I am home... (Lyssa)

hun trak sig bare væk fra ham inden hun prøvede at rejse sig for at hente sit tøj

Han burde vel have forventet at det ville ske... Det havde hun jo nærmest fortalt ham at det ville... Ikke direkte men han brude vel have regnet det ud... Hun havde jo sagt hun ikke havde lyst til at gøre det, og alligevel fik han presset hende... Han følte sig virkeligt som et dårligt menneske nu, og havde det virkeligt skidt med sig selv over det han havde gjort...

"Lyssa gider du se på mig?"

Han tog fast i hendes skuldre... Han ville ikke gøre noget forkert men han ville heller ikke bare lade hende gå...

hun drejede sig med voldsomt fart og lod tre meget lange fingernegle skære over hans kind.
Hun stirrede kort på ham inden hun tog sit tøj, nærmest flåede det på og satte kurs mod døren

Han mærkede blodet flyde ned af hans kind, som hendes negle skar hans hud... Hvorfor havde han dog ikke stoppet sig selv... Hvorfor havde han ikke bare ladet være med at gøre det...

Han satte hurtigt efter hende, og greb hårdt fast om hendes overarme og holdt hende fast... Han ville ikke lade hende gå og slet ikke i vrede...

"Lyssa... Vil du ikke nok fortælle mig præcist hvad der er galt?.. Er det at jeg fik dig 'med' til det?.."

Han så på hende med spørgende øjne, og holdt hende bare fast...

hun vred sig fri med utrolig kraft.
''bare lad mig være.'' snerrede hun stille inden hun gik mod døren.
hun sagde ikke mere mens hun flåede døren op

"Det kan jeg ikke... Jeg vil ikke lade dig gå når du er vred på mig..."

Han greb bag fast i hende igen og holdt hende fast endnu hårdere og trak hende tilbage ind i det lille hus... Han gjorde det noget mere voldsomt end han havde ment at ville gøre det... Men lige nu ville han bare have talt ud med hende, for at finde ud af præcist hvad der er galt...

''lad. mig. være.'' sagde hun hårdt, koldt.
''det er ligemeget hvad du har gjort og ikke har gjort bare lad mig være.'' hun stirrede vredt væk fra ham

Han holdt hende bare stadig fast... Han kunne ikke forstå hvordan det kunne være lige meget med om han havde gjort noget eller ej... Ikke når hun reagerede så voldsomt på det... Fordi så betød det at det havde såret hende på den ene eller den anden måde...

"Lyssa... Det betyder jo noget når du reagere så voldsomt på det..."

Hans stemme var fast men stadig kærlig... Hans øjne var kun varme og kærlige... Hans følelser for hende var stærkere end noget han havde oplevet, og han havde kun kendt hende i nogle dage...

hun stirrede bare på ham inden hun vred sig fri.
''lad mig for fanden være!'' hun snerrede det nærmest råbende

Han var faktisk dybt såret over at hun ikke engang ville lade ham gøre det godt igen... Der var kun to ting han ville lige nu. Han ville have at hun havde det godt, og han ville gerne have hende i hans liv... Men at hun havde det godt var det vigtigste for ham... Han måtte lade hende gå, fordi det var det hun ville have og der hun virkede til at have det bedst, og det måtte han respektere...

Han lod hende bare gå i hendes raseri, mens en enkelt tåre trillede ned af hans kind... Noget han ikke havde oplevet i mange, mange år...

"fint... Bare gå fra den person der vil gøre alt for dig..."

Han satte sig så bare ned på gulvet, og rykkede sig hen til væggen og der sad han bare...

hun satte i løb mens hun bed sammen

//out//

Han blev bare siddende mens hun forsvandt... Han vidste ikke om hun ville være væk for evigt, eller om hun ville vende tilbage... Han mærkede den ene tåre presse sig på efter den anden... Men han ville ikke lade sig styre af sine følelser... Han var sikker på at det var pågrund af hans følelser... Men de følelser kunne han bare ikke fjerne... Han var fortabt i hende, og der var ikke noget at gøre ved det...

//end//