Till the end of time ~Clary~

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En varm forårs dag havde det været, solen havde brændt på himmlen siden morgen solen stod op, nu var solen gået ned og efterlod alt i kulde og mørke. Stilhed, alt var stille. Kun lyden af stilethæle som klingede i asfalten kunne høres. De gav ekko i de tomme smalle gader i Terrorville. Der var næsten ikke en sjæl at se udover folk som stod og så opmærksomme ud. Caroline gik rundt heneds hæle var dem som man kunne hører, hun var også den man bemærkede. Hun var phykisk knækket, Dominic havde knækket hende over. Caroline havde dog sin facade oppe, kun hvis man kendte hende virkelig godt ville man kunne se hvor såret hun var. Hun var knust over hendes søster hadede hende, og at Nicolas havde forladt hende rettere sagt var han bare forsvundet. Caroline gav dog ikke op og var flytet ind i hans hus til den dag han nu engang ville komme tilbage til sit hjem. Caroline gik i sine egne triste tanker.. Om alt, hun var ensom, alene, følte sig uelsket.. Hun mærkede dog noget hårdt, da hun ramte ind i en anden pige.
"Åh, undskyld det er jeg ked af."

Påklædning: et par stramme jeans, en sort skjorte og nogle sorte støvler

Aften var over byen og som altid, havde hun ikke altid meget at lave, så hun besluttede sig for at gå en tur i de mange gader af den tomme by. Hun havde været alene længe, selv der hjemme var hun alene og de ellers så interessante bøger, fangede ikke i dag hendes opmærksomhed, som de ellers ville havde gjort.
Det lange hår, med de smukke englekrøller, hang som altid, ned af skulderne, fint og indrammede hendes udskyldige ansigt. Dog som hun gik rundt i byen, i sine egne tanker hamrede hun ind i en ung blond pige "åh det gør intet, vi laver alle fejl en gang imellem" sagde hun med et varmt smil. Hun kørte en hånd igennem håret, smilede til pigen. Man behøvede ikke at være den store empat, for at vide denne pige her ikke var i det bedste humør "er du okay?" Spurte hun blidt, med et hævede øjenbryn

Caroline nikkede stille til pigen.. Ja alle lavede fejl, Caroline mange.. Hun blev dog lidt forundret over at kvinden her kunne se at hun ikke var helt okay, Caroline åndede forsigtigt ud.
"Jeg klarer mig," Svarede hun stille, men hvornår hun stoppede med at være ked af det anede hun ikke. Jo nok den dag hvor at hendes elskede Nicolas kom tilbage til hende. Caroline gav ikke op! Hun smilede let til kvinden.
"Navnet er Caroline." Caroline anede ikke om kvinden havde hørt om hende efter hendes massemord på fadre som nu gjorde at en masse børn var forældreløse.. Fordi hendes følelser var slået fra.

Hun nikkede "sorg er en stærk ting, lad den ikke fange dig for meget...hvem ved måske holder den dig så hårdt at du ikke slipper" sagde hun poetisk, hun elskede digte, havde flere bøger kun fyldt op med digte gennem tiderne. Hun lagde hoved på skrå og betragtede hende med et observante brun, grønne øjne "men du er stærk, en overlever og kæmper, du overlever, selv om rejsen fra a til b vil blive hård" hun lød blid og varm i sin måde at tale på, nok fordi hun kendte til sorg og den slags, hun var mest bare alene i det store hus.
Hun nikkede "mig en fornøjelse Caroline, mit navn er Clarissa" hun smilede blidt, hun havde godt hørt om en eller anden massemorder, men at det var hende var hende nu ligegyldig, alle slog ihjel...så når alt kom ud i et, så var alle lige gode

Caroline lyttede, den måde Clarissa sagde alle de ting omkring hende. Hvordan vidse hun det, var hun 'menneskekender' eller sådan noget? Caroline fik faktisk et ægte smil på af det, sjældent man så det smil på hendes læber.
"Tak," Sagde hun bare med et skævt smil, de havde lige gjort at natten måske ikke blev så hård at komme igennem. "Jeg leder efter en vampyr ved navn Nicolas. En du har set?" Spurgte Caroline så og fandt et billede frem hun havde af ham, som hun havde ffået af hans søster Angela.

