Lad mig leve livet. For mig selv! :/Richard/:

Selvom det var en smule køligt, var det stadig så brændende varmt, at den sorte blonde-kjole havde været det perfekte outfit til dagens udforskelser. Mia Szhirly, en høj, ung og lyshåret engel var stået tidligt op den morgen, selvom det ellers var noget der lå hende meget fjernt. Hun plejede altid at være typen, der gik sent i seng, og stod sent op. Lavede ingenting om dagen, og hyggede eller festede om aftnen. Sådan var det næsten altid. Rutine på rutine. Der var ingen der satte spørgsmålstegn ved noget, folk fulgte bare strømmen, som om de var en flok zombis-slaver, der fulgte deres herre...

En seddel havde hun lagt til Amun. "Ikke vær bekymret, jeg kommer ikke sent hjem! - Mia" Veninden ville forstå det. De havde boet sammen i et stykke tid nu, og selvom de var meget forskellige, var de gode til at acceptere hinandens lyster og behov. Især Mias lyst til eventyr.

Hvor var det nu lige det var? Hendes sorte convers skrabede mod jorden, da hun stoppede op for at se sig omkring. Hun genkende stedet. Hun havde været her en enkelt gang før. Med hendes gamle slave, Arason. Han havde vist hende et gammelt forfaldent, men meget yndigt, hvidt hus, som hun nu regnede for hendes eget. Han havde jo været hendes slave da han viste hende det, så nu måtte det vel være hendes..? Hvis hun havde haft ham endnu, var hun sikkert flyttet ind, men den lille satan havde puttet kæd i hendes salat, selvom han viste hun var vegetar. Mennekser! De var også nogle upålidelige nogle! Og så var der én grund mere, til at hun ikke var flyttet derind med det samme. Amun. Hendes bofælle og veninde. Hun kunne jo ikke bare smutte fra hende, og lade hende stå tilbage med det hele. Hendes mand havde jo lige forladt hende, og selvom Mia normalt var en meget kold sjæl, havde hun medlidenhed med veninden.

Hun stod pludselige foran huset, uden at hun havde tænkt over det. Hun fortrak ikke en mine, men sukkede kun. En dag, når hun fandt en at dele livet med, ville hun flytte herind.

Hvorfor. Richard gik her var en gåde for ham selv. Han havde aldrig set det som en god ting og gå I det her kvarter. Men nu gik han dog her og kigget sig omkring. Han mærke den store varme som jo var her. Idet han tog sig til sit kort hår der var blivet klippet og hans skæg der var blivet helt barberet. Han smil for sig selv og gik videre vejret var så godt idag. Han gik videre og kom nu til og tænke på hvor sulten han var og hvor han skulle finde et sted og overnatte da det måske snart ville blive mørkt. Han gik bare I sine egne tænker og høre så hans stemme I hoved som nu begynde og håne ham igen. Hvilket der ende med han gik ind I en kvinde som faktisk så godt ud. Han begynde med og stamme og rejste sig så op. Mens han kigget på hende han bliv sidden på jorden og kigget ydmygende og undskylden på hende. Han kravle væk fra hende da han kunne mærke hendes øjne på ham der nærmest stikket ham ihjel han prøvet og kravle væk men lod dog vær. Han kigget op på hende "jeg jeg undeskylder frøken frøken " Han var meget nærvøs da han jo kendte til det overnaturlige. Hans kjortel og bukser var begge meget beskidt nu men han lagde ikke mærke til det.
//håber det er godt nok//

