I am spooky! Fear me! -Alison

af Gæst Ons 16 Mar 2016 - 20:50

Tid: Efter Assorians overtagelse af Dragonspeak
Tid på dagen: Tidlig morgen!
Omgivelser/Sted : Beskrevet / Assorians Hus
Vejr: Det er indenfor så det kan være ligemeget (hæ hæ)
Påklædning: Et par slidte sorte bukser samt en for stor hvid skjorte.
@Alison

Så hun havde mødt Caedmon. Assorians lærling. Kunne der være flere mennesker i det her kæmpe hus? Hun havde bevæget sig op af kælderen og så sig rundt. Assorian havde ikke ligefrem forbudt hende at gå rundt i huset. Og når han alligevel ikke var der til at belære hende, så havde hun frie tøjler. Et let smil var over hendes læber og hun rendte rundt. Huset var tommere end hun havde forventet og hun vidste ikke helt om hun var skuffet eller ej. Indtil en dør åbnede sig!
Som den drillepind hun var, skyndte hun sig i lynets hast at få sig gemt bag et af gardinerne. Hun lyttede roligt til lyden der nærmede sig, lette fodtrin. Det måtte være en kvinde. Endelig! Der har været så mange mænd på det seneste at jeg næsten troede det var en pølsefest! tænkte hun roligt og smilte så lidt over sin egen joke. Da personen passerede hende strakte hun sine arme ud som en zombie og hun begyndte skam også at lave zombie-lyde:” Ghaaaaaaaaah!” udbrød hun i en monoton tone.
Hun greb personens skuldre og trak sig ind på hende og begyndte at gumle på hendes skulder:” Ghaarh!” udbrød hun endnu engang og løftede sine øjenæbler helt op i hovedet inden hun så brød ud i en glad latter:” Hahaha. Mit navn er Moon! Jeg har dog aldrig set dig her før? Hvad er dit navn?” sagde hun i en blid og glad tone. Man kunne godt ane hendes aura som mørk men hendes personlighed udstrålede noget helt andet. Nemlig glæde. Noget skyggevæsener aldrig rigtig var.
Undtagen Moon.

af Gæst Ons 16 Mar 2016 - 21:15

Påklædning

Assorian havde ting at se til, og det gjorde hende bestemt ikke noget. Så havde hun tid til at kigge sig omkring. Hun regnede med at hun var alene. Så hun gik faktisk blot igennem den store villa. Det var noget andet end når hun var hjemme ved sine brødre. Det var en anden form for stilhed. Både behagelig og ubehagelig. Ikke en hun ville ønske at vende sig til. Alison gik rundt i sine egne tanker imens hun nysgerrigt kiggede sig omkring. Pludselig fik hun det største chok i langtid, og gispede højt da nogle greb fat i hende bagfra. Lyden lød ikke som en levende død, og hvad fanden skulle en levende død også lave herinde? Også om morgenen.

En latter brød ud i rummet. Det gjorde Alison løftede hovedet til siden og trak på smilebåndet. Dette skyggevæsen var anderledes i forhold til det mørke Assorian havde bragt med sig igennem årerne.
"Assorian inviterede mig på besøg. Mit navn er Alison." Heldigvis var Alison ikke en af dem der blot flippede ud på folk, hvis de opførte sig lidt skørt. Men hun forstod ofte andre bedre end nogen anden sommetider bedre end de selv gjorde - hun burde blive psykolog!
Alison vendte sig rundt og vippede let hovedet på skrå imens hun kiggede Moon.
"Jeg troede ærligtalt jeg var alene, men nu spurgte jeg selvfølgelig heller ikke om der var andre her." Hun fik et skævt kækt smil på læben. Alison var overfor folk som de var for hende. For det meste i hvert fald.
"Jeg ville ned og finde lidt morgenmad. Vil du gøre mig den ære at smutte med?" Spurgte hun med et meget anerkendende og imødekommende smil. "Mine brødre har lært mig lidt." Det var normalt omvendt. At kvinderne var i køkkenet, men hun havde for det meste set sine brødre i køkkenet, og hun sad altid på køkkenbordet og så på. Men det betød ikke, at hun ikke havde lært lidt af det.

