There's no such thing as crazy - Sean.

Lyden af regnen der ramte ned på fortovet genererede Nille ekstremt. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men det genererede hende bare, så hun havde lyst til at skrige af alle, der gik forbi hende. Det var underligt - Efterhånden var der så mange små ting, som havde genereret hende grusomt. Lyden af et host, synet af en dør, normale ting man så hver dag, og egentlig bare ignorerede genererede hende. Hun vidste ikke hvorfor, eller om det kun var midlertidigt, men i sidste ende... Var det ikke bare ligegyldigt? Var alt ikke bare ligegyldigt? Jacob og hendes datter, Viola, snakkede hun ikke så meget med mere. Når hun kunne sov hun på en kro, men det var efterhånden sjældent at hun kunne det. Viola og Jacob var begyndt at spørge ind til hende. De blev bekymret for hende. De ville være sikre på at hun var okay. Det var irriterende. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være i fred?
Det var aften og det regnede. Hun var ikke sikker på hvad klokken helt præcis var, men det betød ikke noget. Hun havde intet hun skulle nå. Ingen hun skulle besøge. Det var længe siden, hun havde gået rundt i gyderne, faktisk.. Hun havde ikke haft tid. Med et lavt suk rundede hun et hjørne - ja, selv det hjørne genererede hende ved bare at være der. Hun rettede lidt på sin hætte, hun havde slået op for at hendes hår ikke skulle blive vådt. Hun havde sin sædvanlige hvide kjole på med en brun kappe over sig. Som altid var hun bevæbnet, det var bare ikke til at se, siden de to daggerter hun havde var nede i hendes støvler. De var nemme og hurtige at nå, så hun var klar, hvis nu nogen skulle angribe hende. Hendes brune lange hår var samlet i en fletning, men den var gemt under hætten.
Fornemmelsen af en, der gik ind i hende afbrød hendes genererende tanker. Hendes lysende blå øjne søgte op og fik øjnekontakt med en tilsyneladende fuld fyr. "Hva dælen? Ser du dig ik' for?!" Råbte fyren og hans hæslige alkohols ånde ramte Nille lige i ansigtet. Han skubbede lidt til hende med et grin, og glasset flød over. Nilles hånd fløj ud efter hans skjortekrave og bankede ham ind i murvæggen tæt ved dem. Fyren var et menneske, det kunne hun tydeligt konstatere nu. Han var svag. "Hva f-.." Fyren blev afbrudt. Nilles ene dagger var lige ved hans strube. "H-Hey..Lad os nu ikke.. forhaste os, 'kay, heh? Hør nu, jeg er ke-.." Igen blev fyren afbrudt, men for den sidste gang i hans liv. Daggerten havde skæret hans strube over, og i det sekund Nille slap ham gled han ned af væggen.

Tiden var gået. Den var både gået langsomt og fløjet, det hele på samme tid. Hvis ikke det var for familien Chase, hvem vidste så hvor han var nu? I hvilket tilstand? De havde reddet ham. Han havde planlagt at vælte overhovedet, Delilahs far, ned og overtage det hele, trods han ikke var beslægtet til familien med blod. Men efterhånden var han godt tilfreds. Godt nok var familien syg, fuld af indavl, som han i små skridt prøvet at ændre. Gøre deres landsted til et sted for dæmoner, at samles og være stolte og stærke...Men ud over det, var han godt tilfreds. Han var deres højre hånd, deres mest betroede og for en gangs skyld følte han sig som en rigtig dæmon. Før havde han været i tvivl. Specielt da hans gamle evne forsvandt og han fik en ny.
Xander...Xander var blevet overhoved af klanen, selv om han endnu rådgav ham. Og Daron, hans ældste søn...Han havde stadig mange ting at tage sig af, selv om han ikke var så aktiv i sin klan længere. Mest fordi han hele tiden lavede ting for familien Chase. De var hans vigtigste opgaver lige nu.

