The forst of fear. ~Nicolas~

Hun lagde hovedet lidt på skrå, hun kunne fornemme på ham at han havde et eller andet i tankerne. Hun satte sig ned ved siden af ham og holdt stadigvæk i hans hånd.. Han spurgte ind til dem hun så i skoven, og hun havde ikke i sinde at holde noget skjult for ham. Men Julian og Locan, de var bare meget svære for hende at snakke om. Og så alligevel, havde hun fortalt nogle om dem.. Hun tog en dyb indånding, og kiggede kort ud i luften. Hun var jo bange for dem, Julian var måske død med Locan gik stadigvæk rundt og ville have hævn over Julians død.
"Julian og Locan, jeg har kendt dem siden jeg var 13 år. Jeg var så dum at gå ud fra mit hus selvom mine forældre havde sagt at jeg ikke måtte forlade huset. Men når man er 13 år, og man aldirg har set andet end det hus.. Så sprang min nyserrighed. Jeg gik hen til kroen, hvor jeg mødte Roses. Den vampyr vi mødte den dag med Jacob.. hun angreb mig, men en dæmon reddede mig Julian, eller jeg troede han reddede mig.. Det eneste han gjorde i 6 år sammen med Locan derefter var at gøre mit liv til et levende mararidt." Caroline åndede ud og kiggede Nicolas i øjnene, hun vidste godt at han ikke vidste helt hvad hun mente. Men det kunne være mange ting trods alt, men i Caroline's tanker og minder var det blot et levende mararidt som havde fundet sted i 6 år, før hun havde taget sig sammen til at stikke af.

Nicolas lyttede til hvad hun fortalte. Han var så træt af, at ingen kunne lade hende være. Det ville blive værst for dem selv i sidste ende. Der var ikke mange der havde overlevet det. Han ville ikke lade nogen så meget som krumme et hår på hendes hoved. Så han blev vred af hvad hun fortalte. Han vidste ikke hvordan de gjorde hendes liv, et levende mareridt. Men han havde sine idéer, og hvis de var sande, så havde han et par drenge han skulle snakke med. Han holdt hende stadig i hånden, så hun vidste han var der. "Hvad gjorde de?" Han ville ikke tvinge hende til, at fortælle om det. Men han ville bare gerne vide om det var slemt nok til at lide døden langsomt eller hurtigt. Ligemeget hvad ville de dø. Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis han ikke beskyttede hende imod alt. Ligemeget hvad det var. På nær Angela måske. Hvis han skulle vælge en af de to, så ville han højst sandsynligt ikke vælge. Han ville ikke kunne vælge.

Hvad de havde gjort der var jo så meget de havde gjort på 6 år, ikke kun ved hende men mange andre kvinder også. Derfor valgte hun at tale i flertal, mest af alt også fordi det var for hårdt blot at sidde og fortælle den smerte og frygt de havde påsat hende... Hun havde en lille reflekts da hun tænkte tilbage, derfor klemte hun lidt på hans hånd. Det var som et sus at tænke tilbage på at gå rundt i alt den panik, de skrig som kunne hørers dag og nat..
"Julian ejede huset jeg kom til, senere om natten vågnede jeg op af skrig.. Jeg tænkte det nok blot var min fantasi og at jeg kom sikkert hjem næste morgen. Men da jeg vågnede næste morgen fik jeg at vide at jeg aldrig ville komme væk derfra. Så mødte jeg Locan, som smed mig ned i en kælder... Jeg troede ikke mine egne øjne, kælderen var fyldt med kvinder. De var nøgne, både torturet og mishandlet. Nogle af dem havde børn. Drengebørnene tog Julian sig af, han fik dem opdraget til at være som ham.. For han mente at det var den rette tro. Sådan gjorde Julian ved alle i den kælder, mishandlede dem. Behandlede dem som skadedyr, nogle dage værre end andre. Locan var den værste han udvalgte to yndlings, som han simpelthen tog en for en og behandlede som skidt.." Caroline kiggede ud i luften, tydeligt hvis man kendte hende.. Så kunne man se at det var hende selv hun snakkede om når det kom til hvad de gjorde.. Hun åndede ud, hvis han ville vide mere skulle han bare sige det. Nu var hun ved det.. Så kunne det lige så godt overståes. Locan var den eneste af dem som staidgvæk var i live idag, og hans irriterende evner gjorde det nærmest umuligt at komme af med ham..

