sean - move like Jagger

tid omkring 01.25
sted discoteket i angerforge district
vejr udenfor regner det mens det er trykkende og varmt indenfor
omgivelser en masse personer der danser og drikker. Mange af dem er ret så fulde og vakler rundt som hjernelamme idioter
påklædning sorte jeans, og et blodrødt korset med snøre i ryggen. Håret er løst.

Neph stod ved baren, og fik hældt endnu en omgang shots ned. Egentlig drak hun ikke, men lige i dag havde hun brug for at drikke hjernen ud. Det skete jævnt at hun ikke kunne klare sine omgivelser længere og havde brug for at komme væk.
Hun var allerede godt fuld da hun rejste sig, og i sine stilethæle begyndte at danse rundt til en hjernelam sang med at for regelmæssig basrytme.
Uden at vide helt hvad hun havde gang i , hamrede hun ind i den person som hun havde danset bag, uden egentlig at vide hvem han var.
"undskyld!" gispede hun da hun var faldet på bagdelen og nu sad i stirrede på manden. Hun genkendte ham, men.... Hvorfra? Han var harmonisk i ansigtet, et blik hun egentlig burde huske ret godt.

(håber det er ok at jeg bare har placeret dig i emnet? )

(jeg lever med udfordringen, ja )

Sean havde udset sig et helt perfekt offer. Hun var ung, havde en slank krop og nogle vuggende bevægelser. Iklædt en kort, sort kjole med flosser. Det lange, røde hår hang ned over hendes ryg og hendes øjne skinnede...Nej, dette var ikke forelskelse. Dette var betagelse. af en helt perfekt krop. Og han havde snydt hende. Fået hende til at tro, at han lignede den mest tiltrækkende person i hendes øjne, manipuleret hendes følelser til at være kærlige for ham. Og de stod nu og dansede.
Et offer til hvad? til mad. Han havde tænkt sig at danse igennem sammen med hende, lokke hende med op i sengen og tage hende. Ikke bare fysisk, men også hendes sjæl. Når den lå allermest blottet!

Men der skete altid noget uforudset.
Denne aften var han iklædt nogle sorte jeans og en sort skjorte, der var åben oppe ved halsen. Det mørke hår sad en anelse rodet, hans pandehår hang lidt ned over hans pande. De mørke øjne gled over kroppen der dansede foran ham...
Da en person ødelagde stemning. Han havde ikke set det komme og det resulterede i at han slap sin magi et øjeblik. Kvinden reagerede med omgående forvirring. Hun forstod ikke hvordan manden foran hende pludselig kunne ændre udseende...Og hendes følelser var et stort rod.
Han knurrede svagt, da han vente sig om, godt irriteret...Kvinden var flygtet. Han skulle nok finde hende igennem, men først skulle personen her bøde for dette...han var ikke i humør til leg!
Og der stod hun. Nephthys. Han sænkede omgående den arm, han ellers havde hævet for at slå.
"Nephthys?" sagde han overrasket. Normalt kom tingene ikke så...overraskende for ham. Han var altid opmærksom...men når han jagede, var han nok svagest...for da var han kun opmærksom på en ting. Maden foran ham.

(spiser lige, så svarer jeg)

Hun stirrede på hans løftede hånd, som han langsomt sænkede igen.
Man kunne ligefrem se angsten i hendes blik, frygten for at blive straffet yderligere.
Derfor, uden tøven, fik hun rejst sig og så ham kort i øjnene, inden hun vendte sig væk fra ham og stormede hen mod et lidt mere ubemandet område af klubben.

Masser af piger, mange af dem som sendte Neph onde og misundelige blikke.
Ikke at de havde noget at have det i, Neph kendte jo ikke rigtigt til det med selvsikkerhed og viljestyrke.

Hun kunne mærke hjertet oppe i halsen, da det gik op for hende at Sean havde været mikrosekunder fra at smække hende en.
Hun bed sig hårdt i sin bævrende underlæbe, inden hun fik sat sig i et afsides hjørne af baren, og fik bestilt endnu en cocktail. Hun sippede til den stærke alkohol, mens hun stirrede ned i barens trædisk.

