Take every chance - drop every fear(Cassidy)

Hans latter sendte kraftige stød af irritation, igennem dæmonens slanke krop. Den overlegne, arrogante toneleje der sivede ud fra hans læber i takt med latterens dumme, højlydte ryk, trak en kvalmelignende følelse frem i hendes krop. De andres latter blandede sig muntert og pisse arrogant i hans dumme lyd. Og alligevel flød en klingende, blød latter fra hendes rødlige læber, som var det naturligt for hende, at le af den samme vittighed der trykkede en kvalme frem fra hendes krop. Intet i hendes holdning, tydede på, at hun ikke fandt hans vittighed mindst ligeså usigeligt morsom, som resten af folkene i rummet gjorde.
- Godheden har dig i sit greb, Neco.
Yeah right. Det her er sgu ikke godhed. Det er fucking overlevelse!
- Neco, dit sprog ..
Kan rende dig pisse hårdt. Jeg gider satme ikke diskutere det - igen!
Lokalet var forholdsvist stort. Rektangulært, og med en del kraftige trædøre ved hver væg, var det forholdsvist god til et flugtforsøg, så længe hun ikke var fanget i et hjørne. Derfor lod hun konstant sig rykke svagt ved de andres bevægelser, så hun uden nogen undtagelse, havde mindst 2-3 døre indenfor sin rækkevidde, som hun ville kunne nå indenfor et par sekunder maks, uden at blive hindret af nogle af de tilstedeværende.
Udover dæmonens skikkelse, stod 11 mænd i rummet, i afslappede holdninger der viste, at dette var deres hjem. Dæmonen var den indtrængende, det ukendte faktum - og tydeligt interessant. Måske fordi hun, så vidt de vidste, var ikke blot en kunde, men også en arbejdsmulighed. Måske fordi hun var et kvinde - og hun virkelig forstod at vise, at hun var en kvinde.
Delilah var ikke typen der var super feminin. Læder, våben og bandeord var nogle af de ord der kendetegnede hende, men som tidligere succubus, havde hun lært meget hurtigt, præcis hvordan man skulle fremhæve sine former. Derfor blev de fremhævet, på en måde der tiltrak mændenes opmærksomhed, men alligevel ikke afslørede hver kropsdel og lod dem se alt. Og for disse mænd, der ikke syntes at være i selskab med kvinder der ikke var slaver, særligt ofte, fik det i hvert fald trukket deres blik ned i hendes kavalergang og over den slanke krop.

En cremefarvet kjole slyngede sig tæt om hendes krop, og bøjede sig svagt ved hendes barm, så kavalergangen blev vist frem. Et brunt bælte skilte kjolen ved hendes smalle talje, hvor kjolen løsnede op og flød istedet løst ned over hendes krop, som bølger der bevægede sig flydende ved enhver bevægelse hun lavede. En blå cardigan var trukket henover de ellers nøgne skuldre, og en lille hjertehalskæde hvilede roligt imod hendes bryst. Kjolen sluttede af midt på låret, og skjulte dermed de våben, der var fastspændt om hver af hendes lår. Nok var hun undercover, men ubevæbnet, dét gjorde hun sig ikke i!
"Lyder det ikke godt, Jordan?"
Hans stemme afbrød hendes tankegang, og sendte et automatisk, varmt smil ind på hendes ellers så kolde læber. De mørke lokker snoede sig om hendes ansigt, da hun drejede hovedet, og lagde blikket imod manden der havde talt. Hans blik lå ligeledes på hende - ikke i hendes blik, men alligevel.
"Det lyder dejligt, søde. Den rundvisning jeg er blevet lovet ...?"
Han nikkede ivrigt, og slog ud med hånden, som daskede han til en sommerfugl. De andre mænd trådte nærmere, og en enkelt dristede sig endda til at stryge en hårlok væk fra hendes ansigt, med en fingers strejfen. Uden at tænke over det, gled hendes ryg let bagover, så hun kom en smule være fra hans tilnærmelser.
"Naturligvis, naturligvis! Vi kan starte med første dør til højre for dig."
Med et venligt smil i hans retning, snurrede hun omkring, og lod hælene ramme jorden med ekkoende lyde, da hun forsvandt i retning af den dør. Et par fingre lod hun blidt, næsten kælent lege med den skrøbelige guldhalskæde om hendes hals, med et næsten fraværende blik. Den anden hånd snoede hun omkring dørhåndtaget.

"Jeg skal lige løbet et ærinde, så hvad siger du til at vi mødes hos mig om en time?"
Sådan havde han sagt, Peter, da han for mere end en time siden havde forladt Cassidy på kroen i Rotten Root District.
Cassidy plejede af princip at holde sig langt væk fra Terrorville, hvor Peter ellers havde bosat sig. Cass brød sig simpelt ikke om bydelen, og derfor både overraskede og skræmte det ham, hvor lidt der havde skullet til for at få ham overtalt. Tre øl og tanken om den minimale chance der var for, at Peter ville knalde - og bam, han var solgt.
Han fortrød det inderligt da han gik hen over brostenene der udgjorde den hovedgade i midten af Terrorville, hvor han nu befandt sig på. Han blev hurtigt enig med sig selv om at han ikke bare, ikke brød sig om Terrorville - han hadede den.
Han hadede de ukendte og fremmede gader med de store bygninger og højhuse der kastede lange skygger efter sig, og mørklagde dele af hovedgaden. Og så var der folkene - åh, hvor brød han sig heller ikke om folkene. Han brød sig ikke om den måde de kiggede på ham - mistroisk og misbilligende, og det var ikke kun vagterne, som man kunne spotte mindst to-tre af hver eneste gang man rundede et gadehjørne, men også folk i almindelighed gloede.
"Hvad glor du på?" vrissede Cassidy, da endnu en kvinde gav ham elevatorblikket med det ene øjenbryn løftet i skepsis. Hun himlede blot med øjnene som svar, idet hun passerede ham.
Cass trak den brune, alt for store, jakke tættere om sig. Han vidste godt at hans tøj vakte opsigt her - Den kæmpe jakke, skjorten af groft bomuld der var tyndslidt på albuerne, og som ovenikøbet havde en plet på venstre side af brystet, som han ikke havde kunnet få væk, og de brune læderstøvler, som egentlig var pæne nok, hvis ikke det var fordi, den venstre sål var ved at falde af resten af støvlen, og derfor 'flappede' ved hvert et skridt han tog - han burde nok overveje at prøve at få den lavet, eller endnu bedre, anskaffe sig nogle nye sko.
Cass stoppede op ved skiltet til den gade hvor Peter havde sagt han boede. Gaden så umiddelbart ud til at være uendelig lang og strakte sig så vidt øjet kunne række.
"Det er en hvidkalket bygning med trædør," havde Peter sagt. Sikke en idiot - Cass kunne allerede nu spotte mindst ti fucking huse, der passede til den beskrivelse.
Et svagt suk undslap menneskemandens læber idet han blot nærmede sig det første og bedste hus, der svarede til beskrivelsen. Havde han haft tænkt sig om, ville han have vist at det ikke var det rette. Villaen var jo enorm - slet ikke et sted Peter ville have råd til at bo. Villaen var pæn og veligeholdt og trædøren, som var udstyret med et forgyldt dårhåndtag, var massig og robust af udseende, og udsmykket med krogede sirlige mønstre der var skåret ind i træet.
Cassidy lagde sine fingre omkring håndtaget og kunne mærke det kølige metal mod sin hud. Han trykkede derefter håndtaget ned og lagde al sin vægt mod døren. Egentlig havde han haft en forventning om at døren ville være tung og besværlig at få op - måske endda ligefrem at den ville binde, og om, at det ville være nødvendigt at lægge al vægt og alle kræfter i, for overhovedet at få den op. Han blev slemt overrasket. Døren åbnede sig med lethed og han derfor nærmest væltede ind ad den - havde han ikke holdt om håndtaget - var han garanteret også væltet rigtigt.
Det var ikke den rigtige bygning. Ethvert andet kløgtigt menneske ville have opdaget det med det samme, og ville nok også have haft skyndt sig med at forlade lokalet igen. - Sådan var Cass ikke. Han stod og gloede på mændene i adskillige sekunder, før det reelt set gik op for ham, at han var gået forkert, og denne foundrende opdagelse kom til syne i hans ansigt ved den dybe rynke der dukkede op i panden på ham, og bukkede hans øjenbryn let mod hinanden.
Han gloede på de mange mænd, der for ham stort set lignede hinanden på en prik - og deres ansigstudtryk var også meget lig hinandens. En god broget blanding af vrede, overraskele og irritation var til at spore i alle deres udtryk. Omkring halvdelen af mændene havde blikket hvilende på Cassidy, og den anden halvdel gloede på et punkt til venstre for ham. Cassidy klamrede sig endnu til dørhåndtaget og drejde derefter hovedet til den ene side, for at se, hvad resten af mændene gloede på. Det var en kvinde - en mørkhåret køn kvinde, endda, som var iført en cremefarvet kjole, og som han åbenbart havde smadret døren ind i, da han havde lavet sin storartede entre...

Fingrene havde nærmet sig det kølige håndtag, og netop nået at afkøle sig ved berørelsen af metallet, da der skete noget .. Højst uventet. Døren angreb hende! Eller sådan virkede det fra hendes vinkel, da den i ét væk sprang op og hamrede hende direkte ind i ansigtet, samtidig med at den meget elegant smadrede hendes hånd ind for at give hende selv en mavepuster. Og for at det ikke var løgn, skubbede den så hårdt til hende, at hendes ellers uovertrufne balance, gik helt i koks, og hun vaklende faldt bagover.
Og elegant, sådan så hun i hvert fald ikke ud af hun faldt. Hun havde prøvet at vælte før, og at blive flået afsted i et ryk, så automatisk snurrede hun omkring for at kunne tage fra imod væggen, og rev begge hænder op. For langsomt desværre, så hun hamrede panden ind i den hvidkalkede væg, og gled ned af væggen. Stiletterne var knækket til siden, så det tog hende adskillige sekunder at genvinde balancen, og faktisk få trukket sig op af væggen, og ind i en anstændig stilling endnu engang.
- Neco!? Neco, er du okay?!
Hvad FUCK i helvede skete der?!
- Døren åbnedes!
... Ej TROR du alligevel, Chaya?!
Den lille hjertehalskæde der havde hvilet imod hendes hud, der blevet flået af ved hendes voldsomme forsøg på at lade være med at lave en hilsen imellem kranie og betongulv, og var gledet hen for foden af en af mændene. Men det var ikke engang nær det, hendes opmærksomhed var. Noget andet var nemlig også forsvundet fra hende - et par kontaktlinser der havde været poppet ind i hendes øjne, for at skjule den uhyggelige farve, der var utroligt opsigstvækkende, og derfor ikke passende for en undercovermission. Af samme grund var hendes ærmer trukket langt ned over armene.
Da Delilah snurrede omkring, for at lægge blikket imod sin angrebsmand, var hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] derfor ildrøde. En kulsort kant omringede hendes iris, men flammer så ud til at brænde fra det sorte kul. Det slikkede flammende ind imod hendes pupil, og i det spillende, magiske lys så det næsten ud som om flammerne faktisk bevægede sig flakkende. Men flammerne blev brat standset af en lysende sølvring, der så ud til brusende at flyde rundt om hendes pupil, i pulserende rystelser, og så efterlade resten af øjet til den mørke pupil.
Hvis man ikke vidste bedre, ville man syntes at det virkede til, at den søde Jordans ansigt langsomt blev ædt af vrede, og et rovdyr gravede sig frem i de pludseligt flammende øjne. Men så snart fyldige læber blev skilt, blev de afbrudt, allerede inden lyd blev skubbet ud derimellem.

