Parken by night(singal)

Tid: 22:30
Sted: midt i parken
Vejr: himmlen mørk og stjernerne viser deres ansigt
Omgivelser: nogle få mennesker, som ikke set pigen under træet der ligger sammen med det der ser ud til at være en almindelig hund.

Isobel havde lagt under det samme træ hele dagen, de mennesker som vandret igemmen parken havde ikke lagt mærke til hende, det var rart ikke sådan at blive lagt mærke til. Hendes søster lagde på hendes skød med hovdet. Hun kiggede på natte himmlen den var smuk hun følte sig næsten helt hjemme. Collien med hovdet i hendes skød brummede svagt, det tydeligt at se at de nød dette her øjeblik, hun hvade ikke rigtigt kunne slappe af i et stykke tid nu, men her var det som de faldte ind med billedet ingen havde dem mistænkt for at være et monster. Hendes øjne gled langsomt i og hun faldte ret hurtigt i søvn, det varede ikke ret længe før hun begyndte at drømme.Det var den drøm hun altid drømte, om barn og en hund som var blevet efterladt skoven. Hun havde allrede fatte sammenhængen med at det var hende og kara. Hun sukkede svagt idet Kara slikkede hende i hovdet "Vång op det farligt sove her" sagde Kara i Isobels tanker. Isobel vångede og kiggede sig omkring hun måtte heller se at komme videre.
Hun rejste sig op kiggede sig der var ikke ret mange mennesker i parken mere, men det var vel også klart det sent og fleste der havde været parken havde været der om dagen. Hun stoppede op da hørte stemmer, det lød som nogen der enten skændtes eller diskuterede meget højt. Hun kiggede hurtigt efter et gemmested og fandt en hæk, det var ikke det bedste sted, men det sted som var tættest på. Kara sad ved siden af hende og musestille, de kunne høre på stemmerne at det var en mand og en kvinde. Hun fik på fornemelsen at dette her ikke var noget hun skulle blande sig i. Hun ville vente til de væk og så gå iden anden retning.

Singal kom mere og mere i byen, mest fordi her var mere at lave og hun så ikke følte sig så ensom.
Men hun elskede skoven, det skulle man ikke tvivle på!
Denne aften havde hun nogle lette sko på, sorte, nogle sorte bukser og en lige så sort trøje, for derudover en mørkegrøn kappe.
Det var det eneste tøj hun rigtig havde, resten lå hjemme...helt hjemme, hos hendes mor og søskende og var noget hun ikke havde fået med sig fordi hun havde haft travlt med at komme af sted.
Hendes lange hår var farvet blåt og var denne aften samlet i en let hestehale, bølgede let i takt til hendes skridt.
Hendes hud var grålilla, hendes øre spidse og hendes tænder endnu mere spidse.
Hun var kort sagt en sortelver, selv om der var overraskende mange der ikke kunne genkende racen.
Denne aften havde hun mødtes med en mand hun ville lave forretninger med. Hun havde brug for et sted at bo, selvfølgelig stadig ude i skoven, men hun var ikke sikker på hun kunne lave det alene. Nu var vinteren på vej væk og det var på tide at komme i gang med forberedelserne.
Manden arbejdede med træ og sten, handlede med det faktisk, og var selv sortelver. En sortelver der havde bosat sig i byen for at passe sine forretninger og de gik så godt at han kunne kalde sig velhavende.

"Nejnejnej!" hvæsede han igen og igen
"Det går ikke! De andre ville da udstøde mig, når jeg kommer for at handle! Du bliver nød til at flytte tilbage!" Han så vredt på hende, normalt var han ellers så tålmodig, men det var svært når ens samtalepartner var så stædig.
"De behøver ikke vide noget...så sendt en mand eller noget, jeg kan jo ikke klare noget selv!" de var på vej gennem parken.
Singals hvide øjne gled over omgivelserne, men mest for at se om der var nogen. hun opfangede en svag bevægelse, men så så på manden igen.
Hun opgav den vrede mine og så nu ud til at bede ham om det i stedet.
"Vil du ikke nok hjælpe mig? Du hvordan hvordan det er...Og jeg vil være fri, ikke fanget af alt det spil..."
De stoppede op og manden sukkede. Han så ud til at tænke sig om en del. Pegede så en finger mod Singal.
"Du skylder mig!" Singal smilte
"Tak"
Manden nikkede kort, så sig omkring.
"Men ikke et ord!" Og så gik han igen.