Og så var hun væk. Han stod stille, mens han så hvordan hun nærmest flygtede fra ham...Nej, vent. Det gjorde hun jo. Flygtede fra ham. Sådan var det altså, når folk kendte hans rigtige jeg. Viste hvilken dæmon han var. De flygtede. En grund til han altid holdt kortene tæt ind på kroppen. Han var træt af den måde folk hele tiden reagere på.
Et let skub fra en mand der ville forbi, rystede ham fri for sine tanker. Dette her gik ikke.
Han satte i gang, han masede sig roligt gennem folk, som mere eller mindre bare gav ham plads i dag. Han nåede endelig ned i den anden ende af klubben. Og der sad hun, med en cocktail af en art og så ned i bordet, som et uartigt barn der var stukket af hjemmefra. eller måske ikke helt, men det var det første han havde tænkt over. Han smilte lidt. åh Neph da!
Han gik om bag hende og nærmede sig hende, indtil han stod helt op bag hende.
"Du behøvede ikke flygte" sagde han roligt mod hendes ene øre.
Så fjernede han sig, stadig uhyrligt roligt, som var hun et vildt dyr der ville flygte ellers. Han nikkede til barmanden og bestilte det samme som Neph.
Han så hen mod hende med et lille smil.
"Undskyld...det var ikke min mening at skræmme dig sådan. Du...forstyrrede mig i noget. Jeg er lidt irritabel i dag, desværre" forklarede han og så roligt på hende. Han nippede til den drink han fik serveret. Let stærk, en smule sød. Passende.

Hun trak sig blot væk fra ham, da han havde talt til hende. Hun kendte ikke til hans færden udenfor arbejdet, og det vedkom jo heller ikke hende. Slet ikke.
Selv var hun langt mere jumpy end normalt, nok på grund af den ret så store mængde alkohol hun allerede nu havde indtaget.
Som normalt, ville hun drikke hjernen ud, kaste op og derefter gå omkuld på et random hotelværelse med en random fyr.
Sådan havde det været lige siden huset brændte ned og hendes forældre var væk.
Dette var hendes måde at overleve på. Havde hun brug for at undskyldning fra ham havde hun jo bedt om den. Men han havde sin fulde ret til at smække hende ed - hun forstyrrede ham jo.

''så må du vel undskylde... Jeg ville ikke forstyrre dig..'' mumlede hun og bundede den ellers halvfulde cocktail.
Hun kunne ligne en dranker ret så meget - måske var hun det også.

Hun så stadig ikke på ham. Hun vidste udemærket godt at hun kun var et barn i hans øjne. Et umodent, uerfarent barn. Sådan se alle hende. Og det ville de altid gøre.

Hun fik bestilt en cocktail til. Den samme slags som før.

Hun var helt ude og svømme. han sukkede svagt, havde hun overhoved lyttet til noget han havde fortalt hende? prøvet på at skaffe sig et liv? Han kunne selvfølgelig ikke vide om hun faktisk var i gang...Men det virkede ikke sådan. Hun var fuld, hun flygtede stadig fra ham og hun så ned på sig. Alt var altså som før.
men han sagde intet om dette. Han havde prøvet at give hende nogle tanker at arbejde med, at huske på, samt givet hende en ny stilling, en klan der burde virke som en familie eller i hvert fald venner. Han kunne ikke gøre mere. Resten var op til hende. Men han var bange for det snart ville slå hårdt ned på hende...Hvis ikke det allerede var for sent.
"Nej, det ved jeg. Men det kom du til. Sig mig...hvad har nu gjort, som gør at du flygter fra mig?" han prøvede at blive ved at smile, men det gik ikke så godt. Han var ret irritabel i dag og det at hun så åbenlyst ikke brød sig om hans nærvær gik ham på. Han ville give hende en sidste chance, så ville han gå. Han gad stadig ikke sidde og blive til grin, som hun var så god til at gøre.

Hun så ned på sin drink, og derefter op på ham.
''jeg har bare en af de dage. Intet går som det skal... Det må være rart at kunne manipulerer med andres følelser.'' Hun rejste sig stille og krammede ham kort. Hun var tydeligvis langtfra ædru.

''skulle du ikke tilbage og prøve at finde hende igen?'' spurgte hun stille mod hans brystkasse, inden hun trak sig væk igen.

Hendes korset strammede, men hvis hun løsnede det ville det afsløre manglen på bh. Og det ville være ubehageligt for dem begge.
Hun stirrede lidt ned på sine fødder, inden hun så op på ham igen.
Så skrugede musikken op igen, og var ved at gøre hende døv.

