Bad day //Mia Szhirly//

S-Terrorville District-Gågaden
T-14.36
O-små flokke af folk rundt omkring
P- [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
V-lidt koldt i det, små tegn på regn.


Cameron gik sig en rolig tur gennem byen mange gader, han havde ikke det vilde og skulle nå så han havde jo tiden til at drive den af og gøre hvad han ville, roligt kom han ind på gågaden og kiggede rundt på det som var der, der var jo så meget og se på og et godt stykke væk fra ham af lå der vist et markedet som han havde været på engang.
Han puttede hænderne i lommerne og gik roligt vider og kiggede, han havde det meget som folk kiggede på ham, men det var nok fordi han ikke var som andre men det kunne han ikke helt gøre ved og han påklædning trak jo folks opmærksomhed og den slags.
Han gik bare roligt der i det han så en eller anden løbe imod ham og gav sig til at slå efter ham, roligt men hurtigt unvidede han mange af slagene men der var også nogen af dem som gik ind, han kiggede på manden og gav så igen, det var slut med og undvige mere, hans slag kom hurtige og fast slående på manden så han faldt til sidst, roligt stod han der og tog sig til hovedet og tørte noget blod væk fra sine læber.

Mænd var åndssvage! Intet mindre.. Mia kunne næsten mærke, hvordan vreden boblede indeni hende, da hun fortsatte ned af gaden i sine lave, sorte vans. Hendes lange, blonde hår, hang som selvvanligt ned af ryggen på hende, hvis ikke det flagrede en smule i vinden. Hendes skridt var hastige og nådesløse. Hun skulle bare væk. Nu, i en fart. Hendes lysende, blå-grønne øjne noterede hverken de mænd og kvinder hun passerede. End heller de indbydende værtshuse og butikker, hun hastigt strøg forbi. En stærk duft af stegt kød bredte sig et kort sekund over den fredlige gågade, og en kvalmende fornemmelse steg op i halsen på hende. Hun havde altid været vegetar, og havde aldrig fortrydt det valg. Efter seks år alene i skoven omkring Terrorville, ville hun aldrig nogensinde kunne se et dyr lide igen. Aldrig. Heller ikke andre levende væsner... Eller... det kom an på, hvad personen havde gjort. Om han eller hun havde gjort.
Hun trak den mørkeblå cowboyjakke tættere om sig, da hun gik forbi en lille flok mennekser, der så på noget, der lignede en slåskamp. Hvor var de dog åndssvage, de mænd!

Han kom roligt gående ud af den lille flok mennesker som var samlet om denne her kamp, men han var en af dem som var ligeglade og det hele, roligt gik han der og så en eller anden blond pige som gik der lidt fremme og smilte roligt.
Han gik bare der og puttede så sine hænder ned i sine lommer og gik roligt lidt hurtiger og kom op på siden af hende, men med lidt afstand mellem dem og gik bare der og havde endeligt ikke travlt eller noget som helst.
Han så tilbage på den lille flok manden som havde angrebet ham var ikke kommet op og stå endnu så ham kom han ikke til at høre mere fra og det var jo en god ting, han gik roligt der "du liner en som har travlt"sagde han roligt til kvinden og så på hende, mens han bare gik der et stykke fra hende og smilte bare roligt til hende og viste jo ikke om det var sandt.
Han gik jo bare der og man kunne godt se at han havde været oppe og slås, da hans ene ærme var blevet rykket af hans trøje eller hvad man kunne kalde det, men han var ligeglad man kunne altid få noget nyt tøj forhåbentlig, han så på hende "navnet er Cameron"sagde han roligt så hun viste hvem det var som snakkede til hende.