Nicolas lyttede igen, han sagde ikke noget. Han ville bare lade hende fortælle det. Han knyttede den hånd, han ikke havde i hendes. Det var tydeligt, at det gik ham på. Han var vred, han ville bare sørge for at han var den sidste person de nogensinde fik set i live. Men han besluttede sig for, at skifte emne. Han lagde en arm om hende og holdt godt fast i hende. "Fortæl om Jacob. Hvordan mødte du ham?" Han tænkte, at det var et bedre emne at tale om. Hun kunne altid spørge ind til Julian og Locan på et andet tidspunkt, men han ville ikke føre for meget smerte over på hende på en gang. De kunne tage det i bidder, det ville være bedre for hende. Og han ville hende jo det bedste.

Caroline kunne godt lide at han holdt om hende, derfor følte hun sig tryg. Fordi at det var ham, og desuden var det hendes fortid. Den sagde meget med hvem hun var blevet til, men hun overlevede trods alt. Det var også derfor episoden med Kukiu havde taget hårdt på hende, og endnu hårdere at Eliza var kæreste med ham.. Jacob hun tænkte tilbage, på da hun sad broen og kiggede ud på det salte vand. DEt havde været efter bruddet med Christian, selvom han havde kaldt dem et par, så havde hun aldrig rigtigt følt sig i et forhold med ham.
"Jacob mødte jeg på en ret trist dag, han var alt for godt forhold med en af mine eks kærester. Rettere sagt personen som begyndte mit had til vampyrer, men Jacob og jeg kom bare godt ud af det med hinanden. Selv efter jeg blev varulv, var han den eneste som kunne holde mig nede på jorden så min vrede ikke løb af med mig. Han forstod hvordan han skulle håntere det, han var rolig omkring det. Andre tider i de tre år har været mindre gode, og så de bedre. Jeg fik min evne og dræbe Julian." Fortalt hun og var ret stolt over at hun havde dræbt Julian. Hun var stolt over at hun overhovedet havde stukket af derfra.

Nicolas ville altid gøre mere for hende end for andre. Det var specielt med dem, deres forhold var heller ikke som andre forhold. Det virkede bare stærkere. Han troede fuldt og fast på, at de kunne gøre alt sammen. Han vidste det. Nicolas ville gerne vide alt om hende, og han ville også gerne fortælle om ham selv, hvis han ville vide det. Han smilede lidt over hendes møde med Jacob. Han var ikke bedste venner med ham, men hvis han gjorde Caroline glad var hun glad. Han var ligeglad med, hvem der gjorde ham glad. Det kunne være Mason for den sags skyld. Han var ligeglad, hendes glæde betød mere end hans vrede. Nicolas var stolt af hende, selv før hun mødte ham var hun stærk. Han vidste godt, at det hele ikke var hans skyld. Men han vidste, at hun var blevet mere badass efter hun var blevet vampyr. "Det er en sød historie."

Caroline kiggede lidt på ham, da han sagde det var en sød historie. Hendes varulve år havde været gode for hende, specielt med hensyn til hendes selvtillid mod og styrke. Nu var hun blot bare blevet helt sig selv, eller det ville hun være når hun kom helt i kontrol med hendes morderiske side. Caroline nikkede lidt.
"Det var også en af de bedste tider." Hun lage lidt tryg på en af, for efter hendes møde med Nicolas, så havde det blot været det bedste. Hun havde aldrig troet på at hun kunne klare at leve som vampyr. Det havde hun gjort i et år nu, og hun var endda vampyros. Hun klarede det fint, med undtagelse af hendes morderiske side. Caroline kiggede lidt op på ham.
"Og dig hvad er den store mystiske baggrund omkring dig så?" Spurgte hun kærligt, hun ville gerne vide det. Men han kunne jo altid lade hver med at fortælle hvis han ikke ville.