Musikken vænnede man sig til. Den kunne være høj, den kunne gøre ondt og bassen kunne gøre en svimmel. Men Sean havde vænnet sig til det hele og ignorerede det som regl. Blev det for meget, gik han simpelthen op til musikmanden og bad ham skrue ned.
Han så lidt på hende. havde han fortalt hende om den evne? Han kunne ikke huske det. Men det havde han jo nok, siden hun kendte til den. Eller også havde hun gættede sig til hvilken slags dæmon han var...
Hans ene arm gled rundt om hende i det lille kram. Dette var jo straks meget bedre! så han var altså ikke helt så frygtelig? Han smilte svagt af sine egne tanker og...af havd hun sagde.
"Nej. Hun er væk nu. Det ville kræve et større arbejde" noget han normalt holdt af. I længden kunne ingen gemme sig for ham...eller måske. Men ikke folk som ikke viste, han ledte efter dem.
Han valgte ikke at kommentere hendes kommentar om hvorvidt han kunne manipulere følelser. Hun var fuld og viste sikkert ikek engang hvad hun rigtig sagde.
Hans ene hånd havde lagt sig på hendes ene arm.
"Men er du okay?" smilte han lidt. hun lignede en som...havde det ubehageligt. Som om noget generede hende. Han kendte til korsetter, hvordan de kunne stramme så man næsten ikke kunne trække vejret, men han regnede ikke med det var på mode længere...Folk gik måske med dem, men de havde sikkert løsnede dem, så det ikke skadede i længden.

hun glippede med øjnene og prøvede at fokuserer på hans ord.
Hun forstod ikke en dyt.
Lyden at musikken hamrede i hendes hoved og gjorde hende endnu mere svimmel.

''Sean, jeg tror jeg hellere må komme ud lidt..'' hun lignede en der kunne besvime hvert øjeblik.

Hun fik rykket sig fri, og begyndte at mase sig mod bagudgangen. Der holdt vagterne ikke øje med om man knækkede sig eller hvad man ellers lavede.
Hun fik hamret døren op, inden hun gled ned og sidde ved siden af døren. Hun ville ønske at hun kunne tage korsettet af, men ikke før hun kom hjem. Hvor det så end var.

Selv om hun trak sin arm til sig, hvor han desuden ikke havde holdt fast, gik han alligevel med hende, efter at have drukket ud. alkoholens bitre fornemmelse ned gennem svælget...han hadede det enlig. Men alligevel kunne han ikke helt holde sig fra det.
Han fulgte med, for at sikre sig hun havde det fint.
Da de nåede bagudgangen, holdte han døren for hende. Han studerede hende lidt, som hun satte sig der, drukket fuld, fra sans og samling.
så lod han døren glide i igen, da han gik hen og satte sig ved siden af hende. Han sad der bare...for han viste ikke hvad han skulle sige, hvis han overhoved skulle sige noget. som en tavs støtte.

hun gned sit ansigt, hvor hun kunne mærke sveden glimtede ned af hendes pande.
''gå bare ind igen..'' mumlede hun og lænede baghovedet mod muren.

Hun kunne mærke pulsen banke så hun var ved at sprænges.
Hendes blik var fjernt da hun lukkede øjnene igen.
Langsomt kunne man høre hvordan hun trak vejret mindre regelmæssigt mens hun krøb sammen.

Pludseli blev hun ligbleg i ansigtet og vendte sig væk fra ham, da hun kunne mærke galden stige op i halsen på hende.
Hun begyndte at hoste, og så ned i jorden da hun begyndte at kaste op.

(sorry, kreasvigtet. Skal lige til at tage medicin xD )

(Tak...Det var nu ikke dit indlæg der var noget galt med. Men tak alligevel )

Sean havde godt fornemmet det ville ske. Han sukkede svagt. en nat han ville bruge på jagt, blev i stedet til at passe på en kvinde, der ikke kendte sin egen grænse. ikke noget han holdt af, men alligevel noget han gjorde. Fordi han kendte hende.
Han sad bare roligt og så på hende, mans hun kastede op. Han kunne jo alligevel ikke hjælpe hende, det skulle bare op og ud. Faktisk var det bare et tegn på at alkoholen havde forgiftede hende...for det gjorde den jo. Forgiftede. Den var lumsk...lækker, tiltrækkende, men farlig.
Han Rejste sig endelig op på hug og lagde en hånd mod hendes ryg. Bare for at være helt sikker på hun var okay.
"Åh, jeg går ingen steder, lige meget hvor mange gange du siger det. Det ved du også godt. Bare ud med det, det er vist den eneste kur lige nu" smilte han.

