Think twice before you hit someone.. they might be crazy - Delilah

Delilahs beklædning.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Delilahs start position (bare med lås om anklerne, der gør hun ikke kan bevæge benene. Og ikke kan stoppe med sprede sine ben)
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]


Delilah bliv som pisket af den kolde luft i Rafaels store luksus mødesal. Med hårene i nakken der rejste sig i protest, og balderne der nervøst frygtet en 40 centimeter satan hvert andet øjeblik, samt hendes følelse af afmagt og hjælpeløshed, for selv hvis rebene knark og kæderne om anklerne rustnet væk, ville hun som en lille uartig skole pige være tvunget til at blive i hans magt, for i sandhed var et ikke de fysiske lænker som stjæl hendes frihed, det var realiteten af hun i de næste 24 timer var Rafaels ejendom, hans slave, hans objekt at styre efter hans vilje, og hun skulle adlyde eller leve med vægten og skylden af at skulle høre Sajros knogler knække hver eneste gang hun lukket øjnene for at sove. I hver eneste mening af ordet slave var hun hans, ikke metaforisk, ikke halvt, men så direkte som begrebet er, og tros hun sikkert føler opkast over at vide det.

Delilah så fra sin stilling op i Rafael der dominant forventet hendes blik rettet mod ham i sin trone, og selvom hendes oprørske gener sikkert skreg på at spytte efter ham eller dreje hoved, så vidste hun, at udviste hun fornægtelse eller foragt mod ham, ville der ikke være et sted på jorden dem hun elsket ville kunne være trygge. Hvis hun ikke suget hans pik tør og sank hver eneste droppe med et smil selv uden han befalet smilet, ville han aldrig stoppe. Så hun kigget op på ham fra sin underkastende og ydmygende position på gulvet, mens Rafael stod hævet over hende, og havde et glass mælk i hånden der havde stået ude i solen i over en måned, så den var så tyg og klam at den knapt nok ville kunne komme ud af glasset. Rafael havde intet tøj på.

Rafael bukkede sig ned i knæ og gav så Delilah en hård lussing med sin frie hånd, ikke så hårdt som han kunne... er du sindsyg.. så ville hendes hoved havde taget en hel omgang rundt. Men en typisk hård lussing som selv hun som har en høj smertegrænse ville føle som en let svie på kinden i nogen sekunder efter. "Du svag Delilah." Sagde han domniende og bestemt så selv Lucifer ville krumme sine tær. Han sagde til Delilah "Åben munden slavetøs" Han lagde ekstra tryk på slavetøs og var ligeglad hvor sur hun ville være på ham. Hvis hun nægtet ja... i hjørnet stod 10 gravide menneske kvinder på skamler med en lykke om halsen, og en dæmon stod hver af kvinder, så udover at Rafael ville henrette en af menneskerne hvergang Delilah var flabet eller ulydig, ville Sajro selvfølgelig også dø på den mest kreative måde Rafael overhoved kunne tænke sig frem til. Så Delilah havde intet andet valg end at efterkomme hans ubehøvligt kommandoer, og hade ham forevigt... senere.

Rafael satte glass ned foran Delilahs hoved, og tog fast i sin store tunge pik og med et skønt sadistisk suk pisset han ned i glasset, så den lugtende afskedelse fra kroppen sammen med den faste og tygge rådne mælk. Rafael tog armen bag delilah, som derved var ude af hendes synsvinkel, men det lyd som om der stod et bord et sted bag hende, for han tog en dåse over en eller anden overflade. Rafaels hånd kom tilbage i hendes synsvinkel, og i den var en øldåse som han tømte noget af i glasset også, og den sidste ingrediens i glasset var en ordenlig spyt klat, hvorefter han tvang brutalt glasset i kæften på Delilah, og tømte indholdet i alt fra hendes luftrør, undermund og til overmund, og selv hvis ikke smagen havde været så opkast fremkaldene, havde hun nok været tæt på at brække sig alligevel pågrund af så meget var i munden på hende så hurtigt før hun ville nå at sluge... hvis hun da kunne få sig til at sluge den rædselsfulde smag.. Hvis Delilah brækket sig, - hvilket ville var højtsansynligt og forståeligt - ville opkasten ikke kunne komme ud af hendes mund fordi glasset stadig var halvt presset i kæften på hende, så hun ville bare føle smagen af at skulle sluge sin egen opkast sammen med den klasse masse i munden på hende.

