We meet again, Markulius.

Sted ~ Doomsville Rotten Root District ~ En bar.
Omgivelser ~ Mænd og kvinder der drikker. ~ Servitricer.
Vejr ~ Svag, varm brise. ~ Skyer. ~ Halvmåne.
Tid ~ Aften/Nat. ~ 22:12.
Påklædning ~ Påklædning 2 ~ Se profil.

Den hvide hætte dækkede for Nilles sorte hår der havde en hvid fjer i sig. Den hvide fjer var et symbol for hvad hun var. En indianer, nærmest. Men der var også en bag historie om den stamme hendes slægt tilhørte. I den stamme havde den første Skammer været. Syna... Den skammer Nille så op til, og hendes fodspor ville Nille gerne følge. Altså, hun ville være som Syna, nærmest. Den stærke Skammer.. Men det var hun ikke. Og det ville hun heller aldrig blive. Desværre. Nilles ansigt var fyldt med sorg. Hun huskede stadig den smerte hun havde følt da Toby døde... Og hvordan hun havde følt sig så tom, hadet og ensom lige siden. Det var som om alle hakkede på hende... Men snakken med Caroline havde hjulpet lidt. Men kun lidt. Hun skar stadig i sig selv. Men kun få gange. Hendes højre arm var der små snitsår på, hvor der ingen ar ville komme, da det kun havde været et lille snit. Selvom på venstre arm var der tre fine små ar fra det. Lige nu følte hun sig tom.. Hun følte sig dog mest ensom. Fornylig havde hun også følt en stor forfærdelig smerte da hun var blevet mutereret til en Drevens.Nu var smerten væk. Hun sad inde i en bar, alene og forladt.
Hendes øjne var rettet på bordet hun sad ved. Hun hørte en mands latter og en piges hvinen. Hun havde ikke set Markulius i nogle måneder.. Bekymringen meldte sig. Hvor var han?! Vreden over at han havde kysset hende, var væk. Men han skulle passe på nu. Selvom hun var så trist og tom... Kunne hun blive en tikkende bombe.
En servitrice gik hen til hende. "Kan jeg byde Dem på noget at drikke?" Spurgte servitricen med sin sukkersøde stemme der viste hun håbede på småpenge. Nilles øjne gled hurtigt over hele baren. Ingen dusørjægere.. Ingen dusørplakater. Godt. Nilles lysende blå øjne så op på servitricen. "Nej. Jeg klarer mig." Denne gang forvrængede Nille ikke sin stemme. For hvorfor skulle hun? De kunne ikke gøre hende noget. Selvom hun ikke så bevæbnet ud, havde hun i sine læder støvler, to daggerts gemt i hver støvle. Servitricen sank en klump da hun havde genkendt Nilles stemme. Servitricen havde vidst hørt hendes stemme før... Hm.. Nå, ligemeget. "Okay, du siger bare til hvis De ønsker noget." Sagde hun høfligt og skyndte sig væk. Ensomheden meldte sig stærkt til igen. Hun sukkede lavt, og overvejede kort at gå.. Men hvor skulle hun tage hen?

Roligt ned af trapperne kom der små bump. Fra et par store militæriske bukser. En ting var sikkert Markulius havde ændret sig meget. Han gik ikke i pænt tøj mere. Lige nu gik han rundt med et par militæriske støvler. Og en tanktop. Samt et par faldskærmsbukser. Med de tusinde lommer. I sort. Egentlig så klædte denne nye stil ham. Selv hans nye hår klædte ham. Hanekam. Dog det mest overraskende ved hans nye stil var det ar som han havde på venstre side af hans hoved. Et kamp ar fra et nyligt møde med den idiot til David. Da han nåede ned for enden af trappen. En smøg i kæften der osede med røg. Halskæder rundt om halsen. Og noget rødt stof rundt om håndledene. Ramte lugten ham. *Jeg havde nær glemt den.* Roligt fangede hans blik kvinden ved baren. Og med rolige skridt gik han hen og satte sig ved baren. Og tog imod en øl der blev rakt til ham så snart han havde sat sig. Som han tog en tår af. Mens han blik stadig hvilede på den hvide hætte. Fuldt ud klar over hvem der gemte sig under den. Men Markulius ville intet sige. Han ville ikke engang fremvise sig. Hans kulde var helt væk. De måneder i junglen havde ændret ham. Dette var den første dag han havde sovet på andet end jorden. Det værste var nok at de sidste par måneder havde det regnet. Meget. Alt havde ændret ham. Hans ansigt. Lige så meget som hans sind. Han var ikke længere hæderlig. Han var barbarisk. Han var en kriger. Ikke en tøs. Folk ville kalde ham psykopat. Men var det psykopatisk? Sikkert. Hvad havde gjort det? Smerten. Smerten af at miste den han elskede. Smerten fra blodmanglen. Og den underlige smerte han hele tiden fik som om nogle skar i ham. Ikke at han ikke godt vidste det var Nille. Men den var så ægte han engang imellem troede han var ved at miste besindelsen. Ikke at han allerede havde gjort det. Men mere endnu.