"Jordan?"
En fraværende mandestemme afbrød hendes vrede, og skubbede de ildrøde øjne hen til kilden, men ikke før hun havde nået at opfange at det var et menneske, der var brast ind. Pis, så kunne hun ikke flå idioten i stykker! Så måtte hun bare smide ham ud, inden de andre mænd straffede ham, for at skade deres elskede Jordan. Selv i tankerne forvrængede hun hånligt navnet. De andre mænd, der vredt mumlende havde nærmet sig manden der var kommet ind af døren - og et par stykker havde endda lukket døren bag manden, for at sikre sig at han ikke forsvandt - fulgte hendes blik over imod stemmens ejermand.
"Hvad fanden er det her?"
Vrede flakkede ind over hans stemme, samtidig med at Delilahs blik, fandt det mandens blik var fikseret på. Den tynde kæde der havde hængt om hendes hals, med det vedhæng, der havde været et signal til hendes insideman herinde til at hun var på hans side, blev fraværende leget med imellem mandens fingre. En sten dumpede ned i hendes sind. Åh fuck ...
Langsomt trådte hun tilbage. Hvis ikke mennesket på en eller anden måde kunne undgå det, ville mændene, der havde fanget symbolet på bagsiden af hendes halskæde, automatisk tro at han var med i det, og omringe ham, så han blev presset hen imod Delilah. Hendes blik flakkede øvet imellem alle mændene, men landede til sidst på det menneske der var brast ind. Han emmede langt væk af menneske. Han ville sikkert blive tortureret i et forsøg på at få ham til at give oplysninger ud, som han ikke kendte til.
- Neco .. Du er nødt til at redde ham.
Hvorfor helvede er det jeg altid skal gøre det rigtige? Årh!
- Fordi du er frelseren.
Hold nu kæft med det pis. Han er menneske. I've got his back, forhelvede.

"Mennesket har ikke gjort andet end at være fucking dårlig til at banke på."
Fingrene strejfede langsomt hendes lår, og kravlede op under kjolen. Hvis ikke mennesket var kommet udenom at blive trængt nærmere og nærmere Delilah, var han kommet tæt nok på hende, til at hun kunne række ud og røre ham, hvis det var hvad hun ønskede. Hendes fingre gled op ad en pistols skaft, hvilket var nok til at være et tegn for hende. Mændenes svar havde været et mistroisk blik og et tror-du-jeg-er-dum smil, så hvad hun måtte gøre, var ikke svært at fange.
"Hvem arbejder i for? Hvem har sendt jer?!"
I samme sekund mandens ord rindede ud, svang Delilahs sig til siden, og medmindre mennesket flyttede sig forholdsvist ordet for at undgå hende, snoede hun fingrene om hans arm, og rev ham hårdt med. Med sin anden evne var hun en del stærkere end den gennemsnitlige Drevens, hvilket var langt stærkere end et menneske, så det var højst usandsynligt, at han kunne rive sig ud af hendes stramme, opslugende greb - men det var muligt, hvis han gjorde det rigtigt naturligvis.
Samtidig med at hun svang sig rundt, flåede hun en af pistolerne om hendes lår op, og affyrede et skud, der rev sig igennem kraniummet på manden, der havde samlet hendes halskæde op. Han faldt til jorden, stendød og med blod der både sprøjtede ud i starten og samlede sig i en pøl under ham. Hun havde langsomt kredset nærmere en dør, imens der havde været stirrekonkurrence, så uden problemer fik hun nået en dør og flået den op, imens hun - hvis han ikke havde undgået hende eller var sluppet fri - endnu havde mennesket på slæb.
- Neco ..!
Jeg ved det jo forhelvede godt, Chaya!
Opstand, råb og løbende fødder gav genlyd inde i rummet, de kom fra, men lydene blev kvalt da døren lukkede sig bag dem - eller hende, hvis han var blevet tilbage i rummet. Stedet de(eller hun) var endt i, var en lang, sort korridor, hvorfra en dryppende lyd rytmisk ramte noget hårdt et sted væk, og gav genlyd igennem den mørke gang. En enkelt, magisk lampe blinkede sitrende ved deres side, men mørket opslugte næsten med det samme gangen, kun lidt længere fremme.
Det rørte dog ikke Delilah, der blev ved med at flå mennesket sammen, med et greb om hans arm(hvis hun havde fået fat, og han var gået med hende), der højst sandsynligt smertede en del.

Cassidy havde endnu blikket vendt mod kvinden, der igen fik skubbet sig på benene. Han var egentlig imponeret over hvor elegant hun bevægede sig - især når man tænkte på, hvor mindre elegant hendes fald havde været, men den part var han vist lige så meget skyld i.
Havde situationen været en anden, og stemningen i lokalet ikke så anspændt, havde han nok både undskyldt og tilbudt kvinden sin hjælp – ikke at hun nødvendigvis behøvede eller ønskede den, hun klarede sig ganske udmærket uden, så det ud til – men det var da det mindste han kunne gøre når, han sådan knaldede en dør om i ansigtet på hende.
~ Men situationen var nu engang ikke en anden, og stemningen i lokalet var anspændt, og Cassidy stod egentlig bare mere eller mindre paralyseret og gloede på kvinden - og han reagerede først igen, da hun snurrende rundt og hans blik ganske kort mødte hendes, inden hendes, i stedet, gled hen på den af mændene der adresserede hende. – Så hun hed åbenbart Jordan. Det var først da han så hendes øjne at det gik op for ham, at hun ikke var noget menneske, som han ellers først havde antaget – men en dæmonkvinde.
Hjertet, der allerede i forvejen føltes som om det sad i halsen på ham, begyndte at slå hurtigere og mere uregelmæssigt – ikke alene var han fanget i et rum med knapt et dusin mænd der lignede nogen der havde lyst til at dræbe ham, men minsandten om ikke også der var en dæmonkvinde med øjne så røde, at det lignede, at der var sat ild til dem?

Da en af mændene begyndte at kæfte om hvad fanden det var for noget han havde i hånden – noget som Cass ellers mistænkeligt meget syntes lignede et smykke - og de andre mænd begyndte derefter at nærme sig ham med knyttede, hævede næver. Han havde ingen idé om hvad der foregik. ~ Hvad fanden i helvede var det han havde fået rodet sig ud i?!
Han bakkede rent instinktivt bagud i takt med at mængden af mænd nærmede sig ham. Godt nok nærmede han sig dæmonen mere og mere, nu længere han bakkede ~ men hun var trods alt at foretrække lige nu. Han glippede med øjnene af overraskelse da dæmonen pludselig tog ham i forsvar, og fortalte at han ikke var indblandet i, hvad fanden det nu engang var der foregik – det var uventet. Hans holdning til dæmoner var ganske vist hovedsagelig bygget på stereotype fordomme og generaliseringer - men han var stadig voldsomt chokeret over hendes handling.
Derefter gik tingene meget hurtigt – og han var ikke helt sikker på hvad der præcis skete. Han nærmest tumlede til siden, da kvinden låste fingrene stramt om hans arm, og trak ham med sig. Der gik dog ikke mange sekunder før han genvandt balancen og blot lydigt fulgte med hende i et tempo han ikke havde nogle problemer med at holde trit med.
Da døren bag dem blev lukket, efter at kvinden først havde skudt en afmændene, havde han egentlig lidt forventet, at hun ville slippe hans arm – men næ nej, hun flåede ham blot med sig op gennem den mørke korridor. Det skulle ikke undre ham, om han endte med at få et blåt mærke eller to på det sted hvor kvinden holdt, det gjorde i hvert fald fandens ondt.
”Ka’ du for helvede ik-”, han blev overrasket over hvor højt hans stemme lød, når den gav genlyd i den ellers fuldkommen stille korridor – og han sænkede derfor stemmen betydeligt inden han fortsatte, ”…slippe min arm. Jeg skal nok følge med.”
Det kom ud meget hårdere end han egentlig havde tiltænkt det, han var hende jo egentlig taknemmelig for at hun havde sørget for at tage ham med sig – principielt kunne hun lige så godt have efterladt ham hos de blodtørstige mænd på den anden side af døren ~ men det var der nu ikke noget at gøre ved – han skulle sgu ikke til at undskylde over at sige for helvede.
Han blik var rettet mod jorden, for at han kunne se hvor han gik, men det flakkede ind imellem op mod dæmonens ansigt. Han havde hundredesytten forskellige spørgsmål løbende gennem hovedet som han havde lyst ti at stille hende– men nu var hverken det rette tidspunkt til at stille- eller besvare spørgsmål. Det hændte da i det mindste at han havde bare en anelse situationsfornemmelse…

Den cremefarvede kjole blafrede bag hende, mens de høje hæle klaskede imod det fugtige gulv. Bag hende red de mørke krøller på vindens skub, og slangede sig legesygt om hendes ansigt, med næsten piskende bevægelser. Dæmoniske øjne borede sig vej igennem lag af mørke skygger, som hun ubevidst borede fingrene ned i menneskets arm, for at sikre sig at han var på vej i sikkerhed. Og at han skadede ham i det forløb, det syntes ligesom ikke så super vigtigt, for denne dæmon, der flåede ham med sig, som var han en sæk kartofler.
- Neco! Mennesket!
Hva'? Åh for fanden da også!
Hun nåede dog ikke reagere på den besked der blev revet igennem hendes hjerne, før mennesket åbnede munden, og spyttede en lettere aggresiv sætning ud af dem. Første del en smule mere opblæst end den anden, men princippet var den samme - og på trods af travlhed, reagerede Delilah da også. I et ryk stoppede hun op, så han - medmindre han bremsede hårdt op - hamrede direkte ind i hende. Fingrene der forsøgte at presse blodet væk fra hans arm, forsvandt med et ryk, som jægeren drejede omkring på en hæl, og borede et flammende rødt blik, direkte ind i ansigtet på dette menneske.
"Jeg rører dig ikke. Men så skal du fandme også lytte til mig!"
Hun løftede hastigt den lette kjole op, fæstnede pistolen til det drabeligt udsmykkede våbenbælte der var fanget om hendes lår, og lod kjolen falde ned over låret for at gemme det igen, uden at lade blikket slippe mennesket et sekund. Der var noget hårdt i hendes blik, noget der bestemte og viste ham, at han ikke skulle sige denne dæmon imod. Hun kunne aldrig finde på at skade ham alvorligt, og ville skærme ham med sit liv på grund af sin race og menneskelighed, men at hun flippede ud, var ikke noget man havde lyst til.

