Where have you been Callie!? -Callie-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
V: koldt og gråt.
T: solnedgang.
O: En plæne, et par træer, en sti langs træerne..

Han kunne ikke gøre noget! de råbte af ham, bad ham om at forsvinde og kaldte ham et monster. Han var ikke det monster, det måtte de ikke sige! Han gjorde det ikke med vilje, men hans evne, han kunne ikke styre den længere! Aldrig havde han følt sig så fortabt som nu, han kunne ikke se nogen i øjnene og når han gjorde, så sårede han dem og de endte med at kaste ting efter ham og kalde ham forfærdelig. Han ønskede ikke at høre de ord, de mindede ham alt for meget om hans far og hver gang han kiggede sig i et spejl, så var det ikke ham selv han så, men hans far der stod og så på ham med et lumsk smil der bare skreg: Blive som mig min dreng! Følg i mine fodspor og gør mig stolt! Josh rystede på hovedet og løb sin vej, stadig med sit ansigt gemt væk i hætten. Lyden af hans fars stemme rungede i hovedet på ham, dræbte ham indvendigt og gjorde alt for at han ikke skulle glemme hvem han var..
"Lad mig være! jeg er ikke dig! Jeg er ikke dig!" råbte han imens han løb..
"Du ved du er det! og din evne gør det endnu bedre! strit ikke imod min søn!" lød farens stemme i hans hoved.
"Stop!" Josh blev ved med at løbe og løbe, selvom han ikke anede hvor han var på vej hen. Han måtte snakke med nogen, Callie! Han måtte finde hende, hende kunne han snakke med! Med alt den energi han havde, gav han sig til at løbe rundt efter hende og blev mere og mere ivrig for at finde hende.. Callie.. Hvor var hun henne?

lidt længer henne under et stort træ sad en ung pige med lyst hendes navn var callie hun var den pige som josh ledte efter hun så en løbe rundt hun kunne ikke se hvem det var hun så på ham og gik ned på stigen og stoppede ham ''hey hvad sker der hun tog hætten af ham og så det var josh,, ''JOSH hvad er der galt tal med mig?'' sagde hun bedende hun kunne se der var noget galt hun ville gøre alt for han ikke havde det på den her måde hun så på ham og tog ham med hen til under træet og fik ham til at sætte sig ned...

Hendes stemme, det måtte være hende! Selvom han ikke så hvor han løb, så løb han hen imod stemme og kunne ikke finde ro. Hans stemme, den rungede i hovedet på ham, hans evne skadede folk, han kunne ikke kigge nogen i øjnene! Vent, Callie! Han måtte ikke se hende i øjnene, det ville han slet ikke byde hende! da hun fjernede hans hætte, kiggede han ned i jorden og sørgede for at hun ikke så i hans øjne, for ellers ville det løbe hende koldt ned af ryggen og hvis han kiggede tilbage i hendes, ville hun se alt det hun frygtede.. Han fulgte dog alligevel med hende og satte sig ned, da hun satte sig ned.
"Hvad du end gør, så kig ikke i mine øjne okay," hviskede han og kiggede ned i jorden. "Alting er galt, min fars stemme.. jeg kan høre den overalt og min evne er gået amok.."

callie undrede sig hun gav ham et kram det kunne hun mærke han havde brug for mig ''josh fortæl mig hvad der er sket alt sammen'' sagde hun blidt og så på ham og blev nervøs da hun ville hjælpe ham men virkede så bange og det gjorder hende bange han betød rigtig meget for hende han var hendes bedste ven og hun ville ikke miste ham, hun tog hans blidt så han vidste hun var der for ham lige meget hvad der skete...

Han vidste at hun var der og det var han glad for. Derfor havde han savnet hende, hvor havde hun egentlig været? han havde ikke set hende i lang tid og nu dukkede hun pludselig op igen, lige den dag hvor han skulle have problemer. Nu kunne han ikke bare tage en stille og rolig snak med hende, han kunne kun sidde og hylde sig selv ud af den, ved lyden af sin fars stemme og smerten ved at have sine øjne rettet imod jorden hele tiden. Han trykkede lidt hendes hånd, så snart han kunne mærke den i sin.
"Min far.. han siger at jeg er ligesom ham og jeg tror det er pga. ham at jeg ikke kan styre min evne, han vil have jeg skal udnytte den.. Men.. jeg kan ikke.. jeg vil ikke.. jeg er ikke som ham," Han lød så skrøbelig og han hadede det!

Callie så på ham og nussede hans hånd blidt ''josh, du er ikke som din far, du udnytter ikke din evne det ved jeg du aldrig ville gøre, det er du et for godt menneske til, din far, fortjener ikke en så god søn som dig'' sagde hun og tog om ham og ville gerne gø¨re mere for ham end hun havde gjort hun savnede ham... hun havde været væk alt for længe hun nussede ham i hårede og prøvede at få ham til bare at tage det en smule roligt hun kunne da godt forstå han var nervøs og bange men det hjalp aldrig at flippe ud over det...

