The Thrill Of the Rush ~ Abbie & Luce

Doomsville City,
Rottenroot distrikt .

Kroen Det vilde svin , har nogle gæster siddende hist og pist.
Der er ikke crowded på nogen måde , men klokken er også kun slået 19, så aftenen er stadig ung.
Vejret udenfor lå lunt og tørt , som svøbte det kroen ind i en sommer midnats indpakning , og alt åndede idyl og ro.

En hættebeklædt skikkelse søgte kroens beværtning. Hun havde efterhånden en del træning i at bevæge sig , så hun ikke vækkede opsigt.
Når det alligevel skete at spotten oplyste hende, var det mere fordi at uheld syntes at følges ad - hånd i hånd - med denne unge kvinde.
Intet gik efterhånden som hun planlagde- og hun var startet at tro at det måske VAR en del af planen ? Hendes øjne , opmærksomme og detaljeret , fin kæmmede lokalet efter uvelkommende overraskelse, men alt så harmonisk ud.

Uden at trække den store dækkende hætte af sin kappe, gled hun ned på en bænk af træ, længst væk fra hoveddøren og med god udsigt til hvem der kom og gik.
Hun sukkede... Tænk at man skulle have ' forsvar, konflikt håndtering og voldsforbyggelse i mende, selv når man bare skulle nyde en øl.
I et sekunds ubetænksomhed og rebelsk handling , slog hun hætten ned og kaskader af langt lyst hår , væltede ustruktureret frem.Det var ikke smart , hun ville være langt nemmere at genkende nu- men hey!
At krybe i et musehul , var ikke lige hendes fortrukne geschæft , så hellere kæmpe!
Under kappen , var kroppen klædt i en sort nederdel, sort langærmet bluse og et par flade støvler af blød lædder.
Knive og Heckler på deres vanlige pladser , fastspændt.

Bagved den mørke slidte bardisk, stod en frygtelig ork, skulle den dømmes efter sit groteske udseende.
Hun løftede dog hånden og viftede et krus øl ned til hendes bord.
For Camille St.Clair vidste bedre end at dømme noget - eller nogen efter deres udseende.

Gå ture var noget hun elskede over alt på jorden. Det var sådanset ligemeget for hende, hvornår på døgnet det var. Hun havde dog ikke haft de store chancer for, at få lov til og gå sig nogle ture og for og holde sig i form overhovedet. Delvist fordi hun havde været kidnappet og havde mistet begge sine øjne og ikke havde været i stand til og kunne klare sig selv og delvist fordi Sean havde valgt og holde hende så meget indedøre til hun kunne klare sig nogenlunde selv selvom hun ingen øjne havde. Han havde dog givet hende længere og længere tøjler efter forvandlingen. Efter hun havde ødelagt halvdelen af Firewood Village og havde brækket hans ribben og gjort ham mere eller mindre svaglig ved og lande på ham da hun fløj for første gang af sig selv, men hun havde ikke kunnet se noget og vidste overhovedet ikke hvordan man landede. Hun var begyndt og blive god til og kunne mærke omgivelserne rundt om sig. Hun gik igennem gaderne og hørte nogle stemmer komme henne fra kroen det vilde svin. Hun havde en sort kappe over sig med hætte som skjulte hendes ansigt og det sorte stof der var bundet hen over hendes øjenhuler. Hun havde valgt og skjule sin krop mere og mere for, at folk ikke kunne regne ud, hvilken race hun egentlig var. Hun vidste godt, at det var sjældent man mødte andre af hendes slags så det rørte hende ikke. Hun havde en lilla top og et par sorte bukser indunder kappen. Hun gik stille og roligt ind i kroen og lyttede til folks snakken i krogene og hun kunne godt mærke nogle øjne der stoppede på hende og nærmest stirrede på hende. Hun var ved og være van til, at folk gloede på hende og hun havde samtidig en fornemmelse af, at hun skulle være blevet hjemme denne aften. Hun havde det som om, at aftenen ville blive ødelagt. Hun vidste ikke hvorfor hun havde denne følelse, men hun vidste, at hun ville skynde sig væk, hvis Rafael kom ind i kroen denne aften. Hun gik stille og roligt op til bardisken.

