Zelda// en tur i parken

Sted: parken
Tid: 11:30
Vejr: varmt solskin
årstid: sommer
Omegn: folk og en lille legeplads

Det var en varm sommer dag. Fuglene kvidrede og solen skinnede. Det var det perfekte vejr til at gå en tur i, som mange mennesker også havde gjort. Shar var en af mange som nød det gode vejr. Hun havde besluttet sig for at gå over i parken med sin tvillingebror Sharmarke. Han luntede lige så stille i hælende på hende. Da de kom til parken, så Sharmarke op på Shar. *Skal vi der ind? Der er jo så mange der inde* klagede han. Shar sukkede af hans brok. ”ja, vi skal der ind.” sagde hun, og begyndte at gå ind i parken. *Hvorfor?* blev han ved. Shar trak på skuldrende og fortsatte med at gå uden at kigge ned på ham.

Der var så mange folk at hun næsten fik det dårligt, alle mylrede omkring hende.. Det var ikke til at komme forbi, og solen stikkede på hendes hud. Den varmede dog dejligt.. Det virkede som en lidt positiv dag for hende, men selv ikke solen kunne bringe hende evig lykke. Zelda havde fundet sig det behageligt på en bænk i skyggen, under et stort træ. Der tog hun sig en dyb indånding og kort lukkede de gråblå øjne i.. Hun prøvede ikke at tænke på noget men det var lettere sagt end gjort.. Tankerne begyndte at strømme til hende, og trangen til at skade sig selv.. Den tog kontrollen, og en lille spids pind var det eneste hun kunne finde. Hun sad derpå og snittede den imod hendes hud så den lavede en rift. Hun lod spidsen køre over riften igen og igen, jo mere hun skadede sig selv jo mere følte hun at det var det rigtige hun gjorde. Det blødte dog ikke da hun stoppede igen, hendes tanker skræmte hende ekstremt. Zelda smed pinden fra sig og støttede sine albuer på sine lår. Hvorefter hun begravede sit hoved i sine hænder.

Shar gik helt ind i parken, og ikke længe efter nåde hun til en lille legeplads. Der var mange små børn her, som lystigt legede på legepladsen. Shar misunde dem en smule at de var så små. Hun savnede ikke selv den tid hun var så lille, for der havde hun ikke selv overskud til at komme her og lege. Faktisk kende hun ikke til stedet her, den gang hun var lille. Hun havde først udforsket stedet her da hun blev lidt ældre. Shar smilede til en lille pige som sad og hvinede højlydt på en af gyngerne, som hendes far skubbede. ”Højere” lo hun, og hendes far gjorde som hun bad om, og det resulterede i at hun hvinede endnu højere. Shar gik lidt videre langs udkanten af legepladsen, da hun fik øje på en som sad på en bænk lidt længere hende. personen var en ung pige kunne Shar se. Sharmarke fik færten af hende. *hun er ikke menneske. Måske…* han snusede igen, men var ikke sikker på hvad hun var. *Jeg ved ikke helt hvad hun er, men hun er ikke et menneske, varulv eller en shapeshifter* fortalte han Shar. Shar så at hun havde en lille pind i hånden som hun vist prøvede at bruge til at skære i sig selv? Men hvorfor? Shar gik lidt tættere på, og pigen smed pinden fra sig, og begravede derefter ansigtet i hænderne. Shar fik medlidenhed med hende, og begyndte at gå der over, men Sharmarke var mere skeptisk. *1. vi kender hende ikke og 2. du ved ikke om hun er farlig* Shar ignorerede Sharmarke fuldstændigt, og gik over og satte sig på bænken, lige ved siden af pigen. ”Hvad er der i vejen?” spurgte hun.

Pludselig føltes det som om der var kommet en hen ved siden af hende ud af det blå, Zelda havde intet imod at møde nye personer. Hun smilede svagt til den nyankommende, der havde sat sig ved hende. "Der er intet i vejen." Svarede hun med en lille løgn, hendes smil var overbevisende. Det var det sjove ved det, hun havde bygget en facade af det stærkeste metal. Så hendes smil næsten ikke kunne skæres igennem, for at se de sår hun havde på sjælen. Zelda var knust indeni, ødelagt ud til kanten.. Hun kørte en hårlok om bagved sit ører. Navnet er Zelda." Sagde hun så med et venligt smil, for hun havde jo intet imod at få nye venner eller lære nogle at kende, man skulle give alle en fair chance.. "Og dit navn er?" Spurgte hun høfligt og lagde hovedet lidt på skrå. Zelda prøvede at gemme sine ar på sit håndled ved at ligge den anden hånd over til at sårene healede engang.

Shar så en smule mistroisk på Zelda. Hun var ikke helt overbevist om at der intet var galt. Hun havde jo lige grædt, så hun kunne da umuligt være helt okay, eller kunne hun? Shar var i tvivl, for Zelda så meget overbevisende ud. Shar smilede tilbage til Zelda, men så hinde i øjnene. Man plejede at sige at øjnene var vejen til ens sjæl, havde hun hør. ”Mit navn er Shar” sagde hun. Hendes bror begynde at knurre lidt surt af Shar. Hun skulle da ikke bare glemme ham. Shar blinkede, og så ned på ham, og så tilbage til Zelda igen. ”Når ja, det her” Shar slog amen ud mod Sharmarke for at slå helt fast hvem hun talte om. ”det er Sharmarke” sagde hun. ”Hvis der intet var galt, hvorfor græd du så?” spurgte hun. Det var ikke for at være uhøflig, hun kunne bare ikke ignorere hvis folk var kede af noget, eller noget. Hun håbede ikke at Zelda ville blive sur på hende.