"Jeg har tænkt mig at få din menneskerøv herudfra uskadt, så bare gør hvad fanden jeg siger du skal gøre, okay?! No whiny-fucking-princessy-shit! Jeg gider ikke slæbe rundt på en prinsessesur mand der ikke gider gøre sine manicure beskidt! Get over it, God damnit!"
En svagt hulkendte skrig nåede lige præcis gangen, så lavt at det næsten var uhørligt, men højt nok til at Delilah snurrede omkring på sekundet, med et blik der spejdede i den retning. Hendes hjerte vred sig, klemte og snurrede i hende - hun kunne ikke lade de stakkels folk være fanget på den måde. De var frie væsner - selv klamme overnaturlige, havde retten til selv at vælge hvad de gjorde. De havde frihed. De måtte selv tage konsekvenserne for denne frihed, men friheden var det værd.
"Gør mig en tjeneste, og følg med. Det kan godt være at jeg skal have din menneskerøv ud herfra, men jeg efterlader ikke slaverne i det forløb. De fortjener friheden ..."
Det sidste var ikke mere end en hvisken, der forlod hende, samtidig med at ansigtet ændrede sig fra iskold professionel, til bekymret, sørgmodig varme, der vidnede om et hårdt liv der ikke var ønsket. Det var der kun i et blink, og så var det væk. Efterladt, var den der passede til de hårde, flammende øjne. Hun var som altid efterladt.
- Neco?
Jeg er alene, Chaya. Jeg er altid alene.
- Det er fordi der er ingen der bryder sig om dig.
Jeg har ingen.
Selv tankestemmen var blot en hvisken, som kunne hun end ikke hæve den stemme. Men udvendigt viste hun intet af dette, men lod sig istedet forsvinde igennem mørket, uden at lægge blikket tilbage imod mennesket. Hvis han ikke fulgte efter, ville hun vende om på sekundet, gribe fat i ham og bære ham med, om nødvendigt.
Hun trådte ind - forhåbentligt med ham bag sig - i et kæmpestort rum. Der var et tomt, cirkulært rum, med sindssygt mange døre spredt rundt i cirklen. Åh pis ... Blikket løb henover dørene, men gråden hun havde fulgt var forsvundet, så det kunne hun end ikke gå efter. Men der var ikke mange forsøg, for selvom hun havde forseglet døren med det hårde skub hun havde langet den da hun trak mennesket ud, så vidste hun at de ikke havde oceaner af tid. De var nødt til at skynde sig, og det var voldsomt meget!

Han gik to-tre skridt bag dæmonen og bevægede sig med korte, men hurtige skridt, der passede til hendes tempo, og han gjorde alt hvad der stod i hans magt for ikke at vælte og for at holde sig på benene, hvilket var lidt en bedrift, sådan som hun slyngede ham rundt.  
Lyden af hans støvler blev overdøvet af lyden fra hendes høje hæle, der slog mod gulvet, men nu var hans støvler også både bløde og lette, og ikke voldsomt larmende – dog var det ind imellem til at ane den svuppende lyd fra den ene sål, der var ved at falde fra resten af støvlen.  
Da dæmonen pludselig og brat stoppede op, som respons på hans spørgsmål, væltede han direkte ind i hende og hamrede panden mod hendes baghoved. En svag, lettere udefinerbar lyd undslap menneskemandens læber, men at tolke ud fra hans ansigtsudtryk, var det nok en slags reaktion på smerte.
Udtrykket i hans ansigt blev dog lynhurtigt ændret da kvinden slap hans arm, som han nærmest rev til sig. Han åbnede munden og drog et lettelses suk da presset fra hans underarm forsvandt og han igen kunne mærke blodet cirkulere op gennem den. Den var stadig pokkers øm, hans arm – men det hjalp i det mindste at der ikke længere var en dæmonkvinde der nærmest klemte livet af den og stoppede for dens tilgang af blod.
Han glippede kort med øjnene, da han flyttede blikket fra sin arm, som ellers havde optaget hans fulde opmærksonhed, til dæmonkvindes ansigt, hvor hans blå øjne igen mødte hendes ildrøde. Hendes blik var bestemt, og han kunne ikke andet end blot at nikke til det hun sagde, som, ifølge ham, mere eller mindre lød som en ordre.
"Jeg lytter allerede til dig." Tonen i hans stemme var en anelse skarp. Han havde ikke lyst til at komme på kant med denne dæmon - mest af alt havde han blot lyst til, at de kunne komme væk herfra så smertefrit som muligt, men han blev provokeret af hendes tonefald, og kunne ikke andet end at bide lidt igen, så meget han nu turde. I bund og grund var det nok ham selv der havde skabt denne stemning mellem dem, ved sin lettere aggresive udtalelse før - men det var nu en anden sag.
I irritation knyttede han let sin ene næve, da hun nævnte både prinsessesur, manicure og ham selv i én og samme sætning - og han kunne ikke lade være med at føle sig ramt - han var lidt en kujon og han havde tendenser til at kunne blive tøsefornærmet.
"Jeg holder kæft og gør som du siger - og du får os ud herfra." Han løftede let det ene øjenbryn. Egentlig opsummerede han jo bare det hun lige havde sagt - bortset fra, at han undlod hele den prinsessesure, manicure, whiny, feminine part.
Han blinkede overrasket da hun lige pludseligt snurrede rundt. Selv havde han ikke hørt en lyd, men han fulgte hendes eksempel og vendte sig om, og kastede blikket i samme retning som hende. Han kunne ikke se en skid. Han spekulerede kort over om hun mon så bedre i mørke end han gjorde - han kunne se gulvet godt en meter frem for sig og ellers var der bare bælgmørkt..
Han ville slet ikke turde andet end at følge med hende. Uden hende og hendes lille magiske lampe, ville han da være fortabt i denne kulsorte ukendte tunnel. Hvem vidste hvor pokker han ville ende, eller hvor mange gange han ville gå ind i et eller andet. Hans blik var rettet mod hende og en koncentreret rynke dannedes i hans pande, da han koncentrerede sig om at tolke det sidste hun sagde, som var lavt og mere mindede om en mumlen.
"Sagde du slaver?"
Han fik ikke noget svar, hvilket vel var forventeligt, da hun blot begyndte at bevæge sig videre. Han skyndte sig at følge med, og holdte sig blot tæt op af hende. Han stoppede op da de nåede det cirkulære rum. Han kunne skimte de mange døre i mørket, men han kastede istedet blot sit blik på hende, og så hvordan hendes blik løb hen over dørene. Kendte hun ikke stedet? Han havde haft en idé om, at hun var bekendt med denne bygning - men når han tænkte over det, var der på intet tidpunkt noget der havde indikeret, at hun havde kendte meget mere til stedets opbygning end han gjorde.
Han kastede et blik hen over sin skulder, men faldt hurtigt ud af, at det var nytteløst - han havde et øjeblik lykkeligt fortrængt mørket. Tanken om at mændene kunne være på vej og at kvinden måske ikke havde så meget styr på det som han først havde troet, både skræmte og stressede ham.
"Leder vi efter en særlig dør? Tror du ikke bare at vi må satse på én og håbe på at den er rigtig?"
Det der med bare at holde kæft, følge ordrere og lade hende styre hele slagets gang, var han nok ikke lige så skarp til, som han ellers først havde troet, at han var.

Hun havde smilet let ved hans ord om at han allerede lyttede til hende, som havde hun faktisk fundet det lettere morsomt at han var blevet irriteret over det. Men nu, da hun stod og lod blikket glide over de mange døre, var smilet for længst forsvundet, og erstattet af en lille bitte rynke imellem hendes øjenbryn, samt et hvidt tandsæt der sank dybt ind i hendes snart maltrakterede læbe. Hvis man ikke vidste bedre, ville man endda tro at det svagt rødlige der var et plet af på hendes underlæbe, var blod fra et sted hvor hun havde bidt hul ...
- Lyt. Du er frelseren. Du kan redde dem.
Jeg lytter. Men stilheden ..
De lyde hun havde fulgt, var døde nu, og det tilføjede blot en smule til frustrationen. Der gik et par sekunder, hvor hendes blik bevægede sig over dørene, og hun skannede det hele ind, for at se om hun kunne finde et system. Rige folk havde en tendens til at sikre dørene til deres private steder og til tilfangetagendes lokaler bedre end resten, så de steder der så mindst sikrede ud, sorterede hun automatisk fra. Så fangede hun detaljerne på dørene - de snirklede, snoede guldcirkler der opstod på et par af dørene, sorterede hun derefter fra.
Hun kendte meget få rige, der ville udsmykke slavers dør så kosteligt.
"Slaver?"
Det var en svag mumlen der forlod hendes læber, for selvom hun stadig sørgede for at skanne sig igennem de forskellige lag døre, for at finde den korrekte, strakte hendes hjerne sig på egen hånd tilbage til hans spørgsmål i den mørke gang. Hun bemærkede knapt nok selv, at ord forlod hendes læber.
"De har brug for mig, for at leve .. De kan ikke være intet."
Hun havde sorteret det ned til kun nogle få døre, men samtidig kunne hun høre lyden af skridt der nærmede sig et eller andet sted fra. Alting gav ekko. Det var så pisse besværligt!
"Man skal ikke reparere noget der ikke er ødelagt .."
Hun fokuserede på en dør. Det måtte være den!

"Kom med!"
Uden at tænke over det, greb hun fat i hans arm igen - dog lidt blidere denne gang - hvis han ikke undgik den, og trak ham med igennem den gør hun havde fundet. Døren var meget simpelt udsmykket, tungt udrystet og havde et kæmpe nøglehul. Men den var åben. Hvis ikke han kom fri eller gjorde noget, ville hun flå døren op og skubbe ham igennem den, selv træde igennem den og lukke den hurtigt bag sig, kun få sekunder før skridt myldrede ud på den anden side af døren, hvor de netop havde været.
Hun lagde en finger imod sine læber i retning af mennesket, og trådte lydløst forbi ham, hvor hun forsvandt igennem endnu en mørk gang, der emmede af en fugtig kulde langt værrere end før. Lyd af kæder der bevægede sig og hulkende åndedræt sivede igennem den anden ende af gangen. Lettelse hamrede igennem hendes bryst. Indtil selvfølgelig, lyden af en dør bag dem blev åbnet, og råb hamrede igennem mørket, da alle deres modstandere myldrede ind.
Pis!
Hun snurrede omkring, lagde blikket på dem. Deres blik lå på Delilah og mennesket. Hun trak op i kjolen, flåede en pistol og en kniv frem, trådte frem og stak den i hænderne på mennesket - forudsat af han tog den. Hvis han ikke tog imod dem, ville de lande foran ham med et klinger.
"Ved du hvordan du bruger én? Sikringen er slået fra. Bare tryk!"
Hendes blik gled op og lagde sig på de mange fuldt udrustede mænd der var på vej imod dem.
"Løb!"

Cassidys blik flakkede skiftevis mellem dæmonens ansigt og de døre hun så på. Hun så ud til at have en form for system til at udelukke de enkelte døre – et system som han ikke umiddelbart kunne gennemskue.
Han indså nu, at han før i et kort øjeblik, havde undervurderet hende og betvivlet hendes evner – det var jo tilsyneladende fuldkommen ligegyldigt om hun kendte stedet her eller ej – hun havde jo totalt genvundet kontrollen og ledte målrettet og systematisk efter den rette dør.
Selvom Cass allerede stædigt havde besluttet sig for, at han ikke brød sig voldsomt om kvinden – nok fordi han stadig hang fast ved det faktum at hun havde kaldt ham prinsessesur, var han alligevel både fascineret og imponeret over hendes umiddelbare handlekraftige og selvsikre karakter.