//det er meget fint! //

Mias bløde hud, var langt fra så brun, som man skulle tro, den var, når hun nu brugte så meget tid udenfor, som hun gjorde. Men havd havde hun at lave indenfor? Det var jo ikke fordi, at hun havde en hobby, som fx. at male, spille skak eller skrive romaner. Hun havde i det hele taget slet ikke noget at lave indenfor, når hun var derhjemme. Medmindre hun skulle spise, sove eller passe Amuns lille søn, mens hun fx. lavede mad. For var der én ting, Mia aldrig ville lære, så var det, at lave mad. Og så var hun endda vegetar, efter de seks år hun havde levet i skoven... Det skulle hun have andre folk til. Endnu en af de mange grunde til, at hun ikke have fået sit eget endnu.
"Hvad laver du, man..?" En yngre mand med snavset tøj, sikkert en engel eller et menneske, ud fra hans undskylden at dømme. Hun så bare på ham med et ligegyldigt blik. Hans opførsels var meget mærkelig, ydmygende og nervøs, ikke ligefrem noget Mia var vant til. De fleste hernede var arrogante og snobbede. En blød og beroligende aura lod hun slippe ud, mens hendes ansigtsudtryk var stadig helt koldt.

Han rejste sig op men begynde og slappe lidt mere af men der gik ikke længe før han kunne høre dem der var efter ham igen pt han var fredløs. Han sank en klump og kigget op på hende "øm hva vil du ha for og lade mig komme forbi og aflede dem der er efter mig deres opmærksomhed ved og sige jeg gik en helt anden vej." Sagde Richard og kigget bedene på hende mens han sank en til klump han ville helst undgå det her men det ville nok ikke ske han snak en klump og prøvet og fokusere "vil du ha penge for det jeg skal bare væk eller gemmes inden de komme" han kigget op på hende. Hvor hans øjne var store af skræk
///sorry har lidt travlt//

//det er helt fint! //

Man kunne næsten se på den lasede mand, at han spidsede ører. Som et skræmt dådyr, der var på vagt for sin værste fjende. Det så nærmest ud som om, at han lyttede efter vinden. Hvilken han nok også gjorde, siden hun ikke kunne høre noget. Eller også var han bare sindssyg. Sindsforvirret i sin lille menneskehjerne, som hun priste sig lykkelig form ikke at være født med. Tænk at være mennekse! Hvilken skam. Mennekser vare bare noget af de svageste i verden.
"Hør, jeg holder dem væk, og leder dem den forkerte vej, hvis du bliver min slave. Bedre tilbud får du ikke!" Mia kunne pludselig ogs hører skridtene, og hun pegede på det lidt sammenfaldende hus, som hun ønskede var hendes. Det var nu eller aldrig, hvis han ville væk fra de mænd, som åbenbart var efter ham. Mia puffede lidt op i det lyse hår, lige da et par sortklædte, bredskuldrede mænd kom til syne...

Uden og tænke det igennem nikke han bare med hoved og stormet ind i huset lige tids nok til at gemme sig. Han lytte til da de kom der op og stod foran hende. Den ene var et menneske hvor den anden var en orker det kunne man sagtens høre på dem. Orke brummet noget som Richard ikke kunne høre mens mennesket tale til hende der havde forslået det ned og blive hendes slave. Han træk nærmest ikke vejret imens han lytte til mennesket der tale nu til hende " Har du set en mand ikke særlig gammel godt og vel 18 år" sagde manden og kigge på hende. Mens ork stadig brummet. Richard holde vejret mens hans hjerte slog meget hurtigere ende han selv kunne huske, Mens han kigget lidt ud af huset inden han vendte sin opmærksomhed mod huset skulle han være hendes slave nej det ville han ikke han ville prøve og gi hende penge selv om han ikke havde særlig mange længere han liste en sølv mønt op som han ville betale hende med for at lede ham gå. Richard vente nu bare på det.

Den lasede mand løb ind i det lidt for gamle og forfaldne hus, lige tidsnok til at mændene, som tydeligvis ledte efter noget, kom rundt om hushjørnet. Mia lod som om hun var meget facineret af menneskemanden. Orker havde hun hun aldrig været så gode til. Aldrig nogensinde. Men med langsomme og elegante skridt, gik hun manden i møde. Hendes lårkorte kjole bevægede sig roligt i vinden, og stoppede først op, da hun stod lige foran mennesket. Selvom hun var ved at brække sig over ham, blinkede hun overbevisende og forførende til ham.
"Sådan en klam, laset mand? Hvorfor dog følge efter ham..?" Mia hviskede til ham, mens hun langsomt lod sin hånd glide op ad brystkassens af ham. Man kunne næsten se, hvordan hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Hvor var mennekser dog svage og nemme af forføre! Ad!
"Vi kunne ellers have haft det sjovt sammen..." Hun slap ham, hurtigere end han kunne nå at blinke, og slog ud med det blonde hår, så det bølgede i vinden.
"Han gik ned mod markedet... Men skynd jer.. Han havde vidst meget travlt..." hun vendte om på hælene, og begyndte at tå op mod husets dør. Mennesket skulle til at sige noget, men blev afbrudt af orkens grynt, og så forsvandt de ned mod byen.
Mia trådte ind i det efterhånden, kølige hus, som lugtede langt væk af renlighed.

