i'm what!? -Luce-

S: Togstationens cafe.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
V: Solen skinner.. Hele 32 grader i solen..
T: Eftermiddag..

Det var for varmt til at rende rundt med den sædvanlige hættetrøje! Han fortryd endda at han havde taget en sort T-shirt på! Heldigvis var den luftig og let, så den klistrede sig ikke til kroppen, men lod derimod vinden trække ind under den så han kunne mærke den imod sin varme hud. Han var ikke helt sikker på om det var nervøsiteten over at snart skulle se Luce igen eller det om det faktisk var pga. varmen at han havde det som om at alting snurrede rundt. Det var snart tre uger siden de havde set hinanden. Det boblede inde i ham for at se hende igen! Han savnede hende for at sige det lige ud. Aldrig havde han troet at hun skulle få det sådan omkring en person, men sådan havde han det! Tanken om at se hendes smil, høre hendes stemme og mærke hende i sine arme igen, fik ham selv til at smile og mærke varmen bredde sig i kroppen endnu mere. Noget sagde ham at det var sådan det måtte være at være forelsket. Da han kom til stationen, kiggede han sig kort omkring og der gik ikke længe før han fandt cafeen hvor han skulle møde Luce. Med en dyb vejtrækning gik han hen imod cafeen, åbnede døren derind til og med det samme begyndte de chokolade brune øjne at søge efter hende.. Han fik øje på hende få sekunder efter og kunne mærke hvordan hjertet satte sig i halsen. Hun var præcis som han huskede hende.. Det smukke mørke hår og hendes øjne gjorde ham helt blød i knæene. Forsigtigt gik han hen til hende og prikkede hende blidt på skulderen..
"Hey Luce," sagde han med en stemme så kærlig og varm, inden han placerede et kys på det barre hud på kinden. Han satte sig overfor hende, kiggede hende i øjnene og smilte varmt til hende. "Hvor er jeg glad for at se dig igen,"

Hun havde taget sin sorte og lillae kjole på som gik hende til lidt under knæene. Hun havde bedt Josh om og møde hende på stationen ved den lille café. Hun havde ikke sagt nogen speciel grund til hvorfor det var, at de skulle mødes netop der for hun havde ikke tid til og forklare ham hvordan og hvorledes. Det handlede sådanset kun om, at hun ville fortælle ham, at han skulle være far. Hun havde dog ikke set ham i næsten 3 uger så hun havde givet besked til Jacob da hun havde stødt ind i ham i byen for nogle dage siden. Han vidste heller ikke, at Luce var blevet gravid for hun ville sige det først og fremmest til ham. Hun sad inde i cafeen og kiggede rundt. Der var temmelig mange folk inde på den lille café nogle virkede mere nervøse end andre. Mange af de racer som var der som hun overhovedet ikke havde set før. Det måtte være pga de sidste angreb der har været de forskellige steder, at det var sådan som det nu var. Hun sad og ventede på, at Josh kom. Imens tænkte hun over, hvordan hun skulle fortælle ham det. Hun fik et mindre chok da hun mærkede noget prikkede hende på skulderen. Hun kiggede bagover og smilede stille da det var Josh. "Hej Josh" hun smilede stille og nød hans blide kys på hendes kind. Hun kiggede på ham da han satte sig foran hende. Hun havde virkelig savnet ham. Hun var dog ked af, at han ikke havde været der da hun fik, at vide, at hun var gravid, men hun vidste det ikke en gang selv så hvorfor skulle han haft været der? "Jeg er også glad for og se dig igen" hun smilede kærligt til ham og kiggede rundt på de mange folk inden hun kiggede på ham igen "Hvordan går det så med dig?"