singal smilte for sig selv. det var lykkedes, nu kunne hun endelig begyndte at bygge sit eget hjem!
Hun lod blikket glide rundt, da hun igen opfangede en bevægelse og så der over imod.
De fleste havde ellers forladt parken nu....

" sid stille" mumlede Isobel til Kara hendes tvilling, søster som lignede en collie bevægede sig smule, den kunne ikke lide at de havde aflyttet en samtale som slet ikke vedkom dem. Endnu gang bevægede Kara sig så hele deres gemmested bevægede sig, det ville ikke være rart nu at blive opdaget især af kvinden som manden havde fulgtes med. hun dannede svagt hul længre oppe af busken så kunne se vedkommende. Hun var lige ved gispe da hun så at det var en sortelver, hendes hud fik til næsten falde i med de mørke omgivelser, det ville bestemt ikke være rart at blive opdaget. idet kvinden kiggede over imod deres gemmested kryp både Isobel og Kara sig alt det de kunne uden at bevæge busken. * Please gå ikke her hen* tænkte nærmest bedte Isobel inde sit hoved. Hun sad fast hun fik ide og sendte Isobel busken. Collien peb en smule og lod som den humpede og løftede det venstre forben. Man skulle virkelig var smart for se igemmen hundens skuespil, men det kunne lade sig gøre. Imens Kara forsatte hen sortelveren sad Isobel musestille.
Isobel lukkede og da hun åbende den såp hun hvad Kara så, Elveren var ret smuk at se på hendes hud var grålilla, det havde hun set idet kiggede ud af hækken. Hun måtte deres spil ville virke så kunne støde på senere og lade som ledte efter hunden. Hun trak vejret små kort stød fordi hun var bange for at blive opdaget. Kara var næsten helt henne sortelveren den peb og løftede stadig forbenet.

En hund. En hund med et tilsyneladende skadet forben, den peb som om den faktisk havde smerter, selv om det på en måde også lød forkert...som om der manglede noget...
Hendes tanker gled tilbage til hendes egen hund, hendes egen hund som desværre ikke kunne følge hende rundt i skoven længere fordi den...ja, den var ikke mere.
Og netop dette, at hun savnede sin egen hund, fik hende til at sætte sig på hug og vinke hunden nærmere. Hun ville se dens skade og måske hjælpe den, den kom jo hen mod hende nærmest for faktisk at få hjælp.
Selv om hun var en sortelver, elskede hun stadig alt levende...som ikke var mennesker eller andre væsner.
For disse ting kunne ikke svare, skabe hemmelige planer eller smerte en...i hvert fald ikke med vilje, hvis bare man også behandlede dem ordentligt. En kunst Singal forstod at beherske.
"Lille ven...hvad har du lavet?"
Efterhånden som den kom tættere på, fornemmede hun et eller andet var galt.
Hun havde hørt sin egen hund klynke af smerte og man kunne nærmest høre smerten i stemmen, men her var det som om den manglede...Og da hunden kom tættere på havde den en svag duft af et eller andet...
Den havde altså en ejer? Var det denne person hun svagt kunne lugte ved hundens pels?

Kara klynkede stadig, men stoppede nogle få meter fra elveren hunden rettede sit blik imod elveren, Kara ville elveren gøre det næste træk. Imens sad Isobel stadig busken, måske nu skulle tage chancen og se om hun ikke kunne forsvinde, hun begyndte langsomt og kravlende bakke ud busken sådn at når hun kommet ud var hun stadig gemt bag busken. Desværre knækkede en gren på hendes vej ud af sit skjulested og kneb øjnene sammen nu ville elveren med sikkerhed opdage at hun havde været der og hørt om samtalen ingen andre end dem der snakket om det skulle havde hørt. Hun sank en klump rejste sig op hun var afsløret og kunne lige så godt gøre det færdigt.