Da hendes mund var tom tog Rafael glasset ud af munden på hende mens han sagde bestemmende "Ikke kast op slavetøs. Din krop er ikke din egen" Rafael henrettet en gravid pige hvis ikke delilah kunne holde brækken tilbage.
Rafael tog fast i Delilahs hoved og holdte det stille, mens han lod sin pik prikke og dingle ind i hendes hoved, øjne, pande, næse, lidt over det hele, mens han lod en virkelig dyb latter skilde sig fra hans læber "Tig om min pik i dig slavetøs. Tig eller Sajro dør på den mest kreative måde jeg kan udtænke" Hans pik bliv mere og mere hård, og begyndte at stritte lidt, og måske var Delilah fyldt med stædighed, men Rafael havde et utal uskyldige mennesker at slå, ogville ikke tøve med at dræbe Sajro når han løb tør for ofre for hængning. Og nu skubbet de en gravid kvinde ned, hvis du ikke tigget, og hun skulle tigge oprigtigt og inderligt bede om hans pik i hende, ellers ville de tage en lille gruppe børn derind, tog pladserne hvor de (måske!) døde kvinder havde stået op, og fik lykken om halsen, klar til at måske falde i døden for Delialgh stædighed. - men hvis Delilah var fornuftig nok til at gøre som der bliv sagt, døde de gravide kvinder ikke.

Rafael gik ombagved Delilah, og med hans stive pik gennemboet han hendes anal hul (hvor der hul i outfitet) efter at have skubbet g-strengen til siden, og begyndte at genne tæve kneppe hende med hans kraftige stød, så hårdt at Castles stød ville blive gjort til skamme iforhold til Rafael, det var som at sammenligne et vindpust fra et spædbarns læber når den trak vejret isøvne, med en fuldvoksen tornado der ville flå højhuse fra hinanden som en bowling kugle ville flå et korthus. Rafael gav hende abselut ingen nydelse, ikke fordi han ikke ramte hendes punkter der giver nydelse, men fordi hele hendes indre det overhoved var muligt uden at splitte hende i to dele indefra, var prob fyldt med stor blod pumpet pik masse. Rafael viste ingen barmhjertighed i sine stød frem og tilbage, og som en rambuk mod en borg mur tævet han sig ind i hende på mest grum vis, indtil endelig efter 25 stød han i mest bogstavlig forstand ... var bange for hans legetøj gik i stykker... hvis han gav hende bare et til.
Selvom Delilah havde haft sex med ham før, havde han altid holdt igen de gange med hende, fordi der handlet det om hans og hendes nydelse, og nu handlet det ikke gang om hans nydelse, men om hendes ydmygelse om at blive voldtaget af en hun hader som pesten.

Rafael gik ud af hende, og tog fast i g-strengen efter at have sat den på plads udenfor hendes røvstreg igen, og begyndte at trække op i den, af hele hans overkrops styrke, så den kom heeeeelt op i hende, og hun bliv løftet op i luften i det korte sekund den holdte, hvorefter hun faldt ned til jorden igen med et ´bumb´ da g-strengen knark og hun lå undertøjløs med en lysserød streg langs hendes røv streg fra g-strengen der var gået hæftigt op i hende, så højt der var rester fra lort på selvom delilah langtfra var dårlig til at tørre sig. Plus ved selve anal hullet var der lidt blod som løb ud fordi hullet var ekstremt gennembrugt.

Rafael hævet sig over hende igen, bare der bagfra hvor han stod, og satte sig ned ved siden af hende, og tog den her -

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]


Fra bordet bagved delilah. Det paddle var lavet af stærk egetræ og var lavet til rigtig mange slag om man så slog på musten, men fra første slag mod Delilahs nøgne balder der faldt nedover hendes røv på begge balder sammetid, med samme kraft som om han kunne knuse hele bjerge med det slag, og Delilah skulle være glad for der inden knogler var i numsen, for da slaget ramte hende kunne man høre hele gulvet hvor kæderne hun sad i blive rystet som var der et lokalt jordskælv, og loftet selvom det var nybygget til smulder til at falde fra loftet, så hvis Delilah havde haft knogler i røven ville de have pakket deres tasker og fundet en anden krop af bo i... Men der var en ting som Delilah havde i balderne som alle andre, et hav af smerte nerver. Rafaels slå redskab knækket ved det første slag, men satte sig gerne ned og gjorde klar til at slå hende med håndfladen.