Richard rejste sig op, da hun kom ind han havde høre efter mens hun havde talte med manden og orken. Han smil til hende "mange tak frøken jeg smutte nu, så jeg vil ikke glemme det og her du får den her for det." sagde Richard og gav hende en sølv mønt, "hvor er de nu gået hen enlig" spurgte han hende om mens han kigget sig omkring i huset der langt fra var rent. Men han ville nu ikke være slave selv om han enlig var bange for hende her, for stærke var Richard nemlig ikke han så kun godt ud og havde lidt muskler men ellers var han meget slank og kunne bruge en bue. Han smil og gik hen mod døren hvor hun stod foran ham. Han sank en klump og kigge på hende, han viste ikke hvad han skulle gøre lige nu. Han kigget op på hende da de næsten var lige høje han var heller ikke færdig med og vokse i nu, men han følte at hun var meget hævet over ham af en eller andet grund "æm må jeg gå" han var meget bange af, en eller andet grund så han ville godt væk herfra nu. Han kigge over hende og så solen var ved og gå ned mens han stod her inde i et hus og mens en kvinde stod og spæret døren for ham. Han måtte tænke sig om havde hun sagt han skulle være slave. Han viste det ikke.//håber det kan bruges //

//husk at klokken er 10.30 (om morgen!) solen er ikke ved at gå ned! //

Mia satte hænderne i siden, og så på ham med et strengt blik, da han rakte hende en sølvmønt. Nu havde hun hjulpet ham, noget der lå meget langt fra hende, så nu skulle han kraftedeme også hjælpe hende! De havde aftalt af han skulle være hendes slave, så troede han virkelig, at han kunne slippe, ved at betale hende en enkelt lille sølvmønt? Han kunne tro nej, kunne han!
"Hov, hov! Så let slipper du ikke! Du har lovet at være min slave, så du bliver her..." hun pegede strengt mod en af de seks stole der var ved bordet. Gjorde tegn til at han skulle sætte sig, og uden at vente på at han gjorde det, lagde hun armene over kors, og betragtede ham nøje. Han var ikke ældre end hun, men de var cirka lige høje, og han så ud til at være en slags soldat/kriger. Måske kunne han bruge et våben.
"Sæt dig!" beordrede hun, og fortsatte: "Giv mig et våben, lær mig at bruge det, og jeg skal slippe dig fri! Ikke et sekund tidligere!" Hun havde ikke noget, hun eller kunne bruge ham til, så hvorfor ikke udnytte hans evner?

Han kigget på hende med et hævet øjnebryn mens stemmen tale til ham inde i hans hoved. *ha ha Richard nu står du i et vælg, vil du vælge og lære hende det eller vil du være den meste provokerne person får hende*. Richard ville ikke lære hende det om han så var tvunget til det andet, han tog sig sammen og ville til og tale da hun beordrede ham han var bange men ville ikke lære hende at bruge et sværd for så viste han jo ikke om hun stadig vil beholde ham efter det her han sank en klump "nej nej jeg vil ikke lære dig og kæmpe så heller være din slave og jeg stole heller ikke på du vil lade mig gå, hvis jeg lærte dig og bruge våben" han kigget på hende og ryste på hoved men han satte sig som hun sagde. Han kunne ikke forstå det her og stemmen pinte ham igen. Han ville ikke lade hende vinde men nu måtte han bare vente til det ville slutte. Han sank en klump og vente