// undskyld fik seriøs omgang kreasvigt//

Hun viste det. En hund var altid loyal over for sin partner, denne hund havde selvfølgelig også været det. Smart trick at lære den alligevel.
Singal rejste sig op og gik over mod busken, men stoppede op da hun rejste sig op.
Singal lod blikket glide over hende et øjeblik.
"Man gemmer sig nok rigtig" sagde hun så, hendes blik var koldt og det var ikke lige fordi hun smilte. Faktisk virkede hun bare generelt kold, men det var nu typisk for en sortelver og ikke fordi hun havde noget personligt mod hende.
Hun lagde armene over kors og så på hende.
hun var faktisk ligeglad med om hun havde hørt samtalen fra før, hun kunne ikke bruge den til noget alligevel.
Men hun hade fordomme. Og for hende, det at gemme sig for hende, var en fordom. En fordom om at møder man en sortelver bliver man flået levende. Eller tæt på.

Isobel trak sig en smule tilbage, men det var vel det man kunne forvente hun havde faktisk smu lyttet til denne elvers samtale som overhovedet havde haft noget med hende at gøre. Hun sank en klump og løftede afvæbene hænderne op luften " det...det var ikke med vijle" hun stammede voldsomt fordi flov og nervøs over denne sortelvers yder. Hun smuk det var mere end man kunne kalde hende Isobel følte sig altid grim og hjalp ikke med de tilråb folk kom med når de så hende. Hun fumlede svagt efter havde haft sine hænder afværgende i et stykke tid. Hun vendte sit blik imod hendes søster " Kom Kara vi må heller smutte" sagde hun og begyndte at gå hun flygtede altid når det udsigt til en kold stemning. Hun ventede ikke på hunden. Hun var bange for at elveren vidste hvad hun var og derfor beskyttede hun sig selv ved at smutte. Hun var lige ved at sætte i løb, men vente sig om imod Sortelveren " det må du undskylde" sagde hun meget undskylende.
Isobel følte sig alligevel nysrrig og ville engentlig gerne lærer dette spændende væsen, hun blev stående et stykke tid inden Kara kom hen på siden af hende. Hun vendte sit blik imod hunden for at spørge om hvad hunden syntes om sortelveren. Kara vendte svagt blik imod elveren og lod så sin næse virre luften "Der kommer nogen" sagde Kara i Isobels tanker og ganske svagt kunne de høre stemmer som kom længere fremme. Isobel fór forskrækket sammen hvad lavede mennesker denne park så sent.

Singal gloede på hende, da hun bare skyndte sig videre med sin hund.
søster?...Hun kiggede et øjeblik efter dem mens hun tænkte. Kunne nemt indhente dem hvis hun ville.
Santuines, hun havde hørt om dem. Set kun meget få af dem. Hvordan var det nu det var? At de var forbundet med et eller andet dyr, sjæleforbundet, mere end tvillinger ville være. Det var interessant.
Hun begyndte at gå efter dem, stadig med den der rolige følelse, balance, som hun altid havde.
Hun lod sig ikke genere af at nogen kom tættere på, hun havde intet at frygte.
Det var nok de fleste frygtede hende.
Ganske rigtigt, hun var snart der hvor pigen igen havde gemt sig (?) for nye folk der kom.
Singal lod kort blikket glide hen til disse folk, ventede til de var gået forbi, men vente sig så mod pigen igen.
Hendes nysgerrighed var vakt...I hvert fald for nu.
"Kom med" sagde hun så kort og begyndte at gå igen, men satte kurs ud af parken. Hun havde et lille værelse ikke langt væk og hun ville have dem med for at snakke med dem. Vide nogle ting.
Hun så sig kort over skuldrene.
"Stol på en for et øjeblik, jeg har ikke tænkt mig at gøre jer noget, hvis bare i opføre jer ordentligt" sagde hun, stadig med samme kolde attitude som før.