Små bump kom fra trapperne, men det vækkede ikke Nilles interesse nok, til at hun ville se hvem det var. Hun kunne lugte røg. Røgen mindede hende om... Om... Det hus hendes mormor havde haft, som hun havde brændt efter mormoren var gået fra hende. Hun havde nu fundet ud af at hendes mormor rigtigt var hendes mor. Den hun havde troet var hendes mor var hendes storesøster. Samtidig havde Nille fået sig en anden søster, Isobel. En rigtig skammer ligesom Nille. Hun fornemmede at en kiggede på hende.. Så langsomt løftede hun hovedet og de lysende blå øjne mødte en mands mørkeblå velkendte øjne. De virkede mystiske... Så velkendte. Og manden lignede en hun aldrig nogensinde ville kunne finde på at snakke til... Og dog.. Hendes blik gled på den tatovering han havde på armen. Hun mærkede chokket over at hun havde set den tatovering før... Arret på armen... Nej, nu holdte dette altså op! Nu så hun endda også syner! Hun sukkede lavt. Hun måtte ud herfra. Hurtigst muligst. Hvorfor kiggede han på hende?! Hendes blik gled ned på bordet igen. Dog få sekunder efter rejste hun sig op, gik forbi manden mens hun sagde; "Det er ikke spor klogt at glo på en som mig." Hendes stemme var kold. Hun vidste ikke at det var Markulius.. Hvor hun dog savnede ham... Hun mærkede savnet til ham som en knude i maven der ikke ville gå væk. Hun nærmest løb op af trapperne, men stoppede op. Hun var i vildrede. Hvor skulle hun gå hen? Hun gik dog ud af baren, satte sig op af væggen ved baren, og krympede sig sammen. "Rolig Nille.. Markulius er i live, han er her et eller andet sted.." Dog mente hun at hvis han var død, ville hun mærke det. Hun gemte sit ansigt.

Den voldsomme reaktion bekræftede Markuliuses tro. Indtil videre havde ingen genkendt ham. Godt. Han ville leve et nyt liv. Et anderledes liv. Men en ting måtte han prøve. Og det var grunden til han pludselig rejste sig. Han fulgte efter Nilles skridt. Han kunne høre dem. Han vidste præcis hvornår hun gik hvor hun gik hen og hvor hurtigt hun løb. Hans sanser var stærkere end nogensinde før. Roligt kom han ud af døren som hun var gået ud af. Han smed sit smøgskod langt væk. Og vendte sig imod Nille roligt. Før han stillede sig foran hende. Og langsomt gik ned på hug. "Ved du hvad det betyder at være sindssyg." Stemmen var stadig som altid silkeblød. Lige nu. Den lød præcis som Markulius'es stemme. "Sindssyg er at gøre de samme ting om og om og om igen. Håbende på at denne gang. Vil det blive anderledes." Sagde han med et roligt grin. "Og ved du hvad jeg mener med det." Den silkebløde stemme var væk. Og erstattet med en mere grov stemme. Mere forførende og barsk stemme. Samtidig med at kulden begyndte at glide fra hans krop. Ikke svagt. Nej den kom ud som en snestorm. En snestorm af forførende kulde. Stærkere end han nogensinde havde sluppet løs på hende før. "Jeg har prøvet at snakke dig til fornuft om og om igen. Det er sindssyg. Du har prøvet at benægte om og om igen. Det er sindssyg. Nu har jeg besluttet at prøve noget andet. Jeg tager hvad der er mit." Sagde han smilende roligt med et ondt smil.