En lille rynke var til at ane i hans pande, da dæmonen igen vendte tilbage til at tale om slaver. Han var egentlig i tvivl om hvorvidt hun henvendte sig til ham, eller om hun bare tænkte højt – og hvis det sidste skulle vise sig at være tilfældet, var han usikker på, hvorvidt hun rent faktisk var klar over dette.  Han svarede hende ikke med andet end et kort: ”Mmhmm.”
Han kastede et blik over sin ene skulder. Han kunne endnu ikke se mændene, men han havde ingen problemer med at høre dem – og det lød utrolig meget som om de løb… Hvis ikke adreanalinen allerede i forvejen havde pumpet rundt i hans årer, havde den gradvist voksende lyd af deres skridt nok fået den til det.
Han vendte igen opmærksomheden mod dæmonen, da hun igen sagde noget– dog nåede han knapt nok at reagere, før hun igen tog ham i armen og skubbede ham inde gennem den dør hun havde udvalgt sig og fået åbnet – dog havde han denne gang ikke tænkt sig at klage over dette – og hey, denne gang maste hun ikke engang hans arm og hun slap den igen. Det var jo en klar forbedring.
Han nikkede til hende for at vise, at han havde forstået at han skulle være stille – han havde nu heller ikke haft nogen intentioner om at kæfte op, men alligevel.
Han gik endnu tæt på hende – og  han var efterhånden næsten sikker på, at hun så bedre i mørke end han gjorde – eller også var hun bare mere vant til at færdes i det, det var selvfølgelig også en mulighed. Mørket var i hvert fald en hæmning for ham, og han kunne kun se – hvad, knapt to meter frem for sig?
Et kort smil krydsede den smalle let rosa mund, idet han hørte lyden som, af hvad han antog, kom fra de omtalte slaver – minsandten om ikke hun havde haft ret med hensyn til døren. Måske var det egentlig meget godt at de ikke bare havde taget den første og bedste dør – som ellers havde været hans ugennemtænkte plan. Han nåede knapt at tænke tanken til ende, før han hørte døren blive flået op bag dem, og dybe mandestemmer der vredt råbte hinanden, overdøvede den lyd slaverne havde lavet – Satans også! Han vidste egentlig ikke helt hvad han havde forventet – at de ville slippe fra dem ubemærket? – Hvor naiv har man lige lov til at være. Selvfølgelig ville de komme efter dem…

Med fumlede fingre fik han grebet om den pistol hun rakte ham og han fik hurtigt lagt fingrene ordentligt om våbenet, så hans pegefinger hvilede mod aftrækkeren.
”Klart.” Han vidste godt hvordan man brugte en pistol – men at han rent faktisk aldrig havde brugt én, var en helt anden ting. Det eneste andet skydevåben han havde haft i hænderne, var et gevær der var velegnet til jagt, men det var en episode der lå helt tilbage i hans barndom - og dette håndvåben var jo af en helt anden kaliber. Dog fandt han det kølige metal mod sin hud og vægten af pistolen i hånden utroligt behageligt.
På hendes opfordring, satte han i løb, selvom han nok alligevel ville have haft gjort det, hvis ikke hun havde sagt det. Han kastede igen et blik over skulderen hvor et kaos af mænd, der maste sig gennem den ellers forholdsvis smalle gang, prydede hans udsyn. De var alle fuldt armerede og enkelte af dem bar på fakler – hvilket både var godt og skidt. De ville garanteret blive sværere for Cass og dæmonkvinden at stikke af fra dem, når de gik og oplyste gangen – dog var det langt lettere at se og forsøge at aflure deres tricks og intentioner, når deres front var oplyst af flammernes skær. Cass var heller ikke mange øjeblikke om at opdage, at en af mændene, meget målbevidst, havde sit våben rettet mod dæmonkvinden – alle mændene havde godt nok mere eller mindre rettet deres våben imod enten hende eller ham selv, men ham her så nu særligt koncentreret ud.
”Jordan!” halvråbte han advarende til kvinden i tilfælde af, at hun ikke selv var opmærksom på det, og han rettede selv sit våben mod mandens bryst, hvorefter han med et enkelt tryk på aftrækkeren, affyrede et skud der dog ikke ramte brystet som ønsket – men mandens ene skulder, pyt.
Tænk at han havde skudt en anden mand! – Herregud, han var jo heller ikke død, men alligevel. Han havde egentlig forventet at han ville blive grebet af skyldfølelse over en handling som denne, men de følelser der skyllede ind over ham, var fryd og stolthed. Han havde godt nok ikke ramt manden på det ønskede sted, men han havde da i det mindste ramt ham - og taget i betragtning af, at det var hans første egentlige skud, var han ganske godt tilfreds.
Et kort øjeblik inden Cass' skud ramte manden, havde han selv affyret ét, som var rettet mod kvinden - men mon ikke hun var opmærksom, hurtig og elegant nok til at afvige det? - Det håbede Cass i hvert fald. Han havde ingen idé om hvad han skulle gøre alt andet.

Dæmonen lagde begge hænder bag på hans ryg da han vendte sig for at løbe, og nåede netop at give ham et blidt skub - ikke mere end en svag trykken, som en påmindelse om at han skulle lette røven. Selv vendte hun sig ikke, men lod derimod de hænder der var blevet trukket væk fra ham, lægge sig fast om et sæt Beretta'er, der lå som var de skabt til netop denne hånd. Og for Delilah, føltes det også sådan.
Men inden hun nåede at lade en slank finger lægge pres på aftrykkeren, gik et skud igennem den lange gang - og et sæt igennem hundæmonens krop, da hendes koncentration blev brudt. Sanser slikkede ned af hendes krop, men fandt ingen smerte. Hun rev hovedet til siden, lod blikket opsluge menneskets krop. Ingen blod. Det hele foregik over sekunder, men derfor nåede adskillige what the ...? sessioner stadig at gå igennem hendes tanker, imens et øjenbryn hævede sig, og hendes blik lagde sig imod gruppen af mænd.
Blod. En mand der hvæsede af smerte, og forsøgte at holde blodet der strømmede ud af hans ... skulder? Et smil sitrede over hendes læber. Så mennesket var ikke en mesterskytte, men han forsøgte i det mindste! Hun havde næsten lyst til at vende sig og klappe venligt på menneskets skulder, som en Du skal nok blive bedre!, men løftede istedet den ene pistol i et ryk, sigtede på mandens pande, og affyrede en kugle ind i den såredes hjerne. Okay .. Fair nok, hun havde også en del hundrede års erfaring!
- Neco LØB!
Ja ja!
Hun snurrede omkring på en hæl, og - medmindre mennesket allerede var på vej væk - skubbede hun til ham for at få ham til at løbe igen. Hvis han ikke fulgte hendes skub, ville hun simpelt skubbe ham ned ad gangen, men kugler og diverse våben skudt efter deres ryg. De skulle bare nå enden af den skide gang!

Hvilket de - medmindre mennesket fuckede et eller andet op - også gjorde. En kæmpe stor dør, af hvad der lignede beton, stod solidt plantet foran dem. Men Delilahs forstærkede styrke gjorde, at det ikke var et voldsomt problem for hende, at gribe fat i den, og skubbe den tunge dør op. Medmindre mennesket allerede var kommet igennem, ville hun gribe fat i ham og få mast ham igennem hullet, hvorefter hun selv ville smutte igennem - medmindre han igen havde fucket et eller andet op - og klaske døren i bag sig.
Forudsat at mennesket var kommet med derind, stod de nu i et bredt cirkulært rum, hvor der var lænket mennesker til hver en centimeter. Væggene var prydet med lænker der holdt en eller flere mennesker fast ved enden. Hele gulvet var en snoet sammentømring af forskellige lænker og mennesker der lå over hinanden i bunker. Adskillige var børn, og der var endda et par mødre der panisk holdt deres grædende spædbørn ind til sig, imens de forsøgte at hive i lænken, så de kunne made børnene.
Delilah stod presset op af betondøren for at holde den lukket, men lagde slet ikke blikket på menneskene endnu. Det var derfor hun var her, men hun måtte først sørge for at de ikke alle blev slået ihjel.
"Menneske...dude! Find noget vi kan stable foran døren for at holde dem ude!"
Der blev hamret på døren, og de elegante højhælede dæmonen bar, hvinede faretruende da de blev skubbet en smule henad gulvet, på trods af hendes styrke der lå på døren. De var trods alt .. Ja, en hel del flere end hun var. Menneskeslaverne mumlede, græd og stirrede frygtsomt på mennesket og dæmonen, men der var ingen der sagde noget. En svag knurren forlod hendes læber, som hun lagde kræfterne i og fik lukket døren helt i igen, samtidig med at et hvæs forlod hendes læber.
"Nu!"

Cass' opmærksomhed have været fæstet til den mand han havde skudt, lige siden skuddet ramte, og han stod nærmest paralyseret og gloede på mandens skjorte der langsomt blev mere og mere gennemvædet af mørkerødt blod der strømmede ud af såret i skulderet, selvom manden da gjorde et ihærdigt forsøg på dække såret med sin hånd, og holde blodet inde i sin krop.
Hvis ikke dæmonkvinden havde affyrret endnu et skud der slog manden ihjel,  var Cass nok blevet stående - for ærligt havde han næsten glemt at der stadig stod i hvert fald 10 store fuldvoksne mænd, der ønskede at se dem begge døde.
Han glippede overraskende med øjnene ved lyden af hendes skud, og vendte sig om for også igen at løbe - og blev hjulpet godt på vej af et mindre skub fra dæmonen.
Han stoppede op foran den massive dør der blokerede for videre gennemgang, og som var lavet af et materiale han ikke var bekendt med, men efter at have lagt sin hånd mod døren, kunne han fornemme, at det var massivt - og ikke noget han ville kunne få op, og et frustreret:"Forhelvede! forlod hans læber.
Dog behøvede hans frustration over døren ku at vare kortvarigt, for dæmonen fik den op, og skubbede ham igennem.

Han trådte ind i rummet og med åben mund så han forarget rundt på de forskellige slaver der hang rundt på væggene, og sad i rummet - særligt synet af de mange børn, chokerede ham. Han var bekendt med at der foregik masser af slavehandel rundt om i landet, men han havde ingen idé om, at nogle behandlede dem som disse.
Han kom igen ud af sine tanker ved lyden af hendes stemme, og han vendte sig mod hende. Det var egentlig ikke gået op for ham før nu, at hun stod og holdt døren, og holdte dem ude. Han sendte hende et bestemt nik, hvorefter han scannede rummet for noget det så ud til at være tungt.
"Cass..," mumlede han lavmælt, "Jeg hedder Cass.." Han var ikke sikker på om hun kunne høre ham - og han var egentlig også ligeglad, men af grunde han ikke helt kunne sætte fingeren på, generede det ham både at blive kaldt menneske og dude - og tonelejet i hans stemme var derfor igen lettere irriteret.
Han blik faldt hurtigt på en massivtudseende kiste der var omtrent en meter lang, som han med hurtige skridt gik hen imod.  Hans nysgerrighed var med det samme vakt. Hvad mod disse rablende gale mænd kunne finde på at opbevare i en sådan kiste? Han lod dæmonens pistol glide ned i sin jakkelomme for at kunne bruge begge hænder, og han satte sig på hug og begyndte at fumle med hængelåsen som kisten var forseglet med.
Da hun igen skyndte på ham, måtte han skuffet lade hængelåsen forblive hængende og rejste sig op.
"Jeg arbejder på det!" Svarede han hende - dog lød han ikke længere irriteret.
Der gik ikke mange øjeblikket før han opgav at løfte kisten, og istedet skubbede den henover gulvet under et masse støj og den trak fine steger i trægulvet efter sig. Han fik den skubbet helt hen foran døren før han slap den og rettede sig op.
"Tror du det er nok?"
Uden at vente på hendes svar var han allerede på vej mod en lænestol der var beklædt med dueblåt stof, som han også ville trække hen foran døren, medmindre hun forhindrede ham i det, eller sagde at kisten i sig selv var nok.
Kunne han komme til det - eventuelt hvis hun nu på et tidspunkt blev helt opslugt af sine slaver, ville han utrolig gerne prøve at få den kiste op - bare tanken om hvad den kunne indeholde...
Dog havde han ikke tænkt sig at modsætte sig dæmonen for at opnå dette - så vigtigt var det trods alt ikke, og efter at have set de elendige forhold slavemeneskene levede under, var de næsten også mere vigtige end hans mystiske kiste ~ plus dæmonen var alt for stærk til at han rigtig turde trodse og sætte sig op imod hende...