Rafael lod hans hånd mildt massere hende skrigende røde røv, han masseret den ikke mildt for at være rar, men for at varme den op, og gøre nerverne mere følsomme og derved de næste par slag mere smertefuld end de ellers ville have været, mens han på samme tid gjorde at svien og den brandene følelse fra sidste slag lidt mere aktiv ved at berøre området der gjrode ondt. Rafael slog på den højre balde nu.. ud af det blå.. og med det samme stoppet med at massere. Og som et tordenslag bare trykket fra slaget fløj så hurtigt gennem luften at man for et kort sekund havde den ringene lyd for ørene som havde man haft hoved tæt på en sprængning.
Rafael løftet hånden op igen, og ... Delilah fik ti slag i alt. På det tiende slag sprang kæderne i stykker fordi hun for hver eneste slag blive revet fremaf af rent tryk. også på det tiende fløj hun fri fra kæderne og arm bindene, også da hun ramte væggen med en alt for høj fart, sagde Rafael højt og dominende "Kom og slik min pik til slavetøs!!" han ville være hadet for evigt af hende, bare af den tone han sagde den sætning i, men... hun havde intet valg end at slikke ham til han kom i munden på hende.

Efter den laaaange og behagelige blowjob ... for Rafael.. og hun fik taget hans lem ud af hendes mund efter en god omgang sæd var kommet i hendes mund, også sagde han "slug din usle slavetøs".
Rafael klappet i hænderne, også kom der en dæmon ind med en død baby i armene, blodig, og lidt navlestrengen stadig ud af maven, og man kunne føle den stadig havde krops varme, så den var nyligt død. Babyen bliv smidt på jorden foran Delilah. hvorefter Rafael bestemmende siger "I min villas kælder er der små tyve stykker levende små ´pus´. Hvis du spiser den der nydøde en, hud og hår, alt. Vil du redde de andre tyve som vil blive sendt tilbage til deres forældres arme... ellers vil de blive brandt som bacon og spist af mig senere som en nattegodbid"


- [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Delilah var ikke vred. Hun havde for længst overgået vred, og havde tvunget hendes krop til at slå over i den brændende kolde raseri, der var forbundet med en stærk trang og let summen i hendes fingre, for at få lov til at hamre en sten ned i hovedet på Rafael, indtil hans hjerne ikke var andet end babymos der sad som små klistrede klatter tilbage på den sten hun klemte om. Faktisk svævede hun også et godt stykke over rasende, og dansede hånligt på trang til at slå ihjel. Hun var over den form for vrede. Hvad Delilah følte for denne mand, kunne ikke måles på denne måde. Det sprængte rammerne for hvad hun havde oplevet tidligere - og hun havde oplevet mange former for had ætse hendes indre op igennem tiderne.
Og så var det fandme også koldt?! Kulden spredte hånligt kuldegys ned over hendes krop, som var det sandkorn der blev strøet ud over en hønsegård. Måske havde Rafael bare så tykt et fedtlag at han ikke kunne mærke kulde længere, selvom det ikke virkede videres sandsynligt at der kunne være fedt ovenpå det bjerg af muskler han var opbygget af - uden hans hud knækkede. Og Delilah kunne skam finde langt mere at beklage sig over, hvis hun fik lysten; Lænkerne der skar sig dybt ind i hendes hud, og rev hendes arme i en så sindssyg position at det føltes som brændte hendes skuldre. Læderbeklædningen var ikke videre ubehagelig, men den strammede næsten kvælende om hende, når hendes krop var vredet i den position han havde tvunget den ned i.
Ikke at hun ikke kunne blive ved, men hendes hjerne afbrød konstant tankestrømmen, med den simple konstatering at det ikke betød noget. På trods af den dybe kvalme der summede og spræk i hendes krop, så var hun Rafaels den næste dag. Men det var hendes egen skyld, selvom hun ikke et sekund havde været i tvivl om, at hendes værdier aldrig havde givet hende chancen for at afslå. For hun havde fået et ultimatum, og hun havde accepteret dette helvede - i bytte for at Sajro ikke blev flået fra hinanden. God byttehandel? Det var sgu ikke sikkert, men betød det virkeligt noget? Selvfølgelig ikke.