Nille fornemmede at manden fulgte efter hende. Hun var så tæt på at skrige at han skulle holde sig fra hende! Hendes blik gled op på manden og et suk forlod hendes læber over at han satte sig på hug foran hende. Hun var så tæt på at slå ham! Da han begyndte at snakke lukkede hun øjnene. Den stemme var så bekendt. Hendes øjnelåg løftede sig fra de lysende blå øjne. Hendes blik hvilede i hans mens han snakkede. Hun stivnede da hun mærkede kulden som aldrig før. Hun trykkede sig mod væggen, alt for ikke at mærke den kulde! Skrækken sneg sig ind i hende, hver en centimeter i hendes krop skreg efter at løbe væk. Nille var næsten brudt psykisk sammen og derfor... Blev hun godt gal over hans sidste ord. Hendes lysende blå øjne blev sorte som helvede. Skammer øjnene. Dog blev hendes øjne hurtigt blå igen. Inden der skete noget.
"Jeg er ikke din! Forstår du det ikke?!" Hendes stemme skælvede grundet den forførende kulde der sneg sig ind i hende. "Jeg er ikke en ejendom." Hun var nu stensikker på at det var Markulius. "Hvad er der sket med dig?! Hvorfor er du sådan?! Kan du ikke mærke at jeg er ved at bryde sammen? Du hjælper ikke ligefrem." Det var ret utroligt hun kunne sige al det. "Træk din evne tilbage, Markulius." DE blå lysende øjne var advarende. "Du ville aldrig kunne finde på at gøre mig fortræd. Vil du gerne have jeg dør?" Der var en slags anklagende tone i hendes stemme.

Hans blik fastsat på hendes viste ingen tegn på svaghed. En ting var sikkert. Han var overhovedet ikke den samme. Hendes ord var hårde. Men de fik ikke andet end Markulius til at smile lidt mere. Da det så endelig kom. Knockout ordet. Som fik smilet til at forsvinde. "Ligesom du vil ha jeg skal dø?" Spurgte han med en iskold barsk stemme. "Lad vær med at begynde på dit pis og lort om det har du aldrig ønsket." Roligt greb han fat i hendes arm hårdt. Og hev hende op og stå. Samt pressede hende imod væggen. "Du ønsker mig død. Du ønsker det så inderligt. Så du slipper for al den forvirring. Du er så ligeglad med mig at du skær dig selv. Stikker dig selv. Husk lige på en ting. JEG. KAN. MÆRKE DET." Det kolde var væk ved de sidste ord. Og ud af hans læber kom ikke andet end ren vrede. Samtidig med en abnorm bølge af hans lystfremtvingende kulde bølgede ud af ham som en kæmpe tsunami. For ikke at tale om at han har fat i hende. Så forbindelsen med hans lystfremtvingende kulde var kun stærkere. Mere hungrene. Mere tændende. Det ville overraske Markulius hvis hun kunne fokusere nok til overhovedet at prøve at bruge hendes skammerevner. Efter det raseri udbrud blev hans stemme mere rolig igen. Men bølgerne af lyst flød stadig fra ham. Han var bare mere rolig. "Men nok om det. Jeg har opgivet at spørge pænt. Nu tager jeg bare." Og før hun nåede at sige noget imod det. Lod han sine læber ramme hendes. Så den voldsomme kulde blev større. For en ting var berøring. Men et kys. Det eneste som ville forstærke det endnu mere. Var hans bid. Ikke at han ville bide hende. Nej. Så vred var han heller ikke.

