Alene tid i parken eller det troede jeg [Ira]

Thea sad i parken, hende og hendes far havde været på en jagttur var nu færdig, der ville gå nogle dage inden de skulle hjem så Thea havde masser af tid til tegne rundt omkring i Doomville, mange spurgte hende hvorfor hun ikke malede, men hun kunne bedre lide at tegne det med malerier var efter hendes mening for alvorlig og for fornem, men det var kun hendes mening, men når folk som regl så hendes tegninger havde de ikke lyst til at have et maleri som fyldte for meget, men en af hendes tegninger. Hun rykkede svagt i skjorten som var hvid og rød ternet og hun havde et par sorte jeans på. På fødder bar hun flade kinasko. Hendes hår sat op i en løs siddende knold som hun altid havde på når hun arbejde. Hun elskede at være med sin far ude på jagter, for så behøvede hun ikke at have kjole på. Thea og hendes mor var som nat og dag, vidt forskellige, men gode på hver deres måde, man måtte ikke misforstå, Thea elskede hendes mor, men hun kunne bare ikke lide højehæle og kjoler igen det var så fornemt. Hun siddet i parken siden eftermiddag og hendes ene blok fyldt tegninger af børn som legede og voksende der snakkede sammen. Lige nu sad hun tegnede en engel uden rigtigt at vide hvorfor, men nu hvor hun blevet ældre var noget som fasinerede hende ved den race, men det var nu ikke fordi hun troede hun var en for det var hun jo slet ikke.

Thea rejste sig op, hun måtte se at komme tilbage til kroen hendes far havde advaredet hende om vampyre og om at Doomville var et farlig sted som var hejmsted for masse skumle typer, men det bare når hun tegnede så var det som om hun var i en anden verden og glemte alt andet. Hun satte sig drog på en anden bænk og begyndte atter på sin tegning af en engel.

Ira stod foran spejlet. Hendes blide bølger, faldt ned langs hendes skuldre. Hun elskede det ved sit hår, at det bølgede. Der var mange der ønskede det fladt, og pænt. Hun kunne godt lide det anderledes.
Hun fjernede blikket fra spejlet. Hun savnede sin familie, og ikke mindst Caden. Andrea var begyndt at være en stor del af hendes liv. Hun var begyndt at holde øje med hende smug, bare for at få et glimt af hende. Hvordan hun var, og ikke mindst hvad hun havde fortaget sig i alt den tid, hun ikke havde været en del af hendes liv. Det var biologiske søskende, og delte det samme blod bånd. Dog var de alle sammen blevet adopteret fra hinanden af, og Ira var endt sammen med Caden. En dreng der var kommet til at betyde alverdens i hendes liv.
Dog, var der sket mange ting, i hendes pleje familie, der havde gjort hun havde forladt dem. Hun var en stolt vareulv, før hun var blevet vampyr. Familien var en stolt vareulve familie, der var begge familierne. Både den biologiske, og ikke biologiske. Hun havde selv været stolt af det hun havde været mange år, og dog.
Dominic, var pludseligt kommet ind i hendes liv, og havde sat et meget stort prik i hendes liv. De var blevet kærester, og oven i købet forlovet, men det havde brudt forlovelsen, da Dominic havde mistet følelserne for hende, på det punkt. Det var også småt ved at forsvinde fra hende af, men efter hånden, var de kommet frem. De havde besluttet sig for at flytte sammen, som gode venner. Det var noget at det, de aldrig ville kunne tage fra hinanden af.
Ira vendte sig fra spejlet af, og lod hendes kjole blive hevet over hovedet. Dominic havde givet hende den, netop denne dag. En ting hun var blevet enormt glad for. Oven i købet, havde hun været tæt på af græde, over glæden ved at få ting fra ham. Hun havde ikke anede, hvor meget han havde holdt af hende, før dette skete.
Hun smilede for sig selv, og drejede blidt rundt foran spejlet. Dominic smilede selv. Hans ord favnede nogle ord hun elskede; '' Du ser skøn ud, min elskede. '' Ira elskede den dreng af hele sit hjerte, og ikke nok med det, delte hun et specielt bånd med drengen.