af Gæst Tors 17 Mar 2016 - 10:46

Hun så nysgerrigt på hende og smilte så stort da hun fik hendes navn, efterfulgt af et stort kram:” Godt at møde dig, Alison! Det er en smuk morgen!” sagde hun roligt og slap krammet. Hun så på Alison og måtte nu indrømme at hun syntes Alison var pæn. Hun lagde roligt en arm om Alison og grinte kort til det hun sagde. I det hele taget var hun bare mere munter denne morgen sammenlignet med andre.
”Det her sted er enormt! Jeg tror ikke engang jeg har været igennem halvdelen af det endnu.. men jeg gjorde heller ikke rigtig et forsøg på at komme i kontakt med nogen… Altså på en anden måde end du blev udsat for..” Hun fniste let over at komme i tanke over det igen. Det var første gang hun havde prøvet at hilse på nogen på den måde. Det kunne være hun bare altid skulle gøre det! Det virkede som en god icebreaker. Hun slap roligt Alison igen, alt imens hun tænkte over måder at møde andre folk på.
Hun blev flået ud af sine tanker da Alison snakkede til hende igen. Alisons formelle måde at bede hende komme med fik hende til at bukke sig kort på en formel måde inden hun rettede sig op:” Æren ville være på min side, mylady.” sagde hun så i en tone der nok ville gøre de fleste adelige sure, da den kun gjorde nar af deres måde at tale på. Moon havde aldrig rigtig brudt sig om højt stillede mennesker der altid skulle tvære det ud i ansigtet på andre.
Hun nikkede kort og slappede af:” Så er du jo mesterkokken, går jeg ud fra?” sagde hun i en jokende tone og puffede blidt til Alisons arm. Hun tog roligt hendes hånd og begyndte at gå mod køkkenet, hun havde været i køkkenet før, så der kunne hun godt finde hen.
”Det er ret komisk at Assorian ejer et køkken når han ikke ligefrem har brug for mad… Vi er jo teknisk set… Døde.. Sådan uden at være død...” hun rodede lidt rundt idet hun sagde og rystede så bare let på hovedet, fortsatte med at snakke i et forsøg på at rette op på det hun lige sagde:” Altså vi kan dø hvis man tømmer os for blod… Men ikke hvis man nægter os fast mad! Eller flydende… Vi spiser kun følelser…” hun kløede sig i håret og følte at hun kom på et vildspor:” Jeg beklager! Jeg har det med at tale over mig…” kom det undskyldende fra hende.

af Gæst Tors 17 Mar 2016 - 17:06

Det overraskede hende lidt med et kram, men hun gengalt det. Det var rart der stadigvæk fandtes positive væsner, selv positive skyggevæsner.
"Det er en fantastisk morgen." Svarede hun og så på Moon, med et varmt smil. Moon bukkede for hende, hvilket fik Alison til at grine en smule. Dog ganske kært. Den måde hun snakkede formelt tilbage med en lille drillende undertone syntes Alison blot var ganske kært. Alison tog Moons hånd og fulgte med hende ned til køkkenet.
"Det meget komisk mange har et køkken." Tilføjede hun med et skævt smil. Hun lyttede til Moon omkring den måde de indtog føde på. Alison trak let på skulderen.
"Det gør intet." Smilede hun blot. "Men jeg tror. At noget så simpelt som et køkken har noget at gøre med, at vi holder fast i ting vi ser, og forbinder med vores dybeste følelser... Jeg spister sjæle.. men mine brødre og jeg sidder stadigvæk og spiser en god omgang mad. Det er hyggeligt det bringer folk sammen." Svarede hun og vippede hovedet på skrå.