Han var forandret. Så meget. Dette var bare slet ikke tidspunktet. Hun mærkede at hun var bange. En følelse hun aldrig følte... Så tit. Hun mærkede hendes krop ryste. Dels fordi at den kulde var så stærk, og dels fordi at hun var bange. Bange for ham. Hendes øjne var spærret op og skrækken var tydelig i hendes øjne. "Nej, det har jeg aldrig ønsket!" Hendes stemme var hævet og fyldt med skræk. Hendes skuldre sank over hans ord om det med hendes ønske om det med hun aldrig havde ønsket det. "Jeg gider bare ikke mit liv mere, okay?" Hun lød lidt irriteret. Hun ville knurre af ham da han rørte ved hende, men lod være. Hendes øjne borede sig ind i hans. Det gjaldt ikke om at fokusere på at få evnen frem, men til at holde den tilbage. Hun mærkede den forførende kulde blive meget stærkere, så meget at hun klynkede og lukkede øjnene. Hun. Ville. Ikke! Hun fik lyst til at skrige op om at hun hadede ham... Men det gjorde hun jo ikke. Men det kunne hun komme til. "Jeg har ikke stukket mig selv, eller skæret i mig selv, for at du kunne dø! Jeg gør det fordi, at Toby er død! Alle hakker ned på mig, anklager mig, selv du gør det! Caroline er den eneste jeg kan snakke med..." Tårerne løb ned af hendes kinder. "Stop, Markulius. Du kender ikke mine evner så godt. Hvis du bliver ved, lader du min evne slippe fri." Hendes stemme var halvt bedende halvt hysterisk. "N..!" Hun ville sige nej, men nåede ikke mere før hans læber var på hendes. Hun trykkede sig ryg mod væggen, alt for at komme væk fra ham. Hun ville ikke... Men det var så svært... Lysten var for stærk. Men hun gengældte ikke kysset. Nej, hun prøvede modvilligt at trække sig tilbage. For hun ville ikke såre ham. Det var det der drev hende til at komme væk fra ham. For når en Skammer var al for tæt på en hun følte noget for, eller elskede, ville hun ikke kunne styre sin evne.. Hun havde haft det så svært dengang hende og Jacob var mere intime ved hinanden... Altså, de havde sex. Hendes evne var dukket op flere gange, men hun havde fået sine øjne væk fra hans, ved enten at lukke dem som krævede al hendes styrke, eller rykke sit hoved væk som også krævede al energi. Hun følte noget for Markulius, derfor var evnen så tæt på at komme frem.

Hun kæmpede. Stærkt. Men det var ikke ens betydende med at Markulius ville give op. Ikke endnu i hvert fald. Roligt slap han hendes læber. Kulden kom stadig stærkt. Men den var anderledes. Ikke så lystfuld. Mere. Beroligende. Men stadig forførende. "Ikke en lyd har du sagt for mig. Du har ikke engang ville tænke på mig." Den frie hånd hamrede sig ind i murstensvæggen hun lænede sig imod. Der kom knækkelyde. Men da han fjernede hånden var det tydeligt det ikke havde været fra hans hånd. de tre mursten han ramte var flækket. Og blevet presset ind så de dannede nærmest et kratter. "Er du klar over hvor mange gange jeg har stået med kniven for min hals. Bare fordi jeg ville af med de skide følelser du sendte i mig. Sorg. Smerte. Og ved du hvad? Jeg er ikke engang begyndt på de følelser du selv havde. De følelser du gav mig var ikke i nærheden af hvor slemme de følelser jeg fik fordi jeg elsker dig." Sagde han smilende mens han roligt så hende i øjnene. Før han roligt hamrede sin næve mod væggen igen. Denne gang kom et knæk fra hans finger. Hans pegefinger var brækket helt nede ved knoren. Det der interesserede ham var om hun selv mærkede det. Eller om hun kunne ignorere smerten.

Som Skammer, var Nille meget mental stærk. En tanke strøg sig inde i Nilles hjerne. Alt dette hun havde oplevet... Alt hvad hun havde gjort, sagt, oplevet... Alt det havde gjort hende stærkere. Da hun var en Drevens.. Var hun stærk. Hun var lidt stærkere end normale dæmoner. Plus, hendes skammer evner og hendes erfaring gjorde hende stærkere. Samtidig også hendes smidighed. Der var så meget ved Nille der gjorde hende stærk. "Jeg har tænkt på dig! Jeg har savnet dig, men det betyder vel intet hvad jeg føler, vel? Du vil bare have det du mener tilhører dig." Hendes stemme skælvede stadig. Hun åndede lettet op over at kulden ikke var så stærk mere. Skammer evnen trak sig tilbage. Hun krympede sig lidt sammen da han slog hånden ind i muren. Hun lukkede øjnene, og en tåre gled ned af hendes kind, og landte på jorden. "Stop med at anklage...Vær nu sød..." Hendes stemme var bedende og hendes øjne mødte hans viste de lysende blå øjne at hun var bange. Skræmt. Hun kunne ikke mere. "Hvis du elsker mig, så slip mig." Hun spærrede øjnene op da hun mærkede at han brækkede hans finger. Hun trykkede sig yderligere mod muren. "Slip mig så, Markulius!" Hun havde hævet stemmen. Hun prøvede at ignorere smerten... "Lad mig gå." Hun lukkede øjnene.

