Long time since.. Brother.. (Ramiel)

Hun havde lagt i denne lade en time nu, måske længere end hun enlig troede. Der var koldt, men hun måtte ikke komme fri før det store salg begyndte.. Derfor holdte de hende her, men også på grund af hendes evne.. Bare ved et fysikckontakt med huden eller noget på andre, kunne hun se deres frygt. Og bruge den imod dem. Men lige nu holdte de hende lænket, den faldne engel var lænket i meget let på klædt tøj.. Det irriterede hende, men hun kunne intet gøre.. Ikke før nogle turde træde ind til hende, for at trække hende med udenfor. Luciana rev i lænkerne endnu engang men var stadigvæk fast bundet. En slavehandler kom ind men de andre havde tvunget ham, han var uskyldig.. Hendes evne skulle ille bruges på ham. Han trak hende ud, og bandt hende til en stærk pæl.. "kom ogvkøb, en falden Engell som slavinde kun idag! Kom og BYD!" Luciana fnøs hånligt, men der var alligevel så mange mænd som blev ved med at byde på hende...

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Sværdet er med.

Ramiel havde som altid det skæve smil fremme. Sidst han havde set sine søskende havde han været lys engel. Dengang havde han også haft hvidt hår, men man kunne stadig let genkende ham. Han havde også fået kortere hår. Et sværd var ved hans ene hofte, og han havde hånden ved skæftet. Venstre hånd. Sværdet var også ved venstre hofte. Han gik rundt i slavemarkedet da han havde hørt at der skulle være nogle der havde brug for hjælp. Urox havde han ikke set siden den gang de var stødt på hinanden, var det ikke et år siden nu? Han kunne ikke huske det. Tiden var gået hurtigt. Han var blevet forelsket, og fået Romeo som barn med Kairi. Samtidig var han også blevet papfar for Amy. Han var stolt over det. Samt at han var forlovet med Kairi... Men han holdte hemmeligheder for hende. Han var lejemorder. Han var ikke skabt til at være far, men han prøvede! Samtidig var han blevet falden engel engang da han havde mødt Kairi slog han en mand ihjel. Sværdet havde han fundet igen efter flere år. Luciana? Luciana havde han ikke set i flere år nu. Hvilken skam. Han vidste ikke hvordan hun havde det, eller om hun overhovedet levede!
Han stoppede op ved at en mand råbte op om en falden engel. Slavinde? Han så hen imod stemmen. Han gik derhen, og folk veg tilbage da de så han havde et sværd. Selvom de måske skjulte en kniv et sted. Hvem vidste? Det var strenge tider. Samtidig havde Skammeren, Nille, hjulpet ham og Romeo. Samtidig hjalp de hende. Hans personlighed var også blevet forandret for tiden. Før i tiden havde han været forsigtig, og besat af lyset. Han havde været bange for at være falden engel. Nu var han glad for at være falden, og var blevet mere dristig. Han turde godt at slå ihjel nu. Før havde han været ved at besvime bare ved synet af blod. Den lille engel han havde været var ikke til stede mere. Men han var ikke helt ond. Det ville han nok heller ikke blive.
Ramiel fik et godt sted hvor han kunne se hvilken falden engel det var... Han kneb øjnene lidt sammen. Luciana? Han smilede skævt, og fik mast sig hen tættest på hende.
"Luciana?" Han hviskede. Forhåbentlig kunne hun høre ham. Han var klar til at trække sværdet ud af skeden. "Jeg byder 100 sølvmønter!" Råbte han så højt han kunne. Hans stemme var tydelig.

En hvisken af hendes navn fik hende til at lutte ører, og lede efter stemmen. Luciana var en meget stærk person med en stærk psyke. Hun var ikke nem at få i jorden, ikke så nem som disse mænd og alle andre troede. Hun var det som mange mænd sagde var for prinsesset til at kunne klarer sig ude i den store hvide verden. Men luciana vidste bedre. " der budt 100 sølvmønster! Nogle som går højere?" Råbte slavehandleren og så udover folkene som stod i en hel kødrand. Luciana fik øje på Ramiel, og lyste lidt op. Jan havde forandret sig det havde de begge to.. Meget endda.. "250 sølvmønter !" bøs en gammel klam mand.. Ikke tale om at Luciana havde tænk at stå her som en udstillingshund! Hun rev lidt i lænkerne, men et stød kom igennem hende. Luciana bed tænderne sammen også så Ramiel med et forsigtigt blik. Kunne han hjælpe hende, eller var han stadigvæk den samme forsigtige lille engle.