//Billedet: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun smilede af det ægte smil, der dukkede op på Carolines læber "det var skam så lidt" hun lagde hænderne i lommerne, betragtede hende som hun tog billede frem af denne Nicolas. Hun hævede øjenbrynet, lagde armene over kors "dette er ham der har givet dig smerte?" Spurte hun og betragtede manden på billede "jeg ville ønske jeg kunne sige ja, men desværre, jeg kender ham ikke og har heller ikke mødt ham" sagde hun med et skuldertræk. Selv var hun ikke typen der forelskede sig, men fandt det da smukt når andre gjorde og specielt hvis det var ægte, som det så ud til at være her

Caroline smile kort lidt forsigtigt.
"Såret og såret, han er forsvundet.." Forklarede hun stille, og så Clary i øjnene. Man kunne sagtens ane hendes sorg. Caroline sukkede da hun ikke vidste hvor Nicolas var.
"Nå okay," Svarede hun og trak lidt på skudern og gemte billedet væk.. Caroline kiggede lidt oop på stjernerne.. Mon han kunne se de samme stjerner som hende?
"Ja jeg lyder sikkert ret sukkersød.. Men sådan er det vel altid når man har fundet den enkle ting i verden som man kunne give sit liv for." Svarede Caroline med et skævt smil.

hun nikkede med et blidt smil "han er meget heldig, at have dig" sagde hun med et blidt smil, det at hun stadig elskede ham, selvom han var forsvundet.
hun rystede på hoved "nej selvfølgelig ikke det, det er smukt. Jeg har aldrig oplevet kærligt, men har altid fundet ægte kærlig smukt, det er så unikt, så specielt" hun lagde armene over kors. Hun havde læst om det, set det, men aldrig oplevet det, hun håbede dog en dag at kunne møde en som elskede hende på samme måde, som denne pige elskede

Carolines phyke havde været så meget nede, men Clary byggede fakitsk den op med sine ord og være måde. Caroline blev helt facineret over den måde som hun var på.. De ting hun kunne sige..
"Tak, jeg har også først fundet den nu." Svarede hun med et skævt smil. "Ja det er smukt."

Hun nikkede "ligegyldig om du finder din kærlighed i morgen eller i dag..eller i dit tilfælde for nyligt, så vil den stadig være lige smuk" hun lagde hånden mod Caroline's hjerte, som hun godt vidste ikke slog "kærligheden foregår mellem jeres sjæle, aldrig andet, kroppen er blot et kar, du ved den er ægte det sekund du kan tilgive alt ved de små ord af at den du elsker har brug for dig" hviskede hun og sænkede hånden igen. Selvom det var underligt, var der altid noget i hende der blev fascineret af kærligheden smukke kraft og det den gjorde ved folk

Det var virkelig sjovt at en fremmed kvinde kunne give Caroline så meget indre styrke blot ved de ord som hun sagde.. Caroline blev ret fascineret, og kiggede hende i øjnene under hele samtalen.
"Tak, tro mig jeg mener det.. Tak, jeg tror faktisk du gjorde mit håb større.." Svarede Caroline med et blidt smil på sine læber.

Hun smilede og nikkede "mhh det var skam så lidt, jeg er kun glad for at kunne hjælpe" sagde hun og slog ud med hænderne. Måden hun så på hende, hvilket blot gjorde hendes smil blidere og varmere "wow ligefrem større, det havde jeg ikke regnet med, men det glæder mig" sagde hun, lagde armene over kors

"Du har ingen anelse om hvor meget det hat betydet for mig." Svarede hun stille, med et skævt smil på sine røde læber. Caroline vidste at så snart hun stod i Nicolas' favn ville hun føle sig både, hjemme, tryg, sikker og elsket.
"Nogle folk finder det sjovt at knække folks psyke, men du lagde et lille plaster på såret."

Hun nikkede "det er jeg glad for, kun mere end glad"sagde hun og blev helt smigret over hendes ord "er det en mand, så skal du ikke være bange for at sige din mening, bare fordi du er en kvinde betyder det ikke du kan give en mand en omgang tæsk, som enhver anden mand ville kunne...plus du ved hvor deres svagepunkt er" hun klukkede blidt, rystede på hoved. Hendes måde at være overfor en der pissede hende af, var ganske enkel at sætte vedkommende på plads, mand eller kvinde

Caroline smilede mere ægte end hun havde gjort de sidste par dage. Det føætescgodt, og trygt at smile på den måde. Caroline nikkede som er;ja-det-var-rigtigt. Hun kiggede på Clary,vog smilede så skævt.
"ja det har du ret i."

Hun klukkede "mhh det lære du jo, jeg har altid ret" drillede hun og kørte hånden igennem det lange krøllede mørke hår "men tror mig, det er sjovt at se deres ansigts udtrykke når man piller dem ned til de intet er værd" hun rystede på hoved, så op mod himlen, før hun igen så venligt på den kvindelige vampyr Caroline