Nicolas kunne godt forstå, hvorfor hun havde nydt hendes tid som varulv. Han havde også i starten følt sig skyldig, over hun ikke længere var det. Men hun virkede selv tilpas, så noget sagde ham, at hun havde det fint med hende. Ellers skulle han nok, sørge for at det blev anderledes. Det kunne han godt. Nicolas sendte hende et smil og trak sin arm til sig, da hun spurgte indtil hans fortid. Der var en del at fortælle, men det meste omhandlede nogle han havde dræbt af diverse grunde. Så det kunne han lige så godt udelukke. "Som børn blev Angela og jeg ikke set som ligeværdige. Hun var ikke ren menneske eller vampyr. Så derfor holdt de mere af mig. Jeg var menneske, de elskede mig overalt på jorden og ignorerede næsten Angela. Det fik også Angela til, at stikke af. Det gjorde det hele værre, jeg savnede hende. Hun var min søster, den eneste jeg stolte helt på. Men jeg flyttede selv hjemmefra og levede alene i lang tid, før jeg blev bidt af en vampyr. Jeg kunne ikke styre mig selv, jeg prøvede, men jeg kunne ikke kontrollere min blodtørst og i lang tid gik jeg rundt som en massemorder. Skylden var ved, at æde mig op indefra..."

Han holdt en kort pause. "... Men jeg fik styr på det, og ikke lang tid efter det mødte jeg min første kærlighed. Jeg blev hurtigt forelsket i hende, men hun følte ikke det samme. Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville forelske mig igen. Jeg ville ikke føle den smerte igen. I en masse år gik jeg bare selv, uden og holde af nogen. Jeg gjorde bare hvad der passede mig. Men så mødte jeg dig og tingene ændrede sig." Den var den korte version af hans historie.

Caroline kiggede over på ham med hovedet lidt på skrå da han begyndte at fortælle, hun havde altid været en ret god lytter. Ikke altid den bedste med råd, men hun kunne altid lytte. Caroline havde aldrig hørt hans baggrund før, eller lidt af Angela's. Alle havde en grund til at være som de var, at være såret.. Det kunne få en til at gør de mest mærkelige ting.. Men det med at han nævnte at han havde været massemorder, men han havde jo kontrol over det nu sådan da.. Eller det mente Caroline, hun overvejede at spørge om hans hjælp.. I stedet for at byerne skulle sejle med lig..
"Men, hvordan fandt du kontrollen med dig selv?" Spurgte hun omkring det.. Hun følte sig varm indeni, over at hun havde ændret noget. Det var første gang hun havde hørt den. Hun blev dog ved med at kigge facineret på ham, hvorfor vidste hun ikke helt.. Det var bare noget hun gjorde. Hun tænkte tilbage på Arason, hvordan hun havde dræbt ham, det havde jo været helt ekstremt over hendes normale måde at dræbe andre på.. Men det havde været følelserne som havde fået hendes morderiske side frem, skylden, sorgen..

Nicolas' historie var egentlig ikke så indviklet, han havde oplevet ting der var lidt voldsomme, men ikke ligefrem indviklet. Han havde tænkt sig, at han ville snakke med hendes kontrol problem, Han mente bare ikke, at dette tidspunkt var det rette, men hun ville gerne ind på det og han havde ikke noget problem med det. "Skammen og skyldfølelsen blev bare for meget. Men man kunne også gøre det på en anden måde. Man kunne straffe sig selv, hvis man dræber en person." Han havde aldrig selv gjort det, men det var også svært, at gøre det uden nogen støtte. Men han ville hellere end gerne hjælpe Caroline. Hun skulle ikke leve med den skyld han gjorde, der var ikke en dag hvor han ikke fortrød de mange uskyldige mennesker han havde dræbt. Han dræbte stadig nogle gange, men det var ikke fordi han ikke kunne kontrollere sig selv. Det var enten fordi modparten fortjente, eller fordi han havde brug for blodet.