Hun kyssede blidt Dominic på panden, inden hun forlod ham. Hun elskede den dreng, og ikke mindst forgudet ham.
Hun lukkede roligt døren i bag sig, uden at larme for meget. Hun ønskede ikke at genere nogle, eller noget som helst. Hun ville besøge Doomsville i dag, for at se den forundrede by, hun havde hørt en del fra, at sine venner. Der gik ikke lang tid, før hun var nær. Hendes hest, Sam var hurtig nok, til at det ikke tog for lang tid.
Hun steg roligt af hende, og bandt hende fast til en pæl. Længere fremme, så hun blikket fra en engel. En kær engel. Hun havde hørt de smagte utrolig godt, og ikke mindst fremragende.
'' Undskyld mig, men er de ikke et andet væsen? '' Utroligt uhøfligt spurgte hun ud. Det havde ikke helt været meningen, men nysgerrigheden strømmede blot ud af hende. Hun så på Thea, og forventede lidt et svar.

( Kjolen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] )

Thea sad i sine engne tanker da en kvinde afbrød hendes tanker, hun rynkede svagt sin pande da den fremmede spurgte om hun var et væsen jeg er et menneske skev hun i den anden blok og rakte hende blokken, men et menneske var vel også et væsen. Hun betragtede kvinden og rejste sig op og blev en smule tøvende og nervøs der det gik op for hende at det var en vampyr som stod foran hende. Hun bed sig i svagt læben inden hun igen tog blokken da Thea var sikker på at den fremmede havde set det. Hun skrev imens hun diskret holdte øje med den anden kvinde du har ikke tænkt dig spise mig skrev hun og gav hende blokken til læse. Hendes blod betød meget for hende og hun ville gerne beholde det i kroppen.
Hun var lidt bange for at den fremmede havde lyst til spise hende og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til den kvindelig vampyr, hendes hånd havde ubevidst  gledet op på halsen, men nu hvor havde opdaget det slap hun og smilede undskynende. Det var lidt skræmmende at vide der ingen var at hjælpe hende vis det gik galt. Hun sank svagt en klump og bestemte sig at venligheden var rigtigt nok, så hun begyndte at tegne  englen igen.
Thea havde aldrig rigtigt brugt sin stemme så blok og bylant var den eneste måde kunne snakke med folk, men man vidste ikke om hun var stum eller om hun nogensinde ville bruge sin stemme, hun trak vejret dybt og klappede på pladsen ved siden af som tegn på at den anden kvinde  kunne sætte sig ned. Hun kunne ikke dømme folk og slet ikke vampyrer som virkede venlig. Hun vidste at der var en mulighed for at vampyrren spillede og lige om lidt drak alt hendes blod, men i det mindste havde hun ikke været dømmende imod den. Der var så mange fordomme imod vampyrer og det var ikke dem alle sammen som var så onde, men alligevel syntes mennesker og andre væsner at vampyrer var monster.
Thea syntes man skulle give dem en chance og de kunne jo være lige denne her vampyr ikke var den onde og farlige. Hun kunne dog ikke gemme sin nervøsitet, men mærkelig nok var hun ikke bange bare nervøs for hvad der ville ske når vampyren kom tættere på. Det var jo heller ikke fordi hun kunne råbe på hjælp så hun var et nemt offer.  Så det var en tillidserklæring fra Theas side.

Ira så ned på papiret, hun havde skrevet på. Man kunne tydeligt se på hendes kropsprog, hun ikke var helt glad ved situationen. Egentlig tog hun sig ikke helt af det, men alligevel bekymrede en del af Ira' sig for hende. Var pigebarnet blevet skræmt før, eller noget?
Hun rystede lidt på hovedet, og smilede blot. Hun læste de linjer pigebarnet havde skrevet på; Jeg er et menneske. Nej, det var netop dette hun ikke var. Et menneske ville være mere bange omkring netop en vampyr. De ville flygte, og de ville græde. Det gjorde netop dette 'menneske' ikke. Desuden var lugten ved hende anderledes end ved at menneske, derved var det tydeligt hun løj.
'' Hør ven. Jeg er ikke nem at narre. Jeg er både, en vareulv og en vampyr. Så jeg ved hvordan mennesker lugter, og ikke mindst er. Og de er langt fra en. '' Hendes blik rettede sig til at blive en anelse irriteret, over den såkaldte 'jeg er et menneske'. Ira satte sig ned ved siden af hende, og studerede hende en anelse.