Hvor var han glad for at se hende! Det tomrum der havde været inde i ham var forsvundet. Bare det at se hende lettede ham og han kunne mærke på sig selv at der ville gå lang tid før han gik fra hende igen! Eller, ikke at hun aldrig måtte være sig selv. Men, ja, der skulle i hvert fald ikke gå endnu tre uger før de så hinanden igen. Selv om det sikkert ikke havde været meningen, så kunne han fornemme at der var noget vigtigt som hun skulle fortælle ham, hvilket gav ham en underlig uro i maven. Det kunne jo være hvad som helst, men det han frygtede mest var at hun alligevel ikke elskede ham og ville slå op med ham. Pludselig blev han en anelse tøvende, dog fik han det hurtigt rystede af sig og sendte hende et stort smil, inden han lænede sig lidt hen over bordet så hun bedre kunne høre ham når han svarede på spørgsmålet. "Det går fint, jeg har fundet ud af det er muligt jeg kan trænes op til at blive en archangel, så det har jeg tænkt mig.. Det kan tage noget tid, men jeg er villig til at forsøge det!" Han smilte kærligt til hende, lænede sig lidt tilbage igen. "Hvad med dig? hvordan går det med dig?"

Hun var ved og gå i spåner over, at hun ikke vidste hvordan hun skulle fortælle Josh det, at hun var gravid. Hun var bange for om han ville tro, at hun var sammen med alle andre og ville droppe hende eller noget helt andet. Der røg så mange tanker igennem hendes hoved. Hun kunne ikke styre det overhovedet. Hun smilede stille til ham og det var da en god nyhed, at han kunne trænes op til en arcangel. "Det var godt skat. Det er en god nyhed og høre" hun smilede stille. Hendes smil blev dog mindre da han spurgte hende om hvordan hun havde det. Hun trak let på skuldrene "Jeg har det fint nok efter omstændighederne" hun sukkede lidt og trak vejret dybt. Hun kunne lige så godt sige det som det var så måtte det briste eller bære "Josh jeg var på hospitalet for nogle dage siden..." hendes stemme knækkede kort over, men hun fik hurtigt kæmpet sig videre til og fortælle det hun ville sige "Josh...Jeg er gravid..." hun kiggede kort ned i bordet og så hen på ham med et alvorligt blik.

Nu var det der igen. Der var et eller andet alvorligt hun skulle fortælle ham.. Det var som om at han pludselig fik det varmere, blev en anelse svimmel og han kunne ikke finde rundt i om det var frygten for at hun slog op med ham, eller om det rent faktisk var varmen der valgte at irritere ham så meget i dag. Han måtte bide sig i læben for at fokusere på det hun sagde. Hendes ansigt var ikke til at tage fejl af, da han spurgte hende om hvordan det gik med hende, der var et eller andet i gære som lå på lur i luften og bare ønskede at slå til! Hun sagde hans navn, hvilket fik ham til at kigge hende i øjnene og bare vente på de ord hun snart ville lade komme ud fra sine kønne læber. I den første sætning indgik ordet hospital, hvilket fik ham til at synke en klump i sin hals og den næste sætning fik ham næsten til at vælte ned af stolen. Eller, det gjorde det ingen gang, han sad som forstenet og så overrasket på hende. Gravid.. Hun var gravid.. Med ham? Han kunne ikke finde rundt i sine tanker.. De var som en tornado! Husene var fornuften, tornadoen var tankerne og forskellige teorier der kom og ødelagde fornuften! Han så på hende, bed sig svagt i underlæben og kiggede hende i øjnene.
"Og.. Barnet er.. Mit?" spurgte han roligt, men dog kom det ud som en lille hvisken. Han skulle være helt sikker på det.. Hans hjerte sad i halsen på ham.. Han vidste ikke om han ville høre hende sige ja eller nej, det hele var et stort rod, skulle han være glad eller skulle han være.. Hvad skulle han være!?

Hun var spændt på og finde ud af, hvad Josh ville sige til, at hun var gravid. Hun undlod til og starte med og fortælle ham, at det var hans barn fordi hun ville ikke give ham alt på en gang. Hun ville give ham chancen for og stikke af, hvis det var det han havde i tankerne. Nok det hun frygtede aller mest var om det, at hun var gravid ville ødelægge deres forhold. At han ikke ville være hos hende mere efter barnet var blevet født og lade hende i stikken med det. Det hele var så svært og finde rundt i. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kiggede på ham. Han lignede en der ikke vidste hvilket ben han skulle stå på eller noget som helst. Hun nikkede stille da han spurgte hende om det var hans barn. Hun bed sig usikkert i læben og kiggede på ham.

