk, så den ikke havde chance for at springe fri fra nettet igen.

Brandons største ønske lige nu var at ligge sig i sin dejlige seng henne hos hans lejlighed, men det ville være uhøfligt at sparke hende ud af butikken, så han kunne slukke alle stearinlysene og låse butikken. "Du kan altid komme igen, hvis du føler behov for det." Rettere sagt at hun skulle gå nu og kunne komme tilbage i morgen, når der rent faktisk var åbent. Han var uhøflig lige nu, ja, men han var bange for om ryggen ville gøre rigtig ondt igen.
"Og så besluttede du dig bare for at gå herind?" Mumlede han lavmælt, så han var i tvivl om hun hørte det. Han rynkede svagt på panden over at hun pludselig virkede lidt usikker. Et svagt smil bredte sig derfor om hans læber, hvilket gav hans øjne en lidt charmerende glød. "Det går nok." Han gik hen imod døren og åbnede den for hende. "Damerne først."

Selvfølgelig kunne hun fornemme at han gerne ville have hende ud. Hun havde trods alt levet igennem en masse år og havde ret god situations fornemmelser når det angik sådanne situationer her. Hun smilede dog til ham. "Pas på. Jeg kan finde på, at tage dig på ordet." Spencer lod en lille latter glide harmonisk ud imellem læberne kort og gik så ud af døren, som hun var kommet ind af. Så drejede hun sig rundt på hælene og kiggede atter ham i øjnene. "Så... Vi ses måske imorgen eller?" Sprugte hun nysgerrigt. Lysten til at vende tilbage imorgen måtte hun indrømme smagte godt. Måske var det fordi, at han ikke kendte hende på samme måde som mange andre gjorde, han var ikke blandet ind i hendes hverdag og de hemmelige møder hun gik til.

Næste eftermiddag/aften.

Selvfølgelig havde Julian opdaget hans niece var i byen. Hendes fætre havde været sent ud for at skaffe hende af vejen, mest fordi Julian godt vidste, hvor stærk Spencer var. Og han havde ikke brug for hende og Stella fandt hinanden og dannede en gruppe for at udslette ham. Et snig angreb havde hun ikke forventet, og lige nu løb hun afsted gennem gaderne, så godt hun dog kunne. DEt eneste sted der ikke havde fået sig en rift så dyb den ville give ar var hendes ansigt. Men blod var der næsten over det hele. Hun haltede mens hun lod, det skulle nok hurtigt blive bedre, men lige nu skulle hun bare væk. Blodet farvede hendes hår og hud. Hun havde været klædt i en hvid top og et par sorte bukser, men toppen var ikke ligefrem hvid mere. Spencer faldt til sidst og krøb ind i hjørnet. Hun havde søgt mod Brandon, men alligevel et stykke derfra, han skulle ikke have noget at gøre med det her var hun kommet frem til i sidste sekund. Derfor satte hun sig i hjørnet og klemte den kraftig forstuede ankel ind til sig og holdt vejret imens hun ventede på de løb forbi. Men Spencer var for klog til at vide de ikke ville kigge i hjørnet så hun skiftede form til Brandon, dog stadigvæk med skaderne hun ejede, men hendes fætre kendte ikke til hendes evne. Så lidt sikkerhed var hun. Endelig løb de videre. og hun åndede lettet ud, dog blev hun i formen lidt endnu.

Brandon var ærlig talt ret ligeglad med om hun vendte tilbage eller ej. Så længe hun ikke afholdte ham fra at gøre sit arbejde, så kunne hun besøge ham hver dag. Han kneb svagt øjnene sammen over det hun sagde. Ville hun allerede vende tilbage imorgen? Han nikkede kort. "Måske gør vi, ja." Han lukkede døren og begyndte derefter at puste stearinlys ud. Efter nogle minutter forlod han selv butikken.

