You look.. Well.. - Luce.

Sted: Det Vilde Svin.
Omgivelser: En hel del fulde folk, der kan være lidt aggresive.
Vejr: Det blæser en hel del udenfor.
Tid: 20:52

Blair havde stadig ikke fundet et sted og bo, hun overvejede bare at bo i hende og Alians tidligere hytte. Men det ville stadig gøre ondt, det var efterhånden længe siden han havde forladt verden, men det gjorde stadig ondt. Hun sad ved et bord og så rundt på dem der var der. Hun drak til tider alkohol, men det havde ikke den store virkning på hende længere. Så hun nøjes bare med blod. Tanken om, at hun drak blod var stadig svær og vænne sig til. Men hun gjorde det bare uden, at tænke så meget over det. Det var sådan hun overlevede nu, så hun kunne ikke gøre for det. Hun havde dog lært ikke, at blive for grådig når hun drak blod. Hun havde næsten lært ikke at drikke nogle tom for blod. Men det skete stadig til tider. Hun havde også opdaget en evne, hun kunne føle hvad andre følte. Det var en meget nyttig evne, men det kunne også være svært at holde styr på det. Hun havde svært ved, at finde ud af hvornår hendes følelser var hendes eller andres. Men hun forsøgte stadig. Hun mærkede en bølge af vrede komme imod hende, hun følte sig lige pludselig selv vred, men hun forsøgte ihærdigt på at ignorere det.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og et sort stof hen over øjenhulerne

Hun havde brug for og gå sig en tur. Hun var glad for ingen havde regnet ud, at hun var den drage som havde ødelagt halvdelen af Firewood Village. Hun havde valgt og gå ind på kroen det vilde svin denne aften. Hun var ved og være van til, at hun ikke havde nogle øjne og at hun var blevet god til og finde rundt i selve Doomsville, men så snart det var udenfor havde hun svært ved det. Hun gik stille og roligt ind af døren. Hendes sorte hår hang løst hen over den ene skulder og flavrede imens hun gik. Det svage lys inde fra kroen gjorde hendes hudfarve på en måde mere lysende. Hun var sandfarvet i højre side og lilla med blå nuancer i højre, hvor farverne mødes på midten af hendes krop. Hun kunne hurtigt lugte, at der var mange fulde mennesker inde i kroen og at der var mange forskellige racer. Hun gik op til kroen, men blev puffet væk af en mandlig dæmon "Se dig for tøs!" råbte han af hende. Hun brummede lavt "Hvad med du passer på? Jeg har ingen øjne, men det har du derfor er det dig der skal passe på"

Blair så at Luce kom ind. Hun havde ikke set hende et stykke tid, og der var tydeligvis sket en del med hende. Hun fulgte hende bare med blikket og så ham dæmonen oppe i baren. Hun rejste sig og gik op til dem. Hun havde stadig en vrede i sig, det ville komme til og gå udover en tilfældig. Hun stillede sig hen til dæmonen og så på ham med et vredt blik. "Lad hende være." Hun så over på Luce og smilede svagt. Hun vidste ikke hvad der ville ske, men hun var ligeglad med hvad han ville sige, hun skulle nok sørge for, at der ikke skete Luce noget. Hun vidste godt, at hun godt kunne klare sig selv, men hun følte alligevel hun havde et krav på at beskytte hende. Af en eller anden grund.

Luce var kold og kynisk. Hun var blevet koldere og mere ligeglad med folk end hun normalt ville være. Det var den hårde og ondskabfulde træning Rafael havde lagt over hende. Hun gjorde alt hvad han sagde nu eller næsten alt hun havde stadig sine grænser, men hun frygtede ham for meget til hun turde og sige ham imod. Hun kunne høre, at der var en som havde rejst sig og gået over til hende og dæmonen. Hun syntes hun kunne genkende den lugt. Hvem fanden var det nu? Hun prøvede og tænke tilbage. Dæmonen kunne også godt se, at det var hans fejl for Luce kunne jo ikke gøre for, at hun ingen øjne havde overhovedet. Han kiggede på Blair "Jeg vidste ikke ligefrem, at hun var blind vel?" hans stemme var irriteret over, at Blair havde blandet sig. Hun lyttede til Blairs stemme. Det var Blair! Hende som havde hjulpet Luce ned fra det høje tårn hvor Rafael havde tortureret hende første gang. Hun smilte lidt for sig selv. Dæmonen kiggede på Luce igen "Det må du undskylde" hun nikkede stille for og sige, at det var ok. Hun hørte skridtene fra dæmonen som gik igen. Hun vendte sig imod Blair "Tak for hjælpen Blair" hendes stemme var rolig og mild.