Det var lidt dybt sagt, men det var sådan hun tænkte om det, når hun skulle tænke om det.
Så kiggede hun efter, hvad Assorian mon havde.
"Uh!" Udbrød hun og fandt nogle ingredienser frem. "Hvad siger du til pandekager og varm kakao?" Spurgte Alison med et stort smil på læben. Dog uden videre gik hun igang med at blande de forskellige ingredienser sammen, og endelig var hun klar til at tilberede dem.
"Så, fortæl mig noget om dig selv Moonie." Sagde Alison og kiggede over på Moon engang imellem i takt med hun stod med maden.

af Gæst Fre 18 Mar 2016 - 20:33

Pandekager? Tjo. Hvorfor ikke! Hun smilte roligt og satte sig op på køkkenbordet. Hendes hoved gled en anelse på skrå alt imens hun betragtede Alison. Der var noget ved hendes udseende, det smukke ved hende. Hun bed sig kort i læben og kunne ikke dy at lade være med at spørge:” Du må være…. Af dæmonisk art…. En succubus… Ikke også?” hun kneb sine øjne sammen og var nu ikke helt sikker. Hun smilte roligt da Alison spurgte ind til hende.
”Hmm… Moonie. Det kan jeg godt lide… Jeg hedder Moon fordi det var det jeg blev kaldt da de fandt mig, under en fuldmånde..” hun lænte sig tilbage og satte hænderne ned i bordet bag sig. Hun tænkte kort tilbage på hendes fortid og kradsede lidt i bordet:” Hmm… Jeg mødte Assorian på gaden…. Og han sagde at jeg var et skyggevæsen… Og så kyssede jeg ham! Det blev han ret sur over, hvilket jeg ikke forstår…. Men han tog mig alligevel med sig… Og efter et par måneder er jeg nu her, som lærling..” sagde hun så roligt og kørte en hånd igennem håret.
Men hun ville også gerne vide hvordan Alison havde mødt Assorian så hun sagde:” Nu det din tur… Hvordan mødte du Assorian? Jeg vil vide det hele!”. Hun nuppede en pandekage og smagte på den, da hun simpelthen ikke kunne lade være. Hun kom med et tilfredst suk mens hun tyggede på det og smilte så bare da hun havde spist det hele:” De er fantastiske, Alison!” sagde hun i en munter tone. Hun nåede præcist at hoppe ned fra bordet før hun sprang på Alison i et glad kram:” Rawrrrrrrr!” udbrød hun imens og trykkede Alison helt indtil sig.
”Min morgen havde været kedelig hvis jeg ikke havde mødt dig! Jeg er glad for det…” hun lagde sit hoved på Alisons skulder og betragtede hende kokkere, med armene om hende, dog ikke så Alison ikke kunne fortsætte med det hun gjorde. Hun duftede kort til Alison og slappede af. Et glad suk kom fra hende og hun så lidt ud af et vindue i nærheden.
Hun spærrede sine øjne en anelse op, ud af ingenting og med et løb hun over til vinduet, næsen presset tæt mod ruden mens hun måbede:” Der er min kat!” sagde hun roligt og åbnede så bare vinduet, for at katten kunne komme ind.
Den var stor og sort og kiggede kort på Alison inden den gik over til hende og satte sig foran hende. Den så bare op på hende og sagde ikke noget:” Han vil have en godbid… Ellers vil han ikke være venner med dig” sagde Moon roligt og strakte sig inden hun lukkede vinduet igen.

