Livet må forsætte - Taliias historie efter hun mistede sin mand. (Kommentar = PM, tak)

//Historien er ikke skrevet færdig og vil blive opdateret undervejs. Kommentar bedes sendes som PM, tak //

Som så mange gange før sendte solen sine spæde morgenstråler ned igennem løvskovens trækroner og kærtegnede en sovende skovelver kvindes tårevædede kind. Denne morgen var dog lidt anderledes end de foregående. Denne morgen var en ung kvinde, med samme røde hår og lyse hud som skovelveren, gået igennem skoven og knælede ned ved skovelveren. Den unge kvinde havde selv tårevædet kinder, men kunne alligevel smile let ved synet af den sovende kvinde.
*Endelig fandt du lidt fred i søvnen.* Hun bøjede sig en smule og strøg blidt en lok væk fra ansigtet på kvinden og overvejede om hun skulle bære hende hjem.
Taliia mærkede de blide fingere, som strøg en lok væk fra hendes ansigt. Hun drejede hovedet let, imens hun åbnede det ene øje halvt for at se hvem der forstyrrede hende. Et svagt smil kom frem på hendes læber, da hun genkendte sin datter på det røde hår, og de gråblå øjne som hun havde efter sin far. Taliia følte at hendes hals snørede sig sammen og prøvede at synke et par gange, imens hun prøvede at huske hvor længe siden det var at hun havde mistet sin elskede mand. Da hun åbnede munden for at tale var det en hæs, hviskende stemme som kom over læberne.
"Katrina, min kære datter. Hvor du dog ligner din far. Åh, ved gudinden, hvor jeg dog savner ham." Tåre begyndte igen at løbe ned over Taliias kinder og hun begyndte at hulke. Katrina løftede sin mor op, så hun kunne gemme sit ansigt imod sin datters skulder. Selv måtte Katrina blinke for at holde tårerne tilbage, så de ikke begge brød helt sammen. Hun lagde armene om sin mor og knugede hende ind til sig, imens hun hviskede.
"Vi trænger begge til at komme lidt væk fra det kendte. Måske skulle du prøve at besøge Larlii, nu hvor hun bor i Forestina? Jeg er sikker på at hun vil tage imod dig med glæde."
Taliia snøftede et par gange, lænede sig lidt tilbage og så på sin datter, med et svagt smil.
"Jeg tror du har ret. Det hele her er fyldt med minder om ham. Men hvad vil du så imens? På den rund rejse du og Beldragon har snakket om før?" Katrina nikkede stille. Beldragon, som var Katrinas skytsengel og mester i magi, havde nævnt at det kunne være en god ide at komme lidt rundt i Underworld, for at lære noget om de forskellige racer og steder.
"Vi kan snakke med farfar og sted-farfar om det. Jeg er dog sikker på at de begge vil forstå vores ønsker.
Taliia sukkede og nikkede. Hun viste at Raco sørgede ligeså meget over tabet af sin ældste søn, som hun sørgede over tabet af sin mand. De begge rejste sig og begyndte at gå tilbage til byen for at finde Raco og Jake.