Han var iklædt nogle lave støvler, et par sorte bukser og en varm, sort trøje. En mørk kappe hvilede om hans skuldre og bølgede om hans krop. Meget unormalt for den gamle Sean - men normalt for den nye - hang der et sværd ved hans side.
Doomsville var stadig hans by. Han kendte den stadig ind og ud og han fulgte stadig med i hvad der skete, så han kunne være til mest nytte for fam. Chase. Af ren vane, gik han stadig langs gyderne når han ville skyde genvej eller blot gå uset. Nu var ikke anderledes.
Gyden var sted for alverdens ting. Kriminalitet var hverdagen her, ingen bekymrede sig om det. Alligevel stoppede han op i skyggerne, da han pludselig stødte ind i hætteklædt skikkelse, der truede en mand. Ikke lang tid efter var manden død.
Det regnede. Hans hår var vådt og hang slasket ned over hans ansigt. Hans kappe var våd. Men ellers generede det ham ikke, andet end når det dryppede ham i øjnene.
Han genkendte ikke umiddelbart skikkelsen...Alligevel følte han for at have lidt sjov.
Hans klappen gav en anelse ekko i gyden.
"Verden blev et menneske mindre. Jeg kan ikke sige det genererer mig." kommenterede han. Om det var en han kendte eller ej, kunne være aldeles ligegyldigt. Det var ikke noget han tog så tungt.

Nille så sig over skulderen, da hun hørte en irriterende og genkendende stemme. Færten af dæmon ramte hende lige i ansigtet, men den var anderledes end hendes egen. Hendes blå øjne landte på Sean imens et skævt, ret så sindsygt smil bredte sig om hendes læber. Det var så længe siden, de sidst havde set hinanden. Nille ville lyve, hvis hun sagde at hun ikke havde nydt ikke at være i nærheden af ham. Hele hans eksistens var irriterende for hende. Var det ikke nok at hun skulle blive irriteret af fyren fra før?
"Sean." Hendes stemme var lav imens hun rettede sig hen imod Sean. Hendes sindssyge smil forblev omkring hendes læber, og hendes blå øjne forblev låst imod hans ansigt. "Det er længe siden. Jeg håber da du kan huske kvinden som du engang dræbte." Hun udgav en lille lyd, der lød lidt som et fnis. "Og selvfølgelig genere mord dig ikke." Hun så ned imod liget og trak lidt på den ene skulder. "Du var jo engang lejemorder...ikke sandt?" Hun gik et skridt tættere på ham, hun holdte stadig fast om daggerten.

Han var lidt overrasket over at finde Nille. Nille! Næh...En kvinde han ikke havde set...Ja, længe. Så hun var stadig i live. Og stadig her, så det ud til. Ikke helt den person han kendte, tydeligvis, med sit sindssyge smil og udtryk. Hun havde tydeligvis tabt sutten fuldstændig. Men med hendes oplevelser var der måske intet at sige til det? Han følte sig ikke rigtig ked på hendes vegne. Selv om hun var en dæmon - Og han elskede sin egen race mere end noget andet - Så han hende aldrig helt som en dæmon. Hun var forurenet. Uren.
"Nille!" udbrød han med oprigtig overraskelse, før smilet blot bredte sig om hans læber. Sindssygdom betød bare hun ville være uforudsigelig. Spændende.
"Åh...Jeg har dræbt så mange...Men ingen var så fornøjelige at dræbe, som du var!" lovede han hende og lænede sig op af muren, ganske afslappet. Hans blik hvilede på hende, holdte øje med hende, som hun nærmest emmede af dårligt skjulte trusler.
"Var? Så du har hørt rygterne?" kommenterede han og trak let på den ene skulder.
"Men selv om jeg er pensioneret, kan jeg stadig slå ihjel. Så gør nu intet dumt" tilføjede han og sendte hende et skævt smil, mens han så sigende ned mod hendes daggert, da hun var trådt et skridt tættere på. Nille var måske nok en af de få dæmoner der ville udgøre en mulig trussel. Men han følte sig nu ikke bange alligevel. Han følte sig aldrig bange. Ikke mere.
"Og hvordan har du det så? Tabt de sidste skruer?" spurgte han ligeud.

Hun grinede blot bare af det han sagde. At han engang dræbte hende rørte hende ikke mere. Hun levede jo stadigvæk. Det var et mirakel som nogle ville kalde det.. men, hun mente bare det var held. Han var bare ude på at irritere hende som altid, men ikke denne gang. Denne gang ville hun ikke lade det ske. "Jeg kan forestille mig at det var meget tilfredsstillende for dig, Sean. Desværre kunne du ikke klare arbejdet ordentligt." Hun lagde hovedet lidt på skrå imens hun betragtede ham.
Hun kiggede på sin daggert, der var bedækket af blod. Hun satte sig ned på hug og tørrede daggerten af i fyrens tøj. "Ja, rygter, og så mine evner til at opsnuse oplysninger." Hun sørgede for at hendes daggert blev ordentlig ren før hun satte den ned i hendes støvle igen. "Åh, så du er pensioneret? Du ser også en del ældre ud." Hun fniste lidt over det hun selv sagde inden hun rejste sig op og så hen imod ham igen.
"Hm..Det kan man vel sige, jeg har. Er det et problem? Er jeg ikke en ordentlig lille dæmon?" Hun smilede drillende til ham.

