Make a move - Rowan

Tid - 16:33
Sted - Gågaden, af Terrorville
Vejr - Nogenlunde varmt. Let blæst.
Omgivelser - Nogle få folk rundt omkring. Lyst.
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rowan traskede roligt afsted, med blikket vendt opad. Han betragtede bygningerne han passerede. Flotte, charmerende og gamle huse og bygninger. Det var altid en dejlig tur at stryge igennem Terrorvilles gågader. Det var en varm dag, så han havde været nødt til at rulle sine skjorteærmer en anelse op. Den lette blæst holdt ham dog en smule nedkølet - vejret var lige til at holde ud. Ikke for koldt og ej heller for varmt.

Med en let nynnen, og en solid gang igennem gågaden endnu med blikket mod bygningernes tage og himlens blå himmel. Der var ikke mange ude at gå på dette tidspunkt, havde han opdaget. Ikke at det gjorde ham noget - så var der mere plads til fri afspadsering. Det var også behøvet nogle gange, mente han. Til tider kunne det blive en anelse stressende og presset, hvis man skulle være omkring for mange mennesker. De larmede så frygteligt, tænkte han bittert, men rystede tanken af sig. Der var ingen grund til at tænke på negativiteten ved mange menneskers samværd, når han trods alt befandt sig forholdsvis alene på en gade.

Men karma spillede ham et puds. Dér gik Rowan i sine egne tanker, uden at se sig for, og det resulterede i at han pludselig stødte ind i et andet individ. Bogstaveligt talt. Han havde ikke set kvinden før det var for sent. Hun kom fra den modsatte vinkel, og de gik tilsyneladende frontalt ind i hinanden.
Der skulle dog mere til end et mindre puf for at få Rowan til at falde. Han genvandt hurtigt balancen og vendte sig straks mod kvinden, som han uheldigvis havde skubbet til.
"Åh! Det beklager jeg! Er du okay?"

(( Jeg håber det er OK hvis jeg skubber lidt til din karakter Jeg vidste ikke helt hvordan jeg ellers skulle få dem til at "møde" hinanden tilfældigt ))

Rowan var langt fra kommet noget til; han havde blot haft brug for at genvinde sin balance, og det var sket sekundet efter. Han trak derfor på smilebåndet og slog en anelse ud med armene: "Der er ingen skade sket herovre." svarede han mildt, og overvejede om han skulle takke for spørgsmålet. Det var langt fra alle der ville spørge så pænt tilbage - hans erfaringer med andre individer her omkring viste at de fleste ville angribe andre, hvis den anden så bare som så forkert på dem. Han smilte derfor og åndede lettet op, da denne kvinde tilsyneladende ikke var vred over deres uheldige kollision. Dog fangede han hurtigt et glimt i hendes blik, som gjorde ham en anelse urolig. Hun så sig om, og ligeledes gjorde han. Hvad kiggede hun efter? Vidner? "Er du... Sikker på at du er okay? Du virker lidt nervøs. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dem noget." Den sidste sætning blev koblet ganske hurtigt på, og sagt imens han hævede hænderne foran sig, som for at vise at han ikke prøvede på noget ondt. Kvinden virkede overraskende nervøs, hvilket blot gjorde Varulven nervøs. Var der nogen der holdt øje med dem, eller var hun bare paranoid? Måske burde han ikke tage nogle chancer, og med dén tanke tog han er hurtigt skridt bagud, for at være på den sikre side.

(( Jeg undskylder at du har måtte vente så længe på et svar ))

Hun smilede blidt og nikkede, "godt" sagde hun blidt, det var da fint nok at han ikke var kommer til skade, der var vel heller ikke meget skade der kunne komme ud af et stød, men det var vel alligevel høfligt at spørger ville hun sige, da man ikke altid kunne være helt sikker på sagen. Hun tog en dyb indånding... Hun var virkelig bange for om Serkan ville komme ud og hente hende, det måtte han bare ikke, hun måtte gemme sig... Et eller andet sted. Hun kiggede panisk rundt efter et sted hun kunne søge i ly... Men hendes øjne vende sig så mod ham igen. "Jeg har det helt fint. Og jeg ved godt du ikke gør mig noget..." Hun kiggede undrende på ham da han trådte et skridt tilbage, man kunne se i hendes øjne at hun blev såret, for hun ville jo ikke gøre ham noget, hun var bare bange for om hendes herre skulle komme og tæve livet ud af hende fordi hun ike havde holdt deres aftale og så stod hun nu ogs og talte med en anden mand... Det ville han ikke acceptere det vidste hun bare han ikke ville. //Det er helt iorden XD//

Rowan bemærkede godt det sårede udtryk i hendes øjne, og overvejede derfor nu, om det måske havde været et dårligt træk at træde væk. Han tøvede et øjeblik. "Er du helt sikker på at du er okay?" forsøgte han igen - hendes tilsyneladende nedtrygte humør gjorde ham dels utilpas og dels bekymret. Han havde (desværre) en tendens til at bekymre sig for fremmede væsners velvære.
Måske er det slet ikke mig hun frygter, indså han endelig og lod atter blikket glide rundt. Blev hun forfulgt? Først nu indså han, at han ikke kendte hendes duft. Hvad var hun? Endnu en særlig dæmon-type? Han betragtede indgående hendes skrøbelige ansigt, som hvis han var bange for at hun ville krakkelere blot ved hans øjnes lette vandren. "Er der noget i vejen?" spurgte han forsigtigt, velvidende at han egentlig ikke havde ret til overhovedet at spørge ind til sådanne ting. På den anden side så havde han en sær følelse af, at han var nødt til at sikre sig, at hun ikke pludselig ville vende tilbage og hjemsøge ham.

(( Jeg beklager (igen) at du har måtte vente på svaret! Du har fanget mig midt i en eksamensperiode ))

Hun kiggede atter rundt igen, lettere panisk, panikken lå i hendes øjne, svagt gemt, og svagt synlig. Hun kiggede på manden igen og rystede på hovedet, hun var slet ikke okay, hun var slave, og hvis hun ikke holde aftaler blev hun straffet. Og det gad hun ikke at nyde noget af overhovedet. 
Hun vidste ikke hvad hun skulle svare ham da han spurgte om der var noget i vejen, hun var ikke sikker på om hun skulle sige at hun var usikker på om hun blev holdt øje med af sin herre, eller om hun skulle lade vær med at sige noget overhovedet om det hun havde gang i, at bryde en aftale. "Jeg... Jeg kan ikke sige det" sagde hun usikkert, lavt og meget forsigtigt, som om hun var sikker på at nogle lyttede efter. Hun kiggede usikkert på manden foran hende, vidste ikke hvad hun rigtig skulle sige til ham, måske skulle hun bare løbe hjem så hun måske kunne nå at være hjemme til tiden... Men hun vidste egentlig godt helt inde at det var for sent, klokken havde slået og hun havde brudt en klar aftale med Serkan.