Mias øjne blev pludslig underligt varme, og hun bredte en stor, varm, dyneagtig aura om sig, som hun inderligt ønskede ville hjælpe ham til at adlyde hende. Det havde hun virkelig brug for. Da hun var flygtet fra sit hjem som femtenårig, havde hun tabt sin kniv i farten, og siden havde hun være meget sårbar. Men det havde hun ikke tænkt sig at lade fortsætte! Næh, nej! Nu skulle der andre boller på suppen...
"Hør... Det kan godt være du ikke stoler på mig, men jeg er en kvinde. Se på mig!" Mia blinkede med de lange, mascarafyldte øjenvipper og hendes stemme var sukkersød. Hvis ikke det her virkede, vidste hun ikke hvad der virkede. Når hun gjorde dette, ville de fleste, yngre mænd falde pladsk for hende. Om dette unge menneske ville, vidste hun ikke. Mia satte sig ned på hug, få centimeter fra ham, så de var i øjenhøjde.
"Jeg er ikke ude på at narre dig... Jeg har bare brug for at lære at bruge et våben, så jeg kan forsvare mig selv! Om det er et sværd, en bue, eller en kniv... Jeg er ligeglad!" Mia sukkede dybt, og så på ham med et bedende blik. Hvis han ikke adlød, havde hun en plan.

Han rynket øjnebrynet af hende, da hun prøvet og bruge de søde øjne mod ham. Han var ved og få det dårligt af det her. Han sank en klump og gik så væk fra hendes, øjne vide han vile aldrig hjælpe hende her ikke om så han bliv betalt for det, han ville ikke træne hende I det. Det kunne hun godt glemme sådan var han ikke han ville ikke være sådan og sådan ville han forsætte med og være sig selv og ville nægte hende det. Han tog sig sammen og sank en klump inden han vendte blikke mod hende igen, "så nej jeg lære dig ikke og bruge et våben og du får ikke et" sagde han ogg kigge hårdt på hende mens han vente på hendes svar. Lige meget hvad ville han ikke lære hende det det kunne hun godt glemme.
//sorry kort indlæg håber det kan bruges///

Hvorfor troede han, at hun ville narre ham? Det var jo slet ikke de hun ville... Hun var bare for selvstændig til at have en slave, men kunne godt lide følelsen, så det at have noget at kunne bruge ham til, fik det til at kilde i maven på hende. Nej, hun ville holde sit løfte, det var sikkert. Nok var hun selvvisk og egoistisk, men hun holdte havd hun lovede. Det havde hun altid gjort, og ville altid gøre. Inderst inde havde hun stadig engleblod i årerne, som aldrig nogensinde ville kunne skylles ud igen. Aldrig.
"Det var synd. Det var ellers det bedste, jeg overhoved kunne tilbyde dig. Husk; du er min slave. Jeg bestemmer. Ingen nåde." Mia havde rejst sig op, og stået med ryggen til ham, mens hun snakkede med den kolde stemme. Hun vendte om på hælene, og så på ham med de lysende blå øjne.
"Jeg kunne også... Ved et uheld fortælle... orken og ham manden, der.... at du befandinder dig i byen... Hvor ville de blive glade, hva?" hendes øjne var stadig kolde, da hun med elegante skridt gik over mod døren. Det var vel den eneste mulighed..? Han var åbenbart så pokkers bange for manden og orken..

Han kigge på hende, da hun sagde det. Han skulle lige til og åben hans mund, men holde den lukkede. Inden han sætte sig ned igen fordi han ikke helt viste hva han skulle gøre. "okay fint du skal nok få hvad jeg love, og være din slave  hvilket våben vil du lære og bruge frøken. Hva hedder du enlig" det gik først op for ham nu, at han ikke kende hendes navn. Han kigge på hende idet han tog sig I det og kigge så væk. Han høre igen stemmen I hans hoved *Ha Richard nu når du er igang, kan du jo tigge om og være hendes slave* Grinte stemmen til ham. Han tog sig til hoved og mumle, noget utydliget. Han ville ikke ha hun fik lov til alt hun ville, med ham han smile lidt inden han tog sig sammen. Han sad stadig og vente på hendes svar. Mens han kigge omkring, Hus så Ikke så slemt ud han kunne nu godt vende sig til og leve her. "og hvad regne du med jeg skal gøre nu når jeg er din slave" sagde han og skar en grimase, mens han kigge omkring I huse. Han sank en klump og sætte sig ned igen effter og ha stå op.
//håber det kan bruges viste ikke helt hvad jeg skulle svare//