af Gæst Man 21 Mar 2016 - 21:51

Alison lyttede opmærksomt med, selvom det meste af hende opmærksomhed var på madlavningen. Hun ville helst ikke brænde noget på jo.
"Jo, godt observeret." Smilede Alison til Moon. Moon sad ligesom Alison gjorde når hun sad ude i køkkenet og så Jackson lave mad. Det gjorde hende glad, nu forstod hun pludselig, hvorfor hendes brødre synes det var så hyggeligt. "Så kalder jeg dig det fra nu af." Svarede Alison blot med et venligt smil.
Alison lyttede aktivt med til, hvad Moon forklarede om, da Assorian fandt hende.
"Assorian bliver hurtigt sur, hvis han ikke kan kontrollere, hvad der sker omkring ham." Sagde hun og trak let på skulderne. Spørgsmålet kom naturligvis tilbage til hende, og hun satte sig hen til spisebordet med pandekagerne.
"Jeg mødte Assorian da han var menneske. Jeg skulle have noget mad, jeg så mig et bytte. Jeg fangede byttet." Hun trak lidt på den ene skulder med et skævt smil. "Vi blev venner efter den dag. Jeg har kendt ham siden han var menneske og efter han blev skyggevæsen." Det var der ikke mange der kunne sige alligevel - Alison kunne. De spiste pandekagerne, Alison var overrasket over sine egne evner.
"Mange tak." Alison tog imod komplimenten. Så modtog hun et kram fra Moon. En blid latter forlod dæmonens læber.

Den glæde hun kunne læse fra Moon at hendes glæde var oprigtig. Det var vidunderligt at møde sådan en munter person.
"Jeg er skam også yderst taknemlig for at rende ind i dig." Sagde hun og smilte bredt. Let vippede hun hovedet over imod Moons ganske blidt. Moon havde hende fanget i et greb. Dog som et barn havde Moon hurtigt fået interesse i noget andet og løb derhen hurtigt. Alison rejste sig op og gik stille hen for at se, hvad Moon havde fået øje på. En kat. Alison betragtede Moon åbne vinduet og lod den store sorte kat komme ind af vinduet. Den var smuk. Så lyttede hun til, hvad Moon sagde.
"Vi kan jo ikke snyde ham." Sagde hun med et skævt smil på læben, og tog en pandekage over til katten. Hun rev den i nogle mindre stykker, så den lettere kunne få fat i dem. Derefter lod hun sin hånd køre henover kattens bløde pels.
"Har han et navn?" Spurgte hun Moon med et varmt smil.
"Jeg synes vi skal gå en tur ned i byen!" Sagde Alison så med et stort lysende glimt i øjnene. Hun vil så gerne se noget af byen, specielt inden hun skulle hjem.

af Gæst Man 2 Maj 2016 - 2:30

Moon virkede nu ret glad for Alison allerede. Da hun stod ved vinduet og betragtede dem:” Caesarion…” sagde hun glad. Katten, som hed Caesarion, vendte sin opmærksomhed mod hende og kom med til tilfreds miav. Dog var der noget der hurtigt opfangede hendes opmærksomhed udenfor. En kvinde der stod med et barn. Laboratoriet. Hendes glade udtryk forsvandt og hendes øjne blev hurtigt fuldt med en tomhed mens resten af hende stivnede. Hun blinkede et par gange og tog en hånd op til hovedet inden hun faldt ned på hendes knæ, dog kunne hun stadig se ud af vinduet.
”gnhg….” kom det fra hende mens hun lænte sig ind mod hendes hånd. Caesarion løb hurtigt over til hende og puffede så til hendes lår, efterfulgt af nogle bekymrede miav. Moons ben rystede mens minderne skar gennem hende. Den døde krop. Vreden. Blodet.. Blodet der var over det hele! Hun huskede bare glimt. Det hele skete for hurtigt. Hendes aura ændrede sig hurtigt fra at være den muntre som hun altid havde, til en lettere dyster en. Det gjorde hende også stærkere. Hun kunne mærke en masse energi gå gennem hende.
Men hun havde endnu ikke lært at styre denne energi. Så da hun kunne mærke sin evne aktivere sig af sig selv og strålerne roligt kom ud fra hendes skulderblade. Hun slap sit hoved og greb hurtigt fat i dem for at kontrollere dem, men energien flød gennem hende, så hun havde ingen chance for at styre dem. Så greb angsten hende. Angsten for at skade sin nye gode ven, Alison. Hun rejste sig op:” Jeg er et monster!” udbrød hun så bare og inden Alison ville kunne have nogen chance for at stoppe hende, drejede hun en omgang, boostet af den ekstra energi, og slog begge sine hænder ind i væggen.
Et par høje knæk lød i hendes hænder og hun var heldig at adrenalinen lindrede smerten der skød gennem hendes arme. Ved væggen hvor hun havde slået var der nu en ret så stor udbuling til de yderste murbrokker, hvilket forklarede lidt om den styrke hun kunne have hvis hun valgte at omfavne den mørke side af sig selv. Strålerne trækkede sig hurtigt tilbage for at spare på hendes energi, da den nu skulle bruges på at hele hendes smadrede hænder. Til hendes held, havde hendes vinkel været så præcis at hun slap afsted med brækkede håndled.
Hele hendes krop rystede og hun faldt ned på knæ mens hendes blik stirrede ned i hendes lår:” Et monster…” mumlede hun lavt og mærkede revner danse ned af hendes ene kind. Det skete altid når hun prøvede at græde.