Lyden af en kvinde der sang stille, var hvad der vækkede Taliia fra sin søvn. Hun glippede søvnigt med øjnene og var overrasket over hvor meget hun havde fået sovet her på det sidste. Det var nu omkring tre måneder siden at hun, Katrina og Beldragon havde forladt deres hjem på Dead Mans Rock. Jake og Raco havde ikke været glade for det, men kunne godt forstå at hun og Katrina havde brug for tid til at komme sig over tabet af sin mand og far. De var sejlet til havnebyen Aquener, derfra rejst til hovedstaden Doomsville og videre til skovelvernes by Forestina i The Forest of mother nature. Her mødte de Taliias kusine Larlii, som boede i byen. Hun lovede Katrina og Beldragon at tage sig godt af Taliia så længe det skulle være.
Taliia satte sig op og kikkede ud af vinduet. Synet udenfor fik hende til at spærre øjnene op og gispe. Det hun så var Larlii som var i gang med at flette kurve af siv, imens hun sad lænet op af en grøn drage. Taliia huskede tydeligt de historier hun havde hørt som barn om de sjældne grønne drager som levede i skoven Emerald of Dreams, hvor hun og Larlii var født. Hun gik hen til stolen hvor en lysegrøn kjole, magen til den Larlii havde på, lå klar til hende. Larlii havde fra dag et, valgt at gemme det tøj Taliia var kommet i, i håb om at det kunne hjælpe med at løsne lidt op. Et par tåre gled ned over hendes kinder og hun tørrede dem hastigt væk, men de blev afløst af nye. Hun sank ned på knæ, kun iført den hvide kjole som hun havde sovet i. Gråden kom igen, da et minde om Seuzan som smilede kærligt til hende imens han holde hende i sine arme. Snart græd hun hjælpeløst og mere fornemmede end mærkede at Larlii var kommet ind og havde grebet hende i et trøstende knus.
Hvor længe hun græd viste hun ikke, kun at smerten og sorgen rev og sled i hende, som ulve der sloges om et stykke kød, så det blev flået fra hinanden.
En svag og blid brummen listede sig ind i hendes sind imens tonerne prøvede at berolige hende, ligesom Larliis hænder der aede hende på ryggen og stemme som nynnede beroligende. Da Taliia rettede sig op, stadig snøftende, smilede Larlii til hende.
"Dette er desværre kun starten på en lang og afkræftende kamp om overlevelse. Den må du vinde ellers skal din datter igennem samme kamp en gang mere, og det er jeg sikker på at du ikke ønsker." Taliia nikkede langsomt og prøvede at tage sig sammen, men hendes kusine rystede på hovedet.
"Starten kræver at man giver slip på sig selv og lader sorgen, samt savnet komme ud, for derefter at begynde på at bygge et nyt liv op som kan fungere sammen med den sorg og det savn som aldrig vil forsvinde." Larlii rystede smilede på hovedet.
"Ikke at jeg selv har været det igennem, men vores grandtante fortalte mig om hvordan hun kom igennem tabet af sin mand, da han blev dræbt i krig for omkring to hundrede år siden. Siden har hun været heldig at finde kærligheden på ny, men hun fortalte også at sorgen og savnet altid vil være der, men på et mere forståeligt niveau som er til at leve med." Den svage og blide brummen kom igen og Taliia så sammen med Larlii over på dragen, som så ind på dem fra vinduet. Derpå rejste Larlii sig og rakte hånden frem til Taliia, med et smil.
"Kom. Du skal med ud og hilse ordentligt på Fafnir. Og ja, han er en af de sjældne grønne drager, som jeg er opdraget til at beskytte. Han har selv valgt at følge med mig, da jeg flyttede fra Emerald of Dreams." Taliia prøvede at smile og fulde med sin kusine ud af hytten og hen til Fafnir, som hun nu hilste ordentligt på.
Nu hvor han stod op, kunne Taliia se at han var omkring en meter høj over skulderen ved forbenet og havde en længde på omkring to meter. Hans skæl chancerede i forskellige grønne nuancer, som passede til skovens sommerfarver.

Taliia vågnede liggende under et af skovens ældre træer. Ligesom hun havde gjort hjemme på Dead Mans Rock. Den eneste forskel var at hendes datter, ikke var her til at hjælpe hende. Hun gættede på at hun havde haft en af sine anfald aftenen før og var gået kold ude midt i skoven. Hendes kusine Larlii var der når hun bad om det, men hver gang hun forsvandt ud i skoven, lod Larlii hende være i fred. På en måde var det skønt, og på en anden måde savnede hun den beroligende og beskyttende omfavnelse, som blandt andet Katrina havde givet hende. Tårerne begyndte igen at løbe, hun krummede sig sammen som et lille barn og hulkede.