Brandon bladrede hen til den næste side i hans bog for at se hvor mange kunder han manglede. Han smilede svagt over at der ikke var flere, hvilket betød at han havde fri i dag. Han lukkede bogen sammen og forlod butikken. Selvfølgelig huskede han at låse efter sig. Han begyndte at gå i retningen mod sin lejlighed. En gruppe fyre løb forbi ham, hvilket fik ham til at rynke svagt på panden, inden han trak på den ene skulder. Han fortsatte med at gå indtil han nåede til en blindgyde. Han rynkede svagt på panden og så hen imod gyden, da han var ret sikker på at han havde set noget bevæge sig. Han begyndte at gå lidt tættere på. "Hey, er du.." Han stoppede sig selv, da han fik øjnekontakt.. med sig selv! "Hvad i alverden?!"

En stemme skar igennem til hende. Den samme stemme hun havde snakket med igår. Brandon. Hun kiggede op, havde helt glemt, at hun faktisk lignede ham på en prik. "Brandon. Hey." Hun løftede armen ud for at ville sige hej, men både hånden hun havde ligenu og hans udtryk i øjnene fik hende til at huske på, at hun jo trods alt havde skiftet form. "Nårh.. ja." Hun hostede kort og skiftede så form om til sig selv. "Undskyld." hun lænede hovedet tilbage til moren og lukkede øjnene kort. "Beklager jeg kom lidt forsent. Jeg fik lige pludselig travlt." Grinede hun kort af sig selv, inden hun så ømmede sig. Trods alt var hun i smerte, hvor meget og hvor lidt var ikke til at sige. Til sidst fik hun rejst sig op, dog støttende ind til muren. "Sorry for, at jeg gav dig et chok før. Det var bare lige det første jeg tænkte på." Hun holdt vejret og prøvede så stille at gå et skridt hen imod ham - måske prøvede hun bare på at klare sig som hun altid havde gjort. Men hun kunne ikke gå normalt, på grund af hendes fod.

Brandon havde svært ved at forstå at der rent faktisk var en foran som lignede ham på en prik. Han blev bare mere forvirret over at det viste sig at være Spencer. Hvad i alverden foregik der? Det var først da at hun var skiftet tilbage sin egen form at han indså at hun blødte. Straks satte han sig på hug og prøvede at vurdere om hun var i livsfare, eller om det var noget som kunne ordnes uden spild af ressourcer.
Han kommenterede ikke på hendes undskyldning, hvilket sikkert var lidt uhøfligt af ham, men altså.. hun blødte jo! Han rejste sig op samtidig med hende og kneb øjnene lidt sammen. "Forklar mig hvad der er sket." Han lagde sin arm om hendes liv for at give hende støtte. "Har du brug for at jeg bærer dig?"

Hun smilte svagt til ham. "Min onkel og hans sønner er nogle idioter, som mig og nogle veninder prøver at sætte en stopper for. De havde åbenbart regnet ud at jeg var kommet tilbage til byen, og anså dette som et perfekt tidsspunkt at angribe på. Så simpelt er det." Svarede hun ærligt og rynkede kort på næsten af smerten. Hun drejede hovedet over mod Brandon da han lagde en arm om hendes liv for at give hende støtte. Hun sank kort. "Jeg tror jeg klare den." Svarede hun. Hun ville nok ikke dø af det her. Men dæmoner healede heller ikke ligefrem, så det ville tage hendes tid før det gik i sig igen.

Brandon rynkede svagt på panden. Det lød til at hendes onkel og fætre var nogle voldelige typer som vagterne kunne tage sig af. Måske var de drenge, der havde løbet forbi ham hendes fætre? Hvis det var, så ville det betyde at de var løbet forbi hans butik og måtte have konstateret hun ikke var der. Så hun kunne trygt gemme sig inde i hans butik. Der var for langt til hans lejlighed og hendes sår skulle ordnes nu.
"Godt nok. Så lad os få dig hen til min butik." Sagde han og begyndte langsomt at gå imens han støttede hende. Hvis hun viste det mindste tegn på ikke at kunne gå ville han simpelthen løfte hende op, og bære hende hen til butikken, om hun ville have det eller ej.

//Korte svar, undskyld..