Hendes nakke skreg og hamrede på hende i protest, da hun rev hovedet opad, sådan at stillingen blev langt mere umulig end den allerede havde været. Hvis Delilah ikke havde været så smidig at hendes krop kunne vrides i sådanne positioner, så var et par af hendes knogler brækket da hun blev spændt fast. Og på trods af at langt størstedelen af hendes muskler dunkede af smerte, så løb ikke en trækning af noget ubehageligt over hendes ansigt. Ikke tale om hun ville give ham den tilfredsstillelse.
Fucking svin.
Hendes ansigt havde ikke en dråbe af følelse over sig, idet hendes specielle, grønbrune øjne lagde sig på ham. For fanden hvor havde hun lyst til at rive sig fri - hvis det havde været muligt - og stikke hans øjne ud med en negl. Derfor var det også som blev hendes indre revet i stykker lidt efter lidt, da hun vidste at selvom hun højst sandsynligt ville få chancen for at skade ham - mere eller mindre - så kunne hun ikke gøre det. Derfor var det også som hakkede han hendes stolthed i stykker, da hun var tvunget til at fange ham med blikket, fra denne ... Ydmygende position.
At Rafaels tøj syntes forsvundet, plantede ikke et korn af overraskelse i hende. Det var trods alt ikke første gang hun så ham nøgen, selvom det tidligere havde været frivilligt, hvilket nok var grunden til at det dengang ikke havde virket så ubehageligt at han var så .... stor. Men hvad Delilahs blik klistrede sig til, var ikke dét - istedet var det et glas ... mælk, hans fingre var snoet omkring ...? Gammelt mælk. Klumper svømmede ikke drillende rundt længere, idet det var forvandlet til en tyk, blævrende masse af hvidt snask. Det flydende væske der var blevet udskilt fra den hvide mælkeklump var lettere ugennemsigtig, og prikkede til den kvalme Delilah allerede følte over denne underkastelse.
Delilahs hoved blev revet imod siden, da Rafaels hånd ramte den, og endnu engang skreg hendes hals i protest over den uretfærdige behandling, der syntes at gå ud over den konstant. Hendes kind brændte let, men heller ikke nu flakkede smerte henover hendes ansigt. Fandme nej om hun ville vise smerte! Hendes blik gled langsomt opad og fandt igen Rafael, hvor det stædigt lagde sig som var intet sket - også selvom fornemmelsen af hans hånd imod hendes kind, først svandt ind da. Men Delilah havde lang erfaring med smerte, så ikke at reagere var naturligt - idet hun altid havde nægtet at vise svaghed på den måde.
Hvis jeg er svag, hvorfor leger du så et dominant æsel?
Delilahs læber sitrede end ikke for at kaste de mange fornærmelser hendes hjerne udtænkte imod ham, idet hun vidste at det ville ende i en eller anden form for massakre. Men hans ord påvirkede hendes indre, selvom hendes ydre endnu ikke viste tegn på at noget var sket - hvordan fanden vovede den idiot at kalde hende svag?! Han vidste ikke en fucking skid om hvad hun havde gået igennem, så han skulle holde sin kæft! Måske flakkede had et kort øjeblik over hendes ansigt, men det lykkedes hende faktisk at holde sig nogenlunde i ro.
Hans kommando fik det dog til at sitre let i hendes mundvige. Delilah havde store problemer med at adlyde folk, idet hun netop havde været i en slavelignende tilstand i næsten hundrede år - så derfor var dette som hendes værste mareridt der trak hende igennem tiden, og placerede Rafael som hendes dominerende læremester i stedet. Dog var Rafaels metoder nok en hel del ... klammere. Argh, hvad var der galt med dæmonernes leder?! Hvorfor var det lige netop hendes race der var tvunget til at have et sadistisk, sindssygt svin på tronen?
Slavetøs?! Jeg kapper pikken af dig, din fucked up dæmon!
Men på trods af komplikationerne, skiltes hendes læber modvilligt.