Draconia gled stille igennem vandet på vej ind til havnekajen i Dead Mans Rock. Fløjtetoner havde kort før fortalt øens forsvar, at det var venner som kom hjem. Taliia stod på rordækket og så ind over byen, som hun havde savnet i sidst to måneder. Uden at tænke strøg hun hænderne hen over hendes udbulende mave, som var gemt under den grønne ærmeløse, lange kofte, som hun altid bar eftersom hendes lange dolke var fæstnet til den. Under den havde hun grøn skjorte og et par grønne bukser, samt brune støvler. Barnet havde været meget livligt i løbet af den sidste måneds tid, hvilket havde gjort at hun havde opholdt sig meget i kaptajnskahytten i stedet for at være aktiv på dækket.
”Tror du han er hjemme denne gang?” Taliia smilede, uden at flytte blikket fra byen. Ejeren af stemmen kom over ved siden af hende. Det var hendes ven og eks kæreste Beldragon Torkiane, han så på hende og smilede. Hun drejede hovedet en smule.
”Jeg håber det. Men jeg er bange for at byen allerede summer af viden, om hvor langt jeg er henne. Desuden skal du nok forvente at han blive jaloux som bare pokker, hvis han ser os sammen uden at jeg har snakket med ham først. Første gang var han tæt på at banke Jake, fordi han dansede med mig. Du skulle have set Seus ansigt, han brede truende vingerne ud og jeg måtte springe ind foran ham. Det var også den gang jeg fortalte ham at jeg elskede ham og at Jake bare flirtede for sjov.” Hun sukkede smilende. Mindet fik hende til at glemme tid og sted. Men der gik ikke længe før hun blev bragt tilbage til virkeligheden, med et spark i maven. Hun stønnede og strøg hænderne hen over maven igen, imens hun hviskede på elvisk.
”Rolig, du lille. Det vare ikke længe før vi er hjemme.” Beldragon grinede, da hun stønnede. Og da hun stoppede med at tale til sit ufødte barn, talte han med latter i stemmen.
”Noget tyder på at det er en fighter du bære rundt på. Hvad tror du det bliver?” Taliia smilede og svarede lidt fraværende.
”Uanset hvad barnet bliver, pige eller dreng, elver, engel eller blanding. Så vil jeg elske barnet og Seuzan til evig tid.”
Saxon, skibets Quatermaster kom op til dem og sagde at det var tid til at slække sejlene. Taliia nikkede og råbte ordre, som straks blev udført af besætningen. Få minutter efter gled Draconia op langs en af kajbroerne, og et par folk sprang over rælingen ned på kajbroen, hvor de bandt reb fast til et par kajpæle, så Draconia blev liggende. Derefter blev landgangen sat og besætningen begyndte at bære forsyninger og vare fra borde til de folk, som ventede med vogne der fragtede det til handelshuset.
Taliia begyndte at gå hen over dækket imod landgangen, men stansede da hun modtog et spark i ribbenene. Hun gispede og greb sig til siden, imens hun bandede på elvisk.
Beldragon, som gik lige bagved hende, grinede og løftede hende op.
”Jeg tror dette var den sidste sejltur indtil du har født. Ud fra hvad jeg ved, så bliver barnet kun mere livligt de sidste tre måneder.” Han grinede, da hun sukkede. Derefter lod han sine brune vinger komme frem, spredte den og fløj ind på havnen, hvor han satte hende.
Folk hilste på dem, som det var blevet en vane, siden Taliia var stødt ind i ham flere gange på sine forskellige ture igennem årene. Hun havde også nævnt ham overfor Seuzan, men de to havde ikke mødt hinanden endnu.
Jake havde fået den ide om, at han kunne holde hendes tanker fra Seuzan ved at gøre hende til kaptajn på Draconia. Og Taliia måtte indrømme at det hjalp lidt. Det gjorde det noget nemmere og mindre smertefuldt at tænke på ham, når hun også havde Draconias besætning at passe på. Hun havde på fornemmelsen at Raco havde været imod det i starten, fordi hun enlig var en del af hans besætning. Hun smilede ved tankerne om hvad Jake muligvis havde gjort for at overtale Raco.
Hun så op på Beldragon, da han lagde sin ene arm om hendes skulder og gik ved hendes side hen imod handelshuset.
”Lad heller vær med det. Hvis Seuzan ser dig gøre det, flipper han helt ud.” Hun smilede bredt.
”Han er så skøn når han bliver jaloux, men jeg er bange for at han ikke vil vente på at jeg for forklaret ham tingene, før han banker dig.” Beldragon grinede og trak armen til sig, men blev ved hendes side.
”Ja, det skal vi jo helst ikke have. Han kan være stolt af at du er hans kvinde. Jeg tror aldrig jeg har mødt en, der er så tro og ærlig ved sin elsker, når de ikke er sammen.” Hun daskede lidt hårdt til ham, imens hun grinede og han flyttede sig et skridt samtidig med at han tog imod slaget.
Da de begyndte at gå hen mod handelshuset, sparkede barnet så hårdt at hun standsede og bukkede sig sammen med et gisp. Beldragon var hurtig til at samle hende op i sine arme og rystede på hovedet at hendes protester.
”Han kan slå mig lige så tosset han vil, endda forsøge at stikke mig ned. Men jeg lader ikke dig gå to skridt mere. Du har, igen, overanstrenget dig og kender problemerne ved det. Når vi kommer ind, sætter jeg dig ned og henter et krus mynte the eller noget andet beroligende. Du skal da helst være frisk, når din mand ser dig.” Taliia sukkede og sænkede øjnene imens hun overgav sig. Hun håbede bare at Seuzan ville være i stand til at forstå alt dette, hvis han var i nærheden. Hun hørte også folk begynde at mumle om at hun havde overanstrenget sig igen, men ingen nævnte grunden til overanstrengelsen. Altså var det op til en selv at regne ud hvad hun havde overanstrenget sig med. Nogle af de nyeste troede at hun var blevet såret under togtet, andre troede at det var på grund af savnet efter hendes mand. Men ingen nævnte ét ord om at hun kunne være gravid.
En knurren nåede deres øre og Beldragon vendte sig imod lyden, med Taliia i sine arme. Dér stod han, Seuzan. Vingerne var bredt ud og han så truende på Beldragon.
"Hvor skal du hen med min kvinde?" Han gik langsomt og truende frem.
Beldragon lod Taliias fødder finde jorden igen, og da han var sikker på at hun kunne stå selv, gik han nogle skridt baglæns imens han holde øje med Seuzans bevægelser. Taliia begyndte at gå hen imod Seuzan, men måtte stoppe efter et par skridt, da barnet sparkede igen. Hendes gisp fik Seuzan til at styrte hen til hende og gribe hende. Hun så op på ham med stor kærlighed i øjnene.
"Du skal snart være far. Der er kun omkring tre måneder tilbage." Seuzan måbede nogle sekunder, inden han løftede hende op i sine arme og jublede. Hans øjne lyste af kærlighed. En kærlighed så stor, større end ord kunne beskrive.