af Gæst Søn 15 Maj 2016 - 23:37

Alison opfangede hurtigt der var noget galt med Moonie. Det var før kroppens sprog overhovedet slog ind. Den blåskygge afslørede det hele fra hende. Alison blev derved allerede der opmærksom. Det gjorde ondt på hende at se Moonie i den smerte. Angsten for ikke at skade hende. Det var ulempen ved hendes evne, alt det hun kunne se. Hun trådte derved endnu et skridt tilbage for at få et bedre overblik. Den dystre aura blandet med den skyld. Blandede følelser. Alison rystede let på hovedet og ville træde frem, men nåede ikke før Moonie allerede havde slået sine næver ind i væggen. Det løb koldt ned af hendes ryg da hun hørte de høje knæk. Let klemte hun øjnene hårdt sammen inden hun åbnede øjnene bekymret op. Da strålerne trak sig tilbage gik hun et par skridt frem. Synet af den knuste pige der faldt på knæ og stirrede i jorden gjorde ondt på hende. Alison satte sig ned på hug foran hende. Hun lod en blid hånd køre henover skyggevæsnets hår og førte hånden videre henover kinden til den nåede til hagen. Så løftede hun let hagen op så hendes blik kunne møde Alisons. Alison så på hende oprigtigt.
"Du er ikke et monster, du er Moonie." Sagde Alison så og kiggede Moonie direkte i øjnene. Alison så også sommetider sig selv som et monster på grund af den måde hun skulle spise. Nogle dæmoner af hendes slags tog andres liv når de gjorde, men Alison havde valgt hun ikke ville gøre det. Hun sendte Moonie et smil. "Hvorfor kommer du ikke med op så vi kan tage et kig på dine hænder? Så kan vi snakke imens hvis du vil? Vi kan blive her. Vi kan tage hvor hen du ønsker. Og hvis du ønsker, så kan du fortælle mig, hvad der er galt. Bare rolig, jeg fortæller ingen hvad du siger til mig. Hvis du ikke ønsker at tale gør vi ikke det." Alison var en af de mest oprigtige personer man kunne finde. En skændsel for dæmonerne ville nogle nok mene, men var hun ligeglad? Ja. Ja det var hun.

Hun slap Moonies ansigt ganske blidt, og rejste sig stille op. Alison ønskede at få det positive humør tilbage ved Moonie, men hvordan vidste hun ikke endnu. Moonie var Assorians lærling. Hvis han havde gjort hende noget, ville hun personligt give ham noget at tænke over. Der var ingen frygt i Alisons øjne. Hun havde ikke tænkt sig at presse Moonie, hvis hun ikke var klar til at snakke om det. Dog vidste Alison også tegn på tålmodighed. Trods alt havde Rey nogle mareridt som hun ikke altid kunne klare. Følelsen af at vide, at der var noget galt, men uden at vide hvordan man skulle klare det. Den var brutal. For jo hun forstod ofte folk bedre end de overhovedet kunne forstille sig.

af Sponsoreret inhold

I am spooky! Fear me! -Alison

I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison

Sv: I am spooky! Fear me! -Alison