Supertight ~ Kerian

Han sukkede, da Alexis blottede tænder af Kerian.
''nej... nej, det var der vel ikke...'' sagde han stille, inden han vendte Kerian ryggen og klappede kort på låret, hvorefter Alexis rejste sig, fnøs af Kerian, og fulgte efter Alex.
Alex var modløs... Han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige. Han var.... Ikke god nok. Han var simpelthen ikke god nok til en der var som Kerian.
Alexis gned sig op af hans ben, men han skubbede hende bare væk.
''lad mig være i fred..'' sukkede han opgivende til hende, og satte sig på en bænk udenfor sin lejlighed.
Alexis gik ned i lejligheden.
Alex sad der bare, og stirrede ned i jorden. Det havde været latterligt af ham at tro at Kerian overhovedet havde været interesseret i andet end et engangsknald...

//skal lige ordne noget mad til de sultne unger. Svarer bagefter//

Han sukkede "okay, men bare så du ved det, jeg ville gerne have du var blevet, men det var dig der gerne ville afsted" sagde han og tog endnu en tår af den stærke vodka, sukkede før han lagde den på bordet, betragtede Alex vende om for at gå. Hvad kunne han gøre, han havde virkelig på en eller anden måde såret hans følelser, pissede ham af og trådt på ham, hvilket han ikke fandt sig i, ingen skulle bare lade som om de kunne pisse på ham, eller noget hen af det...det fandt han sig ikke i.
Han klukkede af tigeren der fnøs af ham, vinkede til dem, før han trådte tilbage. Efter Alex var gået, forlod han selv sit hus, for at gå ud og jage efter mad. Han vidste dog ikke at det sted han havde valgt at "spise" var tæt ved Alex lejelighed, så med en kvinde trykket op mod muren, hendes ben rundt om hans liv, slubrede han hendes blod i sig

//helt okay

Alex så rundt, inden han stirrede direkte på Kerian, med en kvinde om livet.
Han bed sig i læben, og rejste sig inden han så ned. Han trak vejret tungt, inden han fandt en smøg frem.
''jaja, når man endelig falder for en, så må det jo gøre ondt.'' sukkede han, desværre lidt for højt.
Han satte smøgen i mundvigen, inden han tog sin lighter frem.
''jajada..'' sukkede han frustreret, så igen kort på Kerian, inden han begyndte at gå hen til det nærmeste sted at købe sprut.

Han brummede, trykkede sig mod hende og i den vinkel han holdte hende ville man aldrig se at han rent faktisk var godt i gang med at slubre den ting i sig som holdte hende i live. Dog fik liden af Alex stemme, ham til at trække sig væk, med blod rundt om munden, så han direkte mod ham da han tog en smøg i munden. Der løb et knæk fra pigen, derefter et suk også lå hun død på Jorden, med et ordenlig bidemærke i halsen. Han sukkede, tørrede sig om munden, skubbede hende væk med foden, før han rettede på sin skjorte og sukkede "mhh sikke dog en delikatesse" klukkede han og kørte hånden igennem det pjuskede hår.
Han strakte sig og lænede sig op af muren, tog en smøg frem

han gik bare, direkte forbi kvinden og Kerian.
Han så kort på Kerian, men gik så videre, mens han bed sammen.
Han fik tændt smøgen mens han gik, som altid med blikket fæstnet på hans fødder.
*Du må se at lære det. Det hjælper ikke at falde for narrøve, Alexej..*
''Alexis, fis ud af mit hoved..'' mumlede han mens han gik.