Hun skreg af afmagtelse og vred sig i smerte, der ikke var fysisk. Hun kæmpede for at holde sig ude af det kaos, som mindet kastede hende ind i, men i øjeblikket var det forgæves og kort efter kom mørket igen.

En blid brise kærtegnede hendes ansigt og legede let med hendes hår, hvilket fik hende til at vågen. Knap en meter fra hende, lå Fafnir, den grønne drage som var fuldt med Larlii her til. Han holdte øje med hende, uden at røre en muskel. Taliia satte sig langsom op og så over på ham med øjne der var røde og hævet af flere timers gråd. En blid brummen kom fra dragen, som nu løftede sin ene vinge og inviterede hende hen til sin side. Først nu fornemmede Taliia hvordan hendes krop rystede af kulde. Hun rejste sig lidt besværligt, på grund af de stive muskler og gik over til dragen. Hun satte sig med ryggen imod hans flanke og sukkede behageligt da hun mærkede varmen fra hans krop. Hendes øjne fulde hvordan han roligt sænkede sin vinge og dermed lukkede kulden ude. Hun var imponeret over at lyset under hans vinge var lysegrønt. Hun lagde sin kind imod hans flanke, lyttede til hans rolige åndedrag og døsede hen..

I hendes søvn mindes hun hvordan hun i løbet af de første fem år sammen med Seuzan, havde lært ham elvernes sprog, både tale og skrift, så de altid kunne tale sammen og han ville have nemmere ved at forstå hvad der blev sagt når der var elvere i nærheden.
Hun mindes også den gang hun havde holdt Katrina, som kun var nogle få timer gammel og havde sunget for hende. Sangen var på elvisk, men Seuzan havde alligevel forstået hvert et ord. Sangen gav genlyd i hendes sind.
"Loo-li, loo-li, loo-li, lai-lay
Loo-li, loo-li, loo-li lai-lay

Lay down your head and I'll sing you a lullaby
Back to the years of loo-li lai-lay
And I'll sing you to sleep and I'll sing you tomorrow
Bless you with love for the road that you go

May you sail far to the far fields of fortune
With diamonds and pearls at your head and your feet
And may you need never to banish misfortune
May you find kindness in all that you meet

May there always be angels to watch over you
To guide you each step of the way
To guard you and keep you safe from all harm
Loo-li, loo-li, lai-lay

May you bring love and may you bring happiness
Be loved in return to the end of your days
Now fall off to sleep, I'm not meaning to keep you
I'll just sit for a while and sing loo-li, lai-lay

May there always be angels to watch over you
To guide you each step of the way
To guard you and keep you safe from all harm
Loo-li, loo-li, lai-lay, loo-li, loo-li, lai-lay

Loo-li, loo-li, loo-li, lai-lay
Loo-li, loo-li, loo-li lai-lay
Loo-li, loo-li, loo-li lai-lay
Loo-li, loo-li, loo-li lai-lay
Loo-li, lai-lay"
Uden at være bevidst om det, mumlede hun sangen i søvne, og Fafnir brummede blidt med på sangen, hvilket fik hans flanker til at vibrer blidt.
Dagen gik uden at Taliia var bevidst om det, men det gjorde heller ikke noget. Hendes sind og sjæl havde brug for denne form for healing.