Hendes stemme og bare det at hun var til stede, fik ham til at slappe af og tage dybe vejrtrækninger. Han var ikke som sin far, han var ikke som sin far, han var ikke som ham! Hvorfor kunne han ikke lytte til sit eget hoved, selvom han prøvede, så var det som om at det ikke lykkedes ham at hade sig selv. De ord de andre havde råbt af ham, forfulgte ham, sammen med lyden af sin fars stemme der ikke ønskede at forsvinde fra ham. Callie var hos ham. Han måtte slappe af, hun var den bedste ven han kunne henvende sig til og nu sad hun der og lyttede til ham.. han måtte slappe af..
"Tak Callie," sagde han og kiggede fortsat ned i jorden. "Men.. Nu hvor jeg kan høre ham, hvordan kan jeg så vide om jeg bliver som ham så snart jeg.." Han stoppede sig selv i at snakke videre.. "Han er mit hoved.. og han er endda død.. jeg forstår det ikke.."

callie kunne tydelig se han var bange og bekymrede hun tog hans hånd ''tag det rolig josh han er ikke den der skal ændre han er død som du siger så burde han slet ikke være nær dig, han kan have givet en del af sig til dig'' sagde hun og vidste ikke hvad hun skulle sige lige nu hun ville gerne berolige ham som han havde gjort til hende, hun så på ham og knugede hans hånd hun så ned i jorden og slapper af og ser på ham-....

//undskyld den ikke er så langt//

// Det er okay ^^ //

Han tog en dyb indånding, hvor han derefter tvang et svagt smil frem på sine læber. Det var som om at Callies beroligende ord, fik evnen til at forsvinde og det samme med farens stemme der rungede i hans hoved. Langsomt og meget nervøst, løftede han sit hoved op og så Callie i øjnene. Der skete ingenting! Han kunne se hende i øjnene! Af ren lykke, omfavnede han hende og gemte sit ansigt væk i det bløde blondte hår. Hendes stemme havde hjulpet ham, var hun lige en alletiders bedste veninde eller hva!
"Tak Callie, tak for at du er der," hviskede han til hende og trak sig ikke ud af krammet.

Callie smilede glad og krammede igen ''alt for dig josh du er min bedsteven'' sagde hun kærligt og smiler for sig selv og holder om ham og er glad for at se ham ''du har sikkert en masse spørgsmål om hvor jeg har været og den slags'' sagde hun blidt og slapper af og nusser hans kind blidt og ser på ham og smiler for sig selv....
callie kunne godt forstå hvis han havde det sådan for hun ville da sikkert også gerne vide hvor han var hvis det var bare mere hvis der nu var sket ham noget...

Selvfølgelig ville han vide hvor hun havde været! Han havde ledt efter hende og havde ikke haft noget held med at finde hende, lige de dage hvor han havde haft allermest brug for at snakke med hende. Han smilte til hende og slappede af, kørte en hånd igennem det brune hår og kiggede ventende på hende, for at få hende til at fortælle ham hvor hun havde været. Man kunne nærmest se spørgsmålet i de brune øjne.
"Hvor har du været ja? fortæl endelig det hele, jeg har nemlig ledt efter dig," fortalte han og lod sit hoved hvile i sine hænder.

callie så på ham og tog hans hånd stadig og smilede mod ham, ''jeg blev angrebet af vampyre da jeg var ude med en ven, og kom til skade med mit ben'' sagde hun og vidste ham sit ben hvor der var mærker efter vampyr bid, ''også har jeg boede hos ham lige siden det skete'' sagde hun blidt og roligt og slapper af og læner sig ind til ham...

Angrebet af vampyrer? Så forstod han bedre, hvis han havde en tier for hvor mange gange han var blevet angrebet af dem, så ville han være millionær. Men selvfølgelig kunne han godt se hvorfor de angreb ham, han havde jo engleblod, men hvorfor angreb de en som callie? Var det pga. fjendskab imellem varulv og vampyr, eller gjorde de det bare sådan for sjov? Det var ikke til at svare på, trods alt kunne de være nogen forvirrende væsner.. "så håber jeg at han passede ordentlig på dig og jeg er glad for at du klarede dig, og mest af alt er jeg glad for at se dig igen," han smilte til hende og trak sin hætte over hovedet igen..

callie grinede ''det gjorder han skam tro mig jeg fik mit egfet værelse og hans tiger ven lå i min fodende og passede på mig hehe, han var meget nuttede tigeren og kani ja han er som en storebror hehe'' grinede hun sødt og lagde hovede på joshs skuldre, ''jeg har savnet dig josh meget'' sagde hun blidt og så på ham og ser på himlen fra under træet hun smilede glad til ham og lænede sig ind til ham han var så dejlig varm...