Blair så bare på dæmonen med et skarpt blik. Hun kunne ikke kontrollere den vrede der stammede et sted fra i en i kroen. Men lige pludselig følte hun ligegyldighed. Hun kunne stadig ikke finde ud af hvem det kom fra, men det var meget kraftigt så hun gik næsten ud fra det kom fra Luce. Men hun kunne ikke være sikker. Blair så efter dæmonen da han gik, men hendes blik havde ændret sig fra, at være vredt til at være koldt. "Det var så lidt." Også hendes stemme lød kold. Men hun kunne ikke gøre for det, hun kunne ikke styre de følelser hun opfangede fra andre. Hun så bare på Luce, uden rigtig og vise nogle følelser overhovedet. "Hvad er der sker siden sidst?" Hun ville prøve at lyde venlig og interesseret, men sådan lød det bare ikke. Hun lagde armene over kors og så sig rundt i kroen.

Hun begyndte og tænke tilbage på hvornår hun sidst havde set Blair. Det var ret lang tid siden hun havde set hende og nu stod hun her foran hende og kunne ikke se hende. Sikke livet var et helved. Hun sukkede lidt og prøvede og smile. Hun kiggede på hende og vidste, at hun ville spørge hende hvad der var sket "Tja jeg er blevet forvandlet til en dragonlycan, er flyttet ind til Sean og har født Rafaels søn som jeg blev gravid med dengang han voldtog mig første gang der hvor du reddet mig som du nok husker? Jeg er nu blevet hans slave...Er blevet kidnappet og ja som du ser er der sket meget med mit liv" hun vidste ikke hvor meget hun skulle fortælle Blair overhovedet "Hvad med dig?" der var nysgerrighed i hendes stemme og hun kunne godt lugte på hende, at Blair var blevet til en vampyr. Det var sjovt og tænke over, at hun stod og snakkede med den pige som havde hjulpet hende for lang tid siden. Hvor lang tid siden var det egentlig? Over et år måtte det ihvertfald være. Connor var ihvertfald blevet 8 måneder hvis det ikke var 9 måneder. Der var sket meget bare det år.

Blair begyndte, at fokusere på hendes egne følelser Hun havde brug for, at de kom frem i stedet for andres. Det lykkedes hende også, hun begyndte at blive mere opmærksom. Hun mærkede en vrede blusse op i hende. "Du er hans slave?" Hun bed tænderne sammen og trippede, hun havde meget lyst til, at marcherere direkte op til Rafael, men hun ville helst ikke ende så Luce. Så måske var det bedst, hvis hun bare lod vær. Men hun kunne ikke undgå, at være vred på ham over hvad han havde gjort mod Luce. "Årh ikke så meget. Jeg er blevet vampyr, jeg har været væk, men nu er jeg tilbage." Hun savnede stadig nogle i hendes liv, der manglede nogen der kunne udfylde hullerne fra Alian, Ammon, Sajro og Castle. Det var dem der havde betydt mest for hende, men ingen af dem havde hun kontakt til længere. Der var Urox, men ham havde hun heller ikke set i noget tid.

Hun stod stille og roligt og spekulerede over tingende. Hvad skulle man snakke med Blair om? Der kunne være så meget de kunne snakke om, men hvilket? Hun Nikkede stille til da hun spurgte om hun var blevet til Rafaels slave "Ja det er jeg. Det var det eller jeg blev dræbt. Så valgte og blive hans slave, hvor han samtidig trænede mig til og blive lidt som ham. Altså ond" hun sukkede lidt. Hun kunne høre, at Blair trippede. Hun virkede til og være blevet sur over og høre, at hun var blevet Rafaels slave, men det var også forståeligt nok, at hun var det. Hun lyttede stille til det Blair fortalte om det hun havde lavet det sidste stykke tid "Det lyder da meget spændende og havde regnet ud, at du var blevet til en vampyr. Kunne lugte det" hun spekulerede lidt over om de skulle sætte sig ned og snakke i stedet for og stå op. Hun trak let på skuldrene "Skal vi sætte os ned et eller andet sted og snakke lidt eller gå os en tur eller noget lignende?" hendes stemme var rolig.