Hun nikkede kort. Spencer var taknemlig for, at han ville hjælpe hende. Der skete så meget i den her verden, og hendes familie var ikke den eneste ting. Men på sammetid, ønskede hun også at komme væk fra den, selvom hun var bundet på livet til at kæmpe for at få den udryddet. Det havde rådet bestemt. Som hun sad i, hvilket også var grunden til at tingene var så kompliceret for hende. Så snart hun skar ansigt af smerterne der samlede sig på et sted, blev hun svunget op i hans favn. Det var som om, at alt hendes stædighed og selviskhed forsvandt og blev erstattet med den pige hun havde været tilbage i tiden - så uskyldig og behov for tryghed. Det var vel en evne mandfolk havde ikke sandt? Det der med at løfte kvinderne op i deres favn. Det gav en beskyttende effekt, som ikke var til at beskrive som andet end positivt. Så snart der blev låst op og de kom indenfor kiggede hun sig omkring. Det var alligevel dejligt, at være herinde igen. Det var den følelse af, at man kunne være sig selv hun søgte efter, og den var altid så kraftig herinde. Hvilket hun ikke klagede over overhovedet.

Brandon lagde mærke til at hans ryg begyndte at føles irriteret i det at han løftede hende op. Nu skulle han være forsigtig. Han gik roligt hen til butikken med stor besvær fik han låst op for døren og åbnet den. Han gik indenfor og lukket døren ved hjælp af sin fod. Heldigt for ham havde han ikke foldet madrassen sammen, så han lagde hende der. Han gik hen til skrivebordet og åbnede en skuffe. Han fandt en klud og forsvandt så ind i et andet rum.
Efter noget tid vendte han tilbage med en våd klud og bandager. Han satte sig på hug ved hende. "Jeg er ikke god til at rense sår, så du må lige bære over med mig." Han bed sig selv svagt i underlæben. "Kan du tsge din trøje af?"

Hun trak kort ansigtet sammen i smerte da hun blev lagt ned, men først da han havde vendt ryggen til. Hun lyttede efter og først da han kom tilbage åbnede hun øjnene igen. Hun smilte af ham. "Jeg overlever nok skal du se." Hun sendte ham et venligt blik og nikkede så. Hun satte sig op, stædig som hunvar lod det sig gøre. "Du skal ikke stille spørgsmål til det du kommer til at se." Det var for at gøre ham parat. Da hun trak trøjen overhovedet kom der en masse ar til syne på hendes ryg, men ikke normale ar. Det lignede en masse sår der var skåret ind i hendes hud som derved var blevet til ar, som lignede vinger. Dog ville han først kunne se det når blodet var vasket væk, men man kunne godt se, der var noget som ikke var normalt. "Jeg sætter virkelig pris på din venlighed." Sagde hun så. Heldigvis var hun ikke så nem at få ram på. Hendes mave kunne man se en af hendes fætre havde svunget en kniv som hun havde prøvet at undvige, derfor var flængen ikke dyb nok eller slem nok til at efterlade sig ar. De eneste steder hun havde ar var ryggen som sagt.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Brandon så lidt væk imens hun tog toppen af. Det føltes overskridende at skulle have hende til at tage toppen af, også selvom hans kunder normalt plejede at gøre det, så han bedre kunne massere dem. Han så først på hende, da hun snakkede. Han var lidt overrasket over hendes ar, men han kommenterede ikke på det. Han kørte forsigtigt kluden hen over hendes sår på maven. Han begyndte stille og roligt at rense såret.
Han tog bandagerne og lagde det over såret. "Kan du løfte dig lidt, så jeg kan få bandagen rundt om dit sår?" Spurgte han og så på hende undrende. Han håbede at hun kunne gøre det, ellers kunne han nok forsigtigt løfte hende lidt, men det ville ikke være godt for hans ryg lige nu.

