I swear, dont't touch me.. ~~Oliver~~

S: Gyderne i doomsville.
O: Ikke en sjæl udover en ung dame der går igennem gyderne.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
T: nat.

Hun vidste godt at det nok ikke var det bedste i verden at gå igennem gyderne om aften, trods alt var der mange som blev voldtaget, så der endda gik et rygte om at man kunne hører de døde kvinders skrig, hvilket fik Serah til at lytte efter dem. Dog kunne hun ikke hører nogen skrig og hun var egentlig heller ikke bange, aldrig var hun blevet voldtaget og det skulle heller aldrig ske. Det var hun for stærk til, hvem der end prøvede, ville få rykket sine legemer af. Så, der var ingen nervøsitet at spotte i den unge piges ansigt, hun gik bare med smukke og elegante bevægelser igennem gyden, uden at tænke videre over at der var en som havde sat sit øje på hende. Med det lange lyse hår svingende om sit ansigt, skulle man ikke tro at hun kunne slå fra sig, men skinnet bedragede og i dette tilfælde var hun en rose med torne så skarpe som knive. Selvfølgelig kunne hun være blid som en sommerfulg, men pissede man hende af, skulle man ikke regne med noget fra hende. Hun var stolt og stærk, det var der ingen som skulle tage fra hende.. Ingen! De formede læber adskilte sig, da hun hørte en rasle lyd nær sig selv, så hendes instenkter gjorde at hun var på vagt. Hun spændte hver en muskel og kiggede rundt, var opmærksom på hvad som helst.

Oliver var taget ud i mørket for at se om nogen var dumme nok til at begive sig ud, i den seneste sig har han gået i sine egne tanker og ikke tænk på at spise eller drikke, selv om han ikke har spist noget i flere dage, er han lige så stærk som han altid er, måske er han blevet lidt stærker, og det begynder også at hans emve at blevet beder og stærker, men han havde slet ikke tænk på at bruge den på noget, hans tanker fløj igennem hans næsten fuldte hoved, han havde ingen ting værken et hus eller venner og slet ikke noget arbejde, selv om han har tænk på det i noget tid har han ikke rigtig taget sig sammen til at søge efter et, han rystede svagt på hovedet så han halv lange kul sorte hår bevædede sig selv, samt hans mørke blå bukser som så alt for store ud til ham, hans over krop bar bækket med en hvid bluse som næsten så atl for lille ud, hans øjne lyste op i sådan en smuk farve at man troede at det ikke findes sådan en farve, hvis man bare så normal ind i hans lyseblå øjne ville man næste være bange for han viste at der ikke var mange med sådan en farve som han har, roligt gik han ned af gågaden og kom til at ramme en gren eller hvad det nu var som lå på vejen, for han kunne ikke rigtig se hvad det var han var kommet til at sprke til, lyden gav sådan en genlyd og Oliver kom ud for sin verden og tilbage til virkeligheden, han så rundt og viste overhovedet ikke hvor han var elelr hvad det var han fortog sig.

Hun fik med det samme øje på en mand ikke så langt fra hende og selvom hun burde at være bange for at han gjorde hende noget, lagde hun bare armene på kors og himlede med øjnene over at hun var blevet forskrækket. Selvom hun ikke kendte manden, så ville hun ikke bare med det samme frygte ham, for det ville jo være det mest latterlige, hvis det nu skulle vise sig at manden ikke var mere farlig end en lille killing, der legede med en garnnøgle. Hun sukkede kort, kørte en hånd igennem sit hår, for derefter at gå videre med afslappede bevægelser hen imod manden. Egentlig ville hun ikke snakke med ham, men blot gå forbi ham, eftersom det var den vej hun skulle. Det så lidt ud som om at han ikke vidste hvad han gik og lavede, som var han faldet ned fra himlen. Var det mon en dum ide ikke at frygte ham, eller var han bare en som vandrede rundt for sig selv?
"Godaften," sagde hun høfligt til ham, for derefter at gå med elegante og afslappede bevægelser forbi ham.

Oliver så op og fik øjne på en kvinde som stod og himlede med sine øjne, Oliver synes det var lidt mærkeligt at gøre sådan noget, lige når man har mødt en som ikke var sig selv, han så hvordan hun stod og så på ham, med sådan et blik som ville vise at hun ikke var bange for ham, han smilede bare sødt til hende og hørte hvad hun sagde man smilede vider til hedne og tog sin hånd frem så hun kunne tage den hvis hun ville, "Godaften frøken, mit navn er Oliver" Han ville ikke gøere hende noget, han viste sådan set heller ikke hvem eller hvad hun var, for hun duftede ikke lige som alle de andre væsner han kendte i denne ellers så mærkelige verden, han tog sin hånd tilbage og tog lidt snavs væk fra sine bukser.


//Undksyld jeg først svare nu og at det blev så kort, har lige haft krea svigt og skal lige igang igen:-P//