So... (Luce)

Om man ville kalde det et fremskredent forår eller tidlig sommer var op til egen bedømmelse. I hvert fald var solen kommet, grønne planter var skudt op af jorden og træer og buske strålede om kap i lysegrønne farver. Roserne rundt om Seans hus var ved at springe frem med deres noget mørkere blade, men der var endnu ingen blomster at dufte til, andet end ukrudtet imellem dem. De gule og hvide hoveder fra forskellige blomster var der til gengæld også en del af - nok til at Sean snart ville gribe fat i sin gartner, hvis der ikke blev luede ud i dem.
Ikke at Sean selv havde meget tid til at overveje den slags. Han havde arbejdet hjemmefra det meste af formiddagen, men nu, her over middag, var det på tide at komme op til borgen. I det gode vejr var det en fin lille gåtur.
Sean var iklædt nogle lette støvler, et par lange bukser og en tunika, der med et bælte om livet gav ham et lidt afslappet udtryk. Også selv om stoffet var af fint og dyrt materiale. Om hans hofter hang hans fine sværd.
Sean var netop trådt ud af døren og havde lukket den efter sig, taget de få trin ned til brostenene, da han stoppede op. I dette vejr var der andre fine folk der var ude og strække benene, men det var en skikkelse imellem dem der tiltrak Seans opmærksomhed. Selv om flere af de andre nikkede anerkendende til Sean, enten fordi de mente de tilhørte hans nære venner eller fordi de genkendte ham som deres hersker, ignorerede Sean dem. Lige nu, i hvert fald. Normalt havde han nok hilst igen.
Alle havde forladt ham. Folk ville fortsætte med at forlade ham. Men det var fint nok. Han var nået et punkt, hvor man måske endelig kunne være ligeglad. Nået et punkt, hvor selvom han måske syntes at genkende en gammel ven på vejen, ødelagde det ikke hans humør. Og et venskab var måske også så meget sagt, da noget af den gamle tillid måske nok skulle genoprettes.
"Luce?"
Han kunne tage fejl. Også selv om hunden lignede hendes. Det var flere år siden han havde set hende, end ikke da han var hersker i Dragons Peak, hvor han sidst havde vidst hun boede. Et eller andet sted havde han forventet hun var død eller rejst sin vej som alle andre og derfor havde han opgivet at tænke på hende.
"Er det dig eller laver jeg en fjollet fejl i at kalde til en fremmede?" Han trådte nærmere, som hun kom gående. Denne person var også blind, så alt han kunne stole på, var om kvinden genkendte hans stemme eller ej. Men jo tættere på hun kom...Jo mere blev han sikker.

Luce havde valgt, at gå sig en tur i det gode vejr. Hun havde som altid sit røde stykke stof om øjnene og et par sorte bukser og en rødlig t-shirt på. Hun havde længe boet i Doomsville igen, men overvejede, at flytte tilbage til Dragons Peak nu, hvor Sakref og hans familie var rejst. De eneste hun vidste der hvor vde plejede, at være var Sakrefs søskende, nevø og Rafaela og alligevel vidste hun ikke hvor Rafaela var for sidst hun havde set Rafaela var hjemme ved Assorian. Sådanset det eneste der holdt hende tilbage i Doomsville var Zero og hans åndssvage blod indtil Assorian havde fundet en ny løsning som han havde snakket om, men hun troede ikke på, at det ville ændre så meget.
Hun ventede sådanset stadig på, at få ugens ration af skyggevæsenblod så giften holdt sig nede indtil næste uge, men som altid var Zeros mænd langsomme og hun måtte vente til hun hørte noget, men hun vidste også der ikke skulle gå for lang tid før hun fik noget.
Luce vidste godt, at Sean havde overtaget herskeriet i Doomsville, men hun havde ikke haft mulighed for, at mødes med ham da der havde været så mange ting.
Hun gik godt nok i det kvarter, hvor han boede, men hun havde gået der tit uden, at støde på ham så hvorfor skulle hun møde ham denne dag?
Hun havde gået lidt da hun hørte en stemme som virkede bekendt som sagde hendes navn. Speedy havde lagt mærke til Sean og var blevet lidt livligere da han opdage, at det var Sean. Luce trak lidt i Speedys sele for, at han faldt lidt til ro og gik hen til Sean. Speedy havde sat sig trofast ved siden af Luce. "Hej Sean og nej du laver ikke en fjollet fejl" sagde hun stille med sin muntre stemme. Selvom Luce var blind og havde haft en hård fortid så var hun som oftest i godt humør.
"Forresten tillykke med din nye titel" sagde hun stille og smilede roligt til ham.