Det suk der forlod Rafaels læber, trampede krampeagtigt imod hendes indre. For fanden hvor hun hadede ham. Lyden af væsken der flød ned i glasset, var nærmest værre end synet af den gullige væske der strømmede derned, og varmen derfra der slog imod hendes ansigt som hedebølger. Afsky nåede at flakke over hendes ansigt og forsvinde igen, i de sekunder hans arm var ude af synsfeltet, sammen med hans blik der åbenbart var på et eller andet der skramlede bag hende.
Delilah var ikke fan af øl. Hun kunne helt simpelt ikke lide den halvbitre smag, hvilket også var grunden til at det forstærkede den allerede brusende kvalme i hendes krop betydeligt, da den blandede sig med den klumpfyldte, snaskede væske i glasset. Hendes øjne gled i, hvilket var grunden til at hun også kun hørte lyden at spyt der forlod hans læber, og landede i den ulækre væske. Kun han for helvede da ikke bare skære lidt i hende!? Brække nogle knogler?! Torturere hende lidt!? Alt dette syntes som et bedre alternativ, end at være tvunget til at adlyde ham. For som det var nu, betød det ikke noget hvad hun ville eller havde brug for for. Intet betød noget.
Hendes blik blev hamret op, da glasset pludseligt opspilede hendes læber, og blev tvunget derindimellem. Massen sivede ned imellem hendes læber som et brusende vandfald, og syntes næsten at ætse hendes tunge i en smag der tvang hendes hals i at skratte som ville hun kaste op. Det var over det hele. Det blev tvunget ned i hendes luftrør, og gav hende en følelse af at blive kvalt, idet hun ikke kunne trække vejret uden at trække massen ned i luftrøret samtidig. Det var i næsen, hvor det blev presset op fordi der var for meget i hendes mund, og det gled ned i hendes spiserør.
Hans ord forvirrede hende let, idet hun kæmpede med at tvinge massen væk fra tungen, der sydede af alt for mange klamme blandinger af smage og klumper. Kaste op? Knapt havde tanken fundet vej til hende, før hendes krop begyndte at protestere og kæmpe med at tvinge det hele op igen. Men for fanden hvor ville hun ikke lade ham se, hvor meget hendes krop følte sig syg over den konsistens og smag der nu nægtede at forlade hendes tunge. Med en kraftanstrengelse sank hun resterne.
Hvis er min krop så? For det er fandme ikke din, klamme stodder.

Det var ikke første gang en eller anden idiot havde syntes det var sjovt at smække sine kønsdele på hende, hvilket også automatisk startede den trang hun altid havde når folk mente det var fedt at gøre - åbne munden, og bore tænderne så hårdt ned i den, at han ikke ville kunne rive sig fri uden at rive den af. Derfor sitrede hendes læber også en smule, idet hun kæmpede indvendigt for ikke bide så hårdt i den, at hans skrig ville fylde hele salen. Gad vide hvor dybt hun kunne bide, før han rev hovedet af hende?
Hun tøvede da han ville have hende til at tigge. Det kunne hun ikke. Det kunne hun ikke! Stolthed havde Delilah, og værdigheden kunne han ikke skubbe fra hende så nemt. Ikke tale om at hun ville tigge! Bede efter ham?! Fandme nej!
"Rend mig, Rafael."
Stemmen var ikke andet end et hvæs. Fandme nej! Hendes hoved rev sig til siden, sekundet en skramlende lyd beviste at en kvinde var blevet skubbet ned fra stolene. Den hæse, raspende lyd af hendes hals der snørede sig sammen, nåede Delilahs ører. Hendes øjne gled i, da den allerede brændende kvalme ikke blev dulmet af synet af en kvinde der langsomt kvaltes. På grund af hende. Det var kun fordi Delilahs stædighed svulmede op inden i hende, at livet ebbede ud af kvinden på en smertefuld måde.
Men hun kunne ikke ydmyge sig selv sådan! Det var bare for langt uden for hende grænse, til hun kunne tvinge sig selv til det. Rebene knirkede da lyden at endnu et par sko der skrabede imod skamlerne da de blev skubbet ned derfra fandt hende, sammen med de sidste hæse åndedræt fra endnu en kvinde nåede hendes ører. Hun slog øjnene op, og lod det lande på Rafael.
"Fint! Stop med at myrde løs, gider du!? Jeg skal nok!"
Hun tøvede i nogle sekunder, før hun igen skilte læberne. Hendes ansigt havde forvandlet sig til en tom maske, sekunder inden hendes let rystende stemme gjorde som han bad om. Hun kunne mærke hvordan alle følelser sivede ud af hendes stemme, imens hun bad om at mærke ham i hende. Tiggede ham. Gav hende selv så meget kvalme, at det var overraskende at hun ikke kastede op ud over ham. Var så underdanig at hun havde den kraftigste lyst til at slå sig selv. Et eller andet! Bare noget ...