Der gik ikke længe , ganske få minutter før et stort krus liflig øl med herlig skum, blev knaldet ned i bordet foran Camille.Mønter skiftede hånd og Camille smagte på varerne. Det var stærke sager.., ikke meget fadbamse over mjøden i Underworld, smilede hun ved egne tanker, da en anden ung kvinde dukkede frem på kroen. Uhhh Ladies Night , lød den tavse joke , imens hun allerede var travlt beskæftiget med at gennemgå de forskellig årsager til det sorte klæde om kvindens øjne.
Det kunne jo skyldes så meget, men det var ofte skader som resultater fra hårde eller tabte kampe, der ledte til dette.... I hvert fald hvis man var kommet på tværs af et væsen.
Camille syntes kvinden virkede nærmest lidt fortabt. Selv om hun kunne orienteret sig, var hun ikke hurtig og selvsikker i hendes bevægelser. Ikke i forhold til de blinde camille havde arbejdet med , på hospitalet i deploratus.
Flere nysgerrige blikke hang over den ellers så smukke kvinde, og Camille havde udplukket et par af dem som hun mente ikke kun havde gode ting i tankerne. Så hun kom på benene og over til den smukke tørklæde ind bundet pige.
" Hej... Mit navn er Camille... Du vækker lidt af et postyr ved nogle af bordene" hviskede hun og lidt højere sagde hun.." Dejligt at se dig igen, det er så længe siden !" Hun lænede sig igen tæt ved kvindens øre " Vil du ikke sidde ved mit bord?"
De kunne drikke, være tavse eller snakke... Lige hvad hun ønskede.
Men de var bege mere sikker , hvis de så ud til at være sammen, mente Camille.
Hvis kvinden ville, så ledte Camille hende ned til bordet og fik såmænd også en øl bragt ned til hende.

Hun var stoppet op et godt stykke væk fra disken. Hun stod lidt og prøvede og danne billeder af omgivelserne det var dog svært for hende og gøre det 100% rigtigt for hun blev nemt forstyrret af skridt der gik rundt inde i kroen. Hun blev meget nemt forstyrret når hun bare sad eller stod og prøve og danne omgivelserne. Hun vidste godt at det ikke var stedet for en som hende hvis man ikke var den som kunne sige fra og det kunne hun ihvertfald. Hun brugte det dog af og til på en dårlig måde for hun var nød til bare og sige ja når Rafael kom med ordre til hende. Meget kunne man sige om luce men lydig overfor Rafael var hun ihvertfald og hendes adfær var anderledes. Den var mere hård og ligeglad. Hun fik dog et chok da hun hørte en stemme tæt på sig. De var en kvindestemme og hun hed åbenbart camille som hun forstod. Hun havde ikke hørt hende komme. Hun havde haft for travlt med og danne billede af kroen til, at hun kunne haft hørt hende. Hun nikkede kort "jeg hedder luce og det ved jeg godt. Jeg kan mærke deres øjne" hendes stemme var mere end hvisken end normal tone hun havde ikke den fjerneste ide om hvorfor denne camille var kommet hen til hende og hun blev helt paf for og høre det næste hun sagde. Som om hun allerede kendte hende og det gjorde hun overhovedet ikke, men hun kunne dog godt mørke nogle øjne som fjernede sig fra hende som om de ikke var interesseret i hende mere som før. Hun trak let på skuldrene og nikkede "vil jeg gerne men vil du så hjælpe mig ned til dit bord?" Hendes stemme var rolig men man kunne sagtens høre at der var noget som gik hende på. Hun blev ved med og lytte og lugte godt efter imod indgangen.