Det var hans barn.. Selvom han inderst inde forsøgte at tage det roligt, så sad hjertet i halsen, kæmpede sig op for at komme ud af hans mund! Det var som om at hans mave forsøgte at presse sig ud af hans numse. Hovedet snurrede rundt og han anede ikke hvad han skulle sige. Det var nyt for ham, alt for nyt! Luce havde været den første han havde været i seng med og nu endte det med at han gjorde hende gravid!? Skæbnen elskede åbenbart at spille ham et pus en gang imellem, et pus han intet kunne gøre noget ved. Forsigtigt sendte han hende et roligt smil, kørte tøvende sin hånd hen ad bordet og lod den flettes sammen med hendes.. Hans aura udviste varme og kærlighed.
"Det.. havde jeg ikke set komme," hviskede han svagt. "Så.. Vi skal være forældre, nu håber jeg for barnets skyld at jeg kan finde ud af det," Han grinte svagt, for at lette stemingen en smule. Hun skulle ikke tro at han ville gå fra hende, det havde han ikke tænkt sig!

Hun sad lidt og var nervøs over hvad han ville gå fra hende eller hvad han ville. Det var meget underligt og sidde der og ikke vide om ham man elskede ville stikke af fra hende eller hvad han ville nu, hvor han vidste, at hun var gravid med hans barn. Det havde måske været slemmere hvis det havde været en anden fyrs barn hun gik rundt med, men det var det nu ikke. Hun bed sig usikkert i læben og lod en arm ligge på bordet og den anden rundt om hendes mave. Hun smilede stille da hun kunne se på hans aura, at det ikke var det han ville. Han havde følelsen af varme og kærlighed i sig. Det kunne hun se på hans aura. Hun flettede sine fingre ind i hans da hun mærkede, at han havde flettet sine ind i hendes. Hun smilede stille "Det havde jeg heller ikke før jeg var til nogle undersøgelser for noget tid siden" hun smillede stille og gav hans hånd et lille klem da han sagde at han håbede, at han kunne finde ud af, at være far for barnet "Det skal nok gå. Er selv spændt på hvordan jeg bliver som mor overfor det barn" hun smilede stille og aede hans hånd.

Tanken skræmte ham hvis han skulle være helt ærlig. Det havde aldrig rigtigt været noget som han havde regnet med at blive, specielt ikke så hurtigt.. Trods alt var han ikke lige fyldt mere end atten. Inderst inde vidste han ikke engang om han kunne være far. Det værste ville nok være at han endte som sin egen far, men det frygtede han egentlig ikke så meget mere. Han havde ikke kunne hører hans stemme i langtid, hvilket nok var noget af det bedste der var sket! Forsigtigt rejste han sig op for stolen, gik hen imod hende og placerede et blidt kys på hendes læber.
"Jeg må indrømme at jeg ikke aner hvordan man er far, men jeg tror at jeg ville kunne klare den og jeg går ikke fra dig," hviskede han og så hende ind i øjnene. "Skal vi komme væk fra alt denne larm? Væsnerne heromkring virker til at være en smule skræmte.." han så forvirret rundt, inden han rakte sin hånd til hende, som et tegn på at hun kunne tage imod den, så hun kunne komme op at stå..

Hun var lettet over og have fortalt ham hvordan landet lå med hensyn til, at han skulle være far til hendes barn. Hun var samtidig glad for, at hun vidste, at han elskede hende. Hun slap stille hans hånd da han rejste sig op. Ville han pludselig gå fra hende? Man kunne godt se på hendes ansigt, at hun var blevet nervøs over om han skred fra hende nu hvor han rejste sig op, men hun smilede lettet og kyssede ham stille igen på munden da han kyssede hende. Hun smilede roligt imens hun lyttede til det han sagde til hende "Jeg er der for dig og sammen skal vi nok klare barnet. Er glad for, at du ikke vil forlade mig. Det er nok det jeg har frygtet aller mest af og skulle fortælle dig det" man kunne høre på hendes stemme, at hun var lettet og tilfreds. Hun kunne ikke rigtigt se ham. Det eneste hun sådanset kunne se var hans aura. Hun nikkede stille og tog roligt fat i hans hånd da han rakte den imod hende. Hun rejste sig op og stillede sig ind til ham og lagde en arm omkring hans liv "Jeg elsker dig virkelig højt skat" hun lagde sit hoved imod hans skulder.

