Den lange rejse Dylan

Tid: 09.12 om morgen
Vejr: Grå skyer med tordenvejr i horisonten.
Sted: Firewood Village
Omgivelser: I Smejden med masser af kunder og børn udenfor butikken legende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Den lune vejr lovede ikke godt og folk vidste det. Folk pakkede deres vigtige sager ind og bar dem hjem i sikkerhed. Børnene blev holdt godt øje med. Sidste gang der var et voldsomt uvejr mistede byen 5 børn til flodens dyb.

Parzel hamrede på sværdet som han skulle have færdigt inden middag. Sammen med en masse andre ting. Hans kunder sad på bænke i den ene ende af smedjen og snakkede. I Firewood Village kendte alle næsten hinanden. Parzel havde kun været her et par uger, men kendte allerede en del mennesker. Hans tunge hamre hamrede en rymte som altid. "Jeg har hørt rygter om en rubin." Han lyttede til med halvt øre. "Du mener vel ikke rubinen fra Thorban-bjergene." Nu havde de hans fulde opmærksomhed. "Jovist. En vareulvfamilie har snakket om den i lang tid." Parzel blottede tænder og lagde hammeren fra sig og gik ud baggården.

"Jamen udmærket, staldbroder!" udbrød Dylan hjerteligt og klappede den slanke mand på skulderen,  "jeg har af hjertens grund ledt efter den rubin.  Den siges at være meget fuldværdig! Kunne du tænke dig, at komme med på min rejse?"
Til Dylans forargelse lod manden ikke til at være begejstret for idéen. Det var ganske grant, at han ikke var klar til at bevæge sig ud på sådan en farlig færd. Typisk! Thorban-bjergene havde et ry for at være fæle - nok ikke hvad en almen borger i Firewood Village var interesseret  i at udforske.  
"Nuvel," sukkede Dylan og gav slip på karlens skulder, "vi er ikke alle født til storhed." Dylan begav sig videre ind i landsbyen, begærlig efter at finde en troværdig partner til hans færd. Han var nået til smedjens baggård da han så en ung mand gengælde hans blik.
Dylans begejstring vendte tilbage. Manden lignede én, der var skabt for eventyr.
"Vær hilset, kammerat," råbte han og gik imod fyren.

Parzel frøs og vendte sig halvt om. De mørke øjne havde en gennemskærende effekt. Noget ved denne yngre mand gjorde ham nervøs, men nysgerrig."Ja?" Det korte svar gjorde det let for ham at vende sig om og tag øksen for at kløve brænde. "Nej vent. Lad mig gætte. Du vil efter rubinen?" Han så kort på manden. Vendte sig om og svingende øksen. Et dump og træet var kløvet. Han tog et nyt styk og gjorde det samme som før. De grå skyer blev mørkere og vinden tog lidt mere til, men tordenvejret var ikke kommet endnu. Foran dem lå hans hytte. En solid hytte med bjælketag og skorsten. Hytten var ret stor selvom der kun boede ham. To etager plus kælder.

"Udmærket gisning, min ven," sagde Dylan, imponeret over den akkurate formodning. Smeden måtte være vant til utallige eventyrer med lignende mål. "Jeg bliver vel nødt til at kremte - ja, jeg er efter Rubinen. Et artefakt med umådelige magiske evner. Et fristende mål!"

Dylan bemærkede, at karlens hænder virkede slidt. Et tegn på erfaring. Samtidig kunne der skues en seriøsitet i øjnene, en stædighed Dylan ikke havde set hos mange. Smeden virkede ikke til at være meget engageret i hvad Dylan havde at sige, så han ledte fortsat efter samtalestof. Han observerede en robust, overraskende rummelig hytte foran dem. Den ragede op over dem i den piblende vind. I sandhed et flot stykke arkitektur.
"Er dette din hytte?" forhørte Dylan sig og traskede imod bygningen, "det må være en fornøjelse at komme til huse med sådan et hjem. Du virker til at have styr på dit liv."

Parzel så overrasket på ham, men blikket blev hurtigt neutralt. Og han satte øksen ned på blokken."Jeg kommer fra en stor familie i Thorban-bjergene. Jeg fik banket ind i knolden at hvis man ikke har styr på sit liv er man kun et skind på en jægers væg." Han gik hen til brønden og trak trøjen over hovedet. Hans ryg var fyldet med ar og brystet var ikke 6-pack, men 8-pack. Parzel hev en spand iskoldt vand op. "Men du er hellere ikke her fra egnen er du? Du lyder til at komme fra en af de søtrrer byer. Så hvorfor komme ud til en søvning by som Firewood?" Den unge vareulv vendte sig mod mennesket. Det krøllede hår klistrede sig til hans ansigt, hals og nakke.