På Camilles læber bredet der sig et lille smil..."det er godt du ved dit navn...en god ting at kunne generelt" hviskede hun ind i pigens øre. At det ikke var det hun havde ment, var Camille da godt klar over, men derfor ld det nu alligevel for sødt og det var oplagt at lave en lille joke på den.
Hele ideen med at inviterer Luce ned til Camilles bord, havde jo været at få det til at ligne at de var sammen.Folk skulle tro at de var bekendte , der mødtes, og dermed ikke se hver af dem som et enligt og dermed mere svagt og oplagt offer.Derfor var "dejligt at se dig igen" blevet sagt ekstra højt, så de omkringlæggende borde opfangede budskabet, tydeligt.Offerrollen var ikke lige en ting Camille gad og dyrke, not her thing.
Hun stak derimod sin arm ind under pigens, og guidede hende ned til sit bord.
Hvis de talte dæmpet, kunne de sagtens tale i fred der.
Camille fik sat sig ned, efter at have trukket en stol ud til Luce.
"Du må undskylde at jeg sådan næsten overfusede dig med venskab..men..herinde er det desværre nødvendigt at passe meget på. "Camille tøvede, med næste spørgsmål, da hun ikke ville fremstå hverken emsig eller ufølsom.
En lille rynken lå hen over næseryggen, og begge hænder havde et greb om bordets kant.Dog ikke et anspændt et.Camille besluttede at det på en måde også var uhøfligt ikke at berøre det mest oplagte, det ville virke ...underligt. så derfor lød det..."Undskyld...men jeg kan jo ikke undgå at undre mg...dine øjne Luce...hvad er der sket med dem? " Camille stemme var blid og rummede kun ægte interesse.Hun kunne jo se at pigen ikke havde været blind fra fødslen.Måden hun stadig fumlede en smule rundt på, gav til kende at hun var det man kaldte sen blind.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle takle hele denne situation hun var i. En fremmed som åbenbart hed Camille var kommet og opførte sig som om de havde kendt hinanden siden de var børn. Samtidig havde hun dårlige fornemmelser over, at hun var på kroen i stedet for det sted hun rigtigt skulle være var ovre ved Rafael og prøve og gøre skaderne god igen. Hun havde ikke dukket op for leden dag da han havde tilkaldt hende. Hun havde stort set nægtet og komme fordi der var for meget som gik hende på. Hun havde ikke brug for flere afstraffelser end hun allerede ville få. Hun bed sig usikkert i læben og havde ikke helt hørt efter hvad Camille havde sagt til hende. Hun havde været i sin egen verden og tænkt på alle de ting Rafael kunne finde på og gøre ved hende, hvis han opdagede, at hun var der på kroen. Hun bed sig usikkert i læben og hun lignede en der frygtede et eller andet. Hun kom til sig selv igen da hun mærkede en arm ind under hendes. Hun rystede sig lidt på hovedet og prøvede og smile roligt selvom det var svært. Hun fulgte stille og roligt efter Camille og satte sig på stolen som hun havde trukket ud til hende. Hun nikkede roligt som tak og foldede sine hænder på bordet og fumlede lidt nervøst med sine fingre. Hun forstod godt, hvad Camille snakkede om "Jeg ved hvordan her er. Er her ret tit efterhånden. Ihvertfald når jeg får tid..." hendes stemme knækkede lidt. Hun var tæt på og sige, at når hun fik lov af sin herre var hun der. Hun prøvede og slappe af, men hun havde mærkelige fornemmelser over det hele over hele situationen. Hun trak hætten af sit hoved så man nemt kunne se det sorte stof som var bundet hen over sine øjne. Hun vidste godt, at Camille sikkert ville spørge ind til det. For det ville være alt for mærkeligt, hvis hun ikke havde spurgt om det. Hun sukkede lidt "Min nuværende herre pillede en gang det ene ud da han torturerede mig og det andet pillede min gamle herre ud som jeg er sluppet af med...Men kommer ikke af med ham jeg har nu" der var en mindre sorg og nervøsitet i hendes stemme. Hun håbede inderligt, at Camille ikke ville spørge hvem hendes nuværende herre var for det brød hun sig ikke om. Det gjorde stadig for ondt og snakke om det.