Han grinte svagt. "Ved du hvad? For nogle måneder var jeg ligesom dig. Delt op i 2 sind. Mit eget. Og min vampyriske side. Styrken var min vampyr. Modet var mig selv. Ved du hvordan man finder sig selv helt?" Han bukkede sig roligt så han kunne hviske det i hendes øre. "Acceptere begge sider." Hviskede han roligt. Før han roligt bed svagt i hendes øre. Før han fjernede sin mund og slap hende. Så hun kunne gå hvis det var det hun ville. Men en ting var sikkert. Hun ville ikke nå langt. Før så snart han havde sluppet hende. Tog han roligt fat i sin brækkede finger. Og rykkede den smertefuldt på plads. Så knoglen kunne heales rigtig på plads. Mens han fortsat så på hende med et roligt smil. Han havde sat sin pointe. Hun var hans. Om hun ville have det eller ej. Ingen var så tæt på hende som ham. Ingen kunne såre hende på samme måde. Intet ville kunne skille dem ad. Det var en fakta. En fakta som var så tykt som blod.

Hun vidste snart ikke hvad hun skulle gøre. Hun lyttede til hvad han sagde. Hun lukkede øjnene da han bukkede sig roligt og hviskede ved hendes øre. "Rebecca er her ikke mere, Markulius. Det er hende du elsker. Ikke mig." Hviskede hun skælvende grundet bidet ved hendes øre. Lettelsen omfangede Nille da han slap hende. Hun skyndte sig at træde væk fra ham, og ville straks gå videre. Nærmest løbe. Et skrig forlod hendes læber, mest af forbløffelse, da han rykkede den brækkede finger på plads. Tårerne gled ned af hendes kinder.
"Hold op, hold op, hold op, hold op!" Raseriet vældede inde i hende. Hun rettede sig op. Hendes øjne blev fyldt med raseri. Hun vendte sig om mod ham, med rank ryg og øjne der borede sig gennem ham. "Hvor vover du." Hun knyttede hænderne. "Det er ikke sådan man viser kærlighed. Du presser mig til at elske dig. Det kommer aldrig til at ske nu. Jeg er ikke din. Jeg er min egen. Du har lagt dig ud med den forkerte pige, Markulius. Aldrig undervurder mig. Du giver mig smerte. Jeg har mistet så meget. Og så kommer du med dit fucking lort om at jeg er din! Måske er vi blodsforbundet... Men det betyder ikke jeg tilhører dig. Jeg kan se og høre du ønsker mig død. Jeg opfylder dit ønske. Mod min vilje." Hun vendte ryggen til.

Han lod hende gå. Han ville ikke stoppe hende længere. Hans opgave var afsluttet. Roligt og langsomt begyndte skridtene at danne sig den modsatte vej. Han havde givet hende en grund til at holde sig væk. Og han håbede hun var klog nok til at gøre det. Han ville ikke udsætte hende for den smerte han havde givet hende i så lang tid. Svagt tog han en lille nål frem. En slags sprøjte. Som han roligt så kort på. Og med en hurtig bevægelse pressede nålen i overarmen. Sprøjtens indhold pumpede ind i ham med en kort hurtig smerte. Da det så skete. Det han vidste ville komme. Hans Cold of Desire evne. Forsvandt. Han kunne mærke det i kroppen. Og med den. Røg deres forbindelse. Den var baseret på hans evne. Han vidste det. Men det sidste han ville gøre var at ofre sin evne. Men han var nød til det. For hendes skyld. Langsomt begyndte han roligt at gå væk fra hende. Nu havde hun ingen grund til at kende ham længere.

//Jeg har fået af vide af adminerne at jeg skulle slette min ene evne. Og du ville gerne ha fjernet forbindelsen så jeg tænkte at tage 2 fluer med et smæk om hun kan mærke det bestemmer du selv

////OUT

//og da jeg er så doven at skrive svar melder jeg bare out xD Super ^^ hun mærkede den ikke ^^

//Skulle vi lave et nyt? Inden jeg sletter mine brugere

//Vent, jeg sender en PM.