"Du ligner en, som har travlt!"
Først reagerede Mia ikke. Hvorfor skulle hun dog også det? Hvor store var chancerne for, at det lige præcis var hende, den fremmede mand snakkede til? Hvorfor skulle han overhoved tage kontakt til hende? Det hårde udtryk i hendes kønne ansigt, ville få selv de mest lalleglade børn, til at vende grædende hjem til deres mor. Og tænk engang! Denne lyshårede kvinde, skulle selv være mor. Ikke med hendes egen gode vilje, men der var snart ingen anden udvej. Og hun elskede sit kommende barns far. Elskede ham overalt på jorden.
"Det var meget 'hyggeligt' at møde dig, Cameron.." Ironien i hendes stemme er ordet 'hyggelig', var næsten til at føle på, da hun sendte ham et iskoldt elevatorblik. Hvad havde han gang i? Hvorfor snakkede han til hende? Hun havde aldrig set ham før, og behøvede heller ikke hans selskab.
"... men jeg har desværre ikke tid til at stå her, og udvikle tærteopskrifter...." Hun så på ham et kort sekund, og vendte så om på hælene for at gå videre end af gaden.[/b]

Han kiggede på hende og mærkede hvordan hendes ironi begyndte og pisse ham godt af for han kunne ikke klare folk der troede at de var mere end andre, så han kiggede på hende og i det hun var kommet en smugle foran ham greb fat i hendes hår og hev hende tilbage i det "når så du tror du mere end andre med alt dit ironi pis"sagde han og gav sig til at gå hen mod en bygning, mens han havde godt fat i hendes hår.
Han gik ind i bygningen og fandt noget reb der lå på gulvet og bandt hendes hænder sammen og kiggede på hende "der ikke nogen som er mere end andre her"sagde han koldt til hende, han så på hende hans øjne var mørke og den slags der, og før hun nåede og sige noget gav han hende sådan en lussing så det sang for hendes øre, hun skulle ikke snakke til ham med ironi og nu skulle hun få det at mærke hvad man kan komme ud for hvis man er sådan.

//sorry længden//

//....voldsomt, voldsomt...//

Tingene gik hurtigt. Hurtigere end på film. Hun var ikke nået mere en to skridt foran ham, inden hun mærkede et hårdt ryk i baghovedet, der fik hende til næsten at vælte bagover. Det dunkede kraftigt i baghovedet, der hvor han havde taget fat i det blonde hår, og det føltes næsten som om det var ved at falde af hovedet på hende. Hun skreg op, og alle de omkringstående folk på gaden, så på det lille optrin med en blanding af rædsel og foragt. Der var ikke mange mænd, der fik et bedre ry, af at overflade kvinder på gaden...
"Slip mig!" Hvæsede hun, da han slæbte hende med ind i en tom bygning. Hun havde ikke megen tid til at lægge mærke til omgivelserne, og han fandt hurtigt et reb, og bandt hendes hænder sammen på ryggen. Hvad havde han gang i? Ville han voldtage hende? Hvad havde hun gjort ham? Bare svaret ham igen, hvad var problemet? Harmløshed ord mod vold? Verden var uretfærdig!
Klask! Slaget ramte hårdere end forventet, men hun sagde ingenting. Det sang for hendes ører, men ikke en lyd gled over hendes læber. I stedet handlede hun impulsivt. Han skulle ikke slå hende! Hvordan var det, han behandlede kvinder? Sådan at binde dem, og så bagefter slå dem..
"Har du aldrig lært, at man ikke slår på piger?" Et hårdt og præcist spark, lige mellem hans hofter, og hun vendte 180 gradr på hælene. Nu var det bare med at komme væk. Ud i det fri, hvor andre kunne hjælpe hende.. Hvor de kunne anmelde ham! Hun sparkede døren op, da hun jo ikke kunne bruge hendes hænder. Hun stormede ud på gaden.

Han mærkede hvordan sparket ramte og det hele, han tog sig til hvor det ramte og kiggede efter hende da hun flygtede fra ham, *du kan tro det bliver løgn*tænkte han og satte i løb efter hende, og løb bare der som en gal efter hende, men der gik et godt stykke tid før han fik fat på hende igen.
Han rev hende i håret igen så hun ville falde ned på jorden med ryggen, han kiggede på hende "du er da bare en kælling"sagde han og satte et ben over hendes så hun ikke kunne sparke ham igen, han kiggede på hende "Nat Nat"sagde han og lagde en klud på hendes ansigt med noget der ville få hende til at falde i søvn i godt stykke tid.

Efter noget tid hvor han havde gået og slæbt på hende var han der hvor han skulle være, det var en efter ladt hus ude i skoven som han havde gjort til sit totur sted, når han var i det humør og det hele, han bandt hende på arme om ben og ventede nu bare på at hun ville vågne op og det hele, for det var ikke sjovt at toturer nogen når de sov.