Ramiel rynkede på panden da en anden råbte op. Han knurrede lavmælt... Det var mere end hvad han havde. Han så på Luciana der så bedende på ham. Han nikkede, ventede lidt tid... Og så hoppede han op på 'scenen' hvor Luciana var. Han trak sværdet, og sværdet glødede rødt.
"Hun skal ingen steder." Han rettede spidsen af sværdet mod himlen, og et lyn viste sig. Han smilede skævt.
"Slip hende fri ellers kommer det lyn til at slå dig ihjel. Og hvis nogen prøver på noget vil de også få lyn igennem sig!" Råbte han højt. Han så på slavehandleren.

Luciana blev overrasket over at han havde det i sig, positiv overrasket. Den måde han bare stillede sig op foran allesammen på. Hun var imponeret meget endda. Slavehandleren skælvede halvt, og begyndte at koldsvede. Han havde svede perler på panden. Han så ikke så stolt ud mere, men til hans skræk løb han ind i Luciana så hun kunne mærke hans frygt.. Nu kendte hun den, hun kendte manges frygt for hun kunne se den ved alle dem hun havde rørt.. Som et lille billede over deres hoveder, og med et knips kunne hun gøre de mest vidunderlige ting med den evne.. Hun kunne endda dræbe folk med den.. Man havde hørt at hvis man frygtede noget, gjorde man det foreviget. Alle frygtede jo noget, og man kunne jo ikke dræbe frygt. Slavehandleren gav en lyd fra sig og satte i løb.. Så hurtigt han kunne. Luciana hævede på et bryn, og kiggede ud imod folk som begyndte at gå fordi showet var slut. "Hej bettebror dejligt at se dig igen." sagde Luciana med et skævt smil.

Ramiel smilede hånligt over slavehandleren ikke virkede så stolt mere. Han grinede lavt over ham. Han kendte godt til sin søsters evne. Han rettede sig op, og havde spidsen af sværdet vendt mod gulvet. Han holdte det med højre hånd. Han så på hende med et skævt smil. Han tog fat i skaftet med begge hænder, og hævede det over hovedet. Sværdet ramte den ene lænke og den blev ødelagt.
"I lige møde, søs." Han gjorde det samme ved den anden lænke. Han stak sværdet i skeden, og rakte hende en hånd. "Hvor har du været i alle de år?" Han spurgte smilende og så på hende.

Da hun havde armene fri fra de tunge lænker.. Hun tog sig lidt til håndledene og kiggede Ramiel i øjene, hun havde lært at styre sin evne ellers havde hans dybeste frygt ramt ham ligenu.. Luciana smilte skævt til ham."Ikke så meget," Svarede hun med et stort smi, og trak lidt på skuldren. "Hvad med dig?" Spurgte hun og lagde armene overkors. Mere eller mindre fordi hun ikke var helt tilpas på slavemarakedet, især i den beklædning som hun havde på. Luciana vidste også at hun kunne slå dem som prøvede på noget ihej med deres frygt, hvis hun følte sig truet nok. Selvom det gjorde hende meget sårbar at bruge så meget energi på et offer.. "Skal vi ikke finde os et andet sted at snakke?" Spurgte hun så med et let smil på læben.

Ramiel havde altid holdt af sin søster, og selvfølgelig også Urox, men.. Det var kompliceret imellem Urox og Ramiel. På sin vis brød Ramiel sig ikke om ham, men så alligevel.. Ville han ønske de var tættere. Mere som før Urox blev falden engel. Det undrede faktisk Ramiel at luciana ikke spurgte ind til hvorfor hans hår var brunt, og ikke hvidt. Han havde jo helt fra fødsel haft hvidt hår.
Han lagde armene over kors og stod i en afslappende position. Han smilede skævt.
"De første år.. En tro engel for Gud. Nu? Falden engel, forlovet, far, og lejemorder." Svarede han. Hans familie, altså den nye, vidste ikke han var lejemorder, og sådan skulle det forblive.
"Jo, følg med." Han gik hen til en kro, og bestilte et værelse hvor de kunne snakke i fred uden nogen lyttede. Han smilede skævt til luciana og gik ind i værelset.
"Hvordan endte du i slavemarkedet?"

Selvfølgelig havde hun tænkt lidt over hans hår farve var skiftet osv.. Men også at han var falden nu, hun blev falden 25 år efter han blev født. Derfor var han vel van til at snakke med hende, selvom hun kunne være lidt bitchy.. Luciana nikkede imponeret.
"Javel ja, så må jeg møde din/dine barn/børn engang og din forlovede." Svarede Luciana. "Lejemorder, der vist en som ikke er en lille bette englebasse mere." Svarede hun med en drilsk stemme, og hævede lidt på et bryn et kærligt bryn. Luciana fuldte med ham. "Altså jeg var bare ude at gå for nogle dage siden, noget slog mig og jeg vågnede op i en gammel klam lade, lænket på hænder og fødder. Plus det her tøj som kunne ligne noget en prostidueret kunne have kastet op." Svarede hun og trak lidt på skuldren.