Musklerne i hendes krop syntes at spille under hendes hud, der viste absolut intet tegn af så meget som et gram fedt på hendes krop. Hun holdt døren lukket, som han gik rundt i rummet, men sved sprang langsomt frem over hendes hud, som der blev hamret på døren hun havde hårdt lukket i. Da han besvarede hendes ord anden gang - Ja, hun havde bemærket hans mumlen - begyndte han endelig faktisk at slæbe den imod hende.
Han skubbede den hen foran hende så hun kunne holde den fast imod døren, og kunne straks mærke hvordan hun næsten ikke behøvede at holde døren fast længere. Hun slappede ikke af, Delilah slappede generelt aldrig af - Det var en form for pagt hun havde med sig selv - men hun holdt op med at spænde musklerne helt så kraftigt, at hendes åndedræt gik helt amok over det.
Hun skilte læberne for at besvare hans spørgsmål, men han var allerede væk, og kom tilbage med noget mere, at stille op af døren. Hun hævede et øjenbryn svagt, men flyttede sig så han kunne skubbe den op af døren, med et åndedræt der pustede lange drag af varm luft ud imellem hendes rødlige læber.
"Det vil holde dem lidt endnu ... Cass."
Hun sendte ham et svagt smil, der næsten fik hele hendes ansigt til at lyse op, i en helt anden tone end den ellers havde. Så forsvandt smilet, og de ildglødende øjne bevægede sig roligt henover den mængde af slaver, der var fanget i det trange rum. Hendes øjenbryn trak sig svagt sammen, hvorefter hun skannede rummet for andre udgange, end den spærrede hvorfra mænd endnu forsøgte at komme ind.

Hun trådte frem, gled på hug og lod fingrene presse sig ind under håndlænkerne, hvorefter hun flåede dem af i et ryk. Men lænkerne var stramme, og efter kun enkelte afrivninger, havde hun ødelagt huden på fingerspidserne, af næsten at skrælle den af ved at presse dem ind under det halvskarpe metal. Hun løftede hovedet for at lægge infernoet på Cass, og nikkede imod slavehorderne.
"De skal befries først. Hvordan fanden vi får dem ud ... Den er vi nødt til at tage senere."
Hendes blod farvede metallænkerne svagt rødlige i enden da hun blev ved med at klemme fingrene derind, og rive lænkerne af de svagelige folk. Kisten flyttede sig svagt, da der blev skubbet og presset fra den anden side af døren, så kisten nærmest kurede bare en centimeter hen ad jorden, hvilket fik hendes hoved til at rive sig op på sekundet. De havde ikke lang tid
"Vi skal have dem op, samlet dem, og vi skal have lavet en form for forsvar til når de bryder igennem, så vi kan komme igennem uden nogle af slaverne bliver skadet. Fuck mændene, bare skyd dem ned. De er alligevel svin."
Et smil sitrede over hendes læber ved ordene, inden hun med en høj skramlen flåede en lænke mere fri. Der blev banket yderligere på døren, med hvad der nu lød hårdere. Noget metal, måske? Kisten gav sig yderligere en centimeter.

Han vendte automatisk ansigtet mod kvinden, da hun sagde hans navn. For første gang kaldte hun ham ikke menneske eller dude, og denne lille gestus gjorde, at et oprigtigt, men venligt smil fandt vej til hans læber.
”Ja. Forhåbentlig.”
Da han opdagede at kvinden samtidig smilte til ham, løftede han yderligere op i mundvigene. Det klædte hende virkelig at smile – og selvom Cass også før, havde fundet hende køn, skræmmende, men køn, syntes han pludselig at hun var langt kønnere, bare fordi han havde set hende smile.
Da hun vendte opmærksomheden væk fra ham, og derfter bevægede sig hen mod slaverne, lod han sig sænke ned på hug, så låsen på den massive kiste var omkring hans øjenhøjde. Han begtragtede den i et kort øjeblik– Han kunne slet ikke se hvordan han skulle kunne få den op, ligesom han heller ikke kunne se, hvordan de skulle kunne få slaverne fri fra de lænker.
Som det dumme og ivrige menneske han var, forsøgte han at stoppe sin lillefinger ind i hullet på hængelåsen, som kisten var beseglet med, selvom fingeren jo på ingen måde var formet som en nøgle, og for øvrigt var for tyk til egentlig ordenligt at komme ind. Han havde lidt naivt haft en ide om, at han kunne dirke låsen op, alene med sin finger.
På omtrent samme tid som lyden af den første lås, der blev flået af, af dæmonen, lød - knækkede Cass en smule af sin negl, bandede lavt, trak sin hånd til sig, og opgav egentlig forsøget med at få kisten op med sin finger.
Stadig på hug, vendte han igen sin fulde opmærksomhed mod kvinden, mens hun fik yderligere en lænke op. Han så måbende på hende med let adskilte læber, og det var tydeligt at læse på hans ansigt, at han var imponeret over hende, endnu engang.
Han glippede overrasket med øjnene så snart hendes ildrøde blik faldt på ham, og han rejste sig hastigt op - nærmest instinktivt. Hans ansigt udtryk blev straks en smule skyldbetynget - her havde han bare egoistisk siddet og rodet med en kiste og gloet på hende, mens hun havde befriet slaverne...
Han hastede hen mod den nærmeste slave der var lænket, som han også satte sig på hug foran, alt imens han nikkede til det hun sagde. I et kort øjeblik troede han, at hun mente at kisten var den, de måtte tage senere, men han blev hurtigt enig med sig selv om, at det nok nærmere var hele problematikken med at få slaverne ud, der måtte klare på et senere tidpunkt...
Det var slet ikke så nemt, som det så ud til. Med jævne mellemrum kunne han høre hende få lænker op, og selv havde det endnu kun lykkedes ham at få befriet halvanden slave, under en lavmælt uendelig strøm af diverse skældsord, han havde knækket endnu et stykke af en af de andre negle og hans fingerspidser var let rosa og ømme.
Han havde ind imellem kastet blikke hen mod hende, for at prøve at aflure hendes teknik, som dog umiddelbart lignede den samme han brugte - og han måtte indse, at hun bare var langt hurtigere og stærkere end han selv var - i hvert fald når det angik at ødelægge lænker... ~ Sikkert også til mange andre ting..
Da han hørte den skrabende lyd som kisten gav, da den blev rykket en smule over gulvet, vendte også han ansigtet mod lydkilden og et "Fandens", der var en anelse højere end de andre eder han havde fremsagt, forlod hans læber.

Hendes plan var som sådan egentlig fornuftig nok, bortset fra, at han ikke havde nogen idé om, hvordan de skulle realisere den. At få slaverne ned og samle dem sammen var én ting, men han tvivlede lige nu på, at det ville kunne lykkedes dem at nå alt det, inden mændene brød igennem - og hvordan de skulle lave et forsvar... Ja det havde han slet ikke noget bud på.
Han fik flået endnu en lænke, op, skyndte sig videre til næste slave og for at gå i krig med dennes lænker.
"Hvordan fanden skal vi få lavet et forsvar?" Hans stemme skælvede let og afslørede, at han panikkede lidt. Det var ligesom først nu gået op for ham, at mændene, om hvad 3-4 små centimeter?, ville kunne få en fod indenfor døren, og derfra ville det ikke være svært at skubbe kisten yderligere - så de alle kunne komme væltende ind.
Et meget svagt, knapt synligt smil gled alligevel over hans læber, da hun kaldte mændene for nogen svin - han ville ikke have nogen problemer med at skyde efter dem - overhovedet, hans problemer lå nok nærmere i at ramme dem.
"Jeg skal forsøge mit bedste, i hvert fald."
Han tog sine fingre ud fra lænken han sad og fumlede med, og vendte sig 180 grader, så hans front var vendt mod døren, i stedet for den slave han var ved at vriste lænkerne af. Den højre hånd lod han glide ned i sin jakkelomme, hvor hans fingre låste sig om pistolen som dæmonen gavmildt havde udlånt ham, som han trak op. Fingrene på den venstre hånd pressede han i stedet ind under lænken, og forsøgte sig igen at få skidtet op - dog gik det hurtigt op for ham, at han var endnu mere elendig med den venstre hånd, og det hjalp bestemt ikke på det hele, at han nu sad skiftevis og gloede på døren og på lænken.
Den slæbende lyd hørtes igen, da kisten gav yderligere 1-2 centimeter, eller flere måske endda - der gik i hvert fald ikke mange øjeblikke før en snude af en støvle kom til syne i den åbning af døren der nu var kommet - skosnuden var i hvert fald det eneste Cass kunne se, fra den vinkel hvor han sad.
Han havde lidt svært ved at gøre op med sig selv, om det ville være spild af skud - at ofre ét på en sko, men han rettede alligevel pistolen mod skoen, og trykkede på aftrækkeren.
En dyb, mandlig jamren hørtes kort derefter, og selvom dette nok langt fra ville vinde dem meget tid - havde lidt da også ret...

Den overdøvende duft af blod sneg sig drillende op i hendes ekstremt sensitive næse, men hun behøvede ikke skubbe til meget inde i hendes yndefulde skikkelse, før hun fik overtalt sig selv til at blodet der snart efter faldt i små, dråbeformede klatter ned på det iskolde gulv under hendes fødder. Ingen reaktion dansede over hendes blik, men Chaya syntes at være gået i koma af panik, efter der først var brudt hul på hendes fingre, af den hårde skraben imod det skarpe metal.
- Neco .. Blodforgiftning ...
Hun reagerede ikke. Smerte forsøgte at bryde hende ned fra det nu åbne kødsår hun blev ved med at skrabe imod, men det rokkede hende ikke ud af flækken. Mødre, børn, svagelige - alle flåede hun lænkerne af med ekstrem overmenneskelig styrke, der slet ikke syntes at passe til hendes halvspinkle, yndige skikkelse. Igen, noget der ragede hende noget så grusomt. Hun havde end ikke revet sig vej igennem en fjerdedel af de tilfangetagne, før et skud bragede igennem lokalet.
Det gav et sæt i hende, så hun straks snurrede omkring i en hvirvelvind af de mørke lokker der omringede hendes ansigt, og lagde blikket på Cass, der pegede en pistol imod den næsten åbne dør. Der gik et sekund af overraskelse igennem hendes krop, for hun fordømte sig selv for at glemme at tjekke op på døren, før hun var fremme i et ryk, nærmest sparkede døren i, og med alle muskler spændt skubbede den i, mens en fod forsøgte at trække kisten tilbage foran døren. Pis og lort!