(min gud hvor Sean minder mig om min forlovede irl! XD )

Man kunne tydeligt høre at hun bandede imellem de små omgange af maveindhold der kom op.
Hun havde brug for at komme hjem, hvor det så end var lige nu.
Hun kunne mærke hans hånd på sin ryg, men bed bare en smule sammen, for at stoppe galden.

//øhm...spøjst? //

Sean så lidt på hende. Det var aldrig sjovt at kaste op. Når han gjorde det, sved det ikke bare i halsen, nej, det skulle absolut være så ulækkert som muligt, og gå op i næsen. Se det sved! nogen gange for meget...
Men han gad ikke tænke over det. Det var ikke ligefrem et appetitvækkende emne.
"Er du ved at være færdig?" spurgte han og rejste sig.
"Bliv nu her, sød og artig" han blinkede kort til hende, selv om han tvivlede på hun lagde mærke til det.

Han gik indenfor igen. Han gik op til baren og bad om noget papir og vand.
Han fik et stort glas vand og en stak køkkenrulle. Eller havd de nu kaldte det her. Han takkede og gik udenfor igen.
og hvis hun ikke have flyttet sig, satte han sig på hug ved hende igen.
"Her...Lidt papir til at tørre munden og lidt vand til at skylle munden..." sagde han

Hun nikkede kort til ham da han gik indenfor igen. Hun lænede sig igen op af muren med lukkede øjne.

da han kom ud igen, tog hun imod papiret og vandet uden tøven.
Hun skælvede lidt, men sagde ikke noget før smagen af bræk var helt væk.

''tak...'' mumlede hun så efter noget tid.
''havde nu ikke regnet med at du skulle være min babysitter'' sagde hun mens hun rejste sig.
Hun var stadig godt svimmel, med prøvede at undlade at lade ham bemærke det.
Hun ville hjem.

Han stillede sig tæt på hende, hvis hun skulle få brug for hans støtte, men uden selv at tage initiativ til at hjælpe hende ellers. Hun tilhørte typen der helst ville klare sig selv. Fuld, som hun jo stadig var, kunne hun sikkert ikke stå helt godt på benene.
"Drik vandet. det hjælper dig med at blive lidt ædru igen. vi kan også gå en lille tur, det hjælper også. Hvor opholder du dig for tiden? Kan hjælpe dig hjem...eller rettere, derhen, hvis du syntes?" smilte han let. Babysittet. som folk dog kunne sige det.
det betød bare hun skammede sig lidt over det. Og det forstod han godt, han hadede selv at miste kontrollen på den måde. men det var selvforskyldt og så skulle man bare være glad for, at der var nogen til at hjælpe en.
han så lidt på hende.

''jeg har det fint Sean!'' protesterede hun inden hun så opgivende ind i hans øjne.
''kroen hvor vi var sidst..'' sukkede hun inden hun drak det sidste vand.
Det smagte mildes talt ikke specielt godt.

Efter at have genvundet balancen en smule så hun igen på ham.
''yderst attraktivt, jeg ved det godt.. Men gider du løsne mit korset lidt?'' hun så undskyldende på ham. Det var ret så pinligt for hende at bede ham om lige præcis den slags.

Hendes protest høstede ikke meget mere end et voksende smil hos Sean. Og hun viste det, ellers havde hun ikke virket så opgivende.
Han tog det tomme glas og satte det ved siden af døren. så kunne de selv komme og hente det senere. Musikken dunkede højt derinde.
Han gjorde tegn til hun endelig måtte vise vej til kroen, selv om han kendte vejen.

Han kunne dog ikke lade være med at sende hende et lidt drillende blik, da hun spurgte om han ville løsne hendes korset.
"Jeg troede ikke i satte dem så stramt længere?" smilte han og gik om bag hende, for at binde snorene op. Da de var bundet op, løsnede ham dem hele vejen ned. ikke for meget, men bare nok til at han kunne fornemme det hjalp. Og så bandt ham dem igen...De kunne jo ikke have den faldt af, vel?

(min gud hvor han nyder det her! XD)

Hun trak vejret dybt ind da han havde løsnet korsettet.
Hun smilede taknemmeligt til ham, inden hun begyndte at gå, tilbage mod kroen.