Mia gik med langsomme og afventende skridt hen mod døren, og lod hånden hvile på dørhåndtaget blot i få sekunder, inden hun åbnede døren, ud til gaden. Der var ingen at se, men en ensom fugl slog en trille. Alting åndede fred og fordragelighed. Men ikke inde i huset. Stemningen var spændt, som en bue, lige inden man slipper pilen. Den bløde aura begyndte at sivede ud af Mias krop, da hun vendte om på hælene, og begyndte at få mod ham med korte, forførende skridt. Han havde gjort som hun havde bedt om. Han var bukket under, ligesom hun havde forudset. Som hun havde ønsket. Han var en mand. Et menneske. Lige nu, stod han på toppen af hendes lillefinger, og hvis hun sagde det helt rigtige, ville hun kunne sno ham om den. Endelig. Det havde hun set frem til. At have en at bestemme over. Men ikke mishandle. Hun havde ikke tænkt sig at slå ham... Kun, hvis han ikke adlød. Sådan legede hun ikke.
"Et sværd ville være intrassant... Men en bue er bedre. Mere kvindelig. Kan du finde ud af at bruge sådan en..?" Da hun var kommet helt hen til ham, bøgede hun sig forover, og rørte blidt ved hans lår. Den plejede altid at virke, og hvis ikke han var bøsse, ville han også falde for det. Den charmerende stemme, den nedringede kjole og de blide berøringer... Hvem kunne stå for det?
"Hvis du kan lave mad, ville det være perfekt..." Smilede hun charmerende, og blinkede til ham.

Han sank en klump, og skulle lige til og gå fra stolen. Da hun kigge ud tænke han for sig selv*det her er det dummeste jeg har gjorde, nogen sinde jeg skal bare ikke stole på hende.* Var hans eneste tænke  han kigge ud og forbi hende, og så solen som stod ham i møde. Men der gik ikke længe før han kigge op på hende, da hun havde lukke døren og gik tilbage mod ham. Han ville gerne sige at hun ikke måtte få hans våben, og det shit. Men det der var med det var at han havde love noget, han kunne jo spille med og stikke af når muligheden bød sig ikke, Han smil til hende falsk og nikke så lidt "en bue først skal du købe en, eller ha lavet en for du for ikke min." Sagde han og prøve og skjule at han nød hendes berøring men hans hjerte forsætte jo bare. Han sank en klump og kigge på hende men den berøring gjorde noget ved ham han kigge på hende og kunne ikke få sig selv til og lade hende skaffe sin egne bue. Men han ville, dog ikke lade hende få den. Han tænke sig om og nikke "fint nok jeg skal nok gøre det for dig, og du svare ikke på mit spørgsmål hvem er du." Han ville vide hendes navn det skulle han vide. Han sank en klump og håbe ikke hun havde set det havde haft den på virknig på ham for så ville hun jo udnytte den. Han kigge og vente på hendes svar mens han kigge sig omkring fra stolen og så sig omkring i huset. Hva havde han dog rode sig ud i han var en slave nu men jah han ville flygte når han mente hun, ikke ville lægge mærke til det. Men ikke før da det nok bare ville gå være for ham så. Han nikke igen, til hende. "jeg ved også hvordan man lave mad" selv om det ikke var det beste han kunne lave.