Hun kiggede uforstående på hende og rystede igen på hovedet hun var altså et menneske, hun blev drog en smule forvirret vampyren kunne jo lugte hendes fært, men hun var altså menneske hendes mor og far var mennesker så måtte hun altså også være det. Hendes finger begyndte igen at blive varme og den sitrende fornemelse bredte sig i hendes finger. Hun anede ikke at hun var født som engel. Hun anede ingen gang at hun blevet fundet i skoven dengang hun var lille så det var ikke fordi hun løg, men hun vidste ikke bedre. Hun lagde blokken fra sig kiggede på vampyren det tydeligt at hun var irreteret over at hun var mennske, men det var hun altså. Vampyren tog fejl. Hun ville ikke gøre den vred, men hun stod inde for det hun sagde. Hun skrev med sirlige bogstaver på blokken Det er ikke for gøre dig sur, men jeg er altså et mennske hvad end der for dig til at tro at jeg er en engel er forkert og det behøver altså ikke at være alle mennsker der bange for jer Hun rakte vredt blokken hen til vampyren vis hun ville bide hende kunne bare gøre det for vis hun døde blev hun fri for at høre på det. Da hun mærkede vreden stige tabte hun blokken da små gnister af lys måske endda strøm slog ud af hendes hænder. Hun betragtede dem som de små gnister forsatte med skyde ud af hendes hænder. Hun kiggede op på vampyren hun troede at det var hende vampyr der det ved at hun var engel der havde gang i noget. Lidt efter skete der noget hun ikke helt kunne forklare en smerte bredte sig fra hendes ryg og lige pludslig havde hun de mest sne hvide vinger hun havde set. Hun var stadig sikker på at vampyren der havde gang i noget. Hun havde svært ved at tro hun var en engel. Dog måtte hun rejse sig så der bedre var plads til vingerne.

Thea gispede svagt så det betød at hun kunne flyve, et svagt smile bredte sig over hendes læber hun havde helt glemt vampyren. Hun kiggede svagt på sine hænder de gnister som før havde skudt op af hendes hænder var forsvundet. Thea kunne ikke tro det, men hun anede ikke hvordan hun trak vingerne ind i kroppen igen hun samlede blokken op begyndte skrive det må du undskylde hun kunne næsten ikke få det ind i hendes hoved, men nu hvor de havde fået det på det på rene. Håbede hun at vampyren ikke var blevet alt sur på hende, men hun troede jo bare at hun var et menneske.
Et stik af af tristhed det så betydet at hendes forældre havde løget for hende, men hun bed sig svagt i læben. Hun vendte blikket ned imod jorden for at skjule hvor ked af det hun blev, hun havde så længe troet at hendes familie var hendes rigtige og hvorfor havde hendes biologiske far og mor ikke villet have hende. Hun sukkede svagt. og satte sig lidt besværet hen på bænken igen. Hun havde ikke rigtigt lyst til snakke lige nu det hele var så underligt at være et væsen hun vænnet sig til at være menneske.

Ira kiggede på englen. Hun bekymrede sig egentlig ikke for pigebarnet, men hun så ud til at ville acceptere det hun netop var. En engel. Ifølge hende, var hun et sølle menneske. Ira havde altid opfattelsen af, at mennesker var svage. De forventede at alt kunne redes med deres kærlighed. De havde ikke opdaget at  virkeligheden var ret meget anderledes.
Hun sukkede en anelse for sig selv.
'' Hør. Hvad fanden du hedder, eller hvad pokker du egentlig er, er jeg ligeglad med. Jeg vil bare gerne smage en anelse på dig? '' Ira kunne mærke lysten til blod stige imod hendes læber. Hendes tænder voksede langsomt ud. En fordel ved hendes familie, var at de kunne gemme deres tænder væk, så folk ikke vidst hvad de var.
Hun rykkede sig tættere på pigebarnet. Hun sukkede langsomt for sig selv. Hun var stadig ny i det at være en vampyr. Der var kun gået 2 og et halvt år. Og hun havde stadig ikke lært meget af det, at være vampyr. Hun vidste godt, hun skulle lære at styre sig selv, jo ældre hun blev. De fleste ville bruge deres styrke, for at mande sig op. I stedet, havde hun sine ord. Hun var adelig og ikke mindst elskede i blandt folk. Hun havde altid været den uskyldige pige. Ira så ned på de lysende hænder. Hun bekymrede sig ikke ret meget for det. Hun viste godt hvordan de fungere.
'' Jeg er ligeglad. Undskyldningen er ikke godtaget. '' Hun var ret irriteret over englebarnet ikke havde lyttet i første omgang hvad hun havde sagt, men i stedet havde modsagt hende.
Hun rejste sig op, og hev Thea med op at stå. Tænderne var stadig fremme. Og blodlysten var der stadig.
'' Jeg bliver nød til det. '' Hun smilede langsomt, og satte derefter tænderne i englebarnets håndled. Det smagte rimelig godt. Som kylling.
Ira slap hendes hånd efter, og så på englebarnet. '' Jeg beklager, men blodlysten var blevet stor. ''