Langsomt begyndte han at gå, stadig med hendes hånd i sin.. Det var tydeligt at høre på hende at hun havde været bekymret for om han ville gå fra hende. Det ville være ondsvagt at gå fra hende! Nogen fyre ville sikkert gøre det, sådanne fyre man kunne kalde kujoner. Med et kærligt smil på læben, så han ned på hende og lod hende stå så tæt på ham hun ville. "Det forstår jeg godt, jeg må også indrømme at jeg er en smule nervøs omkring det," svagt bed han sig i underlæben, dog slap han den lidt efter igen. Stadig med et kærligt smil på læben, kyssede han hendes pande imens de gik og ignorererede alt andet omkring dem. "Jeg elsker også dig luce," det føltes stadig godt for ham at hører nogen sige de elskede, specielt at høre hende sige de..
De fortsatte med at gå. Væsnerne omkring dem gik mere og mere i panik. Egentlig forstod han ikke hvorfor, indtil en zombie ikke så langt fra dem stod og så på dem med rådne øjne og en forfærdelige stank hængende over sig.. Josh klemte en smule hårdere om luce hånd, imens han bakkede væk fra zombien og tog ikke øjnene fra den..

Hun gik roligt med ham. Det føltes rart, at gå tæt ind til ham og det beroligede hende også meget, at vide, at han ikke ville forlade hende. Hun nikkede forstående til ham "Vi skal nok klare det her. Sammen skal vi nok kunne klare og passe barnet" der var en lille glæde i hendes stemme. De havde gået så meget igennem sammen og kæmpet sammen side om side og det gjorde de gerne igen selvom det nu handlede om et barn. Deres barn. Hun smilede stille da hun mærkede hans læber imod hendes pande imens de gik. Hun havde fundet sig den rigtige fyr. Den hun ville dele sit liv med. Hun flettede sine fingre med hans og gik tæt op af ham. Hun mærkede, at han var begyndt og bakke. Hun bakkede lidt med og undrede sig lidt hvad der skete. Hun kunne godt lugte, at det var noget der var rådent foran dem, men hun kunne virkelig ikke se hvad det var. "Josh...hvad sker der?" der var en skjult utryghed i hendes stemme. Hun pressede sig tættere ind til ham.

Zombien kiggede på Josh. Deres øjne mødtes og det var som at se ind i et dødsrige. Der var ingen sjæl at finde, ingen frygt og ingen følelser.. Kun et monster hærgede derinde. Hans grev om Luce blev blot hårdere. Hvis zombien gik til angrib på hende, var der ingen tvivl om at han ville stille sig imellem! Langsomt begyndte han at bakke, stadig med hendes hånd i sin..
"Der er en zombie ikke så langt fra os," hviskede han til hende. Forsigtigt skubbede han hende om bag sig. Zombien vovede på at røre hende. Hvis den så meget som krummede et hår på hendes hoved, skulle han sørge for at den blev død mere end den allerede var.. "Luce, jeg vil bede dig om at forsigtigt at kravle op på min ryg," Hans stemme var alvorlig og rolig på samme tid. "Gør det forsigtigt, ingen pludselig bevægelser og lov mig at du holder godt fast," Han gav et sidste tryk i hendes hånd, inden han langsomt løsnede grebet, for at hun kunne kravle op..
Zombien så undersøgende på dem.. dets øjne var rådne og forfærdelige.. man kunne næsten mærke den sultne aura over den..