Han grinte let for sig selv og vædede afslappet sine læber. Nille havde altid været en udfordring, men fordi de havde været efter hinanden så meget, så ofte, var det næsten som at drille en gammel bekendt. En gammel fjende. Man var fjende, men venskabelige på samme tid. Ikke rigtig venskabelige...Men man var så van til at være fjender og uenige, at man efterhånden bare accepterede det, frem for at flå struben ud på hinanden hele tiden. Eller sådan havde han det i hvert fald.
Han trak vejret dybt, mens han så lidt på hende.
"Jeg vil nu mene det lykkedes rimelig godt. Du var da tvunget til at skifte krop, for at overleve. Alt i alt, er jeg ganske tilfreds" svarede han så og trak let på den ene skulder. Man kunne vel sige han havde presset Nille op i en krog og hun havde været tvunget til at flygte, for at overleve.
"Det er hvad jeg siger. Du har hørt rygterne" Rygter og oplysninger var på flere måder det samme. Ingen havde vidst hvad der var sket med ham, ud over han havde trukket sig lidt tilbage. Og sådan mente han faktisk også blot det burde være. Det angik ikke folk hvad han lavede, specielt ikke når det var fordi han havde været svag og forvirret...
Men sådan var det ikke længere.
"Man siger jo, at jo ældre man bliver, jo mere erfaren og stærk bliver man" svarede han. Dæmoner var kendt for at blive stærkere med alderen...ikke fordi det faktisk passede. Det eneste tidspunkt man faktisk blev stærkere, var hvis man indgik i et ritual eller noget. Men det med erfaringen passede vel.
"Man kunne jo sige du endnu blot er et barn" drillede han tilbage, før han rettede sig op. Armene gled fra hinanden og ned langs hans krop.
Hans smil voksede en smule.
"Du har aldrig været en sand dæmon. Men der ud over er jeg ret ligeglad med din tilstand" han trak let på den ene skulder.
"Du kunne jo være så godt som død, hvis nogen spurgte mig..." han begyndte at gå lidt frem og tilbage, i stedet for bare at stå stille.
"Så hvad er du op til af narrestreger? Bare ude og skære halsen over på folk, der ikke ved bedre?" spurgte han så.

Nille havde aldrig kunnet udstå Sean og det var stadig sådan. Sean havde bare noget over sig, som hun ikke kunne fordrage. Hun kunne ikke helt sætte sin finger på det. Måske var det hans personlighed, der bare irriterede hende godt og grundigt? Eller hans handlinger? Hans ordforråd? Der var mange muligheder, men alt i alt kunne hun bare ikke lide ham, og hun tvivlede på at det nogensinde ville ændre sig.
"Så er vi to, der blev tilfredse af den handling, udover den enorme smerte og besvær det kostede mig." Hun sagde det med et så stort smil at det lød helt falsk, som om hun var fuldkommen ligeglad med at hun havde måttet udstå så meget på grund af ham.
"Arh, jeg tror nu nærmere det er, jo ældre, jo mere vis? Men, uanset hvad, så passer ingen af de to dig. Du bliver tydeligvis svagere jo ældre du bliver. Pensioneret..hah." Hun små fniste lidt og havde sine øjne lidt lukket imens. Hun morede sig gevaldigt lige nu. "Jeg er pænt ligeglad med om jeg er en ægte dæmon eller ej. Jeg er også ret ligeglad med om du er utilfreds med hvordan, jeg opfører mig som dæmon.. og, bare rolig, jeg skal nok dø en dag. Spørgsmål er bare - Dør du før mig?" Hendes før drillende smil blev pludselig mere sindssygt med hjælp fra glimtet i hendes øjne.
"Det kan man godt sige, ja.. Jeg ved ikke.. Han irriterede mig bare." Hun løftede sin hånd for at køre sine fingre igennem hendes hårlokker. "Og, hvad med dig? Du er pensioneret, men.. et eller andet må du jo få tiden til at gå med?"