Thea rystede svagt hvorfor ville hendes hænder ikke nu hvor hun havde brug for at de da hun rejste dem gispede hun prøvede at rive sin hånd til sig, hun havde jo bare troet at hun var mennske, hun betragtede vampyreren. Hun åbende mund og dannede ordene hun ville sige i hendes mund " stop jeg har ikke gjort dig noget" sagde hun panisk hendes stemme knækkede flere gange overudover det var hendes stemme også hæs og hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men da vampyren r stoppede vidste hun stadig ikke hvad hun skulle sige, men gjorde det tydeligt for vampyren at hun var vred. Det kunne hun ikke være bekendt har havde hun vidst den anden tillid og hun havde brudt den. hun skev på blokken Mit navn er Thea, men det er du jo ligeglad med, du vil jo heller tage mit blod hun rakte vredt blokken imod vampyren og betragtede hende det tydeligt at hun var vred, hun ville drog aldrig slås med en vampyr, men vampyren havde startet og det var ikke hendes skyld at hun ikke vidste at hun var en engel. Hendes finger begyndte igen at slå gnister. Hun kiggede på hende da hun beklagede, blive hendes vrede erstattet med et smil. Hun var sur skylden var vel hendes og det var vel ikke så slemt. Hun satte sig på bænken hun anede ikke om hun ville blive eller om hun skulle gå, men vis Ira ville snakke med hende ville hun blive, men nu hvor hun havde fået sit blod var det vel ikke sikkert at hun ville blive. På måde var hun også ligeglad. Normalt blev hun aldrig vred, men der var noget i den vampyr som kunne få en vrede frem i hende som hun aldrig havde oplevet før.

Ira bekymrede sig ikke meget, for englebarnet. Hun var uskyldig, og uviden. Hun anede ikke hvad verden egentlig gik ud på. Hvilket grusomheder der egentlig fandtes. Hun levede blot inde i sin egen lille boble, hvilket irriteret Ira meget. Hun blev nød til at kende den sande virkelighed. Hvilket væsner der egentlig levede på planeten. Hvilket monstre hun ofte ville møde.
Dæmoner, vampyr m.m var en naturlig hverdag i Ira's liv. Hun kendte til virkeligheden i det. Ikke mindst hvad hun selv var blevet udsat for, dengang hun var lille. Hvordan hendes forældre forventede at de skulle stå ret hver dag. At de skulle være de perfekte vareulve. Selvfølgelig havde Ira' elskede alt ved sig selv dengang, men hun var en ny person. En anden person. Hun var vampyr nu. Hurtigere, listigere, og skarpere. De havde meget mere kontrol over den i forhold til vareulve.
'' Hør. Slap af. Jeg var blot sulten. Intet andet? I det mindste spiste jeg dig ikke helt, hver glad for det. '' Hun var først ved at lære, at styre sin sult.

Thea himmlede svagt med øjnene og begyndte skrive Hør vis vil du smage en anden gang, så sprøg uden være så skræmmende hun rakte blokken til hende og havde ikke lyst til skændes med hende for hun vidste at hun ville tabe og for hende var der ingen grund til starte en kamp man ville tabe. Hun bed sig svagt i læben og vidste ikke helt hvad hun skulle snakke med denne vampyr om, det kunne godt være hun levede i boble af uvidenhed, men havde regnet ud at denne pige var en vampyr også inden hun havde drukket af hendes blod. Da pigen nævnte at hun også ny til det smilede hun svagt så havde de noget til fælles hun var også ny i at være engel. Hun spiste dog ikke blod. Hun lod svagt en hånd glide igemmen håret hun krøllede engle tegningen sammen og smed den ud, hun begyndte at tegene Ira. Hun vidste godt hun ikke havde spurgt, men efter et stykke tid var den færdig og Thea rakte den til hende. Hun ville ikke være uvenner, men hun var ikke sikker på at vampyren ville tage imod hendes fredsgave jeg er ikke ude på skændes, jeg vil heller være din ven end fjende så her er en fredsgave skrev hun rakte hende tegningen og blokken hun skrev i. Hun ville ikke være uvenner vis de kunne undgå det. Hun hadede at være sur på nogen og endnu værre vis de var sure på hende.