Hun var nervøs for hvad der ville ske for hun kunne ikke rigtigt se det. Hun kunne kun se en aura der viste sult, men der var så mange auraer foran hende, at det forvirrede hende voldsomt. Hun mærkede på sin hånd, at Josh holdt hårdere og hårdere fast i den. Hun kunne nu regne ud, at de var i fare, men hvad skulle hun kunne gøre? Hun var så forvirret over så mange auraer der var til stede, at hun ikke vidste hvad det var for en hun skulle angribe for og beskytte dem. Hun bakkede blot med Josh og holdt sig tæt ind til ham. Hun stivnede i hele kroppen, men hendes ben fortsatte med og bakke da han fortalte, at der stod en zombie ikke så langt væk fra dem. Hun mærkede, at han skubbede hende bag ham. Hun holdt fast i hans trøje på den ene side og bakkede blot stille videre i hans takt. Han ville beskytte hende ligesom den første gang de var på mission sammen og dengang de måtte redde Jacobs sølvmare, hvor hun også var tæt på og blive angrebet. Hun lyttede stille til det han bad hende om. Hun nikkede stille "Skal nok prøve skat" hun bed sig kort i læben og gav hans hånd et sidste klem da han klemmede hendes hånd. Hun trak vejret dybt og kravlede langsomt op på hans ryg. Det så sikkert lidt kejtet ud, men det var hun ligeglad med. De måtte bare væk og det glædet hende, at han ville beskytte hende. Hun fik sat sig på hans ryg med sine ben om hans liv og holdt fast om hans hals. Hun lagde sin mund ved hans øre "Hvad vil du gøre skat?" hviskede hun stille i hans øre.

Så snart han mærkede at Luce var oppe på ryggen af ham, spændte han hver en muskel i kroppen og lagde an til at løbe fra dette rådne væsen foran dem. Med en forsigtig bevægelse strakte han sin hånd ud imod zombien. Til at starte med virkede det bare som om at han bad den om ikke at komme nærmere, men langsomt ville man se hvordan et skarpt lys ville danne sig i håndfladen. Lyset var kraftigt og smukt på samme tid. Et hvert mørke væsen ville vige væk fra det. Lyset tilhørte elonada, englens gudinde. Zombien veg tilbage imens ud af dets mund brokkede sig over det skarpe lys.. For hvert et skridt den tog bagud, gjorde Josh det samme og gjorde snart klar til at stoppe lyset, så han kunne løbe sin vej med Luce på ryggen. Der var ikke tid til at slås med denne zombie og skulle han være ærlig, så anede han ikke hvordan han skulle bekæmpe den! De andre væsner så snittet til at stikke af imens zombien led.. Til sidst kunne Josh ikke fremkalde lyset mere og måtte give op af udmattelse.. "Bare stol på mig, hold fast," Det sidste blev sagt en anelse skarpt, hvor han derefter satte i løb ud af cafeen. Ude ved stationen løb folk rundt og panikkede. Rundt omkring gik zombierne rundt, jagtede alle og spiste dem de havde fået fat på. Lyden af skrigene rungede i ens øre som tinitus. Det var et forfærdeligt syn og lyd.. Han fortsatte bare med at løbe med Luce på ryggen, undgik med nød og næppe de zombier der langede ud efter ham..

Hun klamrede sig fast til Joshs ryg da hun endelig var kommet op på den. Det var øjeblikke som disse, hvor det var et helved og være blind. Hun ville hellere mange en arm end og være blind i disse situationer, men det havde så gjort, at hendes drageform kun havde 3 ben, men det var stadig bedre end og være blind. Hun kunne kigge de forskellige auraer rundt omkring sig. De fleste viste skræk, frygt og rædsel i sig. Hun lukkede sine øjne og prøvede og lukke lydene ud fra de forskellige skrig og råb. Man kunne nemt høre, at der var panik i gaderne. Hun havde bare en stor lyst til og forvandle sig og gå amok inde i gaderne så de udøde forsvandt, men hun ville skade mange flere mennesker og pladsen var for lille til, at hun kunne være der. Hun klamrede sig til Josh og mærkede, at han var begyndt og løbe. Hun var ved og falde ned af hans ryg hver gang han undveg de udøde der langede ud efter ham. Hun håbede inderst inde, at det snart var ovre så man kunne gå frit igen uden og frygte sit liv på den måde.