Sådan havde Caroline ikke tænkt på det, at straffe sig selv. Hun havde overvejet det, men hun vidste at hendes morderiske side blot ville elske smerten.. Eller ville den? Caroline tænkte ikke meget over det, hun havde allerede fortrudt nogle hun havde dræbt også andre hvor hun ikke havde... Hun nikkede lidt, hun rystede tanken ud af hovedet på sig selv, og kom i tanke om Eliza da hun så på et par af de glaskår fra Eliza's armbånd. Hun tog en dyb indånding..
"Kender du følelsen af at føle sig som en forfærdelig søskend?" Spurgte hun imens hun kiggede lidt ned i jorden, tydeligt hende at Eliza ikke havde det bedste forhold ligenu. Muligvis vidste Nicolas allerede det, men Caroline vidste ikke om han selv kunne regne den ud. Hun sukkede lidt..
Caroline stod hænderne i lårene, og rejste sig så op. Hun gad ikke hænge i det triste mere, hun vendede sig om imod Nicolas og tog en dyb indånding.

Nicolas så på hende og lagde en hånd på hendes lår. "Lad mig hjælpe dig." Han havde tit følt sig som en dårlig bror. Han havde aldrig modsagt hans forældre, så de gav Angela kærlighed også. Han havde aldrig ledt efter hende. Han følte sig som en halvdårlig bror til tider, men han vidste at Angela ikke havde det sådan. Hvis hun havde det sådan, ville han vide det. Hun ville have givet udtryk for det, på en eller anden måde. Nicolas så på hende da hun rejste sig. "Ja. Mange gange." Han kunne godt regne ud, hun havde nogle problemer med Eliza. Det var nok også grunden til, mange af hendes ting var her. Han rejste sig op og gik hen til hende. Han lagde armene om hende. "Alle kan have problemer. Men man kan også godt komme over de problemer. Du skal bare tage det første skridt." Han vidste ikke hvad problemet var.

Caroline sukkede lidt og kiggede op på ham.
"Hvordan vil du hjælpe? Det mig som ikke kan acceptere noget som hun selv bestemmer.." Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det, alle havde problemer ja. Men Caroline var skyde dårlig til at se ting fra andres vinkel af, når hun selv havde en kræftig mening omkring tingene... Caroline tog en dyb indånding.
"At tage det første skidt ville være at tilgive hende for noget jeg ikke kan tilgive hende for, eller jeg kan godt tilgive hende eller prøve på det. Men jeg vil ikke tale med hende.." Caroline kiggede ham i øjnene imens han holdt om hende, og vidste enlig ikke hvad hun skulle gør ved det.

Nicolas ville hjælpe hende på hende så mange måder som muligt. Han ville bare sørge for, at hun havde det mest muligt. "Kan du fortælle mig hvad jeres skænderi handler om?" Han havde svært ved, at hjælpe hvis han ikke kendte til problemet. Han aede hende hen over baghovedet for, at berolige hende. "Caroline.. Det hjælper ikke, at stikke af fra sine problemer. Du bliver nød til, at konfrontere dem. Det er sådan man bliver stærkere." Han mente ikke, at hun ikke var stærk. Men alle kunne blive stærkere på et eller anden punkt. Han skulle selv være bedre til ikke, at være så lukket. Slet ikke over for dem der betød meget for ham.

Caroline tog en dyb indånding og kiggede ham ind i øjnene.
"Altså det var dagen efter du tog væk, jeg tog hjem til Firewood Village for at snakke med Eliza. Og det gik fint nok til hun vælger at nævne at hende og Kukiu var blevet et par. Jeg havde ikke meget tilovers for det og gik imod udgangen, vi kom op og skændtes. Hun begyndte at råbe og vil dræbe sig selv, hun brændte næsten huset ned. Men jeg slukkede ilden, og så gik hun." Sagde Caroline, lige der kunne hun ikke se hvad hun havde gjort galt.. Hun ville jo have undgået diskutionen.. Men så let havde det ikke været.
"Næste møde så sloges vi med nogle varulve her i byen, og endnu engang kom vi op og skændtes.. Og så nu gider jeg hende snart ikke mere!" Caroline havde givet lidt op på det.. Givet op på at finde ud af hvad hun skulle gøre ved den situration, Caroline havde ikke tænkt sig at give direkte op, men hun ønskede ikke at skulle se på Kukius ansigt eller hører Eliza's lange samtaler omkring ham. DEt ville hun ikke kunne holde ud, ikke efter den måde at han havde behandlet hende på.. DEt ville hun trods alt ikke kunne tilgive ham for.