Han strakte sig, lod sig glide ned af muren, satte sig ned på jorden, lagde hoved tilbage, men rystede til sidst på hoved, han skulle ikke begynde at være sentimental, begynde rent faktisk at få følelser for en eller anden. Han lagde hoved tilbage, sukkede svagt og lod blikket glide hen mod Alex mørke skikkelse. Han rejste sig op, skoddet sin smøg, før han hurtigere end noget havde han presset op mod muren "sig mig en ting....var jeg blot et engangsknald...eller hvad vi nu lavede, for dig" spurte han og lagde hoved på skrå

Det var tydeligt, at Alex prøvede at undgå at se Kerian i øjnene.
''jeg ved ikke hvad fanden jeg havde gang i, Kerian.'' svarede han, dæmpet.
Alexis var igen ikke mere end to eller meter fra Kerian, med blottede tænder, i en ren advarsel.
''Men jeg ved, jeg på intet tidspunkt, er gået med til at du skulle være en kold skiderik. Har du ikke lyst til der skal være følelser i det, så sig det dog for fanden! Er du klar over, hvor ondt det gør at stå og prøve at undskylde, blot for at blive grint af når man vender ryggen til!?'' Alex var ikke typen, der talte om sine følelser. Og slet ikke, når han var ked af det.
Alexis holdte sig på afstand, men var parat til at springe på Kerian hvis han ville gøre Alex fortræd.
Alex vred sig fri af kerian, inden han så ham kort i øjnene.

Han så på ham, hævede øjenbrynet "jeg har levet meget længe og fra jeg var 22 frem til jeg var godt over 1500 år gammel, var jeg en slave, jeg blev...han gjorde en masse ting imod mig, jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre ting....sandheden er at jeg er fucked okay, jeg gør ting, siger ting mod alle og for det meste er jeg englelig pisse ligeglad" han tog en dyb indånding og betragtede ham stille "selvom jeg har kendt dig i hvad...ikke særlig lang tid, kan jeg godt lide dig, men da du så bliver ved med at sige du skal gå...jeg ved ikke hvorfor men jeg følte mig udnyttet, som var jeg intet" hviskede han og så ned "og bare så du ved det, det var ikke dig jeg grinte af, det var tigeren, det så så sjovt ud den måde den fnyste" et lille smil formede sig på hans læber, før det igen forsvandt og han mødte Alex blik. Han gav slip på ham og trådte et skridt væk

'''tigeren, har et navn, Kerian.'' sagde han, og løftede et øjenbryn.
''om du griner af mig, eller af min søster, kommer ud på et.'' svarede han monotont.
''Kerian, jeg er ligeglad med hvor længe du var slave. At du er blevet misbrugt, vedkommer ikke mig. Men havde du haft en lillesøster, som var alene hjemme, havde du også været nødt til at gå hjem. Jeg udnyttede dig ikke, tværtimod.'' der var kommet noget over hans øjne, noget koldt, en mur. Han kunne ikke vise følelser, ikke mere. det endte altid med at han blev såret, så han måtte bare være ligeglad.
Han turde ikke fortælle Kerian om hvorfor han ikke kunne lade Alexis være alene. Kerian vidste det måske allerede, og så var de endnu mere i fare, Alex og Alexis.

//skal lige spise//

Han trak på skulderne "det havde min familie også, det havde den morder også der slog dem ihjel, men det afholdte ham ikke fra at slagte dem for øjnene af mig" sagde han kort, i takt med t han talte lukkede han mere og mere ned for hvad der kunne ligne følelser "mhh. men det har jeg ikke, jeg har ingen" han slog ud med hænderne. Et liv som slave ændrede en, så derfor havde det også ødelagt ham mere end noget andet, et misbrug var også med til at ødelægge hans sjæl "mhh fantastisk, jeg gættede det, mine følelser betyder intet, jeg er bare den dumme blodsuger" han holdte hænderne op og trådte endnu et skridt tilbage