Blair var ikke tilfreds med Rafael. Men det ændrede ikke noget, hun elskede sit liv for meget til, at gøre noget ved det. Hvis hun tog det op med ham, ville hun sætte både hende og Luces liv i fare. Det var ikke det værd, men hun var slet ikke tilfreds. "Mmh.." Hun havde ikke så meget, at sige, det ville bare bringe hende ud i en lang tale om, hvor forkert det var. Hun stod bare og så på Luce, det var tydeligt at den pige hun havde mødt noget tid tilbage, ikke var der længere. "Ja.. Den lugt er vist ret tydelig." Blair nød, at være vampyr. Det gjorde, at hun kunne beskytte sig selv. Hun havde altid hadet, at være så hjælpeløs. Men ikke længere, der var en selvtillid i hende, hun aldrig havde haft før. Den var kommet, og hun behøvede ikke nogen længere. Hun havde nok i sig selv. Blair ser sig rundt og ser et ledigt bord. "Ja, vi kan godt finde et bord." Hun er ikke sikker på, om Luce selv kan finde derhen. Men hun er næsten sikker, ellers ville hun jo ikke kunne være der alene. Så hun blev bare stående og ventede på, at Luce gik.

Hun stod lidt og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne ikke se noget overhovedet og anede ikke, hvor hun skulle gå hen overhovedet. Hun smilede lidt og nikkede til det Blair sagde "Den er meget tydelig så dig ved man altid hvor tæt på du er på en" der var en lille latter i hendes stemme. Hun følte sig lidt dum som hun stod der og ikke vidste hvor hun skulle gå hen. Hun nikkede stille til det hun sagde og spekulerede lidt over, hvor der var et bord som var ledigt og som var nemt for hende og gå tæt på. Hun kiggede lidt på Blair "Kan du ikke følge mig hen til et bord der er ledigt? Kan nemlig ikke rigtigt mærke eller se noget ledigt bord" hendes stemme var rolig og mild.

//Sorry for det korte svar ^^//

Blair ville gerne hjælpe Luce, nu var de jo venner. Faktisk var Luce det tætteste Blair havde på en veninde, udover Caroline måske. Alle andre der var tæt på Blair, havde eller var/været en flirt. Sådan var det med hende. Hun havde ikke venskaber, kun bekendte eller flirter. Men sådan var det ikke med Luce og Caroline, men det var vel også mest fordi, hun ikke rigtig tændte på dem. Men efter Blair var blevet vampyr, var hun blevet bedre til, at kontrollere det. Det, at Urox havde forladt hende for anden gang, efter han havde lovet ikke, at gøre det, havde virkelig også pisset hende af. Så hun gad egentlig ikke rigtig, at ses med nogen. Slet ikke Urox. "Men du behøver ikke frygte jeg er tæt på dig. Jeg gør dig ikke noget." Blair følte hun var lidt ufølsom, da hun bare forventede at Luce kunne finde rundt, men hun havde bare ikke tænkt sig, at undervurderer hende, så vidt Blair vidste var Luce stærk, så det ville ikke slå hende ud. Blair lagde hendes arm om hendes og førte hende hen imod bordet.

Luce have ikke haft kontakt til sine forældre i år vis. Eller Urox var for nogle måneder siden. Det var samme dag som Zann havde kidnappet hende. Det havde været svært for hende og kunne have kontakt med ham dengang. Hun vidste så ikke, hvordan det ville blive, hvis hun mødte ham nu eller en anden dag. Hun smilede stille og nikkede "Det ved jeg godt, at jeg kan Blair" hendes stemme var rolig. Hun mærkede Blairs arm lægge sig om hendes arm. Hun fulgte stille og roligt med Blair hen til et bord, hvor de skulle sidde. Da de var kommet hen til bordet lagde hun en hånd på stolens ryglæn og trak stolen ud. Hun satte sig roligt på den. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle snakke med Blair om for der var jo sket så meget for dem begge de sidste mange måneder. Eller var det et år siden de sidst havde snakket sammen? Hun havde helt glemt og følge med tiden. "Hvordan går det så med kærligheden hos dig Blair?" hun vidste ikke helt om Blair overhovedet ville snakke om det, men det kunne jo være.