Det var faktisk yderst grænseoverskridende for hende selvom hun var succubus dæmon. Hun plejede trods alt at tage en mands sjæl igennem at være sexuel attraktiv, derfor smed man også tøjet, men det var for føden. At hun faktisk gjorde det for at lade en mand hjælpe hende, var noget hun aldrig plejede at opleve. Hvis det ikke havde været fordi, at hun snakkede med Brandon igår, ville hun ikke stole på ham. Man kunne vel sige, at hun hurtigt stolede på folk, men at han ville hjælpe hende, tog hun som at hun kunne stole på ham. Ikke alle ville være gået hen for at hjælpe hvis det var. Derfor løftede hun sig også for at hjælpe ham. Hun vidste trods alt, at han havde noget med ryggen, så til besvær ønskede hun ikke at være. Så snart han havde bundet det om hende satte hun sig svagt op og støttede med sine albuer. Hun løftede den ene arm op på hans skulder. "Pas nu på dig selv. Jeg vil ikke se dig komme til smerte på grund af mig." Smilede hun skævt og venligt til ham og lod så sin hånd falde ned så hendes arm kunne støtte hendes overkrop i at holde sig oppe.

Brandon kendte endnu ikke til hendes race, og hvis han skulle være ærlig, så var han ret ligeglad med hvilken race hun var. Havde hun brug for hjælp. så skulle han nok hjælpe, men kun fordi at hun virkede sød. Han ville også få utrolig dårlig samvittighed, hvis han ikke hjalp hende. Da hun løftede sig selv lidt skyndte han sig at binde bandagen om hende. Til sidst strammede han bandagen lidt, så det kunne stoppe blødningen, og lukkede den ved at bruge en form for klips. Det burde holde, ikke? Ellers havde han mere bandage, hvis det var.
Han rynkede svagt på panden over at hun lagde sin arm på hans skulder. "Jeg er vant til det." Var hans følsesløse svar. "Læg dig ned. Du trænger til hvile." Hun kunne blive i butikken natten over. Han kunne dog ikke tage hjem, og han kunne heller ikke sove på gulvet. Måske kunne han sove på stolen?

Hun så mod ham. Så rystede hun på hovedet og tvang sig selv til at rejse sig op og væk fra madressen. "din ryg har mere brug for noget blødt end jeg har." Smilede hun til ham. "Der er meget jeg kan tage imod, men jeg vil heller ikke være til besvær. Hun haltede hen til stolen og satte sig på den. Hun løftede det dårlige ben op på nærmeste genstand for at få det lidt op. Hendes mørke lokker dækkede over hendes barm, hvor det sorte stof fra hendes bh dækkede fint henover huden. Hun satte sig til rette og kiggede hen på Brandon. "Jeg kan sagtens hvile i en stol." Smilede hun skævt til ham.Desuden var hun et nattevæsen, hun kunne klare lidt af hvert.

Brandon måtte indrømme at han ikke orkede at hun forsøgte at hjælpe ham med hans ryg. Det var faktisk ubeskriveligt irriterende. Han var vant til smerten, den havde været ved ham halvdelen af hans liv. Han rejste sig op og så på hende over skulderen. Hans blå øjne var følsesløse som altid. "Læg dig på madrassen. Det er ikke til diskussion." Sagde han, ret strengt endda. Han gik hen imod hende.
"Jeg har ikke brug for hjælp eller medlidenhed med min ryg. Det har jeg haft lige siden, jeg fik det, og det irriterede mig efter blot nogle måneder. Så spar mig for din medlidenhed og læg dig på madrassen, inden jeg tvinger dig derover." Han stoppede op lidt væk fra hende med armene over kors og øjnene lidt knebet sammen.

Hun rejste sig op i refleks, og skær i et split sekund ansigt inden hun trak det i sig. "Jamen undskyld for min medlidenhed. DEt kommer ikke så nemt til mig, at være venlig altid." Hun trådte forsigtigt hen foran ham og kiggede ham dybt i øjnene. "Men jeg skal nok lade hver med at brokke mig så. Det kommer der intet godt ud af alligevel." Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham kort inden hun så trådte forbi ham og satte sig på madrassen. Hun tog sig til sin fod og masserede ledet, hvor det gjorde ondt. Lidt tid efter lagde hun sig så ned og løftede blikket efter den retning Brandon var i. De mørkebrune øjne kiggede nysgerrigt efter hvad han mon lavede. Det var første gang en mand intersserede hendes nysgerrighed.