"Gode reaktioner, Cass. Du har lige fået et plus i min bog."
Hun var ikke et sekund i tvivl om at vagter i stimer var blevet tilkaldt, så den eneste løsning gik alt for hurtigt igennem hendes tanker. Som snigmorder igennem ... alt for mange år, reagerede hun i samme sekund hun fandt en løsning på det problem - Ikke på det andet. Hun greb fat i kisten, skubbede den med overnaturlig styrke langt nok væk, til at hun kunne flå døren op, så de havde adgang.
Der gik et sekund, så væltede et tocifret antal mænd ind af døren, fuldt bevæbnede. Straks smækkede hun døren bag dem, flåede våben op, og trykkede en aftrækker, så en kugle hamrede direkte vej igennem en eller andens kranie. Blod splattede ud over den cremefarvede kjole der svingede luftigt om hendes krop.
Hun sendte ikke direkte et signal til Cass om at han skulle fucking skyde knoppen af idioter, men hvis mennesket ikke forstod hentydning med at hun selv gjorde det, så burde han næsten ikke have lov at lege med pistolen alligevel ...

Cass' blik var rettet mod hans hænder som rystede let. Han havde endnu engang affyret et skud - som rent faktisk ramte noget. Et lille nærmest ubemærkeligt smil krydsede igen hans læber. Han havde aldrig troet at han ville syntes om at skyde et andet levende væsen - især fordi han normalt ikke følte sig særligt tilpas ved synet af blod, men i dag syntes det ikke at gå ham på.  
Måske var det fordi han virkelig følte, at de fortjente det - at dø og forbløde! Sådan at jage uskyldige væsner som ham selv og Jordan, som han stadig gik ud fra at dæmonen hed - samtidig antog han at hun var uskyldig, alene fordi hun havde reddet ham og taget ham i forsvar. - Plus ikke alene så holdt de slaver, men de holdte dem også under helt umenneskelige forhold! De fortjente i sandheden bare at blive skudt, som dæmonen tidligere havde pointeret...

Han rettede hastigt blikket op igen, da han hørte lyden af dæmonens hæle der slog mod gulvet, da hun farede hen til døren. Han fik sine fingre viklet ud af lænket han før sad og fumlede med - selvom han dog ikke havde fået den op og derved efterlod slaven endnu halv-lænket til væggen.
Han rejste sig og hastede over gulvet hen mod hende, med intentioner om at hjælpe hende med at skubbe kisten tilbage foran døren, og da hun komplimenterede hans reaktioner spillede et flygtigt smil omkring hans læber og han mumlede et: "Tak. Jeg har mine lyse øjeblikke."
Inden han nåede helt hen til hende - skiftede hun åbenbart taktik. Istedet for at få kisten på plads foran døren, flåede hun den istedet væk derfra.
"Hva' fanden laver-," begyndte han, selvom han levende kunne se for sig, hvad hun havde gang i - dog var han ikke just fan af hendes plan. Da hun flåede døren op, så mændene vrimlede ind, forlod et lavmælt: "For satan," hans læber.
Nogle ganske få af mændene væltede ind af døren, tydeligvis overraskede over, at modstanden pludselig var væk, og døren istedet  blev åbnet for dem, men de fleste stod standhaftigt op - klar til angreb
Han fangede straks hendes plan da hun begyndte at affyre skud - skud, eller bliv selv skudt ~ men hvad havde hun tænkt sig? De var kun to og mændene var i hvert fald over tyve og alle så umiddelbart ud til at være bevæbnede, og selvom hun var dygtig og hurtig, kunne han ikke se hvordan pokker de skulle klare den!

Han brugte ikke mange øjeblikke på at tænke videre over tingene før han rettede pistolen mod en af dem der var væltet ved åbningen af døren, og affyrede et skud mod hans baghoved - han mente trods alt at det måtte være nemmere at ramme ordenligt nu manden nærmest lå ned. Manden, der ellers næsten var kommet op og sidde igen, væltede sammen og blodet skød ud af det hul i hans hoved, som skuddet havde forårsaget.
Cass vrængede kort ansigt af væmmelse ved synet, men han lod ikke synet af den nedskudte mand optage ham længere end et kort øjeblik, før han igen lod blikket glide rundt blandt de andre - og han nåede kun netop at undgå at blive ramt af et skud. Skuddet var sikkert ment til at skulle ramme hans hoved, men selv hvis det havde ramt ham, ville det kun have ramt hans skulder, ikke at det også dét kunne forvolde en helvedes masse skade og problemer - men der var åbenbart én der, ligesom ham selv, sigtede lidt for lavt.

Lyden af skud blev blandet med lyden af barnegråd. En slave, et barn, slog en skinger, hysterisk, tydeligvis bange gråd op henne i et af hjørnerne - og kunne man bebrejde barnet? Det var da noget af et voldsomt og blodigt scenarie der udspillede sig foran øjnene på det. Barnet fik dog ikke lov til at græde længe - der lød et skud, og det blev bragt til stilhed. - Én eller anden havde skudt et barn! Et stakkels forskæmt barn, der ingen jordisk chance havde for at forsvare sig!
Cass havde ingen idé om hvem af mændene der havde skudt barnet - men efter at have undgået endnu et skud rettet mod ham, affyrede han et skud mod den nærmeste mand - det første ramte overhovedet ikke manden, men det andet ramte, ganske vist ikke hovedet som ellers havde været målet, men lige over mandens ene kraveben..
- Han troede stadig ikke på at de kunne komme levende herfra, men de kunne i det mindste tage lige så mange af mændene med sig i faldet, skulle det være på den måde...

Delilah hvirvlede omkring, tydeligt i det rette element. Hendes ben bevægede sig smidigt, elegant og nærmest flydende over gulvet som hendes arm bevægede sig hastigt i små ryk, for at lægge sig ved de forskellige folk og trykke af, så de blodigt faldt til jorden. Moderinstinktet vældede uforudset op i hendes krop med pludselig styrke, da barnegråd dansede i baggrunden, og fik hendes blik til at glide over til barnet, blot i et sekund, som for at sikre sig at det ikke var skadet.
Så stivnede hendes krop. Vrede syntes at kaste sig ind i hende, som  blod vældede ud fra barnets krop, og moren panisk begyndte at græde, da hun forsøgte at redde sit allerede døde barn. Hvis man ikke vidste bedre, ville man kunne skimte et svagt blankt øjeblik i Delilahs blik, som var der faktisk et hint af tårer, fanget deri. Så blinkede hun, tårerne var allerede væk, og raseri hamrede igennem hendes ellers kønne ansigt, da hun snappede blikket tilbage til mændene der endnu stod ved døren.
"Hvem fanden i helvede ..."
Måske var det moderen i hende, eller måske havde hun faktisk et hjerte. Men med en alt for hård bevægelse flåede hun en kniv op, hamrede pistolen ned i jorden og fløj frem i gruppen, på trods af kugler der både fløj fra Cass imod mændene, og fra mændene imod dem. Hun var straks efter fanget midt i deres lille gruppe af mænd, hvor hendes små, hurtige bevægelser fik grebet fat i et hoved, og skåret halsen over på ham, hvorefter hun nærmest kastede ham ind i en anden der mistede fodfæstet.

Mænd faldt. Antallet faldt. Ikke blot af Delilahs ekstreme, rasende angreb, men hun hjalp uden tvivl til - Selv mændene fældede hinanden, da de kun bevæbnet med skydevåben forsøgte at ramme hende, men i stedet lagde sine allierede ned, men blod piblende ud af kroppen. Deres gruppe var infiltreret, imens de forsøgte at holde styr på Cass' skyderier på samme tid, så de faldt. En efter en.
Tilsidst var der kun en enkelt tilbage, der lå blodig og forslået på jorden, som Delilahs lille, slanke, yndige krop med ekstrem styrke hamrede en blodig kniv ned i hans brystkasse, så blod sprøjtede op og fik hendes allerede blodige tøj til at klistre sig til hendes skikkelse. Hendes krop skælvede. Hun skubbede hårdt fra mandens livløse krop, vaklede næsten op og hamrede rystende døren i.
Hun bevægede sig ikke. Stod, som fanget op af døren, stirrende ind i materialet, imens tankerne hamrede igennem hendes blik. I hendes hoved havde det uheldige barn erstattet sig med en af hendes piger, og smerte hamrede igennem hendes bryst. Hvis hun ikke havde været så stærk, var hun brudt grædende sammen lige dér. Men hun græd ikke. Hun brød ikke sammen. Det var ikke smart.
"Få dem fri. Vagterne skal nok finde os."
Hendes stemme var lav og tom, som var alle følelser blevet suget ud af hende med et smæld. Hun måtte have resten ud. Moderen ville få flere børn - Det skulle hun. Så med intet malet i ansigtet trådte hun tilbage til slaverne, og flåede følelseskoldt lænkerne af dem, med et halvt blik på moderen der grædende krammede sit døde barn ind til sig.

Cassidy udbrød lettere panisk og irriteret en mindre strøm af skældsord da dæmonkvinden smed pisolen, fandt en kniv og gik til angreb på mændene - hans udbrud skyldes mest af alt  forskrækkelsen over, at han havde været ved at ramme hende med et skud.
"Hva' fanden laver..- Forhelvede Jordan!"
Det vendte sig i hans mave da hun skar halsen over på én af dem, det var da et modbydeligt syn!  Han prøvede på ikke at lade sig påvirke af synet, men en betydelig mængde farve forsvandt fra hans ansigt, men alligevel flyttede han straks blikket væk fra det igen.
Han gjorde det eneste han følte han lige nu kunne gøre, for på nogen måde at være behjælpelig: at undgå selv af blive skudt, og skyde så mange mænd ned han kunne, uden at ramme kvinden.

Han sænkede pistolen da der kun var en enkelt mand tilbage. Dæmonen så ud til at ville gøre det af med ham, så han lod hende - hellere end gerne. Han tvang til sig til ikke at lade blikket vige til siden, da hun gjorde det af med ham med kniven - han måtte jo forhelvede tage sig sammen og vænne sig til synet af blod i store mængder ~ alt andet var jo ynkeligt og en forfærdelig klods om benet for ham, i situationer som denne. Hans ansigt var dog endnu, noget blegere end normalt.