"Godt så, lille ven... men før vi skaffer mig en bue, er der lige nogle regler, vi skal have sat på plads!" Hun strøg hans kind med et overbevisende smil på de fyldige læber. Inderst inde var hun ved at brække sig over ham. Han var et menneske, og hun afskyede den slags. De hørte bare ikke til her. De var for normale.  Det eneste man kunne bruge dem til, var slaveri.
Mia lod hånden glide gennem hans fedtede, filtrede hår, for derefter at lægge den på hans skulder og se ham dybt i øjnen. Hvis ikke han ville overholde hendes regler, ville det blive værst for ham selv!
"Regl et: Jeg bestemmer, jeg laver reglerne. Regl to: Ingen Dumme spørgsmål og ingen flabede kommentarer.  Regl tre: Jeg er vvegetar, så ingen kød i maden. Regl fire: Hvis du gør som jeg siger, behandler jeg dig ordentligt. Hvis ikke, vil du inderligt fortryde det!" hun rettede ryggen, slap sit tag i ham, og vendte om på hælene, så den friske duft af roserne i hendes shampoo, fyldte hele rummet. Den milde aura bølgede stadig om hende som en varm dyne.
"Er det en aftale?"

Han bliv nærmest vred over hun prøve og finde  svage punkter på ham det gjorde ham sindssyg det gjorde det helt sikker men han ville ikke bukke under "hvas helvede er dit navn, jeg har spurgte om det 3 gange nu." Sagde han og kigge  med hans øjne på hende og de regler ha de var ikke noget, han havde syndes om ikke på nogen måde. "sorry vegtar, jeg kan kun lave noget med kød i ikke andet." grinte han og håbe hun hoppe på den. Inden han rejste sig op han ville ikke lade hende her få ham til og bukke under lige meget hvad. Han sank en klump, og tog sig til hans hår "ikke rør det igen, med mindre du vil miste en hånd." Sagde han i en lette hård tone, nok var han hendes slave. Men han havde selv sine Regler han ville ikke ha nogen rørte hans kind og hår selv om det var en beroligende følse. Han sank en klump, og kigge på hende inden han sætte en pil på bue hurtig man kunne reagere. "Er det det her du vil lære at kunne, ramme dit mål lige meget hvor langt de er væk, var." Sagde han og sank en klump, inden han kigge sig omkring igen. Han ville meget gerne se det her, men mon han nogen sinde ville komme fri. Jah det ville han jo nok han ville stikke af hvis hun ikke lod ham gå hvilket han ikke regnet med. Han sukke og kigge omkring i huset igen inden han sætte sit bue ned igen og kigge på hende. "jeg spurgte om noget, det her er trejde gang hva er dit navn." Nærmest råbte han af hende og vente nu bare hendes svar.

Det var tydeligt at høre på mandens stemme, at han var vred. Men det var ikke ligefrem noget, som hverken gik hende på, eller glædede hende. Hun tog bare hans følelsesmæssige udslip med et neutralt ansigtsudtryk, og en aura udløsning lig nul. Han bandede af hende, skyndte på hende, og rettede på hendes opførsel, men hun stod bare med ryggen mod ham og blikket glidende rundt på gaden udenfor. Både bordet og vindueskarmen var dækket af et tykt lag støv, og hvis hun nogensinde flyttede herind, hvad nok aldrig skete, ville hun gøre hovedrent som det første. 
Svirp! Kling! lød det, da en af de allerskarpeste knive i køkkenskuffen fløj hen over mandens venstre skulder, hvorefter den fortsatte ind i væggen, hvor den havde lavet et dybt mærke.  Glasset med tålmodighed var flødet over, og lynhurtigt havde hun trukket kniven og sendt den afsted med en præcision hun ikke selv havde regnet med.
"Jeg er herskerinde, jeg bestemmer!" Snerrede hun ud mellem de sammenbidte tænder, da hun var kommet helt hen til ham med endnu en kniv. Både større og skarpere end den hun havde kastet.  Havde ene hånd holdte krampagtigt om skaftet på kniven, som hang faretruende lavt over hans hals.  Den anden brugte hun til at holde fast om kraven i hans snavsede skjorte, med.