Nicolas så på hende. Han kunne sagtens forstå hende, men det var ikke Elizas skyld, hun kunne ikke gøre for, at hun var blevet forelsket. Det samme var sket for dem, selvom de i princippet havde hadet hinandens racer. "Jeg kan godt forstå dig. Men hun har ikke selv valgt det. Hvis hun kunne, ville hun nok vælge ikke at blive forelsket i ham. Men det er sket, hun kan ikke gøre for det. Ved at du ikke taler med hende, føler hun sikkert, at hun skal vælge mellem dig og Kukiu. Det har hun ikke lyst til, det ville være ligesom hvis du skulle vælge mellem mig og Eliza. Du ved aldrig hvornår du mister din familie. Jeg snakkede ikke med Angela med flere tusinde år, jeg var sikker på hun var død. Vil du have det sådan med Eliza? Gå i mange år og bekymre dig om, hun er død eller ej?" Han så alvorligt på hende, han var ikke vild med at hun var i nærheden af Kukiu, men han ville heller ikke have at hendes forhold med Eliza var ødelagt. "Snak med hende."

Caroline nikkede stille, og tog en dyb indånding. Han havde ret, og selvom Nille og Jacob havde sagt noget lignende.. Så kunne de alligevel ikke få hende 100% overbevist ligesom Nicolas kunne. Caroline var vred på Eliza, men ville ikke miste hende i flere år uden at vide om hun var i live eller ej.. Hun kunne ikke engang forstille sig det.. Hun kiggede lidt ned i jorden, og nikkede for sig selv. Hun rettede blikket mod Nicolas' øje igen, og så lige ind i dem.
"Nej jeg vil ikke gå rundt med den følelse, jeg har følt mig nok alene i sidste par dage. Den følelse skal ikke fortsætte, og jeg ved det ikke er hendes skyld. Jeg er bare så fanden dobbelt moralsk.." Caroline var ved at blive godt vred på sig selv, og tog hænderne til hovedet, med et greb i hendes eget hår. Den vrede hvorfor skulle den plage hende sådan, samt det strejf af sorg over hun faktisk havde såret Eliza på den måde. Jacob, Nille og endda Eliza havde accepteret Caroline var sammen med Nicolas. Og Caroline havde været så fandens egoistisk, hun havde ikke tænkt på andre end sin egen lykke lige der. Og den ramte ind på hende nu, for hun havde ikke tænkt over det før nu.. Hun tog en dyb indånding, det var skyldfølelsen. Den bølge som skyllede indover hende.
"Jeg en forfærdelig person, hv..hvordan kunne jeg være så egoitisk!?" Caroline's hovede var ved at ekspludere, hun prøvede at tage det roligt.. Men det kunne hun bare ikke.. Hun knyttede sine næver voldsomt, at hendes egne fingre næsten brækkede.. Lyden af knoglerne knirkede, skar i hendes egne ører.. Men smerten sagde hende intet ligenu.. Hun følte sig som den værste person i verden ligenu..

Nicolas var glad for, at hun var kommet frem til den konklusion. Det var bedst, at de fandt sammen igen. Han så hvordan hun begyndte, at pine sig selv. Han gik hen og tvang hendes hænder ned. "Caroline! Du er ikke forfærdelig. Du er ikke egoistisk. Du har været igennem meget, og du nyder at du har det godt nu. Og fordi Kukiu har været med til at såre dig, vil du ikke have ham tæt på dig eller din søster. Det er ikke forfærdeligt. Du er bange for, at han vil gøre noget ved dig eller Eliza igen. Det er der intet egoistisk over." Han så hende i øjnene med hans klassiske seriøse udtryk. Han mente hvert et ord, der var intet af det hun havde gjort, der var forkert. Det hele var gjort af kærlighed. Han kyssede hende på panden og tog fat i hendes hånd. "Lad vær med at bearbejde dig selv. Du gjorde det hele af kærlighed. Du må ikke pine dig selv sådan." Han lagde armene om hende og holdt hende tæt. Han ville ikke have hun havde det sådan.