Sean stoppede op og lod nogen passere, før han gik det sidste stykke over mod Luce. Der var ingen tvivl længere. Speedy genkendte ham og Luce virkede til at gøre det samme, uden et gram af overraskelse. Hvad skulle han gøre ved den viden? Det var tydeligt Luce havde været i byen, vidst at Sean også var her, uden at ønske at se ham. Havde han gjort en fejl ved at opsøge hende?
Han besluttede sig for at være ligeglad. Hvis hun ikke brød sig om hans selskab, måtte hun enten leve med det eller give udtryk for det. Det var den slags ting han var begyndt at blive ligeglad med, bedre end endda. Desuden var en dæmons selskab vel aldrig beregnet til at være en fornøjelse.
Han bukkede sig ned for at hilse på speedy, hvis den lod ham, før han rejste sig op igen. Hans blik gled ned over Luce et øjeblik. På mange måder lignede hun sig selv.
"Tak" I et øjeblik havde han ikke meget mere at sige. Hvad skulle man snakke med en gammel bekendt om?
"Vil du følges lidt? Jeg er på vej mod borgen. Måske vil du fortælle mig lidt om hvordan du går og har det?" foreslog han så og trods hun intet kunne se, slog han let ud med den ene arm og inviterede sådan set hende til at gå først.

Luce havde dårlig samvittighed over, at hun ikke havde opsøgt Sean for længe siden, men skulle hun bare været dukket op og spurgt hvordan det gik med ham? Det virkede underligt for hende, men samtidig havde hun haft travlt med Sakref og hans familie lige indtil de var smuttet fra den ene dag til den anden. Samt det, at Assorians folk pludselig henter hende fra den ene dag til den anden uden hun havde et ord, at sige og var der nogle dage. Der havde faktisk været meget når hun tænkede over det.
Speedy lod Sean hilse på ham han logrede med halen selvom han vidste, at han var på arbejde når han havde selen på. Det var heller ikke normalt, at de mødte nogen der var længe siden de havde set.
Luce smilede lidt til Seans spørgsmål om de skulle følges lidt af vejen og det passede hende fint. "Det vil jeg rigtig gerne" sagde hun roligt og begyndte, at gå hen imod borgen "Det går. Har haft travlt med en masse. Specielt efter Sakref er forsvundet fra alle hans lærlinge vidste de ikke hvad de skulle gøre, men sådan er det jo" sagde hun stille og var en smule bekymret ikke over det med Sakref og hans lærlinge for de havde det som sådan godt nok, men mere om hun ville høre noget fra Zeros folk snart "Hvordan går det med dig Sean og din familie?" spurgte hun nysgerrig.

Ja, Sakref....Der var så mange der bare rejste deres veje og man havde ingen mulighed for at finde dem, medmindre de selv ville. Der var mange steder at gemme sig. Sean ville ikke indrømme det, men på en måde savnede han også Sakref. Ikke kun fordi, at hvis manden stadig havde været her, ville Sean aldrig kunne være tvunget til at blive hersker. Men fordi Sean levede for at bryde reglerne...Levede for at udføre sit arbejde under næsen på Sakref og den konkurrence der havde været mellem dem.
Oh well...
De begyndte at gå op af gaden. Fordi Sean var så stor en offentlig person nu, var det ikke uden nogen drejede deres hoveder, for at se hvem han gik med. Ikke at det gik Sean på, han var van til det og ignorerede det blot.
Hvad skulle han svare Luce? I gamle dage ville han nok bare have sagt tingene, som de var. Men i dag var han ikke sikker på det. Når det kom til stykket var der vel egentlig ikke meget at sige. Efter at blive hersker i Dragons Peak var Sean gået ned med en depression. Alle han havde kendt eller interesseret sig for var rejst, forsvundet, døde et eller andet sted. Der var intet tilbage. Men i dag fokuserede Sean hellere på nutiden. I dag havde han et par folk tæt på sig, selv om de kunne tælles på et par fingre. Og hvad så? At leve evigt, specielt som dæmon, var ingen dans på roser. Ensomheden var ens tro følgesvend, trods alt.
Og han havde Lori.
"Familie?" Et svagt smil gled over ham.
"Jeg har ingen familie, Luce" Der blev ikke sagt mere. Det hele blev stående i det usagte. En eller anden undertrykt vrede.
"Det må være underligt for dig, efter Sakref og det, at jeg nu har magten over byen" bemærkede han så. Han sig omkring et øjeblik, mere af vane end noget andet.
"Selvfølgelig tager det hele nok snart en ny drejning. Tingene er lidt for fredelige" der lå en slet skjult latter blandt de ord. De lovede noget, men samtidig intet.