Camilles øjne havde for længst set alle de små tegn på usikkerhed i pigens ansigt.
De små sitren ved hendes mundvige, måden hun bed sig i underlæber der viste hun var urolig, og hele hendes kropssprog.Alligevel kiggede hun mere intenst på hende , da stemmen knækkede over og afslørede at hun var følelsesmæssigt påvirket.Men af hvad dog?
Camilles ansigt blev straks meget mildt, og da hun fik årsagen serveret, var det næsten for meget.
" Du... Er slave?" Hviskede hun medfølende- og havde nær tilføjet at det måtte de da se at ændre på.
Men alvoren i det Luce efterfølgende sagde, holdte Camille lidt tilbage.Ikke at det ændrede hun ville hjælpe, men hvis hendes herre var en så bestialsk fyr, vidste hun af erfaring at man skulle træde meget varsomt, for at udlægge det pænt.
" Din herre...har gjort det? Taget dine øjne."En hånd løb igennem Camilles al for lange og mangelfulde klippet hår lokker.Det var en evighed siden hun var klippet....ikke i hendes tid i Underworld havde hun fået plejet sig selv.. .på nogen måde egenlig.
" Luce..det er jo ikke okay, det håber jeg at du ved" lød det nærmest som en omsorgsfuld hvisken fra Camille, der allerede var begyndt at tænke tanker omhandlende hvem, hvor og især hvordan dette mareridt kunne bringes til ophør.
Hun var selv nødsaget til at holde en smule lav profil.Det var lidt tid siden Isabella havde fået udstedt hendes dusør efter Camilles hoved, men der var stadig folk på udkig efter den blonde landevejs røver, der brugte hendes midler til at frikøbe slaver.
" Hvordan er du havnet i slaveriets lænker?" Det var første skridt på vejen til at finde vejen fri af dem.
Med mindre Camille bare skulle kidnappe pigen og tage hende til et safe place? Det kunne hun sku egenlig godt finde på.Så kunne hun tage sig af denne kujon af en slave ejer, hvis han kom og claimede hende.Camille havde været oppe imod mange umage odds.Mange racer og frygtelige typer.
And guess what? She was standing still.

Hun hang lidt på hovedet imens hun sad der overfor Camille. Tanken om, at hendes herre ville komme til kroen var blevet større og større med tiden. Hun nikkede stille da Camille spurgte hende om hun var slave "Ja jeg er slave for den mest ondsindgie mand i hele verdenen" mente hun ihvertfald. Hun vidste ikke om andre mente det samme som hende om Rafael. Hun vidste dog godt, at der var nogle stykker som mente det, men alligevel havde hun også hørt nogle gode ting om ham, men det troede hun overhovedet ikke på for hun kendte ham jo på andre måder end lige de gjorde. De var jo ikke hans slave så hvordan kunne de vide hvordan han var imod sine slaver? Det kunne de slet ikke. Hun nikkede endnu en gang til og bekræfte det Camille spurgte hende om det var hendes herre der havde pillet hendes øjne ud "Ja han har. Det er vel bare en bagatel i forhold til alt andet han har gjort ved mig. Endda før jeg blev hans slave var han efter mig" hun sukkede lidt. Hun tænkte tilbage på de gange han havde tvunget hende til og spise alt muligt som selv fik Rafael til og væmmes hvis han spiste det, men elskede og se andre spise det. Dengang han havde skåret hende under fødderne så hun ikke kunne gå rigtigt i flere uger uden det ville begynde og bløde. Forbandelsen han havde lagt over hende som gjorde hun ikke kunne sove uden og de rædsomme ting som var sket for hende kom frem og gjorde så hendes krop kun kunne hvile når hendes krop sagde stop. Nok havde det gjort, at hun og Sean kunne enes, men ellers var det slemt. Hun havde endda fået et barn med Rafael dog havde hun givet til Sean. Han havde selv givet hende tilbudet inden Connor blev født og derfor lod hun det ikke påvirke hende. "Jeg ved godt, at det ikke er i orden det der er sket med mig, men jeg kan ikke gøre noget. Han har magten over mig ligesom han har magten over en masse andre folk" Hun sad lidt og knurrede sine hænder imod hinanden. Hun bed sig lidt i underlæben da hun spurgte hun var endt som hans slave "Det startede som en hævn imod noget jeg åbenbart havde gjort som jeg alligevel ikke ved hvad er og det var vel rent hævn i starten. En dag tvang han mig så til og skrive under på en kontrakt om, at jeg bliver hans slave og så gør han ikke min familie eller Sean noget som helst og kan ikke bruge dem imod mig samtidig med, at han skal træne mig til og blive mere som ham. Havde valget mellem det eller døden" hun sukkede lidt "Min herre er...Rafael..." navnet blev sagt med skræk i stemmen. Man kunne nemt se på hendes ansigt, at hun var bange for om han ville dukke op og straffe hende for og sladre videre til Camille.