Han tvang hendes hænder ned, og hun kiggede ham i øjnene imens hun sank en klump. Hun tog en dyb indånding og nikkede til hvad han sagde, hvorfor havde han næsten altid ret. Ikke at der var noget galt med det, det gjorde at hun lyttede til det han sagde. Det havde hun gjort lige meget hvad.. Caroline kæmpede for at få styr på sine følelser, hun lukkede øjnene for at få kontrol.. Og det hjalp lidt i hvertfald, hun var ved at være træt af at græde. Han lagde armene om hende og holdt hende tæt, Caroline lagde sit hovede på hans skulder, og blev mere rolig.. Og en tanke slog hende, hvad var der sket hvis at Nicolas ikke havde været der da hun flippede? Hun rystede tanken ud af hovedet igen, og var meget mere rolig nu. Caroline slappede af i sine muskler, og trak vejret stille samt roligt.

Nicolas blev bare ved med, at holde armene om hende. Han ville gerne sørge for, at hun var sikker. At hun var tryg. Men han ville også gerne have, at hun havde det godt med dem der var tæt på hende. "Tag hen og snak med hende. Inden det er for sent." Han trak sig en anelse væk, så han så direkte på hende. Han aede blidt hendes kind, men vendte så blikket over imod Linetth, han skulle også have styr på hende og sørge for, at hun var okay. "Jeg skal også holde øje med Linetth. Hun får det nok snart bedre." Han kyssede hende blidt og gik væk fra hende og hen til sengen. Han satte sig ned ved siden af Linetth, men så over på Caroline. Han smilede forsigtigt, men vendte så opmærksomheden imod Linetth, han aede hende over håret og begyndte at tro, hun ikke ville klare den. Måske havde hun bare mistet for meget blod?

Caroline nikkede forsigtigt, og kiggede overpå ham imens han sad ved Linethh.. Caroline kunne tydeligt hører at hjertet bankede, men meget svagt.. Hun forstod hans bekymring.. Og at han sikkert bare gerne vil have fuld fokus på at Linetth kom sig, og det skulle han have lov til. Caroline havde bare ikke lyst til at gå nogen steder, men det var nok det bedste.. Hun tog en dyb indånding.
"Ja jeg kan nå til Firewood Village ret hurtigt, giv mig til imorgen. Så ere jeg tilbage imorgen ved middags tid måske. Jeg har bare brug for at tale med hende, så hvis hun er hjemme bliver det alligevel ikke en lang samtale. Måske, men jeg er hjemme.. tilbage imorgen." Svarede hun og nikkede lidt, hun kørte en hånd igennem sit hår. Hun kastede blikket på Linetth igen.
"Hun skal nok klarer den, på den ene eller anden måde. Du kan altid forvandle hende til vampyr.. Hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt." Sagde hun stille, det var ikke sikkert at han ville tage det til overvejelse. Men det kunne være en mulighed hvis at han fandt det vigtigt nok.

Nicolas nikkede bare til hendes ord. Han gav dem ikke så meget tanke, han tog fat i Linetths hånd og holdt den tæt i hans. Han var virkelig bekymret, han havde ikke lyst til, at forvandle hende. Det var bedst, at hun forblev menneske. Det var sådan det skulle være, han kunne ikke se hende som vampyr. Nicolas vendte blikket op på Caroline. "Vi ses i morgen." Han svarede ikke på det andet, han havde ikke lyst til at tænke på hende som vampyr.

//Jeg gætter på du outer nu?

Caroline nikkede til ham, og gik ud til entreen og satte på løb til Firewood Village. Hun håbede på at alt gik vel, og at Linetth fik det bedre men man vidste jo aldrig.

//Jeps XD Out ^^//

//Et af mine yndlings plots!!