Han trak vejret rolige eller prøve på det, da en kniv fløj  over ham og næsten snidte ham. Som sætte sig fast, i vægende. Han måtte tænke hurtige nu, men som altid havde han stemmen i hans hoved. Han holde vredene inde, og håbe at han hurtig ville kunne gøre et eller andet. Han sukke og høre så stemmen igen, som altid der ville nedgøre ham. *haha hun vil ikke gi dig hendes navn, Richard hm Hvad er dit gæt på hvad hun Hedder Mia line eller måske Charlotte* grinte stemmen hånliget i Richards hoved. Richard mumle nogen bandeord og så første op, da hun havde grebet fast i ham og han hørte hendes stemme Jeg er herskerinde, jeg bestemmer. Kom han tilbage til virkeligheden stemmen klinge for hans øre han kigge vredt på hende og tog sig til håret. "hvem tror du er var du redde mit liv jah, men du skal stadig ikke tro du er bedre ende mig og du skal gøre dig fortjente til og være en herskerinde og at true mig hjælper ikke dig."  Han kigge på hende vredt og ikke bange for kniven men det var nok fordi han regne med at hun ikke ville skade ham, men han ville blive kloge hvad viste han overhoved om hende ingen ting. Han sukke og tog sig til håret igen, mens han kigge rundt. Han ville ikke lade hende tag noget, fra ham ikke engang hans Frihed. Han sukke og ville til og rejse, sig op, men hvad ville der ske. Han sank en klum på og ville til og rejse sig nu. Han ville væk helt væk han overvejet stærkt og spytte hende i hoved men det ville ikke gavne ham.

Mia fnøshånligt, da han sagde at det ikke hjalp noget at true ham. Hvad vidste han om det? Hun var engel, så selvfølgelig var hun bedre end ham. Han var jo bare et usselt menneske. Det eneste han kunne bruges til, var slaveri...
"Jeg ser måske ikke ud af meget, men jeg har bekendtskabr der er så farlige, at de ville få ham orken derude..." Mia pegede med en tommelfinger over skulderen, hen mod døren ud til gaden. "... til at ryste i bukserne.... Tro mig, du vil ikke lægge dig skævt ud med mig!" Mia sænkede kniven længere ned mod hans ansigt, og med et fast greb om hans venstre skulder, hev hun skjorten ned, og snittede et M på hans højre skulder. Hurtigt rejste hun sig op, uden nogen tegn på følelser, og fjernede en lok af det blonde hår fra ansigtet.
"M for Mia." Hvislede hun.

Han skar tændere, af hende, hvem tror hun var nok var han hendes slave. Men hun ville ikke, kunne beholde ham særlig længe ikke engang i langtid. Han sukke og kigge på hende *hvem tror hun er jeg er ikke en person, hun kan for til og lystre hun har valgt det forkert Menneske. Jeg vil ikke gi op ikke for hende.*  Han sank en klump og kigge på hende, og lytte kun halvt efter med vilje hva hun sagde. Inden han kigge ned På gulvet men mærke han så hans Skjorte blive revet i stykker, der var et m på hans skulder  nu. Han skar tænder af hende, og slog ud mod hendes mave Efter og ha givet et hyl fra sig. Han rejste sig op og hans øjne koge af bare vrede, og før hun kunne nå og tænke havde han smidt en pil på sin bue, og kigge på hende med et sikkert sigte. Desvære kunne han aldrig finde, på og skyde folk lige meget hvad om han var slave eller ej "aldrig rør min Arm igen, er du med aldrig Mia. Se du har smadret min skjorte nu" sagde han og kigge  såret på hende. Han høre stemmen den hånlige stemme igen og Han var nød til og smide hans bue på gulvet, mens han prøve og fokusere han tog sig til hoved. Hvorfor ville stemmen plage ham nu, det var ikke sjovt han var Næsten sikker på en straf på grund af sigte og de truende ord. På hvordan han havde opførte sig. Han sank en klump og begynde og kravle væk fra hende. Han måtte finde en vej ud han havde smidt våben på gulvet og prøvet og finde en vej ud, fra dette hus men opgav han frygte hende selv om han skjule det. Han bakke bagud og banke sit hoved op i et vindue kant. Han tog sig til hoved og ømmet sig han var også komme til skade via stolen han faldt ned fra den da han skulle ha fat i hans bue.