En lille dreng med store hundehvalpe øjne stod på Rafaels vej, og inden charme eller lumske bemærkninger fløj fra Rafaels læber for at nappe drengens slikkepind, bare en stor anmassende mande hånd der nærmest flået armen af drengen, og tilskurene på gaden var uvis pågrund af den brutalitet om det var armen eller slikkepinden, som Rafael ville gnave på.
Rafael fik frataget den lille nuttet gadedreng sin eneste månedlige fornøjelse, hvorefter dæmonernes leder bare knuste den til klisteret støv med hans maskuline næve der ville kunne knuse en slikkepind så slet som en badebold af kernesmedet stål. Efter at have udvist sin overlegende overkropsstyrke, som havde gjort ham til dæmon leder i ikke bare en, men to verdner, gik han videre til han stod foran dørene til kroen som Camille og Luce sad i.
Rafael åbnet beslutsom dørene, men før hans øjenvipper kunne nå deres reglmæssige blink, kom en velkendt duft til at smadre sig mod hans næsebor som om en militær kampvogn var igang med at køre en tur op i næsen på ham.
Og med en uventet, men stadig savnfyldt grimasse, og et anderkende nik til duften af Camilles sjæl, den typiske jordbær og hvide linjer, med den afgørende melon bolje duft af Fe sjæl. Rafael prøvet at holde den solide og dæmoniske sadistiske krops holdning for ikke at tabe ansigt i offentlighed, men hendes saftige sjæls tilstedeværelse fik ham til at føle sig let på tå, og han var på grænsen mellem at forlade kroen med det samme, og bliv for at søge efter hende.
Han havde gjort meget for hende på det sidste, Isabelles imperium var gjort så stort som en vagabonds sove papkasse, og han havde forfalsket hendes død hvergang en lejesvend eller utilfreds slave ejer havde søgt i undergrunden efter hende, for at få Camille til at være så uopnåelig som overhoved muligt. Udover det havde han stortset kun taget leder hatten på som dæmon leder på, fordi at det ville give ham mulighederne for at hjælpe Camille på enhver måde hvis hendes nød skulle opstå.. og dog ville han ikke møde hende, ikke så... uventet. tros han havde taget alle forbehold for at kunne hjælpe hende.

Camilles rynken i panden blev mere synlig.
Det Var akkurat lige så slemt som hun havde antaget.
Luce's ejer- alene orden gav Camille et snært af kedelig kvalme- var en magtfuld mand og en man nædigt skulle lægge sig ud med.
Men....de ting....de ting pigen fortalte....ingen kunne retfærdiggøre at være sådan mod et andet menneske.Det hele var jo nærmest ...forrykt?
Camille forholdte sig tavs- for helt ærligt, var ord ikke overflødige? De ville alligevel aldrig kunne matche det sønderrivende i hjertet af Luce, det forfærdelige hun havde gennemgået.
Men...Camille ville sætte en stopper for det. Og det begyndte lige nu!
Selv om navnet Sean fik Camille til at spinde nogle tråde...var det ikke dét der var hoved punktet lige nu....det kunne hun spørge ind til senere.
Nææææ....hun skulle have navnet på den skide narrøv der havde behandlet Luce som en lunken lort, og så skulle hun....personligt....få ham ned i sølet, under hendes nok så lille fod- but still!!
Hun bad om hans navn....og Luce sukkede og sagde...Rafael.

Camille stivnede...sad og stirrede med et tomt blik i nogle sekunder, inden hun kom bare nogen lunde til sig selv.
Hun følte hun var blevet...slået. " Rafael....dæmonernes leder?"
Hvisked hun hæst, som havde hun fem sær hævede mandler i sin hals.
* hendes Rafael?* det kunne vel for helvede ikke passe? Åh gud nej...nej ..nej...nej....hvordan skulle hun nu gribe det an?han var hendes ven for helvede!!
Camille hviskede hans navn igen " Rafael...J-jeg kender ham....han...er en ven"hun skyndte sig at lægge en hånd på Luce's arm, hvis hun skulle til at flygte fra Camille nu.
" Nej...ikke på den måde....vi er venner ...men...ingen tager mere afstand fra hans metoder end jeg Luce...og vi...vi skal nok få ham til at stoppe, det lover jeg" lød det spagt fra Camille.
For selv om hun vidste at hun stod godt hos Rafael, vidste hun også at han have grænser...også med Camille...og hun havde allerede trukket store veksler på ham.Hvor langt rakte hans venskab med hende? Han var en stolt mand..,,et vildt bæst og en farlig og magtfuld dæmon- men....hun have ( guderne må vide hvordan- for Camille vidste det ikke) fundet en vej ind i hans barske hjerte, og have fået skabt en kontakt der med ham.
Camille ønskede ikke Rafael noget ondt- men absolut heller ikke at han gjore andre det.
Hun sukkede....og imens hun forsikrede Luce om hun ville hjælpe hende fri, gled hende blik rundt i lokalet og ....et hjerte stop var nær da de landede på selve den omtalte dæmon..." Rafael er her...vi har fået gæster " hvisked hun til Luce.
Camille have en fæl lyst til at fare op og overfusede Rafael- men....årh dor helvede...dette måtte tackles....helt korrekt.
Hun så over på Luce.