//skulle jeg også

Han bed sammen, og i takt med at Kerian virkede mere og mere ligeglad og kold at hører på, greb Alex fat i hans krave og maste ham med væggen.
''Hør her, du er ikke den eneste, der har haft et hårdt liv, Kerian! Du har haft over tusind år, til at vænne dig til det. Jeg har haft ti. Hvad med at du bare går din vej, i stedet for at tro at du kan undskylde dig med at din familie blev myrdet?'' Han hev efter vejret, og for første gang sammen med Kerian, havde han tårer i øjnene.
Det lignede at han skubbede sig selv væk, mens han slap Kerian, og rystede på hovedet.
''Bare... gå din vej.'' han var begyndt at ryste. Han havde brug for sine piller, snart. Meget snart. Om lidt ville han blive agressiv, han ville skrige og slå ud efter folk, han ville være en helt anden. Han havde brug for... Ja, han havde brug for sine stoffer...

han knurrede "det gør jeg heller ikke...og ja jeg har måske haft mange år at leve i, men jeg har brugt fucking hver eneste dag i de 2289 år i et helved, jeg mistede min familie som ung, i en helt anden verden end den du kender til. ja ti år er slemme, men prøv over 2000" hvæsede han og så koldt på ham. Han mistede alt den dag han fyldte 15 år, hans forældre blev slagtet for øjnene af ham, han var tvunget til at leve selv, helt alene uden en viden om hvordan man gjorde, han vidste ude mærket godt at livet var slemt og ja, han måtte leve alene, sådan var det også bedst.
han trådte væk da Alex gav slip på ham, de brune øjne var iskolde, han knyttede nævnerne. han trak på skulderne "fint" knurrede han og trådte væk fra ham

''gå din vej Alexis..'' hviskede han rystende, i en blanding af hvad der lød som gråd og kulde.
Han frøs. Det gjorde han altid, når han var ved at være lav i dosis.
Tigeren krøb hen til ham, med et undskyldende blik, men han rejste sig bare, og skubbede hende væk fra sig.
''Skrid så for helvede! Skrid, lige som alle andre gør! Pis af!'' råbte han, og man kunne se på lang afstand hvor såret Alexis blev. Hun bakkede væk, og satte sig ellers i løb væk fra Alex.

Han hævede øjenbrynet "hun er din familie, du har en fucking familie, så hver der for dem" knurrede han og så hvordan Alexis løb væk, så vidt han havde set vidste han udmærket godt hvilken race de to var, hvilket ville sige når han skubbede hende væk, fik hende til at løbe ud i natten, så var hun mere end blot udsat for alle andre. Han lagde armene over kors og stirrede direkte på Alex "du kan få hende dræbt hvis du får hende til at gå, en eller anden kunne komme forbi også slå hende ihjel" sagde han hårdt, nok var han pissed, men en af hans ynglings dyr havde været tigeren

Man kunne se hvordan han var direkte vred. Men det virkede bare ikke som ham.
''Hun kan klarer sig selv.'' svarede han og begyndte at gå mod døren ned til hans lejlighed
Han var så vred... så frustreret... så opgivende... Men han viste ikke det ikke. Ikke mere.
Han gik bare, mens han fandt en smøg frem uden at sige mere

Han var hurtigt henne ved ham, rev fat i hans skulder "det der er din søster, nok tror du hun kan klarer sig, men møder hun en dæmon, en vampyr eller noget der minder om de to...så klarer hun den ikke, jeg ved personligt, jeg ikke engang ville få sved på panden før hun ville ligge død for mine føder, så tror du ikke det er sådan for alle andre" spurte han og så koldt på ham "nu er jeg pisse ligeglad med hvilke problemer du har med mig, men du skal ikke ende op som mig uden familie, fordi du laver en beslutning der for hende dræbt" næsten råbte han. Hvis det var muligt, ville han sikkert også græder, familie var et svært emne for ham og da han i det store hele var skyld i sine forældres død, ville han aldrig se det ske for en anden

Han rev sig fri, og så advarende på ham.
''Alexis kan klarer sig selv! Og hun er ikke kun den eneste jeg har tilbage, men også den eneste der holder mig i live. Dør hun, er jeg også død.'' sagde han bare.
''så den eneste grund jeg skulle have til at være i live lige nu, er på grund af hende.'' sagde han, sammenbidt.