Det føltes som om at alting var imod dem. Lige meget hvilken vej han løb, kom en zombie hen imod dem og langede ud efter dem. Der var få gange hvor han havde det som om at han var ved at tabe hende, heldigvis havde han sørget for at grebet om Luces ben var godt. Han ville ikke tabe hende! Så ville han heller begå selvmord!
Det var frygteligt som skrigende rungede igennem luften. Det føltes som knive ind i sit øre. Dog stoppede han ikke med at løbe. Benene kæmpede under ham som hest til et væddeløb. Da det endelig så ud til at de var kommet væk fra alt larmen, stoppede han forsigtigt med at løbe og kiggede om til Luce. "Det ser ud til at vi er i sikkerhed nu,".
Som var hun en skrøbelig vase, satte han hende ned og vente sig om imod hende og placerede de varme læber på hendes pande, imens hænderne hvilede på hendes kinder. "Lad os se at komme helt væk herfra, jeg ved ikke hvor, men mon ikke det er muligt at leje et kroværelse,". Den ene af hans hænder gled ned i hendes, hvor han derefter langsomt begyndte at gå med hende. Engang imellem kiggede han om på hende, sendte hende et smil, også selvom at han vidste hun ikke kunne se det.
Det varede ikke længe før en vind omringede dem. En genkendelig vind der fik Josh til at smile. "Så er vi på den igen," Mumlede han for sig selv, stadig med smilet plantet på sine læber. Vinden snoede og snoede om dem, rodede i deres hår og gjorde det umuligt for dem at se.. Lidt efter lidt forsvandt vinden og de stod i Claires have.. Ikke så langt fra dem stod Claire med et stort smil.
"Hej i to," sagde hun og spredte armene ud i en varm omfavnelse. "Hvor er jeg glad for at se jer igen!"

Hun holdt sig godt fast ind til Josh. Hun vidste, at det kun ville gå galt, hvis hun var blevet sat ned for så havde de udøde fået fat i dem og så havde de været blevet en af dem. Hun klamrede sig ind til ham og kunne godt mærke, hvordan han prøvede og undgå de udødes arme der slog imod dem og hvordan han kæmpede med og holde hende oppe på hans ryg så han ikke tabte hende. Hun håbede inderligt, at de ville komme væk så de kunne slappe af og finde et sted og overnatte. De kunne vel sove hos Sean på hendes værelse, men som det var nu ville det være for usikkert for dem og finde derhen. Hun mærkede hvordan Josh begyndte og stoppe op. Han måtte vel være træt af eftersom han har flygtet fra de udøde imens han bar rundt på hende på ryggen. Hun klamrede sig ind til ham da han havde sat hende ned. Hun smilede stille og nussede ham på ryggen. Hun elskede ham bare mere og mere for hvert minut der gik. Hun nikkede stile med et smil på læberne "Jo eller også så kan vi sove hos Sean. Der bor jeg endnu" hendes stemme var rolig og mild. Hun smilede stille og mærkede hans hånd tage fat i hendes hånd. Hun flettede roligt fingre med ham og fulgte efter ham. Hun vidste ikke helt, hvor de endte henne da det var Josh der førte an, men det var også fint nok for hende for hyn vidste, at han ikke ville udsætte hende for fare. Hun mærkede en kraftig vin omkring hende. Det kunne kun være Claires vind som omringede dem. Hun smilede stille og holdt sig ind til Josh da hun mærkede vinden forsvinde og at der var mere roligt omkring dem. Hun smilede stille til Claire "Hej Claire. Ville ønske jeg kunne sige det samme om dig, men det er rart og høre din stemme igen" der var en skjult latter i hendes stemme. Hun lagde sit hoved roligt imod Joshs skulder.