Hun sad lidt og prøvede og samle sig selv. Det var jo hårde ord der kom fra hendes mund af. Hun sad og fortalte Camille alt hvad der var sket med hende fra både før og efter hun var blevet Rafaels slave. Det var nok en hård omgang og høre om det der var sket, men det var langt fra let for hende og snakke om det da det fik hende til og få en værre uro i sig og kvalmen kom frem flere gange imens hun fortalte om de gange han havde skåret i hende, voldtægten som gjorde, at hun fik Connor som hun ikke havde så meget med og gøre og som gjorde, at hun fik en slem fødelsdepretion som nemt havde kunnet koste barnet livet for hun var gået amok flere gange inden de havde nået og få barnet væk fra hende. Selvfølgelig havde Sean været der for og berolige hende for alt skete jo hjemme ved ham. Det var dengang hun gik med til og flytte hjem til ham så han kunne beskytte hende som alligevel gik galt. Hun fortalte også om de ting Rafael havde tvunget hende til og spise. Alt kom på bordet. Hun sukkede efter noget tid. Hun var blevet færdig med og fortælle det hele "Ja nu ved du det altså..." hun var mere eller mindre fraværende da hun var igang med og kæmpe med sig selv for og slappe af igen. Det havde været hårdt for hende psykisk og begynde og genfortælle det som Rafael havde gjort ved hende.

Hun havde en indre kamp med sig selv. Hun kunne ikke rigtigt slappe af og hele hendes krop rystede. Det var ikke fordi hun var bange eller frøs. Nej, det var fordi hun havde fået en indre uro af og genfortælle de ting som var sket. Hun nikkede fraværende da Camille spurgte om det var dæmonernes leder som hun havde snakket om. Hun vidste ikke hvilken relation Camille og Rafael havde, men hun håbede indvendigt, at de ikke var venner for så måtte hun væk. For så kunne det kun blive værre for hende end det allerede var. Hun kom hurtigt til sig selv igen da hun fortalte, at Rafael var hendes ven. Det var som og blive skudt og slået flere gange da hun hørte det. Den første tanke som var kommet igennem hendes hoved var VÆK! hun kunne ikke blive her længere. Hun skulle til og rejse sig op, men mærkede, at Camille havde taget fat i hendes hånd. Hun havde siddet og fortalt alt hvad Rafael havde gjort imod hende. Selv om dengang han havde bedt hans hunde og tigeren til og voldtage hende. Det var rent ud sagt et helved for hende. Hun så helt forkert ud i ansigtet. hendes ellers sandfarvet og lillae hus var næsten blevet blegere af og høre, at hun havde åbnet sig overfor en af Rafaels venner. Hun blev mere rolig da Camille sagde, at de nok skulle finde en måde for og stoppe ham på. Hun nikkede håbefuldt til det. Hun var blevet mundlam af og høre, at de var venner. Det ene chok over det andet var kommet frem i hende. Hun var glad for, at Rafael ikke var der, men hvad hun ikke vidste var, at han ville komme denne aften på selv samme kro som hun sad på.
Der gik noget tid og en lugt trængte sig ind på hende. En lugt hun aldrig ville glemme. Det var lugten af fyren hun frygtede mere end noget andet. Rafael var kommet ind på kroen. Hun nikkede fraværende til Camille. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere, men noget måtte hun gøre så Rafael ikke anede mistanke. Der gik ikke så lang tid før hun havde fået kontrol over sig selv og fået lukket hendes tanker og alt det hun havde sagt ude. En facade var dukket på. Facaden som Rafael kendte. Hun brugte den altid når hun var hjemme ved ham. Et roligt smil kom på hendes læber.