Hun vaklede stadig, og hun var endnu mere svimmel end før.
''vil du med op, eller skal du ud og finde et andet bytte?'' spurgte hun mens hun gik

//Du skulle bare vide //

Han smilte og grinte svagt, mens han lod blikket glide over husene omkring dem, de få folk der vandrede rundt i byen.
"Nej...Du er skyld i min jagt ikke lykkedes. Nu hænger du på mig. se det som en straf...eller er det en dejlig ting? Du vælger" smilte han, og følte sig i et overraskende drillende humør.
Hun gik lidt usikkert og han var opmærksom på om hun på noget tidspunkt havde brug for støtte. Men det så ud til hun klarede det. Han gættede på at hvis hun endelig lagde sig ned, ville hun nok sove som en sten. Det gjorde fulde folk normalt. Men så igen...man kunne jo aldrig vide. folk opførte sig altid forskelligt, når de var fulde.

''sjovt, når jeg endelig har muligheden for at være sammen med dig privat, så er jeg så dum at drikke hjernen ud... Ja, utroligt nok..'' mumlede hun stille.
Hun havde igennem længere tid været tiltrukket af ham. Om det var hans evners skyld, eller fordi hun faktisk var forelsket i ham rigtigt - det var hun ikke sikker på.
Hun vidste dog, at hvis han nogensinde afviste hende, ville hun nok aldrig se ham igen.
Den frygt havde været grunden til hendes panik tidligere. Og til at hun aldrig nærmede sig ham personligt. Frygten for afvisning..

(wow, det her skete for mig dengang mig og min forlovede så hinanden igen efter to år.. xD )

//Okay...spøjst...Fik lige slette mit indlæg, så prøver lige at skrive det igen...^^//

"privat?" sagde han undrende og lod undersøgende blikket glide ned over hende. Når man var fuld havde man jo ikke lige så godt styr på kroppen og måske havde han mulighed for at læse hvad hun enlig tænkte...Han nåede dog ikke særlig langt og begyndte i stedet at tænke over hvad hun havde sagt.
De havde jo ikke vidst de ville møde hinanden...så det virkede underligt hun bebrejdede sig selv det. Medmindre der lå noget andet under det...
Han havde endnu ikke gennemskuet at hun følte sig tiltrukket af ham. Måske fordi han ikke gengældte det. Han var van til at bruge kvinder, til at manipulere dem...men det skete aldrig, uden han selv besluttede det. Desuden faldt mange for ham, også selv om han ikke brugte sin evne. Normalt klagede han ikke. Han levede jo af det, bogstavlig talt.
privat...hvorfor havde hun ikke bare prøvet at kontakte ham, hvis hun så gerne ville snakke?
Han overvejede hvad der kunne ligge bag...Og forskellige muligheder faldt ham ind.
"Du kunne da bare tage kontakt til mig...jeg er lidt over det hele, men helt umuligt er det heller ikke at finde mig. Mine fjender klare det i hvert fald godt. " han kunne se de nærmede sig kroen nu.

''det er ligemeget hvorfor jeg ikke kontakter folk.. Hvorfor skulle jeg? Med det ry jeg har, kan kontakt med mig kun betyde at man er billig..'' mumlede hun. Ikke engang løgn.

Hun så kort på ham, tavs. Hun havde ikke mere at sige. Hun havde afklaret med sig selv, at hun ikke havde en chance hos ham. Sådan var det jo for det meste. Endnu en god grund til at forblive ulv. Der var det den stærkeste man blev tiltrukket af.

Stille gik hun ind på kroen, uden at se om han fulgte med. Hun havde brug for at smide tøjet og komme i nattøjet hurtigst muligt.

Han fulgte efter hende, mest fordi hun nærmest havde inviteret ham.
han så lidt på hende...De der nedgørende tanker...han havde prøvet at modsige dem, men de blev vist hængende...skulle de nu tage endnu en diskussion?
Han orkede det ikke rigtig. Men han havde heller ikk elyst til at høre på de triste tanker. sådan burde ingen tænke om sig selv.
"Du tager fejl" svarede han roligt.
"Dem der betaler for at være sammen med dig, ser dig som billig. Folk der selv har lyst til at være sammen med dig, ser dig som et rart selskab. Og omvendt...Hvis du også selv gør tiltag til at se og snakke med folk, ved de du tænker på dem...Og ser på dig som en rar person. Forhåbentligt. Men ikke billig. Der er ikke penge mellem venner. " De fleste af dem. Han havde med nogle...nej, vent han havde ikke venner! Han havde bekendtskaber! Hvad gik der af ham?
Han rystede svagt på hovedet af sig selv og fulgte efter hende ind i kroen.