Han vurderede kort hendes ansigt, og inden hun havde talt færdigt, havde han ladet pistolen glide ned i jakkelommen igen og bevæget sig hen mod den nærmeste slave.
"Det tvivler jeg ikke et sekund på," mumlede han som svar på, at vagterne nok skulle finde dem. Han satte sig på hug og kastede kort et blik hen på dæmonen, inden hans øjne igen hvilede på kæden han forsøge at få op.
"Er du okay?" spurgte han hende, dog endnu med blikket vendt mod det han lavede. Hun så helt... forkert ud - i hvert fald var der noget i hendes udtryk, der var markant ændret fra tidligere.
Han stak hånden ned i sin lomme og fandt en lille lommekniv op. Da den fastbundne slave gjorde store øjne, viftede han kort febrilsk, afvigende med hænderne, inden han måtte forklare sig.
"Det er til at prøve at få låsen af - jeg har ikke tænkt mig at skære i dig," forsikrede han den skræmte slave, men en irriteret rynke dukkede op i hans pande, da slaven sad utroligt uroligt, "Så sid da forhelvede stille, så jeg ikke rent faktisk kommer til det!"
Han fik med lidt besvær fået låsen op ved hjælp af kniven - dog med langt mindre besvær end da han blot brugte sine fingre. Han rykkede videre og fortsatte med denne metode der fungerede langt bedre for ham, end den anden havde gjort. Det med at forsikre enhver slave, der så bange ud, om, at han ikke ville skære i dem, droppede han hurtigt - de så stort set alle sammen bange ud og han nøjedes med at irettesætte og skælde på dem der ikke sad stille nok.
Det hele gik egentlig temmelig hurtigt og smertefrit - indtil han, da han baksede med en ualmindelig irriterende lås, fik snittet ikke alene slavens, hvis lås han fumlede med, underarm men også sin egen venstre hånd, som han havde holdt låset fast med.
Flot. Virkelig flot. Nu havde de kæmpet mod- og nedskudt knapt en snes mænd, og alt dette uden at komme til at skade, og så ender han med at skære i sig selv og en slave med sin egen gamle sløve lommekniv - flot Cassidy, virkelig flot.

Snittet i hans egen hånd var ikke dybt, overhovedet, og gjorde egentlig ikke ondt. Han løftede bare hånden og stak det sårede stykke af sin hånd i munden, hvor den metalliske smag af blod bredte sig kort derefter. Det var værre med slaven. Egentlig var snittet i slavens underarm ikke så dybt heller - det virkede i hvert fald kke sådan, men han havde nu dårig samvittighed over næsten lige at have siddet og forsikret, ikke at ville skade dem, og så efterfølgende have skåret en af dem. Han lagde kniven fra sig, rev et stykke af sit skjorteærme og bandt på godt han kunne, stykket om slavens arm. Skjorten var langt fra ren, men det måtte da være bedre end ingenting, blev han enig med sig selv om - og hey, slaven var i det mindste ikke længere i lænker..
"Undskyld," mumlede han, idet han igen tog kniven og bevægede sig videre til den næste der skullee fri fra længerne. Han kastede endnu et blik på dæmonen, inden han genoptog arbejdet.
"Hvad er planen når vi får dem fri? Ska' vi ud og rende på gangene med massevis af mennesker der knapt kan stå oprejst selv?"Det lød måske hårdere og mere tvivlende end tiltænkt, men egentlig var hans toneleje venligt og roligt - han var bare vitterligt i tvivl, "Eller skal vi vente til der kommer forstærkning, og forsøge at gøre det af med dem, også?"

Delilahs blik strejfede kun Cass' - Men bemærkede straks hvordan han syntes at have en kvalmelignende farve, fanget i hovedet. Knapt så godt, men ærligt talt ikke noget hun kunne bekymre sig over på nuværende tidspunkt - Der var simpelthen ikke tid. Hun kunne altid banke ham på ryggen, give ham en øl og fortælle ham at alt skulle blive okay - Når de havde fået røven fucket ud af det her hul.
Hendes øjne lukkedes i, da han spurgte om hun var okay. Hun var langt fra okay. Som en mor skar det hende i hjertet, dybere end noget sår, at se en mor miste sit barn på den måde - Især en mor der sikkert havde kæmpet for at holde liv i sit elskede barn, igennem slaveri, hvor hun højst sandsynligt ikke havde haft megen chance for at fodre den lille. Og nu var det forbi, alt for hurtigt.
"Mhm."
Det var blot en svag, bekræftende lyd, men det var alt hun kunne komme ud med, der ikke ville ændre med at eksplodere i vrede eller i ekstrem sorg - Med hendes humørsvingninger og ekstreme temperament, vidste man aldrig hvilken side det ville vippe til, så i stedet holdt hun sig fanget i denne her kedelige, sikre midtzone, hvor hun syntes tom og kold til omverden, men ikke eksploderede.

Et svagt smil strejfede hendes læber, da Cass faktisk valgt at forsøge at berolige de forskræmte, paniske og desperate slaver - Hun havde været i denne business nok, til at vide at det ville skræmme dem mere, hvis man faktisk talte til dem. Men hun stoppede ham ikke, lod ham blot gøre forsøget, imens hendes blodige hænder syntes at være ved at blive malet permament af blod.
Hun bemærkede godt at hans ord langsomt gik i sig selv, og smilet sitrede i hendes mundvig endnu engang. Hun lod blikket glide over slavesamlingen - Langt de fleste var blevet befriet, og der var faktisk ikke så mange tilbage. Med den hastighed mennesket og hende selv bevægede sig imellem de mange slaver og fik dem revet fri, ville der ikke gå mange minutter før friheden havde sænket sig over dem.
Per-fucking-fekt! Hendes sanser vippede sig bagover for at opfange hans ord imens han snakkede, men resten af hendes krop reagerede ikke et sekund. Hun flåede endnu en lænke over, lod blikket strejfe det åbne kødsår hendes fingre var blevet forvandlet til, og trådte så videre til den næste.
"Jeg tror vi skal lede dem ud, samme vej vi kom. Der var en direkte udgang, og der syntes ikke at være så fandens mange vagter i området. Vi skal bare være hurtige."
Hendes stemme stoppede op i et sekund, for at lægge kræfter i og rive en lænke fri. A damn much down, two to go!
"Så skal de ledes over til et bestemt sted, og efter det skal jeg sgu nok råbe fri leg til dig, hvis det er dét du vil."
Der var et svagt strejf af munterhed i hendes stemme. Come on, det var sguda sjovt!

Så havde hun fået revet den sidste i hendes hjørne fri, og i samme sekund hun havde sørget for at Cass' hjørne var færdigt også, smækkede hun hårdt hænderne sammen, så braget hamrede igennem hele rummet, og syntes at ekkoe igennem de fugtige vægge. Av for helvede! Delilah havde en ekstremt følsom hørelse, så det gjorde pisse ondt på hende - Men det var irrelevant.
Hun havde fået deres opmærksomhed, og selvom de syntes svagt skræmte over de flammende ildøjne hun besad, og blodet der var godt igang med at størkne på den beigefarvede kjole der dansede yndefuldt om hendes skikkelse, så ændrede det ikke på, at hun var nødt til at få dem til at skride ud herfra. Nu!
"Alle, op med sig! Vi skal fandme nok få jer ud, men så er i også nødt til at tage jer sammen og være hurtige as fuck. Op med sig."
Hun lavede nogle svage bevægelser med hænderne, og lidt efter lidt fik de svagelige slaver bakset sig op, imens de med store øjne så fra Cass til Delilah. Hun snoede fingrene om en af håndvåbene, friskede den op med nye patroner, og åbnede så døren så de kunne følge hende. Hendes blik gled over på Cass, og en svag bevægelse dansede igennem hendes hoved. En bevægelse der sagde Dæk dem bagfra.
Så trådte hun ud, og lod slaverne følge med.

Han så kort forundret ud over hendes svar på hans spørgsmål. Hun mente rent faktisk at de skulle slæbe alle slaverne gennem gangene... hvis ikke det var fordi han ikke selv havde nogen bedre eller mere logisk ide, ville han nok have haft brokket sig, eller på en eller anden vis udtrykt en form for utilfredshed ved planen, men han endte bare med at nikke en enkelt gang, som for at vise, at han forstod - og hey, de havde klaret alt det han havde troet var umuligt indtil videre, så hvor galt kunne det gå?
"Hurtige, klart," han nikkede endnu engang. Han havde endnu sit blik slået ned på det han var i gang med og så end ikke op på dæmonen. Han kunne ikke lade være med at smile ved det næste hun sagde, og hans blik flakkede kort mod hendes ansigt. Fri leg - herregud, hun havde alligevel lidt humor, det måtte man gi' hende.
"Du er en hård, men retfærdig forhandler," svarede han hende, med en munter tone, der var meget lig den hun benyttede.

Da hun klappede hænderne sammen glippede han med øjnene, tydeligt overrasket over hvor høj lyden gav ekko i dette lokale. Han fulgte hendes eksempel og lavede armbevægelser i forsøget på at få viftet slaverne op, da de, til hans store forundring, også så spørgende op på ham.
Det tog han et øjeblik at tolke hendes kast med hovedet, men da hun gik op for at danne fortrop, dæmrede det for ham, og han sendte et bestemt nik i hendes retning.
Da alle slaverne havde passeret ham, gik han ind bag dem, for at danne bagtrop. Kniven han havde benyttet til at få lænkerne op, lod han igen glide ned i lommen og hans fingre låste sig i stedet om pistolen, han tog den godt nok ikke op ad lommen, men havde en fast greb om den, nede i jakkelommen.

Tempoet gik endnu langsommere end han havde frygtet. Nogle trippede nervøst, andre haltede og størstedelen af kvinderne med børn gik med dem på armene. Den sidstnævnte gruppe, var uden tvivl de langsommste og udgjorde stort set hele bagtroppen. Mange af børnene de bar rundt på var egentlig gamle nok til selv af gå og det ville gå hurtigere hvis de bare fik lov til dem - men Cass forstod dem næsten godt. Efter episoden med barnet der var blevet skudt, var det da klart at ingen turde sætte dem fra sig.  Han forstod godt at de var bange, fortvivlede udsultede og hærgede, men forstod de da ikke at alt ville gå langt mere smertefrit hvis de bare fik røven ud herfra?
Cass prøvede at overtale en af de bagerste kvinder til at lade ham bære en af hendes to børn som hun gik og bar på - det gik simpelt hen ikke stærkt nok. Kvinden, som stoppede op næsten ved hver andet skridt, for på den ene eller anden måde at hanke ordenligt op på børnene, tog dog hans forslag ilde op, og mumlede en strøm af forvirrede ord og trykkede blot børnene endnu tættere mod brystet.
"Jeg gør da forhelvede ikke dit barn noget, det dér går bare for langsomt. Hørte du ikke hvad kvinden sagde før? Vi skal være hurtige as fuck," vrissede han af kvinden der endnu ikke ville overrække ham et af sine børn.
"Og hvis jeg var dig, tror jeg ikke just hun er kvinden jeg ville lægge mig ud mod.."
Han spillede måske ikke helt fair - fik lagt den over på dæmonen, som om det var hende og ikke ham selv der var irriteret på kvinden, men det virkede og kvinden rakte ham det ældste barn, som han med lethed fik op på den frie arm - ganske vist var han ikke den stærkeste fyr du kunne få fingre i, men der var ingen tvivl om at han på nuværende tidspunkt nok var stærkere end størstedelen af slaverne.
Han lod blikket glide jævnligt over skulderen for at se om noigen skulle følge efter dem, men indtil nu, så det ikke sådan ud - fantastisk, henrivende, fedt! Fingrene var dog endnu låst om pistolen i hans lomme.
"Ved du om der er flere folk i bygningen?" spurgte han med hævet stemme dæmonen, som rendte allerforrest.
Det var om ikke alt rart at vide om han behøvede at være opmærksom allerede nu, eller om han kunne sænke paraderne en smule og bruge sin energi på at jage yderligere med de stakkels slaver.