Rafael kunne lugte at stemningen i Camilles sjæl var ændret, og han var måske en bisk og grum dæmon, men at kalde ham uintelligent ville også være en fejltagelse, og da han lugtet den forfærdelige stank af gammelt brød kom til hans næsebor fra Camilles sjæl, vidste han at deres genmøde ikke skulle blive et hyggeligt.. ihvertfald ikke i starten.
Men Rafael ville ikke være den der fjernet afstanden mellem dem, ved at gå over til hende, for vidste han noget om en ´modstander´ handlet en sikre sejre om at få fjenden til at selv være den på den offensive, og møde op på slagmarken de ikke selv har valgt, og gøre det på dine primisser. Og Rafaels hjerne gik i ´strategi mode´ så han prøvet at først lade som om han ikke havde optaget hende, og gik mod baren, hvor han så bestilte en øl, og da bar tenderen gav ham de store glass med øl og hvidt skum.
Gjorde Rafael klar til sætte Camille i en følelsesmæssig ustabilitet som han vidste havde en god chance for at bringe en god pige som hende i det stadie af vrede og ubehag, så hun var den som opsøgte ham, og med en utilfreds og vred tunge, spilde grunden fra sine læber som var det vand fra en utæt vandhane, som var hvorfor hendes sjæl lugtet af ubehag mellem hende og ham.
Fordi var der noget Rafael vidste alle gjorde forkert med Camille når de slås med hende, var at se på pigens overarme og tænke på at udslette hende fysisk, hvorefter de ender i samme grav som et hav af badguys før dem, men lige siden Camille havde været leder for menneskerne og havde været til middag i Rafaels villa, vidste han at den måde man fik hende til at danse var ved at skabe kaos i hende i sind, og det gjorde man bedst gennem at presse på hendes medfølelse overfor andre, og kunne man udnytte det, så kunne man stoppe hende i at tage rationelle beslutninger, og kunne man stoppe hende i det, ville man kunne vinde. For selvom hendes vrede var en farlig satan, ville hendes læber tit snakke over sig gennem skæld ud, og hendes planer og træk ville være meget mindre gennemførte.

Så Rafael kiggede til sin side og så en gammeldame, ikke en gammel drukkenbolt, men den mest typiske kerne og hjerte mormor, som nu sad og nyd en danskvand. Rafael knuste glasset med øl mod bordkanten, hvorefter han med den ene hånd holdt hendes gamle kæbe åben, og med den anden, tvang de knuste glass rester, store og små ned i kæften på hende, og mens hendes mund indendigt bliv skåret op, begyndte besse at tude.
Et par mænd skulle til at komme til undsætning, men da de så det var dæmonernes leder, sat de sig ned og drak videre.. med sure ansigtsundtryk.

Camille var i dyb chok. De ting Luce fortalte! På et tidspunkt omkring det med hundene og tigeren der ' bedækkede' hende, overvejede Camille faktisk, imens et par finger gned hendes bekymret pande, om Luce i virkeligheden bare var en psykisk ustabil pige? En der led af slemme vrang forstillinger. Men Luce var meget ægte og skræmt af sin egen triste skæbne , så Camille hurtigt kastede den ide væk igen.
Luces beretning havde ganske enkelt rystet Camille.

Om det hjalp da hun kastede det næste blik på Rafael og fandt ham i færd med at knuse glas i halsen på en gammel dame? Hvad tror i selv?
Hendes lille krop blev bruset over af
vrede , frustration og en dyb afmagt over ikke at kunne have forhindret Luces skæbne - og nu heller ikke den gamle dames.