Et let gisp af overraskelse forlod ved et uheld hendes læber, da han pludseligt blev hamret ind i hende. Knapt havde den svage lyd mærket den kolde luft omkring sig, før hendes læber klistrede sig sammen. Hendes øjne klemte sig hårdt sammen, men hun nægtede at hvæse af smerte over de stød der syntes at kunne flække hende. Derfor var hun også unaturligt stille, idet hendes fingre borede neglene dybt i håndfladen, grundet den smerte der rullede igennem hende.
Sex er han tydeligvis ikke engang god til.
Hun vidste godt at han faktisk kunne være en god sexpartner hvis han gad, men det skulle for fanden da ikke forhindre hende i at fornærme ham sønder og sammen i tankerne! Og som sådan var det heller ikke det at hun blev voldtaget, der var problemet - selvom den sætning i sig selv var et smadret synspunkt. Delilah var blevet voldtaget mange gange, og selvom det aldrig blev andet end uudholdeligt og smertefuldt, så ændrede det ikke på at hun kendte til det. Men at Rafael gjorde det? Det var problemet!
Sammen med hans størrelse og brutalitet, som heller ikke var super fedt.
Hun bemærkede først at hendes tænder havde bidt så hårdt imod hinanden at hendes kæber og tænder begyndte at smerte, da han trak sig ud af hende. Hvor længe det havde varet vidste hun ikke. Hvor mange stød der havde ødelagt hendes indre, kunne hun ikke svare på. Hun vidste bare at hendes krop konstant ventede på den ekstra smerte der ville komme, for den forventede det. Den gjorde sig klar til at opsluge alle tegn på smerte, for den vidste der ville komme smerte. Det var gået op for den.
Derfor undslap ingen lyde hendes læber, da den tynde snor borede sig ind i hendes kød. Faktisk stilnede hendes åndedræt af, da hun kæmpede for ikke at lade noget undslippe det fængsel hendes læber repræsenterede. Hun ville ikke tilfredsstille ham på den måde. Hun ville ikke vise tegn på hverken svaghed eller smerte - selvom begge dele syntes fandens svære, når han havde den fulde magt over hende. Svin.
Da hendes knæ ramte jorden igen efter at have svævet i luften, skød smerte op igennem hendes knæ, idet hun ikke have kunnet tage fra. Gud hvor havde hun lyst til at kvase Rafael. Klaske ham imod væggen som en enormt stor myg. Hendes fingre brændte for at få lov til at slå ham. Gøre et eller andet! Hun følte sig så hjælpeløs, som hun var lænket fast. Hun var hans, og han kunne gøre ved hende som han lystede.
Du gør mig syg.

Delilahs krop smertede. Kort sagt var hendes krop forvandlet til et blussende flammehav af smerte og protester fra diverse muskler. Men det var ikke hvad der gjorde mest ondt i hendes krop. Ikke musklerne der snart gik af led, eller det ødelagte indre, var hvad der gjorde mest ondt. Det var den sårede stolthed der sprællede hjælpeløst i hendes indre, og gav hendes ydmygelse en allergisk reaktion, sådan at den svulmede op til enorm og dødelig størrelse.
Hun kunne høre bevægelser bag sig, og automatisk spændte hele hendes krop, imens den ventede på den smerte der ville buldre igennem hende. Om den ville komme psykisk eller fysisk var irrelevant, ligesom det ikke betød noget hvor den kom. Samtlige at hendes muskler var derfor spændt, da noget der føltes som stål imod hendes krop, hamrede imod hendes krop og sendte tråde af brand imellem hende. Hendes tænder klappede let da de blev hamret sammen, for at fange det støn af smerte der havde været tæt på at forlade hende, da hvad end det var der havde ramt hende, syntes at have smadret hende.
Hvad Rafael prøvede på, vidste Delilah ikke. Og ærligt talt, ville hun ikke vide det. Hånden der masserede hende, sendte ikke andet en smertesnåle igennem hendes krop, da han berørte de områder han netop havde hakket i smadder med et enkelt slag.
Rør mig ikke, perverse svin!