Hun fulgte roligt med Sean. Hun var sådanset ligeglad med, at folk gloede på hende for det gjorde de jo tit. Hun var jo blind og gik næsten som om hun kunne se selvom hun havde Speedy som sin støtte.
Hun tænkte lidt over det han sagde med, at han ingen familie havde. Det havde hun så ikke hørt så meget om. På en måde ville hun gerne haft spurgt mere ind til det, men hun havde jo ikke set Sean i lang tid og hun vidste, at Sean holdt sådanne nogle ting for sig selv medmindre man var tæt på ham og det vidste hun ikke helt om hun var stadig, men det troede hun ikke helt på.
Hun trak let på skuldren "Underligt, at Sakref er væk og du er hersker. Lidt, men livet går jo videre selvom han er væk" sagde hun stille. Sakref havde mere eller mindre ladet hende i stikken igen efter hun mistede sin evne til, at se folks aura og hendes evne til at se fortiden var blevet meget svagere og næsten ubrugelig så, hvad skulle hun gøre? Hun var mere eller mindre mere menneske end draconianer efterhånden.
"Ja der er jo meget fredeligt i denne by. Du og Sakref har ikke jeres lille magtkamp længere som gjorde byen mere spændende hvis man kan sige det sådan. Selv Zero er meget stille og han var også meget aktiv i en overgang" sagde hun stille og brummede. Den eneste aktivitet som kørte hos Zero som hun vidste af var hans hjem med hans mange slaver som alligevel er mere eller mindre dødt og så hans blod som hun stadig var afhængig af.
Luce begyndte dog så småt at ryste over hele kroppen som om hun fik nogle smertelige små krampetrækninger.

Jah, livet gik videre. Sean holdt bare fortet for Natalie, til hun fandt ud af i hvilken retning hun ville styre dæmonerne. I princippet kunne man vel sige dæmonerne havde erobret Doomsville og ingen var det klogere. Som sådan. Nu have Sean også været påpasselig med at føre det hele videre på en rolig og fredelig måde. Logisk set gav det blot mest mening - en afslappet befolkning havde nemmere ved at arbejde og holde handlen i gang, hvilket var godt for byen og dens skattekister. Hvis ikke det var fordi Sean var begyndt at kede sig. At være hersker var kedeligt.
Zero. Sean havde kun mødt den fyr en gang, vist. I hans hus, med alverdens slaver. Det var ikke blevet til mere end blot en hilsen, før Sean var redet sin vej igen, men det var jo også ligegyldigt. Han havde ikke set eller hørt til manden siden, så enten holdt han sig væk eller også var han rejst. Eller hvad man nu kunne forvente - Sean var ligeglad. Han kunne ikke holde øje med alle.
Deres samtale havde nok ikke meget mere at give. Selv om Luce engang havde været en meget nær ven, havde tiden mellem dem skabt en naturlig afstand mellem dem. Sean anede ikke længere hvad Luce beskæftigede sig med eller hvad Sean skulle spørge ind til. Eller om han overhoved ønskede det. At han havde opsøgt Luce, var nok mere fordi det havde været sjovt at se et genkendeligt ansigt for en gangs skyld.
Hans blik gled over til hende og han bemærkede hun rystede svagt. Det kunne næsten ikke være vejret, for det var lunt, selv med vinden.
"Luce...Er du okay?"

Luce hadet når tegnene på, at der ikke var lang tid igen. Zeros folk arbejdede for langsomt og hun kunne bande og svovle over det, men måtte holde en pæn tone. Hun bed sig hårdt i læben for, at få lidt kontrol over sin krop igen. Hendes vejrtrækning var blevet lidt hurtigere ikke meget, men nok til, at man ville bemærke det. "Nej Sean det er jeg desværre ikke. Grunden til jeg ikke har opsøgt dig længe er netop på grund af dette" hun tav kort og brummede lidt over smerterne der kom i små stød "Zero havde jo proppet gift i kroppen og det kræver skyggevæsenblod for, at holde giften nede og det er Zero der sørger for, at jeg får det nødvendige skyggevæsenblod, men hans folk er blevet langsommere og langsommere." fortalte hun stille og stoppede op. Hun vidste ikke hvordan Sean ville tage det, men det ville hun finde ud af nu, hvor hun havde fortalt ham det.
Hun vidste faktisk heller ikke grunden til, at Zeros folk arbejdede langsomt for hun vidste, at Zero var streng og meget krævende overfor sine folk.
Hun havde før haft tanken, at han holdt øje med hende og trak tiden ud hver gang før hun fik blodet fordi han nød, at se hende lide, men hun kunne jo ikke bevise noget.