Et smil bølgede over de rødlige læber, da han med lige så munter tone, besvarede hendes drillende hentydning til fri leg, men siden hun havde kroppen vendt væk fra menneskedrengen, var det umuligt for ham at se hendes positive respons, på hans halvlegende svar. Hun besvarede dog ikke ordene, selvom en vis form for venlighed bevægede sig igennem hende. Hun skulle jo for Guds skyld ikke afsløre svagheder!
End ikke da hun, et par minutter senere, med hastige og hurtige skridt førte de svagelige, skræmte slaver igennem en lang, smal og blæksort gang, lod hun så meget som et glimt af hendes svagheder komme frem til overfladen, selvom det sikkert ellers havde skubbet en smule af slavernes frygt til hende væk. Måske endda gjort det nemmere for hende? Men sådan fungerede det ikke.
Man afslørede aldrig sine svagheder. Aldrig. Ikke engang overfor den eneste ven, en elsker eller ofre.
Ingen. Nogensinde.
Hendes sanser var rettet alle vegne. Et ekstremt udviklet blik der piercede mørket, og gennemsøgte det ellers kulsorte for fare. En lugtesans der gled over væggene og sugede hvert et indtryk til sig, i et forsøg på at kvæle alt der var usikkert, før det blev en fare. Følesansen der pulserede på højtryk, for at opfange selv det mindste pust - Og høresansen der ekkoede imellem væggene, blot for både at opfange Cas' ord, den vedvarende fugt der dryppede ned af væggene, og enhver anden puslen.

"Der er flere folk. Gå altid ud fra, at der er flere."
Stemmen var dæmpet, men gled alligevel ubesværet igennem alle slaverne og om til Cas - hun behøvede ikke snakke højt, og gøre opmærksom på sig selv for at få sit budskab frem, når bare hun brugte stemmen ordentligt, så den kvalte andre lyde og stod skarpt og ensomt tilbage. Som hende selv, i hvert eneste sekund af hele hendes liv. Hendes stemme repræsenterede hende.
Ikke desto mindre kom de ubesværet ud af bygningen, hvorfra hun overraskende tålmodigt gennede slaverne - der missede med øjnene af lyset - ned af en smal sidegade, som de tydeligt følte sig utilpas ved. Det ændrede dog ikke på, at de fulgte hende uden så meget som skyggen af et oprør, så snart hendes uhyggelige blik gled henover deres ansigter - Hun så ikke engang vred ud.
Hun var bare .. Ikke typen, man sagde nej til.
Et par af hendes slanke, lyse fingre bankede nærmest rullende på en tyk dørs overflade - En dør der syntes at pludseligt dukke op af skyggerne, hvis man ikke vidste præcis hvor den var placeret. Der tikkede næsten et minut forbi, med absolut ingen reaktion fra hverken døren eller den mørkhårede dæmon, hvis blik hvilede tålmodigt på dørens overflade - Imens slaverne bevægede sig forvirrede og rastløse, over hendes mærkelige opførsel. Der skete jo ingenting? Hvad lavede hun?
Men netop som en af slaverne trådte frem, blev døren trukket op, og en rødmosset mand med en form for rustning på, lavede en indbydende bevægelse ind imod husets inderside. Delilah sendte slaverne en muntert nik, og trådte derefter selv ind i husets mørke skygger.

Cassidy gjorde et enkelt nik med hovedet, som for at signalere at han havde forstået hendes svar. Der gik dog nogen øjeblikke inden han kom i tanke om, at hun rendte rundt allerforrest, og han allerbagerst og hun derfor ikke var i stand til at se ham nikke, lige nu.
”Okay. Altid flere folk… Got it.” Han nikkede endnu engang for sig selv, men denne gang hævede han ikke stemmen for at sikre sig at hun kunne høre hans svar. Hvis hun kunne høre det – var det da fint, men hvis ikke, betød det heller ikke det store.
Nu nærmere de kom bygninges udgang, nu mere begyndte Cass dog at tvivle på, at der rent faktisk stadig var nogen efter dem, og da de nåede udgangen, slap han pistolen han havde låst fingrene om, lod den dumpe ned i lommen igen, og tog hånden op derfra. Nu var det værste vist overstået.

De nåede da også ganske rigtigt helt smertefrit udenfor på åben gade igen, uden nogen uventede og ubehaglige overraskelser. De havde fandme været heldige. Cass havde dog lidt svært ved at bestemme sig for, hvorvidt det hele handlede om held, eller om dæmonkvindens hurtige skarpe reaktioner, overblik og planer. Han hældte nok mest til den sidste mulighed, hvor lidt han end ville indrømme det.
Cass lod blikket glide en gang til begge sider. Han følte sig nu meget mere ædru og behersket, end han havde gjort, sidst han stod her - alligevel havde han satdig svært ved at genkalde sig den præcise rute, han han taget for at nå hertil - Men andre ord, han anede ikke hvor han var henne. Han vidste at han var i Terrorville, på den gade som Peter boede på et sted, men det var mere eller mindre også dét, så da kvinden begyndte at føre dem ned ad en sidegade fulgte han blot villigt med.
Peter fik sgu' ikke noget besøg i aften, men det var da også hans egen skyld!
En hvidkalket bygning med trædør - Min bare røv! Cassidy blev, ved tanken om Peters elendige guiding, enig med sig selv om, at han måtte huske og stikke fjolset et par flade, næste gang de skulle ses.

Da alle slaverne stoppede op, gjorde Cassidy det samme. Med rynket pande gloede han hen på dæmonen for at finde ud af hvad hun nu havde gang i. Hun bankede på en dør. Rynken på hans pande blev dog dybere da der ikke skete mere. Det var det. Dæmonen stod bare tålmodigt og ventede, hvilket irriterede ham lidt - selv var han pisseutålmodig. Var det ikke meningen der skulle ske noget? Burde den ikke blive åbnet, så en eller anden kunne stikke hovedet ud og bede om det hemmelige kodeord?
Han nåede netop at udbryde et lavmælt, men utålmodigt: "Hva' fan-" i samme øjeblik som en slave trådte frem, og døren blev åbnet. Det var da også på tide.
Da dæmonen sendte hele rækken af slaver et nik, begyndte de at bevæge sig fremad.
Da Cass, som den sidste, passerede manden i døren, så han først undersøgende på manden men endte med at sende ham et svagt smil, mest af alt for at fremstå bare en smule høflig, efter først at have overbegloet ham med et skeptisk blik. Hvad var det dog han havde på? Og hvad var det dog for et besynderligt sted? Det generede ham, at han vidste lige så lidt, og måske endda mindre, om hele situationen som slaverne gjorde.
Knapt var han kommet ind ad døren, før han kunne høre den blive lukket bag dem og en slåen sat for den.
Der var ret mørkt, egentlig, men længere inde i huset kunne man se små olielamper og andre former for belysning, der kastede et dæmpet lys over stedet.
Da ungen, han havde båret rundt på, begyndte at sprælle, satte han bare barnet ned, så det kunne spæne hen og blive genforenet med sin mor.

Med et undrende blik gav han sig til at undersøge sine omgivelser. Dette sted var ikke umiddelbart særligt pænt, og meget ulig hans generelle idé om, hvordan husene i Terrorville så ud indvendigt. Med hastige skridt kantede han sig forbi rækken af slaverne så han endte med at stå knapt en armslængde fra dæmonen.
"Hvor er vi henne?" mumlede han lavt, til hende. Tonen i hans stemme var både en smule skeptisk, men også nysgerrig. Han havde stadig vildt mange spørgsmål oplageret i sit hoved, som han ønskede at stille hende.
Han skulle dog lige til at tilføje et Er vi stadig i Terrorville?, men fik stoppet sig selv. Det ville da være for dumt - selvfølgelig var De da det...


~

(For det første, undskyld dette ukreative indlæg! Jeg føler ikke at jeg giver dig vildt meget at spille på.. ~ Jeg skal gøre mit bedste for at oppe mig næste gang! (;
Derudover må du sige til hvis min korte beskrivelse af huset de kommer ind i, strider fuldkommen imod din idé om det/hvis det nu er et hus du har brugt før i et emne, something something. xD)

//OOC: Sorry for den lange ventetid. Jeg skal nok svare nu og emne videre hvis du ønsker det, men hvis det er for gammelt et emne til at du ønsker at fortsætte, så er du velkommen til at afslutte det.

Mørket der omringede hende, syntes at vige fra hendes flammende blik, da hun langsomt skubbede sin slanke, muskuløse figur ind igennem dørens åbning. Skygger sneg sig drillende om hendes skikkelse, men et stykke fremme kunne en flakken fra spredte olielamper skimtes. Deres lys legede tagfat om hendes, efterhånden godt blodige, kjole. Bag hende skramlede slaver hulkende for at følge efter hende ind igennem døråbningen, der blev holdt åben af den rustningsbeklædte mand.
Hendes nærmest flydende, rovdyragtige bevægelser var stoppet brat da hun nåede olielampernes flygtige skær, og ilden i hendes blik sydede nærmest. Langsomt løftede hun en svagt oplyst finger, og strejfede olielampens glas med en nysgerrig mine, der mere passede sig til en nyfødt kattekilling, end den panterlignende facon hun havde opvist sig selv som tidligere.
"Jeg er sikker på at de er sultne, Winston."
Døren var for længst blevet lukket bag Cassidy, og hendes ubevægelige skikkelse havde været fanget foran olielampen. Men ordene undslap isnende koldt de fyldige, rødlige læbers bløde omrids, uden resten af hendes krop trak på en muskel. Den rustningsbeklædte mand skramlede hastigt med rustningen, da han forsvandt forbi olielamperne og blev opslugt af mørket, uden at besvare hendes ord. Det havde haft en svag klang af 'ordre'. Han adlød hendes ord.

"Hvorfor er der så satans mørkt herinde, drenge? Det er jo forhelvede ikke fordi de ikke kan trænge til noget lys!"
Et pludseligt, utålmodigt hvæs blev spyttet ud af hendes læber, men endnu en hæs klang af autoritet. En nærmest undskyldende mumlen summede i det samme fra de vægge der var så mørke, at de var umulige at se, og bevægelser fra de selvsamme vægge opstod. En efter en blev olielamper, fakler og diverse stearinlys tændt rundt omkring i lokalet, og det mystiske rum blev synligt.
Det var faktisk forholdsvist stort. Mindst halvtreds kvadratmeter, hvor absolut intet af gulvet var optaget af andet end et enkelt bord i midten til olielamper, stearinlys og andre former for lyskilder. Rundt omkring på trævæggene var fakler sat op i rækkevis, olielamper hængt op og stearinlys smidt ned i holdere for at oplyse rummet. Et blødt, orange skær omfavnede nu det store trærum, hvor kun to døre førte ud - Den de netop havde trådt ind af, og en dør i den modsatte ende, der ikke syntes at føre ud af huset, men nærmere længere ind.
Derudover kunne man netop skimte revnerne fra en lem i gulvet.
Et smil gled frem over hendes rødlige læber, som hun snurrede omkring for at lade blikket glide over den skræmte, forvirrede men svagt nysggerige flok af slaver - samt Cassidy - der stod bag hende.
I samme sekund åbnede døren i den modsatte ende af hvor de stod sig, og Winston trådte tilbage ind over dørkarmen, slæbende på et form for bord på hjul. Bordet var fuld af kød og grøntsager - intet fancy, men stegt kød og rodfrugter. Slaverne stod først og trippede nervøst, men kastede sig så over maden, så snart de havde sikret sig at den faktisk var til dem.
"Så, hvad siger du til stedet? Midlertidig opholdssted for dem, men sådan er det."
Hun sendte Cassidy et svagt smil.