Da det næste slag kom, rykkede det så hårdt i hendes krop, at knæene skrabede imod gulvet da hun blev skubbet fremad. Hendes arme blev nu trukket yderligere bagud, og det var som var hun langsomt ved at ødelægge hendes skuldre helt. Smerte ristede hendes bagdel, og hvis hendes nerver deri blev fuldstændigt smadrede, hakket i stykker og trampet til ukendelighed, så ville det ikke chokere hende mere end ellers.
Hendes arm blev revet længere og længere ud af den plads den burde sidde i, for hvert slag der rev hele hendes røv i stykker. Men ikke en lyd undslap hendes læber. Spankede han hende? Spankede den fucking idiot hende!? En voldsom lyst til at rive hovedet af ham og spille fodbold med det brændte i hende, og benzindunke landede på flammerne hver gang hans hånd hamrede imod hende, og sørgede for at hun måtte kæmpe inderligt for ikke at trække skuldrene af led.
Derfor var det også næsten en lettelse, da kæderne pludseligt sprang så højt at det dunkede imod hendes øre og tvang hende fremad, til hendes krop hamrede ind i væggen. Hun kunne ikke vende sig så hun sad op af væggen, idet det ville brænde hende op nedefra. Hun nåede dog knap at lægge et par fingre lettere rystende imod væggen, før en ordre gjaldede fra hans strube.
Hun ville flå den strube op med alt hun kunne finde. Måske skulle hun bare bruge sine negle, men hun ville ikke have ham så tæt på hende, som under hendes negle i form af hans døde kød. Ikke engang dét ville hun have mindede hende om det svin der beordrede hende ting. Hendes hår snurrede omkring hende som en elegant piruette, da hendes hoved blev flået hen imod ham, og lod blikket lægge sig imod ham. Hun kæmpede hårdt for ikke at rejse sig og skride ud af den nærmeste dør, imens hun meget charmerende viste ham hendes midterste finger, og vandt heldigvis.
Det var også derfor hun kunne kæmpe sig op på benene, og endnu kunne have ynde og værdighed i de skridt der landede på gulvet, idet hun trådte hen til ham. Hendes blik lagde sig imod hans i nogle sekunder, før hun sank i knæ og skilte læberne.

Delilahs øjenbryn hævede sig en smule da han kaldte hende en ussel slavetøs. At sluge havde hun ikke noget specielt imod, men når spasseren kaldte hende en ussel slavetøs, så mærkede hun først en brændende irritation der forsøgte at få hende til at spytte det ud i hans øjne.
Ussel? Hvis jeg var ussel, så ville du ikke finde det nødvendigt at voldtage mig, tumpe.
Alligevel sank hun. Det var bare sæd? Det gik sgu nok. Problemet var den måde Rafael behandlede hende på. Ikke at hun havde et problem med at hun ikke fik en god behandling, idet hun i manges øjne ikke var andet end skidt der kunne slå fra sig. Problemet var at hun var hans. Hans ejendom. En ting. For fanden hvor fik hun det dårligt, bare af tanken om at hun var hans den næste dag! Måske skulle hun bare hamre hovedet ind i væggen til hendes egen hjerne ikke var andet end grød. Det kunne umuligt være mere ubehageligt end det her.
Smerte og voldtægt kunne hun håndtere.

Men det næste der skete kunne hun ikke håndtere.
Hendes blik landede på babyen, sekundet inden hendes fingre let strejfede hendes egen gravide mave. Hun bemærkede knapt det chokerede gisp der svagt passerede hendes læber, og trak sig igennem rummets stilhed. Hvad havde han gjort!? Hvad fanden var der galt med ham?! Skulle han nu lege babymassakre igen, eller var han bare et svin der nødt til at myrde forsvarsløse babyer!? Hvilket fucked up person kunne finde på at være så forfærdelig!? Latterlige idiot!
Rafaels ord vækkede noget der syntes at være som en hunulv med unger i hendes krop. Han vovede på at skade ungerne! Men hun ville fandme ikke spise en baby! Det kunne hun ikke!
Delilah havde kæmpede i forvejen en inderlig kamp, for at overbevise sig selv om at hun ville kunne elske det barn hun var gravid med. At hun ikke ville smide det på gulvet og flygte så snart det var ude. Så fandme nej om hun ville teste det, og sætte det på den yderste kant ved at spise et nyfødt barn! Hvis hun spiste det her barn, ville det være som at hun eliminerede de sidste chancer hun havde for at elske hendes eget barn.
Det kunne hun ikke. Hun ville ikke. Det gjorde hun ikke. Nej!
"Jeg skal fandme ikke have babykebab! Skrid af helvede til Rafael!"
Delilah rejste sig i et sæt, og trådte et skridt væk fra ham. Hun vidste at det var en fejltagelse, men hun kunne ikke stå nær ham. Hun måtte væk. Fuck det hele! Han skulle fandme ikke tro at han kunne få hende til at gøre alting!