han himlede med øjnene "og hvad så, giver det dig nogle ret til at sende din egen familie afsted" spurte han og lagde armene over kors, hans vrede var tydelig at se i hans øjne. Dog var der et eller andet der rørte sig i dem, da han sagde han ville dø hvis hun døde, selvom han var mere end blot vred lige nu, ville han da ikke ønske Alex døde

''det vedkommer ikke dig.'' svarede han stille, inden han gik videre. Han fumlede med at få sin lighter frem.
Pludselig stoppede han op, midt i det hele.
''Alexis!?'' kaldte han, og så rundt.
''For fanden!'' klynkede han inden han begyndte at løbe. Han løb direkte mod diskoteket, hvor baggården var kendt for at være fyldt med vampyrer.

//jeg skal se film med familien her kl. 20.00, s hvis jeg ikke svarer er det derfor.//

Han knurrede, men stivnede da han pludselig stoppede midt i det hele. Han vendte om og løb efter ham, da stedet var kendt for vampyrerne, kunne han let være til bare en smule hjælp og med hans evne, ville de vampyrer ønske de aldrig var blevet født, det skulle han nok personligt sørge for, om det så blev det sidste han gjorde i sit liv "det skal nok gå" sagde han og fulgte med
//okay, jeg logger nok også her snart for i aften og kommer først på ger klokken 16 i morgen

Han løb hurtigere end normalt, måske fordi det faktisk var hans søster der var i farer.
Allerede hundrede meter fra Alexis kunne man hører en tiger brøle arrigt, og en masse der grinte.

''i holder jer fra hende.'' sagde han vredt, da han gled ind foran sin søster, som havde fået en stor flænge over skulderen.
Alexis blødte, og der var tre vampyrer omkring dem.
''skrid, blodsugere. Nu.'' knurrede han vredt. Hans dyriske side lyste ud af ham, mens han stod over sin søster, for at forsvarer hende.

Han knurrede og var hurtigt henne foran den blødende tiger, selvom alt i ham næsten skreg han skulle angribe, knyttede han næverne også koldt på de tre andre vampyrer "min" hvæsede han og gik for alvor igang med at bruge sine evner, som ville få dem til at føle deres indre var ved at blive revet over eller værre

Alex så op på Kerian, inden han så ned på Alexis.
Tigeren vaklede, grundet blodtabet, og Alex nåede lige at gribe hende, inden hun ramte jorden.
Uden et ord, fik han hevet hende op på sine skuldre. Adrenalinen pumpede i hans blod, i et forsøg på at hjælpe sin søster.
Det var tydeligt hvor vred og såret han var, over sig selv. Han havde jaget sin egen søster direkte i en flok vampyrers greb.
Han ville ikke kunne tilgive sig selv.
Han bakkede væk, fra vampyrerne, inklusiv Kerian. Han var nødt til at få Alexis hjem, og få ordnet såret.

Han knurrede, samtidig med at han gik tilbage, mens han hele tiden, holdte øjnene mod de andre vampyrer, så ingen af dem ville komme igennem ham og hen til Alex og hans søster.
Til sidst vendte han om og gik hen til Alex "her lad mig holde hende" hviskede han blidt, holdte armene ud. Han var både hurtigere og stærkere og derfor ville han lettere kunne få Alexis i sikkerhed end Alex kunne.
Nok var der problemer mellem dem lige nu, men han ville aldrig lade hans søster komme i farer, heller ikke give hende farer, som den hun var i nu

Han så på Kerian, og rystede på hovedet.
''Hun hører til hos mig, det her er min skyld, jeg er nødt til at gøre det selv.'' sagde han, og man kunne tydeligt hører hvordan han stemme skælvede.
Han gik forsat videre, hurtigere end før.
Han havde brug for at få hende hjem, nu.