Claire bredte armene ud, som ville hun omfavne dem begge to og bare klemme livet ud af deres unge kroppe. Tvært imod ønskede hun intet ondt, kun godt, Josh kunne læse hendes aura og den strålede mere end solen gjorde på en højlys dag. Hun omfavnede dem i en blid omfavnelse. Hendes duft havde ændret sig fra at være en kraftig falsk parfume duft, til at være en frisk duft af rosenblade og en lille smule vanilje, sikkert fra en bestemt badeolie. Efter omfavnelsen, så hun dem an og nikkede til dem. Det varede ikke længe før hun kiggede en anelse bekymret hen på Luce. Hun havde godt hørt rygter om de ting der skulle være sket med en hvis Luce, dog havde hun bedt så meget til at det ikke havde været hendes Luce. At se hende sådan gav hende en anelse kramper i maven. Krampen forsvandt dog lidt efter lidt, da hun lod mærke til hvordan Luce så sødt placerede sit hoved på Josh skulder, som var blevet en smule bredere siden sidst hun så ham. Han var vokset, det gik pludselig op for hende..
"Hvad er der dog sket Luce? hvorfor kan du ikke se mig?" spurgte hun med en stemme så sød som honning ovenpå flydende chokolade. Josh kyssede blidt Luce's pande, hvor han derefter kiggede hen på Claire med et smil. "Det er en lang historie Claire," han smilte blidt til hende, hvilket gjorde hende en smule roligere i kroppen og det var grunden til at hun nikkede høfligt til dem, for derefter at vise dem hen i hendes palæ..

Hun vidste ikke hvordan Claire ville reagere på, at Luce var blevet blind, men hun håbede inderligt, at det ikke var så slemt som det så ud. Hun vidste det ikke rigtigt selv da hun jo ikke kunne se selv selv mere. Hun mærkede Claire omfavne dem og hun krammede igen imens hun holdt sig ind til Josh samtidig. Der var noget anderledes ved Claires duft end dengang hun sidst så hende. Hun puttede sig roligt ind til Josh igen og lagde en arm beskyttende omkring hendes mave. Hun rykkede sig ind foran Josh og stillede sig op af ham og tog hans arme og lagde dem om hendes mave. Hun sukkede lidt "Jeg mistede mine øjne og fik dem igen, men kan kun se folks auraer ikke andet dsv. Vil helst ikke uddybe det mere end det hvis det er ok med dig" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun stadig havde lidt svært ved og snakke om det. Man kunne godt se på hendes mave, at hun var i starten af en graviditet. Hun lagde sit hoved imod Joshs skulder og smilede "Hvordan går det ellers med dig Claire?"

Claire bemærkede den gravide mave, samt måden de stod op af hinanden på. Josh lagde armene om Luce, samt lod han sin hage hvile på hendes skulder, imens han bare så hen på Claire med øjne der strålede af lykke. Omkring dem var der en aura af kærlighed, en kærlighed der fik Claires humør til at blomstre endnu mere, så hun følte sig som en kirstengiftekniv. Hun smilte stort, sendte Josh et kækt smil, der fik ham til at smile en smule genert. Selvfølgelig skulle Claire drille med det, hvad havde han regnet med? Dengang hun tog dem i at kysse, havde hendes øjne strålet af drilske bemærkninger og selvom hun ikke sagde noget, så kunne Josh høre dem..
"Jeg har det godt min kære," sagde hun blidt. "Jeg kan se at der er en lille ny på vej og efter jeres opførsel at dømme, er der noget som siger mig at i er et par?" Hun så skiftevis fra Luce til Josh, dog mest på Josh, da hun vidste at Luce ikke kunne se noget. Josh grinte svagt og tillod at lade sine læber ramme Luces hals i et blidt kys..

Hun nød og mærke Josh tæt ind til sig. Normalt ville hun dog være meget genert over og stå sådan op af Josh som hun gjorde foran andre hun kendte, men lige nu var hun ligeglad for hun havde savnet Josh virkelig meget og hun var lykkelig over, at Josh havde accepteret, at hun var gravid med hans barn. Hun kiggede om på Josh og kunne se hans aura foran sig. Den strållede virkelig meget af lykke og kærlighed, at det fik hende til og smile stort og rødme lidt. Hun kiggede om på Claire igen og rødmede stort da hun hørte hendes ord. Havde hun virkelig lagt mærke til, at hun var gravid? Var det virkelig så tydeligt?! Hun nikkede flovt til Claires kommentar "Ja vi er et par. Et meget lykkeligt par endda" Hun lagde sit hoved let på skrå og nød det blide kys fra Joshs læber imod sin hals. Hun smilede stille "Har ærligtalt ikke været så lykkelig siden jeg fandt sammen med ham" der var kærlighed i hendes stemme. Hun kiggede på Claire.