Hvor Luce kunne lægge en maske og fremtvinge en ro. Krakkelerede Camilles på nul komma dut.
"Hold dig på afstand , men så jeg kan se dig hele tiden" lød Camilles instruktion til Luce.
Hun fløj så nærmest op af sin stol, og skubbede sig vej op mod Rafael.
Åh Rafael... Han kendte hende godt efterhånden. Meget godt.
Ikke en eneste af hans beregninger havde haft forkert facit.
Camille reagerede som trak han i usynlige tråde, hvilke han på en måde også var i færd med. De usynlige psykologiske tråde.
Da hun nåede op fik den gamle første opmærksomhed.
" Shyy... det er ok.. jeg hjælper .. du blive ok" hviskede hun med blød stemme der rystende , mod den gamles øre. Camille skreg efter et viskestykke //her bliver det sjovt : min mobil skrev hun skreg efter biseksuelle, hvilke ville være en interessant behandling// imens hun begyndte pille store stykker glas ud af kvindens svælg. Hun vidste godt det ville betyde døden, her i underworld var lægeverdenen ikke som i hendes dimension. " Før hende til den gamle mand i skoven, bed ham gøre hvad han kan" skreg hun af nogle store stærke mænd - og sendte et første advarende blik af raseri til Rafael. Kvinden knuede viskestykket op til sin mund , hvor rallende lyde og bobler af blod allerede stod ud af.
Rafael skulle ikke vove at trodse hende i at forsøge rydde al hans lort op efter ham.
Mændene tøvede, men endte med at slæbe afsted med den gamle.
Måske fordi Camilles vrede fik et par af stolene til at stå og dirre ?
Hendes telekinesisk var lige så ukontrolleret , som pigen selv.
I det mindste dør hun med et lille håb i sin sjæl, for gennem Camilles tanker, inden hun endelig adresserede Rafael.
" Hvad ...helvede ...er det ...du laver ? Er du blevet ...komplet ...sindsyg?" Hvæsede hun af ham og havde trukket et stol til sig, som hendes hænder spændte helt hvide om ryglænet på.
Allerede nu pressede tåre sig på, hvilke var Way to soon i en mental battle, det var hun kun al for bevidst om. Men som hendes raseri var også
hendes skuffelse og forfærdelse over hvad hun havde hørt og set, umulig at tøjle.

Hun vidste godt at hun lød som en der var psykisk ustabil. Hun havde fået smidt det over hovedet flere gange og folk havde truet hende med og smide hende ind i er lukket rum så hun ikke kunne skade sig selv eller andre, men det var sandheden der kom ud af hendes mund. Folk måtte tro hende!! Hun håbede ihvertfald lidt på, at camille troede på det hun fortalte hende, men det måtte vel være hendes eget problem hvis hun ikke gjorde. Det vidste bare hvor meget man ville kunne stole på hende senere i livet.
Hun hørte nogle lyde ovre fra baren af, men hun kunne ikke helt bestemme sig for hvad det var for nogle lyde der kom da der var snak og gipsen forskellige steder fra og det forvirrede hele hendes hørelse. Hun pressede sine hænder imod sin tending og trak vejret dybt nogle gange. Der gik noget tid og hun kunne begynde og høre bedre hvad der skete ikke så langt fra hende. Det løs som nogen ikke havde det som om de blev kvalt. Det første hun tænkte var at det måtte være Rafael der havde gjort dette, men hvorfor vidste hun ikke. Hun ignorerede ordren camille gav hende for hun vidste, at det ikke ville gøre det bedre hvis Rafael opdagede hende. Hun kunne lige så godt gå hen til ham så måtte hun spille falsk som alle de andre gange. Hun rejste sig op kort tid efter camille var gået. Hun gik hen til Rafael og lænede sig ind imod hans side og lagde en arm om hans liv "Hej herre har man det godt idag?" Hendes stemme var rolig og mild. Den var så sød som den plejede og være når hun snakkede til Rafael. Hun vidste camille ville tro at hun var sindssyg men sådan måtte det være. Hun næsten puttede sig ind til Rafael og smilede roligt.

// hmmm tror jeg outer her, Abbie har ikke svaret i to måneder og ikke lagt besked om fravær

//Har spekuleret det samme Cam ^^//

// tror vi ender det med at Camille har accepteret en binding til Sakref, for at Abbie sætter dig fri af slaveriets lænker Luce. så du er officielt fri nu.....og Camilels pris for at hjælpe dig er blevet at hun nu er knyttet til Sakref således at hvis han skades fysisk kan Camille mærke smerten ( og måske får hun den samme fysiske skade, det skal jeg lige finde ud af) og det samme gælder vis Camille får skader, så påføres smerten tilsvarende Sakref.

//Det ved jeg godt Cam ^^ Snakkede jo med Sakref og dig om det inden det blev aftalt ^^ Og fri og fri er jeg vel ikke helt xD Nok er jeg ikke slave og kan ikke tvinges til slavearbejde, men kommer sådanset til og skulle lytte til Sakrefs missions ordre xD ^^ //

// indsamler emner * haps*

//Haha xD //