Han lyttede til hende og elskede bare lyden af den glade stemme, som der også havde været skyld i at evnen forsvandt og det samme med farens stemme. Han var glad for at han havde mødt en som Callie, en han bare kunne snakke og stille roligt med og som ikke dømte ham, selvom han kunne opføre sig en smule skørt engang imellem, men ja, alle havde vel deres fejl. En tiger? Fantastisk, han havde ikke andet end en hund, eller hans yngre jeg havde ikke andet end en hund.. Ja, det var forvirrende. Kani? Nysgerrigt kiggede han hende i øjnene og man kunne allerede ane spørgsmålet i de brune øjne. "Hvem er Kani?" Han satte spørgende hovedet på skrå og lod hende læne sig ind til ham. "Jeg har også savnet dig meget," Han smilte og lukkede kort øjnene i, nød bare de lyde der nu var omkring dem og den måde vinden suste på.. "Derfor stikker du ikke bare sådan af igen,"

callie grinede lidt ''kani er en engel som er min storebrors bedsteven, han er en dejlig fyr, men han er mere som en bror for mig i forhold til andre'' sagde hun blidt og kryber tætter på josh da hun fryser en smule, ''josh jeg fryser'' sagde hun blidt og rolligt hun syns han er sød og smiler for sig selv og slapper af og ser på ham..

Han nikkede til hendes svar og fik straks en lyst til at møde denne Kani, uden han rigtig forstod hvorfor.. Måske fordi han ville sikre sig at han var ordentlig overfor Callie, selvom han godt kunne fornemme på hende at han var ordentlig og at hun ikke skulle bekymre sig om det. Han smilte kort ved tanken og da hun sagde at hun frøs, rykkede han sig kort væk fra hende, men kun for at fjerne sin hættetrøje og rakte den til hende. "her, den er dejlig varm at have på," Han smilte roligt til hende.

Callie blev overraskede, da han tog den af, ''men så kommer du til at fryse'' sagde hun blidt og roligt og ser på hende og tog om hende og smiler mod hende og nusser hendes kind blidt og roligt og slapper af, dog tog hun imod den og rødmer meget og smiler for sig selv og rødmer meget og smiler for sig selv...

Han rystede på hovedet og lagde den over hendes skuldre.
"Nej, bare rolig, jeg har skam den her indenunder," sagde han og rykkede lidt i den T-shirt han havde haft indenunder hættetrøjen. "Tro mig callie, tag den nu bare på så du ikke sidder og fryser.. eller tag den på også går vi hen og finder noget, der gør at du fryser endnu mindre," Hans øjne lyst pludselig op og med et var han oppe at stå, strakte sin hånd ned til hende og ville trække hende op hvis hun tog imod den. Han havde en lille ide gemt i ærmet.

callie smilede til ham og tog hans hånd og blev trukket op og smilede, hun holdte om joshs arm og smielde, hun så hvordan han lyste op hun smilede glad,han var glad det bedtød meget for hende at han var glad...

Han smilte kort til hende, og sammen med hende begyndte han at gå hen imod et sted hvor de solgte varm kakao. Hvis der ikke var noget der kunne give en varmen som varm kakao, så vidste han snart ikke hvad der skulle til. Han førte hende hen til boden og bestilte her to kopper kakao. Da de kom hen til dem, gav han hende den ene og blinkede drilsk til hende. "her, kakao, så får du varmen," Han smilte til hende og tog en tår af sin egen kakao.

callie grinede og tog en tår, ''tak'' sagde hun blidt og roligt og slapper af og ser på ham og lod et smil brede sig på hans læber, hun følte sig tryg når hun var sammen med josh, og slapper af og tænker på en masse og ser på ham og nusser hans kind ''tak josh det smager skønt'' sagde hun glad...

Han smilte roligt til hende og elskede at han kunne slappe af langt om længe, men han frygtede at hver gang han så sit eget spejlbillede, at så ville hans far langsomt komme frem og ødelægge alt glæden fra ham. Manden var død, men hvordan kunne han så stadig.. Hjemsøgte han Josh for at få ham til at være som ham? Han rystede tanken væk og tog en ny slurk af sin kakao, for at lade den dejlige søde smag gå helt ind til knoglerne og det samme med varmen fra den.
"Så Callie.. har du mere nyt at fortælle mig?" spurgte han og så spørgende på hende, med sine chokoladebrune øjne. "Du var jo væk et stykke tid, noget må du da have at fortælle mig,"

callie så på ham og smiler for sig selv. ''jeg har ikke rigtig så emget at fortælle hvad med dig?'' spurte hun kærligt og lod et smil brede sig og holdte om hende og slapper af og tænker på en masse...

Han rystede let på hovedet. Der var egentlig ikke så meget at fortælle, ikke hvad han kunne huske af i hvert fald. Men, han lovede sig selv at så snart der kom noget nyt ind i hans liv, så skulle Callie nok være en af de første som fik det at vide! Han smilte kærligt til hende, imens han lod sig varme på den dejlige kop kakao.
"nej, ikke noget nej," svarede han og tog en ny slurk af sin kakao. "Ik andet end det jeg allerede har fortalt dig.. min far.. hans hjemsøger mig.. Heldigvis har jeg ikke blevet som ham, men det kan jeg vel heller ikke når jeg ikke har prøvet at.. Øh.. lige meget," han rødmede svagt og kiggede ned i jorden.