Claire nikkede til det hun sagde. Ud fra hende kom en blød aura, der afslørede at alt det Luce sagde gjorde hende lykkelig på en uforklarlig måde. Selvom hun ikke havde kendt de to unge mennesker ret længe, var det allerede som om at hun ville ofre alt for dem og beskytte dem imod alt fare. Da de var kommet ind bag palæet mure, lukkede hun døren bag dem og baskede lidt med den ene hånd hen imod en tjener, der straks kom hen imod dem og ventede på ordren.
"Bring min gæster her noget at drikke og giv dem alt det de vil have," Hun viftede med hånden igen, denne gang lagde den dog mere an til at han skulle gå igen. Tjeneren bukkede høfligt og efterlod dem for at hente noget koldt at drikke.
Josh fortsatte med at holde om Luce med en af sine arme. I det øjeblik Claire snakkede med tjeneren, lænede han sig frem imod Luce øre og hviskede blidt. "Jeg har heller aldrig været så lykkelig før," Hvisken var blød og nærmest forførende. Han trak sig væk igen, lod deres fingre være flettet sammen imens han kiggede hen på Claire, hvis smil fyldte hele hendes ansigt. Det fik dog bare Josh til at smile større selv, så han måtte kigge væk et kort øjeblik for ikke at føle sig dum.
"Jeg havde egentlig en ny mission til jer, men jeg ved ikke hvor vidt i vil af sted, nu når der er en lille ny på vej," Claire smilte svagt, nærmest nervøst til dem.

Hun stod nærmest puttende ind til Josh som var det, det eneste hendes liv afhang af. Hun elskede ham virkelig højt. Hun lod deres hænder været flettede sammen imod hendes mave. Hun håbede ihvertfald lidt, at den ikke var så stor siden Claire allerede kunne se, at hun var gravid. Hun mærkede Joshs ånde imod hendes øre og lyttede stille til det han hviskede. Hun rødmede helt og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun lod sit hoved ligge imod hans skulder. Hun spekulerede lidt over, hvad grunden egentlig var siden hun havde fået dem her tilbage til hendes palæ. "Hvad er egentlig grunden til, at du har bedt os om, at komme hertil igen?" der var nysgerrighed i hendes stemme og hun ventede spændt på og høre Claires svar på det hun havde spurgt hende om. Hun lagde sit hoved let på skrå da hun begyndte og snakke om en mission. Hun havde faktisk savnet og komme på missioner igen sammen med Josh "Hvad går missionen ud på? Kan svare dig på om jeg har klar til missionen efter jeg har hørt lidt om den. Er nød til og tænke på den lille" der var en skjult latter i hendes stemme og hun nussede kort sin mave.

Josh bemærkede genertheden, hvilket var det der gjorde at en lille trækning i mundvigen udviklede sig til et kærligt og kækt smil. Han elskede at gøre hende genert, hun så kær ud når hun var det! Armene lod han hvile om hende, på maven hvor hans kommende barn voksede og snart skulle gøre ham til far. Det passede stadig ikke ind i hans hoved det ord. Far, han skulle være far til en lille ny! Enden en dejlig lille søn eller datter, det var ikke til at beskrive. Han smilte ved tanken, lagde sit hoved imod Luces skulder og kiggede hen imod Claire, der fortsat sendte dem kærlige blikke og begyndte at folde sine hænder foran sig.
"Missionen er enkelt, men nu hvor du er gravid, ved jeg ikke hvor enkel den er for dig," hun begyndte langsomt at kredse omkring. Uroen voksede inde i hende. "I kan sikkert huske damen fra før, hende der tog min datter, hun vil ikke lade mig være.. hun giver trusler om at tage min datter igen og det kan jeg ikke bære.. missionen er.. at sætte en stopper for hende, engang for alle,"