Ramiel havde længe savnet sine søskende, også fordi at han vel håbede på de kunne blive som før i tiden. Han så smilende på hende, og lagde hovedet lidt på skrå. Han grinede lavmælt.
"Amy er ikke mit barn, men.. Hendes rigtige far er død. Romeo er mit barn, han er blanding af shapeshifter og engel. Men han er lidt... Fraværende, meget... Teenager. Selvom han kun er et år." Han smilede skævt. Han syntes hun skulle lidt have en advarsel om at Romeo kunne fare op, mest hvis man nævnte vampyrer... Hvorfor vidste Ramiel ikke, men det bekymrede ham at hans søn reagerede så stærkt på så få ting. "Nej, jeg er ikke den hvide trofaste engel mere som besvimede ved synet af blod." Han smilede. "men, du må ikke fortælle det til nogen at jeg er lejemorder." Han så bedende på hende.
Han lukkede døren efter dem, og lænede sig op af en væg. "Du skal lære at passe bedre på dig selv." Sagde han drilsk og smilede skævt. "Sikke et held jeg lige var ved slavemarkedet.." Han grinede lavt.

Luciana lyttede ifølge hende, så var børn spild af tid. Og man måtte sætte alle sine drømme i en kasse som man satte på loftet. Men hvis Ramiel var klar til det så, var det fint med hende. " jeg er glad hvis du er Ramiel." svarede hun med et skævt smil. " hvorfor skulle jeg afsløre min lillebror?" Spurgte hun en anelse drilsk. Hun lyttede til ham. " det var sku også et mareridt at du faldt om når en blødte." svarede hun med et kærligt grin. Luciana fnøs kærligt. " jeg kan da sagtens klarer mig selv, jeg er en ret stærk engel som ved hvad folk frygter. Du ved jeg ved din frygt, og så snart jeg har rørt en så kan jeg se personens frygt.. Når som helst hvor som helst.. Endda din frygt.. Jeg kan se den, bare ved at se på dig." svarede hun lidt skræmmende, men det var jo bare sandheden. Så der var jo ikke et tillids problem der.

Ramiel havde ikke tænkt sig at droppe sine håb og drømme bare fordi han havde børn og en forlovede. Men de drømme han havde haft var blevet smidt bort da han var ... Anderledes nu. Han havde fået ar på brystkassen og ryggen. Det var fra pisk og knive, dengang han var blevet tortureret.
"Jeg er glad." Han smilede skævt. Han grinede lavt. "Godt spørgsmål." Svarede han. Han smilede skævt. "Det var i hvert fald ikke særlig sejt." sagde han smilende, og så på hende.
Hans frygt... For tiden var hans frygt at hans familie skulle dø.. At Kairi skulle dø.. Og at hun skulle finde ud af at han var lejemorder.
"Det lyder lidt som Skammerens evne. Bare med skam." Sagde han, og smilede svagt.

Luciana grinte kærligt med ham. "Det indrømmer jeg, du var ikke den sejeste engel." Grinte hun kærligt med et skævt smil på læben. Luciana trak lidt på skuldrene. "Ja synd for hende, min evne er jo blot lige det sejere. Desuden er frygten større end skammen." Svarede hun med et skævt smil til sin elskede bror. Luciana kunne se hans frygt, og selvom det irriterede hende at hun vidste hvad det var. Kunne hun ikke slippe for at vide den. Luciana lagde hovedet lidt på skrå. "Men hvorfor er du så bange for at din forlovede skal finde ud af du er lejemorder? Undskyld jeg kunne ikke lade hver med at opfange det."

RAmiel smilede skævt og betragtede hende. "Men jeg var sød!" Han grinede lavt og foldede armene bag nakken og strakte sig. Han lagde hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende.
Han rynkede på panden. "Ikke helt sandt, skammen er ikke kun... En følelse, som Skammeren altid har sagt til mig. Hun har aldrig forklaret mig hele sin evne.. Jeg tror hun holder det hemmeligt." Sagde han med en undrende mine. Han virkede et øjeblik fraværende, men vendte hurtigt tilbage til virkeligheden.
Han sukkede lavt. "Fordi at jeg bringer nærmest familien i fare ved det." Svarede han lavt og kløede sig i nakken. "DEt er okay." Han smilede svagt.